Søgbar version

DEN ALM. DANSKE LÆGEFORENING
Hovedbestyrelsen
Kdbenhavn, 0., den 14. januar 1960.
77
Bilag 6.
Udvalget vedrørende ungdomskommissionens betænkning om den tilpasningsvanskelige
ungdom,
Direktoratet for børne- og ungdomsforsorgen Rosenvængets alle 18. 0.
Efter anmodning fra udvalget vedrørende
u:igdomskommissionens betænkning om den
tilpasningsvanskelige ungdom skal Den alm.
danske Lægeforening hermed redegøre for
sin opfattelse angående de rådgivningsklinikker,
der tænkes oprettet med hjemmel i lov
om offentlig forsorg § 125 A, og specielt
angående disse klinikkers ledelse, om hvilket
spørgsmål lægeforeningen den 14. december
1959 har haft en drøftelse med udvalget.
Som det fremgår af udvalgets betænkning,
drejer det sig om »klinikker for behandling af
barn og unge med særlige tilpasningsvanskeligheder«
(s. 47), og hvis »hovedopgave må
være at undersøge og behandle de børn og
unge, der henvises af børneværnet i henhold
til bestemmelsen i forsorgslovens § 123,
stk. 1, nr. 3 in fine« (s. 50). Desuden vil børn
kunne henvises af læge, hospital og børnehave
- eller skolepsykolog. Det må anses for udelukket,
at de kommende rådgivningsklinikker
skulle kunne indskrænke sig til at modtage
»lettere tilfælde«.
Klientellets art vil være bestemt af den
kendsgerning, at de her i landet eksisterende
børnepsykiatriske afdelinger alle er så overbelastede,
at de kun i ringe omfang kan påtage
sig ambulant virksomhed, og den udbygning,
der er i gang, vil kun i ringe grad ændre dette
forhold. Følgelig vil de nye rådgivningsklinikker
omgående blive søgt af de børn, der
hidtil er gået forgæves til hospitalsklinikkerne.
Dette vil bevirke, at rådgivningsklinikkerne
i praksis vil komme til at fungere også
som diagnosestationer, hvilket betyder, at
der af lederen må kræves både grundig uddannelse
og klinisk erfaring. Blandt de børn,
der søger en sådan klinik, vil der foruden
børn med normale adfærdsproblemer være
børn med legemlige sygdomme og børn, som
er sjæleligt syge. Da imidlertid enhver sjælelig
eller legemlig lidelse kan præstere sig som
lettere eller sværere tilpasningsvanskeligheder,
er det af største betydning, at ansvaret
for diagnosen i disse grænsetilfælde ligger hos
en læge, der ifølge sin uddannelse er mest
egnet til at skelne mellem sundt og sygt og
stille en diagnose, der tager både sjælelige og
legemlige faktorer i betragtning.
Det intime samarbejde mellem læger,
psykologer og socialrådgivere på en rådgivningsklinik
vil være en indlysende selvfølgelighed,
både hvad angår diagnose og behandling.
Men lægen, der har specialiseret sig på
det medicinsk-psykopatologiske område, og
som under sin uddannelse har erhvervet sig
kendskab også til det psykologiske og sociale
speciale, vil have særlige forudsætninger for
at koordinere samarbejdet mellem de nævnte
3 fagområder.
Kliniske psykologer kan være højt kvalificerede
på specielle områder, f. eks. vedrørende
psykologiske undersøgelsesmetoder
og visse psykologiske behandlingsmetoder,
men dette berettiger dem ikke til at påtage
sig en bred ansvarlighed for behandlingen af
syge. Desuden er årsagerne til sygdom mangfoldige
og komplicerede, og sondringen mellem
sundt og sygt er ofte vanskelig. Lægens
diagnose hviler på en sammenfatning af
klinisk skøn og samtlige relevante psykologiske
og fysiologiske undersøgelser, der hver
for sig kun kan have begrænset og relativ
værdi. Selv de mest forfinede psykologiske
metoder og diagnoser vil aldrig kunne erstatte
den medicinsk-psykiatriske helhedsdiagnose,
og medicinsk uddannelse er af afgørende betydning
for evnen til at vurdere hele personen.
Da de kommende rådgivningsklinikkers
klientel således vil omfatte både grænseområdet
mellem normalt og sygt og psykopato-