Søgbar version

om det drejer sig om forståelige reaktioner
på en for barnet ugunstig helhedssituation,
hvori som regel et væld af faktorer indgår,
som man kun gennem en indgående betragtning
af dets livsbetingelser kan gøre rede for.
Her kan forekomme tilfælde, hvor direkte
sygdomssymptomer gør det vigtigt at få
barn og familie i forbindelse med en læge -
og andre, hvor det er pædagogisk-psykologiske
eller sociale foranstaltninger, der er påkrævet.
Vi har her skitseret et enkelt af de mange
tilfælde, hvor lægemyndigheder vil erklære,
at ansvaret kun kan ligge hos en læge. Udtalelser
af denne art stammer dog ofte fra
læger, der ikke selv kender problemerne fra
daglig praksis, men som rent teoretisk har
indtaget deres standpunkt.
Som nævnt er en lang række vanskeligheder
at betragte som normale udviklingsfænomener,
som forældre, pædagoger og andre uden
for den psykiatrisk-psykologiske fagkreds kan
tage stilling til og »behandle«.
Hertil kommer en mængde adfærdsvanskeligheder,
der kan forklares som forståelige
reaktioner på uheldige milieufaktorer eller
på mere tilfældige tilskikkelser, der rammer
det enkelte barn eller dets familie. Disse reaktioner
kan godt være yderst voldsomme, kan
f. 2ks. dreje sig om grove tyverier hos børn,
der føler sig snydt for kærlighed eller for
materielle goder - eventuelt om ildspåsættelse,
udført af børn, der i et moralsk fordømmende
milieu er blevet angst for egne
seksuelle eller aggressive impulser. Andre
eksempler kan dreje sig om børn, der ikke
ka:i leve op til ambitiøse forældres krav om
imponerende skolepræstationer, og som derfor
intellektuelt kan gå i stå og end ikke kan
fungere svarende til deres intelligensanlæg.
Heller ikke disse børn kan uden videre kaldes
»syge«. Endelig kan nævnes en meget omfattende
gruppe børn, der uden selv at være
kk.re derover, søger at svare til uklare ønsker
og behov hos forældrene - til tendenser, som
ofte er i modstrid med deres bevidst formulerede
ønsker for deres barn. Man kan som
eksempel næ:vne, at mange børn intellektuelt
fungerer ringere end svarende til deres evner,
fordi de har en uklar fornemmelse af, at
»noget« i faderens eller moderens personlighed
ville opfatte for stor dygtighed som en
trt.sel - som et konkurrencemoment, der
fremkalder modstand. Barnet indretter sig
73
derefter og vælger rollen som »dum«, for på
denne måde at bevare en fars eller mors
kærlighed.
Indgående psykologiske undersøgelser af
barnets fantasiliv, bl. a. udført på Universitetets
Børnepsykologiske Klinik, har kastet
nyt lys over den meget nære sammenhæng
mellem den rolle, barnet går ind i - og som
kan manifestere sig som tilpasningsvanskeligheder
- og dominerende træk i forældrenes
personlighed.
Man har mange beviser på, at barnet i
højere grad retter sig efter disse ubevidste
tendenser hos forældrene end efter deres formulerede
ønsker og opdragelsesprincipper.
Heller ikke dette kan man kalde for »sygdom«,
men for tendenser i den menneskelige natur,
der er uhensigtsmæssige for opdragelsen af
barnet til et harmonisk menneske med lyst
og energi til at udnytte heldige dispositioner
og med evne til ansvarsbevidste, sociale kontakter.
Mange af de nævnte vanskeligheder kan
med held behandles af den, der har uddannet
sig til en tilstrækkelig dyb forståelse af den
menneskelige natur, baseret på børne- og
ungdomspsj^kologiens fremstilling af den normale
udvikling og de normale afvigelser herfra,
på kendskabet til modning og indlæring,
til de skiftende motivationer under udviklingen
o. s. v. - og som har suppleret denne
viden med dybdepsykologiens særlige bidrag
til forståelse af psykiske fænomener og processer
samt til sociologiens og socialpsykologiens
teorier. Universitetsuddannede psykologer
har i modsætning til lægerne fået en
grunduddannelse på disse områder, og når de
har suppleret denne uddannelse med specialtræning
i klinisk psykologi, må de betragtes
som de bedst kvalificerede til at løse de
problemer, der hører ind under normalafvigelserne,
eller som ligger tæt op til disse.
Et andet område har vi med de klart fremtrædende
psykiatriske tilfælde, f. eks. med
psykotiske eller grænsepsykotiske børn samt
børn med hjernelidelser, der naturligt hører
hjemme i den gruppe, der kun bør behandles
af læger selv eller af psykologer under lægeligt
ansvar. Området er naturligvis ikke udtømt
med de nævnte tilfælde.
Mellem disse to ydergrupper 1) de normale
adfærdsproblemer og de normale afvigelser
herfra, de forklarlige milieureaktioner på
forældrenes ubevidste ønsker og tendenser og