Søgbar version

det for udvalget foreliggende er muligheden
herfor imidlertid meget ringe, sålænge der
ikke er afsluttet en overenskomst mellem
rådgivningsklinikkerne og de samvirkende
centralforeninger af sygekasser i Danmark.
For det forste vil sygekasserne kun kunne
yde hjælp til behandling, og kun hvis der
foreligger en henvisning fra en sygekasselæge.
Men herudover vil det være en forudsætning,
at der i vedkommende sygekasses
vedtægt er optaget en bestemmelse om, at
sygekassen betaler til ambulant behandling
på privat klinik, og det er herved yderligere
en betingelse, at der for distriktets sygehus
er fastsat en særlig takst for behandling af
samme art som den, der gives på rådgivningsklinikkerne,
og dette vil givetvis kun
være tilfældet ganske enkelte steder i landet.
Udvalget vil imidlertid anse det for rimeligt,
om der blev tilvejebragt hjemmel til, at sygekasserne
i væsentligt videre omfang kunne
betale en fastsat takst for børns behandling
på rådgivningsklinikker.
Et eventuelt restbeløb må derfor betales
af den institution, der har påtaget sig at
drive institutionen, for Københavnsklinikkens
og Esbjergklinikkens vedkommende
således henholdsvis landsorganisationen Red
Barnet og landsforeningen for mentalhygiejne.
Der bor efter udvalgets opfattelse
ved en rådgivningskliniks anerkendelse lægges
vægt på, at vedkommende organisation
må antages på længere sigt at kunne påtage
sig at afholde henved 10 pct. af driftsudgifterne.
Etableringsudgifter.
Med hensyn til afholdelse af udgifter til
etablering af rådgivningsklinikker bemærkes,
at der ikke i forsorgsloven er optaget særlige
regler herom. Man vil imidlertid fra udvalgets
side foreslå, at udgifter til etablering
fordeles på samme måde mellem staten,
kommunerne og det private initiativ som de
egentlige driftsudgifter, d. v. s. med 60 pct.,
30 pct. og 10 pct.
Befordringsudgifter.
Da det er tanken, at hver klinik skal dække
et større område (2 eller 3 amter), vil der
i mange tilfælde opstå transportudgifter, når
et barn skal undersøges og behandles på
klinikken, nemlig dels udgifter til barnets
.'Vi-
transport, dels udgifter til forældrenes transport,
idet samtaler med forældrene er et
nødvendigt led i undersøgelsen og den eventuelle
behandling af barnet.
Hvor barnet er henvist til klinikken af vedkommende
børneværnsudvalg i medfør af
forsorgslovens § 123, stk. 1, nr. 3, må de
nødvendige transportudgifter såvel vedrørende
barnet som vedrørende forældrene
kunne afholdes af vedkommende børneværnsudvalg
som børneværnsudgift.
I andre tilfælde er der formentlig kun
mulighed for at afholde transportudgifterne i
trangstilfælde som særhjælp efter bestemmelsen
i forsorgslovens § 334, nr. 14. Denne
adgang vil imidlertid være meget begrænset,
og klinikken bør derfor orienteres om, at
den, såfremt forældrene er indforstået hermed,
kan rette henvendelse til vedkommende
børneværnsudvalg, om dette er villigt til at
påtage sig udgiften i medfør af § 123, stk. 1,
nr. 3. Barnet anses herefter for henvist af
børneværnsudvalget, og den af socialministeriet
fastsatte takst for børn henvist af
børneværnsudvalg bør da udredes.
Udvalget skal dog henlede opmærksomheden
på, at det i forslaget til lov om den
offentlige sygeforsikring, der er forelagt for
folketinget i vinteren 1959, er foreslået, at
kun befordringsudgifter, der overstiger 3 kr.
pr. patient, i almindelighed skal refunderes.
Udvalget vil finde det rimeligt, om en tilsvarende
ordning blev indført i de her omhandlede
tilfælde.
Et i overensstemmelse med foranstående
udarbejdet udkast til cirkulære om anerkendte
rådgivningsklinikker for børn er optrykt som
bilag 4 til betænkningen.
Udvalget har om gennemførelse af bestemmelsen
i forsorgslovens § 125 A forhandlet
med børne- og ungdomsforsorgens pædagogiske
nævn, der under et besøg i England i maj
1959 har haft lejlighed til at drøfte arbejdet
i rådgivningsklinikker med lederen af en
pionerinstitution på dette område, dr. John
Bowlby, The Tavistock Clinic.
Dr. Bowlby oplyste ved denne forhandling,
at Tavistock Clinic's afdeling vedrørende
børnerådgivning har to opgaver, for det
første at uddanne børnepsykiatere, kliniske
børnepsykologer og psyciatric social-workers,
for det andet at undersøge og behandle
neurotiske børn.