Ola Tunander: ”Krigen mod terror og Pax Americana”. Oversættelse i ...

More documents

Recommendations

Info

Regulær terrorisme og efterretningstjenester Hvis vi vender tilbage til de berømte terrorister nævnt i det ovenstående, kan vi se, at Carlos, Osama bin Laden og Omar Saeed Sheikh har noget andet til fælles end deres oplevelser af krigens lidelser: de har alle arbejdet for eller samarbejdet med agenter fra forskellige sikkerheds- eller efterretningstjenester. Selvom Carlos på et tidspunkt var “den mest eftersøgte mand i verden”, var han i stand til at leve et mere eller mindre almindeligt liv i Beirut. Folk, der kendte ham, beskrev ham som elskværdig og godmodig, men tilføjede alligevel, at han pralede åbent og ryggesløst af sine “eventyr” til enhver, der lagde øre til. I Beirut besøgte Carlos caféer og restauranter uden dække eller livvagter, lod hånt om de basale regler for diskretion og var konstant overvåget af libanesiske, syriske og israelske efterretningstjenester. 16 I nogle operationer samarbejdede han med agenter fra andre arabiske lande. 17 Interessant er det imidlertid, at alt imens Mossads dødspatruljer dræbte en lang række Sorte September- og PFLP-aktivister, så krummede de aldrig et hår på Carlos’ hoved, selvom han ville have været et nemt mål. Måske blev han betragtet som et symbol på terrorisme, der kunne bruges til at bringe den palæstinensiske sag i miskredit. I forlængelse af dette kan man notere sig, at den tidligere Mossad-agent Victor Ostrovsky hævdede, at Carlos’ forbindelsesofficer til Beirut, Michel Moukharbel, var blevet rekrutteret af Mossad allerede i juni 1973. Ifølge Ostrovsky oplyste Moukharbel Israel om Carlos’ præcise opholdelsessted næsten hver eneste dag. På samme tid udførte han og Carlos operationer sammen. 18 På samme vis var Osama bin Laden forud for den 11. september med sikkerhed overvåget af forskellige efterretnings- og hemmelige tjenester, og hans organisation var højst sandsynligt infiltreret af et antal agenter og informanter. Jane’s Intelligence rapporterede i september 2001, at bin Laden jævnligt modtog medicinsk behandling for en nyrelidelse på militærhospitalet i Peshawar, og at amerikanske tjenester var fuldstændig klar over dette. 19 I krigen mod Sovjet modtog han og hans servicebureau substantiel amerikansk støtte. Efter dén krig, i de tidlige Ola Tunander Krigen mod terror og Pax Americana 99 1990’ere, var en af bin Ladens nære samarbejdspartnere ægypteren Ali Mohamed. Han trænede al- Qaeda aktivister i at udføre bombeangreb og havde trænet bin Ladens livvagter efter et attentatforsøg på sidstnævnte. Mohamed var på samme tid officer af reserven i den amerikanske hær og blev sendt til Afghanistan med støtte fra højeste sted i det amerikanske hierarki. Samtidig med at han var informant for FBI, var Ali Mohamed direkte involveret i forberedelserne til bombningen af den amerikanske ambassade i Nairobi i 1998, der kostede 250 mennesker livet og sårede flere tusinde. Han arbejdede for amerikanerne og havde endda forsøgt at infiltrere Hizbollah for CIA. 20 Omar Saeed Sheikh, som bin Laden har kaldt “sin særlige søn”, er ansvarlig for mord og kidnapninger og er blevet fremstillet som en af personerne bag 9/11-operationen. 21 På dette tidspunkt arbejdede han imidlertid for general Mohammad Aziz Khan fra den pakistanske efterretningstjeneste, ISI. Sheikh blev beskyttet af ISI og blev jævnligt set ved lokale sammenkomster hos højtstående pakistanske embedsmænd. 22 Ligesom Carlos levede han åbent og blev beskrevet som “en flink fyr, velopdragen og dannet”. 23 Amerikanske efterretningstjenester har beskrevet ham som et ISI-agent, 24 mens en historie i en amerikansk avis fortæller, at “der er mange i Musharrafs regering, der mener, at Saeed Sheiks magt ikke kommer fra ISI, men fra hans forbindelser indenfor CIA”. 25 Tilsyneladende er der ikke nogen form for seriøs terrorisme, der er uafhængig af spillet i efterretningstjenesterne. Dette bliver endnu tydeligere, når man kigger nærmere på Sorte September-lederen Ali Hassan Salameh, der menes at have ledet angrebene mod de israelske atleter i München i 1972. Han var øverst på Mossads dødsliste, 26 men han hoppede af til CIA, og hans sikkerhedsstyrker forsvarede den amerikanske ambassades personale under borgerkrigen i Libanon 1975-76. Sent i 1976 blev Salameh modtaget som helt af CIA i Langley. Og det lykkedes ikke Mossad at myrde ham før 1979, 27 i et snigmord, der formentlig havde til hensigt at skade båndene mellem PLO og CIA.
Ola Tunander Krigen mod terror og Pax Americana Abu Nidal var endnu mere i lommen på efterretningstjenesterne – de irakiske, de syriske, de libyske – og hans organisation var antageligvis infiltreret af adskillige Mossad-agenter. En af dem var den højtrangerende leder Ghassan al-Ali, som var ansvarlig for at udvælge målene for Nidals bombninger og snigmord. Fra 1975 og frem tog Nidals gruppe over efter Mossads dødspatruljer, da de israelske gruppers systematiske mord på palæstinensiske ledere i den første halvdel af 1970’erne gradvis gav plads til systematiske mord udført af Nidal-organisationen. 28 Det forekommer altså, at “regulær terrorisme” har vanskeligt ved at overleve uden en eller anden form for beskyttelse fra eller involvering af efterretningstjenesterne. I mange tilfælde er terrorister med forbindelse til oprørsgrupper i stand til at fortsætte deres aktiviteter, mens hvert eneste skridt, de tager, bliver overvåget af efterretningstjenester, der tillader dem at udføre deres bombeattentater, for på den måde at bringe oprørsbevægelsen i miskredit. Brugen af terrorisme mod “terrorisme” I Theorie des Partisanen: Zwischenbemerkung zum Begriff des Politischen fra 1963 beskriver Carl Schmitt den irregulære kriger eller anti-stats-oprører som en “partisan” og argumenterer for, at i “den onde cirkel af terror og mod-terror er bekæmpelsen af partisanen simpelthen ofte et spejlbillede af selve partisankrigen”. 29 Schmitt trækker på eksemplet fra den franske general Raoul Salan, chef for Organisation d’Armée Secrète (OAS), som i 1961 udførte en terrorkampagne mod de algierske oprørere. Salan introducerede tanken om “revolutionær krig” til at bekæmpe oprøret ved at indoptage dets egne “terroristiske taktikker”. 30 Fra de tidlige 1960’ere brugte OAS nådesløse metoder for at underminere oprørets legitimitet. Dette inkluderede angreb under “falsk flag” på franske statsborgere, det vil sige angreb, der skulle se ud som om, de var udført af oprørerne. Historisk har sådan “falsk flag”-terrorisme været lige så vigtig som den såkaldte regulære terrorisme. Tidligt i det 20. århundrede f.eks. infiltrerede Okhrana, den russiske sikkerhedstjeneste, anarkistiske organisationer og gennemførte bombeangreb, der 100 blev tilskrevet anarkisterne, for at styrke sikkerhedstjenestens egen legitimitet og rolle. En russisk sikkerhedsagent, Evno Azev, infiltrerede det Socialrevolutionære Parti i begyndelsen af det 20. århundrede, og arbejdede sig senere op til at blive dets leder af terroraktiviteter. Han var ansvarlig for mordet på Vyacheslev Plehve, den russiske indenrigsminister. Det Socialrevolutionære Partis terroraktiviteter var således drevet af den russiske efterretningstjeneste, 31 som var i stand til at udnytte gruppens skånselsløse mord til at miskreditere den radikale opposition. I 1954 plantede det israelske forsvars efterretningstjeneste bomber i britiske og amerikanske kultur- og informationscentre i Cairo og gav ægypterne skylden for angrebene for at forgifte forholdet mellem Ægypten, Storbritannien og USA. Denne specifikke operation blev udført af oberst Benjamin Giivi fra den israelske efterretningstjeneste sammen med Moshe Dayan og Shimon Peres. Den involverede også den israelske forsvarsminister Pinhas Lavon, som senere blev tvunget til at gå af (denne skandale blev kendt som “Lavon-affæren”). Det blev ikke offentligt anerkendt, at bomberne havde været et led i en israelsk operation før seks år senere. 32 Senere i 1970’erne og 80’erne rekrutterede Israels Mossad palæstinensere og nordafrikanere i Abu Nidal-organisationen til at snigmyrde PLO-ledere og føre en brutal bombekampagne ud i livet i Fatahs navn for at bringe palæstinensere i almindelighed og oprøret i særdeleshed i miskredit. 33 Mossad prøvede at bekæmpe det palæstinensiske oprør ved at optrappe volden og lede konflikten ind på et nyt plan, ved at bruge “terrorisme imod terrorisme”. Det første større terrorangreb i efterkrigstidens Europa, Piazza Fontana-bombningen i Milano i 1969, dræbte 16 og sårede over 80. Samtidig sprang tre andre bomber i Rom og sårede yderligere 14 personer. I kølvandet på disse angreb blev 27 anarkister arresteret. 34 Massemedierne hævdede hysterisk deres skyld, og anarkisten Pietro Valpreda blev efterfølgende fængslet i tre år. Som Daniel Ganser har vist, blev det imidlertid opdaget i år 2001, at denne operation faktisk var udført af agenter fra den fascistiske bevægelse Ordine Nuovo i samarbejde med
Page 1 and 2: Ola Tunander Krigen mod terror og P
Page 5: 98 Øverst: Diskotek La Belle i Ber
Page 11 and 12: USAs præsident George W. Bush. Kil
Page 17: Ola Tunander Krigen mod terror og P

Ola Tunander: ”Krigen mod terror og Pax Americana”. Oversættelse i ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?