Nationalpark Kongernes Nordsjælland - Hoteller

Pilotprojekt
KONGERNES NORDSJÆLLAND Holbo Herreds
kulturhistoriske centre
Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Kulturhistorisk undersøgelse
Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre
Gilleleje Museum
2005

2
Kulturhistorisk undersøgelse
Pilotprojekt
Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Liv Appel (red.) 2005
Layout og grafi k: Kjartan Langsted
Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre
Gilleleje Museum, Vesterbrogade 56, DK-3250 Gilleleje
www.holbo.dk
Kortene i rapporten er gengivet efter aftale med Frederiksborg Amt
Formål med pilotprojekt Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Formålet med pilotprojektet er, at udarbejde en vision med plan for afgrænsning og indhold af en nationalpark med Gribskov
/ Esrum Sø som kerneområde, som kan indgå i grundlaget for de videre overvejelser og beslutninger om etablering
af nationalparker i Danmark.
Projektet skal omfatte Esrum Sø og Gribskov og fl ere af de andre større, statsejede arealer og etablering af korridorer
mellem arealerne.
Korridorer er forbindelsesarealer, der giver mulighed for både spredning af dyr og planter og for at sikre de rekreative
passage-mligheder. Korridorerne skal søges etableret med størst mulig anvendelse af allerede fredede arealer, arealer
uden for almindelig omdrift eller lignende.
Pilotprojektet skal pege på løsninger, der afgørende styrker naturen og dens muligheder for udvikling, som styrker varetagelsen
af de kulturhistoriske værdier og som fremmer befolkningens muligheder for at opleve naturen.
Forside billede: Den 6 år gamle prins Frederik klædt på til jagt. Under navnet Frederik III, efterfulgte han sin far som
konge. Pieter Isaacsz 1615. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Hillerød.

1.Indholdsfortegnelse
1. Indholdsfortegnelse........................................................................................................................3
2. Indledning.......................................................................................................................................4
2.1 En nationalpark i Nordsjælland..................................................................6
2.2 Det nationale perspektiv.............................................................................6
2.2.1 Frederik II’s kongelige vildtbane i Nordsjælland.......................................7
2.2.2 Baggrunden for etableringen af Frederik II’s vildtbane i 1560...................9
3. Sammenfatning, konklusioner og anbefalinger.............................................................................12
3.1 Konklusion................................................................................................13
3.2 Sammenfatning af kulturhistoriske værdier..............................................14
3.3 Sammenfatning af kulturhistoriske korridorer..........................................14
3.4 Sammenfatning af forslag til kulturhistoriske projekter............................18
4. Historien i landskabet. Status over kulturværdier og potentialer i undersøgelsesområdet.......24
4.1 Naturgrundlaget........................................................................................24
4.2 Kulturudviklingen.....................................................................................26
4.2.1 Oldtiden....................................................................................................26
4.2.2 Middelalderen...........................................................................................39
4.2.3 Nyere tid...................................................................................................50
5. Visionen om en nationalpark i Nordsjælland................................................................................62
5.1 Kerneområdet Gribskov-Esrum Sø...........................................................64
5.2 Korridoren Søborg-Esrum-Rusland..........................................................76
5.3 Korridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg.....................................................86
5.4 Korridoren Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk...........................................96
5.5 Korridoren Frederiksborg-Fredensborg–Nivå........................................108
5.6 Korridoren Kronborg–Gurre-Krogerup..................................................120
6. Forslag og anbefalinger.............................................................................................................132
6.1 Forvaltning af kulturmiljøer i nationalparken.........................................133
6.2 Formidling af kulturhistorien i nationalparken.......................................134
7. Litteratur...........................................................................................................................................136
3

2. Indledning
Denne tekniske rapport er den første præsentation
af den nordsjællandske kulturarv i forbindelse med
pilotprojektet Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Rapporten skal sammen med de andre tekniske
rapporter, som blandt andet omhandler de landskabelige,
biologiske og rekreative værdier, indgå i en
samlet vurdering af mulighederne for at etablere en
nationalpark med udgangspunkt i kerneområderne
Gribskov og Esrum Sø.
Undersøgelsesområdet omfatter de seks nordligste
kommuner i Frederiksborg Amt, nemlig Helsingør,
Fredensborg-Humlebæk, Hillerød, Græsted-Gilleleje,
Helsinge og Frederiksværk kommuner, som
for helhedens skyld er suppleret med tilstødende
områder syd for Arresø i Skævinge kommune og
Nivå-ådalen i Karlebo kommune.
På grundlag af en bred præsentation af undersøgelsesområdets
kulturhistorie fra istid til nutid peges
der på kulturmiljøer, som afspejler væsentlige træk
af samfundsudviklingen. Ved et kulturmiljø forstås
en helhed, som opstår, når det stedlige naturgrundlag
og flere kulturminder, for eksempel fortidsminder,
sten- og jorddiger, historiske vejforløb samt
fredede og bevaringsværdige bygninger, sættes ind
i en sammenhæng.
Udvalgte kulturmiljøer kan sættes sammen til kulturhistoriske
korridorer, som kan fungere som rekreative
forbindelseslinier mellem nationalparkens
kerneområde, Gribskov-Esrum Sø området, og andre
statsejede arealer i Nordsjælland. Kerneområdet
og det system af landskabskorridorer, som præsenteres
i rapporten, foreslås som geografisk afgrænsning
af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Inden
for dette område bør man fremover arbejde på
at forbedre beskyttelsen, synligheden og formidlin-
4
Indledning
Jagtscene fra von Langens kort over Jægersborg Dyrehave i 1700 tallet.
gen af kulturmiljøerne og de kulturhistorisk betingede
naturtyper.
Den tekniske rapport er udarbejdet af Holbo Herreds
Kulturhistoriske Centre i samarbejde med Frederiksborg
Amt og de berørte kulturhistoriske museer.
Arbejdet er udført under ledelse af museumsinspektør
mag. art. Liv Appel. Arbejdsgruppen består
desuden af arkæologiassistent stud. mag. Kjartan
Langsted, som står bag kortmaterialet i rapporten,
samt museumsinspektør mag. art. Søren Frandsen
og historikeren Erik A. Jarrum, som har ydet relevante
historiske bidrag og oplysninger.
Det meget korte tidsrum fra oktober 2004 til januar
2005, som har været til rådighed for arbejdet med
den tekniske rapport, har medført at ny forskning,
besigtigelser og dokumentation af kulturmiljøer kun
har været mulig i begrænset omfang. Den tekniske
rapport er således en forundersøgelse, der i tilfælde
af et egentligt nationalparkprojekt må suppleres og
præciseres.
Den kulturhistoriske undersøgelse bygger først og
fremmest på det kendskab til kulturhistorien i Nordsjælland,
som er opbygget ved Holbo Herreds Kulturhistoriske
Centre. Denne viden er suppleret med
kulturhistoriske data fra Frederiksborg Amt, herunder
den foreløbige udpegning af kulturmiljøer til
regionplan 2005. For oldtidens og middelalderens
vedkommende er Kulturarvsstyrelsens database
”Fund og Fortidsminder” anvendt, men suppleret
med oplysninger fra bl.a. Skov- og Naturstyrelsen.
Da Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre ved løsningen
af denne opgave har arbejdet på tværs af flere
kulturhistoriske museers geografiske og faglige
ansvarsområder, har vi bl.a. taget disse kulturhistoriske
institutioner med på råd. Herved har vi modtaget
værdifulde indspil og idéer til rapporten.

I forbindelse med den tekniske rapport for kulturhistorien
har der været møder med:
• Jagt- og Skovbrugsmuseet ved museumsdirektør
Jette Baagøe.
• Helsingør Kommunes Museer ved museumsinspektør
Lone Hvass, museumsinspektør Anne
Majken Snerup Rud og museets samarbejdspartner
i forbindelse med de ”grønne korridorer”
Per Godtfredsen fra teknisk forvaltning.
• ”Industrimuseet Frederiks Værk” ved museumsleder
Henrik Harnow.
• Hørsholm Egnsmuseum ved museumsinspektør
Ole Lass Jensen.
• Arbejdsgruppen bag den tekniske rapport om
friluftsliv i pilotprojekt ´Nationalpark Kongernes
Nordsjælland ved Jette Hansen-Møller og
Sandra Gentin.
• Frederiksborg Amt, Landskabsafdelingen ved
Tine Falkentorp og Hanne Wagnkilde.
• Driftplaner for skovbruget, Skov- og Naturstyrelsen
ved etnologistuderende Mette Broch Jacobsen.
Vi har desuden haft kontakt med:
• Nordsjællandsk Folkemuseum ved museumschef
Finn Erik Kramer.
• Slots- og Ejendoms Styrelsen ved driftsplanlægger
John Nørgaard Nielsen, som var behjælpelig
med at arrangere en tur til Ødammen i Frederiksborg
Slotspark.
• Nationalmuseet ved museumsinspektør Kjeld
Borch Vesth vedrørende de middelalderlige ruiner
i Nordsjælland.
• Kronborg Slot ved slotsforvalter Lars Holst.
• Frederiksborg Slot ved museumsinspektør Steffen
Heiberg.
• Frederiksborg Statsskovdistrikt ved skovløber
Carsten Carstensen, som bl.a. har været behjælpelig
med digitale kort over kulturminder i
Gribskov.
• Arbejdsgruppen bag den tekniske rapport om
landskabelige forhold i pilotprojekt Nationalpark
Kongernes Nordsjælland ved cand. scient.
Johnny Grandjean Gøgsig Jacobsen
5

2.1 En nationalpark i Nordsjælland
Selvom der altid har været meget skov i Nordsjælland,
vil en nationalpark på ingen måde blive placeret
i et uberørt naturområde. Nordsjælland er et
kulturlandskab med kulturskov.
Den danske urskov forsvandt for mange tusinde år
siden. Man forbinder således begrebet urskov med
den selvsåede og tætte løvskov af lind, elm, ask, eg,
el, hassel, birk og fyr, som i den atlantiske klimaperiode
dækkede indlandsområderne i det nuværende
danske område, før menneskene i Nordsjælland gav
sig i kast med agerbrug og husdyrhold. Man kan
dog forestille sig, at der kan have vokset bøg lige
siden bronzealderen i de mest kuperede skovområder,
som kun delvist har været landbrugsmæssigt
udnyttet.
Det nordsjællandske kulturlandskab og skoven i
dette område er resultatet af samspillet mellem mennesker
og naturen. Ikke som et resultat af bevidste
planer, men som summen af årtusinders kulturpåvirkning.
Lige siden træerne indvandrede efter istiden,
har mennesket således udnyttet græsset, løvet,
træerne, frugterne og dyrelivet i skoven.
Siden stenalderbønderne begyndte at rydde skov
med stenøkser og ild for ca. 6.000 år siden, har der
været forskydninger i balancen mellem åbent land
og skov. Omkring år 1800 var der kun ca. 3 % skov
tilbage i Danmark. Skoven som ressource var tæt
på at være udtømt, men en ny skovforordning i forening
med landboreformerne vendte udviklingen,
så skovarealet i dag udgør 12 % og fortsat stiger.
Samspillet mellem natur og menneske har imidlertid
ikke alene præget skovens areal, men også dens
geografiske placering og artssammensætning. Siden
Fredskovsforordningen i september 1805, der
bestemte at de arealer, der for al fremtid blev udpeget
til at være skov, skulle indhegnes og friholdes
for husdyr, har begrebet skov været forbundet med
indhegnede træbevoksninger med forstmæssig vedligeholdelse.
I ældre tid eksisterede det nuværende
skarpe skel mellem landbrug og skovbrug ikke. Man
talte om skov, når bare der var træer. Hvis der f.eks.
var træer mellem bøndernes agerstriber regnedes
området for både skov og mark.
Omvendt fandtes der ofte spredte enge og agre i de
tættere skove, og mange steder, hvor der i dag er
skov, lå der gårde og marker.
6
Den 6 år gamle prins Frederik klædt på til jagt. I baggrunden
ses Christian IV’s nye Frederiksborg Slot.
Under navnet Frederik III (1648-70) efterfulgte han sin
far som konge. Pieter Isaacsz 1615. Det Nationalhistoriske
Museum på Frederiksborg, Hillerød.
Statens ejendomsret over de nordsjællandske skove
har langt hen ad vejen forhindret at skove er blevet
fjernet til fordel for landbrug og byudvikling. Da der
ikke har været dyrket i skovene, siden skovbebyggelserne
blev nedlagt, er sporene bevaret i skovbunden.
Også spor efter de danske kongers brug af de
nordsjællandske skove er synlige i et omfang, som
er unikt i europæisk sammenhæng. Mens f.eks. de
kongelige parforcejagtveje fra 1600- og 1700- tallet
i andre europæiske lande er gået tabt i forbindelse
med udvidelse af byerne, eksisterer dette vejnet stadig
i Nordsjælland.
Når den danske stat i dag ejer så store skovarealer i
Nordsjælland, at det er muligt at etablere en nationalpark,
er det i høj grad et resultat af den særlige
kulturhistoriske udvikling i området.
2.2 Det nationale perspektiv
Navnet Nationalpark Kongernes Nordsjælland er et
vidnesbyrd om, at Nordsjælland i historisk tid har
haft kongernes særlige interesse. Slottene Søborg,
Dronningholm, Gurre, Krogen og Kronborg samt
Frederiksborg og Fredensborg vidner om den dan-

ske kongemagts bestræbelser på at besidde denne
landsdel nord for Roskilde og København ud til
Øresund. Med Københavns overgang til residensstad
og administrativt centrum i løbet af 1400-årene,
kom Nordsjælland med de store skovstrækninger til
at ligge bekvemt for kongerne ikke mindst i forbindelse
med jagt.
Det blev Frederik II (1559-1588), der for alvor så
jagtmulighederne i Nordsjælland. Skovene var dominerende
i den midterste og nordøstlige del af
området, mens de bedste jorder i den vestlige del
nogle steder havde karakter af sletteland med mange
større landsbyer og store dyrkede arealer. Dette
var imidlertid ikke en hindring for Frederik II, som
ønskede uhindret at kunne dyrke sin store jagtinteresse.
Jagten ville kaste glans og herlighed over
kongemagten, og samtidig var vildtet af meget stor
betydning for kødforsyningen til hoffet. Han iværksatte
en storstilet plan, der gik ud på at få hele Nordsjælland
i sin besiddelse. Hensigten var at oprette en
kongelig vildtbane, dvs. et område hvor jagten var
forbeholdt kongen.
Frederik II’s etablering af den kongelige nordsjællandske
vildtbane i 1560’erne og 1570’erne er således
et tidligt nationalpark projekt med rekreative
undertoner, der nu 450 år efter tages op i en ny nutidig
sammenhæng.
2.2.1 Frederik II’s kongelige vildtbane i
Nordsjælland
Ved Christian III’s død, den 1. januar 1559, arvede
Frederik II store besiddelser i Nordsjælland. Godset
var samlet af hans forfædre gennem middelalderen
(jf. kap. 2.2.2). Christian III havde i 1551 ansat den
første jægermester Borchard von Pappenheim som
skov- og jagtadmininistrator for sine nordsjællandske
godser. Pappenheim fortsatte sin tjeneste under
Frederik II (Nielsen 1975:6f).
Den ny konge havde store planer om at råde over
hele Nordsjælland til brug for sine jagter, der var
hans store fritidsinteresse. Allerede den 2. november
1559 bad Frederik II derfor fire adelsmænd tage
kontakt til ejerne af Asserbo gods, Gert Jensen Ulfstand
og hans hustru Gørvel Abrahamsdatter Gyldenstjerne,
med henblik på en besigtigelse til brug
for et mageskifte. Ifølge Eyler Hardenberg, der foretog
flere besigtigelser for kongen, var baggrunden
for mageskifterne, at kongen ønskede at indrette en
vildtbane på Halsnæs og ”der omkring”.
Hvad kongen mente med udtrykket ”der omkring”
fremgår af et brev dateret 27. marts 1560 til Herluf
Trolle på Hillerødsholm. Trolle skulle undersøge,
hvilket godser universitetet, kapitlet i Roskilde,
adelen og andre havde som arvegods eller forlening
ved Krogen (det nuværende Kronborg) og ved København,
den egn, som kongen agtede at mageskifte
sig til. Den 25. april skrev Trolle til Frederik II, at
hans bud nu på tredje uge havde besigtiget godserne,
men endnu ikke var nået til vejs ende.
I bytte for ejendommene i Nordsjælland ville kongen
afstå klostergods i Skåne. Kongen havde fået
meget gods ved reformationen, hvor alle kirkelige
ejendomme overgik til kronen.
Mageskiftet af Asserbo den 6. juni 1560 var det første
og et af de største, som Frederik II gennemførte.
Ved denne lejlighed kom kongen i besiddelse af Asserbo
hovedgård med to vandmøller (Grubbe- og
Rolandsmølle) og en vindmølle. Desuden fik han
landsbyen Torup med 12 gårde og 4 gadehuse, Tisvilde
med 13 gårde med 4 øde jorder og et gadehus,
Holløse med 13 gårde og et gadehus, Tågerup med
2 gårde, Tibirke med 12 gårde og et gadehus, Saltboleje
(Tisvildeleje) med 16 boder, Nejlinge med
7 gårde, Roland med 2 gårde og Grønholt kirkeby
med 13 gårde og 4 ødejorder - degneboligen undtaget.
Få dage senere, den 17. juni 1560 foretog Frederik
II et mageskifte med Fru Thale Ulfstand (Poul Laxmands
enke), hvorved han fik Stenholt Hovedgård,
Stenholt Mølle og det tilhørende gods: Røde Mølle
i Lynge herred, 9 gårde i Langstrup, 2 gårde i Højsager,
2 gårde i Baadstrup, 2 gårde i Langerød, 1 gård
og en mølle i Thulstrup, 1gård i Gammel Grønholt,
1 bol i Lille Grønholt, 2 gårde i Thovolt, 11 gårde i
Dageløkke og 2 fiskeboder, hvoraf den ene lå foran
på Strandbakken med 12 bundgarn i stranden, samt
Fielholtgård.
Nu blev også Herluf Trolle selv pålagt at mageskifte
sit gods i Try herred (dvs. Jørlunde, Lynge og Strø
herreder) og Holbo herred med Frederik II. Mageskiftet
den 1. juli 1560 omfattede: Hillerødsholm og
Græse hovedgårde med 17 gårde, 8 gårdsæder og 9
pengehuse i Græse by. Dertil kom Græse Mølle, herligheder
af 2 kirkegårde i Græse og Siersløv, 2 gårde
i Oppesundbye, 1 gård i Påstrup, 1 gård i Jørlunde, 1
gård i Ølstykke, 1 gård og 1 pengehus i Sperristrup,
1 gård i Lyngerup, 1 gård i Landerslev, 1 gård og 2
pengehuse i Lynge og 1 gård i Kaastruppe. Endelig
7

Videnskabernes Selskabs kort 1768. Den sydlige afgrænsning af den nordsjællandske vildtbane følger det nordvest/
sydøst gående mosedrag fra Køge Bugt til Roskilde Fjord. Bemærk de fem markeringer af ”Vildtbane pæle”.
Hillerød by med 6 gårde og 4 pengehuse, 1 gård i
Filckinstrup, 6 gårde og 1 gårdsæde i Ølskøb og 7
gårde i Lønholt.
Ud over disse 3 store mageskifter blev i juni og juli
måned 1560 foretaget en række mindre mageskifter,
der betød, at Frederik II i sommerens løb alt i alt
overtog 4 hovedgårde og omkring 200 bøndergårde.
Godshandlerne standsede en tid, mens statholderen
på Københavns Slot Mogens Gyldenstjerne udarbejdede
en liste over det gods i Try og Holbo herreder,
der endnu ikke var overtaget af kronen. Den
29. november var listen færdig med specifikation af
skovgods og slettegods.
Oversigten dannede grundlaget for de 21 mindre
mageskifter, som kongen frem til 1574 gennemførte
med kirkelige og adelige godsbesiddere. Ved udgangen
af 1574 ejede kongen 5 hovedgårde (herregårde)
og omkring 350 bøndergårde. Området sva-
8
rede til Frederiksborg Amt - Horns herred undtaget,
dertil kom Sokkelund og Smørum herreder i Københavns
Amt. Frederik II havde nået sit mål. Han
havde etableret en kongelig vildtbane i Nordsjælland.
Projektet havde samtidig den fordel, at kongen
i tidens ånd fik samlet sit gods til fordel for en rationel
ladegårdsdrift tillagt de kongelige slotte.
Erhvervelsen af Hillerødsholm fra Herluf Trolle den
1. juli 1560 fik stor betydning i denne sammenhæng.
Hovedgården, der lå på en naturlig beskyttet holm i
en sø ved landsbyen Hillerød, var Herluf Trolle kommet
i besiddelse af gennem giftermålet med Birgitte
Gøye i 1544. Til fornyelse af de forfaldne bygninger
opførte Herluf Trolle et nyt tidssvarende anlæg,
der havde lighed med vennen Frants Brochenhuus`s
nybyggede Egeskov på Fyn.

Det var derfor oplagt for Frederik II, at han mageskiftede
sig til denne ejendom, der lå centralt i vildtbanen
og samtidig havde et godt beskyttet hovedhus,
hvor omgivelserne gav plads til opførelsen af et passende
kongeslot med tilhørende ladegårdsfaciliteter
til indlevering og administration af de mange naturalieafgifter
fra fæstebønderne. Da det var lettere at
skaffe vildtkød fra indhegnede dyrehaver, anlagde
Frederik II ”Lille Dyrehave”, som blev omgivet af
et plankeværk. Den lå i den nuværende slotspark og
rummede ikke alene hjortevildt, men også vildsvin,
elsdyr, fasaner mm.
Ved Frederik II’s død i 1588 blev den kun 11 årige
Christian IV formelt konge. Han arvede faderens
slotte og omfattende besiddelser med vildtbanen i
Nordsjælland. Christian IV udbyggede Frederiksborg
Slot til det udseende, vi kender i dag . Traditionen
tro benyttede kongen sig i sin lange regeringstid
frem til 1648 af jagtmulighederne i Nordsjælland.
Under Christian IV blev ”Store Dyrehave” syd
for Frederiksborg anlagt. Omkring 1620 blev den
indhegnet med sten- og risgærder. Store Dyrehave
skulle foruden jagten også tjene som græsning for
hestene fra det frederiksborgske stutteri.
Under Svenskeskrigene, 1658-1660, gik vildtbestanden
voldsomt tilbage. Da Frederik III blev enevoldskonge
blev jagten omdannet til et regale, dvs.
en kongelig rettighed, som nogle steder i landet blev
skænket bort. I Nordsjælland holdt kongen imidlertid
strengt på sin jagtret. Ansvaret for jagt- og skovvæsen
blev lagt på en overjægermester Vincentz
Joakim Hahn (1661-1680), der fortsatte under
Christian V. Hahn stod for udbygningen af vildtbanen
ved anlæg af jagtstjerner til parforcejagt i Store
Dyrehave, ved ladegården Østrup (det nuværende
Fredensborg Slot) øst for Esrum Sø og i den sydlige
del af Gribskov.
For lokalbefolkningen fik kongerne som godsbesiddere
både positive og negative konsekvenser. Administrationen
af bøndergodset gennem amtmand,
amtsforvaltere og ladefogeder havde ikke den samme
hårdhændede karakter, som den havde på de
private herregårde. Derimod måtte kronens bønder
i Nordsjælland leve med de ødelæggelser, som den
fredede og hastigt voksende vildtbestand forårsagede
på kornmarkerne.
Efter landbrugsreformerne og især efter landbrugskrisen
1813-1830 sejrede hensynet til bønderne og
forstvæsenet. I 1848 blev det besluttet, at alt kron-
Området ved Frederiksborg. Udsnit af kort fra 1700tallet.
Nord for Frederiksborg Slot ses Lille Dyrehave.
og dåvildt skulle bortskydes udenfor Jægersborg
Dyrehave, og i 1851 kom loven om ”Jagtrettens afløsning
og udøvelse”, som gav grundejeren jagtretten
– også inden for den kongelige vildtbane (Nielsen
1975:28).
Bøndergodset i Nordsjælland var blevet privat eje,
men staten beholdt i det store og hele skovene.
Statsskovene i området må betragtes som den sidste
rest af den kongelige vildtbane, og i dem beholdt
kongen jagtretten.
2.2.2 Baggrunden for etableringen af
Frederik II’s vildtbane i 1560
Når Frederik II i 1560 havde mulighed for at etablere
en vildtbane i Nordsjælland, skyldtes det at kronen
i løbet af middelalderen var kommet i besiddelse af
store godsbesiddelser. Meget af dette gods havde
tilhørt klostrene og kirken, særlig Roskildebispen,
men efter reformationen i 1536 blev det krongods.
Tilbage var ca. 15-20 pct. af jorden, der tilhørte adel
og selvejerbønder (Nielsen 1975:6).
Kulturhistorisk er det af stor interesse at se nærmere
på baggrunden for etableringen af vildtbanen. Den
historiske dokumentation for kronens overtagelse af
ejendom er udført af historikeren Erik A. Jarrum fra
Gilleleje Museum og kan ses på side 11.
9

I den tidligste middelalder, hvor samlingen af det
danske rige i princippet var en realitet, gjaldt det
princip, at den jord, som ikke ejedes af andre, tilhørte
kronen, dvs. kongen. Da der ved middelalderens
begyndelse fandtes store, tyndt befolkede
skovarealer i Nordsjælland, kom kongemagten på
denne måde til at råde over betydelige skovområder
i landsdelen.
I middelalderen lå adelens og kronens bøndergods
meget spredt som såkaldt strøgods. Arvedelinger
gennem generationer havde medført, at en enkelt
10
ejer kunne have sit gods fordelt over hele riget. Dette
var ikke mindst tilfældet for godsejere i Nordsjælland,
hvor kirken og klostrenes besiddelser gennem
gaver fra selvejere var med til yderligere at komplicere
ejendomsforholdene.
Det var hensigtsmæssigt at samle sit gods, og i løbet
af middelalderen var de danske konger involveret i
mageskifter på en række større ejendomme i Nordsjælland:
Frederiksborg Slot. Parti ved Møntbroen i 1835. Christen Købke (1810 - 1848) (Voss 1976:108).

Godset Annisse
• 1292: Jakob Olufsen ejer adelsgården på Hovgårds Pynt
ved Arresø.
• 1366: Ridder Niels Ågesen Galen til Karsholm i Skåne
skøder (dvs. overdrager) gods i Annisse og andre steder
på Sjælland til Kong Valdemar 4. Atterdag for at indfri
gældsposter.
Godset omfatter: Annisse hovedgård, Annisse by og Annisse
Fang med vandmølle, agre, enge, græsgange, skove
og fiskevande. Valby og 1 gård i Høbjerg. Byen Evetofte
og torpen Hågendrup på Halsnæs samt Kratmølle ved
Slangerup. Samt andet strøgods på Sjælland.
• 1397: Hans Nielsen (Niels Ågesens søn) ejer godset ved
sin død. Familien må have fået godset tilbage fra kongemagten.
Godset øst og vest for Øresund bliver skiftet
(dvs. delt) mellem hans bror væbner Peder Nielsen Husøn
og hans søster Ingeborg Nielsdatter, der får Annisse-godset.
• 1399: Dronning Margrethe I køber godset i Annisse, Valby
og Høbjerg. Hun vil flytte augustiner nonneklosteret
fra Gladsaxe i Skåne til Annisse. Paven giver tilladelse,
men klosteret placeres i stedet på Gavnø.
• 1409: Dronning Margrethe I køber jord i Annisse af væbner
Erik Jepsøn Due.
• 1523-33: På Frederik I’s tid er Annisse stadig et kongeligt
len. Lenet består af 12 gårde og øde gods i Annisse, 3
gårde og 2 øde gårde i Alsønderup, 6 gårde i Ammindrup,
8 gårde og ødegods i Valby, 2 gårde i Høbjerg, 2 gårde i
Gørløse og 2 møller.
• 1540’erne: Annisse lægges under Københavns len.
• 1562: Annisse overføres til det nyoprettede Frederiksborg
len under Frederiksborg Slot.
Godset Dronningholm
• 1202-1241: Valdemar 2. Sejr skal efter traditionen have
bygget slottet til sin dronning Dagmar.
• 1340-75: På Valdemar den 4. Atterdags tid bliver slottet
centrum i et kongeligt len.
• 1375: Godset forlenedes på Gurre Slot (dvs. gives som
len) til Henneke Preen og dennes hustru Fru Beke. Efter
deres død skal lenet tilbage til kronen.
Godset omfatter landsbyerne Avderød, Brederød, Vinderød,
Kassemose og nogle møller.
• 1380: Heeneke Preen sælger sine rettigheder til Henning
Podebusk til evig besiddelse.
• 1388: Henning Podebusk dør og hans tre sønner Brandt,
Hans og Predbjørn overtager godset.
• 1397: Predbjørn Podebusk skøder (dvs. overdrager) på
Søborg retterting og Gurre Slot hele godset til Dronning
Margrethe I og Kong Erik VII af Pommern.
• 1539: Anders Bille bliver lensmand på Dronningholm
• 1540’erne: Dronningholm lægges ind under Københavns
len.
• 1557: Der gives tilladelse til at tage sten og tømmer fra
det forfaldne hus på Dronningholm til opbygning af en
afbrændt mølle i lenet.
• 1564: Godset overføres til Frederiksborg len under Frederiksborg
Slot.
Godset Ramløse
• Ca. 1140: Ramløse er Roskilde-bispens gods. Harald
Kesja`s søn Oluf dræber Roskildes biskop Ricco og brænder
bispegården.
• 1170: Konrad er bryde (dvs. forvalter) i Ramløse iflg. Esrum
Klosters brevbog.
• Ca. 1370: Godset omfatter jf. Roskildebispens jordebog:
20 fæstere (dvs. lejere af jord) og nogle gårdsæder (dvs.
mindre brug, der leverede arbejdskraft til godset) i Ramløse
By. Jord i Ågerup, Tågerup og en mølle i Høbjerg
(den gamle vandmølle ved Pibe Mølle) og det fjernere
liggende Bjørnstrup.
• 1536: Efter reformationen overtager kongen kirkens gods
i Ramløse. Der indsættes en lensmand som forvalter.
• 1560: Frederik II tager godset tilbage til kronen, da det
ligger i ”kongens fredejagt” (dvs. indenfor vildtbanen,
hvor hjortevildtet blev skånsomt jaget så bestanden kunne
vokse). Dette til trods for at lensmand Hans Lauritzen har
livsbrev på Ramløse fra Christian III. Ramløse lægges under
Kronborg len.
• I slutningen af 1500-tallet: Godset omfatter jf. jordebøgerne:
Hovgården (dvs. den gamle bispegård), 30 fæstere,
9 gårdsæder og 2 huse i Ramløse.
Godset Søborg Slot og købstad
• 1161: Valdemar den Store (1157-1183) indtager jf. Saxo
Grammaticus’ Danmarkskrønike ærkebiskop Eskil af
Lunds borg i ”den letriske mose”, der tolkes som Søborg
Sø. Søborg bliver kongeslottet i Nordsjælland.
• 1294-1295: Ærkebiskop Jens Grand, der i striden med
Erik VI Menved hævder kirkens selvstændighed over for
kongeriget, er kongens fange på Søborg.
• I begyndelsen af 1340’erne: Kong Valdemar den 4. Atterdag
ødelægger Søborg Slot og købstaden, som var
grundlagt i 1200-årene, i forsøget på at samle riget efter
en årrække med rigsopløsning og pantsættelser til de holstenske
grever. Søborg tilbageerobres.
• 1520: Lensmænd administrerer den kongelige besiddelse,
som jfr. kansler Claus Gjordsens optegnelser omfatter Søborg
sogn, Vokstrup, Saltrup og Akerop (Øverup)
• 1534-1536: Under Grevens Fejde ødelægges Søborg Slot
og byen mister sine købstadsrettigheder og lægges under
Krogens Len.
Esrum Kloster gods
• Ca. 1150: Landsbyen Esrum nedlægges, og klosteret anlægges
på gammelt krongods, skænket af Kong Erik III
Lam til ærkebiskop Eskil af Lund, der indkalder munke
fra udlandet.
Klostergodset omfatter over 300 gårde, fortrinsvis i
Nordsjælland. I begyndelsen ligger besiddelserne næsten
udelukkende beliggende i Tikøb, Asminderød og Grønholt
sogne. Senere udvides de med landsbyer og gårde
i Esbønderup, Nødebo og Tjæreby sogne, hvor Esrum i
det sidste sogn kom i konflikt med Æbelholt kloster. Dertil
kom erhvervelser i andre sogne i Holbo herred, bl. a.
Vejby, Tibirke, Blistrup, Søborg og Græsted sogne.
• 1536: Ved reformationen overgår klosteret med det omfattende
gods til kronen.
11

3. Sammenfatning, konklusioner og
anbefalinger
Denne del af rapporten indeholder de sammenfattende
og konkluderende afsnit.
Nationalparken Kongernes Nordsjælland skal sammenfatte
områdets kulturlandskaber, de menneskeskabte
miljøer, som man anser for særligt bevaringsværdige.
Kulturlandskabet er fremkommet af
en vekselvirkning mellem natur og kultur. Kulturen
er afhængig af naturen, der bl.a. leverer råstoffer,
energi og vand, og landskabet præges af kulturlivet
og den tekniske udvikling.
12
Sammenfatning,
konklusioner
og
anbefalinger
Frederik den II. Gobelin fra Krongborg. Foto fra Lars Holst.
Derfor er det nu magtpåliggende, at nationalparken
bliver etableret, så man kan nå at redde og sikre kulturlandskabet
og det kulturhistoriske miljø.
De statsejede arealer er fikspunkter i nationalparkens
struktur. Fra kerneområdet Gribskov-Esrum
Sø strækker de kulturhistoriske landskabskorridorer
sig ud som fangearme, der griber ud efter de
statsejede arealer.
Forslagene til kulturhistoriske landskabskorridorer
præsenteres på et oversigtskort sammen med en liste
over mulige kulturhistoriske projekter, som tænkes
gennemført i regi af en eventuel Nationalpark
Kongernes Nordsjælland. Mange af disse projekter

vil kunne gennemføres som integrerede natur- og
miljøprojekter.
Da der er tale om en kulturhistorisk forundersøgelse,
som i hovedsagen bygger på foreløbige observationer
og erfaringer, er afgrænsningen af korridorerne
omtrentlig, og projekterne har ikke kunnet beskrives
i detaljer.
3.1 Konklusion
Den tekniske rapport om kulturhistorie viser, at
det kulturhistoriske grundlag for en nationalpark i
Nordsjælland er til stede.
Navnet Nationalpark Kongernes Nordsjælland
skal signalere, at Nordsjælland i århundreder har
haft kongernes særlige interesse. Slottene Søborg,
Dronningholm, Gurre, Krogen og Kronborg samt
Frederiksborg og Fredensborg er magtsymboler,
men også udtryk for kongernes ambitioner. Da København
i løbet af 1400-tallet blev residensstad og
administrativt centrum, blev det kuperede og skovrige
Nordsjælland kongernes foretrukne jagtterræn,
og slottene blev udgangspunkter for kongernes jagt.
Noget, som bidrager til, at Nordsjælland har en særlig
status i danskernes bevidsthed.
Frederik II (1559-1588) etablerede den kongelige
nordsjællandske vildtbane i 1560’erne og 1570’erne.
Kongen var interesseret i jagten som rekreativ udfoldelse,
men også fordi vildtet udgjorde en vigtig
del af kødforsyningen til hoffet. Han iværksatte en
storstilet plan for at gøre hele Nordsjælland til sit
krongods, således at der kunne oprettes en kongelig
vildtbane, dvs. et område, hvor jagten var forbeholdt
kongen.
Med grundloven i 1848 blev de skovområder, som
kongemagten havde samlet i Nordsjælland, til statsskov.
Med forslaget om en nationalpark i Nordsjælland,
som omfatter i de statsejede arealer, især statsskovene,
får Frederik II’s vildtbane efter 450 år en
renæssance, men i en ny sammenhæng.
Det nordsjællandske landskab er gennem årtusinder
påvirket og ændret af menneskets virksomhed.
I Nordsjælland har mennesket således siden stenalderen
grebet ind i den vegetation og det dyreliv,
som jordbundsforhold, terrænforhold og klima var
naturlige forudsætninger for.
Der har altid været meget skov i Nordsjælland, men
den har ikke altid været lige tæt, og den har ikke
altid vokset på samme sted. Sammenlignes skovarealet
på Videnskabernes Selskabskort fra 1768
med vore dages skovareal, kan man konstatere, at
der er sket en tydelig formindskelse siden 1768.
Formindskelsen skyldes særligt udskiftningen, hvor
hele skove forsvandt. Omkring år 1800 blev skovenes
udstrækning endeligt fastlagt og indhegnet,
mens bebyggelserne i skovene blev nedlagt og deres
marker blev tilplantet. Heraf kommer efterleddet
”Hegn” i mange af vore skovnavne, f.eks. Valby
Hegn, Harager Hegn og Høbjerg Hegn.
Når mange af vore skove, f.eks. Gamle Grønholt
Vang og Gurre Vang og Egebæks Vang, har navne
sammensat af ”vang”, er det tegn på, at områderne
tidligere var dyrkningsvange i landsbyejerlav, dvs.
mere åbene landskaber med marker og enge.
Mange skovarealer rummer en slags fossilt landskab,
der afspejler menneskelige aktiviteter, før den
nuværende skov groede op, f.eks. oldtidsgrave, højryggede
agre og spor af nedlagte bebyggelser. Den
nordsjællandske skov er kulturskabt, dvs. plantet.
Den er altså ligeså kulturpåvirket som agerlandet.
Den særlige opfattelse af skov som natur må derfor
tilskrives, at skoven har større rigdom på dyre- og
planteliv end agerlandet.
Skovområderne i Nordsjælland udøver stor tiltrækning
på folk, der i fritiden søger ud i naturen. Snarere
end selve skoven er det afvekslingen mellem
skov og det åbne land, der tiltaler os. Når de mere
monotone dyrkningsfelter brydes, giver det indtrykket
af landskabelig skønhed.
Dette smukke kulturlandskab og de mange fine
strande har gjort Nordsjælland til københavnernes
foretrukne ferieland. De kongelige slotte i Nordsjælland
er besøgsmål for tilrejsende fra hele Danmark
og fra udlandet. Derfor blev Nordsjælland allerede
i 1979 netop på grund af sine kulturhistoriske og
rekreative værdier udpeget af den daværende Fredningsstyrelse
som et af ”Danmarks større nationale
naturområder” (Miljøministeriet 1984).
En nationalpark i Nordsjælland må derfor ikke blive
en naturpark, men et område, hvor hensynet til natur,
kultur og friluftsliv vægtes ligeligt.
13

3.2 Sammenfatning af kulturhistoriske
værdier
På grundlag af en bred præsentation af undersøgelsesområdets
kulturhistorie fra istid til nutid peges
der i denne tekniske rapport på de kulturmiljøer,
som afspejler væsentlige træk af samfundsudviklingen.
Kulturhistorien i Nordsjælland er omfattende og alsidig.
I den skildring af kulturhistorien, som indgår
i denne rapport, har vi valgt at tage udgangspunkt i
bebyggelsesudviklingen og menneskets påvirkning
af skoven. De kulturhistoriske værdier i nationalparken
er kulturmiljøerne og kulturminderne. I denne
sammenhæng er et kulturmiljø defineret som et område,
der viser kulturspor fra én bestemt periode.
I rapporten præsenteres et udvalg af kulturmiljøer,
som er knyttet til de korridorer, som er foreslået.
Det har altså ikke været hensigten, at alle områder i
Nordsjælland, der har vigtige kulturhistoriske værdier,
skal knyttes til nationalparken.
Ved udvælgelsen er der lagt vægt på kulturmiljøer,
der repræsenterer de enkelte tidslag i landskabet, og
som egner sig til at blive vist frem. Derfor skal de
udvalgte kulturmiljøer være velbevarede og synlige
samtidig med, at fortælleværdien er opretholdt.
Hvert enkelt af de udvalgte kulturmiljøer fortæller
således noget afgørende om det liv, som mennesker
har levet i denne del af Nordsjælland fra istidens
slutning og frem til i dag.
Hver landskabskorridor omfatter et repræsentativt
udsnit af kulturmiljøer fra flere perioder, således at
kulturhistorien i området bliver fortalt. Kulturmiljøerne
er afmærket på kortene under hver korridor i
kapitel 5.
Kulturmiljøerne skal være bærende elementer i nationalparken.
Det er derfor vigtigt, at man både i
regional og i lokal planlægning tager hensyn til områdets
særlige byggeskik, til strukturen i det historiske
vejnet og til karakteristiske kulturlandskabselementer,
som f.eks. gravhøje. Således vil kulturlandskabets
særpræg kunne bevares og tilgodeses i den
generelle samfundsudvikling.
14
Gravhøj i Gribskov. Foto: Kjartan Langsted.
3.3 Sammenfatning af kulturhistoriske
korridorer
I dette afsnit er alle de kulturhistoriske korridorer,
som forbinder de statsejede arealer præsenteret.
Formålet med pilotprojektet er bl.a. at der skal etableres
korridorer fra Esrum Sø og Gribskov til flere
af de andre større, statsejede arealer. Sådanne korridorer
skal være landskabsbånd, forbindelsesarealer,
der kan fungere som rekreative natur- og kulturstier,
men også som spredningskorridorer for planter og
dyr. Det skal det tilstræbes, at korridorerne, hvor
udvalgte kulturmiljøer forbindes, i størst muligt
omfang lægges hen over fredede arealer og gennem
områder uden for den almindelige omdrift.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland begrænses
geografisk til nationalparkens kerneområde Gribskov-Esrum
Sø området og det system af landskabskorridorer,
som præsenteres i rapporten.
Det er vigtigt, at der i de kulturhistoriske korridorer
findes sammenhængende gang- og cykelstier samt
mindre befærdede bilveje, så det er muligt at bevæge
sig gennem områderne og opleve kulturhistorien
og kulturlandskabet. For hver korridor har vi derfor
udarbejdet et forslag til, hvordan man kan færdes i
denne.

Kerneområdet Gribskov–Esrum Sø
(jf. kapitel 5.1)
Kerneområdet i Nationalpark Kongernes Nordsjælland
i Gribskov ved Esrum Sø er rigt på kulturspor
og kulturmiljøer. Medens mange fortidsminder, der
lå i landbrugsområderne, er ødelagt ved dyrkning i
løbet af de sidste 200 år, er fortidsminderne bevaret
i skoven, men i dag udgør maskinel skovdrift en ny
trussel mod fortidsminderne i skoven.
I skoven kan man endnu se de diger, der i 1500-
1700-tallet omgav stutterivangene til ladegården
ved Esrum Kloster. Man kan se kanalsystemet, som
ledte vand frem til Frederiksborg Slot, og man kan
finde systemet af kongelige parforcejagtveje fra 16-
1700-tallet, som er et enestående fænomen i europæisk
sammenhæng.
Gribskov ligger på en kuperet højderyg af randmoræner.
De er adskilt af lavninger med vådområder,
adskilt af små, sandede moræneflader, som bønderne
helt frem til udskiftningen i slutningen af 1700tallet
udnyttede til dyrknings- og græsningsarealer.
De mange bebyggelsesspor i Gribskov har national
betydning, fordi der ingen andre steder i landet er
bevaret hustomter og højryggede agre i et omfang,
som kan give et helhedsbillede af bebyggelsen på
denne tid. Samtidig repræsenterer bebyggelsessporene
et uvurderligt arkæologisk kildemateriale til
belysning af skovbøndernes levevilkår.
Stednavnene kunne tyde på, at de små moræneflader
i Gribskov først blev opdyrket i vikingetid og tidlig
middelalder, men et pollendiagram fra Store Gribsø
viser, at disse bebyggelser blev lagt i delvist åbne
områder af Gribskov, hvor der tidligere havde ligget
oldtidsbebyggelser. Der synes at være tale om en
fremadskridende skovrydningsproces, som starter
i begyndelsen af bondestenalderen for ca. 6000 år
siden og slutter i 15-1600tallet, hvor ca. 10 procent
af skovens areal er dyrket.
Korridoren Søborg-Esrum-Rusland
(jf. kapitel 5.2)
Landskabskorridoren omfatter kulturspor og kulturmiljøer
i de tidligere store vådområder omkring den
nu tørlagte Søborg Sø, langs Esrum Å og Pandehave
Å i Græsted-Gilleleje og Helsingør kommuner.
Korridoren udgør et sammenhængende kultur-
og naturmiljø, som forbinder de statsejede arealer
i Gribskov og Esrum Sø med de statsejede arealer
langs kysten ved Gilbjerg, Nakkehoved og Villingebæk.
Nærheden til havet og de fossile stenalderfjorde
præger kulturhistorien i korridoren. Blandt bopladserne
langs de fossile stenalderfjorde er der flere
lokaliteter, der er berømte inden for dansk stenalderforskning,
men de er alle alvorligt truet af sommerhusudstykning,
pløjning og dræning. Vådområderne
tiltrak tidligt stenalderens fiskere og blev
i middelalderen den lokaliserende faktor for klostergrundlæggelsen
ved Esrum, som var baseret på
vandmølledrift, og for placeringen af Søborg Slot
på en naturligt beskyttet holm i Søborg Sø. Ligesom
bronzealderens gravhøje på højderyggene langs med
nordkysten vidner om den tids kontakter over havet
til fjerne egne, er også nyere tids kulturhistorie rettet
mod havet. Efter år 1500 blev kysten således præget
af en mere permanent fiskerbebyggelse, og allerede
i 1772 blev det første fyrtårn tændt på Nakkehoved
øst for Gilleleje.
Kanal i Frederiksværk. Foto: Liv Appel 2004.
15

Korridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg
(jf. kap. 5.3)
Landskabskorridoren strækker sig fra Høbjerg
Hegn og Valby Hegn og videre op langs Tobro Å og
Højbro Å til de fredede arealer omkring gravhøjene
på Bakkebjerg ved Rågeleje og de offentligt ejede
arealer ved Heatherhill på Kattegatkysten.
De mange bevarede gravhøje fra bondestenalderen
og bronzealderen sætter et særligt præg på kulturlandskabet
i denne korridor. I Valby Hegn ligger en
imponerende samling af store stendysser fra bondestenalderen,
og ved Bakkebjerg bag Rågeleje ligger
én af Sjællands smukkeste grupper af bronzealderhøje,
Maglehøje.
De store vådbundsarealer, som i jægerstenalderen
var fjorde, gav i middelalderen gode muligheder for
vandmølledrift. Råge Mølle lå ved udløbet af Højbro
Å nær det gamle fiskerleje, Rågeleje. Oven for kystklinten
ligger de ældre sommerhuse på Orrebjerg,
hvis små stribede omklædningsvogne på stranden
giver associationer til sommergæsterne i begyndelsen
af 1900-tallet. Vest for fiskerlejet afbrydes kystklinten
ved Heatherhill, opkaldt efter en for længst
nedreven sommerbolig. Det bakkede hedelandskab
er opstået ved intensiv afgræsning.
16
Ved Esrum Sø. Foto: Liv Appel 2005.
Korridoren Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk
(jf. kapitel 5.4)
Landskabskorridoren forbinder de statsejede arealer
rundt om Arresøen med kerneområdet Gribskov-
Esrum Sø. Nord for søen ligger Ellemosen, Tisvilde
Hegn og Brødremose Skov, vest for ligger Vinderød
og Arrenæs, og syd for ligger Lyngby Skov og Lille
Lyngby Mose ved Æbeltholt Å. Ved Nejede Vesterskov
lukkes kredsen omkring Arresø, og korridoren
strækker sig herfra videre langs Pøle Å til Høbjerg
Hegn og Gribskov ved Kagerup.
Der er sket store ændringer i landskabet ved Arresø
siden stenalderen. I jægerstenalderen var Arresø en
fjord, der udgik fra sundet mellem Roskilde Fjord
og Kattegat. Det smalle sund, som gik fra Hanehoved
ved Frederiksværk til Melby Enghave, tiltrak
stenalderjægerne. Karakteristiske er de såkaldte
køkkenmøddinger, dvs. affaldsdynger af muslingeskaller
fra jæger-fiskernes måltider.
Som følge af landhævningen var Arresø i bondestenalderen
omdannet til en ferskvandssø, der afvandedes
via Bydinge Å. Morænebakkerne, der omgiver
Arresø, krones af imponerende bronzealderhøje ved
Lille Lyngby, Ramløse, Melby, i Tisvilde Hegn og
på Arrenæs. I Ellemosen mellem Ramløse og Tibirke
kan man se en brolagt vej fra jernalderen.

Hvis Bydinge Å var sejlbar til op i middelalderen,
kan dette have muliggjort sejlads op i Arresø. Bebyggelsesmønsteret
omkring Arresø i yngre jernalder
minder på mange måder om ladepladserne
med grubehuse og spor af håndværksaktivitet, som
kendes fra Roskilde Fjord. Omkring Arresø ligger
mange middelalderlige anlæg: 5 sognekirker, Æbelholt
Kloster og de befæstede anlæg: Dronningholm,
Annisse på Hovgårds Eng og Asserbo. Helt op i nyere
tid har folk valfartet fra Sankt Helene Kilde til
Sankt Helene Grav ved Tisvilde i håb om helbredelse
fra sygdom.
Sandflugten hærgede i 15-1700-tallet, og lagde flere
landsbyer øde, bl.a. Torup, mens Tibirke landsby
blev flyttet, og Tibirke kirke blev gravet fri. Efter
mange års kamp mod sandflugten anlagde man i
1730´erne den første klitplantage i Danmark, Tisvilde
Hegn.
Da afløbet fra Arresø tilsandede og medførte oversvømmelser,
gravede man 1717-19 en kanal, der
dannede grundlag for fremvæksten af et tidligt industrisamfund
i Frederiksværk med kanonstøberi,
krudtfabrik, jernstøberi og kobberværk.
Korridoren Frederiksborg-Fredensborg-Nivå
(jf. kap. 5.5)
Landskabskorridoren omfatter dele af Hillerød,
Fredensborg-Humlebæk og Karlebo kommuner.
Som et bølget bånd strækker den sig fra Hillerødområdet
over Store Dyrehave og derefter mod nord
via Grønholt Hegn til Gammel Grønholt Vang syd
for Fredensborg. Herfra følger korridoren Nive Å’s
nordlige forgrening østpå via Knurrenborg Vang,
Langstrup Mose og Langstrup landsby til åmundingen
ved Nivå.
I ældre stenalder var Langstrup Mose og ådalen langs
Nive Å’s nedre løb en fjord, og Hørsholm Egns Museum
har her udgravet flere vigtige bopladser med
hyttekonstruktioner og grave fra jægerstenalderen.
I Nordsjælland har der kun været få adelsgodser
sammenlignet med det øvrige Danmark. Det er derfor
bemærkelsesværdigt, at der har ligget tre hovedgårde
med få kilometers afstand, nemlig Stenholt,
Hillerødsholm og Faurholm. Derudover ligger der
et voldsted fra tidlig middelalder ved Grønholt. Alle
steder synes vandmølledriften at have været af afgørende
betydning for bebyggelsernes placering.
Denne landskabskorridor er i høj grad præget af de
kongelige slotte Fredensborg og Frederiksborg med
de tilhørende lystanlæg på Louises Ø i Frederiksborg
Slotshave og på Fantasiens Ø i Store Dyrehave.
Skovene er gennemskåret af vejsystemer fra den
kongelige parforcejagt i 16-1700-tallet.
Korridoren Kronborg-Gurre-Krogerup
(jf. kap. 5.6)
Denne vidt forgrenede landskabskorridor omfatter
særdeles bevaringsværdige kulturlandskaber i
Helsingør og Fredensborg-Humlebæk kommuner.
Landskabet er kuperet og skovrigt med mange vådområder
og har traditionelt været præget af spredt
bebyggelse og små landsbyer. Vejene har deres egen
historie i denne landskabskorridor, der både gennemskæres
af alveje, kongeveje og nye motorveje.
Karakteristisk for kulturlandskabet i korridoren
Kronborg-Gurre-Krogerup er de mange storstensgrave
fra bondestenalderen, som er bevaret i skovene.
I Hornbæk Plantage, som blev plantet i forbindelse
med sandflugtbekæmpelsen i slutningen af
1700-tallet, ligger også flere bronzealderhøje.
Tikøb sogn er ét af de største sogne i Danmark.
Landsbykirken i Tikøb er antagelig bygget oven på
et hedensk kultsted fra jernalder og vikingetid. Stedet
kaldes i 1100-tallet for ”Tiwithcop”, hvilket kan
betyde den indviede skov for krigsguden Tyr.
Landskabskorridoren har to befæstede anlæg fra
middelalderen, Valdemar Atterdags Gurre fra 1300tallet
og Erik af Pommerns fæstning Krogen/Kronborg
ved Helsingør fra 1400-tallet. I Helsingør er
meget store dele af den ældre bebyggelse bevaret,
og uden for byen ligger lystslottet Marienlyst, som
blev ombygget i 1760’erne.
Ved Hellebæk ligger ét af de bedst bevarede tidlige
industrimiljøer, som blev grundlagt af Frederik II
og Christian IV i slutningen af 1500-tallet. En stor
del af bygningsmiljøet i Hellebæk stammer fra
1770’erne. Hellebæk Klædefabrik fra 1873 var i
drift helt frem til 1976.
Langs kysten præges korridoren af de gamle fiskerlejer
Humlebæk, Espergærde, Snekkesten, Hellebæk,
Ålsgårde, Boderne, Ellekilde, Hornbæk og Villingebæk,
som i takt med den forbedrede infrastruktur
i løbet af 18-1900-tallet blev forvandlet til attraktive
feriesteder med sommervillaer og pensionater.
17

3.4 Sammenfatning af forslag til
kulturhistoriske projekter
Pilotprojektet skal pege på løsninger, der skal sikre
de kulturhistoriske værdier og give befolkningen
muligheder for at opleve det kulturhistoriske miljø.
Gennem kulturhistoriske projekter kan man f.eks.
genskabe sammenhænge mellem kulturminderne i
landskabet, beskytte kulturminder gennem forslag
til ændring af driftsformen, eller man kan fremhæve
kulturspor, så befolkningen bedre får mulighed for
at opleve kulturmiljøerne i Nationalpark Kongernes
Nordsjælland.
Projektforslagene i denne rapport er dels vore egne
og dels forslag, der er opstået i samråd med de øvrige
kulturhistoriske museer i undersøgelsesområdet,
Frederiksborg Slot, Kronborg Slot, Nationalmuseet,
og med andre samarbejdspartnere.
I diverse rejsehåndbøger/ vejvisere nævnes mange
fortidsminder og middelalderlige kulturminder,
men det er ikke altid muligt at komme helt tæt på
kulturminderne.
Mens man før i tiden beskæftigede sig med det enkelte
kulturminde som et monument, lader man i
dag fortidsmindet indgå i en sammenhæng med andre
kulturhistoriske anlæg. Man er ligeledes blevet
opmærksom på den måde, hvorpå fortidsminderne
er indpasset i landskabet.
18
Kort som viser de fortidsminder og middelalderlige kulturminder i Nordsjælland, som er omtalt i diverse rejsehåndbøger
(Thorvildsen og Kehler 1963; Bang 1994; Falkentoft 1994; Dehn-Nielsen 1999; Matthiesen 1999).
Forslag til kulturhistoriske projekter i
Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Kerneområdet Gribskov-Esrum Sø
(jf. kapitel 5.1)
1. Kagerup: Storstensgrave. Undersøgelse, sikring,
synliggørelse og formidling af gravanlæggene
fra bondestenalderen.
2. Glarborg: Tilflugtsborg. Opmåling, magnetometermåling
og prøvegravning af tilflugtsborgen
i Burresø med henblik på en datering og
formidling af borgen i sin rette sammenhæng.
3. Skovbebyggelser: Opfølgning ”projekt Gribskov”
med henblik på dokumentation, bevaring
og formidling af middelalderens og renæssancens
agersystemer og bebyggelser i bl.a.
Gribskov.
4. Trustrup: Nedlagt landsby. Der bør udarbejdes
en plejeplan for at bevare og synliggøre de
velbevarede hustomter fra landsbyen ved mindestenen
fra 1912.
5. Parforce-jagtveje: Dokumentation, synliggørelse
og fremtidig sikring og bevaring af systemet
af parforcejagtveje – også uden for skovene.

6. Stenholt Mølle: Vandmølle og fiskeri. En undersøgelse
af det kongelige nordsjællandske
ferskvandsfiskeri knyttet op mod istandsættelse
og formidling af Følstrup Damme.
7. Kanalsystem til Frederiksborg Slotssø: En
dokumentation, formidling og plan for fremtidig
sikring og bevaring af kanalsystemet – også
udenfor Gribskov.
Korridoren Søborg-Esrum-Rusland
(jf. kapitel 5.2)
8. Esrum Å, Pandehave Å og Ålekistebro: Stenalderbopladser.
Formidling og anskueliggørelse
af de fossile fjorde og af jægerstenalderens
bopladser.
9. Rusland: Kulturhistorien. På baggrund af en
systematisk registrering af kulturminder, bør
man foretage en præcisering af den eksisterende
landskabsfredning med henblik på at bevare
kulturhistorien.
10. Hesbjerg: Sti. Oprette stiforbindelse fra Nakkehovedkilen
til gravhøjene på Hesbjerg.
11. Firhøj: Voldsted. Området lægges ud til permanent
græsning, og volden markeres i terrænet.
Projektet kan kombineres med et naturgenopretningsprojekt
ved Hulsø.
12. Esrum Kanal: Kanalen og trækstien ryddes for
bevoksning, så man kan færdes langs den fredede
kanal fra Esrum Sø til Væltningen i Snævret
skov. Også de bevarede dele af en kanal fra
1500-tallet, som leder fra Esrum Å forbi vandmøllen
i Dronningemølle, bør oprenses og sikres/fredes.
13. Esrum Kloster: Vandmølle. Den middelalderlige
vandmølle formidles sammen med dæmningen
på engen syd for klosteret.
Korridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg
(jf. kapitel 5.3)
14. Valby Hegn: Dysser. Udvide de åbne områder
omkring dysserne ved Tobro Å, så man får
indtryk af åens nærhed. Tursti med information
langs Tobro Å frem til langdyssen uden for skoven.
Kirkedøren i Tibirke kirke. Mindepladen markerer hvor
til sandet gik under sandflugten i 1700- tallet.
Foto: Kjartan Langsted.
15. Valby: Vandmøller. Formidling af de middelalderlige
vandmølleanlæg ved Galje-mosen syd
for Valby. Mosen kan tages ud af dyrkning, dræningen
ophøre, og man genetablerer det oprindelige
åløb.
16. Bakkebjerg: Bronzealderhøje. Der er behov
for en præcisering af fredningen af højgruppen
Maglehøje, som stammer fra 1945 og 1966, da
fredningen ikke beskytter gravhøjene mod landbrugsdrift.
17. Ludshøj: Bronzealderhøj/ vadested. Istandsættelse
af bronzealderhøjen Ludshøj, som indeholdt
en rig høvdingegrav, i sammenhæng
med vadestederne ved Øllemose Å..
18. Ølshøj: Bronzealder lurfund. Offermosen,
hvor ”Blistrup-lurerne” bør braklægges og knyttes
til det fredede område omkring dobbeltjættestuen
Ølshøj.
19

Korridoren Tisvilde - Æbelholt - Frederiksværk
(jf. kap. 5.4)
19. Brederød og Sonnerup: Bronzealderhøje og
landsbyer. Man bør vurdere at udvide det fredede
område, for at sikre landskabet ved gravhøjene
og de to bevaringsværdige landsbyer.
20. Frederiksværk: Krudttårnsbakkerne. Lægge
en kultursti gennem området, opsætte informationsskilte
og markere fundamentresterne fra
krudttårnene.
21. Dronningholm: Middelalder borg. Ellebevoksningen
syd og sydøst for voldstedet fjernes
eller tyndes, så der skabes en visuel forbindelse
mellem voldstedet og det åbne vand og ellesumpen.
22. Arrenakke Å og Rye Å: Sti. Oprette stiforbindelse
langs med ådalen og opsætte informationsskilte
om stenalderbopladserne og sandflugten i
15-1700-tallet.
23. Tisvilde Hegn: Flyvesand. Registrere flyvesandets
tykkelse i skoven og dermed fortidsmindernes
sårbarhed, som del af grundlaget for en
driftsplan for skovbruget.
24. Æbelholt Klosterruiner: De nærmeste arealer
omkring klosterruinen, hvor der findes bygninger
i dyrket mark, bør omlægges til permanent
græsning og eventuelt inddrages i formidlingen
af klosteret.
20
Nive Mølle. Foto: Liv Appel.
25. Asserbo Slotsruin: Middelalder voldsted. Der
bør skabes visuel forbindelse mellem voldstedet
og den oprindelige ladegårdsbanke i vest og det
tidligere vådområde i syd.
Korridoren Frederiksborg - Fredensborg - Nivå
(jf. kap. 5.5)
26. Nivå: Stenalderbopladser. Foretage en arkæologisk
udpegning af arealer langs Nive Å og
Langstrup Mose, med henblik på at tage dem ud
af landbrugsmæssig omdrift, så de eskalerede
pløjeskader på bopladserne bringes til ophør.
Magnetometer/ georadar bør foretages for at lokalisere
bopladser i det ydre fjordområde.
27. Nive Mølle: Vandmølle. Genetablering af mølledam
og rydning af opvækst på Nive Møllehøj.
28. Gammel Tulstrup Mølle: Vandmølle. Gran og
anden træbevoksning bør ryddes ved vandmøllens
mølledamme og kanalanlæg i Gamle Grønholt
Vang.
29. Kongeveje: Kongevejene tegnes ind på et kort
og formidles ved hjælp af de tilhørende anlæg
f.eks. milepæle og broer. Der kan opsættes informationsskilt
ved de bedst bevarede broer.
30. Langstrup landsby: Etablere opholdsareal ved
Langstrup landsby og opsætte oplysningsskilt,
der fortæller om udskiftningen i 1788 og udstykningen
af Langstrup Mose.

31. Louises Ø i Ødammen: Romantisk haveanlæg
i Frederiksborg Slotshave. Frederik VII’s
norske bjælkehytte med udhuse dokumenteres
og istandsættes. Kontrolleret publikumsadgang.
32. Fantasiens Ø: Romantisk haveanlæg fra Frederik
VII’s tid i Brededam i Præstevangen syd
for Hillerød. Lystøen vedligeholdes som et parkanlæg.
Endvidere bør stenhøjen restaureres.
33. Parforcejagtveje: Dokumentation, synliggørelse
og fremtidig sikring og bevaring af systemet
af parforcejagtveje – også uden for Store
Dyrehave.
Korridoren Kronborg-Gurre-Krogerup
(jf. kap. 5.6)
34. Egebæks Vang: Nedlagt landsby fra 1500-tallet
ved Egebækken syd for Snekkersten. Husenes
grundplan kan markeres med græstørv på
grundlag af en mindre arkæologisk undersøgelse.
35. Flynderupgård: Lysthave. Reetablere det lille
søanlæg og stiforbindelsen mellem den ”vilde”
skov og det dyrkede land. Langs med stien bør
den nu dyrkede mark overgå til græsning.
36. Nyrup Hegn: Kongevej sydøst for Gurre: Frederik
II’s brolagte kongevej fra 1584-85 beskyttes
mod de ødelæggelser, der forårsages ved
tværgående færdsel med tunge landbrugsmaskiner.
Vegetationspleje på Ole Rømers milepælshøj
fra 1681. Opsætning af kopi af milesten.
Marienlyst Slot med have. W.A. Müller 1767.
37. Lappestens Batteri: Militært anlæg. Den store
bygning fra 1960’erne, som tidligere husede
Teknisk Museum, og som ligger midt i Lappestensbatteriet,
bør nedrives.
38. Marienlyst Slotshave: Formidle Marienlyst
Slots funktion som lystslot for Kronborg til besøgende
på Kronborg, således at besøg på de to
slotte i højere grad kan kombineres. Reetablering
af det romantiske haveanlæg fra 1790’erne.
39. Gurre Slot: Middelalder borg. Genskabe den
visuelle forbindelse mellem borgen og Gurre
Sø. Den ydre mur og smedjen markeres med
græstørv. Opsætning af informationsskilte ved
ruinen af Sankt Jacobskapel.
40. Teglovnskrogen: Teglovne. Der bør opsættes
et informationsskilt på stedet, der fortæller om
teglovnene fra 1300-årene på Gurre Sø’s sydvestlige
bred.
41. Krogerup - Humlebæk: Gammelstrandvej bør
lukkes for uvedkommende trafik. Formidling af
kulturlandskabet ved Krogerup og Humlebæk,
f.eks. ved information i restauranten i Louisiana
Museun for Moderne Kunst og et samarbejde
med Krogerup Højskole.
21

22
Forslag til kulturhistoriske landskabskorridorer. 1) Kerneområdet Gribskov-Esrum Sø, 2) Korridoren Søborg-Esrum-Rusland, 3) Korridoren Høbjerg-Valby-
Bakkebjerg, 4) Korridoren Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk, 5) Korridoren Frederiksborg-Fredensborg–Nivå, 6) Korridoren Kronborg–Gurre-Krogerup

Kort over Nordøstsjælland med forslag til kulturhistoriske projekter.
Numrene henviser til siderne 18 - 21.
23

Kattegatkysten er en gammel udligningskyst. Fra
Kikhavn ved Hundested til Gilbjerg Hoved ved
Gilleleje er kystlinien rettet ud ved havets erosion
og akkumulation, støttet af landhævning. Istidslandskabets
moræneaflejringer danner stedvis høje
littorina-skrænter, der veksler med kystklitter og
brede sandstrande.
Bag Tisvilde Hegn ligger Tibirke Bakker med rester
af hede- og enebevoksninger og den langstrakte,
delvis tilvoksede Ellemose. Kystheden er en
sjælden kulturlandskabstype i Østdanmark, men er
repræsenteret flere steder ved nordkysten på Melby
Overdrev, Ruslands bakker ved Villingebæk og i
Heatherhill ved Rågeleje.
25

Kulturudviklingen
4.2 Kulturudviklingen
Det nordsjællandske landskab er i dag præget af
skov. Når skovens udbredelse langt fra er jævn,
skyldes det i høj grad jordbundsmæssige forhold,
men op gennem tiden har ændringerne i udbredelsen
og sammensætningen endvidere været præget af
klimatiske faktorer og af menneskers aktivitet.
Ligesom mennesker i dag overfører planter og dyr til
andre egne og områder på kloden, hvor de i det nye
miljø kan få stor udbredelse, har mennesker også fra
gammel tid medvirket til spredning af plante- og dyrearter.
Ligeledes har menneskets landbrugsdrift fra
første færd omkring 4.000 f. Kr. påvirket naturskovens
vilkår. Således er oldtidens, middelalderens og
nyere tids historie på en gang både landskabets og
skovens historie.
I det følgende vil kulturhistoriske forhold i relation
til landskabet kort blive fremlagt for de forskellige
hovedperioder.
26
Udsigt over gravhøjene ved Bakkebjerg. Foto: Trine Wandall.
4.2.1 Oldtiden
(ca. 12.800 f.Kr. – 1.050 e.Kr.)
Stenalderen (ca. 12.800 f.Kr.-1.800 f.Kr.)
Nordsjælland ligger nord for den såkaldte ”vippelinje”,
omkring hvilken det sydvestlige Danmark
sænker sig, medens de nordøstlige egne hæver sig.
I Nordsjælland er landhævningen siden stenalderen
på mellem 6 og 7,5 m. Det betyder dels, at en
stor del af de udstrakte vådområder i perioden ca.
7.000-3.000 f.Kr. var fjordarme, dels at stenalderbopladser,
som i dag ligger langt inde i landet og
adskillige meter over havets overflade, oprindeligt
var kystbopladser.
Stenalderen opdeles i to hovedfaser, ældre (palæo-
og mesolitikum) og yngre stenalder (neolitikum),
som i rapporten kaldes jægerstenalderen og bondestenalderen.
Jægerstenalderen er den periode hvor
mennesket ernærer sig ved jagt, fiskeri og indsamling,
mens bondestenalderen er den efterfølgende
periode, hvor mennesket får kendskab til agerbrug
og/eller kvægavl.

Jægerstenalderen (ca. 12.800 f.Kr.-3.900 f.Kr.)
Jægerstenalderen inddeles i fire underfaser rensdyrjæger-,
Maglemose-, Kongemose- og Ertebølletiden.
Rensdyrjægertid (ca. 12.800 f.Kr.-9.000 f.Kr.)
Stenalderens kulturhistorie i Nordsjælland tager sin
begyndelse ved sidste istids slutning for ca. 13.000
år siden. Da smeltede resterne af de store ismasser,
der gennem tusindvis af år havde dækket landskabet,
og et tundralignende landskab åbnedes for menneskelig
bosættelse.
Temperaturstigningen på overgangen fra senglacial-
til postglacialtid var overraskende hurtig. I Sydsverige
har man således kunnet påvise, at det subarktiske
klima for omkring 11.000 år siden i løbet af
bare 100 år blev afløst af et tempereret klima med
sommertemperaturer på 15-17 °C (Lemdahl 1988).
Kultursporene fra denne periode er yderst sparsomme
i Nordsjælland. Dette skyldes, at befolkningstallet
var meget lavt, og at menneskenes afhængighed
af de skiftende naturressourcer, der var årstidsbestemte,
ikke skabte grobund for faste bopladser.
Hertil kommer, at datidens kystlinie lå flere kilometer
længere ude end den nuværende, og alle kystnære
bopladser derfor er borteroderet af havet.
Rensdyrjægernes indlandsbopladser vil man typisk
kunne finde højt i terrænet i nærheden af de vandringsruter,
som rensdyrflokkene har fulgt. I to vådområder,
Bremelandsgård ved Valby og ved Søborg
Sø, er der således fundet rensdyrgevirer. De genstandsfund,
der stammer fra rensdyrjægertid, er i
reglen løsfundne skafttunge-spidser, der er gået tabt
i forbindelse med jagten. Sådanne spidser er fundet
enkelte steder i området f.eks. Højbro ved Bedsmose
Å og Indelukkegård ved Esrum Å.
• Attemosen: Boplads fra Brommekulturen for ca.
11.000 år siden. Den senglaciale periode på godt
5.000 år opdeles i en række pollenzoner: ældste
dryas, Bølling, ældre dryas, Allerød og yngre
dryas. Bølling og Allerød var to varmeperioder
der afbrød dryas kuldeperioderne. Bosættelsen i
Attemosen lå på en holm i varmeperioden Allerødtid.
De fundne skrabere, stikler og pilespidser
var aflejret i et tyndt tørvelag i mosen (Kramer
1996:8f).
Tidstavle
Maglemosetid (ca. 9.000-6.400 f. Kr.)
Kystlinien lå et godt stykke nord for nutidens erosionsskabte
stejle kyst mod Kattegat. De bopladser,
man finder nær kysten i dag, må derfor karakteriseres
som indlandsbopladser. Det er såkaldte sumpbopladser,
der findes i og ved moser, ved søer og langs
større vandløb. Maglemosetidens kystbopladser
er borteroderet, og resterne må søges på betydelig
dybde ude i Kattegat.
Skovfyr og hassel var de første nye træarter som
indvandrede i præborealtid mellem 8.700-8.500
f.Kr. I Østdanmark dannede de en tæt skov. Hassel
optræder 500 år tidligere i Østdanmark end i
Vestdanmark. Der er fundet mange knækkede hasselnødder
i de hytter fra Maglemosekulturen, som
arkæologer har udgravet, og det er sandsynligt, at
hasselens spredning til Jylland, skyldes at menneskene
har medbragt nødder på deres vandringer
(Aaby 1994:29). Omkring 7.500 f. Kr., i den boreale
klimaperiode, indvandrer elm efterfulgt af eg, el,
lind og ask.
27

Skjold af sumpskildpadde. Tilstedeværelsen af varmeelskende
dyr som europæisk sumpskildpadde og krøltoppet
pelikan og planter som kristtorn, kaprifolie, vedbend,
hornnød og mistelten viser, at atlantisk tid var en varm
periode. Foto: Gilleleje Museum.
• Området Øerne i Tikøb sogn havde i Maglemosetiden
karakter af sø- og sumpområder. I
1991-1992 udgravede Nordsjællands Folkemuseum
30 m 2 af en maglemoseboplads, hvor man
fandt rester af et ildsted og en teltring bestående
af en buet række af større sten (Tikøb sb. 52-54)
(Hvass 1999:10).
Kongemosetid og Ertebølletid
(ca. 6.400-3.900 f.Kr.)
I Atlantisk Tid indtraf en meget markant havstigning,
littorina-transgressionen, som var forårsaget
af afsmeltning fra områder, som på dette tidspunkt
endnu var dækket af iskapper fra sidste istid. Herved
blev det fastlandsprægede danske område med
store floder splittet op i et ørige med dybe fjorde
og mindre flodløb. Denne markante landskabsændring
falder tidsmæssigt sammen med ændringer i
kulturmønsteret. Maglemosekulturen var knyttet til
fastlandstiden, Kongemosekulturen til tiden, hvor
landet ændrede udstrækning, og Ertebøllekulturen
til det nye kystlandskab fra midt i atlantisk tid.
Lind var den fremherskende træart i atlantisk tid.
Derfor kaldes perioden også Ældre Lindetid. Sidst
i jægerstenalderen var Nordsjælland ligesom resten
af Danmark dækket af urskov. Urskoven bestod af
en række plantesamfund, hvis sammensætning skiftede
efter jordbundens beskaffenhed. Kystskovens
bryn var tæt og rigt på arter med blandt andet eg,
elm, hassel, kornel og kvalkved. Men inden for det
28
solbeskinnede skovbryn var der skygge. Man måtte
bevæge sig frem mellem gamle væltede træer og
rådne stammer. Først højt oppe i trækronerne var
der lys og liv. Selv efter større stormfald slap der
ikke meget lys ned til jordoverfladen, og det var kun
i tilknytning til vådområderne inde i landet, at der
fandtes træløse flader (Iversen 1967).
Kongemose- og Ertebøllekulturens mennesker udnyttede
skovens ressourcer. Frø og frugter blev
samlet til forråd. Skeletter af nedlagte jagtdyr kendes
fra arkæologiske udgravninger. Men fisker-jæger-samler
samfundene bosatte sig særligt i de små
fjordarme, som skar sig ind i landet. Det omfattende
fiskeri bekræftes af kulstof 13-analyser af knoglevæv
fra periodens grave. Sådanne bopladser kendes
fra Nivå, Vedbæk og Villingebæk.
Forekomster af skaldynger fra Ertebøllekulturen og
bondestenalderen knytter Arresøområdet til Roskildefjord-
og Issefjordområdet, hvor de mange vige
frembød egnede steder for jagt- og fiskepladser. Ved
Havelse Mølle mellem Frederiksværk og Frederikssund
undersøgte man midt i 1800-tallet en skaldynge,
som havde ligget på en lille ø i atlantisk tid. Ved
undersøgelsen påviste man, at der var tale om menneskelige
aflejringer af muslingeskaller, en såkaldt
køkkenmødding.
I stenalderen var Halsnæs en ø, afskåret af et sund,
der gennem Melby Overdrev (Asserbo Plantage)
forbandt den salte Arresø med Kattegat. Sølager
køkkenmøddingen på sydsiden af Halsnæs, hvor
Isefjord møder Roskildefjord, fik siden internationalt
ry, da den var besøgsmål for den internationale
arkæologkongres i 1869. Det danske ord ”køkkenmødding”
blev et begreb i europæisk stenalderforskning.
Der kendes efterhånden en del mesolitiske grave i
form af skeletgrave og brandgrave. Mange af dem
stammer fra bopladserne ved den fossile Nivå-fjord,
mens en enkelt er fra Melby. Hørsholm Egns Museum
har fået fremstillet en rekonstruktion af ansigtet
af den 5-årige dreng, hvis grav blev fundet på
Nivågård-bopladsen i 1992. Vi står bogstavelig talt
ansigt til ansigt med stenalderfolket.
Forekomsten af en særlig type slebne bjergartsøkser,
de såkaldte Limhamn-økser i Nordsjælland viser, at
man i yngre Ertebølletid havde kulturforbindelse
med Skåne (Petersen 1984).

• Bergmandsdalen mellem Helsingør og Snekkersten:
På bopladsen er fundet mange fornemme
jagtvåben og redskaber bl.a. tre hjortetaksredskaber
med indridsede ornamenter, harpuner
af rådyrtak, stenøkser og flintredskaber. Hertil
kommer skeletrester af tre mennesker foruden
knogler af bl.a. hval, sule, kongeørn og geirfugl
(Petersen m.fl. 1978).
• Salpetermosen: Mesolitisk boplads, som ligger
på en holm midt i et tidligere moseområde, som
i dag delvis er dækket af Hillerød by. Gode bevaringsforhold
for dyreknogler har betydet, at
mere end 50 arter af pattedyr, fugle og fisk er
repræsenteret. Kronhjort, herunder mange nyfødte
kalve, dominerer. Jagten på Kronhjort i
forårsmånederne er antagelig baggrunden for, at
jægere fra Kongemosekulturen og Ertebøllekulturen
har opsøgt lokaliteten. Knogler fra sæl og
fisk viser, at der har været forbindelse til kysten
(Kramer 2001a).
• Melby Enghave: Delvis forstyrret øst-vest orienteret
jordfæstegrav fra Ertebøllekulturen, ca.
4.800 f. Kr. En 158 cm høj mand på 35-50 år
lå udstrakt på ryggen, og ved hovedet lå der to
trindøkser (Hansen 1972).
Rekonstruktion af ansigtet af den 5-årige stenalderdreng
fra graven på Nivågård. Foto: Unit of Art in Medicine,
University of Manchester.
Indridsede ornamenter og boreornamentik på genstande
af hjortetak fra Bergmansdal (efter Petersen og Petersen
1978).
• Kassemose: Køkkenmødding vest for Arresø.
Skaldyngen strækker sig langs den gamle
strandvold fra den tid, hvor havet lå 4,5 m højere
end nutidens, og Arresø stod i forbindelse
med Kattegat gennem et sund, som i dag er engene
Kassemose og Melby Overdrev. Nationalmuseet
undersøgte skaldyngen i 1906 og fandt
redskaber fra Ertebøllekulturen og tidlig bondestenalder.
Man fandt også skelettet af en mand,
som var gravlagt i skaldyngen i stenalderen
(Busch 1963:67f).
• Nivå Fjorden: Fossil stenalderfjord, som i Ertebølletid
skar sig fire km ind i landet. 24 senmesolitiske
bopladser kendes fra det lave næs
ved fjordens ydre og midterste del, mens kun få
af bopladserne lå på holme i fjorden. Carl Neergaard
gravede i 1912 på Nivågårdbopladsen.
Udgravningerne er senere fortsat af Hørsholm
Egns Museum, hvorved der er fremkommet en
barnegrav og en mulig mesolitisk hustomt (Jensen
og Hansen 1999). På Nivå 10 bopladsen har
museet ligeledes påvist spor af flere hyttetomter
og grave (Jensen 1998 og 2001).
• Søborg Sø, Esrum Ådal og Villingbæk: Her
var i stenalderen lavvandede fjorde. Jæger- og
samlerbefolkningen boede langs bredderne, på
små holme og ved fjordmundingen. I de tidligere
fjordområder er der gjort spredte fund af
fiskespyd og ruser.
29

Kort over stenalderfjorden ved Nivå i slutningen af Ertebølletid ca. 4.000
f.Kr., hvor fjorden havde sin største udstrækning. Alle kendte bopladser
fra jægerstenalderen er vist. Tegning: Ole Lass Jensen.
30
Man kender omkring hundrede bopladser, men
kun få har været i brug samtidig. Omridset af
de tidligere fjorde og deres bredder ses tydeligt
i terrænet. Villingebæk- og Ålekistebro bopladsen
har givet navn til faser af Kongemosekulturen
og Ertebøllekulturen (Kapel 1969; Petersen
1984).
Bondestenalderen (ca. 3900-1800 f. Kr.)
Pollendiagrammerne viser tydelige ændringer i
skovnaturen, da mennesker tidligt i subborealtid
begyndte at anlægge marker i urskoven til dyrkning
af hvede og byg, og de fodrede deres husdyr
med løv. I begyndelsen var dyrehold et supplement
til jagt, fiskeri og indsamling. Overgangen til agerbrugssamfund
i bondestenalderen medførte i Nordsjælland
ligesom overalt i landet en ekspansion fra
kysten ind i indlandet. De fundrige bosættelser ved
fjordene, der kendes fra jægerstenalderen, forsvinder
næsten i bondestenalderen.
Bondestenalderen inddeles i tre tidsfaser: tidlig-
mellem- og senneolitikum (dolktid). Ældst er den
tidligneolitiske tragtbægerkultur, som i mellemneolitikum
får selskab af den grubekeramiske kultur,
som er en mellemsvensk/sydnorsk variant af tragtbægerkulturen,
hvor hovederhvervet er fiskeri og
jagt.
Tragtbægerkulturen
Den almindelige bondebefolknings bopladser
lå i grupper, ofte i tilknytning til
ådalene, navnlig hvor flere vandsystemer
mødtes. Man ryddede dyrkningsområder
i urskoven, men man foretrak
de lette jorde, som kunne pløjes med
ard, en let plov. Et typisk bosættelsesterritorium
var et område, hvor der på
samme tid var gode muligheder for
agerbrug, husdyrhold, jagt, fiskeri og
indsamling af føde.
Botanikeren Johannes Iversen gjorde
opmærksom på, at et fald i elmens
pollenhyppighed, det såkaldte ”elmefald”,
kunne være en konsekvens
af menneskers direkte eller indirekte
påvirkning af skoven ved fældning,
løvhøst, barkskrælning mm. (Iversen
1941). I dag vil man nok mene, at elmesyge var årsagen.
Lindens maksimale udbredelse falder sammen
med tidspunktet for elmefaldet, men derefter
aftager den gradvist.
I de første århundreder af bondekulturen, tidlig neolitikum,
(3.900-3.300 f.Kr.) åbner man små arealer
i lindeskoven til dyrkning af hvede og byg og intensiv
kvæggræsning ved gentagne afbrændinger,
svedjebrug. Pollenanalyser af græstørv fra dysser
og jættestuer har vist (Andersen,S 1993:91), at tidlig
neolitikum, er sammenfaldende med det såkaldte
”birkemaksimum”. Dette ses som et udtryk for,
at birken spreder sig hurtigt på ryddet skovbund og
at den efter afbrænding let forynger sig ved selvsåning.
Tilsvarende er den efterfølgende mellemneolitiske
periode (3.300-2.800 f. Kr.) sammenfaldende med
det såkaldte ”hasselmaksimum”, som er udtryk for
en helt anden arealanvendelse, nemlig den kulturpåvirkede
kratskov. Større partier af lindeskov bliver
ryddet, så græsningsarealerne øges. Det omflyttende
”kratlandbrug” fremmer hassel, idet sekundære
kratskove anvendes til kortvarig korndyrkning
og efterfølgende kreaturgræsning (Aaby 1996 og
1994:38).
Den større bofasthed, der var en følge af bondekulturen,
medførte, at man i løbet af ca. 500 år opførte
talrige monumentale storstensgrave, dysser og jættestuer.
Nogle af storstensgravene har været brugt

gennem adskillige århundreder. Det er typisk inde i
skovene, at storstensgravene er bevaret, – på landbrugsarealerne
er de for længst fjernet. På grundlag
af oplysninger om eksisterende og fjernede storstensgrave
og fund af offernedlæggelser af særlig
økser og lerkar ser det ud til, at man kan afgrænse
små bebyggelsesenheder med 3-4 kilometers mellemrum.
• Valby Hegn har otte langdysser, der ligger som
perler på en snor langs Tobro Å. Herfra kender
man to samtidige økseofferfund og en yngre
jættestue ( Appel eds. 2003:24)
• Ølshøj ved Smidstrup. Indtil for et par hundrede
år siden fandtes her to dysser, fem jættestuer og
en noget yngre hellekiste. Stedets status som lokalt
ceremonielt centrum fortsatte op i bronzealderen
(Appel og Jørgensen 2002). Dobbelt-jættestuen
og en hellekiste (stenkiste) er de eneste
tilbageværende gravminder (Fabricius 1952).
• Risby Vang ved Borsholm. Af en oprindelig
storhøjgruppe er fire bevarede dysser og én jættestue
(Hvass 1999:16).
• Horserød Hegn med seks gravhøje, hvoraf de
fem har synlige stenkamre. Højene har ét eller
to kamre. Den mest markante af dem er ”Videdyssen”
(Hvass 1999:16).
Yngre stenalders offerfund i vådområderne er også
rigt repræsenteret i undersøgelsesområdet (Koch
1998). Det er dels økseofre, dels de såkaldte mosepotter
(madofre). Endvidere ofredes mennesker
som f.eks. den trepanerede dreng fra Skindersø
Mose (Hvass 1999:14) og to menneskeofre fra Tue-
Langdysse i Valby Hegn. Foto Gilleleje Museum.
mosen i Hesselbjerg. Fra denne mose kendes også
tre mosepotter, et stort offerfund af flintdolke fra
senneolitikum og diverse dyreofre.
Offernedlæggelserne fortsætter op til stenalderens
slutning, som kaldes senneolitikum eller dolktiden.
Tæt ved Rishøj, som er én af gravhøjene i
den velkendte højgruppe Maglehøje ved Rågeleje,
er der fundet et stort lerkar fra sennolitikum
(Ebbesen 1980). Fra samme periode er depotfundet
fra Gilbjerghoved med bl.a. 100 fladehuggede
flintsegle (Norling-Christensen 1940) og de 25
tyknakkede, uslebne og hulæggede flintøkser fra
Horneby Fælled (Hvass 1999:19).
Hængekar fra begyndelsen af bondestenalden. Karret
var nedsat i en mose ved Kaglebjerggård i Græsted sogn.
Offernedlæggelser af denne type var særligt almindelige
i Nordsjælland. Foto: Kjartan Langsted.
31

Bronzealderen (ca. 1.800-500 f.Kr.)
Medens bondestenalderens storstensgrave ofte lå
ved ådalene i nærheden af tidens bopladser, synes
bronzealderens gravhøje at have ligget på de kystnære
højdedrag i kanten af de beboede områder.
Gravhøjene blev rejst som monumenter over de
døde og markerede samfundets hævdvundne ret
til landområdet. På den måde kunne gravhøjene på
samme tid markere en indre grænse mellem lokalsamfundene
og en ydre grænse mod havet. Når man
ser gravhøje ligge på lange rækker længere inde i
landet, kan det være en markering af datidens landfærdselsårer.
Mange gravhøje har helt op i nyere tid fungeret
som pejlemærker for skibsfarten, og er afmærket på
søkortene fra 1800-tallet. For at den sociale magtstruktur
i bronzealderen kunne opretholdes, var det
vigtigt, at forbindelserne til fjerntliggende områder,
hvorfra man kunne erhverve bronze og guld, blev
holdt ved lige. Den besværlige landfærdsel blev
derfor erstattet af skibsfart. Skibsfartens betydning
kommer til udtryk i gengivelser af datidens både –
de store havgående kanoer. Et godt eksempel er helleristningsstenen
med to skibsbilleder fra Birkerøgelgård
ved Gilleleje (Pedersen 1993:83). Et motiv,
der er blevet logo for Græsted-Gilleleje Kommune.
Ligheder i gravskikken viser, at skibsfarten også
forbandt bronzealdersamfundene på hver side af
Øresund. I modsætning til resten af landet begravede
man således i Nordsjælland og Skåne de døde
med hovedet mod øst.
32
Bronzealderhøje ved Sonnerup i 1887. A.P. Madsen (1822-1911).
Når man i bronzealderen opførte store kuplede
gravhøje på bakketoppene, var det utvivlsom, fordiman
ønskede, at de skulle være synlige i landskabet.
Bronzealderhøjene blev ofte bygget ovenpå lave
gravhøje fra senneolitikum. Således giver udbredelsen
af bronzealderhøjene os et indtryk af, hvor
græsning og rydning af skov havde skabt skovløse
overdrev omkring bopladserne i løbet af bondestenalderen
og ældre bronzealder.
Gravhøjene viser, at bosættelsen i ældre bronzealder
koncentrerede sig på de lettere jorde omkring
de større fjordlandskaber, hovedsagelig inden for
en radius af 10 km fra kysten. Særligt landskaberne
omkring Arresø synes at have været intensivt udnyttet.
Bopladserne ligger i nærheden, men er endnu
dårligt kendt i Nordsjælland. I modsætning til stenalderens
bopladser lader de sig stort set kun lokalisere
ved arkæologiske prøvegravninger.
Helleristning fra Birkerøgelgård ved Gilleleje.
Foto: Kjartan Langsted.

I dag er hovedparten af bronzealderhøjene i Nordsjælland
sløjfet. Andre ligger klemt inde mellem
sommerhusbebyggelse og er derfor mindre egnede
til kulturformidling. Enkelte steder langs kysten og
særligt omkring Arresø kan man dog stadig opleve
gravhøjene i et åbent landskab. Der ligger en vigtig
fremtidig opgave i at bevare disse kulturlandskaber
åbne.
• Maglehøje ved Bakkebjerg på Rågeleje-egnen
er et imponerende gravfelt, selv om kun 11
gravhøje er bevaret til i dag. De store bronzealderhøje
ligger tæt i et åbent landskab. Træer
forhindrer dog udsigten til havet. Mod nord og
vest ser man de store vådområder, der dannede
bebyggelsesområdets grænse. Højgruppen er
fredet, men højene ligger i dyrket mark og er
vanskeligt tilgængelige for offentligheden. Der
pløjes stadig meget tæt på de fredede gravhøje,
og de overpløjede høje, som endnu kan fornemmes
i terrænet, høvles for hvert år ca. 1 cm ned
af ploven. Også eventuelle bopladser, som ville
kunne fortælle om det samfund, der opførte
gravhøjene, er truet af pløjning.
• Tisvilde Hegn. I Tisvilde Hegn er der bevaret
59 gravhøje, bl.a. Kong Hans’ Høj, Søhøj,
Bangshøje og Harehøje, og man får indtryk af
hvor tæt bronzealderhøjene før i tiden lå langs
kysten. Da sandflugten hærgede Tisvilde i 15-
1600 tallet, blev markerne gradvist opgivet og
dækket af sand. Dette sand nåede imidlertid atter
at flytte sig, før området blev tilplantet med
træer som led i sandflugtsbekæmpelsen i 1700tallet.
Ingen af gravhøjene er undersøgt bortset
fra en tilsandet bronzealderhøj, der blev fundet i
forbindelse med Gilleleje Museums udgravning
af en middelaldergård i Torup (GIM 1100).
Fordelingen af historisk kendte gravhøje i Nordsjælland.
• Arrenæs. På Arrenæs ligger 12 fredede bronzealderhøje.
Maglehøj ved Karlsgave er det højeste
punkt på Arrenæs. Imponerende er også højrækken
ved Dragebjerggård nord for Sonnerup
skov. Frem til 1945 lå her 10-12 høje i et åbent
lyngklædt landskab. I dag er adskillige høje
overpløjede og ødelagte. Georg Sarauw har ved
udgravninger omkring år 1900 udgravet flere af
højene og gjort meget omfattende fund (Aner og
Kersten 1973:68ff).
• Ramløse. Egnen var tidligere meget rig på bronzealderhøje.
I dag ligger kun enkelte tilbage
bl.a. de to imponerende store høje, Handskehøj
og Hyrdehøj, men på de dyrkede marker mellem
højene ses spor af overpløjede gravhøje. Nord
for Ramløse ligger Attershøje. Ud af de oprindelig
fem høje er kun to bevaret, de øvrige kan
anes som forhøjninger i markskellet. I én af højene
er fundet en mandsgrav med sværd, dolk,
fibula, dobbeltknap og ildslagningssten (Aner
og Kersten 1973:16).
Husurne fra Smidstrup. I bronzealderen boede man i
langhuse, men byggeskikken i Nordsjælland er endnu
dårligt belyst. Dette lerkar, som i yngre bronzealder blev
anvendt som urne for brændte ben, har form som et lille
hus med dør (Broholm 1943:153 ).
33

• Lille Lyngby. På gammel præstegårdsjord øst
for Lille Lyngby, ligger 11 imponerende gravhøje
på et bakkedrag med vid udsigt over Arresø.
Fra Tvillingshøje kendes en brandgrav, ellers
er der ingen oplysninger om fund (Aner og
Kersten 1973:74f).
I Nordsjælland fortsætter vådmarksofringerne med
til dels meget rige nedlæggelser af bl.a. bronzelurer,
hesteseletøj, kultøkser og smykker af bronze og guld
igennem hele bronzealderen. Her skal blot nævnes
nogle få eksempler. På Stokkerup Mark ved Græsted
fandt en skrædderkone i 1857 ved én af randstenene
omkring en langdysse en bred guldmanchet,
som vejede 406 g (Appel 2004a:123ff), og i et lille
mosehul ved Ølshøj ved Smidstrup fandt husmand
Christian Hansen året efter to bronzelurer, ”Bli-
34
Guldarmbånd fra Stokkerup ved Græsted
(Jensen 2002:219).
Bronzealderlur fra Blistrup
sogn (Jensen 1998).
strup-lurerne”, og et par kvinde bæltesmykker fra
yngre bronzealder (Appel og Jørgensen 2002:53ff).
I sommeren 2000 indbragtes en 29,7 cm lang og
2,2 kg tung kultøkse fra ældre bronzealder, fra ca.
1500 f. Kr., som danefæ til Nationalmuseet. Øksen,
der var fundet 25 år tidligere, var kommet til syne
ved harvning på et bakkedrag ved Bredebækgård
ved Fredensborg. Bemærkelsesværdigt er det, at
også to andre af Nationalmuseets kultøkser synes
at stamme fra Hillerød-Fredensborg området (Kaul
2001:50ff).
Jernalder og vikingetid
(ca. 500 f.Kr.-1050 e.Kr.)
I århundrederne efter Kristi fødsel skete der en meget
intensiv opdyrkning af Nordsjælland, antagelig
pga. en stadig stigende befolkningsmængde. Bosættelsen
blev udvidet til de svære lerjorder - også længere
inde i landet. Grundlaget for den fordeling af
skov- og agerjord, som man kan afl æse på de ældste
kort fra 1600-1700 tallet, blev lagt i jernalderen. Således
blev de gode landbrugsområder i det vestlige
Nordsjælland gradvist omdannet til slettebygder,
mens store dele af det østlige område forblev skovbygder.
Det må være denne del af Sjælland, som
den nordtyske klerk Adam af Bremen omkring år
1070 beskrev som et øde, folketomt område med
meget uopdyrket land.
Det nordsjællandske skovområde havde aldrig tidligere
i oldtiden været så lille, som det blev i løbet
af ældre jernalder. Det åbne landskab skyldtes dels
græssende dyr, der holdt trævæksten nede, og dels et
pladskrævende agerbrug. Agerbruget var baseret på
dyrkning i små, kvadratiske marksystemer, såkaldte
”celtic fi elds”, som var omgivet af volde (Aaby
1994:41). Disse oldtidsagre er kun undtagelsesvis
bevaret i Nordsjælland som følge af, at senere dyrkning
har slettet sporene (Meyer 1984).
”Bøgens potentielle voksested er (…) sammenfaldende
med det land, bonden gerne vil dyrke” (Aaby
1994:41). I ældre bronzealder ca. 1.400 f. Kr., indvandrede
bøgen på de næringsrige, veldrænede
jorder, og i ældre jernalder bredte den sig hurtigt
i græsningsskoven og på den landbrugsjord, der lå
udyrket hen som følge af ændringer i dyrkningssystemet.
Senere i jernalderen, omkring 400-500
e. Kr., fi k bøgen endnu større udbredelse pga. klimaændringer
og jernalderbøndernes påvirkning af
økosystemet (Baagøe 1998b:4).

Guldbrakteaterne fra Stenholt Vang syd for Esrum Sø (Jensen 2003:128).
I løbet af de sidste 10-15 år har man fundet jernalderbopladser
i hele Nordsjælland i takt med, at
de kulturhistoriske museer har udført prøveundersøgelser
for kommuner og andre bygherrer forud
for bygge- og anlægsprojekter. Bopladserne ligger
fortrinsvis på jævnt skrånende, naturligt drænede
morænejorder i nærheden af enge, som kunne udnyttes
til græsning og høslet. Udbredelsen tyder på,
at udviklingen i Nordsjælland stort set følger den,
man kan iagttage andre steder i landet. I førromersk
og romersk jernalder var bebyggelsen kystnær, men
i folkevandringstiden efter ca. år 400 e. Kr. blev den
trukket længere ind i landet, måske for at undgå
fjendtlige angreb fra søsiden.
Den landsbyudvikling, som man ser i Jylland i jernalderen,
finder tilsyneladende ikke sted i Nordsjælland,
hvorfor bebyggelsen ser ud til at have bestået
af enkeltgårde. Det er imidlertid ikke muligt at afgøre
om klynger af hustomter nogle steder kan repræsenterer
flere samtidige gårde, da man ikke finder
spor af omgivende hegn i Nordsjælland.
En jernaldergård bestod af et langhuse på 20-30 meters
længde med beboelse i den ene ende og stald i
den anden. Til gården kunne yderligere høre et mindre
langhus og et udhus. Nedenfor er nævnt nogle
eksempler på jernaldergårde, som i de seneste år er
udgravet i Nordsjælland.
• Sindshvile, Espergærde: Bopladsområde udgravet
af Nordsjællandsk Folkemuseum i 1991-
1992. På et højdedrag, der mod nordøst og øst
falder ned mod en fugtig mosestrækning lå i perioden
fra Kristi fødsel til ca. 700 e.Kr. en gård,
som bl.a. fremstillede jern af myremalm fra
mosen. Der blev fundet spor efter ni langhuse
på 28-33 meters længde og to staklader. I elleve
af affaldsgruberne på bopladsen blev der fundet
jernslagger, som stammer fra delvist nedgravede
jernudvindingsovne (Hvass 1999:23).
• Stæremosen, Gilleleje: Et gårdanlæg fra ca. 600
e.Kr. udgravet af HHKC, Gilleleje Museum i år
2004. Gården bestod af tre parallelle øst-vest
orienterede bygninger, der sandsynligvis har
ligget med vestgavlen op mod et hegn. Hovedbygningen
var 36 m lang og havde let krumme
langvægge med indgang midt i sydvæggen.
Syd for lå en 26,5 m lang økonomibygning og
længst mod syd en 6 m lang værkstedsbygning.
Nordøst for gården er undersøgt en brønd, som
er samtidig med gården.
• Kildegård, Græsted: Et gårdanlæg fra ca. 400
e.Kr. udgravet af HHKC, Gilleleje Museum i
2001. Ved udgravning blev påvist seks hustomter,
der tolkes som to faser af samme gårdanlæg.
Gården består af en 24 m lang hovedbygning
mod syd og en 15-19 m lang økonomibygning
mod nord samt mindre økonomibygninger. På
gårdspladsen fandt man en brønd (Grønnegaard
2002).
35

Selv om myremalm er almindeligt forekommende i
de nordsjællandske moser, har man kun slagger fra
jernudvinding på ganske få jernalderbopladser. Det
er bemærkelsesværdigt, at alle de kendte lokaliteter
ligger indenfor et mindre område mellem Nivå og
Espergærde: På Brolandsgård syd for Niverød (Paludan-Müller
og Vestergaard 1987:32), Sindshvile
ved Espergærde (Hvass 1999:23f) og på fundlokaliteten
Lyngebæksgård III lige syd for Nivå (Jensen
1997:125).
Grubehuse kendes efterhånden også fra en hel
del nordsjællandske bopladser f.eks. ved Kregme
og Store Lyngby (Bodilsen 1993:115ff; Kramer
2001b:5). I forbindelse med en undersøgelse, som
Jernaldervejen ved Tibirke under udgravningen i 1943 (Kunwald 1944).
36
Plantegninger af jernaldergårdene
fra Sindshvile ved
Espergærde, Stæremosen ved
Gilleleje og Kildegård ved
Græsted (tegninger 1:1000).
I nederste højre hjørne ses en
rekonstruktion af en indhegnet
jernaldergård, som er tegnet af
K. Faye Poulsen (Fonnesbech-
Sandberg 1992)
nylig er foretaget af HHKC, Gilleleje Museum, på
Sankt Helenevej i Tisvilde, afdækkedes et par grubehuse,
som kan keramikdateres til vikingetiden. Et
grubehus er en lille bygning, som delvis er nedgravet
i jorden. Det er bygget med en stolpe i hver gavlende,
som har båret et saddeltag ved hjælp af en tagås.
Grubehusene har været anvendt til værksteder. De
kan have været særlig velegnede til vævehytter pga.
den store luftfugtighed. Grubehusene optræder fra
yngre romersk jernalder i 3. århundrede e.Kr., men
de fleste østdanske grubehuse stammer fra vikingetiden
(ca. 800-1.050 e.Kr.) (Bodilsen 1993:117f).
De ældste af vore stednavne går tilbage til jernalderen,
hvor bebyggelserne endnu ikke var blevet
stationære, men flyttede rundt på markområdet,
når husenes jordgravede stolper
alligevel skulle udskiftes med 30-50
års mellemrum. Man fik nu en god landbrugsjord,
godt gødet af mennesker og
dyr omkring det sted, hvor bebyggelsen
havde ligget. Sådanne flyttelandsbyer
afløstes af de permanente landsbyer da
de første kirker blev bygget.
Landsbyer, hvis navn ender på -lev, -
løse, -inge, -sted og -um, anses for at
være de ældste. Landsbynavnene er
antageligt overtaget fra yngre romersk
og germansk jernalders mobile bebyggelser,
fra tidsrummet omkring år 200
- 700/800 e. Kr. Stednavne med disse
endelser findes særligt i den vestlige del
af Nordsjælland, hvor landskabet tidligt
blev opdyrket. Til denne gruppe tidlige

Ramløse skatten fra 900 tallet er en af Danmarks største vikingetidsskatte. Foto Gilleleje Museum.
stednavne hører f.eks. Kregme, Helsinge, Mårum,
Alme og Mønge.
Landsbyer med endelsen –by og -toft, stammer fra
vikingetiden omkring år 800 – 1050 e.Kr. I Nordsjælland
er stednavne af denne type særligt udbredt
i det gamle Strø herred, hvor der tilsyneladende skete
en bebyggelsesmæssig ekspansion med byer som
f.eks. Melby, Lille Lyngby, Vejby, Ørby og Valby.
Der synes at være gode muligheder for, at man kan
forbedre udbredelseskortene over stednavne ved
at studere markbogen fra 1681-82. Alene i Holbo
herred har Erik A. Jarrum fra Gilleleje Museum på
denne måde kunnet lokalisere to ”nye” -byer, nemlig
Mayby ved Ferle og Kalleby ved Nejlinge. Stednavne
som er sammensat af hedenske gudenavne,
f.eks. krigsguden Tyr, der indgår i navne som i Tikøb,
Tisvilde og Tibirke, giver os indtryk af jernalderens
og vikingetidens kultiske landskab.
Jernalderens gravpladser er meget spinkelt repræsenteret
i Nordsjælland og kendes bedst i form af
sekundære urnebegravelser i bronzealderhøjene.
Grave under flad mark er vanskelige at lokalisere.
Metalgenstande herunder fibler (dragtspænder),
som findes med metaldetektor på markerne, er især
i de sidste 15 år blevet hovedkilde til ny viden om
yngre jernalder. De mange detektorfund er bl.a. et
udtryk for, at fladmarksgrave i stort tal pløjes i stykker
i disse år.
Ellemosen, som ligger mellem Tibirke bakker og
højdedraget nord for Ramløse, er en fossil stenalderfjord
til Arresøen. Ved tørvegravning fandt man i
1943 vejanlæg fra bondestenalderen og førromersk
jernalder. Jernaldervejen på tværs af ådalen er 150
m langt og stenbygget. I tilknytning til vejen blev
fundet er par fibler, som daterer vejen (Kunwald
1944).
Også i jernalderen blev der foretaget deponeringer
af værdigenstande, bl.a. i vådbundsområder. Ca. 2,5
km mod sydvest for jernaldervejen er der i 1941
fundet to hundeskeletter 1,2 m under mosens overflade.
De to hunde er sandsynligvis ofret i mosen
(Becker 1972:40f). Blandt de andre særlige fund fra
Nordsjællands jernalder kan nævnes en importeret
romersk kasserolle fra Søborg Sø og guldbrakteatsmykkerne
fra Stenholdt Vang og Esrum Sø (Appel
og Carstensen 2003). Den hidtil største sølvskat
fra Nordsjællands vikingetid blev fundet i 1994 ved
Ramløse, og omfattede ca. 1 kg sølv og 100 g guld.
I skatten lå arabiske sølvmønter og ituklippede genstande,
særligt dele af armbånd. Den yngste mønt
i skatten stammer fra år 923 e.Kr. (Christiansen
1999).
37

I det tidligere søbassin nord for Søborg Slotsruin er
der gjort forskellige våbenfund fra jernalderen, bl.a.
dolke, lansespidser, økser og sværd (Boye 1882).
Våbnene kan muligvis tolkes som offernedlæggelser,
ligesom fundene fra Tissø i Vestsjælland, hvor
sværd og andre våben blev fundet i søkanten neden
for en bebyggelse fra yngre jernalder og vikingetid
(Jørgensen og Pedersen 1996). Bortset fra enkelte
anlægsspor på Mellemholmen er man endnu
ikke stødt på bopladser fra jernalder/vikingetid ved
Søborg. Dobbeltvolden foran Søborg Slot har været
undersøgt i forbindelse med udgravningerne i
1980’erne på borgruinen og i købstaden, uden at en
38
Kort over fund fra yngre jernalder og vikingetid.
Kort over stednavne fra yngre jernalder og vikingetid, dvs. stednavne med endelser på
-lev, -løse, -inge, -sted, -um, -by og -toft.
egentlig datering af voldene kunne fastslås. Mens
den ene vold sandsynligvis må ses i lyset af borgbyggeriet
i 1100-årene, kan den anden imidlertid
sagtens være ældre og stamme fra en tilflugtsborg
eller lignende.
Både ved Søborg og Esrum Sø er der fundet nedlæggelser
af våben fra middelalderen, bl.a. med kristne
inskriptioner, hvilket tyder på at våbendeponeringerne
fortsætter efter kristendommens etablering
(Lund 2004:211).

4.2.2 Middelalderen
(ca. 1050 e.Kr.– 1536 e.Kr.)
Det nordsjællandske kulturlandskab har gennemgået
store forandringer siden middelalderen. Vådområder,
bække og skove, som i middelalderen gjorde
landfærdsel i Nordsjælland besværlig, er forsvundet.I
dag, hvor Søborg Sø er tørlagt, ligger Søborg
Slotsruin midt i et landbrugsområde med græssende
heste, og det kan være svært at forestille sig, at borgen
har ligget godt sikret, omgivet af vand.
Middelalderen, der følger efter oldtidens sidste periode,
vikingetiden, omfatter tidsrummet mellem
ca. 1060 og 1536, hvilket stort set svarer til den katolske
tid i Danmark. Med kristendommen indgår
det danske område i en ny europæisk sammenhæng.
Stilhistorisk skelner man mellem romansk stil frem
til 1275 og gotisk stil frem til renæssancen midt i
1500-tallet.
Man inddeler den danske middelalder i tre faser:
• Tidlig middelalder (ca. 1060-1250)
• højmiddelalderen (ca. 1250-1400)
• senmiddelalderen (ca. 1400-1536)
I den tidlige middelalder under kong Niels (1104-
1134) voksede et egentligt centralstyre frem med
faste embeder. Embedsmænd sad rundt om i landet
og opkrævede skat, håndhævede ret og forvaltede
krongodset. Erik af Pommern (1412-1439) var den
første danske konge, der interesserede sig for købstæderne,
som fik eneret på handel og håndværk.
Han indførte Øresundstolden som erstatning for
Skånemarkedets svigtende indtægter og som modtræk
til Hansaens magt. I 1416 gjorde Erik af Pommern
København til rigets hovedstad, og dette fik i
de følgende århundreder stor betydning for Nordsjællands
økonomiske og kulturelle udvikling.
Bortset fra landsbykirkerne, hvis ældste dele stammer
fra 11-1200-tallet, er der kun bevaret få bygninger
fra Nordsjællands middelalder. En enkelt fløj
af sidebygningerne fra det store cistercienserkloster
i Esrum er bevaret ligesom Karmeliterklosteret og
enkelte huse i Strandgade og Stengade i Helsingør.
Æbelholt Kloster, voldstederne Asserbo og Grønholt
samt de middelalderlige borganlæg Søborg,
Gurre og Dronningholm er kun bevaret som ruiner
og anlægsspor.
Herreder
Herredsinddelingen frem til ca. 1285.
Administrativt var landet i middelalderen delt op i
herreder. Herredsbegrebet går helt tilbage til yngre
jernalder og vikingetid og har haft betydning i
forbindelse med mobilisering af væbnede styrker.
Ved landets opdeling i herreder dannedes der administrative
områder, hvis grænser endnu genfindes i
inddelingen i rets- og politikredse, provstier samt
kommunegrænser.
Projektområdet for Nationalpark Kongernes Nordsjælland
dækker Strø og Lynge herred jfr. inddelingen
fra ca. 1240. Som det fremgår af et brev fra
1285 i Æbelholt Klosters brevbog, var Holbo herred
udskilt af Strø herred. Tinget i Holbo Herred lå
i Valby. Strø og Lynge herreder kom senere til sammen
med Jørlunde herred til at indgå i det nye Try (=
tre) herred, som fik fælles tingsted i Slangerup, der
fik købstadsprivilegier i 1252.
Købstæder i projektområdet
• Helsingør: Omkring 1200 var Helsingør en lille
by med sildefiskeri og sparsom handel. Den
havde et meget begrænset opland med spredte
skovbebyggelser. Ad søvejen havde man kontakt
med fiskerlejerne nord og syd. Helsingørs
købstadsrettigheder omtales første gang i 1231,
og i forbindelse med opførelsen af Krogen og
indførelsen af Øresundstolden gav Erik af Pommern
byen nye privilegier i 1426. Skibe, der
passerede Øresund, skulle ankre op på Helsingør
Red. Opholdet gav skibene lejlighed til at
proviantere, og Helsingør udviklede sig i løbet
af 1500-tallet til en international handelsby.
39

Mange nye borgere slog sig ned i byen, herunder
hele tre ordener af tiggermunke: sortebrødre,
gråbrødre og karmelittermunke. Karmelitternes
kloster fra ca. 1430 blev genopbygget efter en
brand i 1450 og fuldførtes i 1493. Karmelitterklostret
er Nordens bedst bevarede middelalderlige
klosteranlæg. I Strandgade og Stengade er
bevaret flere huse fra den sene middelalder, bl.a.
Oxernes Gård, som er opført efter 1459 af lensmand
Johan Oxe.
• Søborg: Bebyggelsen, på det sted hvor Søborg
landsby i dag ligger, havde købstadsstatus fra ca.
1270-1551. Købstaden voksede op i ly af Søborg
Slot samtidig med, at den store teglstenskirke,
som endnu består, blev bygget. Købstadsbebyggelsens
størrelse er ukendt, da man kun har haft
anledning til at foretage arkæologiske udgravninger
enkelte steder. Men de arkæologiske undersøgelser
tyder dog på, at Søborg var ganske
tæt bebygget.
40
Af et kongeligt brev fra 1341 fremgår det, at Søborg
havde været udsat for et bombardement fra
kastemaskiner. Grev Johan af Plön, ”den milde
greve”, modsatte sig ikke, at den unge kong Valdemar
Atterdag indløste det pantsatte Sjælland,
men det gjorde Plöns høvedsmænd derimod.
Derfor måtte Valdemar Atterdag skaffe sig
kontrol over deres fæstninger. Ved hjælp
af tyske lejetropper belejrede han Søborg
og erobrede borgen tilbage med store ødelæggelser
til følge.
Det må have været ved samme lejlighed,
at købstaden brændte. En årringsdatering
(dendrokronologi) af kirkens tagværk viser,
at kirken fik nyt hvælv og tagværk
umiddelbart efter år 1357, hvilket tyder
på, at også kirken gik op i flammer ved
borgens og byens brand omkring 1341. I
det ovennævnte brev fra 1341 mageskifter
kongen og Roskildebispen Søborg
med Københavns Slot, idet kongen lover,
at borgen bliver genopført. De arkæologiske
undersøgelser i perioden 1978 - 1989
viser imidlertid at byen efter 1340’erne
udelukkende lå på inderholmen. I kilderne
nævnes adskillige lensmænd på Søborg
i perioden fra ca. 1341 til 1530’erne,
hvilket viser at borgen var i brug indtil
Grevens Fejde.
Borge og voldsteder
I middelalderen opførte kongerne og nogle få adelsmænd
flere borganlæg i Nordsjælland, men også
Roskildebispen stod bag et anlæg i Ramløse. De
tidligste af borgene blev anlagt i den urolige periode
med borgerkrig midt i 1100-tallet. Funktionsperioden
af de større borge Søborg, Gurre, Dronningholm
og Krogen overlapper i nogen grad hinanden, men
de havde hver deres storhedstid.
Søborg lå kun 14 km nordvest for Gurre, men mens
Søborgs vigtigste funktionsperiode var i tidlig middelalder
(11-1200-tallet), fik borgen Gurre først for
alvor betydning i 1300- og 1400-tallet under Valdemar
Atterdag, dronning Margrethe I og Erik af
Pommern.
Omkring 1500 var Søborg, Gurre og Dronningholm
afløst af fæstningen Krogen, som Erik af Pommern
opførte omkring 1420 ved det snævreste sted i Øresund.
På den anden side af sundet havde det kongelige
borganlæg Helsingborg siden slutningen af
1000-tallet håndhævet kontrollen over Øresund.
Med opførelsen af Krogen kunne man nu ved hjælp
af de to fæstninger gennemføre en effektiv inddrivelse
af Erik af Pommerns nyindførte Sundtold.
Helsingør i begyndelsen af 1600-tallet
(Skov- og Naturstyrelsen 2000).

Kortet viser de middelalderlige kongeborge og voldsteder, klostrene, kirkerne og de betydeligste byer i Nordsjælland.
Kirkerne er markeret med rød firkant. De sorte streger viser sognegrænserne i middeladeren.
• Gurre: Navnet betyder sump/dynd, og henviser
til at borgen lå på en holm imellem den indsnævrede
del af Store Gurre Sø (Slotssøen) og den nu
tørlagte Lille Gurre Sø. Det ældste borganlæg
bestod af et firkantet stenhus/-tårn med kælder
og mindst en etage i tegl (Andersen 1991b:11).
Det er ifølge Nationalmuseets og Helsingør Bymuseums
undersøgelser i 2001 og 2003 næppe
ældre end Erik Menveds tid ca. 1300. Gurre
omtales i 1361, da Valdemar Atterdag (1340-
75) stiftede et kapel til Sankt Jakob. I sine regeringsår
befæstede han centraltårnet med en
ydermur med fire tårne (Hvass 2004:23). Mod
nord anlagde han desuden en forborg med bygninger
på kunstige øer bl.a. en 48 m lang bygning,
som muligvis var hestestald. Hele borgområdet
på ca. 230x180m, dvs. ca. 42.000 m2,
var afgrænset af en ydre ringmur (Etting m.fl.
2003:73; Hvass 2004:26). I 1525 blev Gurre len
lagt sammen med Krogen, og Gurre Slot fik lov
til at forfalde (Etting m.fl. 2003:62).
• Dronningholm lå afsides ved Arresø i en lille
vig på Avderødhalvøen. Borgen var lensmandssædet
i Dronningholms len frem til 1540, hvor
lenet blev lagt sammen med Københavns len.
Borgen havde kun begrænset strategisk betydning,
og det fine jagtterræn kan have været årsag
til dens placering (Andersen 1991a:5). Borgen
var omgivet af volde og voldgrave på vest-, syd-
og østsiden, mens Arresø gik helt op til nordsiden
af borgbanken. Ladegården skal have ligget
øst for. På den nordøstlige side af borgbanken
har man udgravet et tofløjet anlæg i romansk
stil med palatium og flere kældre. En port med
fremspringende porttårn lå midt i østfløjen. På
bankens vestside fandt man fundamenterne af et
ottekantet tårn. Valdemar II Sejr skal have opført
borgen i begyndelsen af 1200-tallet, men
man hører først om Dronningholm i 1342, da
Albrecht Moltke får den i forlening af Valdemar
Atterdag. I 1400- og 1500-tallet ejes borgen
af flere stormænd, og i en kort periode af kongerne.
Fra 1557 anvendes borgen som stenbrud,
bl.a. for Christian IV’s byggeri på Frederiksborg
Slot.
Sværd fra Søborg Sø (Efter Boye 1882:20).
41

• Krogen ved Helsingør: Samtidig med sundtoldens
indførelse i 1429 anlagde Erik af Pommern
fæstningen Krogen, der var et kvadratisk
anlæg, omgivet af en 10 m høj ringmur med en
vægtergang. Der var flere større stenhuse, og op
til muren lå bl.a. salsbygningen med de repræsentative
rum med store gotiske vinduer ud mod
borggården og ”hans majestæts hus” med kongelige
beboelsesrum.
• Søborg Slot: Søborg Slotsruin på den yderste af
tre holme i Søborg Sø omfatter kun ca. 3000 m 2 .
Men selve borgen udgjorde kun en mindre del af
det ca. 40 ha store Søborg kompleks, som desuden
omfattede forborgen på Mellemholmen og
købstaden på Inderholmen. Udgravninger har
vist, at det ældste borganlæg bestod af et ottekantet
stentårn omgivet af vold, voldgrav og en
forborg med voldanlæg. Borgen skal formentlig
dateres til 1150’erne. Tårnet blev revet ned kort
efter, da borgen blev ombygget til en ringmursborg
med palatium og et rundt kapel (Jarrum
2003:104). Engang i 13-1400-tallet - måske efter
ødelæggelsen i 1340’erne - blev der opført
en ny ringmur med tilstødende bygninger. Det
ældste borganlæg knyttes til ærkebiskop Eskil
omkring 1150, men allerede i 1161, overgik
borgen til Valdemar den Store. Frem til Erik af
Pommerns tid, i begyndelsen af 1400-tallet, var
borgen én af den danske kongemagts vigtigste
42
Gurre Slot som det kan have set ud på Valdemar Atterdags tid (Etting m.fl. 2003).
rigsborge. Søborg var lensmandssæde og domstol,
og her sad stormænd fængslet. Dronning
Margrethe I skal være født på Søborg. Det er
muligt at Søborg Slot lige som Gurre Slot blev
ødelagt og opgivet i 1500-tallet efter Grevens
Fejde, og i 1580´erne fremstod Søborg Slot som
en ruin.
• Asserbo: Roskildebispen Absalon etablerede i
1163 et karteuserkloster på stedet, men allerede
i mellem 1170 og 1186 mageskiftede Absalon
området med cistercienserklosteret i Sorø, som
frem til 1432 drev en grangie, dvs. en ladegård
på stedet. Oprindelig lå der sandsynligvis kun
nogle klosterbygninger og en ladegård på bakken
ved det nuværende skovfogedhus. Det er
usikkert, hvornår det befæstede anlæg blev opført,
men det kan være sket i forbindelse med,
at klosteret lod landbrugsdriften bortforpagte til
stormænd som f. eks. væbneren Jacob Øpsen,
som boede på Asserbo i 1357 og senere adelsslægten
Oxe, som lejede Asserbo fra 1432. Fra
omkring 1490 og frem til kronen overtog ejendommen
i forbindelse med oprettelsen af vildtbanen
i 1560, havde familien Laxmand ejendomsretten
over Asserbo - dog afbrudt af en
periode med krongods fra 1502-1526. Der blev
foretaget arkæologiske undersøgelser af Asserbo
i 1849, 1974-76 og i 1990-92. Herved blev
afdækket fundamenter af et firfløjet anlæg, som

Klostergangen omkring fratergården i Karmelitterklosteret
i Helsingør. Foto: Kjartan Langsted.
var opført omkring en brolagt gårdsplads på ca.
35 x 33 m. I nordfløjen lå der muligvis et tårn
og umiddelbart øst herfor et portrum, hvorfra en
bro førte over voldgraven.
Under og efter de krigslignende tilstande i perioden
ca. 1240-1340, begyndte også adelen at befæste
sine storgårde f.eks. Asserbo, Hovgårds Eng ved
Annisse, Stenholt, Hillerødsholm og Faurholm. Sådanne
voldsteder har pga. fokuseringen på konge-
og bispeborge i Nordsjælland været noget oversete.
Det er muligt at også voldstederne Flynderborg og
Grønholt tilhørte stormænd. Således er det for nyligt
påpeget, at voldstedet Grønholt helt op i 1700-tallet
lå i Tulstrup Vang, og næppe kan være det sted, hvor
Kong Knud (1182-1202) skrev sine breve i 1194 og
1196. Det er muligt, at voldstedet kan have tilhørt
adelsslægten Lunge (Kramer 2005:14).
• Flynderborg voldsted: Lige syd for Helsingør
ligger resterne af et voldsted kaldet Flynderborg.
Man ved ikke om det var en privat borg
eller en forgænger til Erik af Pommerns Krogen.
Anlægget er i dag gennemskåret af jernbanen,
men bestod af en tårnbanke ud mod Øresund
og mod vest en halvcirkelformet gårdsbanke
omgivet af en voldgrav. Ved en udgravning af
borgbanken i 1937 fandt man fundamentet af en
senmiddelalderlig bygning (la Cour 1952; Etting
m.fl. 2003:34).
• Grønholt: Voldstedet ved Grønholt består af en
kvadratisk banke på ca. 15 x 15 m, omgivet af
en ca. 7 m bred voldgrav (la Cour 1951). Ved
Frederik VII’s primitive udgravning af borgbanken
i 1851 blev der ikke fundet stenfundamenter,
hvorfor man antager at bygningerne har
været bygget af træ.
• Hovgårds Eng: Overpløjet voldsted på et næs i
Arresø. På bakken ved Annisse Kirke er der fundet
genstande fra vikingetid og tidlig middelalder.
Det kan være stormandsgården, Hovgård,
som ca. 1250 af strategiske grunde blev flyttet
ud på næsset. Hovgård nævnes første gang i
1292. I 1399 sælges den til dronning Margrethe
I, som påtænkte at bygge et nonnekloster. Voldstedet
var omgivet af vådområder på tre sider,
og en kilometerlang dæmning over vådområdet,
der nu er delvist tørlagt. To grøfter vinkelret på
dæmningen markerer overgangen til voldstedet.
Det var antagelig på forborgen lige inden for
grøfterne, at man i 1885 observerede en rektangulær
bygning på ca. 18 m x 6 m, som kan have
været resterne af et porttårn eller en vagtbygning
(Rendsbro 2003: upubliceret udgravningsrapport
GIM 3406). Der er også påvist sporadisk
bevarede fundamentrester på voldstedets højeste
punkt. I år 2000 gennemførte Holbo Herreds
Kulturhistoriske Centre en prøvegravning af den
sydlige del af voldstedet, hvor man fandt stolper
fra to bygninger og en stensat mødding (Rensbro
og Christiansen 2001:125). Det er muligt at
Hovgården i senmiddelalderen flyttede til området
ved Annissegård nordøst for Annisse Kirke.
43

• Firhøj vest for Dronningmølle: Øst for Hulsø
var Vilhelm Boye på besigtigelse i 1886: ”Nord
for Vejen til Søborg har Søborg Ladegård ligget;
der er ikke fundet Spor af Grundstene, men
Munkestene. Tidligere har der været Spor af
Volde omkring Bygningen”. I markbogen fra
1681 nævnes Lade-/lae-gaards Agrene i Hulszöe
Wang. Også på udskiftningskortet over Firhøj
fra 1787 ses et uregelmæssigt ottekantet voldanlæg.
Nutidens opdyrkning har udvisket alle
spor af voldanlægget, men man vil sandsynligvis
kunne finde spor under pløjelaget. Firhøj tidligere
hed Ferhöy, og voldstedet kan være identisk
med adelsgården Ferrilborg, som er kendt
fra folkevisen ”Hr. Ivers dom”, hvor ridder Iver
henrettes efter at have bortført og voldtaget en
fru Ingerlille (Olrik 1907: 95).
Klostrene
Der er bygninger og ruiner efter tre klostre: Esrum
Kloster, Æbelholt Kloster og Karmeliterklosteret
i Helsingør. I Asserbo lå der i en kort periode i
1160’erne et kloster, som biskop Absalon i Roskilde
skænkede til en gruppe munke af Karteuserordenen,
som er opkaldt efter det franske kloster i Chartes
(Chartreuse). Klosteret lå med sin vandmølle ved
Tovebæk på kanten af en moræneø ud til det store
sumpede engområde, som i dag er Kassemosen og
Tibirke Overdrev (Hvass 2003:27).
44
Æbelholt Kloster
som det kan have set
ud i 1300-tallet
(Møller-Christensen
1982).
Mens de tre klostre i Esrum, Asserbo og Æbelholt
blev stiftet i midten af 1100-tallet er Karmeliterklosteret
i Helsingør betydeligt yngre, idet det først
blev stiftet af Erik af Pommern omkring 1430.
• Esrum Kloster: På initiativ af ærkebiskop
Eskil i Lund grundlagde munke fra det franske
kloster i Clairvaux omkring 1150 et cistercienserkloster
ved det tidligere benediktinerkloster
(ca. 1137-1151) i Esrum. I løbet af nogle få generationer
opførtes Nordens største kloster på
omtrent 23.000 kvadratmeter i den frodige dal
nord for Esrum Sø. Esrum Å var en lokaliserende
faktor for byggeriet. Bygningerne bestod
af store firfløjede anlæg, og man havde planer
om en klosterkirke på 105 meters længde med
samme grundplan som moderkirken i Clairvaux,
men disse planer blev aldrig fuldført. Efter 1559
blev klosterkirken og de fleste andre bygninger
nedrevet.
• Æbelholt Kloster: I 1165 tilkaldte biskop Absalon
abbed Vilhelm fra Sankt Genevieve-klosteret
ved Paris for, at han kunne reformere
klosteret på Eskilsø i Roskilde Fjord. Det var
dette augustinerkloster, som i 1175 blev flyttet
til Æbelholt i Tjæreby sogn, hvor Absalon gav
dem jord og penge. Omkring en fratergård opførte
man en sydfløj med spisesal og en østfløj
med kapitelsalen. En kirke af træ blev senere
afløst af en treskibet kirke i nordfløjen. Foran
alteret i denne klosterkirke blev abbed Vilhelm

egravet i 1203. I 1224 fik Vilhelm helgenstatus,
og folk valfartede hvert år i dagene 15.-29.
juni til helgengraven i Æbelholt Kloster for aflad.
Fra 1265 har man oplysninger om, at der
i juni også blev holdt midsommermarked ved
klosteret. Æbelholt kloster blev nedrevet i 1560,
og to år senere flyttede kongen klostermarkedet
til Frederiksborg.
• Karmeliterklosteret i Helsingør: Klosteret
blev stiftet af Erik af Pommern i 1430, men
brændte ned i 1450. Kirken genopførtes ca.
1485, medens resten af anlægget genopførtes
ca. 1500. Klosterkirken Sankt Maria udgør sydfløjen
i klosterkomplekset. Sammen med de tre
øvrige fløje omgiver den klostergården. I nordfløjen
var spisesalen, reflektoriet, og i østfløjen
lå kapitelsalen (Laxmandssalen) med munkenes
sovesal, dormitoriet, ovenover. Karmeliterhuset
på hjørnet af Sankt Annagade og Hestemøllestræde
blev opført som hospital for fremmede
søfolk i 1516. Efter reformationen blev hele klosteret
omdannet til hospital, mens kirken fungerede
som stald, indtil den blev skænket til byens
tyske og hollandske menighed. Efter en kraftig
restaurering fremstår klosteret i dag som det må
have set ud omkring reformationen.
Helligkilder
Helligkilder er kilder, hvis vand – særligt på Sankt
Hans aften - antages at indeholde overnaturligt lægende
kraft, når det drikkes eller når man bader i
det. Kildedyrkelsen har oprindelse i oldtiden, men
i katolsk tid blev kilderne ofte indviet til helgener
og sattes i forbindelse med deres dyrkelse. Således
lå der næsten altid helligkilder i nærheden af middelalderens
klostre. Ved Esrum kloster fandtes to
kilder, Essekilde og Danielskilde, og i Abbed Vilhelms
Levned omtales en syg mand fra Annisse, der
ønskede at drikke af en helligkilde, som abbed Vilhelm
på Æbelholt Kloster havde ladet rense, indelukke
og bevogte (Møller-Christensen 1982:88).
I Danmark kender man ca. 700 helligkilder. De ritualer,
som blev udført ved kilderne i nyere tid, kan
føres langt tilbage i tiden. Helt op i 1900-tallet var
Helene kilde i Tisvilde den mest populære helligkilde
i Danmark, og Christian IV’s gamle kongevej fra
Frederiksborg over Helsinge til Tisvilde bærer stadig
navnet ”Kildevejen” (Topsøe-Jensen 1970:19).
Søren Kierckegaard har beskrevet begivenhederne i
Tisvilde Sankt Hans aften 1835. Efter at have drukket
vand af Helene kilde bevægede de syge sig til
”Helene grav”, hvor de tilbragte natten i håb om
helbredelse. Ved en arkæologisk udgravning har
stenene, som skulle markere ”Helene grav”, vist sig
at være et vægforløb i et senmiddelalderligt kapel
(ca. 1400-1536). Stednavnet Tisvilde, ”krigsguden
Tyrs kilde”, viser, at der allerede fandtes en kildehelligdom
i hedensk tid, Kildemarkederne ved helligkilderne
tiltrak også mange mennesker.
Sankt Helene Grav i Tisvilde.
Stenene midt i billedet markerer sydvæggen i et kapel fra semmiddelalderen. Foto: Liv Appel.
45

Vandmøller
De ældste danske vandmøller stammer fra vikingetiden,
hvor de allerede var almindelige i England og
i Normandiet (Fischer 1993:54). Men det var først
i 1100-tallet, at vandmølle-teknologien fik større
udbredelse. Muligheden for mølledrift kan have
været en lokaliserende faktor, når et kloster skulle
bygges. Ved Esrum Kloster nævnes to vandmøller,
Sode Mølle og Esrum Mølle, ved Æbelholt Kloster
nævnes Ebbelholtz Mølle og ved Asserbo formoder
man, at der har været mindst én vandmølle i Tovebæk
(Hvass 2003:29; Møller-Christensen 1982:95)
Efterhånden blev der anlagt i hundredevis af møller
ved alle større vandløb. Ved en systematisk gennemgang
af markbøgerne fra 1681-82 og udskiftningskortene
fra 1700-tallet har Erik A. Jarrum fra
Gilleleje Museum påvist et stort antal vandmøller i
Holbo Herred. Det viser sig, at kun fremtrædende
personer i lokalsamfundet f.eks. præster og selvejerbønder
kunne eje skvatmøller og opdæmmede
damme (Appel red. 2003). I 1500-tallet overtog
kronen de fleste ejendomme i Nordsjælland - og
dermed også driften af de større vandmøller, medens
skvatmøllerne gik af brug.
Klostrene som godsbesiddere
Klostrene fik doneret jord fra konger, dronninger,
ærkebiskopper, biskopper og stormænd som betaling
for, at munkene til evig tid skulle bede og messe
for deres frelse. Æbelholt Kloster og Esrum Kloster
46
Kalkmaleri fra Karmeliterklosteret i Helsingør fra 1500 tallet (Broby-Johansen 1948).
synes at have delt Nordsjælland imellem sig. Æbelholt
Kloster havde det vestlige Nordsjælland, Horns
herred og egnen ind mod København, mens de fleste
af Esrum Klosters ejendomme lå mod nord og øst.
Begge klostre ejede desuden jord i Holbo herred og
i de gamle danske områder Halland og Skåne.
Æbelholt Klosters landbesiddelser kan belyses ud
fra Æbelholt Klosters Brevbog (Suhm 1786). Absalon
lagde grundlaget for klosterets rigdom, da han i
anden halvdel af 1100-tallet skænkede store gaver i
form af jordejendomme og landsbyer. I løbet af de
næste århundreder kom mange nye større og mindre
besiddelser i klosterets eje.
Tilsvarende findes oplysninger om Esrum Klosters
tilliggender i en jordebog fra 1497 og kopier af adkomstbreve
fra grundlæggelsen ca. 1150 (Frandsen
2002: 57ff; Jørgensen 1989 og 1997:98ff; Hjortlund
m.fl. 1992: 30ff). I senmiddelalderen ejede Esrum
Kloster mere end 300 gårde og hørte dermed til de
største gejstlige godsejere i Danmark.
I perioden 1150-1200/1250 nedlagdes flere landsbyer,
bl.a. landsbyen Villingerød, og jorden blev
lagt ind under store avls- eller ladegårde såkaldte
”grangier”, som blev drevet af en lægbroder under
opsyn af en munk og andre lægbrødre. I 1180 havde
Esrum Kloster syv grangier og i 1230 mellem ti og
tretten (Jørgensen 1997:101f). I årene 1208-24 fik
cistercienserne lov til at udleje jord til både livs- og
arvefæste. Da Esrum Kloster fra 1302 ikke længere
skulle betale tiende af den jord, som de ikke selv dyrkede,
og der samtidig blev mangel på arbejdskraft

Kort over klosternes godsbesidelser i slutningen af middelalderen.
Esrum Klosters besiddelser: blå og Æbelholt Klosters besiddelser: rød.
til grangierne, blev grangierne udstykket til mindre
brug, som blev fæstet bort. Herved kunne landsbyer,
der tidligere var sløjfet, genopstå. Således fremgår
det af jordebogen fra 1497, at den tidligere nedlagte
landsby Villingerød blev reetableret og havde hele
ni gårde (Christensen m.fl. 2002:355).
Den kirkelige inddeling
Norden var en del af ærkestiftet Hamburg-Bremens
interesseområde, og herfra udgik Ansgars mission i
826. Allerede i midten af 900-årene blev de første
bispestole i Danmark oprettet, og Nordsjælland blev
en del af Roskilde Stift. I 1103 blev Danmark et eget
ærkestift med sæde i Lund (Jønsson 2002:14). Eskil
var fra 1134 bisp i Roskilde og fra 1137 ærkebiskop
i Lund. Eskil var en meget aktiv bygherre i Nordsjælland,
hvor han var involveret i byggerierne ved
Esrum Kloster og Søborg Slot.
Landet blev på denne tid inddelt i sogne. Et sogn
bestod af et eller flere ejerlav, dvs. landsbyer med
jordtilliggender. Da der var meget skov i Nordsjælland,
var sognene større end landsgennemsnittet. De
største sogne lå i de tyndest befolkede områder med
små dyrkede arealer og meget skov, hede og vådområder.
Sognenes størrelse giver os således et indtryk
af befolkningstætheden i de forskellige dele af
Nordsjælland i vikingetid og tidlig
middelalder.
Mens de ældste landsbykirker blev
opført af lokale frådsten eller almindelige
marksten, brugte man i
1100-tallet bl.a. skånske sandsten
til kirkerne i Vejby og Valby. Teglstenens
indførelse sættes i Danmark
til tiden omkring 1150-60, bl.a. på
grundlag af indskriften på blypladen
på Valdemar den Stores grav i
Sct. Bendts Kirke i Ringsted, hvor
det nævnes, at kongen bl.a. byggede
Dannevirke af ”bagte sten”,
dvs. teglsten (Liebgott 1989:127),
hvilket bekræftes af en datering
af en teglovn fra Mellemholmen i
Søborg (Larsen 1993:148). Også
andre steder i Nordsjælland er der
registreret og udgravet middelalderlige
teglovne, bl.a. ved Æbelholt
Kloster, Grønholt, Gurre og Trollesminde
ved Hillerød (Larsen 1993, Møller-Christensen
1982:117).
De mange velbevarede middelalderkirker og deres
kirkegårde udgør en arkitektonisk og kunsthistorisk
skat. Det er vigtigt, at der tages hensyn til middelalderkirkerne,
således at nyt byggeri i de kirkenære
omgivelser respekterer og bevarer det frie indsyn til
kirken fra det åbne land. Også inde i kirkerne findes
middelalderlige kunstskatte i form af romanske
granitdøbefonde og kalkmalerier. De ældste kalkmalerier
inden for projektområdet for Nationalpark
Kongernes Nordsjælland findes i Kregme kirke, og
stammer fra den romanske periode ca. 1100-1275.
I kirkerne i Blistrup, Søborg og Esbønderup, Sankt
Olai i Helsingør og Nødebo er bevaret gotiske kalkmalerier
fra perioden ca. 1275-1550.
Landsbyer og udflytterbebyggelser i Nordsjælland
De ældste af vore nuværende landsbyer blev stationære
i 900- og 1000-tallet, og det er sandsynligt
at de mange naturgivne grænser (f.eks. vandløb og
vådområder) mellem ejerlavene, dvs. landsbyerne
med deres jordtilliggender, stammer fra jernalderen
og vikingetiden.
47

I middelalderen lå gårdene samlet i landsbyerne, et
mønster som blev brudt med udskiftningen i slutningen
af 1700-tallet. I landsbyen lå gårdene i en
ring, rækker eller klynger omkring den åbne plads
”forten”, som var det fælles, grønne areal ved gadekæret.
Reminiscenser af den middelalderlige grundplan
og det tilhørende vejanlæg kan stadig spores i
de eksisterende landsbykerner f.eks. i Valby, Pårup,
Saltrup, Mårum, Udsholt, Ørby, Vejby, Villingerød
og Esbønderup. Landsbykirkerne, hvis ældste dele
stammer fra 11-1200-tallet, er ofte bevaret frem til
i dag.
I middelalderen var der ingen permanente fiskelejer
ved kysten i Nordsjælland. Man drev overvejende
ferskvandsfiskeri i søer og damme, men folk fra
landsbyerne, kunne i sæsonen slå sig ned ved kysten
for at fange sild, torsk og andre saltvandsfisk.
Fra vikingetiden og frem til ca. 1250 var landet
præget af en gunstig økonomisk udvikling og dermed
af en befolkningsvækst. Man regner med, at
Danmarks befolkning i løbet af tidlig middelalder
fordobledes fra en halv til en hel million mennesker
(Jensen og Tortzen 1991:8).
I slutningen af 1000-tallet afløste hjulploven oldtidens
ard. Hjulploven muliggjorde opdyrkning
af selv tunge morænejorde, og den vendte jorden
48
Stednavne med endelserne -torp og -rød er angivet med henholdsvis blå og røde prikker.
Randmorænerne i Nordsjælland er markeret med sort.
så gødning kunne pløjes ned. Det var en fordel for
bønderne, at der arbejdedes i dyrkningsfællesskaber,
idet der f. eks. skulle 6-8 heste eller okser til
den tunge hjulplov, som desuden var svær at vende.
Derfor blev markerne op til flere hundrede meter
lange og kun 10-20 m brede. Ploven vendte hele tiden
furerne ind mod midten, og efterhånden opstod
de højryggede agre, som stadig kan ses mange steder,
hvor der i dag er skov eller udyrket terræn.
På de eksisterende landbrugsarealer og overdrev
blev på denne tid anlagt nye udflyttergårde, såkaldte
torper. Som regel blev torperne opkaldt efter deres
grundlægger, der kunne have et kristent navn. Disse
nye navne kan have erstattet ældre stednavne fra
tidligere bebyggelser på stedet. Af Jyske Lov fra
første halvdel af 1200-tallet fremgår det, at adelsbyen
(dvs. moderbyen), som torpen flyttede ud fra
kunne ”hjemkalde” udflyttergården indtil 2 år efter
grundlæggelsen. Endelsen –torp er i tidens løb blevet
forvansket til –rup eller -strup. Landsbyer med
disse endelser er talrige i Nordsjælland, bl.a.: Dragstrup,
Esbønderup, Blistrup, Smidstrup, Alsønderup,
Pederstrup, Jonstrup og Mørdrup.
Andre nye bebyggelser opstod på samme tid ved
rydning af skov. Disse har navneendelserne –rød,
og –holt. Rød betyder rydning, og holt betyder træ
eller skov. Denne navnetype er særlig almindelig i

Byplanen over Vejby, som den så ud i 1700-tallet. Vejby
er stadig et godt eksempel på en byplan, hvor ikke
meget har forandret sig siden middealderen.
den østlige del af Nordsjælland, hvor nye landbrugsområder
blev ryddet i skovene ved f.eks.: Græsted
(Græsholte), Grønholt, Skærød, Horserød, Vinderød
og Avderød.
De arkæologiske udgravninger af oldtidsgrave og
–bebyggelser viser, at bebyggelsesudviklingen i
Nordsjælland er langt mere nuanceret end tidligere
antaget. Arden egnede sig bedst på de lette jorde,
og det er naturligt, at sådanne områder først blev
opdyrket. Udbredelsen af de ældste navnetyper fra
jernalderen i sletteområderne i den sydlige og vestlige
del af Frederiksborg Amt er imidlertid ikke ensbetydende
med, at der var urskov uden bebyggelse
nord- og østligt i amtet.
Bebyggelserne i disse områder var imidlertid ikke
så stabile, som bebyggelserne på den bedre landbrugsjord,
og de blev derfor i tidlig middelalder afløst
af bosættelser med yngre navne.
Det er bemærkelsesværdigt, at de åbne områder i
Gribskov tilsyneladende er ældre end rydningerne i
de tidligere skovområder syd for. Således er skovbebyggelserne
i Gribskov stort set torper, som synes
anlagt i landbrugsområder fra oldtiden. Dette
bekræftes af pollendiagrammet fra Store Gribsø (se
kapitel 5.1).
Tikøb Kirke. Foto: Kjartan Langsted.
Anderledes forholder det sig i det kuperede område
syd for Gribskov, hvor stednavne på –rød er talrige
f.eks. Hillerød, Lillerød, Allerød og Birkerød.
Stednavnene tyder på, at disse områder først blev
ryddet i middelalderen, da befolkningspresset blev
tilstrækkeligt stort, og introduktionen af hjulploven
gjorde det muligt at opdyrke større arealer i dette
område.
I denne opdyrkningsproces indskrænkedes det nordsjællandske
skovareal gradvist. Desuden anvendte
bønderne i stigende grad skoven som overdrevs- eller
udmarksskov. Kvæg græssede i skoven og svin
gennemrodede skovbunden på jagt efter olden, rødder
og svampe.
Efter 1250 indtrådte en kriseperiode, som varede
frem til midten af 1400 årene. Der var problemer
med udpining af jorden, med pest og med politisk
ustabilitet, der førte til oprør og krige. Folketallet
faldt drastisk til en halv million, og steg kun langsomt
igen. Ved den første folketælling i 1769 var
Danmarks folketal således kun vokset til 850.000
(Jensen og Tortzen 1991:8).
49

4.2.3 Nyere tid
Dette afsnit omhandler tiden efter reformationen i
1536. Slutningen af 1500-tallet og de første årtier af
1600-tallet blev en relativ god tid for landbefolkningen
i Nordsjælland. Der var gode priser på korn og
kvæg, og bønderne fik mulighed for at købe luksusprodukter
i købstæderne. Men i fiskerlejerne blev
1600-tallet en katastrofe. Sandflugt og svigtende tilgang
af fisk reducerede fiskernes antal.
Tabet af Skåne i 1658 havde medført en tilflytning
fra den anden side af Sundet, og befolkningstallet
var i begyndelsen af 1700-tallet atter begyndt at stige.
Derfor blev de ledige fæstegårde fra perioderne
med krig og misvækst i sidste halvdel af 1600-årene
efterhånden besat, og efter år 1700 begyndte overskudsbefolkningen
af fattige bønder fra landsbyerne
at slå sig ned i fiskerlejerne, hvor fiskeriet igen var
blevet bedre.
Klostrene ved Æbelholt og Esrum efter
reformationen
Ejendomsstrukturen gennemgik store forandringer
efter reformationen i 1536. Kirke- og klostergods
overgik til kongen. Dette gjaldt også godserne, der
tilhørte klostrene Æbelholt og Esrum.
Æbelholt Klosters historie efter reformationen er
kort. Klosterbygningerne fungerede som lensmandssæde
i perioden 1544-60, og klosterkirken var en tid
sognekirke for Tjæreby og Alsønderup menigheder.
Klosteret blev revet ned i 1561 og klostermøllen i
1572, men i 1743 var klosterruinen stadig synlig
i terrænet. Klosterområdet fungerede som stutterivang,
”Æbelholt vang”, under Hillerødsholm,
indtil den i 1830 blev udstykket til jordbrug og de
sidste rester af ruinerne blev fjernet (Christensen
1982:96).
50
Kronborg ca. 1700 (Efter Mikkelsen 1977:16).
Frederiksborghesten. Esrumhesten havde været et mere
rigtigt navn på denne berømte danske hesterace, fordi
avlen startede omkring 1600 i Esrum. Først i begyndelsen
af 1700-tallet flyttedes stutteriet til Frederiksborg.
Billedet er udlånt af Hanna Andersen.
På Esrum Kloster blev munkene boende indtil de
blev forflyttet til Sorø i 1559. Kongen, der kun fandt
anvendelse for en mindre del af klosterbygningerne,
lod de øvrige nedrive. Stenene fra Esrum Kloster
og Æbelholt Kloster blev brugt ved byggerierne på
Frederiksborg og Kronborg.
Forflytningen af munkene var foranlediget af kongens
planer om, at der skulle oprettes en ladegård i
Esrum og, at jagtområderne i Nordsjælland skulle
samles til en kongelig vildtbane. I den forbindelse
blev sognegrænsen mellem Esbønderup og Tikøb
og dermed også herredsgrænsen mellem Holbo og
Lynge Herred flyttet.
En stor del af kongens stutterivirksomhed blev samlet
på Esrum Kloster, og i over 100 år var Esrum
centrum for hesteavl. Anlæggelsen af stutterivangene
betød, at man allerede i 1540’erne begyndte at
nedlægge bebyggelser i skoven omkring Esrum. De
enkelte avlslinjer af Frederiksborgheste stod adskilt
i vange/stod på vestsiden af Esrum Sø. Her gik hopperne,
og de nøje udvalgte hingste blev lukket ind
i vangene til dem. Resultatet blev føl, der fik farver
og fysiske egenskaber, som var ønskelige for kongerne
og deres hof.
Fra 1680’erne til 1857 var Esrum tingsted for Kronborg
birk, hvor man havde arrest i klosterkælderen.
Ved ryttergodsreformen i 1717 blev Esrum Kloster
militærforlægning for en del af det nordsjællandske
rytterregiment, og stutterivirksomheden blev som
helhed forlagt til de store staldbygninger ved Frederiksborg
Slot.

Slottene i nyere tid
Den danske kongerække
fra 1014 tili 2004
Kronborg, som har rødder i 1400-tallets slot Krogen,
blev i modsætning til Frederik II’s og Frederik
IV’s lystslotte i Hillerød og Fredensborg opført af
strategiske grunde.
På Frederiksborg er det lille Badstueslot i slotsparken
samt længerne og de to runde tårne på den sydligste
slotsholm de eneste bygninger, som i dag står
tilbage fra Frederik II’s slot. Resten af slottet lod
Christian IV nedrive, og fra 1602 til 1625 opførtes i
stedet den trefløjede hovedbygning. I 1629 brændte
Kronborg, men Christian IV lod det straks genopføre
og modernisere.
Således fortsatte slotsbyggerierne på Frederiksborg
og Kronborg i Christian IV’s regeringstid, en periode,
hvor kongens deltagelse i de europæiske krige
betød øgede skattebyrder for landbefolkningen.
Dertil kom, at bønderne i stor udstrækning måtte
yde kørselshoveri ved slotsbyggerierne samt andre
hoveriydelser som fangst af ferske fisk på de kongelige
dambrug og Arresø samt leverancer af trækul
til slottene og de kongelige smedjer. Det var forpligtelser,
der fortsatte og øgedes stærkt gennem 1700tallet.
1719-22 lod Frederik IV Fredensborg Slot opføre
samtidig med, at den store nordiske krig ophørte.
Heraf navnet.
• Kronborg Slot
1574-85: Frederik II ombyggede det tidligere
kongelige slot Krogen til det firfløjede renæssanceanlæg
Kronborg.
1629: Store dele af Kronborg gik op i flammer.
Efter branden i 1629 genopbyggedes slottet
frem til 1639. Interiøret blev dog aldrig erstattet
fuldstændigt, da Christian IV havde flyttet sin
residens til de mere moderne slotte Rosenborg
og Frederiksborg.
1658: Efter tre ugers belejring lykkedes det
svenskerne at trænge gennem Kronborgs forsvarsværker
og at erobre slottet. I årene efter
freden i 1660 blev forsvarsværkerne forstærket
til en af Europas stærkeste fæstninger. En fremskudt
forsvarslinie, Kronværket kom til i årene
1688-90 og snart efter blev der rejst endnu en
række volde uden om dette.
1801: Under Napoleonskrigene lykkedes det
den engelske flåde at passere Kronborg.
• Frederiksborg Slot
1560: Frederik II overtog hovedgården Hillerødsholm
fra Herluf Trolle, som havde påbegyndt
en del nye bygninger. Frederik II fortsatte
byggeriet og gav det nye slot navnet Frederiksborg.
1600-20: Christian IV opførte størstedelen af det
nuværende slotsanlæg. Det er bygget i nederlandsk
renæssancestil med svungne gavle, rig
sandstensudsmykning og kobbertage og -spir.
1720-25: Under Frederik IV anlagde Johan Cornelius
Krieger barokhaven nord for slottet .
1859: Frederiksborg Slot brændte, men genrejstes
1860-75 med bevarelse af de gamle ydermure.
Brygger J.C. Jacobsen fra Carlsberg-bryg-
51

På billedet til venstre ses vejnettet i Nordsjælland ca. 1770. Frederik II’s kongeveje (grønne linier), hoved- og alfarveje
iflg. Videskabernes Selskabs kort fra 1768 (sorte og brune linier), Frederik V’s kongeveje (røde linier).
1) Hammermøllen, 2) Kronborg, 3) Fredensborg, 4) Frederiksborg. Til højre ses Frederik II’s kongevej i Nyrup Hegn.
Foto: Kjartan Langsted.
52
gerierne bekostede den indre udsmykning og
indretningen af Det Nationalhistoriske Museum
på Frederiksborg Slot.
I Indelukket og Lille Dyrehave vest for barokhaven,
indrettede Frederik VII omkring Badstueslottet
en romantisk landskabshave med slyngede
stier, kanaler og søer. På den lille ø i Ødammen anlagde
kongen en norsk bjælkehytte, hvor Frederik
VII og grevinde Danner yndede at opholde sig.
• Fredensborg Slot
1678: Den jagtglade Christian V lod i 1678 udhugge
et system af jagtveje til parforcejagt i
skoven Østrup Vang, som var en del af gården
Østrup. Gården lå nord for den nuværende Fredensborg
by. Jagtvejene udgik stråleformet fra
en plads kaldet Stjernen.
1720: Ved afslutningen af Store Nordiske Krig
(1709-20) lod kong Frederik IV i 1719-22 Johan
Cornelius Krieger bygge et sommerslot på
det sted, hvor ladegården Østrup havde ligget.
Slotskomplekset bestod af et næsten kvadratisk
hovedslot og foran en ottekantet slotsgård omkranset
af enetages fløje til tjenestefolkene. Til
slottet hørte bl.a. et orangeri og en slotskirke.
Christians V’s jagtveje blev grundstrukturen i
Kriegers parkanlæg, således at alléerne udgik
stjerneformet fra slottet. Senere i 1700-tallet
foretog Eigtved, Thurah og Harsdorff ændringer
og tilføjelser ved bygningerne, medens N.H.
Jardin 1759-69 omdannede parken og skabte
Marmorhaven og Nordmandsdalen.
Kongevejene
Mens alfarveje som f.eks. Helsingør–Esrumvejen
var offentlige veje, som var anlagt og blev vedligeholdt
af bønderne, benyttede kongen sig af hoveriet
fra selvejere og kronens tro tjenere ved anlæggelsen
af ”Kongevejene” (Wittendorff 1973). Kongevejene
gik gradvist gennem 1700-tallet over i alment brug.
I modsætning til Frederik II’s kongeveje fra 1500tallet,
som var forbeholdt kongen, var de ”nye”
kongeveje, som Frederik V byggede i 1700-tallet,
offentlige hovedveje.
I Nyrup Hegn er der bevaret dele af Frederik II’s
brolagte kongevej fra Hillerød til Helsingør. Kongevejen
København-Frederiksborg-Kronborg blev
påbegyndt i 1584 som forbindelsesvej mellem re-
Frederiksborg Slotshave har landets største og bedst bevarede
barokanlæg. Foto: Liv Appel 2004.

sidensbyen København og hans store nybyggede
slotte Hillerødsholm/ Frederiksborg og det ombyggede
Krogen/ Kronborg samt det kongelige haveanlæg
Lundehave/ Marienlyst. Vejen, som oprindelig
var spærret med bomme og porte, kunne kun åbnes
med kongens nøgler. Endnu en del af denne gamle
kongevej blev i år 2000 fundet ved Spidsbjerg i forbindelse
med anlæggelsen af fjernvarmledningen
mellem Helsingør og Tikøb.
Da Ole Rømer efter Christian V’s ønske i 1681 foretog
en opmåling af det eksisterende hovedvejsnet
med sin målevogn, var Frederik II’s kongevej mellem
Frederiksborg og Kronborg stadig forbeholdt
kronen (Jørgensen 2001:27). Frederik II’s trætavler
med hele og halve mil var forsvundet så Rømer
satte markeringer for hver fjerdingvej (1/4 mil).
Milepælshøjen i Nyrup Hegn er den eneste bevarede
i Danmark, men desværre mangler selve milestenen.
Højen markerer to mil fra Frederiksborg
og Hørsholm og fem en halv mil fra Københavns
Østerport.
Kulsvierne
I selve Gribskovområdet og i ejerlavene Mårum,
Nellerød, Helsinge, Annisse, Vassingerød, var
kulsvieri en særlig vigtig binæring. Fra 1500-tallet
havde nordjællandske bønder leveret trækul til
Mølleåindustrierne, til krudtværker og slotte i den
københavnske nordegn, til håndværkere og til borgerskabets
boliger i København. I de hektiske år under
den Gram-Langenske forstforordning og under
Napoleonskrigene var det kongelige forstvæsen aktiv
indenfor kulsvidning (Petersen 1987:60).
I løbet af 1700-tallets anden halvdel
faldt forbruget af trækul i takt med, at
stenkulimporten steg. Med skovforordningen
i 1805 forsvandt bøndernes mulighed
for at hente træ i skoven. Manglen
på importerede stenkul til København
betød et midlertidigt opsving for
kulsviervirksomheden, men efter Naopleonskrigenes
afslutning i 1814, blev
trækul næsten helt erstattet af stenkul,
og kulsvidningen ophørte næsten (Petersen
1987; Schjøtt-Olsen 1987a). Enkelte
husmænd bl.a. på Karlebo Overdrev og
ved Esbønderup Skovhuse sviede dog
kul helt frem til begyndelsen af 1900tallet
(Schjøtt-Olsen 1987b).
Sandflugten
Klimatiske forhold i form af hyppige storme og
overgræsning i kystzonen igangsatte i begyndelsen
af 1500-tallet sandfygning så jorderne flere steder
langs Nordkysten blev dækket af sand. Sandflugten
startede på egnen ved Melby Overdrev, hvor vegetationen
på den hævede havbund var særlig sårbar
for overgræsning. Herfra bevægede sandet sig mod
øst forbi Vejby og Blistrup til Hornbæk. Ved Gilleleje
og Villingebæk kendes sandflugten først fra
anden halvdel af 1600-tallet.
I 1724 blev holsteneren Johan Ulrich Røhl kaldt til
landet for at lede soldaternes og de lokale bønders
arbejde med at stoppe sandets vandring. Midlerne
mod sandflugten var tilplantning med klitplanter
samt gravning af grøfter, der kunne hindre sandets
vandring ind i landet. Det skete i sammenhæng med
udlægning af tang på sandfladerne til gavn for planternes
vækst. Det lykkedes Røhl at standse sandflugten
i 1730’erne. Til minde om dette projekt rejste
man i 1738 et sandflugtsmonument på højdedraget
Stuebjerg i Tisvilde Bys sydlige udkant (Bernichow
2003:53ff).
Sandflugten var også voldsom omkring Hornbæk,
hvor sandet nåede ind til Skibstrup og Saunte, før
det blev bremset ved Horneby Ås. Det lille fiskerleje
Ræveleje mellem Ellekilde og Hornbæk var
opslugt af sandet allerede i begyndelsen af 1600tallet
(Madsen 2003:161). Man forsøgte forgæves at
fremelske skovbevoksning i første halvdel af 1700årene,
men den blev ædt af kreaturerne. Først efter,
at skoven blev adskilt fra bøndernes marker og over-
Strandengene ved Ellekilde og den endnu spæde Hornbæk plantage.
Johan Thomas Lundbye, 1848 (Madsen 2003:162).
53

Sandflugtsmonumentet i Tisvilde. Monumentet bærer
tekster og digte på dansk, tysk og latin, som nævner de
involverede konger og embedsmænd.
Foto: Liv Appel 2004.
drev med stengærder, fik man held med udsåning af
skov- og bjergfyr, rødgran, lærk og eg. Således blev
Hornbæk Plantage, der anlagdes i perioden 1793 til
1850’erne, et effektivt middel mod sandflugten.
Landboreformerne
Mod 1700-tallets slutning skete voldsomme ændringer
i det middelalderlige landskab i Nordsjælland.
Ændringerne skete med gennemførelsen af landboreformerne,
der skulle omdanne kulturlandskabet til
sammenhængende, rationelle gårdbrug og herved
gøre bønderne mere selvbevidste og initiativrige.
Første led i disse reformer var Frederik V’s befaling
fra 1761. De danske hovedlandeveje skulle
udgå fra residensstaden København, og siden skulle
de udbredes til alle provinser, inklusive Norge og
hertugdømmerne. Dette reformarbejde blev i 1793
fulgt op af C.D. Reventlows store vejforordning.
Fredensborg var Frederik V’s yndlingsslot, og han
ønskede derfor, at den første strækning i hovedvejnettet
skulle blive Fredensborgvejen/ Kongevejen.
Frederik II’s hidtidige kongevej på denne strækning
var ikke forsynet med bærelag og kunne derfor ikke
indgå i det nye vejanlæg (Jørgensen 2001:43).
54
”Her saa det ilde ud for nogle Tider siden,
med Sand var alting skiult og Faren var ei liden.
Sandbjerge voxte op fløy frem,
naar Vinden kom og dref saa mangen een fra
Huus og Eiendom.
Hvorfor Kong Frederich til Landets gavn og
beste,
lod gribe Verket an med Vogne og med Heste,
og lod saa vidt man kom den løse Grund besaae,
at der hvor intet var opvoxer Græs og Strå.
Vor Siette Christian vor Herlighed i Norden,
ved ham det hele Verk til ende bragt er vorden.
O, hans Æt og Sæd så længe blifve maae,
som mand kand Støf og Sand omkring ved
Hafvet faae.
Om nogen spørge vil og hafver lyst at vide,
paa hvem i denne sag Monarchen kunde lide,
da hafver Amtmand Gram ei hvilet med sit Øye,
og Røhl som vel fortient er lønnet for sin
Møye”.
Indskrift på sandflugtsmonumentet af præsten i
Helsinge, Jørgen Friis 1738.
Den lille landbokommission for Frederiksborg og
Kronborg amter blev nedsat i 1784, og Nordsjælland
blev således forsøgsområde for udskiftningen.
Allerede i 1790 var de fleste landsbyer udskiftet.
Bønderne havde hidtil drevet byens jorde i fællesskab,
men dette var ikke foreneligt med tidens krav
om, at landbruget skulle effektiviseres og forbedres.
Bønderne skulle opgive det gamle landsbyfællesskab
og landbruget organiseres efter nye ideer. Som
en følge af skovforordningen i 1805, som fastlagde
at skovene fremover skulle være forbeholdt forstvæsenet
og kongernes jagt, blev de sidste skovlandsbyer
nedlagt, og bønderne blev flyttet til bebyggelser
uden for de indhegnede skove.
Middelalderens kulturlandskab med sluttet landsbybebyggelse,
der var omgivet af opdyrkede marker
og udyrkede overdrev, blev afløst af det opdyrkede
landskab med spredte gårdbebyggelser. Stengærder
eller levende hegn kom til at omgive de blok- og/eller
stjerneudskiftede marker. Samtidig udviskedes
det karakteristiske mønster med store landsbyer på
sletteegnene i vest og mindre landsbyer i skovområderne
mod øst.

Udskiftningskort fra 1780’erne for Laugø by.
Medens bonden hidtil havde haft sine agre spredt ud over bymarken, fik hver bonde nu samlet sin jord, bortset fra eng-
og tørveskærsarealer. Når gårdene ikke blev flyttet ud fra landsbyen, blev landbrugsarealerne udskiftet så jordene udgik
fra gårdene og dannede en vifte rundt om landsbyen. Hvis en gård flyttedes ud, blev den genopført på den tildelte jord
i en blokudskiftning.
Signatur: Marker før udskiftningen (lysegrønne), vådområder (mørkegrønne), skov (gulgrønne) og de nye matrikler
efter udskiftningen (sort linie).
55

Skovens udvikling i nyere tid
Det tidligste kort, der viser skovens udbredelse i
Nordsjælland, er udført ca. 1680 af universitetets
kobberstikker Johan Husman. På kortet ser man, at
skoven dækker store dele af Nordsjælland. Særligt
iøjnefaldende er de store skovområder ud mod Øresundskysten,
omkring Helsingør, ved Frederiksværk
og mellem Arresø og Gribskov.
Ved sammenligning af Husmans kort med kort fra
de følgende århundreder er det muligt at følge skovens
tilbagegang fra egn til egn. Man skal imidlertid
være opmærksom på, at der er visse begrænsninger
forbundet med at benytte historiske kort fra
16-1700-tallet. Grænsen mellem skoven og de dyrkede
marker er i realiteten flydende, samtidig med
at skoven både kan omfatte områder med tæt skov
og åbent overdrev.
• Skoven ca. 1680:
Det billede, som Husmans 1680-kort giver af
skovens udbredelse i Nordsjælland, er et resultat
af skovudviklingen i løbet af 1600-tallet.
Under flere fjendtlige besættelser var de danske
skove blevet udsat for voldsomme forhugninger,
men efter freden i 1660 voksede nye træer
op. Dette skyldtes et fald i folketallet og en nedgang
i antallet af husdyr. Men der skulle bruges
meget tømmer til genopbygningen (Fritzbøger
2001:55).
• Skoven i perioden ca. 1680-1768:
Sammenligner man skovarealerne på Husmans
kort fra ca. 1680 med kaptajn Abraham Christian
Villars kort fra 1720 over rytterdistrikterne
i Københavns, Frederiksborgs og Kronborgs
Amt og kortet som Caspar Wessel i 1768 fremstillede
for Videnskabernes Selskab ser man, at
skovområderne mellem Gribskov og Arresø, på
Arrenæs og ved Frederiksværk er gået markant
tilbage.
56
Landboreformerne
1769 Selvejerforordningen
1781 Udskiftningsforordningen
1788 Stavnsbåndets ophævelse
1793 Vejforordningen
1799 Hoveriforordningen
1805 Fredskovsforordningen
1814 Landsbyskoleloven
Diagram over skovens areal i Nordsjælland
fra 1680 til i dag.
På trods af dette er det nordsjællandske skovareal
ifølge diagrammet tilsyneladende næsten uændret
(ca. 300 km 2 ) i denne periode. Ganske vist bevarede
skoven sin udstrækning, men der blev stadig færre
store træer. Bøndernes græssende husdyr forhindrede,
ligesom løv- og gærdselshugst, en fornyelse af
højskoven. Derfor gik det tilbage for kongens tømmerproduktion
i Nordsjælland.
Særlig hårdt gik det ud over skoven i 1740’erne, da
kvægpestepidemier bragte landbruget i krise. Bønderne
så intensivering af korndyrkningen som en
vej ud af krisen, og de forhuggede derfor skoven, så
dyrkningsområdet voksede (Fritzbøger 2001:66f).
Oldentaksation er en beskatningsform, som er baseret
på en vurdering af, hvor mange svin, der det pågældende
år kunne fedes i skoven på olden, dvs. bog
og agern. Fra 16- til 1700-tallet viser oldentaksterne
et fald på over 75 %. Dette tyder på, at oldentræerne
var blevet yngre (de sætter først frø i 40-50 års alderen)
og, at der var blevet større afstand mellem dem
(Fritzbøger 2001:56). Tilsvarende indførte kongen i
sine bestræbelser på at kontrollere bøndernes udnyttelse
af skoven i løbet af 16-1700- tallet en afgift på
kulmilebrænding.
I midten af 1700-tallet, da landbrugsreformerne var
i deres vorden, gennemførtes der dyrkningsforsøg
med såning, udplantning og selvforyngelse af skov,
og der udvikledes forskellige skovgenopretningsprojekter.
Det mest lovende var ledet af det kongelige
skovvæsen ved overjægermester Carl Christian
von Gram, som i 1762-63 ansatte den højt ansete
tyske skovbrugsekspert Johan Georg von Langen. I
løbet af 13 år introducerede von Langen nye træsorter
og driftsprincipper.

1680 1720
Skovens udbredelse på Johan Husmans kort fra 1680’erne.
Husmans kort dækker ikke den nordøstligste del af området,
som er rekonstrueret udfra 1720-kortet.
1768
Skovens udbredelse på Videnskabernes Selskabs kort fra 1768,
fremstillet af Caspar Wessel.
Skovens udbredelse på Abraham Christian Villars kort fra
1720 over rytterdistrikterne i København, Frederiksborg og
Kronborg Amt.
1820
Skovens udbredelse på generalstabskortet fra 1820, fremstillet
af premierløjtnant F.C. von Hertel.
1890 2000
Skovens udbredeslse på generalstabskortet fra 1890. Skovens udbredelse i 2000 efter top-10.dk
57

De var baseret på hugst i inddelte skovparter, taksation
af vedmassen og skøn over tilvækst og fremtidigt
forbrug (Fritzbøger 2001:67).
• Skoven i 1820:
Premierløjtnant F.C. von Hertels kort fra 1820
viser, at det nordsjællandske skovareal er halveret
til omkring 150 km 2 i forhold til Videnskabernes
Selskabs kort fra 1768. Dette var mærkeligt
nok en direkte følge af udskiftnings- og
fredskovsordningerne af 1781 og 1805, der havde
til hensigt at stabilisere skovdriften, – men
først virkede på længere sigt:
Fredskovsordningen bestemte, at det delte ejendomsforhold
til højskov, underskov og græsning
i skovene skulle ophøre inden fem år, og at den
fremtidige skov skulle indhegnes og friholdes for
husdyr. Den tidligere ejer af overskoven fik den nye
fredskov, mens bønderne fik kompensation for den
mistede underskov og græsningsret i form af skovlodder,
som bønderne dog straks ryddede til græsningsareal
(Fritzbøger 2001:70).
Den umiddelbare reaktion på reformerne blev således,
at man oplevede den mest omfattende reduktion
i skovarealet nogensinde, idet ca. 1/3 af den danske
skovareal forsvandt på bare 30 år!
• Skoven i perioden 1820-2005:
I begyndelsen af 1800-tallet, da det danske
skovareal havde nået sit hidtidige minimum,
indtraf et vendepunkt for skovbruget. Ved adskillelsen
af de nye fredskove fra det omkringliggende
agerland med fredskovsdiger af jord
og sten havde den naturlige foryngelse medført
en voldsom tilvækst. Skovbruget havde imidlertid
også selv hjulpet til ved at beplante de trætomme
arealer inden for skoven. I Gribskov var
alle åbne arealer inden for skovgærdet tilplantet
ca. 1850.
Som en følge af englænderne tog den danske flåde
i 1807, blev der fældet mange egetræer til bygning
af nye skibe. For at sikre sig ”flådeege” i fremtiden
plantede man derfor et stort antal egetræer i kronens
skove. På forstkort over Gribskov fra 1820’erne kan
man tydeligt se, at flådeegen blev plantet på de jorder,
der havde tilhørt de fraflyttede skovlandsbyer.
Von Langen havde eksperimenteret med bl.a. lærk
og rødgran i Nødebo Holt, Gribs Plantage og Tinghus
Plantagen, hvilket den såkaldte ”Moderlærk” i
58
Bøgeskov i maj malet af P.C. Skovgaard i 1857. For
guldaldermalerne var bøgeskoven symbol på det ægte
danske (efter Scavenius 1994:10)
dag minder os om. Men det var små arealer i forhold
til de beplantninger som fandt sted i 1800-tallet.
Da blev f.eks. hele den store ”Gadeslette” ved
Gadevang tilplantet med rødgran ifølge et skovkort
fra ca. 1810.
Når man betragter generalstabskortet fra 1890 fremgår
det, at det nordsjællandske skovareal voksede
i løbet af 1800-tallet. Dette skyldtes bl.a., at plantagerne
i Tisvilde og Hornbæk, der var plantet i
forbindelse med 1700-tallets sandflugtsdæmpning,
voksede op.
Sammenligner man dernæst 1890-kortet med et moderne
kort vil det fremgå, at skovarealet stadig øges.
I dag arbejder man således på at fordoble Danmarks
skovareal på bekostning af landbrugsarealet (Fritzbøger
2001:94). I Nordsjælland foregår en stor del
af skovrejsningen i privatregi med statsstøtte. Incitamentet
er især grundejerens ønske om mere ”natur”
og bedre jagtmuligheder på ejendommen. I farten
glemmer man alt for ofte at tage hensyn til kulturlandskabet,
og man planter skov på steder, hvor der
gennem årtusinder har været tradition for et åbent
landskab.

En anden utilsigtet, negativ konsekvens af skovrejsningen
er dybdepløjningen. I modsætning til det
traditionelle skovbrug, hvor man er optaget af det
lange tidsperspektiv, fokuserer man ved privat skovrejsning
kortsigtet på en hurtig og sikker opvækst.
For at opnå dette dybdepløjer man og laver stygge
sår i kulturlandskabet, idet dyrkningslaget destrueres,
deformeres og fyldes med store sten. Samtidig
tilintetgøres tusindvis af fortidsminder, som ligger
skjult under jordoverfladen.
Byerne
• Helsingør
I 1200-tallet var Helsingør kun en lille bebyggelse,
men i 14-1500-tallet udviklede den sig
til en blomstrende handelsby, som gennem international
skibsfart var forbundet med det øvrige
Norden og Europa (se kapitel 4.2.4). I 1577
gav Frederik II sin nye fæstning og sit nye slot
navnet Kronborg. Byggearbejderne satte gang i
byens erhvervsliv og i 1625 var Helsingør Danmarks
næststørste by med ca. 10.000 indbyggere.
Svenskekrigene og pesten medførte dog
en voldsom nedgang i folketallet som satte sine
spor fra midten af 1600-tallet til op i 1700-tallet
(Skov- og Naturstyrelsen 2000:7).
Herefter fulgte ”den florissante periode”, hvor
handel, håndværk og velstand blomstrede i
byen. I 1759-63 udvidedes og ombyggedes Frederik
II’s lystslot Lundehave, opført 1587-88, til
det nuværende Marienlyst Slot på Lappen med
N.H. Jardin som arkitekt.
Industrialiseringen var begyndt i slutningen af
1700-tallet med rebslagerier og sukkerraffinaderier,
og i perioden 1840-50 oprettedes Wibroes
Buste af Frederik Classen foran Arsenalbygningen i
Frederiksværk. Foto: Liv Appel 2004.
Bryggeri, jernstøberiet og maskinfabrikken.
Afskaffelsen af Øresundstolden i 1857 betød
imidlertid en nedgangstid for byen, en udvikling
som vendte med etableringen af den nye havn,
jernbanen til København i 1864 og ikke mindst
Helsingør Skibsværft i 1882. Fra slutningen af
1800-tallet blev turismen og den stadigt øgede
færgetrafik af stor betydning for byen.
• Frederiksværk
Havnebyen Frederiks Værk, der er opkaldt efter
Frederik V, opstod ved den nordlige del af Roskilde
Fjord omkring udmundingen af kanalen
fra Arresø. Arresø havde oprindeligt været en
fjord ud mod Kattegat, men ved landhævning,
tilsanding og sandflugt var fjorden omdannet
til en sø, der gik over sine bredder og ødelagde
bøndernes engarealer. I 1717-19 iværksatte
Frederik IV gravningen af kanalen fra Arresø til
Roskilde Fjord, således at kanalen kunne regulere
vandspejlet i Arresø.
Kanalen gav også mulighed for at anlægge industrier,
der fik stor betydning for hærens og flådens
forsyninger. I 1729 grundlagdes et agatsliberi
og senere fulgte et kanonstøberi, der i 1761
blev overtaget af generalmajor Johan Frederik
Classen. Han udviklede virksomheden, så den
desuden kom til at omfatte en krudtfabrik, et
jernstøberi og et kobbervalseværk. I 1840 overgik
virksomheden til staten, der beholdt krudtværket
frem til 1965. Det Danske Staalvalseværk
A/S er i dag byens største virksomhed.
• Hillerød
Hillerød er en slotsby, en købstadsbebyggelse,
der voksede op omkring Frederiksborg Slot, centralt
beliggende i den nordsjællandske skovegn.
Handel med kreaturer, heste og håndværksmæssige
ydelser gav basis for årlige markeder med
beværtninger og andre afledte funktioner. Med
en gradvis voksende befolkning i Hillerød opstod
en række købmandsgårde, der i løbet af
1800-tallet fik øget betydning. Byen blev handelscentrum
for oplandet. Byen Slangerup, der
ligger sydvest for Hillerød, mistede sine købstadsrettigheder
i 1809 efter, at Hillerød havde
overtaget rollen som centralby.
59

På billedet til venstre ses et motiv fra Gribskovsbanen ved Store Gribsø ca. 1880 (Efter Frandsen 1997). Til højre ses et
kort over jenbanelinerne og deres anlæggelsestid. København-Hillerød-Helsingør (rød), Hillerød-Græsted-Gilleleje
(sort- grå), Hillerød-Helsinge-Tisvilde (sort og grå), Kystbanen (grøn), Hornbækbanen (blå), Hillerød-Frederiksværk-
Hundested (gul).
Landområderne
Med den nye næringslov af 1857 blev handel og
håndværk i princippet givet fri på landet uden for
købstæderne. Dette medførte en blomstringstid for
håndværk, handel og servicefagene, som flere steder
satte gang i landsbyernes udvikling. Samtidig betød
næringsloven et opsving for landbefolkningen, som
udnyttede den nye andelsstruktur inden for landbruget
til fælles bedste. Alene i Holbo herred blev der i
årene 1888-1903 grundlagt 7 andelsmejerier.
Kort før år 1800 påbegyndtes udtørringen af Søborg
Sø, der ligger syd for Gilleleje. Projektet kunne dog
først gennemføres i 1870`erne. På den tidligere søbund
opstod en række gårde og husmandssteder, der
i det marsklignende landskab drev et noget specielt
jordbrug. Der blev også bygget nye havneanlæg i de
største fiskerlejer, så de kom ind i en vækstperiode.
Rundt omkring i landdistrikterne skød nye virksomheder
op, bl.a. mange teglværker f.eks. i Nivå,
Ejlstrup, Ålsgårde og Dronningmølle (Frandsen og
Jarrum 1993). Ved Hellebæk blev Kronborg Geværfabrik
i 1870 afløst af Hellebæk Klæde- og Tæppefabrik,
og her lå i årene1849-95 også flaskeglasværket
Godthaab.
I årtierne efter 1860 gav de to nye jernbanelinier fra
København til Helsingør hurtig adgang til Nordsjælland.
Man kunne enten køre ad Kystbanen eller
via Hillerød. Senere kom også togforbindelserne
fra Hillerød til Gilleleje via Græsted, til Tisvilde via
Helsinge og til Frederiksværk. Flere steder langs
disse ruter udvikledes stationsbyer.
60
Nordsjællands sommerglæder
Romantikken søgte i reaktion mod oplysningstidens
fornuftsdyrkelse livets oprindelige, åndelige værdier.
Forfatteren Søren Kierkegaard havde i 1835 et
sommerophold i Gilleleje, hvor han studerede folkelivet
og færdedes ved havet og i skoven, mens
han tænkte dybsindige tanker.
I løbet af 1800-tallet fandt også landskabsmalere
som f.eks. C.W. Eckersberg, P.S. Krøyer, Carl Locher,
P.C. Skovgaard og J. Th. Lundbye motiver i
Nordsjælland. Bøndernes dagligliv i landsbyerne
blev emne for mange, men også kystbefolkningen i
de idylliske fiskerlejer trak kunstmalere til.
Malernes lærreder blev vist på udstillinger i København,
hvor man lagde mærke til den landskabelige
skønhed i Nordsjælland. Med 1800-tallets sværmeri
for det romantiske i naturen var det nærliggende at
tage på søndagstur i de nordsjællandske skove, hvor
man kunne nyde stilheden med træernes spejlinger i
Store Gribsø og Esrum Sø.
Mindesten for Søren Kierkegaard i Gribskov.
Foto: Liv Appel 2004.

Når Frederik VII og grevinde Danner boede på Frederiksborg
Slot, kom de meget i Gribskov ved Esrum
Sø og på Nordkysten ved Nakkehoved. Frederik VII
tog ofte på jagt, men skovturene og fisketurene på
Esrum Sø, afspejlede en hidtil ukendt folkelighed i
de kongelige kredse.
Ironisk nok faldt denne romantiske dyrkelse af skovens
vilde natur tidsmæssigt sammen med indførelsen
af den rationelle skovdrift i løbet af 1800-tallet.
Også landboreformerne havde medført hurtige og
voldsomme ændringer i det danske kulturlandskab.
Ændringer, som guldalderens kunstnere i stort omfang
valgte at overse, fordi man ønskede at styrke
og genopbygge Danmark gennem illusionen om
det ægte, uberørte, gamle danske landskab. Således
blev bøgeskoven fremhævet som ægte dansk, mens
forstfolkenes nåleskovsplantager blev udeladt (Baagøe
1998a:213).
Efter det danske nederlag ved Dybbøl i
1864 begyndte man at arrangere store
folkelige fester i skovene til fordel for
velgørende formål. I Gribskov var der
to vigtige festpladser på Fruebjerg og på
Tingbakken ved Esrum.
Denne udvikling faldt sammen med de
nye holdninger inden for lægevidenskaben.
Fra midten af 1800-tallet blev den
friske søluft opfattet som helsebringende
af læger, som anbefalede, at man rekreerede
sig i den friske luft ved havet. Allerede
i 1858 åbnede den driftige Helsingør-vekselerer
J.S. Nathanson således
Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt. Omgivelserne
ved den stejle kystskrænt gjorde
det ud for Harzens bjergskråninger (Madsen
2003:23). H.C. Andersen var tilsyneladende
alene om sin negative opfattelse
af Nordkysten. Han blev altid forkølet
under sine ophold i 1870’erne hos familien
Collin i Ellekilde og sammenlignede
klimaet her med Nordpolens.
Fra 1880’erne og frem til begyndelsen
af 1950’erne boede mange landliggere
til leje i fiskernes huse. Velhavende københavnere,
skuespillere, sangere og musikere
begyndte at feriere ved havet, og
dette inspirerede mange andre fra hovedstaden til
at tage ud til kysten i sommerperioden. Hoteller og
talrige pensionater skød op i de gamle fiskerlejer
langs Øresundskysten og på Nordkysten, og samtidig
begyndte man at udstykke grunde med henblik
på sommervillaer, som blev bygget af velstillede
københavnere. Det var store huse, tegnet af tidens
bedste arkitekter i nordisk drage- eller schweizerhusstil.
I perioden 1900-1940 blev der opført mange sommerhuse
ved kysten. Efter 2. verdenskrig kom der
for alvor gang i udstykningerne i den kystnære
zone, som følge af den generelle velstandsstigning.
På grund af restriktionerne efter krigen var
de første sommerhuse meget små, men i løbet af
1960’erne vandt typehusene indpas (Olsen og Wulff
1995:15).
Reklameplakat for Gilleleje Hotel og Badepensionat fra
omkring 1900. Gilleleje Lokalhistoriske Arkiv.
61

5. Visionen om en nationalpark i
Nordsjælland.
Nationalparken Kongernes Nordsjælland begrænses
geografisk til nationalparkens kerneområde, Gribskov-Esrum
Sø området, og det system af landskabskorridorer,
som her præsenteres i rapporten.
Områdets kulturmiljøer kan indpasses i kulturhistoriske
korridorer, som kan fungere som rekreative
forbindelseslinier mellem nationalparkens kerneområde,
Gribskov-Esrum Sø området, og andre
statsejede arealer i Nordsjælland.
Formålet med pilotprojektet er bl.a. at der skal etableres
korridorer fra Esrum Sø og Gribskov til flere
af de andre større, statsejede arealer. Sådanne korridorer
skal være landskabsbånd, forbindelsesarealer,
der kan fungere som rekreative natur- og kulturstier,
men også som spredningskorridorer for planter og
dyr. Det skal tilstræbes, at korridorerne, hvor udvalgte
kulturmiljøer forbindes, i størst muligt omfang
lægges hen over fredede arealer og gennem
områder uden for den almindelige omdrift.
For hver korridor er det kulturhistoriske indhold beskrevet.
Desuden har vi registreret de vigtigste kulturmiljøer
og anført de kulturhistoriske projekter,
som kan gennemføres med henblik på, at de kulturhistoriske
værdier styrkes, ligesom befolkningens
62
Visionen om en
nationalpark i Nordsjælland
I granskoven. Johan Thomas Lundbye, 1848. Den Hirschsprungske Samling.
muligheder for at opleve kulturhistorien i landskabet
fremmes. Derfor gøres der opmærksom på de
bestemmelser, der er knyttet til beskyttelsen af de
fredede fortidsminder, digerne og middelalderkirkerne.
Her udover er der for hvert af korridorforslagene
lavet en liste over fredede områder, kulturarvsarealerne,
og over værdifulde kulturmiljøer, der
er udvalgt af amtet.
Når de kulturhistoriske projekter ikke altid figurerer
på listerne over de vigtigste kulturmiljøer, skyldes
det, at disse kulturmiljøers formidlingsmæssige potentiale
først må styrkes.
Det er vigtigt, at der i de kulturhistoriske korridorer
findens sammenhængende gang- og cykelstier
samt mindre befærdede bilveje, så det er muligt at
bevæge sig igennem områderne og opleve kulturhistorien.
I hvert korridorforslag har vi derfor i samarbejde
med naturvejleder Niels Henriksen og skovløber
Carsten Carstensen udarbejdet forslag til, hvordan
man kan færdes i landskabskorridoren, der på sine
steder behøver ikke nødvendigvis at være bredere
end vejen. Enkelte steder må der dog som et led i
nationalparkprojektet anlægges nye forbindelsesstier.
Der er således primært lagt op til færdsel til
fods, men på visse strækninger kan man også cykle
eller køre i bil og tog.

Stort piletræ ved Esrum Sø. Svend Otto Sørensen, 1959.
63

64
Kerneområdet
Gribskov - Esrum Sø
De højryggede agre fra skovlandsbyen Ostrup er stadig let synlige som parallelle forhøjninger i skovbunden.
Landsbyens jorder blev tilplantet med bøg i 1856. Foto: Liv Appel 2004.
5.1 Kerneområdet Gribskov - Esrum Sø
Beliggenhed
Esrum Sø og Gribskov er kerneområdet i pilotprojektet
Nationalpark Kongernes Nordsjælland. De
ejes begge af staten, og administreres af Frederiksborg
Statsskovdistrikt.
Esrum Sø er ca. 8 km lang, ca. 3 km bred og op til
22 m dyb. Med sine 1738 ha er den Danmarks næststørste
sø. Esrum Sø, hvis vandspejl ligger ca. 9,4 m
over havet, har i nordenden afløb til Esrum Å. Ved
søens østlige bred ligger blandt andet Fredensborg
Slotspark, medens Gribskov går op til vestsiden. Da
søens opland kun er ca. 59 km 2 , er tilløbene små.
40 procent af oplandet ligger i Gribskov (Høy m.fl.
1996:135ff).
Gribskov, der er 12 km i nord-sydlig retning og 7
km i øst-vestlig retning, dækker et areal på ca. 5.600
ha, og er dermed et af Danmarks største skovområder.
Plantede nåletræer udgør knap halvdelen af
skovens areal, mens bøgen vokser på omkring en
tredjedel af arealet.
Kulturhistorisk beskrivelse
Gribskovs kulturhistorie er en broget blanding af
sagn og fortællinger om blandt andet skovtyverier,
krybskytteri, sagnkvinden Mor Grib og de iltre kulsviere.
Mange markante kulturspor sætter stadig
deres præg på Gribskov, f.eks. gravhøje, hulveje,
trækulsmiler fra kulsviervirksomhed, parforce-jagtveje
og jord-/stendiger, der tidligere indhegnede
stutterivange og skovbebyggelser med deres agersystemer.
Gribskov ligger på en stærkt kuperet højderyg, der
er højest i den sydlige del af skoven og omfatter
bl.a. Multebjerg på 89 m’s højde. Højderyggen består
af et nord-sydgående system af randmoræner.
Disse langstrakte sandede, grusede og stenede morænebakker
er adskilt af dybe lavninger med småsøer,
moser og enge (Frederiksborg Amt 1992:52).
Indimellem findes der dog små, magre, sandede
moræneflader, som helt frem til slutningen af 1700tallet
er blevet udnyttet til dyrknings- og græsningsområder.

Gravhøjene i Gribskov
Af et kort, som viser tætheden af gravhøje
i Nordsjælland i 1880’erne (se kapitel
4), fremgår det, at de fl este gravhøje
lå i de nuværende landbrugsområder,
mens Gribskovområdet var sparsomt
belagt med gravhøje. Når man i dag
kan få det omvendte indtryk, skyldes
det, at de fl este af gravhøjene der ligger
i skov er bevaret, mens dem der lå
i landbrugsområderne er forsvundet. At
aktiviteten i Gribskov var relativ lille
afspejles også i tætheden af fund og
fortidsminder, som i Gribskov opgøres
til under én fundlokalitet pr. km 2 , mens
gennemsnittet på landsplan er lidt over
tre fundlokaliteter pr. km 2 (Rasmussen
m.fl . 1998:110).
Mens stenalderjægerne kunne fl ytte
rundt for at udnytte fl ere sæsonbetingede
ressourcer, blev de senere stenalderbønder
afhængige af deres afgrøder
og husdyr og derfor mere stedbundne.
De monumentale storstensgrave i Gribskov,
de såkaldte dysser og jættestuer,
er udtryk for, at der i bondestenalderen
lå bebyggelser.
Af storstensgravene i Gribskov er jættestuen ”Mor
Gribs hule” sydøst for Store Gribsø den bedst kendte.
De mange store gravhøje kan ikke dateres nærmere,
men stammer sandsynligvis fra slutningen af
stenalderen eller ældre bronzealder. Udbredelsen af
gravhøjene fra bondestenalderen og ældre bronzealder
i Gribskov viser, at man undgik de højest liggende
partier i skovens sydlige halvdel og i området
længst mod nord.
Storstensgravene ligger på grænsen mellem det
lave og det højere liggende terræn, i udkanten af det
nuværende skovområde ved Esrum Sø og ved Mårum,
Kagerup og Gadevang. Man kan forestille sig,
at storstensgravene knyttede sig til en bebyggelse,
hvis jorder delvis lå uden for den nuværende skov.
Dysserne ved Tagmosevej i skoven nord for Kagerup
kan have tilhørt den samme bebyggelse som
dysserne i området nord for Solbjerg Engsø. Der er
ikke indberetninger om fund fra storstensgravene
ved Tagmosevej.
Gribskov og Esrum Sø er kerneområdet i
pilotprojekt Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
De farvede områder markerer statsejede arealer.
De mange bronzealderhøje tyder på, at bebyggelsen
i den nordlige del af Gribskov voksede. De fl este
af højene ligger i området mellem Nødebo-Ostrup
i den østlige del af Gribskov og Mårum-Kagerup
i den vestlige del af Gribskov. Bronzealderhøjene
i Gribskov viser, at der fandtes store arealer med
sparsomt træbevokset overdrev, hvor man kunne
skære græstørv til højbyggeriet. Det er sandsynligt
at landskabet omkring højene var så åbent, at der
var visuel forbindelse mellem gravhøjene, og at
man kunne se dem fra Esrum Sø.
Da der sjældent gennemføres arkæologiske prøveundersøgelser
i skovene, er bopladser fra oldtiden
ikke kendt. Man kender derimod et par tilfl ugtsborge
fra jernalderen, som på grund af deres forsvarsvolde
er let synlige i skovbunden ved Burresø og i
Nødebo Holt.
65

Forholdet mellem træpollen og urtepollen i bundprøver
fra Store Gribsø afspejler i grove træk relationen mellem
skovland og åbent land (Rasmussen 1998:fig. 4).
Oldtidsbebyggelsen i Gribskov
Det billede af oldtidsbebyggelsen i Gribskov, som
fortidsminderne tegner, udbygges af en pollenanalyse,
som er lavet ud fra bundprøver fra Store Gribsø
i den sydlige del af Gribskov. Der er tale om et regionalt
pollendiagram, som viser vegetationsudviklingen
inden for en radius af ca. 5 km fra søen. Størstedelen
af Gribskov ligger inden for disse 80 km 2 .
Pollendiagrammet viser de relative pollenmængder
i de forskellige bundlag, og tegner således et billede
af vegetationssammensætningen og -ændringerne
gennem tiden. Samtidig giver diagrammet også indtryk
af landbrugsintensiteten og den generelle kulturpåvirkning
af skoven.
Pollendiagrammet viser, at landskabet i Store Gribsøområdet
ved jægerstenalderens slutning var dækket
af urskov, der bestod af en blanding af lind, elm, ask,
eg, el, hassel, birk og fyr. Lind dominerede på den
veldrænede jordbund. Den mørke urskov gav kun
mulighed for en sparsom bundvegetation af græs,
bynke og rødknæ (Rasmussen m.fl. 1998:103). De
små jægersamfund på denne tid udnyttede ganske
vist skovene til sæsonvis jagt på bl.a. vildsvin og
hjorte (urokse og elg var udryddet på øerne), men
opholdt sig især ved kysterne og indsøerne, hvor de
kunne fiske.
66
I begyndelsen af bondestenalderen ca. 3.900 f. Kr.
viser pollendiagrammet, at der indtraf vigtige vegetationsændringer
i Gribskov. Elm og lind gik tilbage,
mens birk og hassel blev mere almindelig. Samtidig
dokumenterer pollen fra byg, hvede og lancetbladet
vejbred den første landbrugsaktivitet med korndyrkning
og græssende husdyr i området omkring
Store Gribsø. Man drev et omflyttende svedjebrug,
dvs. at man afbrændte skov og dyrkede nogle år i
asken, indtil jorden var udpint (Rasmussen m.fl.
1998:104).
I begyndelsen af bondestenalderen var der endnu
ikke pres på dyrkningsarealerne i Nordsjælland.
Når stenalderbønderne alligevel valgte at slå sig ned
i Gribskov, må det derfor skyldes, at de ud fra deres
driftsmetoder værdsatte den sandede morænejord.
Pollendiagrammet viser, at de åbne arealer i skoven
øgedes sidst i ældre bronzealder, hvilket kan tolkes
som en bebyggelsesekspansion. Det var på samme
tid, at de store bronzealderhøje byggedes og bøgen
vandt indpas i Gribskov. Da gravhøjene blev opført
af græstørv, må højbyggeriet have ødelagt store dele
af græsnings/dyrkningsarealet i Gribskov, og det
var måske bl.a. på disse områder, at bøgen bredte
sig eksplosivt i løbet af yngre bronzealder.
Midt i ældre jernalder, i vikingetiden og i tidlig middelalder
blev yderligere arealer ryddet i Gribskov.
Udvidelsen af de åbne arealer i vikingetid og middelalder
kan hænge sammen med intensivering af
korndyrkningen, og at man udsåede rug som vintersæd
(Rasmussen m.fl. 1998:105).
Stednavnene i det nuværende Frederiksborg Amt
afspejler en udvidelse af bebyggelsen fra vest mod
øst. De fleste stednavne på nedlagte bebyggelser i
Gribskov ender på –torp, der med tiden er blevet
forvansket til -strup, -trup, -rup. Ud fra disse stednavne
har man dateret bebyggelsen til vikingetiden
og tidlig middelalder. Man har tidligere antaget, at
enestegårdene og landsbyerne i Gribskov blev anlagt
i forbindelse med bebyggelsesekspansionen i
løbet af vikingetid og tidlig middelalder
Betragter man imidlertid forholdet mellem mængden
af pollen fra urter og træer i pollendiagrammet
fra Store Gribsø, får man et mere nuanceret billede
af skovrydningen i Gribskov. Der er tale om en kontinuerlig
skovrydningsproces, som starter i begyndelsen
af bondestenalderen for snart 6000 år siden,
hvor perioder med nyrydninger afløses af stagnation

Bebyggelser og agre i
Gribskov i slutningen af
1700 tallet.
Grænserne mellem
skovbebyggelser og
stutterivange er markeret
med sorte linier.
Markerne er markeret
som hvide felter. Højdekoter
er markeret.
Kortet er udarbejdet på
grundlag af Fensmarks
kort fra 1782 samt rytterdistrikts
kortet fra
1790.
Af Kjartan Langsted
Fortidsminder i
Gribskov.
Af Kjartan Langsted
67

og fremgang for skoven. Hvis man ser den procentvise
andel af urtepollen som udtryk for andelen af
åbne arealer i Gribskov, udgjorde disse i stenalderen
ca. 5 procent af skovens areal, i bronzealderen
ca. 6 procent, i jernalderen ca. 8 procent og i tidlig
middelalder ca. 10 procent, hvilket næsten svarer til
størrelsen af de historisk dokumenterede dyrkningsarealer
i 15-1600-tallet.
Bortset fra gravhøjene kender man i dag ingen oldtidsbebyggelse
i Gribskov. Pollendiagrammet fra
Store Grib Sø, dokumenterer imidlertid en kontinuerlig
landbrugsudnyttelse i Gribskov fra stenalderen
og frem til 17-1800- tallet. Oldtidsbebyggelsen må
med andre ord være der.
Det er tankevækkende, at det ryddede areal i jernalderen
var næsten lige så stort som i historisk tid. Det
er sandsynligvis på denne baggrund, at jernalderens
tilflugtsborge i Burresø og på Nødebo Holt skal forstås.
Et andet spektakulært jernalderfund blev gjort
i 1886, da man i forbindelse med rydning af krat
på en lille holm i en mose ved Sophienborg syd for
den nuværende Gribskov, fandt dele af en bronzekedel
fra førromersk jernalder (500 f.Kr.). Den var
udsmykket med tyrehoveder og menneskeansigter i
keltisk stil.
68
Kort over nedlagte bebyggelser fra 16-1700-tallet i
Gribskov. Af Kjartan Langsted.
Ligesom de berømte kedelfund fra Rynkeby på Fyn
og Gundestrup i Vesthimmerland var kedlen fra Sophienborg
sandsynligvis hensat i mosen som et offer
til de højere magter.
Man må forestille sig, at udflytterbyggelserne i vikingetiden
og middelalderen blev lagt i delvist åbne
områder af Gribskov, hvor der tidligere havde været
oldtidsbebyggelse med ryddede og opdyrkede
agre. Man kender kun ét eksempel på en oldtidsager
i Gribskov, der aldrig blev omdannet til en højrygget
ager. Den ligger nord for jættestuen, ”Mor Gribs
Hule”.
Skovbebyggelser fra nyere tid
Første led i skovens navn er ordet ”at gribe”, hvilket
kan hentyde til, at Gribskov oprindelig var en
skov, som man måtte gribe i eller tage af. Gribskov
var altså en alminding, hvor alle frit kunne opdyrke
jord eller bruge af skoven. Da Danmark blev en stat
og kongemagten snart hævdede sin ejendomsret til
al jord uden ejer, blev skovbønderne, som boede
i Gribskov, automatisk fæstebønder hos kongen.
Dette fremgår af Kong Valdemar Sejrs jordebog fra
1200-tallet: ”Gripscogh med sit tilliggende (dvs.
bebyggelser) ”hører til kongelev på Sjælland”.
I Gribskov ligger en række velbevarede bebyggelser
med tilhørende dyrkningsarealer fra middelalderen
og renæssancen. Disse har national betydning, da
man intet andet sted i landet har bevaret hustomter
sammen med systemer af højryggede agre, som
både giver et helhedsbillede af bebyggelsen på denne
tid, og som repræsenterer et uvurderligt arkæologisk
kildemateriale til belysning af skovbøndernes
levevilkår.
Bortset fra resterne af Trustrup landsby, hvor der i
1912 blev rejst en mindesten over den sidste ejer, var
alle andre gårdes og landsbyers beliggenhed ukendt,
da ”Projekt Gribskov” startede i 1980’erne. Det var
planen, at man ville kortlægge alle bebyggelser i det
daværende Esrum Skovdistrikt og dernæst foretage
udgravninger af udvalgte hustomter og højryggede
agre. Registreringen i den nordlige del af skoven,
der tidligere var delt mellem Mårum og Esbønderup
sogne, blev foretaget af Erik A. Jarrum for Skov-
og Naturstyrelsen. Jarrum kortlagde alle synlige
højryggede agre og hustomter, og kunne ved sammenligning
af sine iagttagelser med oplysninger fra
Rigsarkivet, Landsarkivet, markbøgerne fra 1681

mm., rekonstruere et kort over de forsvundne bebyggelser
og deres agre.
Gilleleje Museum og Nationalmuseet foretog i forbindelse
med ”Projekt Gribskov” prøvegravninger
af hustomter i Krogdal og Sibberup (Frandsen og
Jarrum 1987; Jarrum 1989), og senere har Holbo
Herreds Kulturhistoriske Centre ved Gilleleje Museum
i 2003 og 2004 gennemført prøveundersøgelser
på enestegården Glarborg (Appel 2004b).
Skovløber Carsten Carstensen har i løbet af
1990’erne gjort en stor indsats, idet han har suppleret
registreringerne med oplysninger om bebyggelser
og højryggede agre i andre dele af Gribskov,
Stenholtvang i Selskov, Store Dyrehave, Tirsdagsskoven
og Brødeskov. Carstensen har dog begrænset
sig til at kortlægge de tydeligste agersystemer
(Carstensen 2003).
I 1500-tallet var 10 procent af Gribskov lagt under
plov. Arealerne med de højryggede agre blev drevet
af omkring 30 enkeltgårde og landsbyer, som
sandsynligvis ikke alle var i drift samtidig: Sigge-
Kort over nyere tids kulturminder i
Gribskov. Baseret på oplysninger fra
skovløber Carsten Carstensen.
rup, Nørre Sørup, Hiernerup, Torup, Kistrup, Sibberup,
Hallendrup, Holgerskøb, Krogdal, Nødebo,
Pederstrup, Skallerød, Strø, Svendstrup, Sponholt,
Følstrup, Stenholt, Habjergs Mølle, Skt. Mortens
Huse, Tokkerup, Kollerup, Trustrup, Glarborg, Boland,
Ostrup, Oddergård, Stenholt Mølle, Boesgård,
Bjørnstrup og Tibberup.
Gårdene i Gribskov blev nedlagt eller flyttet ud af
skoven i fire omgange. Først blev gårdene nærmest
Esrum Kloster nedlagt:
• 1540’erne: Christian III opretter stutterivangene
Krogdals Vang og Munke Vang. Hermed nedlægges
landsbyen Krogdal, der har fire gårde,
som første gang omtales i 1189 som Cracadal.
• 1608-1610: Christian IV indhegner fire stutterivange
Tumling Vang, Fændrik Vang, Graver
Vang og Piber Vang. Tre enestegårde nedlægges:
Siggerup, første gang omtalt i 1555, Nørre
Sørup, første gang omtalt i 1322 og Hiernerup,
første gang omtalt i 1189. I 1701 inddrages også
Skallerød som Stutterivang.
69

• 1715-1720: Arealer i Gribskov inddrages som
”kobler” til græsning for heste fra rytteriet på
Esrum Kloster. Fire enestegårde og to landsbyer
nedlægges: Holgerskøb med 12 tdr. land første
gang omtalt i 1555, Hallendrup med 16 tdr. land
første gang omtalt i 1290, Boserup, Torup med
14 tdr. land og oprindelig to gårde, første gang
omtalt i 1158, Kistrup med 12 tdr. land, Sibberup
landsby med oprindelig fire, men senere
kun to gårde, første gang omtalt i 1211, Ostrup
landsby med seks små gårde første gang omtalt
i 1555.
• 1781: Forordningen om skovudskiftning medfører
at fire enestegårde og én landsby nedlægges
og flyttes ud af skoven: Boland med 23 tdr.
land, Glarborg med 17 tdr. land, Kollerup med 9
tdr. land i Mårum overdrev, Pederstrup med 15
tdr. land og Trustrup landsby med 57 tdr. land og
fire små gårde.
70
Frederik VII yndede at lystfiske på Esrum Sø og
indtog sin frokost i en pavillon ved Kongens Bøge
(efter Mikkelsen 1982).
Stenholt Mølle
I modsætning til de øvrige bebyggelser i Gribskov
var Stenholt på grund af sin vandmølle, en betydningsfuld
ejendom. Landsbyen blev omkring 1160
skænket af kong Valdemar I den Store (1157-82) til
klosteret, og den fungerede som grangie under Esrum
Kloster. Men i 1497 blev den overdraget Poul
Laxmand, som omdannede den til en hovedgård og
centrum for adelsfamiliens gods, som strakte sig til
Øresund (Beyer og Jarrum 1991). Frederik II mageskiftede
sig til godset i 1560 for, at han kunne lægge
det ind i sin kongelige vildtbane (Jensen og Tortzen
1991:44ff).
Mølleanlægget ved Stenholt med velbevarede fiskedamme,
kanaler og vandløbssystemer er en anlægstype,
der sjældent er bevaret i det åbne land.
Når anlægget er bevaret ved Stenholt, skyldes det i
væsentlig grad, at Pederstrup, Skallerød og Stenholt
blev udlagt til stutterivange, dvs. indhegnede græsningsarealer
til heste. Vangene udgjorde en del af
skoven og blev fredet ved skovforordningerne omkring
1800 (Beyer og Jarrum 1991)
Stutterivangene
Man begyndte at etablere stutterivange i Gribskov
kort tid efter, at Esrum Kloster ved reformationen var
blevet omdannet til en kongelig ladegård med bl.a.
opstaldning af heste. I 1540’erne anlagde Christian
III de første stutterivange Krogdal Vang og Munke
Vang. Christian IV supplerede i årene 1608-10 disse
vange med fire nye: Tumlinge Vang , Fændrik Vang,
Graver Vang og Piber Vang. Vangene var omgivet
at stengærder og risgærder. Stednavne som den Blå
Port og Sandporten viser, hvor der var åbninger i
vangegærderne. Fire skovløberhuse ”Munkevangshus”,
”Tumlingehus”, ”Fændrikshus” og ”Graverhus”
markerer i dag stederne, hvor tilsynsmændenes
eller ”vangemændenes” boliger lå. Som nævnt
blev også Stenholts-, Skallerød og Pederstrupvang
udlagt til hestevange senere i 1600- og 1700-tallet.
Kanalsystemet til Frederiksborg Slotsø
Også store dele af et andet, endnu større kanalsystem
ligger delvis bevaret i Gribskov. Systemet havde til
formål at lede vand fra moser og søer frem til Slotsmøllen
og fiskedammene ved Frederiksborg Slot
(Steensberg 1992:15f). Ligesom fiskedammene ved
Stenholt Mølle, skulle dette system af søer og damme
forsyne hoffet med ferskvandsfisk. Damme, an-

Der ligge i Grib Skov et sted, som kaldes Ottevejskrogen; kun den finder det, som søger værdeligen;
thi intet Kort angiver det. Navnet selv synes ogsaa at indholde en Modsigelse, thi hvorledes kan
et Sammenstød af otte Veje danne en Krog, hvorledes kan det Alfarne og Befarne forliges med det
Afsides og Skjulte? -- Og dog er det saaledes: der er virkelig otte Veje, men dog meget ensomt.
Modsigelsen i Navnet gjør da Stedet blot mere ensomt, som Modsigelse altid gør ensom. De otte
Veje, den megen Færdsel er kun Mulighed, en Mulighed for Tanken. Ingen færdes paa denne Vej
uden Vinden, om hvem det ikke vides, hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen... Selv den, der
fulgte den snævre Fodsti, som frister ind i Skovens Indelukke: selv han er ikke der saa ensom , som
man er det ved de otte Veje, paa hvilke ingen rejser. Otte Veje og ingen Rejsende. Det er jo, som var
Verden uddød, og den Efterlevende bragt i den Forlegenhed, at der var ingen til at begrave ham;
eller som var det hele Folkefærd vandret ud ad de otte Veje og havde glemt den Ene!
lagt med henblik på fiskeri af bl.a. karusser, kendes
allerede i middelalderen fra f.eks. Æbelholt Kloster.
Men det var i 15-1600-tallet, da karpeavlen vandt
indpas, at ferskvandsfiskeriet fik sin storhedstid. I
1682 omfattede det kongelige dambrug i Frederiksborg
og Kronborg Amt 30 damme. De kongelige fiskemestre
sørgede helt op i 1700-tallet for, at hoffet
blev forsynet med ferskvandsfisk fra opdrætsanlæg,
som strakte sig fra Søsum Sø i sydvest til Hellebæk
i nordøst (Fritzbøger 2004; Hofmeister 2004:76f).
Kanalsystemet til Frederiksborg Slotssø omfatter to
hovedlinier. Den sydlige forløber fra Allerød Sø via
Teglgårdssøen, og den nordlige fra Store Gribsø til
dammene ved Fruebjerg, derfra vest om Gadevang
til Selskov. Herfra førte den til Ødammen i indelukket
og frem til Slotssøen. Den nordlige kanal blev
påbegyndt i 1576, og er særlig synlig nord for Fruebjerg.
Parforcejagtvejene i Gribskov
Søren Kierkegaard ”Stadier på Livets Vej”
De kongelige jagtveje som i 16-1700-tallet blev anlagt
med henblik på parforcejagt, er særligt knyttet
til den sydlige del af Gribskov. Dette hænger
sammen med nærheden til Frederiksborg Slot, men
sandsynligvis også med de ulemper, som jagt imellem
de tættere liggende skovbebyggelser og stutterivangene
på de mere frugtbare arealer i den nordlige
del af skoven ville medføre.
Ottevejskrydset var centrum i parforcejagtsystemet
i Gribskov. Da Gribskov er større end Store Dyrehave,
har jagtvej-systemet også en større målestok.
Således måler de to nordligste vej-kvadrater i Gribskov
1,425 km på hver led. Ligesom i Store Dyrehave
og Hareskoven var vejene nummererede. Endnu
kendes navnene Femvejskorset og Ottevejshuset.
Parforcejagten er nærmere omtalt i forbindelse med
beskrivelsen af landskabskorridoren Frederiksborg–
Fredensborg–Nivå (se kapitel 5.4).
De vigtigste kulturmiljøer i Gribskov
1. Kagerup: I skoven nord for Kagerup ligger to
stendysser og en jættestue på række. Jættestuens
gang vender mod øst, og i bunden af kammeret ses
dele af en dæksten.
2. ”Mor Gribs Hule”: Jættestue fra bondestenalderen
ca. 3.200 f.Kr. Overliggeren mangler. Sagnet
fortæller, at gravkammeret var bolig for troldkvinden
Mor Grib, som bl.a. vildledte de vejfarende på
Helsingevejen.
3. Glarborg: Et voldanlæg på en halvø på vestsiden
af Burresø (= borgsø) i Gribskov er kendt under
stednavnet ”Borgen”. Placeringen giver en naturlig
beskyttelse, dog ikke på vestsiden, hvor der har været
opført mure af marksten og sandsynligvis palisader.
Frederik VII har ladet anlægget undersøge. Det
er blevet tolket som en tilflugtsborg fra jernalderen.
Umiddelbart nordvest for Borgen kan man se resterne
af den sammenstyrtede skorsten i den ældste af
enestegårdene på Glarborg. Der nævnes i 1555 og
blev nedlagt i slutningen af 1700-årene.
4. Margrethes Vold/ Biertingsborg: I den østlige
del af Nødebo Holt ligger en nord/syd gående
jordvold, der delvist afsnører en halvø i Esrum Sø.
Bag volden ligger rester af et hus, der på skovkort
kaldes ”Dronning Margrethes hus”. Anlægget kan
være identisk med den forsvundne bebyggelse Biertingsborg,
som i 1500-tallet hørte under adelsgodset
Stenholt.
71

5. Trustrup: I 1912 rejstes en sten over den sidste
gårdejer Niels Jensen, som flyttede fra stedet i 1790.
Der er spor af den nedlagte skovlandsby, som havde
fire gårde, gadekær, brønde, gærder og højryggede
agre. Til landsbyen hørte 57 tdr. land. I forbindelse
med forordningen om udskiftning i 1781 blev gården
flyttet ud af skoven.
6. Sibberup: Spor af skovlandsby, nedlagt i 1717 i
forbindelse med etableringen af kobler til hestene
ved rytteriet på Esrum Kloster. Sibberup er i dag én
af de bedst bevarede bebyggelser i Gribskov. Oprindelig
havde landsbyen fire gårde med tilsammen
47 tdr. land. Før nedlæggelsen af landsbyen var der
kun to gårde tilbage i Sibberup. Disse hustomter
kan stadig ses i skovbunden. Gilleleje Museum har
foretaget en prøvegravning i den ene hustomt fra
1600-tallet, som viste sig at dække over en noget
ældre bygning (Frandsen 1989:46).
7. Søvej: Krogdal- Munke- Tumling- Fændrik-
Graver- og Piber Vang, anlagt som stutterivange
til ladegården på Esrum Kloster af Christian III i
1540’erne og Christian IV i årene 1608-10. Vangene
har været omgivet at sten- og risgærder. Stednavnene
Blå Port og Sandport hentyder til åbningerne
i vangegærderne. Vangemændenes boliger lå ved
”Munkevangshus”, ”Tumlingehus”, ”Fændrikshus”
og ”Graverhus”.
8. Frederik II’s kanal: Gravet kanal fra Store
Gribsø til Fruebjerg påbegyndt 1576. Kanalen er en
del af et større kanalsystem, som havde til formål at
lede vand fra moser og søer frem til Slotsmøllen og
fiskedammene ved Frederiksborg Slot (Steensberg
1992:15f).
9. Stenholt Mølle: Mølledammen er i dag tørlagt.
Følstrup damme er et område med kanaler og damme,
som skulle lede vand frem til Stenholt Mølle.
Der er spor af fisketrapper, dæmninger og stigbord,
skvatmøller og fiskedamme (Beyer og Jarrum
1991).
10. Rødepælsstjernen: Således kaldes den otte-armede
vejstjerne lige nord for Ottevejskrydset, som
er centrum i parforcejagtsytemet i Gribskov. Søren
Kierkegaard besøgte Gribskov og dette vejkryds.
Stedet inspirerende til fordybelse og eftertanke. I
vejkrydset står en mindesten for Søren Kierkegaard,
udformet som en stendysse, som blev rejst hundrede
år efter hans fødsel af National Forfatterforening i
1913.
72
11. Fruebjerg: En mindesten er rejst på Fruebjerg i
den sydøstlige del af Gribskov, hvor højskolemanden
Holger Begtrup i perioden 1896 til 1935 arrangerede
”De nationale Fruebjergmøder”. Fra 65 m’s
højde er der flot udsigt til Arresøen. Udsigten er dog
i færd med at forsvinde bag trækronerne.
Potentialer
Kulsviere i Gribskov ca. 1932.
Gilleleje Lokalhistoriske Arkiv.
1. Storstensgrave ved Kagerup: Gruppe på tre
storstensgrave bestående af to dysser og en jættestue.
Undersøgelse, sikring, synliggørelse og formidling
af gravanlæggene.
2. Glarborg borg: Opmåling, magnetometermåling
og prøvegravning af tilflugtsborgen i Burresø
med henblik på en datering og formidling af borgen
i sin rette sammenhæng.
3. Skovbebyggelser: Opfølgning ”Projekt Gribskov”
med henblik på undersøgelse, dokumentation
og bevaring af middelalderens og renæssancens
agersystemer og bebyggelser i Gribskov. Erik A.
Jarrums og Carsten Carstensens registreringer bør
udvides til også at omfatte de andre statsejede skove
i nationalparkområdet.
3. Trustrup: Plejeplan med henblik på at bevare og
synliggøre de velbevarede hustomter fra landsbyen
ved mindestenen fra 1912.
4. Parforce-jagtveje: En gennemgang, beskrivelse
og dokumentation af de bevarede parforcejagtveje.
Der bør særligt arbejdes med de upåagtede jagtveje
langs vestbredden af Esrum Sø. Desuden genopretning
og synliggørelse af de delvis ødelagte vejlinier,
og endelig en plan for fremtidig sikring og bevaring
af vejsystemet – også uden for skovene.

5. Stenholt Mølle/ Følstrup Damme: Det kongelige
nordsjællandske ferskvandsfiskeris store betydning
er et stort set ubehandlet emne, og kun få kender
Stenholt Mølles velbevarede kanal- og damanlæg i
Skallerød, Pederstrup og Stensholtvang. Dette område
kunne indgå i en undersøgelse af det kongelige
nordsjællandske ferskvandsfiskeri. I den forbindelse
kunne anlægget istandsættes og formidles.
6. Kanalsystem til Frederiksborg Slotssø: En registrering,
beskrivelse og dokumentation af de bevarede
kanaler. Det er vigtigt at afmærke, synliggøre
og formidle de bevarede dele af kanalerne og
at lave en plan for fremtidig sikring og bevaring af
kanalsystemet – også udenfor skovene. Man kan afmærke
en sti, så man f.eks. kan følge kanalen fra
Store Gribsø i retning af Slotsparken.
Beskyttelse, fredninger og udpegninger
• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er beskyttet
i medhold af museumsloven kapitel 8 a og
må ikke ændres eller tilplantes. Der må ikke dyrkes
nærmere end to meter fra foden af et fortidsminde.
• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af museumsloven
kapitel 8 a.
• I landskabskorridoren indgår fredningerne (frednings
nr. og navn) : 219-203 (Hovmoase Gadevang),
219-202 (Gadevang mose), 219-201 (Gadevang kirke),
219-211 (Møllekrog), 219-105 (Hejreholm)
• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer
(Sb.nr. og navn): 010103-112 (Sibberup), 010103-
113 (Krogdal vang), 010108-62 (Skallerød), 010108-
63 (Stenholt).
• Dele af området er udpeget som særligt værdifuldt
kulturlandskab (nr. og navn): 10 (Esrum ejerlav),
108 (Nederste Kobbel - Grib Skov)
Tilgængeligheden
Tørlagt kanal i Gribskov. Foto: Liv Appel.
Forslag til passagemuligheder i landskabskorridoren:
• Frederiksborg Slot - Stenholtvang - Syv Stjernen -
Glarborg - Kongens Bøge - Krogdal Vang - Esrum
• Selskov - Sophienborg - Fruebjerg - Boland
Vang - Glarborg - Boland Vang - Sibberupvang
i Gribskov
• Sleteltehus - Tinghus - Kistrup Kobbel
Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre
befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til
færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også
cykle eller køre i bil.
Kortet på side 75 viser de eksisterende stier og veje
markeret med rødet, mens stier som foreslås etableret er
markeret med blåt.
73

74
Kort over de statsejede arealer i kerneområdet Gribskov - Esrum Sø.

Kort med forslag til passagemuligheder i kerneområdet Gribskov - Esrum Sø. Eksisterende veje (rød linie), forslag til nye veje (blå linie), korridorens afgrænsning
(sort linie). Numrene henviser til afsnittet ”De vigtigste kulturmiljøer i Gribskov” på side 71.
75

76
Søborg - Esrum-
Rusland
Nakkehoved vestre Fyr under arbejdet med at forhøje fyret. Christian Zacho, 1898. Gilleleje Lokalhistoriske Arkiv.
5.2 Korridoren Søborg-Esrum-Rusland
Beliggenhed
Korridoren omfatter de tidligere store vådområder
omkring den nu tørlagte Søborg Sø og fortsætter
langs Esrum Å og Pandehave Å i Græsted-Gilleleje
og Helsingør kommuner. Korridoren udgør et sammenhængende
kultur- og naturmiljø, som forbinder
de statsejede arealer i Gribskov og Esrum Sø med
de statsejede arealer langs kysten ved Gilbjerg, Nakkehoved
og Villingebæk.
Kulturhistorisk beskrivelse
Esrum Å og Pandehave Å forløber i to nord/sydgående
smeltevandsdale, som er dannet af istidens
smeltevandsstrømme. Et højt beliggende plateau af
storbakket moræne adskiller de to dalstrøg. I dette
område, der i dag er et hedelandskab med enebær,
ligger Tegners Museum. Esrum Sø afvandes gennem
Esrum Å i den vestlige ådal, mens Pandehave
Å (Villingebækken) følger den østlige.
På strækningen fra Esrum Sø til Kjeldså Å nord for
Snævret Skov gravede man i 1805 delvist parallelt
med Esrum Å en kunstig kanal til fragt af brænde på
pramme fra Gribskov til kysten ved Dronningmølle
(Hansen 1986; Richter-Friis 1981).
Stenalderbopladserne
I den senere del af jægerstenalderen, især i løbet
af Kongemosekulturen og Ertebøllekulturen (ca.
6.400-3.900 f.Kr.), indtraf flere meget markante
havstigninger, littorina-transgressioner, som var
forårsaget af afsmeltning fra områder, der på dette
tidspunkt endnu var dækket af iskapper. Havniveauet
var dengang 6-7,5 meter over nutidens. Arealer,
som i dag er tilgroede ådale og dyrkede marker, var
dengang brede fjorde, der skar sig langt ind i landet.
Fra Kattegat strakte littorinahavet to fjordarme ind
i landet til Villingerød og Havreholm. Også Søborg
Sø var en fjordindskæring fra Kattegat.
Tidevandsstrømmene frigav næringsstoffer, som
mikroorganismerne kunne udnytte og videre i fødekæden
danne grundlag for et rigt muslinge-, fiske-

og fugleliv. Fjordene tiltrak stenalderens
fangstfolk, som bosatte sig på holme
og langs bredderne af fjordene. Herfra
kunne de sætte ruser og fi skegærder og
fange sæler og marsvin i Kattegat. Indlandet
var dækket af urskov afvekslende
med store mose og sumpområder, men
lejlighedsvis søgte jægerne også ind i
skovene på jagt efter bl.a. kronhjort, rådyr
og vildsvin. Området har således stor
fortælleværdi med hensyn til landskabsdannelsen
og de fossile stenalderfjorde.
Sænkningen syd for Dragstrup må i stenalderen
have været sejlbar med udhulede
stammebåde og har kulturhistorisk knyttet
de fossile fjordsystemer i Esrum-Pandehave
ådalene til Søborg Sø bassinet.
Fra sænkningen syd for Dragstrup kendes
fl ere mosepotter fra bondestenalderen
(ca. 3.900-1.800 f.Kr.) (Koch 1998,
katalog nr. 3-6). På denne tid udnyttedes
fjordområdernes ressourcer stadig, men nu af et
specialiseret fangstfolk, kaldet den grubekeramiske
kultur (ca. 2.900 -2.500 f.Kr.), som også kendte til
hus-dyrhold og agerbrug.
Søborg Slot
Søborg slotsruin og købstad er lige som Esrum Kloster
gode steder at illustrere middelalderens magtforhold
med konge, kirke, adel og bønder. Ifølge
traditionen var det ærkebiskop Eskil (død år 1181),
som var med til at etablere begge anlæg i en urolig
periode med borgerkrig midt i 1100-tallet. Eskil, der
i 1134 var blevet biskop i Roskilde og i 1137 ærkebiskop
i Lund, var en ivrig deltager i det politiske og
militære magtspil, som fulgte efter mordet på Knud
Lavard i 1131.
Han arbejdede målbevidst på at styrke kirkens magt
på bekostning af den verdslige og på at frigøre den
danske kirke fra tysk indfl ydelse. Eskil erhvervede
personligt gods i Nordsjælland bl.a. landsbyen Esrum
og muligvis også Søborg, som gaver fra kongen
Erik Lam (1137-46) (Jarrum 2003:119f).
Af forsvarsmæssige hensyn blev Søborg anlagt på
den yderste og nordligste af tre holme i Søborg Sø.
På Mellemholmen blev der opført to volde og to
voldgrave, og på den inderste holm voksede en købstad
op i ly af borgen omkring år 1200. Ifølge Saxo
Landskabskorridoren Søborg-Esrum-Rusland.
De farvede områder markerer statsejede arealer.
Grammaticus’ Danmarks krønike blev Eskilds Søborg
allerede ca. 1161 belejret og indtaget af Valdemar
den Store. Frem til begyndelsen af 1400-tallet
fungerede Søborg, som en af den danske kongemagts
vigtigste rigsborge, men i 1580’erne var Søborg
slot opgivet og henlå som en ruin.
Søborg har med jævne mellemrum været genstand
for arkæologiske udgravninger, siden præsten Christoffer
Schröder i 1790 og senere Frederik VII i
1850 foretog de første arkæologiske undersøgelser
af borgen (Smidt 1930; Wegener 1851).
Litorinahavets maksimale udstrækning ca. 6.400 f.Kr.
Bopladser fra jægerstenalderen (rød),
bondestenalderen (blå) .
77

Senest foretog Nationalmuseet og Gilleleje Museum
undersøgelser af borgen og købstaden i årene 1978-
89 (Jarrum 2003). Takket være disse udgravninger,
er det i dag muligt at udskille flere bygningsfaser,
som kan ses ved et besøg på slotsruinen. Selvom
Søborg Sø i dag er afvandet, kan man stadig ane
søens bredder, som fulgte littorina-skrænterne.
Søborg Sø-området viser således også en vigtig del
af 1800-tallets landbrugshistorie. Det var i forbindelse
med udskiftningen i slutningen af 1700-tallet,
at man fik øje på, hvilke muligheder for nyt landbrugsland,
der lå i det mere end 1200 tdr. land store
fladbundede Søborg Sø område. Man gravede en
kanal til Gilleleje og forsøgte at afvande Søborg
Sø. Da man under mottoet ”Hvad udad tabes skal
indad vindes” efter tabet af Sønderjylland i 1864,
atter satte fokus på områder som kunne tørlægges
til landbrugsjord, gennemførte løjtnant Feilberg den
endelige tørlægning af Søborg Sø i 1870’erne. Efter
2. verdenskrig blev vandstanden i søen yderligere
sænket ved hjælp af en elektrisk pumpestation.
På den tidligere søbund opstod en række gårde og
husmandssteder, der i et marsklignende landskab,
gennemskåret af afvandingskanaler, drev et specielt
jordbrug (Petersen og Meyhoff 1986).
78
Matrikelkort over Søborg sogn fra midten af 1800-tallet.
Gilleleje Lokalhistoriske Arkiv.
Esrum Kloster
Da Eskil modtog landsbyen Esrum i gave fra Erik
Lam, lå der allerede et benediktinerkloster på stedet.
Dette omgjorde Eskil til et cistercienserkloster, som
udnyttede tidens topmoderne teknologi – vandmøllen.
Esrum kloster var moderkloster for cisterciensermunkene
i Norden. Efter reformationen i 1536
konfiskerede Christian III klosterets gods, men de
sidste munke flyttede først ud i 1559. De dele af klosteret
og ladegården, som ikke blev nedrevet for at
skaffe byggematerialer til Kronborg og Frederiksborg
Slot, indrettedes til hestestutteri og ladegård.
Ved ryttergodsreformen i 1717 blev Esrum Kloster
militærforlægning for en del af det nordsjællandske
rytteriregiment.
Den bevarede sydfløj af Esrum Kloster og de ikke
synlige, men afmærkede ruiner af klosterkirken og
fratergården, samt Esrum Møllegård ligger ca. en
kilometer fra bredden af Esrum Sø. Det mellemliggende
område fremstår som en konsekvens af en
landskabs- og plejeplan fra 1994 som et sammenhængende
engområde. Området afgrænses i øst af
den kunstigt gravede Esrum Kanal fra 1805, og
Mølleåen følger det løb, som blev gravet i 1605 i
forbindelse med opførelsen af Esrum Møllegård.
I middelalderen så engområdet foran klosteret anderledes
ud. Det havde præg af et stort vådområde,
fordi Esrum Å jævnligt gik over sine bredder og
medførte store oversvømmelser.
Kystzonen
Frem til ca. år 1500 var der primært
tale om sæsonfiskeri efter sild i efterårsmånederne,
først herefter begyndte
de mere permanente fiskerbebyggelser
at udvikle sig. Bl.a. fiskerlejet
Villingebæk, som i 1528 bestod af
27 huse (Frandsen og Jarrum 1993).
Da området blev hærget af sandflugt
i 1600- og 1700 tallet anlagde man
sanddiger. Den østlige del af sanddiget
kan stadig ses syd for strandvejen
op til Pandehave Å. Engene i Pandehave
Ådal var nemlig vigtige produktionsområder
for hø til hestene
på Esrum Kloster, og det var bønder,
husmænd og fiskere i Kronborg len,
som slog høet for kongen. Villingebæk
fiskerleje fortsatte med at eksi-

stere på trods af fiskerikrisen og sandflugten, som
navnlig i 1700-årene hærgede fiskerbebyggelserne
på Nordkysten. I dag er de fleste huse i Villingebæk
desværre forsvundet, som følge af lergravningen
ved grosserer Ferdinand Andersens nu nedrevne
teglværk, som fungerede i perioden 1897-1947.
På steder hvor kystskrænterne er afbrudt af naturlige
lavninger, f.eks. ved åudløb, kendes der inden for
Søborg-Esrum-Rusland korridoren flere steder spor
af fiskepladser. Sæsonfiskeri fra 1300-tallet er bl.a.
påvist på det marine forland øst for Fabers Grav
ved Nakkehoved (Engberg og Frandsen 1989), og
i skrænten ved Gillbjerghoved skrider hvert år kulturlag
ned fra fiskerbebyggelsen Krogskilde, som
blev nedlagt omkring år 1600.
Gilleleje fiskerleje ligger ved udløbet af Søborg Å
(Søborg Kanal) på det marine forland mellem Nakkehoved
og Gilbjerghoved. I slutningen af 1500-tallet
var Gilleleje med 70 huse det største fiskerleje på
nordkysten. Gilleleje Havn er i dag Sjællands største
fiskerihavn, men den har ikke skæmmet den gamle
bydel øst for Søborg Kanal, som sammen med stejlepladserne
stadig udgør et vigtigt kulturmiljø (Beyer
m.fl. 1989). Takket være Strandbakkeselskabets
indsats siden 1918 med opkøb af bl.a. Strandbakkerne
øst for byen er fiskerlejet aldrig blevet klemt
i den stærke byudvikling, der har fundet sted siden
slutningen af 1800-tallet ikke mindst pga. sommerturismen.
Vigtige forbindelsesliner langs kysten er
Fyrstien og Gilbjergstien. Disse stier førte Gillelejes
første sommergæster mod øst til Nakkehoved og
mod vest til Gilbjerghoved, hvor der blev opsat en
mindesten for Søren Kierkegaards besøg i 1835.
Esrum Kloster set fra syd. Foto: Liv Appel 2004
Nakkehovedkilen er et unikt kulturlandskab, der siden
1772 har været præget af de to fyr på Nakkehoved.
Under Englandskrigene i begyndelsen af 1800tallet
stod der en signalstation øst for det østre fyr.
Fra samme krig stammer også kystmilitsens skanser
ved Klithuset, der ligger ved udløbet af Esrum Å.
Også Gilleleje var plaget af sandflugt, og fyrmester
Faber på Nakkehoved arbejdede gennem hele sin
tjeneste fra 1824 til 1845 på at dæmpe flyvesandet
og tilplante området mellem fiskerlejet og fyrene.
Hans haveanlæg ”Fabers Have” var en del af denne
beplantning, men den omfattede også en gravhøj,
hvor han selv blev begravet i 1845, en grotte og
pavilloner, som tiltrak prominente gæster herunder
Frederik VII og grevinde Danner (Burchardt 2004).
Sommeren 1850 boede grevinden således på fyret,
mens kongen ”residerede” i sit telt og foretog udgravninger
på Søborg Slotsruin. Gilleleje Museum
er i skrivende stund ved at indrette et fyrmuseum i
den tidligere fyrmesterbolig på Nakkehoved vestre
Fyr.
De vigtigste kulturmiljøer omfattet af
korridoren
I denne sammenhæng har vi valgt at definere kulturmiljøer
som områder, der viser kulturspor fra en bestemt
periode. Korridoren omfatter er repræsentativt
udsnit af kulturmiljøer fra flere perioder, således at
kulturhistorien i området bliver fortalt. Kulturmiljøerne
er vist på kortet over korridoren.
79

Kulturmiljøer med fortidsminder
Blandt fortidsminderne i Søborg-Esrum-Rusland
korridoren er fangstbopladserne fra stenalderen talrigst
repræsenteret og et udtryk for de fossile stenalderfjordes
store betydning. Gravhøjene fra bondestenalderen
og bronzealderen er karakteristiske for
de kystnære områder.
1. Pandehave Å og Esrum Å: Kulturmiljø med
fangstbopladser fra jægerstenalderen på holme i
og langs bredderne af den fossile stenalderfjord.
Særligt må fremhæves de mange bopladser fra
kongemosekulturen, herunder den klassiske boplads
(Esbønderup sb. 64), som har givet navn til
kongemosekulturens mellemste periode ”Villingebæk-fasen”(6000-5700
f.Kr.). Denne boplads
er meget velbevaret, fordi den er overlejret af et
lerlag fra en senere havstigning. Foran bopladsen
i den tidligere fjord fandt man udsmidslag
med genstande af organisk materiale, bl.a. Danmarks
hidtil ældste åleruse (Kapel 1969).
2. Ålekistebro ved Søborg Kanal: Kulturmiljø
med bopladser fra Ertebøllekulturen ved den
fossile Søborg Sø/ fjords snævre nordlige udløb
på tærskelen mellem Søborg Sø og de store lavtliggende
vådområder mod nord (Bedsmosen).
En af bopladserne definerer Ertebøllekulturens
yngste fase ”Ålekistebro-fasen” (ca. 4.500-3.900
f.Kr.). Kun en mindre del af den meget fundrige
boplads er udgravet i 1946-47 og i 1986 (Græsted
sb. 25 og 43).
3. Hesbjerg - Firhøj: Kulturmiljø fra bondestenalder
og bronzealder med rester af større højrækker
på bakkedraget mellem de to fossile stenalderfjorde
Søborg Sø og Esrum Å. Gravhøjene
ligger i et åbent kulturlandskab, som dog trues
af tilgroning. - Senest er der givet tilladelse til at
plante fredskov ved Bøgelundsgård. Fra de bevarede
gravhøje er der udsyn til Kullen og Kattegat.
4. Torshøjgård: Kulturmiljø med oprindeligt flere
gravhøje fra bronzealderen på bakkedraget syd
for Dronningmølle. Gården har fået navn efter
gravhøjene, som muligvis hentyder til gudenavnet
Thor. Højene har ligget ved en øst-vest gående
færdselsåre, som længere mod øst har slidt
sig ned i terrænet som hulveje i skrænten ned
mod Pandehave Å.
80
Kulturmiljøer med middelalderlige anlæg
5. Søborg Slotsruin og købstad: Kulturmiljø,
som omfatter den tidligere Søborg Sø, hvor tre
sammenhængende holme i middelalderen skød
sig et par hundrede meter ud i søen. Ruinerne af
Søborg Slot kan stadig ses på den yderste holm,
mens den eneste synlige rest af købstaden på
den inderste holm er den store kirke fra omkring
år 1200.
6. Voldsted ved Firhøj: Arkæologen Vilhelm
Boye besigtigede i 1886 området ved Hulsø
mellem Søborg Sø og Esrum Å. Han fandt munkesten
men skrev, at man tidligere også havde
kunnet se spor af volde omkring bygningen (Søborg
sogn sb. 32). På et kort fra 1787 fremstår
ladegården som et stort uregelmæssigt ottekantet
voldanlæg, tæt op til østsiden af Hulsø.
7. Esrum Kloster: Kulturmiljø, som omfatter resterne
af det middelalderlige kloster. I dag er
kun klosterets sydfløj bevaret. Bygningen rummer
en permanent udstilling om klosterets historie,
men anvendes også til foredrag og særudstillinger.
De nuværende bygninger på Esrum
Møllegård stammer fra 1800-tallet og anvendes
til miljøskole, udstillinger og café.
Kulturmiljøer fra nyere tid
Blandt kulturmiljøerne fra nyere tid er her medtaget
særligt velbevarede landsbyer. Hele ejerlav er kun
undtagelsesvis medtaget i landskabs-korridorerne,
da dette ville medføre, at store dyrkningsarealer ville
indgå i nationalparken. En vigtig del af nyere tids
kulturhistorie er rettet mod havet, idet kysten efter
år 1500 blev præget af en permanent fiskerbebyggelse,
og for at skibsfarten kunne sikres, blev fyrtårnene
på Nakkehoved øst for Gilleleje tændt i 1772.
8. Esbønderup landsby med kirke fra 1100-tallet
og gadekær. Kaldes Esbiernstorp i 1178. Amtets
første sygehus anlagt her i 1755.
9. Søborg landsby med den største teglstenskirke
i Holbo Herred. Kirken blev opført i købstadens
tid ca. 1200 i romansk stil. En munkesten
i kirkens sydmur bærer runeindskriften ”Thæn
fyrstæ”, dvs. den første. Inde i kirken findes en
kampesten med runeindskriften ”Ave Maria” fra
ca. 1100. Byen var købstad fra ca. 1270 til ca.

En gruppe børn spiller rollespil ved Søborg slotsruin.
Foto: Liv Appel 2003.
1550. Fra 1405 er der oplysninger om et rådhus
og fra 1485 om en gildesgård/-lade. Indtil
ca. 1740 var der flere brolagte gader i byen. Om
Søborgs historie fortæller også flere mindesten,
som er rejst for bl.a. Christian IX i 1937, provst
Christopher Schröder og P.B. Feilberg, som tørlagde
Søborg Sø. Missionshuset, andelsmejeriet
og skolehuset er også dele af landsbyens nyere
historie.
10. Nakkehoved Fyr: To kulfyr opstillet 1772. Ombygget
til lampefyr (olie-) i 1834 og i 1898 til
blinkfyr. Samtidig nedlagdes østre fyr (ved Fyrkroen)
og vestre fyr forhøjedes til 22 m. Fyrmester
Christian Faber blev udnævnt i 1824. Han
bekæmpede sandflugten i området og plantede
”Fabers Have” øst for fyrene, hvor han i 1845
blev begravet i en oldtidshøj.
11. Gilleleje fiskerleje opstod i forbindelse med
silde- og torskefiskeriet i 1500-tallet. I middelalderen
havde der kun været drevet sæsonfiskeri
på stedet. Rester af den ældste fiskerbebyggelse
ligger i området ved Fabersvej. Fiskelejet havde
kirke med egen præst i perioden 1538-84. Kirken
af bindingsværk afløstes i 1746 af en kirke
af teglsten. Sandflugt hærgede Gilleleje frem til
begyndelsen af 1800-tallet. Den første anløbsbro
byggedes i 1820 og i 1872 kom den første
havn, som udvidedes i 1902 og i 1923. I 1896
kom Gribskovbanen til Gilleleje, og i 1916 blev
Hornbækbanen åbnet. Jernbanerne fik betydning
for byudviklingen vest for Søborg Kanal og for
transport af sommergæster fra København. Jødetransporterne
til Sverige under 2. verdenskrig
er en vigtig del af Gillelejes nyere historie.
12. Esrum Kanal og Væltningen: Esrum Kanal
blev gravet fra Esrum Sø til Dronningmølle ved
Kattegat i perioden 1802-1805 med henblik på
tømmertransporten mellem Gribskov og kysten.
Herfra blev tømmeret udskibet til København.
Arbejdet blev udført under ledelse af oberst
Dietrich Adolph von der Recke (1755-1811). Allerede
fra 1850’erne blev kanalen mindre brugt,
og pramfarten ophørte helt i 1870’erne. Kanalen
var 9 km lang, 9 m bred og 1,5 m dyb. Ved Væltningen
blev tømmeret omlastet til pramme for
videre transport på Keldsø Å og Esrum Å.
13. Søborg Sø og Søborg Kanal: Afvandingssystem
fra 1800-tallet, der blev gennemført for at
indvinde nye landbrugsarealer efter udskiftningen
og krigen i 1864. Anlægget består af krydsende
drængrøfter, en pumpestation og en dybere
afvandingskanal til Kattegat.
Potentialer
Nedenfor følger en liste over forslag til kulturhistoriske
projekter inden for korridoren Søborg-Esrum-
Rusland. Forslagene er beskrevet i kapitel 6 ”Realisering
af potentialer”. Denne korridor falder geografisk
inden for projektområdet for Esrum-Søborg
områdedelplan. For Frederiksborg Amt udarbejdede
Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre i 2003 en
forundersøgelse af de kulturhistoriske forhold i den
vestlige del af delplanområdet, og vi foreslog i den
forbindelse en lang række kulturhistoriske projekter
(Appel red. 2003). Flere af forslagene vil kunne udvikles
i forbindelse med et nationalparkprojekt.
1. Esrum Å, Pandehave Å og Ålekistebro: Formidling
og anskueliggørelse af de fossile fjorde
og af jægerstenalderens bopladser.
2. Rusland: Foretage en præcisering eller revision
af den eksisterende fredning. Formålet med fredningen
er at bevare og forbedre biologiske og
landskabelige værdier, bevare kulturhistorien og
regulere den offentlige adgang. Landskabsfredningen
skal således også sikre de landskabelige
og kulturhistoriske værdier, men dette kan være
81

82
vanskeligt/ umuligt, når der ikke er foretaget en
systematisk registrering af f.eks. hulveje, diger
og bopladser. Det er meget vigtigt, at landbrugsdriften
langs Pandehave Å ikke forurener eller
medfører dræning og sænkning af vandstanden,
således at stenalderbopladsernes organiske udsmidslag
nedbrydes. Gravhøjene ved Torshøjgård
bør plejes.
3. Hesbjerg: Oprette stiforbindelse fra Nakkehovedkilen
til gravhøjene på Hesbjerg.
4. Voldsted ved Firhøj: Voldstedet ligger i dyrket
mark og er ikke synligt. Området lægges ud til
permanent græsning, og volden markeres i terrænet.
Projektet kan kombineres med et naturgenopretningsprojekt
ved Hulsø og de omkringliggende
vådområder.
5. Esrum Kanal: Kanalen fremtræder i dag tørlagt
og delvis tilgroet. Selve kanalen og trækstien
ryddes for bevoksning, så man kan færdes langs
den fredede kanal fra Esrum Sø til Væltningen
i Snævret skov. I landskabs- og plejeplanen fra
1994 findes et endnu ikke realiseret forslag om,
at vandføringen i Esrum kanal genskabes. Også
de bevarede dele af kanalen fra 1500-tallet, som
leder fra Esrum Å forbi den gamle vandmøllebygning
i Dronningemølle (”Slottet”), bør ryddes,
istandsættes og fredes.
6. Esrum Mølle: Den middelalderlige vandmølle
formidles sammen med dæmningen på engen
syd for Esrum kloster. Projektet kan evt. knyt-
Skovtur på Esrum Kanal i året 1813 (efter Bjørn 1994:20).
tes sammen med en undersøgelse af middelalderens
vandtilførsel til klosteret og det gamle løb
af Esrum Å.
7. Esrum Kloster og Klosterkirke: Præcisering/
revision af eksisterende fredning.
8. Søborg Slot: Reetablere den oprindelige adgangsvej
fra Søborg købstad over mellemvoldene
og mellemholmen til selve slotsholmen. I
den forbindelse må et mindre trekantet areal syd
for borgruinen erhverves.
9. Søborg Bygrav: dokumentere og genskabe bygraven
øst for Søborg middelalderlige købstad.
10. Nakkehovedkilen og Fabers Have: Der bør
laves en plejeplan for fyrområdet med henblik
på, at haveanlægget og landskabet fra midten af
1800-tallet genskabes.

Tegning af området ved Søborg slotsruin, øverst i
venstre hjørne. Den blå linie marker den oprindelige
adgangsvej fra Søborg købstad over mellemvoldene og
mellemholmen til selve slotsholmen. Denne vej foreslås
genetableret. Arealet som bør erhverves er rødskraveret.
Fredet område med rød linie.
Beskyttelse, fredninger og udpegninger
• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er beskyttet
i medhold af museumsloven kapitel 8 a og
må ikke ændres eller tilplantes. Der må ikke dyrkes
nærmere end 2 m fra foden af fortidsmindet.
• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af museumsloven
kapitel 8 a.
• Kirker i området (anlæggelsesår omtrentligt):
Gilleleje (1538), Søborg (1200), Esbønderup (1100),
Villingrød (1906). Bygningerne og inventaret er beskyttet
af den kirkelige lovgivning, ”Loven om kirker
og kirkegårde” fra 1992 (rev. 2001). Hertil kommer
Exner-fredningerne fra 1950’erne af arealerne
omkring middelalderkirkerne.
• I korridoren indgår fredningerne (frednings nr. og
navn) : 213-201 (Esbønderup Kirke), 213-501 (Søborg
Kirke), 213-301 (Gilleleje Kirke), 213-303
(Gilleleje Strandbakker), 213-304 (Fabersvej-Søstræde),
213-302A (Gilbjergstien), 213-302B (Gilberghoved,
Gilbjergstien), 213-403 (Matr.1a og 1e,
Strand-Esbønderup by), 213-502G (Nakkehovedkilen),
213-502D (Nakkehoved, Passebæk), 213-502B
(Nakkehovedkilen, Lyshøjgård), 213-502C (Nakkehovedkilen),
213-502F (Nakkehovedkilen, Munkerupgård),
213-502A (Nakkehoved, Hesbjerg),
213-209 (Esrum kanal), 213-208 (Esrum kloster),
213-207 (Esrum Sø), 213-205 (Rusland), 213-204
(Dronningmølle), 217-402 (Esbønderup Strand).
• I korridoren er udarbejdet plejeplan for Ruslands
fredningen, plejeplan for Tegners museumspark
(Område B i Ruslandsfredningen), landskabs- og
plejeplanen for Esrum Møllegård–Esrum Kloster,
Plejeplan for Esrum Klosters omgivelser (Frederiksborg
Amt 2003.)
• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer
(Sb.nr. og navn): 010110-116 (Ålekiste Bro, Højbro,
Bedsmose Å), 010110-118 (Søborg Slotsruin),
010110-117 (Hesbjerg), 010110-119 (Rødkilde, Esrum
Å), 010110-120 (Firhøj), 010103-108 (Esrum
Kloster), 010103-111 (Villingebæk, Pandehave Å,
Månedalen).
• Dele af området er udpeget som særlig værdifuldt
kulturlandskab (nr. og navn): 3 (Søborg ejerlav),
5 (Holt ejerlav og Fredbogård), 6 (Pårup ejerlav),
7 (Søborg Sø og Kanal), 8 (Dragstrup ejerlav), 9
(Ferle ejerlav), 10 (Esrum ejerlav), 11 (Esrum Å og
Esrum Kanal), 12 (Hesbjerg-Firhøj), 13 (Villingerød
ejerlav), 14 (Havreholm ejerlav), 15 (Horneby Fælled),
16 (Pandehave Ådal), 18 (Bøtterup ejerlav), 19
(Plejelt ejerlav).
Tilgængeligheden
Forslag til passagemuligheder i korridoren:
• Sibberup Vang i Gribskov – Søborg Sø – Gilleleje
– Gilbjerg.
• Gilleleje – Nakkehoved Fyr – Hesbjerg – Firhøj –
Snævret – Esrum. Fra Snævret er der også forbindelse
til østsiden af Søborg Sø.
• Munkerup – Pandehave Å – Rusland Havreholm –
Klosterris Hegn.Fra Rusland er der forbindelse over
Villingerød til Snævret.
Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre
befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til
færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også
cykle eller køre i bil.
Kortet på side 85 viser de eksisterende stier og veje
markeret med rødt, mens stier, som foreslås etableret, er
markeret med blåt.
83

84
Kort over de statsejede arealer i Søborg-Esrum-Rusland korridoren.

Kort med forslag til passagemuligheder i Søborg-Esrum-Rusland korridoren. Eksisterende veje (rød linie), forslag til nye veje (blå linie), korridorens afgrænsning
(brun linie). Numrene henviser til afsnittet ”De vigtgtste kulturmiljøer omfattet af korridoren” på side 79 - 81.
85

86
Høbjerg-Valby-
Bakkebjerg
5.3 Korridoren Høbjerg - Valby -
Bakkebjerg
Beliggenhed
Landskabskorridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg
udgør et sammenhængende kultur- og naturmiljø
fra Høbjerg Hegn og Valby Hegn og videre op langs
Tobro Å og Højbro Å til de fredede arealer omkring
gravhøjene på Bakkebjerg ved Rågeleje og de offentligt
ejede arealer ved Heatherhill på Kattegatkysten.
I stenalderen var vådbundsområderne langs
Højbro Å og i Hanebjerg Mose fjorde med forbindelse
til Kattegat. Gravhøjene ved Bakkebjerg og
på Heatherhill vidner om den senere oldtidsbebyggelse
langs disse fossile stenalderfjorde. Korridoren
omfatter områder i Græsted-Gilleleje og Helsinge
kommuner.
Kulturhistorisk beskrivelse
Midt gennem Rågeleje by løber den nu delvist rørlagte
Højbro Å, der afvander det større lavtliggende
Heatherhill. Foto: Liv Appel 2004.
område mellem Mønge, Laugø og Ørby. I slutningen
af jægerstenalderen var dette vådområde et fjordsystem,
som vest om Unnerup strakte sig ind mellem
Heatherhill og Hesselbjerg. Dette fjordsystem har
sandsynligvis tiltrukket fangstfolk, men der har kun
været gennemført få arkæologiske undersøgelser i
området (Pedersen 1991:7).
Landskabskorridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg
er særlig rig på gravhøje. De fleste gravhøje ligger
i Blistrup sogn. Gravhøjene blev bygget over storstensgrave
og stenkister i bondestenalderen (3.900
- 1.800 f.Kr.) eller over egekister og stenkister i ældre
bronzealder (1.800-1.000 f.Kr.). Disse gravhøje
har præget landskabet i bronzealderen, hvor de ofte
blev genanvendt til nye begravelser.
De gravhøje, som arkæologen Vilhelm Boye fra Nationalmuseet
registrerede ved herredsberejsningen
i 1886, udgør grundlaget for Kulturarvsstyrelsens
database ”Fund og Fortidsminder”. Hertil kommer
de gravhøje, som er beskrevet i markbogen fra
1680’erne, og som er gengivet på de ældste kort fra
17-1800-tallet.

Dysser og jættestuer
Bondestenalderens bopladser på de højere liggende
morænefl ader lå ofte oven for en å, der var hovedfærdselsåren
gennem landskabet. Storstensgravene
(dysser og jættestuer) opførtes oven for ådalene, og
der lå tidligere en koncentration af storstensgrave
ved Unnerup, hvor Højbro Å snævrer kraftigt ind,
men ingen af disse høje er bevaret.
Længere inde i landet ved Valby Hegn ligger der
fl ere stenaldergrave. Langs nordsiden af Tobro Å
ligger syv langdysser. Tæt herved i det åbne landskab
nord for Valby Hegn ligger der en langdysse
på 55 m’s længde, medens der vest for Valby Hegn
ligger en sløjfet jættestue på Bavnehøj. Det er sandsynligt,
at de to religiøse nedlæggelser af stenøkser,
man har fundet, stammer fra stenalderbebyggelsen
i Valby Hegn.
Inde i Høbjerg Hegn, syd for vandskellet, ligger
resterne af en stor langdysse på 43 m’s længde og
17 m’s bredde. Allerede ved herredsberejsningen i
1886 var begge dysse kamrene fjernet, og man kan
formode at langdyssen oprindelig var del af en højgruppe
ligesom dysserne i Valby Hegn.
Bronzealderhøje
I Rågelejes bagland ligger én af Sjællands smukkeste
højgrupper på et højdedrag, der strækker sig fra
nord til syd. Højdedraget er omgivet af vådområder.
Af et stort gravfelt på mere end 20 store bronzealderhøje
er der i dag kun bevaret 11 gravhøje.
Der er stor interesse for, at landskabet og de eventuelle
bopladser, som måtte fi ndes i området omkring
Maglehøjene bevares. Fredningen omkring
fortidsminder dækker en 100 m zone. Men da der
ikke ved landskabsfredning er forbud mod maskinel
dyrkning, medfører dette, at den landskabelige sammenhæng
mellem højene brydes. Samtidig udsættes
gravhøje og evt. bopladser for en stadig nedbrydning
på trods af fortidsmindefredningen
Gravfeltet ligger lige ved turistcentrene i Rågeleje
og Nordsjællands Sommerpark. Hvis der ikke blev
pløjet mellem gravhøjene, kunne arealet åbnes og
vises frem til glæde for fastboende og tilrejsende.
Landskabskorridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg.
De farvede områder markerer statsejede arealer.
Moselig og mosepotter
Menneskeskeletter og i særdeleshed menneskekranier
er velrepræsenterede i de nordsjællandske moser.
I ældre jernalder (500 f. Kr. – 400 e. Kr.) ofrede
man således mennesker og lerkar i moserne, som
man gjorde i bondestenalderen fl ere tusinde år tidligere
(Becker 1972). Medens der i de jyske moser er
velbevarede lig, de såkaldte ”moselig”, som følge af
kemiske forhold i moserne, har man i de sjællandske
moser kun fundet skeletdele.I Hesselbjergmose
fandt man ved tørveskæring under 2. verdenskrig tre
skeletter af børn eller unge. Det var tilsyneladende
menneskeofringer.
87

88
Kort over udbredelsen af gravhøje i Blistrup sogn. Arkæologen Vilhelm Boye indhentede i 1886 oplysninger om 118 gravhøje i Blistrup sogn (blå cirkler
og firkanter). Af de gamle kort fra 17-1800-tallet fremgår det imidlertid, at 38 gravhøje var fjernet før Boyes registrering, hvilket svarer til ca. 1/3 af
gravhøjene (røde cirkler). I dag er kun 23 gravhøje i Blistrup sogn fredet, hvilket svarer til ca. 15 % af gravhøjene omkring år 1800 (blå firkanter).

Middelalderens vandmøller
I markbogen fra 1680’erne er der oplysninger om
flere vandmøller i landskabskorridoren Høbjerg-
Valby-Bakkebjerg. De er sandsynligvis fra middelalderen.
Derimod har man kun oplysninger om
én enkelt vindmølle, som ifølge Esrum Klosters
brevbog i 1304 lå ved Ludshøj ved Blistrup (Appel
2003).
Markerne stod tit under vand om foråret. I nyere tid
er grundvandsspejlet sænket ved dræning, og mange
små vandløb er lagt i rør. I dag er sporene efter
de fleste af vandmøllerne og mølledammene slettet
ved dyrkning eller sommerhusudbygning.
Hvor der var mulighed for, at man kunne opstemme
vandet, anlagdes små vandmøller (Linde-Laursen
1989). Kværnen bestod af en møllesten med overligger,
som blev drevet af et vertikalt vandhjul (Fischer
1993:38). Sådanne små møller lå f.eks. ved Gamle
Møllevad mellem Vejby og Mønge og i området syd
for Valby, hvor man i kulturlandskabet kan se omridset
af mølledammen og dæmningerne ved de to
vandmøller (se under potentialer nedenfor).
Råge Mølle var engang én af Nordsjællands større
vandmøller. Den lå ved udløbet af Højbro Å ved Rågeleje.
I dag er alle spor af møllen væk, men da møllen
var i drift, opstemmede man vandet i Unnerup
Mose og Hanebjerg Mose. Råge Mølle omtaltes i
1500-tallet som en græsmølle, der har tilhørt kongen
Den anvendtes kun om vinteren og kaldtes derfor
også for en vintermølle. Stigbordet skulle fjernes
1.maj af hensyn til græsafgrøden. I 1610 var ”Rogemølle
aldeles øde og afbrudt” (Jarrum 1991:22ff).
Rågeleje
I bondestenalderen gik havet helt op til foden af
kystklinten. Siden hævede landet sig, hvorved der
opstod et marint forland, der gennem tiden er blevet
stærkt eroderet af havet. De dele af det marine
forland, som i dag ligger tilbage, er enten bebygget
eller udlagt som offentlige rekreative arealer. Kystsletten
ved Smidstrup og Udsholt Strand strækker
sig mod vest frem til Højbro Ås udløb ved det gamle
fiskerleje, Rågeleje, der brugte åmundingen som naturlig
havn. Vest for fiskerlejet fortsætter kystklinten
til Tisvildeleje, kun afbrudt ved Heatherhill.
Den østlige del af Rågeleleje i begyndelsen af
1900-tallet. Helsinge Lokalhistoriske Arkiv.
I ældre tid lå det marine forland hen som forblæste
strandenge og hedelignende strækninger. Skrænterne
var afbrudt af lavninger, der gav adgang til kysten.
Oftest var der her adgang til ferskvand fra de
bække eller åer, som løb ud i havet. Her slog lokale
sig ned for at drive fiskeri. Frem til ca. 1500 var der
primært tale om sæsonfiskeri efter sild i efterårsmånederne,
men på dette tidspunkt begyndte de nuværende
fiskerlejer som helårsbebyggelser at udvikle
sig (Frandsen 1987; Frandsen og Jarrum 1992).
I 1588 havde Rågeleje fiskerleje 15 huse. Bebyggelsen
forsvandt næsten helt i begyndelsen af 1600tallet
på grund af fiskerikrisen, men genopstod i
1700-tallet, og omkring år 1800 lå der 12 huse langs
Højbro Å i Rågeleje (Frandsen og Jarrum 1992).
Under en kraftig storm i 1923 forsvandt den del af
bebyggelsen i Rågeleje, som lå nord for Gillelejevejen,
i havet. Rågeleje mistede herved en del af
sin oprindelige identitet (Frandsen 1991b). Siden
er der foretaget gentagne kystsikringsarbejder med
tekniske løsninger, som passer dårligt til det gamle
fiskerleje. Det er vigtigt, at man ved fremtidige anlægsarbejder
i Rågeleje i langt højere grad tilpasser
nybyggeriet til atmosfæren i det gamle fiskerleje,
som er bedst bevaret vest for åen i retning af Heatherhill
og Tisvildeleje. Her breder sommerhusområderne
sig oven for skrænten.
Længere inde i landet ligger der flere landsbyer med
gamle navne. Nejlinge, Mønge og Laugø anses for
at være opstået i yngre romersk og germansk jernalder
i tidsrummet ca. 200-700/800 e. Kr, mens sognebyerne
Vejby og Valby er lidt yngre navneformer
fra vikingetiden, ca. 800-1050 e.Kr. Stednavne med
disse endelser er karakteristiske for den vestlige del
af Nordsjælland, hvor landskabet tidligt blev opdyrket.
89

Stednavnet Laugø har skiftet gennem tiderne, og
nævnes første gang i 1241 som ”Lacghø”. I middelalderen
var Laugø med 14 gårde den største af Helsinge
sogns landsbyer (Sørensen 1988:11), og det
kan derfor undre, at sognekirken blev opført i den
mindre landsby Helsinge. Flere ejendomme i Laugø
tilhørte adelige personer og Æbelholt Kloster. Ved
udskiftningen i 1788 var der 17 gårde i Laugø, som
sammen med Vejby var den 6. største by i Kronborg
Amt, hvor de største landsbyer var Ramløse, Langstrup,
Annisse, Holløse og Lønholt. I nyere tid har
der ligget tre meget store gårde i Laugø: Bøgeskovgård,
Slettegård og Tranegård.
De vigtigste kulturmiljøer omfattet af
korridoren
Et kulturmiljø kan defineres som et område, der viser
kulturspor fra én eller flere perioder. Korridoren
omfatter et repræsentativt udsnit af kulturmiljøer fra
flere perioder, således at kulturhistorien i området
bliver fortalt. Kulturmiljøerne er vist på kortet over
korridoren.
1. Valby Hegn har otte langdysser, der ligger på
række langs Tobro Å. Herfra kendes desuden to
offerfund med stenøkser og en jættestue. Området
er udpeget til kulturarvsareal.
2. Maglehøje/Bakkebjerg er et attraktivt fortidsmindeområde
hvor 10 store gravhøje ud af oprindeligt
over 20 høje er bevaret til i dag. Der er
gjort flere fine gravfund i gravhøjene (Aner og
Kersten 1973:6ff). Tuemosen nord for gravhøjene
udmærker sig dels ved ofringerne fra bondestenalderen,
dels ved sin variation: tre fund
af mosepotter, to menneskeofre, hvoraf mindst
ét kan dateres til bondestenalderen, et stort offerfund
af flintdolke fra dolktid samt diverse
dyreofre. Området er kulturarvsareal, men er på
90
Jættestuen Ølshøj. Johan Thomas Lundbye, 1843. Den Hirschsprungske Samling.
trods af dette i 2004-2005 yderligere blevet udbygget
med sommerhuse.
3. Nejlinge: På landevejen mellem Helsinge og
Mårum ved Møllebækgård, blev der i 1957 under
vejarbejde fundet rester af en brolagt vej.
Muligvis er vejen en del af den middelalderlige
herredsvej fra Halsnæs over Helsinge og Esrum
Kloster til Kronborg. Vejstumpen blev fredet af
Frederiksborg Amts Vejvæsen.
4. Valby landsby med middelalder kirke. Holbo
Herreds ting lå i Valby, og galgebakken lå ved
vejen syd for kirken. Kirken blev opført af skånske
sandsten i angelsaksisk-normannisk stil i
begyndelsen af 1100-tallet. Landsbyens grundplan
viser træk fra middelalderen. Valby Huse er
den husmandsudstykning, som ligger nordligt i
ejerlavet.
5. Vejby landsby med middelalderkirke. Kirken
blev ligesom Valby Kirke opført af skånske
sandsten i angelsaksisk-normannisk stil i begyndelsen
af 1100-tallet. Vejby landsbys grundplan
viser træk fra middelalderen.
6. Blistrup kirke og præstegård. Kirken i Blistrup
er opført af rå og kløvede kampesten, og
stammer fra første halvdel af 1100-tallet. Den er
sandsynligvis opført i tilknytning til en storgård
7. Laugø landsby har en velbevaret udskiftningsstruktur.
Navnene i markbogen ”Galle Agre”
og ”Tingbierg Aas” i Laugø ejerlav, tyder på,
at Holbo Herredsting kan have ligget i Laugø,
hvor også galgen stod, før herredstinget blev
flyttet tilValby. Holbo Herreds Kulturhistoriske
Centre driver et hestevognsmuseum og en gammel
smedje i Laugø.

8. Mønge landsby: Velbevaret fladt kulturlandskab
med gode dyrkningsmuligheder og enge
til kvæghold. Landsbyen viser træk fra middelalderen.
Mønge Huse er den husmandsudstykning,
der ligger nordøstligt i ejerlavet.
9. Heatherhill var fra 1947 navnet på den velhavende
engelske direktør Vincent’s sommerbolig.
I dag er bygningerne revet ned og området
er åbnet for offentligheden. Det bakkede istidslandskab,
som desuden er præget af sandflugten
i nyere tid, er del af en større fredning, som også
omfatter dele af Hanebjerg Mose og sommerhusområdet
på Hanebjerg. Hede- og overdrevsplanter
dækker hovedparten af Heatherhill.
Sådanne hedearealer med lyng, revling og lave
enebærbevoksninger, udvikledes som et resultat
af intensiv afgræsning, og var indtil for et par
hundrede år siden almindelige i Nordsjælland.
10. Rågeleje: Fiskerleje fra 1500-tallet, som næsten
forsvandt i 1600-tallet på grund af fiskerikrisen,
men atter blev befolket i løbet af 17-1800-tallet.
Rågeleje har været er populært feriested siden
begyndelsen af 1900-tallet.
11. Ølshøj: Dobbelt-jættestuen Ølshøj og en hellekiste
(dvs. en stenkiste) er de eneste tilbageværende
gravminder, men indtil for bare et par
hundrede år siden lå der inden for et ganske
lille område omkring Ølshøj yderligere to dysser
og fem jættestuer (Fabricius 1952). Stedets
status som lokalt ceremonielt centrum fortsatte
op i bronzealderen (Appel og Jørgensen 2002).
Skov- og Naturstyrelsen har etableret parkeringsplads,
adkomststi og opsat et informationsskilt
ved dobbeltjættestuen.
12. Ludshøj er den eneste bevarede høj af en højgruppe
syd for Blistrup. Den ligger på en bakkeknold
ved Øllemose Å og er selv i sin nuværende
afgravede form synlig på lang afstand. I
forbindelse med grusgravning stødte man i 1871
på en meget rig grav fra yngre bronzealder, som
indeholdt et sværd, en pilespids, et beslag til et
pilekogger, en ragekniv af bronze samt en pincet,
en dobbeltknap og en nål af guld (Terslin
1959).
Nejlingevejen øst for Helsinge. Foto: Kjartan Langsted.
Potentialer
Nedenfor følger en liste over forslag til kulturhistoriske
projekter inden for korridoren Høbjerg-Valby-
Bakkebjerg.
1. Valby Hegn: Dysserne langs Tobro Å i Valby
Hegn lå oprindeligt i et dyrket landskab nær
åen, men i dag ligger de i tæt skov. De plejes i
dag af Skovdistriktet og er tilgængelige for offentligheden
ad skovstier. Formidlingen kunne
dog forbedres. Man kunne således udvide de
åbne områder omkring dysserne, således at man
får indtryk af åens nærhed. Der kunne endvidere
etableres en ca. 3 km lang tursti gennem Valby
Hegn og videre gennem det åbne kulturlandskab
langs Tobro Å frem til langdyssen. Ud over informationstavlerne
ved parkeringspladsen kan
der også opsættes informationstavler ved fundstederne
for flintøkse-depoterne (Appel 2003),
og der kan fremstilles en brochure om turstien.
91

2. Valby: I Claus Gjortsens optegnelser fra 1520’
erne nævnes to møller i Valby, der begge tilhørte
kongen. Flere navne i markbogen fra 1682 tyder
på, at den ene vandmølle lå ved Sigersbro
sydøst for Valby, og at den anden vandmølle lå
ved Højbro/ Tobro Å syd for Valby. Øst for den
sidst nævnte vandmølle løb vandet fra Tobro Å
og Sigersted Å sammen i mosebassinet, ”Gallie
Mossen”, der fungerede som mølledam. Tobro
Å er i dag stærkt uddybet for at kunne dræne de
omliggende arealer. Gennem naturgenopretning
har man en enestående mulighed for, at middelalderens
vådområde syd for Valby kan genskabes.
Hvis mosen tages ud af dyrkning, dræningen
ophører, og man genetablerer det oprindelige
åløb, vil de middelalderlige vandmølleanlæg
kunne anskueliggøres og formidles. Dette projekt
kan eventuelt knyttes sammen med et kulturhistorisk
projekt for dysserne i Valby Hegn
(se nr. 1).
3. Bakkebjerg: Højgruppen Maglehøje er fredet.
Formålet med fredningen er, at højgruppens
omgivelser skal bevares (jfr. Frederiksborg
Amts frednings-nr. 213-103A). Der er behov
for en præcisering af fredningen, som stammer
fra 1945 og 1966, da fredningen ikke beskytter
kulturminderne fra bronzealderen mod moderne
landbrugsdrift. Således pløjes der helt indtil de
92
Vandmøllerne ved Valby. Rekonstruktion af mølleåer og mølledamme (blå) med tilføjede marknavne fra Markbogen.
Møllernes placering er angivet med røde crikler.
fredede gravhøje, som derved beskadiges. Hvert
år høvler ploven 1 cm af de overpløjede gravhøje,
som fortsat kan ses i terrænet og de bopladser,
som ville kunne fortælle om livet i det
bronzealdersamfund, der opførte gravhøjene.
Arealet omkring gravhøjene bør udlægges til
vedvarende græsning. Dette vil samtidig åbne
mulighed for, at man kan etablere offentlig adgang
til gravhøjene ad stier med færiste eller
skrålåger.
4. Ludshøj: Anlæggelsen af Ludshøj tyder på, at
høvdingen i dette område havde kontrol med
færdslen over vadestederne ved Øllemose Å.
Det kunne derfor være et kulturhistorisk projekt
at istandsætte og formidle Ludshøj i sammenhæng
med vadestederne.
5. Ølshøj: I et lille mosehul vest for dobbeltjættestuen
Ølshøj ofrede man i yngre bronzealder
et lur-par, ”Blistrup-lurerne”, og et sæt kvindesmykker
af bronze (Appel og Jørgensen 2002).
Gilleleje Museum lokaliserede for et par år siden
en boplads fra bronzealderen på Jydebjerggård
i Udsholt kun ca. 500 m fra offermosen ved
Ølshøj. Et kulturhistorisk projekt kunne være at
braklægge offermosen, som i dag ligger i dyrket
mark, og knytte den formidlingsmæssigt til det
fredede område omkring Ølshøj.

Beskyttelse, fredninger og udpegninger
• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er beskyttet
i medhold af museumsloven kapitel 8 a og
må ikke ændres eller tilplantes. Der må ikke dyrkes
nærmere end 2 m fra foden af fortidsmindet.
• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af museumsloven
kapitel 8 a.
• Kirker i området (anlæggelsesår omtrentligt): Vejby
(1100), Valby (1100), Blistrup (1140). Bygningerne
og inventaret er beskyttet af den kirkelige lovgivning,
”Loven om kirker og kirkegårde” fra 1992
(rev. 2001). Hertil kommer Exner-fredningerne fra
1950’erne af arealerne omkring middelalderkirkerne.
• Ι korridoren er udarbejdet plejeplan for Heatherhill
(94.07), plejeplan for Ølshøj (Frederiksborg Amt
2003).
• I korridoren indgår fredningerne (frednings nr. og
navn) : 213-102 (Kystskrænter, Rågeleje), 213-103 A
(Maglehøjene), 213-103B (Maglehøjene), 213-103C
(Maglehøjene), 213-103D (Maglehøjene), 213-104
(Udsholt Strand), 213-105 (Smidstrup Strand), 215-
601(Valby Kirke), 215-701 (Område ved Musehøj),
215-702 (Røde Kilde), 215-703 (Heather Hill), 215-
706 (Areal i Unnerup), 215-707 (Vejby kirke), 215-
708, 215-709 (Unnerup)
• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer
(Sb.nr. og navn): 010106 50 (Valby Hegn, Tobro
Å, Tingbierg Aas, Galle Agre, Mölle Skoufs Ass),
010102 105 (Maglehøj, Hesselbjerg).
• Dele af området er udpeget som særlig værdifuldt
kulturlandskab (nr. og navn): 33 (Mønge ejerlav),
43 (Tisvilde By - del af ejerlav)
Tilgængeligheden
Forslag til passagemuligheder i korridoren:
Langdysse i Valby Hegn. Foto: Gilleleje Museum.
• Høbjerg - Nejling - Valby Hegn - Sletteltehus - Valby
Hegn - Mønge - Unnerup - Bakkebjerg - Heatherhill
– Udsholt Strand .
Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre
befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til
færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også
cykle eller køre i bil.
Kortet på side 95 viser de eksisterende stier og veje
markeret med rødt, mens stier, som foreslås etableret, er
markeret med blåt.
93

94
Kort over de statsejede arealer i Høbjerg-Valby-Bakkebjerg korridoren.

Kort med forslag til passagemuligheder i Høbjerg-Valby-Bakkebjerg korridoren. Eksisterende veje (rød linie), forslag til nye veje (blå linie), korridorens afgrænsning
(grå linie).Numrene henviser til afsnittet ”De vigtigste kulturmiljøer omfattet af korridoren” på side 90 - 91.
95

96
Tisvilde-Æbelholt-
Frederiksværk
5.4 Korridoren Tisvilde-Æbelholt-
Frederiksværk
Beliggenhed
Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk korridoren forbinder
Arresøområdet med kerneområdet Gribskov-
Esrum Sø. Rundt om Arresøen er der forbindelse
mellem
- de statsejede arealer i Ellemosen, Tisvilde Hegn og
Brødremose Skov på nordsiden af Arresø,
- arealerne ved Vinderød og Arrenæs på Arresøs
vestside og
- Lyngby Skov og Lille Lyngby Mose ved Æbeltholt
Å på sydsiden af Arresø.
Med Nejede Vesterskov lukkes kredsen omkring Arresø,
og korridoren strækker sig herfra videre langs
Pøle Å til Høbjerg Hegn og Gribskov ved Kagerup.
Kulturhistorisk beskrivelse
De syge ved Sankt Helene Kilde i Tisvilde. Jørgen Sonne, 1847 (Jensen 1994:78).
Arresø-området har gennemløbet Sjællands mest
omfattende landskabsudvikling siden stenalderen. I
jægerstenalderen gik et sund fra Roskilde Fjord lige
mod nord ud i Kattegat; Halsnæs var en ø. På samme
tid var Arresø en vidt forgrenet fjord, der udgik
fra sundet mellem Roskilde Fjord og Kattegat, ”Arrefjorden”
var omgivet af høje morænebakker. Området
tiltrak jæger-, fisker- og samlersamfund, som
slog sig ned ved de smalleste steder af fjorden bl.a.
ved Arrenakke og ved udløbet af større åer f.eks.
ved Lyngby Å’s udløb ved Ubberup.
Det smalle sund, som gik fra Hanehoved ved Frederiksværk
til Melby Enghave, havde dog størst tiltrækningskraft
på stenalderjægerne pga. de fordele,
som dette strømsted gav for fiskeri og jagt. I dette
område ligger stenalderbopladserne meget tæt, og
på flere af disse bopladser ligger køkkenmøddinger,
dvs. affaldsdynger af muslingeskaller fra stenalderjægernes
måltider. En stenalderjæger blev ca. 4.800
f.Kr gravlagt ved Melby Enghave med to stenøkser
(Hansen 1972).
Som følge af landhævningen i løbet af jægerstenalderen
indsnævredes sundet mellem Halsnæs og Arrenakke.
I bondestenalderen var Arresø omdannet
til en ferskvandssø, og Arrefjordens udmunding i

Kattegat indsnævredes til en å,
der ledte store mængder vand
ud af søen. Langs med denne å,
som Saxo Grammaticus kalder
”Bythinga”, dvs. Bydinge Å,
lå der i middelalderen to vandmøller
”Nedre Mølle” og Øvre
Mølle”.
Bronzealderhøjene
Morænebakkerne, der omgiver
Arresø, krones af bronzealderhøje,
og der er ikke tvivl om,
at gårdene i bronzealderen lå
meget tæt. Der er bevaret fl ere
større højkoncentrationer i
landskabskorridoren ved Lille
Lyngby, Ramløse, Melby, i
Tisvilde Hegn og på Arrenæs.
Mange af gravhøjene er anlagt
nær Kattegat, Roskilde Fjord
og Arresø.
Fra fl ere af disse gravhøje kendes mange og tildels
rige gravfund. En stor gravhøj, som museumsassistent
G. Sarauw udgravede ved Sonnerup på Arrenæs
i 1909, indeholdt således ikke færre end 15
grave fra bronzealderen og jernalderen (Aner og
Kersten 1973:68f).
Tibirkevejen
I jægerstenalderen strakte ”Arrefjorden”s forgrening
sig helt op til Holløse Bredning vest og syd for Ørby.
Den smalle tidligere fjordarm udviklede sig ved de
senere landhævninger til en mose, Ellemosen, der
fi k afl øb til Arresø gennem Ramløse Å. Over Ellemosen
fører en brolagt oldtidsvej, der blev udgravet
af Nationalmuseet i 1943. Vejen er ved hjælp af et
par fi bler dateret til førromersk jernalder (ca. 500
f.Kr.- 0). Den over 100 m lange brolagte vej strækker
sig fra Horsebjerg ud til en mindre forhøjning i
Ellemosen. Vejens videre forløb kendes ikke, men
det er sandsynligt at den forbandt Ramløse med Tibirke-Tisvilde-højlandet,
som i ældre jernalder lå
som ret isoleret, omgivet store vådområder (Kunwald
1944:81). Overraskende nok fandt man også
rester af en pælerække, som viser, at der allerede i
yngre stenalder gik en træbro ud til en stenalderboplads
på forhøjningen i Ellemosen.
Landskabskorridoren Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk.
De farvede områder markerer statsejede arealer.
Tibirkevejen var et af mange fund, som fremkom i
Ellemosen forbindelse med tørvegravningen under
2. verdenskrig. To skeletter af hunde blev fundet
sammen med fl ere mosepotter fra romersk jernalder
i Ellemosen ca. 2 km sydvest for oldtidsvejen,
og man har fundet to menneskeskeletter fra Holløse
Dam (Becker 1971:43).
Bebyggelsen i yngre jernalder og
tidlig middelalder
Allerede i yngre jernalder og tidlig middelalder
har Arresø-området været tæt bebygget. Ved Store
Lyngby, Kregme og Tisvilde har man udgravet grubehuse
fra yngre jernalder. I Kregme fandt man ikke
mindre end seks grubehuse, som bl.a. indeholdt
brudstykker af klæberstenskar fra Norge (Bodilsen
1993). Bebyggelsesmønsteret omkring Arresø minder
på mange måder om det, som man har kortlagt
ved Roskilde Fjord. Her har man fundet ladepladser
med grubehuse og spor af håndværksaktivitet
(Ulriksen 1997). Mange landsbynavne stammer fra
denne tid. Har Bydinge Å været sejlbar til op i middelalderen,
har dette muliggjort fjernsejlads.
97

I 1994 har man fundet en sølvskat ved Ramløse.
Dateringen af skatten til omkring år 1000 på grundlag
af mange daterbare arabiske Dirhem-mønter kan
give den tanke, at nedgravningen kan skyldtes uroligheder
omkring kristendommens indførelse i Danmark.
Ramløse, Annisse, Lille Lyngby, Kregme og
Vinderød har middelalderlige sognekirker.
Sankt Helene Kilde og Grav
Den netop fundne bebyggelse med grubehuse og
langhuse fra yngre jernalder i Tisvilde ligger bare
få hundrede meter fra Sankt Helene grav. Fra nyere
tid har man oplysninger om, hvordan folk valfartede
fra Sankt Helene Kilde til Sankt Helene Grav, hvor
man tilbragte Sankt Hans nat under åben himmel i
håb om helbredelse fra sygdom. Arkæologiske udgravninger
har vist, at de stenblokke, som man troede
stammede fra Sankt Helene Grav, er dele af et
senmiddelalderligt kapel (Jensen 1926:7ff).
Æbelholt Kloster
Ejerforholdene i Nordsjælland var i høj grad præget
af de to store klostergodser, Esrum og Æbelholt.
Æbelholt kloster, der ligger i Tisvilde-Æbelholt-
Frederiksværk landskabskorridoren, blev grundlagt
ca. 1170 af abbed Vilhelm, der var en personlig ven
af biskop Absalon. Klosteret, som tilhørte Augustinerordenen,
havde tidligere ligget på Eskilds Ø i
Roskilde Fjord. Efter abbed Vilhelms død blev han
udråbt til helgen, og tilstrømningen af pilgrimme fik
stor betydning for klostrets økonomi (Christensen
1982) .
98
Plan over Æbelholt Kloster. Den røde linie markerer området, der foreslås udlagt til permanent græsning.
Ved de store udgravninger mellem 1930 og 1950’erne
ved Æbelholt Kloster fremkom bl.a. knap 800 skeletter,
hvoraf nogle er udstillet på det lille museum
ved klosteret. I 2003 blev der foretaget en magnetometer-måling
af området uden om den fredede
klosterruin, og der blev konstateret bygningsspor på
det areal, som dyrkes i dag (se www.folkemuseet.
dk).
De befæstede middelalderlige anlæg
Langs med Arresøs bredder blev der i middelalderen
anlagt tre befæstede anlæg: Dronningholm, Annisse
på Hovgårds Eng og Asserbo.
Dronningholm Slot var et kongeligt anlæg, som muligvis
opførtes af Valdemar II Sejr i begyndelsen af
1200-tallet (se kap. 4.2.3). Borgen ligger på vestsiden
af Arrenæs. Den var omgivet af volde og voldgrave
på vest-, syd- og østsiden, men Arresø nåede
ind til borgbankens nordside. Borgarealet på Dronningholm
måler 70 m øst-vest og er betydelig større
end borgarealet på f.eks. Søborg Slot. Ladegården
skal have ligget øst for borgen.
Voldstedet på Hovgårds Eng var omgivet af vådområder
på tre sider med en kilometerlang dæmning
til Annisse over et nu tørlagt vådområde (se kap.
4.2.3). Omkring 1250 blev stormandsgården Annisse
flyttet ud på næsset ved Arresø, Hovgårds Pynt.
Hovgården nævnes første gang i 1292 (Rendsbro
2003: upubliceret udgravningsrapport, GIM 3406).

I 1160’erne blev der anlagt et karteuser-kloster ved
Asserbo på den østligste kant af morænebakkerne,
som i dag ligger i Tisvilde Hegn (se kap. 4.2.3). I
løbet af få år overgik ejendommen til cistercienserklosteret
i Sorø, som frem til 1432 drev gården som
en grangie. Senere blev der opført et voldsted ved
Asserbo, som bl.a. tilhørte den berømte Poul Laxmand
(Hvass 2003).
Sandflugten
Jacob Owens kort fra 1708 over Arresøs afløb og de sandflugt hærgede områder (efter Hvass 2003).
Voldstedet og ladegården Asserbo blev formentlig
nedlagt i slutning af 1500tallet på grund af problemer
med sandflugten, som i de følgende århundreder
kom til at præge Nordkysten. Landsbyen Torup
blev forladt inden 1610 (Bernichow 2003:21).
Landsbyerne Tibirke og Tisvilde blev også voldsomt
påvirket af sandflugten, som langsomt dækkede
landsbyernes jorde. Omkring 1700 var Tibirke
by og kirke delvist tilsandet. I 1735 blev byen flyttet
ca. 400 m mod øst til Klokkestensåsen i Nørre
Vang, medens kirken blev gravet fri.
Frederik IV nedsatte i 1703 en kommission, som
skulle stå for bekæmpelsen af sandflugten. I 1724
tog amtmand Friedrich von Gram (1664–1741) og
Johann Ulrich Røhl (ca. 1675-1754) opgaven op.
Røhls dæmpningsarbejde med såning af hjelme og
marehalm og pålægning af tang virkede godt. Han
forsøgte også med træplantning.
I 1730´erne anlagdes Danmarks første klitplantage,
Tisvilde Hegn (Bernichow 2003: 20ff).
Afløbet fra Arresø, Bydinge Å, tilsandede. Derved
steg vandstanden, og landbrugs arealer og landsbyer
blev oversvømmet. I begyndelsen af 1700 tallet var
situationen så alvorlig, at man i 1717 besluttede sig
for at grave en kanal, der stod færdig i 1719 (Høy
mfl. 1996:116). Den udvidedes senere til kanalen
ved Frederiksværk.
Frederiksværk og Arresødal
Med kanalen skabtes samtidig én af Danmarks bedste
vandkraftkilder, som blev basis for en omfattende
og tidlig industri i området. Frederiksværk
hænger således kulturhistorisk sammen med Arresø
og Roskilde Fjord, og kanalen og byen udgør
en kulturhistorisk enhed. Hertil kommer den større
landskabelige sammenhæng med det gods, som generalmajor
Johan Frederik Classen med tiden kom
til at råde over i omegnen af Frederikværk med bl.a.
landsbyerne Kregme, Vinderød, Melby og Torup.
Ved kanalen blev der bl.a. anlagt en agatslibemølle
med sluseværk i nærheden af den nuværende Arresødalbro.
Agatslibemøllen var i drift i perioden
1728-46, hvor den fremstillede knapper og knivskæfter
af agatsten til hoffet. I 1751 gjorde franskmanden
Etienne Jandin de Peyrembert et mislykket
forsøg på at etablere en kanonfabrik ved Roskilde
Fjord.
99

Det var først efter 1756, da Frederik V kom i forbindelse
med generalmajor J.F. Classen, at der kom
gang i tingene. I løbet af de følgende år udbyggedes
kanonstøberiet. Virksomheden kom desuden
til at omfatte krudtfabrikation, et jernstøberi og et
kobberværk. Af hensyn til krudtmøllernes drift
var det nødvendigt, at der gravedes en sidekanal til
den gamle langs den nuværende Allégade til krudtværksområdet.
I 1768 erhvervede Classen et omfattende bøndergods
i Frederiksværks nære omegn. Det blev styret
fra de nyoprettede hovedgårde Arresødal og Grønnæssegaard.
Fra godsets landsbyer kom mange af
de arbejdere, der fik ansættelse i industrivirksomhederne.
Byen Frederiksværk voksede til, og den blev
handelsmidtpunkt for Halsnæs, egnen nordligst ved
Arresøen og den vestlige del af Holbo Herred. Ved
Classens død i 1792 blev hans ejendomme overdraget
til landgreve Carl af Hessen, men i 1840 blev
besiddelserne statsejendom. Staten beholdt krudtværket,
men i 1857 afhændede staten den øvrige del
af virksomheden. Fæstegodset blev 1854-55 solgt
til selveje, mens Arresødal og Grønnæssegaard blev
afhændet 1855 og 1859. Frederiksværks beliggenhed
ved fjorden gav mulighed for anlæg af en god
100
C.A. Lorentzens prospekt af Frederiksværk fra 1773 (Christensen 1926:49).
havn, der fik stor betydning for varetransporten. I
1907 blev Frederiksværk ophøjet til købstad som én
af de sidste byer i Danmark.
På trods af saneringerne af ældre bygninger og af
store industrianlæg som ”De forenede Jernstøberier”
har Frederiksværk stadig bevaret mange spor fra
sin grundlæggelse som industriby. Sammenligner
man således det moderne bykort med I.G. Wincklers
kort fra 1766 og professor C.A. Lorentzens prospekt
fra 1773, vil man genfinde gadeplanen, kanalen,
Gjethuset, torvet og krudtværksområdet med flere
bygninger fra 1760’erne. Frederiksværk har også
mange bygninger fra 1800- og 1900tallet, som har
tilknytning til byens industrielle udvikling, og som
stadig præger byen. Krudtværket har været i statens
eje som Hærens Krudtværk til 1965, hvorefter det
kom på private hænder. I dag er Stålvalseværket,
der blev anlagt i 1940, Frederiksværks betydeligste
industrivirksomhed.

Sommerhusområder
Jernbanen kom til Frederiksværk i 1897, og i 1916
førtes linien videre ud over Halsnæs gennem Melby
til Hundested. Byens fabrikker havde gavn af
jernbanen. Men den fremmede også tilflytning og
bidrog til, at området åbnedes for sommerturisme.
Pensionater og feriekolonier skød op i og omkring
Frederiksværk, og tidligere herskabsboliger som Arresødal
blev omdannet til hvile- og rekonvalescenthjem.
Den første udstykning af sommerhuse fandt
sted i Liseleje i 1897. De ældre sommerhuskvarterer
er præget af stor variation.
Et andet spændende sommerhusområde i Tisvilde-
Æbelholt-Frederiksværk korridoren er Tibirke Bakker.
Gennem en række servitutter vil man bevare
bakkedragenes landskabelige skønhed og bebyggelsens
karakter.
De vigtigste kulturmiljøer omfattet af Tisvilde-
Æbelholt-Frederiksværk korridoren
Et kulturmiljø defineres her som et område, der viser
kulturspor fra én eller flere perioder. Tisvilde-
Æbelholt-Frederiksværk korridoren omfatter et
repræsentativt udsnit af kulturmiljøer fra flere perioder,
således at kulturhistorien i området belyses.
Kulturmiljøerne er vist på kortet over korridoren.
1. Melby: Kulturmiljøet i den østlige del af
Melby præges af mange gravhøje. Navnet
Toftevang antyder, at landsbyen Melby har
ligget et andet sted. Kirken er fra middelalderen.
Kulturmiljøet i Melby Enghave omfatter
bopladser og køkkenmøddinger. Man
har fundet en grav fra Ertebøllekulturen.
2. Sonnerup og Maglehøj: Kulturmiljøet på
den sydvestlige del af Arrenæs omfatter to
imponerende koncentrationer af gravhøje
ved Karlsgave og Sonnerup. Maglehøj (70
m.o.h.) er den største og højest beliggende
gravhøj på landtangen mellem Arresø og
Roskilde Fjord. Blandt landsbyerne Sonnerup,
Brederød og Auderød er der både eksempler
på udskiftede og ikke-udskiftede
landsbyer.
101

102
3. Kregme og Nørremose-området: Landskabet
ned mod Arresø er velegnet til at illustrere
forholdene for samfundet i vikingetid og
den tidlige middelalder og dets handels- og
kulturforbindelser med omverden. I Kregme
ses den højtliggende middelalderkirke.
4. Ellemosen, Holløse Bredning og de omkringliggende
områder i Ramløse og Tibirke
har spor fra de fleste oldtidsperioder. Oldtidsvejen
fra ældre jernalder og bronzealderhøjene
ved Ramløse er de mest markante,
medens Ramløseskatten fra vikingetiden er
ét af Sjællands større skattefund.
5. Tisvilde Hegn er anlagt oven på en moræne,
som er overlejret af flyvesand. Den påbegyndtes
i 1793. Troldeskoven, hvor vinden
har tvunget fyrrestammerne til at antage de
mærkværdigste former, hører til de ældste
beplantninger og vidner om sandflugtsbekæmpelsen
i 1700-tallet (Bernichow 2003).
Sandflugten i 1600- og 1700-tallet var præget
af klitter, der vandrede ind over landskabet.
Hvor klitsandet blæste bort, afdækkedes
det tidligere landskab. I skoven nord for Asserbo
ligger fremgravede hustomter fra den
tilsandede landsby Torup. Landsbyen er udpeget
som nationalt kulturarvsareal. Da der
ikke har været landbrugsaktivitet i Tisvilde
Hegn siden 1600-tallet, er der bevaret 76
gravhøje. Her får han et indtryk af, hvor tæt
gravhøjene kan have ligget langs hele Kattegatkysten.
6. Lille Lyngby med kirke fra middelalderen
er en velbevarede landsby, der ligger ud til
Arresø. Ved landsbyen ligger to større grupper
af gravhøje. Området er udpeget til nationalt
kulturarvsareal.
Pibemølle syd for Helsinge. Foto: Liv Appel.
7. Dronningholm: Udgravede ruiner fra en
kongelig borg fra 1200 til 1500- tallet på Arrenæs.
8. Æbelholt Kloster: Det fredede område
med de udgravede fundamenter af Æbelholt
Kloster er overdraget Nationalmuseet. I tilknytning
til klosterruinerne ligger en museumsbygning
og en urtehave. Hvert år holdes
der klostermarked på Sankt Vilhelms dag
den 16. juni. I stenalderen var Æbelholt Ådalen
en fjordarm, der har været beboet af
stenalderjægerne.
9. Hovgårds Eng: Voldsted fra 1200-tallet.
Området er udpeget til nationalt kulturarvsareal.
10. Asserbo: Landsbyen Asserbo omtales første
gang i 1158. Middelalderlig ladegård og
voldsted.
11. Sankt Helene Kilde og Grav: Stenlagt kildevæld
i kystskrænten neden for Tisvilde.
Kilden var én af de vigtigste helligkilder i
Danmark, og Christian IV byggede en kongevej
fra Frederiksborg frem til kilden, ”Kildevejen”.
Stenene i ”Sankt Helene Grav” er
en del af væggen i et senmiddelalderligt kapel.
Der udvikledes i løbet af middelalderen
til et meget besøgt kildemarked.
12. Frederiksværk og Arresødal : Frederiksværk
er anlagt som fabriksby i 1756 i forbindelse
med Johan Frederik Classens kanonfabrik,
der var af overordentlig stor betydning
for det dansk-norske forsvar. Kulturarvsstyrelsen
har udpeget Frederiksværk til ét
de 25 vigtigste nationale industrimiljøer i
Danmark. Nær kanalens østlige indløb ligger
Arresødal, som opførtes af J.F. Classen i
1783.

Plan over Asserbo. Borgruinen ses i det nederste højre hjørne, den røde line markerer forbogen,
den røde skravering markerer de træer, som skal fjernes for at åbne landskabet.
Luftfoto over Dronningholm. Den røde skravering
markerer området, der ønskes ryddet for træer. Nationalmuseet.
103

104
13. Annisse og Ramløse er velbevarede landsbymiljøer
med middelalderkirker. Den sydfor
liggende ådal til Pøle Å var en fjordarm
i jægerstenalderen.
14. Pibemølle ved Høbjerg er en stubmølle, der
afløste en ældre vandmølle. En mølle omtales
i Roskilde-bispens jordebog ca. 1320, og
navnet Pibemølle kendes fra 1500-tallet.
15. Kagerup Savværk: Fungerende savværk
med velbevarede ældre bygninger og maskiner.
16. Tibirke kirke og landsby: Middelalderkirke
og tilsandet landsby fra 1700-tallet.
Området er udpeget til nationalt kulturarvsareal.
17. Sandflugtsmomentet rejst syd for Tisvilde
i 1738. Monumentet er udført i barokstil
og bærer Frederik IV’s og Christian VI’s
navnetræk. Et digt på dansk, latin og tysk
fortæller om sandflugtsbekæmpelsen. Kastaniealléen
til monumentet er fredet.
Potentialer
1. Brederød og Sonnerup: Man bør overveje
en udvidelse af det fredede område, således
at landskabet ved gravhøjene bevares, og at
de to bevaringsværdige landsbyer sikres.
2. Krudttårnene ved Frederiksværk var opbevaringssted
for det producerede krudt,
der skulle anbringes i sikker afstand fra den
øvrige bebyggelse. Krudttårnene forfaldt,
og de sidste blev først revet ned i 1960’erne.
Der er kun fundamentrester tilbage. I dag
er området fredet. Man bør visualisere en
spændende del af Frederikværks historie.
En kultursti bør lede besøgende gennem
området, hvor der opsættes informationsskilte,
og hvor krudttårnenes fundamentrester
markeres.
3. Dronningholm lå i middelalderen i en vig
helt omgivet af vand. I dag er borgområdet
delvist landfast mod øst og vest. Mod nord
ligger Arresø, medens der mod syd delvist
er åbent vand. Ellebevoksningen der gror
syd og sydøst for voldstedet bør fjernes eller
udtyndes. Herved kan der skabes en vi-
suel forbindelse mellem voldstedet, det åbne
vand og ellesumpen.
4. Arrenakke Å og Ryå: Man kan lægge en
stiforbindelse langs med ådalen og opsætte
informationsskilte om stenalderbopladserne
og landskabet i jægerestenalderen. Ved
Arrenakke bakker kan man også beskrive
sandflugtsproblemerne i 1500-1700tallet.
5. Tisvilde Hegn: Der bør skabes et mere
åbent landskab omkring Asserbo slotsruin.
Samtidig bør man illustrere flyvesandetlagets
tykkelse på udvalgte steder i skoven.
6. Æbelholt Klosteruiner blev skænket til
Nationalmuseet af en gruppe borgere i Nordsjælland.
Efter restaureringen af ruinerne
etableredes et klostermuseum, som imidlertid
kun omfatter den centrale del af klosteret.
Men der drives stadig landbrug uden
for klostermuseets område. Under markarbejdet
løsrives og oppløjes bygningsdele
fra bygningsanlæg, der stadig ligger skjult
under jorden omkring de frilagte ruiner. De
nærmeste arealer omkring klosterruinen bør
derfor omlægges til permanent græsning og
eventuelt inddrages i klostrets formidling.
7. Asserbo Slotsruin ligger i skellet mellem
sommerhusområdet og skoven. Ruinen ligger
smukt plejet, omgivet af sin voldgrav,
men det er i dag vanskeligt at få indtryk af
voldstedets placering i landskabet. Der bør
skabes visuel forbindelse mellem voldstedet
og den oprindelige ladegårdsbanke i vest og
til det tidligere vådområde mod syd.
Beskyttelse, fredninger og udpegninger
• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er beskyttet
i medhold af museumsloven, kapitel 8a og
må ikke ændres eller tilplantes. Der må ikke dyrkes
nærmere end 2 m fra foden af fortidsmindet.
• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af museumsloven,
kapitel 8a.
• Kirker i området (anlæggelsesår omtrentligt): Kregme
(1100), Lille Lyngby (1100), Annisse (1150),
Ramløse (1150).

• I korridoren indgår fredningerne (frednings nr. og
navn) : 211-205 (Kregme Kirke), 211-206 (Maglehøj),
211-207 (Areal ved Arre Sø), 211-209 (Birkemosegård),
211-210 (Auderød Bebyggelse), 211-211
(Areal ved Sonnerup Skov), 211-212A (Strandarealer),
211-212B (Strandarealer), 211-212C (Strandarealer),
211-213, 211-214 (Areal ved Arresø),
211-215 (Dunkehus), 211- 216, 211-309A (5 gravhøje),
211-309B (5 gravhøje), 211-311 (Brødemosen,
Arealer ved Arrenakke Å), 211-312 (Arrenakke
Bakker), 215-101 (Bakkelandet), 215-102 , 215-103
(Dalenborg), 215-104 (Hovgårds Næs ved Arresø),
215-106 (Smedebjerg), 215-207, 215-401 (Egehøj),
215-402 (Bækkegård), 215-403 (Hyrdegården),
215-413 (Ellemosen, Bækkekrog), 215-414,
215-501 (Fredning af bakke ved Tisvildeleje), 215-
502 (Sankt Helene Kilde), 215-503 (Sankt Helene
Kilde), 215-504 (Trægruppe ved Tisvilde Skovriddergård),
215-505 (Fogedgården), 215-506 (Sandflugtsmonument),
215-508 (Præstebakkegård), 215-
509 (Oldtidsvejen), 215-510 (Tibirke Bakker), 215-
511 (Rumpen, Sandflugtsdiget), 215-512A (Tibirke
Bakker), 215-512B (Tibirke Bakker, matr.nr. 14ac),
215-512C (Tibirke Bakker, matr.nr. 14bn), 215-513
(Tibirke Bakker, Ellemose), 215-515 (Tibirke Kirke,
stendiger), 215-517 (Ryengen ved Arresø), 219-104
(Nejede), 219-106 (Lille Lyngby mose), 231-202
(Lille Lyngby mose), 281-201.
• Ι korridoren er udarbejdet plejeplan for Melbyhøjene,
Ellemosen, Revision af Arrenæsplanen, Melby
Skydeterræn og Arrenakke Bakker.
• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer
(Sb.nr. og navn): 010503-72 (Birkely), 010503- 71
(Arrenæs) , 010503-70 (Brederød, Buskhøj, Carlshøj,
Lille Maglehøj, Maglehøj, Skrædderhøj),
010505- 89 (Melby Enghave), 010505-88 (Lerbjerggård
øst, Lerbjerggård), 010510- 23 (Grønnehavegård,
Arrenakkegård), 010508- 1 (Æbelholt stenkapel,
Æbelholt stenkirke, Æbelholt kloster), 010504
– 102 (Store Lyngby ), 010101-75 (Hovgårds Eng,
Annisse), 010109- 112 (Ramløse, Kræmmergård),
010111-99 (Tibirke, Toftegård), 010111-100 (Tibirkevejen,
Ellemose Å), 010111-101 (Toelt Gadekær,
Torup).
• Dele af området er udpeget som særlig værdifuldt
kulturlandskab (nr. og navn): 39 (Ramløse ejerlav),
40 (Huseby ejerlav), 41 (Annisse ejerlav, del af), 42
(Nejede ejerlav, del af), 43 (Tisvilde By - del af ejerlav),
53 (Arrefjord - Vinderød Enghave), 56 (Brederød
ejerlav, del af), 57 (Sonnerup ejerlav), 58 (Auderød
ejerlav, del af), 115 (Lille Lyngby).
Tilgængeligheden
Forslag til passagemuligheder i Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk
korridoren:
• Solbjerg Engsø - Høbjerg - Pibemølle - Annisse -
Ramløse - Tibirke Kirke - Tisvilde – Tisvildeleje -
Tibirke Kirke - Brantebjerg - ”Torup” - Bækkekrog
- ”Torup”
• Anisse - Lykkesholm - ”Æbelholt Kloster” - Lille
Lyngby – Grimstrup - Kregme - Sonnerup - Auderød
skov - Sonnerup - Frederiksværk - Melby Enghave
- Melby - Melby Enghave – Arrenakke - ”Asserbo
Slotsruin” - ”Torup”
Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre
befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til
færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også
cykle eller køre i bil.
Kortet på side 107 viser de eksisterende stier og veje
markeret med rødt, mens stier, som foreslås etableret, er
markeret med blåt.
Mosepotter fra Ellemosen. Ved randen af lerkar nr. 3 og
4 fandt man to tilskårne træpinde. Det første lerkar indeholdt
sandsynligvis også tre småsten. Omkring lerkar
nr. 2 og 4 lå knogler af to hunde (C.J. Becker 1972:41).
105

106
Kort over de statsejede arealer i Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk korridoren.

Kort med forslag til passagemuligheder i Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk korridoren. Eksisterende veje (grøn linie),
forslag til nye veje (blå linie), korridorens afgrænsning (rød linie). Numrene henviser til afsnittet ”De vigtigste kulturmiljøer” på side 101 - 102.
107

Frederiksborg -
Fredensborg-
Nivå
5.5 Korridoren Frederiksborg-
Fredensborg-Nivå
Beliggenhed
Landskabskorridoren Frederiksborg-Fredensborg-
Nivå omfatter dele af Hillerød, Fredensborg-Humlebæk
og Karlebo kommuner. Som et bølget bånd
strækker den sig fra Hillerødområdet over Store
Dyrehave og derefter mod nord via Grønholt Hegn
til Gammel Grønholt Vang syd for Fredensborg.
Herfra følger korridoren Nive Å’s nordlige forgrening
østpå via Knurrenborg Vang, Langstrup Mose
og Langstrup landsby til åmundingen ved Nivå.
Der er mange landsbyer i dette område, hvis navne
ender på -rød, navne fra 11-1200-tallet, f.eks. Asminderød,
Auderød, Niverød og Vejenbrød, Hesselrød.
Disse rydningslandsbyer har ligger i Nordsjællands
vidtstrakte skovområder, sådan som det endnu
fremgik af Kongelige Videnskabers Selskab’s kort
fra 1768.
108
Fredensborg Slot. Foto: Liv Appel 2004.
Beskrivelse
Langstrup Mose og ådalen langs Niveåens nedre løb
var en fjord i ældre stenalder. Man har fundet mange
bopladser fra jægerstenalderen langs fjordens bredder
og på holmene ude i fjorden. Hørsholm Egns
Museum har i de senere år foretaget arkæologiske
udgravninger som nødudgravninger langs Nive Å.
De arkæologisk vigtige stenalderbopladser dokunemteres,
inden de ødelægges af jordarbejder. Man
har konstateret, at store dele af de bopladser, som
blev registreret i begyndelsen af det 1900-tallet, allerede
er gået tabt.
På ”Nivå 10”-bopladsen fra Kongemose- og Ertebøllekulturen,
der har ligget på en lille holm i fjorden,
er der bl.a. fundet en grav fra ældre Ertebøllekultur
med skeletrester af en voksen mand og afdækket
en meget velbevaret hyttetomt.
Hytten har haft oval grundplan på ca. 3,2 x 2,4 m.
Den har været forsænket 35 cm i terrænet. Langs
grubens yderkant blev der fundet pælehuller fra
vægkonstruktionen og fra hytteindgangen, der har
været vendt mod stranden. Hyttens beboere har tilsyneladende
renholdt gulvet foran indgangen. Også

sove-/ opholdsarealet i hyttens sydlige del har været
holdt rent. Derimod har der omkring ildstedet i den
vestlige del af hytten ligget dyreknogler fra madlavning
og fl intredskaber fra værkstedsaktiviteter.
Nærmest døren i den østlige del af hytten lå affald
fra fl inthugning.
I yngre Kongemosetid og Ertebølletid lå den store
boplads ”Nivågård” på et næs ved fjordmundingen
knap hundrede meter fra bopladsen Nivå 10.
Hørsholm Egns Museum gennemførte i 1992 en ny
undersøgelse på Nivågård-bopladsen, som tidligere
har været delvist undersøgt af Carl Neergaard fra
Nationalmuseet i 1912 (Jensen 2001:124). Udgravningen
viste, at stenalderjægerne har boet i hytter
mage til Nivå 10-bopladsens (Jensen 2001:125).
Rekonstrueret stenalderhytte fra Nivå. Foto: Mette Palm
Landskabskorridoren Frederiksborg-Fredensborg-Nivå.
De farvede områder markerer statsejede arealer.
Sådanne små hytter med forsænket gulv synes at
have været Ertebøllekulturens hustype (Jensen
2001:122).
Man får et godt indtryk af fødegrundlaget for stenalderjægerne
i Nivåfjorden. Fund af knogler viser,
at rådyr udgjorde over halvdelen af jagtbyttet, medens
der var færre knogler fra kronhjort, vildsvin og
pelsdyr. Ved kysten fangede man fugle, bl.a. den nu
uddøde geirfugl. Der blev også fanget sæler, fl adfi
sk og torsk.
I en lille grav fandt arkæologerne et velbevaret skelet
af et 5-årigt barn, sandsynligvis en dreng. Skelettet
er ved hjælp af C14-metoden dateret til ca. 5.450
f. Kr. (Jensen og Hansen 1999:11ff).
I ældre stenalder fl yttede stenalderjæderne efter de
årstidsbestemte ressourcer. Fra Nivå-fjorden sejlede
man med stammebåde ad Usserød Å ind i landet
op til Sjælsø (Palm 2004:32f). Ved Salpetermosen
ved Hillerød lå der også en indlandsboplads, hvor
der blev drevet jagt på kronhjort i forårsmånederne
(Kramer 2001a).
Adelsgodserne i middelalderen
I Nordsjælland har der kun været få adelsgodser
sammenlignet med det øvrige Danmark. Det er derfor
bemærkelsesværdigt, at der i den centrale del
af Nordsjælland har ligget tre hovedgårde med få
kilometers afstand, nemlig Stenholt, Hillerødsholm
og Faurholm. Derudover ligger der et voldsted fra
tidlig middelalder ved Grønholt (se kap. 4.2.3).
109

I modsætning til de øvrige landsbybebyggelser i
Gribskov var Stenholt på grund af sin vandmølle,
en betydningsfuld ejendom. Landsbyen blev ca.
1160 skænket af Kong Valdemar I den Store (1157-
82) til Esrum Kloster. I 1497 erhvervede Poul Laxmand
Stenholt af Esrum Kloster og ca. 1540 byggede
efterkommerne en sædegård (Beyer og Jarrum
1991).
I 1544 giftede Herluf Trolle sig til hovedgården Hillerødsholm.
Den lå på en naturlig beskyttet holm
i en sø ved landsbyen Hillerød. Bygningerne var
forfaldne, og han opførte i stedet et anlæg, der lignede
det nybyggede Egeskov på Fyn. I 1560 mageskiftede
Frederik II sig til både Stenholt og Hillerødsholm,
hvorved han kunne lægge jorden ind i
sin kongelige vildtbane. I den forbindelse lod han
Stenholt hovedgård nedrive.
I Frederiksborg Slotssogn et par kilometer syd for
Hillerød ligger Faurholm, som var adelsgods frem
til 1364. Det middelalderlige voldsted, som har været
fredet siden 1964, lå på en større banke omgivet
af dybe lavninger på engarealerne nord for de eksisterende
bygninger (Beyer og Jarrum 1995:3).Væbneren
Peder Mortensen Due pantsatte Faurholm til
Kong Valdemar Atterdag. Faurholm var krongods
fra 1364 frem til 1547, da Christian III solgte Faurholmgård
og Faurholmmølle til den tyske adelsmand
Andreas von Barby. I 1554 solgtes det videre
til Peder Oxe af Gisselfeld, men da Peder Oxe blev
uvenner med Christian III, blev han tvunget til at
mageskifte godset i 1558. På Faurholm nedrev Frederik
II alle bygninger på nær ladegården, ”Store
Ladegård”. I dag er der kun to af tre fløje fra 1804-
1806 tilbage af den kongelige avlsgård Faurholm.
110
Grønholt Voldsted. Des Asmussen.
Vandmøller og vandkraft
Udnyttelsen af vandkraft var i løbet af 11-1200-tallet
blevet af vital betydning for samfundet. I Hillerød-området
udnyttedes vandkraften fra de mange
vandløb, som strømmer ud mod Roskilde Fjord
og Øresund fra bakkedraget mellem Søborg Sø og
Sjælsø. Adelsgodserne omkring Hillerød havde således
sikret sig kontrollen med vandkraften. (Beyer
og Jarrum 1995:6).
I de øverste dele af Nivå-systemets forgreninger findes
endnu spor af de tidlige mølleanlæg ved Grønholt
Å i Grønholt Vang (Gammel Tulstrup Mølle)
og ved Knurrenborg Vang (Gammel Skære Mølle).
Gammel Tulstrup Mølle er omtalt i 1194, og man
kan stadig se sporene efter dæmningen, dammen og
kanalen inde i Tulstrup Hegn.
I løbet af 1700-tallet afløstes mange mindre vandmøller
af større mølleanlæg. Nive Mølle fra 1300tallet
blev i 1767 udbygget til korn- og vadmelsstampe.
Råstofudvinding
Der har været tre teglværker ved Nivå. Nivågårds
Teglværk blev etableret i 1701, da Frederik IV’s
dronning Louise lod Hørsholm Slot bygge. Teglværket
blev i 1870 forsynet med en ringovn, som i dag
er et fredet industrielt kulturminde. Fra ringovnen
førte et tipvognsspor over Nive Å til havnemolen,
hvorfra teglstenene kunne udskibes.
De kongelige slotte
Ved mageskiftet i 1560, hvor Kong Frederik II erhvervede
Hillerødsholm, ændredes navnet ved samme
lejlighed til Frederiksborg.
Ved kanalanlæg og opdæmninger tilførtes der slotssøen
mere vand. Dyrehaver blev indhegnet til beskyttelse
for sjældne arter af vildt, og der anlagdes
fiskedamme i nærheden.
Som midtpunkt i et stort jagtdomæne blev det nye
slot et yndet opholdssted for Frederik II (se kap.
4.2.3). Men slottet var ikke kun kongens jagtslot.
Det var også en fungerende herregård med landbrug
i stor stil. Faurholm blev lagt ind under Frederiksborg.
Der plantedes frugttræer, og der blev
hentet kvæg til ladegården. Endelig blev Frederiksborgstutteriet
grundlagt.

Parforcejagtvejene i Store Dyrehave og Grib Skov. Der ligger en vigtig fremtidig opgave i
at opretholde linieføringerne i det åbne land omkring Hillerød. Eksistrerende parforceveje
(rød), sløjfede parforceveje (blå), mulige parforceveje (gule).
Omkring år 1600 besluttede Christian IV at opføre
et nyt Frederiksborg, der skulle være langt mere
pragtbetonet end faderens, Frederik II. Størstedelen
af det daværende anlæg blev derfor revet ned.
Kun en mindre, men bemærkelsesværdig del af
bygningerne fra Frederik II’s tid er bevaret. I årene
1602-20 rejstes det slot, hvis ydre stort set endnu
er bevaret.
I 1812 besluttede Frederik VI, at slottet skulle være
hjemsted for rigets historiske portrætsamling. Men
kort efter, at Frederik VII i 1848 var blevet konge,
gjorde han atter Frederiksborg til residensslot, fordi
han ønskede at bo udenfor København.
Slottet blev igen indrettet til beboelse og han indrettede
et rum til sin store oldsagssamling. Slottet
brændte i 1859, hvorved størstedelen af hovedbygningens
indre blev ødelagt. Det blev genopbygget
af Christian IV i nederlandske renæssancestil.
Barokhaven nord for slottet blev anlagt i Frederik
IV’s regeringsår, mens den romantiske have med en
norsk bjælkehytte på Louises Ø i Ødammen er fra
Frederik VII’s tid.
Hillerød, byen ved slottet, voksede meget langsomt
i de første århundreder. Under Frederik III
fik byen privilegier, og den fik langsomt købstadsmæssig
karakter, og i løbet af 1800- og 1900-tallet
udviklede byen sig til en moderne provinsby.
111

I de naturskønne omgivelser ved ladegården Østrup
opførte Frederik IV ved afslutningen af Store Nordiske
Krig i 1720 et lystslot i centrum af Christian
V’s gamle jagtstjerne. Jagtslottet blev snart for lille
og blev i løbet af 1700-tallet udbygget til det
omfattende slotskompleks, vi kender i dag (se kap.
4.2.3).
Efter Hofrevolutionen i 1784 anvendtes Fredensborg
Slot ikke som kongeresidens før efter Frederiksborg
Slots brand i 1859. I Christian IX’s regeringstid dannede
slottet ramme om ”Fredensborgdagene”, hvor
Europas fyrster holdt ferie. Med Frederik IX blev
Fredensborg fast sommerbolig for de kongelige.
Slottet benyttes stadig som sommerresidens, men
bliver også brugt under jagterne i Nordsjælland.
Parforcejagtvejene
I 1619 havde Christian IV ladet Store Dyrehave
udlægge og indhegne, således at hjortebestanden i
skoven kunne fastholdes.
Som kronprins havde Christian V (1670-1699) fået
kendskab til parforcejagt under et ophold hos Solkongen
Ludvig XIV i Paris i begyndelsen af 1660’erne
(Appel og Carstensen 2003:67). I 1670’erne og
1680’erne lod Christian V anlægge parforcejagtveje
i skovene omkring Frederiksborg Slot.
112
Fra Fantasiens Ø. Foto: Liv Appel 2004.
Det centrale sted i Store Dyrehaves system af parforcejagtveje
kaldes ”Stjernen”. Her krydser fire
jagtveje hinanden, hvorved der dannes en ottearmet
stjerneform. Hver af stjernens otte veje er nummererede
og markeret med en ”nummersten”: Etvej -
Ottevej. På den store sten på forhøjningen i Stjernens
midte kan man stadig se rosetten med kompasrosen
og Christian V’s navnetræk.
Fra stjernen fulgte jagtselskabet jagten på den udvalgte
kronhjort, der blev forfulgt til den segnede.
Kronhjorten blev fastholdt af hundene. Kongen eller
den gæst, der var udset til at give kronhjorten
dødsstødet med hirschfængeren, tilkaldtes ved jagthornsignalet.
Jagten blev anset for en forlystelse,
hvor man efter den middelalderlige tradition kun
anvendte blankvåben. Parforcejagten opretholdtes i
Danmark indtil 1777.
Parforcejagtvejene i Store Dyrehave udgør kun en
del af parforcejagtsystemet i Nordsjælland. I flere
nordsjællandske skove finder man sådanne ”stjerner”,
der er udgangspunkter for de gamle parforcejagtlinier,
der er ét af de bedst bevarede i Europa. På
Videnskabernes Selskabskort fra 1768 fremtræder
parforcejagtsystemet meget tydeligt (se side 8).
Romantiske haveanlæg med øer
Romantiske haveanlæg var stadig meget populære
på Frederik VII’s tid (1848-1863), og ved Frederiksborg
Slot anlagdes to anlæg: Fantasiens Ø i
Brededam i Præstevangen og Louises Ø i Ødammen
i Frederiksborg Slotspark.
Fantasiens Ø hed det lille lystfisker-anlæg med pavillon
og køkkenbygning, som Frederik VII i 1859-
60 lod opføre på en kunstig ø på ca. 100 x 50 m i
Brededam i Præstevangen. Her kunne han og grevinde
Danner være alene eller modtage prominente
gæster f.eks. den svenske konge Carl XV i 1862.
Frederik VII døde allerede i 1863, og fik kun glæde
af øen i få år. Bygningerne blev på grund af forfald
revet ned i 1905 og i 1969. I dag står kun en gavl
med spidse vinduer tilbage.
Som navnet siger, skulle anlæggene på Fantasiens
Ø være meget fantasifulde og forunderlige. Spisesalen
på Fantasiens Ø var halvt nedgravet og spartansk,
men bizart udstyret med lysekroner, lampetter
og stole, fremstillet af krogede egegrene. Der
var en spidsbuet dør og to vinduer i sydgavlen, som

Kongen var stolt af at vise sin lille Ø frem
for kongelige Gæster, saaledes ogsaa for den
svenske Konge, Karl den Femtende. En Dag
i straalende Solskin stod de to Konger ved et
Vindue paa Frederiksborg Slot, umiddelbart
før de skulde age til Fantasiøen.
”Blot det nu maa blive Tørvejr”, bemærkede
Kong Frederik, ”men jeg er bange for, at du
faar en vaad Trøje”.
”Ikke i Dag i dette straalende Vejr”, svarede
den svenske Konge, ”jeg tør vædde en Otting
Rinskvin paa, at der ikke vanker nogen Vaad
trøje i Dag”.
”Top”, sagde Frederik den Syvende, ”jeg
vædder lige imod”.
Da Kongerne ankom til Fantasiøen, slog de
sig ned paa en Bænk foran et Buskads.
”Fik du Rhinskvinen med?” bemærkede
Kong Karl, ”for du har aabenbart tabt
Væddemaalet”.
”Det skal du ikke være saa sikker paa”,
svarede Kong Frederik og listede sin Haand
om bag sin Gæsts Ryg og drejede paa en
Vandhane, der var skjult her. En Styrtregn
faldt i det samme ned over Kong Karl, der
rejste sig med et Brøl og rystede Vandet af
sig.
”Skal vi saa gaa op i Salonen og slaa Hul
paa Ottingen”, lo Frederik den Syvende.”
Jensen 1946 “Fantasiøen”
vendte ud mod vandet. Det hvælvede loft og kampestensvæggene
var både indvendigt og udvendigt
udsmykket med østersskaller og glasskår. Loftet og
falsene på de små sidevinduer var dækket af lyse
rødmalede og mørke østersskaller i et stjerneformet
mønster. På gulvet var der lagt sorte og røde fliser i
et diagonalt mønster (Andersen 1992:36).
Kongen lod desuden opføre:
- en stor stenhøj i hvilken, der lå en vinkælder eller
et toilet,
- et stendysse-lignende anlæg, ”Offerstenen” eller
”Døbefonten”, der havde en skålformet vandfyldt
fordybning og
- et bauta-anlæg med kongens kronede monogram
og årstallet 1860.
Den norske bjælkehytte på Louises Ø i Ødammen
ved Badstuen i Frederiksborg Slotspark har haft de
Den norske bjælkehytte på Louises Ø i Ødammen.
Foto: Liv Appel 2004.
såkaldte ”barfrøstuer” som forbillede. Det er huse
med en slags fritstående tårn, som kendes fra Østerdalen
i Norge (Westengaard 2001:90). Den ”laftede”
norske bjælkehytte er overraskende spinkelt bygget
af ubehandlede granrafter. På indersiden er revnerne
mellem rafterne udfyldt med mos og dækket af
smalle lister. Dør- og vindueskarme er udsmykket
med ornamenter af birkebark, loftet er rødmalet, og
i hjørnerne af stuen står et par simple hjørneskabe,
ligeledes af ubehandlede granrafter. Bjælkehytten
står der endnu, stråtaget og vindskederne er nødtørftigt
vedligeholdt, mens resten bærer præg af fremskredet
forfald.
Ud over bjælkehytten består anlægget af to udhuse.
Det ene er et køkken opført af kampesten, og det
andet opført af rafter og synes at have været et toilet.
Herudover er der en stol af sten med kongens
monogram.
Frederiksborg stutteri
Da kronen overtog det danske kirke- og klostergods,
drejede det sig ikke kun om institutioner med
munke og nonner. Klostrene var store landbrug på
linje med landets førende herregårde.
F.eks. havde Esrum Kloster omkring 1500 ca. 300
bøndergårde under sit domæne. Klostergodserne
blev ofte drevet videre som kongelige lensgårde. I
årene efter at munkene havde forladt Esrum Kloster
i 1559, blev der oprettet et stutteri, som fungerede
helt frem til begyndelsen af 1700-tallet. Herefter
blev stutteridriften på Esrum Kloster overført til
Frederiksborg.
113

Det var Christian IV, der for alvor satte gang i Frederiksborgstutteriet.
Han udvidede stutteriet og
oprettede vange til forskellige stod/stammer. Der
nævnes både tyrkiske, ægyptiske og engelske stod.
Kongen satte også heste ud i Store Dyrehave, fordi
man mente, at de ville blive hårdføre af det vilde
liv. Stednavnene Horsebo- og Hingsterhus minder
stadig om stutteridriften i denne skov. I 1871 blev
stutteriet nedlagt.
Der har i forbindelse med pilotprojektet været forslag
om, at man satte Frederiksborgheste på græs i
skoven. Hestene skulle da udsættes på egnede steder,
hvor fortidsminderne ikke skades, og hvor skoven
ikke lider overlast.
De vigtigste kulturmiljøer
1. Nivå: Bopladser fra jægerstenalderen ved den
fossile stenalderfjord.
2. Nive Mølle i den nordligste del af Usserød Å,
kort før den løber ud i Nive Å. Møllen går sandsynligvis
tilbage til vikingetiden, men omtales
først i de skriftlige kilder i 1300-tallet, hvor den
tilhører Roskildebispen. I 1767 blev møllen
udbygget til en korn- og vadmelsstampe, og i
1772 blev der opført en vindmølle på møllehøjen
sydvest for vandmøllen (Frederiksborg Amt
1997:38).
114
Faurholm syd for Hillerød (Frederiksborg Amt 1999).
3. Nivå landsby med bl.a. Nivågårds
Teglværk og Nivaagaards
Malerisamling. Nivå landsby ligger
som det eneste bevarede landsbymiljø
langs den Gamle Strandvej. I Nivå
Bugt påbegyndte marinen i 1753 en
galejhavn, men den blev dog aldrig
færdiggjort (Rosted 1965). Adam
von Lüttuchau, der havde opsyn
med galejhavnen, overtog i 1767 Nivågård
og Nivågård Teglværk, som
var oprettet i forbindelse med opførelsen
af Hørsholm Slot. Bag Dronning
Louises Kro fra 1754 ligger
teglværksarbejdernes små gule boliger,
og nord for teglværket ligger
de vandfyldte lergrave. Nivågård var
et landsted med haveanlæg, skov og
store marker. Bygningerne brændte
i 1878, men blev genopført i 1881. I 1903 lod
mæcenen, godsejer Johannes Hage opføre en
nyklassicistisk museumspavillon til kunstværker
i verdensklasse.
4. Grønholt voldsted var et kvadratisk fæstningsanlæg
med palisader og tårn, som var omgivet
af en voldgrav. I nærheden af voldstedet lå gården.
Det stammer sandsynligvis fra 1100-tallet.
5. Grønholt landsby med kirke fra 1100-tallet.
6. Frederiksborg Slot og Slotshave: Siden 1878
har Frederiksborg været Nationalhistorisk Museum
under Carlsbergfondet. Ud over pragtrum
som Slotskirken, Rosen, Audienssalen og Riddersalen
rummer museet landets betydeligste
samling af portrætter og historiske malerier.
Slots- og Ejendomsstyrelsen har 1993-96 genskabt
den oprindelige barokhave, som kan ses
fra Frederiksborg Slot. I Indelukket og Lille Dyrehave
vest for barokhaven indrettede Frederik
VII en romantisk landskabshave med bl.a. en
norsk bjælkehytte på Louises Ø i Ødammen.
7. Faurholm: Før vandstanden omkring voldstedet
kunne hæves i 1996, blev der udgravet rester
af bropiller fra en renæssancebro, der førte
vejforbindelsen fra Slangerup til Hillerød over
det middelalderlige voldsted (Frederiksborg
Amt 1999:50). Da man i 1720 koncentrerede det
kongelige stutteri til Frederiksborg, blev jordene
fra Faurholm og Hillerødsholm, der tidligere
kaldtes Lille Ladegård, lagt ud til hestevange.

Teglværksarbejdere foran ringovnen på Nivågårds Teglværk i 1904 (Hage 2001)
Med stutteriets dalende betydning i slutningen
af 1700-tallet blev en del vange overdraget til
forstvæsenet. Resten blev delt mellem Hillerødsholm
og Faurholm Avlsgård, som blev opført
i årene 1804-06. I dag er Faurholm Avlsgård
og Faurholm voldsted fredet. Det ejes af Hillerød
Kommune, som har udlagt store dele af
jordtilliggendet til byudvikling.
8. Fredensborg Slot, Slotshave og by. Fredensborg
Slotshave er et af Danmarks største historiske
haveanlæg. De lange lige alléer, som udgår
fra slottet i stjerneform, er et træk fra havens
oprindelige franske barokstil. Alléerne blev som
et dansk eksempel på den pompøse stil, som
kendes fra Versailles ved Paris, genskabt fra
1970’erne til 1990’erne. En særlig attraktion i
haven er barokanlægget Nordmandsdalen med
ca. 70 skulpturer af norske og færøske bønder
og fiskere. Anlægget blev genindviet efter omfattende
restaurering i september 2002. Haven
nærmest slottet, er reserveret den kongelige
familie, men åbnes normalt for publikum i juli
måned. Her kan man bl.a. besøge urtehaven,
som leverer friske grøntsager til den konge-
lige husholdning, og et moderne orangeri, som
blev indviet i 1995. Fredensborg by er også
historisk spændende, idet der er bevaret en
stor del af de huse, der blev opført i perioden
1723-1800 af folk med tilknytning til slottet.
9. Sørup landsby: En samling småhuse ved Esrum
Sø. Vask og blegning af linned var op igennem
1800-tallet en vigtig indtægtskilde. Mange
kunstnere har holdt til ved Fredensborg og Sørup.
10. Fantasiens Ø. Frederik VII’s lystanlæg fra
1859-60 i Præstevangen sydøst for Frederiksborg
Slot.
11. Parforcejagtvejene i Store Dyrehave og Gribskov.
System af jagtveje, hovedsagelig anlagt
under Christian V i 1670’erne og 1680’erne med
henblik på forfølgelsesjagt på kronhjort. Det er
vigtigt at bevare sammenhængen og helheden i
anlægget, hvortil der knytter sig bevaringsinteresser
på internationalt niveau.
115

Potentialer
Neden for følger en liste over forslag til kulturhistoriske
projekter inden for korridoren Frederiksborg-
Fredensborg-Nivå. Da denne korridor geografisk
falder inden for Nivå- og Havelse- delområdeplanernes
projektområde, vil flere af de endnu ikke gennemførte
kulturhistoriske projekter fra disse planer
kunne integreres i et eventuelt nationalparkprojekt
(Frederiksborg Amt 1997 og 1999).
Som en konsekvens af Nivå-delområdeplanen har
Hørsholm Egns Museum på opdrag fra Frederiksborg
Amt udarbejdet forslag til et integreret natur-
og kulturformidlingsprojekt ved Usserød Å og Nivå
(Palm 2004).
1. Nivå stenalderbopladserne: Halvdelen af den
meget interessante boplads ”Nivå 10” var ødelagt
ved pløjning før den arkæologiske undersøgelse
begyndte. Omfattende pløjeskader er
ligeledes dokumenteret på Nivågård-bopladsen
(Jensen 2001:124). Det er de yngre bopladser
fra Ertebøllekulturen, som bliver pløjet i stykker,
fordi det høje havniveau på denne tid medførte,
at bopladserne tilsvarende måtte lægges i
et højere niveau. De ældste bopladser fra Kongemosekulturen
har en bedre bevaringstilstand
end Ertebøllekulturens, fordi de overlejres af
1,5 m marint sand, men til gengæld er de vanskelige
at lokalisere og kan derfor blive ødelagt
ved anlægsarbejder. Det er vigtigt at få afgrænset
stenalderbopladserne, således at man på bag-
116
Jellebro, kongevejsbro over Nive Å.
Foto: Liv Appel 2004.
grund af en arkæologisk udpegning kan tage de
berørte arealer langs Nivå og Langstrup Mose
ud af landbrugsmæssig omdrift. Især den del af
Nivå-dalen, der har udgjort det ydre fjordområde,
bør gennemsøges for bopladser fra Kongemosekulturen
ved hjælp af magnetometer eller
georadar.
2. Nive Mølle: Genetablering af mølledam og rydning
af opvækst på Nive Møllehøj (Frederiksborg
Amt 1997:38).
3. Gammel Tulstrup Mølle i Gamle Grønholt
Vang: gran og anden træbevoksning bør ryddes
ved vandmøllens mølledamme og kanalanlæg.
4. Kongevejene: Frederik V’s kongeveje Hørsholm-Fredensborg
og Hørsholm-Kronborg er
bevaret med en stor del af det oprindelige tilbehør
af milepæle, broer og stenkister. Alle
kongevejene i området bør tegnes ind på et kort
og formidles ved hjælp af de tilhørende anlæg
f.eks. milepæle og broer. Der kan opsættes informationsskilt
ved de bedst bevarede broer,
f.eks. granitbroen Jellebro fra 1787 over Nive
Å, hvor man har fundet 1,8 m lange egestolper
fra en ældre træbro.
5. Langstrup landsby: Etablere opholdsareal ved
Langstrup landsby og opsætte oplysningsskilt,
der fortæller om udskiftningen i 1788 og udstykningen
af Langstrup Mose (Frederiksborg
Amt 1997:43).
6. Louises Ø i Ødammen, Frederiksborg Slotshave.
Den norske bjælkehytte med tilhørende
udhuse bør dokumenteres og skånsomt istandsættes.
Der bør etableres kontrolleret publikumsadgang.
7. Fantasiens Ø i Præstevangen syd for Hillerød.
Den blev anlagt omkring 1858 i forbindelse
med en oprensning af Brededam. Frederik VII
ønskede, at der blev anlagt et lystø ude i søen,
der var truet af tilgroning. En lille ø blev skabt
ved, at man udgravede en kanal gennem det
lave område mod nord og øst. På øen blev der
opført et lysthus i gotisk stil. Desuden opførtes
der et kongeligt das, der var kamufleret som en
stenhøj, en tegrotte, en ”døbefond” og en mindesten.
Ved hjælp at trykvand fra en opstemmet
dam blev der anlagt et springvand på øen. Siden
istandsættelsen i 1991 er anlægget groet en del

til. Det bør tilstræbes, at lystøen vedligeholdes
som et parkanlæg, hvor man i særlig grad tager
hensyn til de store træer, hvoraf nogle kan være
fra Frederik VII’s tid. Endvidere bør stenhøjen
restaureres.
8. Parforcejagtveje: Med udgangspunkt i en besigtigelse
bør der foretages en beskrivelse af de
eksisterende parforcejagtveje og de tilhørende
anlæg. Sporene efter de sløjfede veje bør identificeres.
Når hele parforcejagtvej-systemet er
kortlagt, er det vigtigt, at linieføringerne indarbejdes
i kommuneplanen, således at der ikke
planlægges nye anlæg oveni de gamle. Uden for
skovene bør der udarbejdes en plan for, hvordan
parforcejagtvejene kan bevares ved, at man f.
eks. bruger dem som cykel- og vandrestier.
Beskyttelse, fredninger og udpegninger
• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er beskyttet
i medhold af museumsloven, kapitel 8 a og
må ikke ændres eller tilplantes. Der må ikke dyrkes
nærmere end 2 m fra foden af fortidsminder.
• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af museumsloven,
kapitel 8 a.
• Kirker i området (anlæggelsesår omtrentligt):
Asminderød (1100), Grønholt (1100), Fredensborg
Slots kirke (1726), Frederiksborg Slots kirke (1606),
Hillerød Kirke (1620), Nivå (1910).
• I korridoren indgår fredningerne (frednings nr. og
navn): 208-104 (Endrupgård), 208-105 (Danstruplund),
208-106 (Langedam), 208-109 (Kovang, Terrasserne),
208-201 (Grønholt Kirke), 208-202 (Udsigt
over Esrum Sø, Møllekrog), 208-203 (Sørup Havn,
stejleplads), 208-204, 208-205 (Esrum Sø, udsigt),
208-206 (Tibberupsminde, Jespershus), 208-101
(Asminderød Kirke), 217-601 (Esrum Sø, Arealer
ved), 217-604 (Danstruplund), 219-201 (Gadevang
Kirke), 219-401 (Frederiksborg Slot), 219-402 (Holmene),
227-108 (Usserød Ådal og Nivå Ådal)
• Ι korridoren er udarbejdet plejeplan for arealerne
omkring Usserød Å, Nivåfredningen, Pleje og vedligeholdelse
for fredet, tidligere lergravsområde nord
for Nivå Strandpark.
• Dele af området er udpeget som særlig værdifuldt
kulturlandskab (nr. og navn): 24 (Sørup ejerlav - del
af), 25 (Grønholt ejerlav), 98 (Nivås nedre løb), 102
(Nivå Lergrave), 109 (Nødebo Overdrev), 137 (Karlebo
Overdrev - del af ejerlav), 138 (Frederiksborg
Slot).
• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer (Sb.
nr. og navn): 010305-20 (Salpetermosen), 010401-
68 (Langstrup, Lønholt), 010411-84 (Nivå).
Tilgængeligheden
Fantasiens Ø med Frederik
VII´s fiskehal. P. Klæstrup, 1876
(Andersen 1992:12).
Forslag til passagemuligheder i korridoren:
• Frederiksborg Slot - Fantasiens Ø - Favrholm - Store
Dyrehave - Grønholt Overdrev - Gamle Grønholt
Vang - Sørup - Fredensborg
• Gamle Grønholt Vang - Knurrenborg Vang -
Langstrup - Langstrup Mose - Nivå
Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre
befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til
færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også
cykle eller køre i bil.
Kortet på side 119 viser de eksisterende stier og veje
markeret med rødt, mens stier, som foreslås etableret, er
markeret med blåt.
117

118
Kort over de statsejede arealer i Frederiksborg-Fredensborg-Nivå korridoren.

Kort med forslag til passagemuligheder i Frederiksborg-Fredensborg-Nivå korridoren. Eksisterende veje (rød linie), forslag til nye veje (grøn linie), korridorens afgrænsning
(blå linie). Numrene henviser til afsnittet ”De vigtigste kulturmiljøer” på side 114 - 115.
119

120
Kronborg–Gurre-
Krogerup
5.6 Korridoren Kronborg - Gurre -
Krogerup
Beliggenhed
Korridoren Kronborg-Gurre-Krogerup ligger i Helsingør
og Fredensborg-Humlebæk kommuner og
omfatter særdeles bevaringsværdige kulturlandskaber.
Det er et kuperet skovrigt landskab med moser,
vandhuller og søer. Landskabet har været præget af
spredt bebyggelse og små landsbyer, og af de to østvest
gående alveje fra Helsingør via Esrum og
Helsinge til Frederiksværk, og fra Helsingør over
Gurre til Tikøb. Senere er kongevejene København-
Hørsholm-Kronborg og Frederiksborg-Fredensborg-Kronborg
kommet til og i nyere tid den nordsyd
gående Helsingør-motorvej.
Fra de statsejede arealer i Egebæks Vang og Nyrup
Hegn nord for Espergærde strækker den forgrenede
korridor sig mod:
Kronborg set fra syd. Foto: Ib Appel 2004.
-nord over Teglstrup Hegn til Hellebæk.
Derefter langs nordkysten til Kronborg.
- nordvest over Gurre Vang, Horserød Hegn, Risby
Vang, Klosterris Hegn og de åbne landskaber ved
landsbyerne Saunte og Borsholm mod Hornbæk.
- sydvest i retning af Fredensborg via Krogenberg
Hegn, Danstrup Hegn og Endrup Hegn.
- syd til Krogerup nord for Humlebæk.
Kulturhistorisk beskrivelse
Fra Babyloneskoven i syd til Ellekilde i nord markerer
de 20-40 m høje skrænter strandlinien i atlantisk
tid. I denne del af ældre stenalder nåede havet helt
op til skrænten, men siden hævede landet sig flere
gange. Kongemose- og Ertebøllekulturens bopladser
lå især, hvor fjordarme skar sig ind i landet f.eks.
ved Bergmansdal og ved Egebækkens udløb (Hvass
1999:11). De ældre bopladser fra Maglemosekulturen
finder man længere inde i landet.

Særlig karakteristisk for kulturlandskabet
i korridoren Kronborg-
Gurre-Krogerup er de mange storstensgrave
fra bondestenalderen,
som er bevaret i skovene. Den
største gruppe på fem stenalderhøje
ligger i Risby Vang. Videdyssen
har ligesom mange af stendysserne
i Horserød Hegn og Hornbæk
Plantage to gravkamre, dækket af
en langhøj eller en rundhøj. Sydligt
i Risby Vang ligger en temmelig
ødelagt langdysse. Jordhøjen er
noget udskredet, og man ser fl ere
væltede randsten og en rest af et
kammer. På stenalderhøjens nordøstlige
side har man fundet en fl ad
sten, på hvis plane overside man
har fundet 30–40 skålfordybninger
fra bronzealderen (ca. 1.800-500
f. Kr.). Sådanne skålgruber er også
fundet på en jordfast sten i området
nord for Gurre.
Der ligger mange gravhøje i Hornbæk Plantage.
De stammer sandsynligvis fra ældre bronzealder,
men fund af bl.a. lerkar og bronzegenstande viser,
at gravhøjene også blev anvendt til begravelser i
yngre bronzealder (Hvass 1999:20f). Disse gravhøje
tyder på, at bronzealderbebyggelsen lå nærmere
kysten end bondestenalderens bosættelser.
Kendskabet til jernalderen i området er endnu mangelfuldt,
men på den frugtbare morænejord ved
Saunte, har man udgravet fl ere faser af en gård fra
omkring Kristi fødsel (Hvass 1999:23). Ved Sindshvile
ved Espergærde har man ligeledes fundet fl ere
faser af en jernaldergård, hvor der har været udvundet
jern af myremalm (se kap. 4.2.1).
Tikøb sogn er ét af de største sogne i Danmark.
Landsbykirken i Tikøb er antagelig bygget oven
på et hedensk kultsted fra jernalder og vikingetid.
Stedet nævnes 1164-78 som ”Tiwithcop”, som kan
betyde den indviede skov for krigsguden Tyr (Hvass
1999:26).
Landskabskorridoren har to befæstede anlæg fra
middelalderen, Valdemar Atterdags Gurre fra 1300tallet
og Erik af Pommerns fæstning Krogen/Kronborg
ved Helsingør fra 1400-tallet, (se kap. 4.2.2).
Landskabskorridoren Kronborg-Gurre-Krogerup.
De farvede områder markerer statsejede arealer.
Helsingør
Af de huse, som fandtes i Helsingør i slutningen af
1700-årene, er 85 % bevaret. Den ældste bygning er
den romanske kirke Sankt Olai Kirke fra 1200-tallet.
De gotiske bygninger, der hører til Sankt Marie
Kirke med Karmeliterklostret samt navnlig de
grundmurede stenhuse i Strandgade og Stengade
er fra 1400-1500-tallet bl.a. Sundtoldskaréen og de
bagved liggende gårde, f.eks. Oxernes Gaard fra ca.
1500 og Dommergården fra ca. 1550 (Skov- og Naturstyrelsen
2000:14).
David Hansens Gaard fra 1579 og Dahls Gaard
fra begyndelsen af 1700-tallet og Putschers Gaard
fra midten af 1700-tallet - alle i Stengade - er fi ne
eksempler på bygninger i de yngre stilarter renæssance,
barok og rokoko (Skov- og Naturstyrelsen
2000:33).
Da arkitekt N.H. Jardin tegnede Marienlyst Slot,
som Frederik V opførte i perioden 1759-63, valgte
han den nye strengt symmetriske Louis Seize-stil,
der repræsenterede klassicismens første periode.
Flere huse i Helsingør blev frem til ca.1850 bygget
i denne harmoniske og enkle stil.
121

Det gotiske tårn på den træomkransede ”Tårnhøj” indgik
i det romantiske haveanlæg ved Marienlyst fra 1790.
Akvarel af Jonquiéres ca. 1800.
Kernen i Marienlyst Slot var Frederik II’s ombyggede
lysthus Lundehave. Ved ombygningen i
1760’erne udskiftedes parterrehaven med en fransk
have med symmetriske hække, alléer, buksbomhække,
springvand og spejldamme. I 1790’erne fik
slottet endnu en have, idet man anlagde en romantisk
have med stisystemer, gravhøje, eremithytter,
og et middelalderligt gotisk tårn. Der findes i dag
kun svage rester af denne romantiske have (Faye
m.fl. 1988, Madsen 1996).
Hellebæk Kohave
Hellebæk Kohave ligger på de jorder, som frem til
begyndelsen af 1600-tallet tilhørte Teglstrup ladegård.
I dag er området indhegnet og hører under
Kronborg Statsskovdistrikt. Området er fredet og
skal bevares som græsningsareal og overdrev. Sammen
med naboskoven Teglstrup Hegn er Hellebæk
Kohave udpeget til Natura 2000-område, dvs. et
område, der i europæisk sammenhæng rummer en
særlig bevaringsværdig natur. På de indhegnede
marker græsser 250-300 Hereford- og skotske højlandskvæg.
Her lå kongens hestehave og kalvehave,
og man kan sige, at ringen hermed er sluttet. Ved
Bøgeholm Sø ligger landarbejderhuset Anes Hus,
der drives af en historisk forening. Et tipvognsspor
fører til teglværket i Ålsgårde. Her udskibedes teglen
fra Lange Bro ved Skindersøvejen. Det er den
sidste udskibningsbro fra Nordkystens teglværker,
der er bevaret.
122
Gamle veje
Flere veje fra middelalderen og nyere tid skærer
igennem landskabskorridoren Kronborg-Gurre-
Krogerup. Flere velbevarede stykker af Frederik
II’s kongevej mellem Frederiksborg Slot og Kronborg
ligger i Nyrup Hegn og ved Marienlyst Slot
(Madsen 1996:11). Ved Nyrup løber to af Frederik
V’s kongeveje sammen. Det er vejen fra Fredensborg
og vejen fra Hørsholm. Disse lige chausseér
fra 1770’erne, som stadig eksisterer som ”Hørsholmvejen”
og ”Helsingørvejen”, fører over fine
stenbroer og er flankeret af milepæle med Frederik
V’s og Christian VII’s monogrammer (Topsøe-Jensen
1970:27ff, 32). Allerede på Christian IV’s tid i
1638-39 blev der imidlertid bygget en kongevej fra
Hørsholm til Nyrup. Man kan stadig ane sporene af
den i Munkegårde Skov syd for Nyrup (Berthelsen
1992:17f).
Landevejene Gurrevej og Esrumvej, som fører til
Krogen/Helsingør, er delvist omlagt, men har sandsynligvis
middelalderlig oprindelse. Den brolægning
fra et ældre forløb af vejen mellem Helsingør og Esrum,
der kan ses i Teglstrup Hegn, fortsættes måske
i vejstykket mellem Nejlinge og Helsinge. Allerede
i tidlig middelalder fandtes kystvejen langs Øresund
fra Havn (København) til Ørekrog. Ca. år 1800 fik
den navnet Strandvejen. Den Søndre Strandvej blev
først omkring år 1900 ført videre vestover fra Helsingør
som Nordre Strandvej. Den anlagdes neden
for kystskrænten med samme forløb, som den gamle
snorlige transportvej for produktionsvirksomhederne
i Hellebæk.
Hellebæks kulturmiljø
Hellebækegnen nord for Esrumvejen er et bemærkelsesværdigt
kulturhistorisk miljø, med udnyttede
moser, anlagte karpedamme og naturlige søer. Herfra
skaffede kongen ler til teglsten, myremalm til
jernudvinding, tørv og træ til brændsel. Allerede
Frederik II lod grave kanaler mellem søerne, f.eks.
kanalerne Klaresø-Sortesø og Skidendam-Klaresø,
som blev gravet af svenske krigsfanger. Han anlagde
også tolv kunstige damme, hvor man opdrættede
karper og karusser til det kongelige bord på Kronborg.
Et par teglovne, der endnu er synlige i Teglstrup
Hegn, leverede i 1600-årene byggematerialer
til kongens industribygninger.

Ved Hellebækken anlagde Frederik II i 1576 den
første kornmølle. I 1597 anlagde Christian IV den
første hammermølle på stedet og senere også en
kobbermølle og et kanonstøberi, som i nærved 40 år
producerede jernvarer og kanoner, bl. a. kanonerne
”De gamle Konger”. I 1743 blev Hammermøllen
og våbenfabrikationen overtaget af private. I 1765
overgik produktionen atter til kronen, og der opførtes
en ny hammermølle, men allerede i 1768 blev
virksomheden solgt til Heinrich Carl Schimmelmann
(1724-1782), der videreførte den som Kronborg
Geværfabrik.
I 1770’erne opførte man Mesterboligerne og Skæftergården
i Bøssemagergade. Disse bygninger danner
sammen med De Edsvornes Hus, Probérhuset,
hvor geværerne blev afprøvet, mølledammene,
møllehuset, slibemøllen og Hammermøllen med
dens rekonstruerede mølleri et enestående stykke
dansk industrihistorie. Kronborg Geværfabrik lukkede
i 1870, men blev i 1873 efterfulgt af Hellebæk
Klædefabrik, som var i drift helt frem til 1976.
Fiskerlejer og fritidshuse
I 1810 besluttede Frederik VI at anlæg en krigshavn
ved Humlebækkens udløb, men arbejdet blev indstillet
efter fem år. Nord for havnen ligger ”Gamle
Humlebæk”, en række hvidkalkede og stråtækte fiskerhuse,
der skulle flyttes hertil, inden krigshavnen
kunne anlægges (Skadhauge 1981:246f, 270).
Hammermøllen ved Hellebæk. Foto: Kjartan Langsted 2004.
Syd for Helsingør er Strandvejen præget af de store
sommervillaer fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen
af 1900-tallet, der ligger oven for små
idylliske fiskerlejer, der ligger direkte ud til Øresund.
De første sommervillaer lå sammen med de
oprindelige fiskerhuse langs Søndre Strandvej,
f.eks. ”Mary Hill” fra 1848. Allerede i 1885 var der
bygget så tæt, at præget af de oprindelige fiskerlejer
fra 1500-tallet i Espergærde og Snekkersten næsten
var forsvundet (Skov- og Naturstyrelsen 2000:13).
I den gamle havn i Espergærde kan man stadig se
fortidens træbåde til kystfiskeri, den gamle stejleplads,
der endnu er i brug, og de huse langs stranden,
der engang blev beboet af fiskerene i Espergærde.
Længere mod nord ligger Snekkersten, der
har navn efter den store vandreblok (sten) af form
som en snekke (skib), der ligger på stranden. Det
er nu en villaby, der er blevet forstad til Helsingør.
Også her er der havn, fiskerbebyggelse og en stejleplads
med tjærelade og rebslageri.
Langs Nordre Strandvej mod Hellebæk, Ålsgårde,
Boderne, Ellekilde, Hornbæk og Villingebæk kom
byggeriet af fritidshuse først noget senere i gang i
takt med, at vejnettet og jernbanen blev udbygget
(Madsen 2003). I første halvdel af 1800-tallet var
Hornbæk fiskerleje præget af sydvendte huse adskilt
af små veje ned mod vandet. Kroen og kirken var
de mest betydningsfulde bygninger, og en egentlig
havn fik man først i 1875. Turismen satte fra slutningen
af århundredet sit præg på bebyggelsen.
123

De vigtigste kulturmiljøer
omfattet af korridoren
I denne sammenhæng har vi valgt at definere kulturmiljøer
som områder, der viser kulturspor fra en bestemt
periode. Korridoren omfatter et repræsentativt
udsnit af kulturmiljøer fra flere perioder, således at
kulturhistorien i området bliver fortalt. Kulturmiljøerne
er vist på kortet over korridoren på side 117.
1. Femhøje ved Villingebæk: Fire bevarede bronzealderhøje;
én blev sløjfet i 1942. Arkæologen
Vilhelm Boye beskrev lokaliteten i 1884 (Madsen
2003:196f).
2. Gurre Slot og Valdemars Vold: Indhegnet
borgområde med bygningskompleks fra 1300-
1500 tallet (se kap. 4.2.2). Der er opsat skilte,
som fortæller om slotsområdet, sagnhistorien og
de nyere arkæologiske undersøgelser. Den 48 m
lange bygning nordøst for hovedborgen er for
nylig blevet markeret med græstørvsvolde. Valdemars
Vold i Gurre Vang forløb oprindeligt fra
Gurre Sø til den nu udtørrede Munke Sø. Vest
for Gurre Sø strakte en tilsvarende vold sig gennem
Horserød Hegn fra Store Svends Mose til
Stenkrog. Voldene er ældre end Gurre Slot, dvs.
fra tidlig middelalder eller oldtiden. De kan have
fungeret som en slags spærringer eller være
vangegrænser omkring nogle af de forsvundne
bebyggelser, som nævnes i Esrum Brevbog.
3. Kronborg og byen Helsingør: Borgen Krogen
blev bygget af Erik af Pommern i begyndelsen
af 1400-tallet som værn for Sundets indsejling.
Desuden skulle den sikre opkrævningen af Øresundstolden,
som kongen indførte 1429.
124
Krogerup. Foto: Kjartan Langsted.
Under Frederik II ombyggedes fæstningen gennemgribende
og blev herved Nordens stærkeste
og fornemste slot. Kronborg brændte i 1629,
men det blev straks genopbygget. Slottet har
siden 1915 rummet Handels- og Søfartsmuseet.
I disse år gennemføres omfattende arbejder på
Kronborgs raveliner. Byplanen for det gamle
Helsingør, hvor gaderne skærer hinanden i rette
vinkler, går sandsynligvis tilbage til tiden efter
Øresundstoldens indførelse i 1400-tallet. En
meget stor del af Helsingørs gamle bebyggelse
er bevaret.
4. Krogerup Gård rummer i dag Krogerup højskole.
De nuværende bygninger stammer fra 1837.
Gården går tilbage til 1500-tallet, men udvikler
sig først til en storgård under Hans Rostgaard
omkring 1660. Rostgaard optrådte heltemodigt
under et forsøg på at tilbageerobre Kronborg
fra svenskerne, og han blev som belønning udnævnt
til fiskemester i Kronborg Amt. Han fik
også skøde på Krogerup, og skovene omkring
Krogerup var derfor nogle af de få skove i Nordsjælland,
som var i privat eje under enevælden.
I løbet af en årrække udvidede Rostholm sine
besiddelser med jord i Tikøb og Esbønderup.
I området omkring gården er der opstillet flere
mindesten om denne tid.
5. Egebæksvang: Nedlagt landsby fra 15-1600tallet
ved Egebækken. Et par af landsbyens
gårde blev i 1960’erne undersøgt af Nationalmuseet.
6. Flynderupgård ved Espergærde. Denne lystgård
var, som det var almindeligt i Nordsjælland
i 1800-tallet, ejet af byfolk, der havde forpagtere/
forvaltere til at tage sig af landbruget. Den
ombyggede hovedbygning og avlsbygningerne
fra 1915-20 rummer Flynderupgård Museet.
Det omgives af et herregårdslandskab med en
have i romantisk stil. Til Flynderupgård er i dag
knyttet et frilandskulturcenter.
7. Hellebæk: Mesterboligerne og Skæftergården
fra 1700-tallet danner sammen med Probérhuset,
De Edsvornes Hus, mølledammene, møllehuset,
slibemøllen og Hammermøllen et enestående
stykke dansk industrihistorie. På Hammermøllen
findes en udstilling om geværfabrikken,
og i hammersmedjen demonstreres smedning af
bøsseløb.

Rester af Hellebæk Klædefabriks bomuldsspinderi
fra 1800-tallet kan stadig anes ved møledammen,
og vandhjulets overgang til den
moderne turbine anskueliggøres i Turbinehuset.
Her er desuden modeller af Hellebæk i 17–
1800-årene.
8. Lappestens Batteri lidt nord for Marienlyst blev
anlagt af militæret i 1808. Det skulle hindre, at
fjendtlige skibe ankede op ved Lappegrunden,
da de herfra kunne beskyde Kronborg. Lappestens
Batteri var med sit næsten fuldstændige
bastionære anlæg det største af de kystbatterier,
der blev anlagt langs Nordkysten i 1807-08
(Madsen 2003:32ff). Andre mindre vinkelformede
skanser lå ved Skandseøre og ved Smedehaven
syd for Helsingør, ved Helsingør Havn,
ved Hellebæk og ved Dronningmølle.
9. Marienlyst Slot: I de nuværende bygninger
(1759-63) har Helsingør Kommunes Museer
en permanent udstilling af guldaldermalerier og
slottets historie. Haveanlægget omkring slottet
blev nyanlagt (1919-21), efter at størstedelen af
den romantiske have blev ødelagt, da Helsingør
Hellebæk år 1824. Kortet angiver de
forskellige virksomheder og boliger i området.
(Efter Madsen 2003)
1) Skaaningedam
2) Hellebæk Dam(fordam)
3) Hellebækgaard
4) Blegeri, vaskemølle og arbejderboliger
5) Hammermøllen (nuværende museum)
6) Bøssemagergade
7) Caroline Mathildesvej og Gl.Hellebækvej
8) Hellebæk Kro
9) Kongens Mølle
10) Teglværk
11) Unmacks Dam
12) Unmacks Dam
13) Store Mørkedam
14) Lille Mørkedam
15) Det lave Hus, Ndr. Strandvej 112-16
16) Riffs og Linds hus m.fl.
17) Pinsebakken
18) “Den nye Hammermølle”
Kommune i 1851 efter at have købte Marienlyst
udstykkede størsteparten af jordene til private.
Senere købte kommunen dele af jordene
tilbage og indrettede bl.a. tennis- og fodboldbaner.
Arealet oven for kystskænten er dog næsten
urørt og rummer stadig mange spor af Johan
Ludvig Mansas romantiske havelandskab fra
1790’erne.
10. Tikøb landsby kaldtes i 1170 for Tiwitcop. Den
ligger i en skålformet lavning ved en sø. Før udskiftningen
i 1776 og 1786 lå gårdene ligesom
husene i dag, langs de vejgafler, som den østvestgående
bygade danner med vejene fra oplandet.
Sognekirken er fra 1100-tallet.
11. Borsholm landsby ligger på Tikøb sogns bedste
jorder. Ved stjerneudskiftningen blev flere af
landsbyens oprindelig 9 store gårde liggende i
landsbyen. Borsholmgårds gamle toft er i dag
indgærdet med enebærris. Struensee og flere af
Helsingørs engelske købmænd har været ejere
af gården. En fægyde fører ud fra landsbyen, og
på markerne syd for landsbyen ligger flere gravhøje.
125

Lappestens Batteri var et af de største kystbatterier, der blev
anlagt langs Nordkysten i 1807-08. Den stiplede linie angiver
konturerne af det tidligere tekniske museum fra 1968
(Efter Madsen 2003:33).
12. Saunte I den gamle landsbygades østlige del
ligger Sauntegård, der er sammenlagt af fire af
landsbyens oprindelige gårde. I dag er den kursuscenter.
Til gården opførtes i 1916–18 en række
arbejderboliger i cottagestil langs landsbygaden.
Landevejen mod Holmene over det gamle
overdrev følger en bæk i et smukt dalstrøg og
fortsætter ud på den gamle rullestensås, hvor der
kun ligger enkelte husmandssteder.
13. Nyrup Vang: Frederik II’s brolagte kongevej
fra 1584-85 forbandt hans to slotte, Frederiksborg
og Kronborg med det kongelige haveanlæg
Lundehave. Ved denne vej ligger den eneste bevarede
milepælshøj fra Ole Rømers opmåling i
1600-tallet.
14. Hornbæk og Hornbæk Plantage med Ræveleje:
Den ældste bebyggelse i Hornbæk ligger
mellem de to flyvesandsområder Hornbæk
Plantage i øst og Horneby Sand i vest. Hornbæk
Plantage er et resultat af sandflugtsbekæmpelsen
i slutningen af 1700-tallet. Inde i plantagen
mellem Ellekilde og Hornbæk har man påvist
fem hustomter fra den lille fiskerbebyggelse
Ræveleje. I 1987–88 udgravede man et hus på 4
x 8 m, der har været beboet hele året. Fiskelejet,
som var blevet anlagt i 1500-tallet, ophørte i be-
126
gyndelsen af 1600-tallet på grund af fiskerikrisen
og sandflugtsproblemerne. Horneby Sand
har karakteristiske parallelle ”tangveje”, som
bønderne fra landsbyerne inde i landet brugte,
når de skulle hente tang til gødskning. Gennem
fiskerlejet Hornbæk flyder Vesterbækken
og Østerbækken, og omkring stejlepladserne
ligger mange velbevarede fiskerhuse. Husene
og haverne i Hornbæk bærer i dag præg af 18-
1900-tallets sommerturisme, og den nuværende
kirke fra 1737 har altertavle med maleri af C.W.
Eckersberg fra 1838.
Potentialer
Nedenfor følger en liste over forslag til kulturhistoriske
projekter inden for korridoren Kronborg-
Gurre-Krogerup.
1. Egebæks Vang syd for Snekkersten: Nær Egebækken
lå i 1500-tallet en lille landsby, som
blev nedlagt i begyndelsen af 1600-tallet og
efterfølgende benyttet til kongens høslet og
kreaturgræsning. Nationalmuseet undersøgte i
1960’erne et par af landsbyens gårde, hvor den
ene har tilhørt en håndværksmester og den anden
en tolder fra Helsingør. Landsbyhusenes grundplan
kan markeres med græstørv på grundlag af
en mindre arkæologisk undersøgelse.
2. Flynderupgård: For, at man kan illustrere tidligere
tiders landskabsbillede, kan man reetablere
det lille søanlæg i den romantiske have og
stiforbindelsen mellem den ”vilde” skov og det
dyrkede land. Langs med stien bør den nu dyrkede
mark overgå til græsningsoverdrev gerne
for køerne på gårdens historiske landbrug.
3. Nyrup Hegn, sydøst for Gurre: Frederik II’s
brolagte kongevej fra 1584-85, som forbandt
hans slotte, Hillerødsholm/ Frederiksborg og
Krogen/ Kronborg, bør beskyttes mod de ødelæggelser,
der forårsages ved tværgående færdsel
med tunge landbrugsmaskiner. Ole Rømers
milepælshøj fra 1681 er den eneste bevarede.
Højen markerer to mil fra Frederiksborg og
Hørsholm og fem en halv mil fra Københavns
Østerport. Milepælshøjen og de tyve store sten,
som omkranser den, bør holdes fri for vegetation.
Selve milestenen på toppen mangler, men
den skulle kunne rekonstrueres. En stenkiste under
kongevejen nær milepælhøjen bør friholdes
for vegetation.

4. Lappestens Batteri : Lappestens Batteri var
forsynet med to bastioner mod havet og en ravelin
mod land. Den store bygning fra 1960’erne,
som tidligere husede Teknisk Museum, og som
ligger midt i Lappestensbatteriet, bør nedrives.
5. Marienlyst Slotshave: Marienlyst Slots funktion
som lystslot for Kronborg bør i højere grad
formidles til de besøgende på Kronborg, således
at besøg på de to slotte kan kombineres.
Man bør reetablere det romantiske haveanlæg
på Marienlyst fra 1790’erne med dets stisystemer,
gravhøje, eremithytte og middelalderlige
gotiske tårn, hvis høj er bevaret frem til i dag.
Haveanlægget er enestående i Danmark og har
sin nærmeste parallel i haven ved Petit Trianon
ved Versailles, som blev anlagt to år senere.
6. Gurre Slot: Borgen lå oprindelig omgivet af
vand og sump. For, at man kan genskabe den
visuelle forbindelse mellem borgen og Gurre
Sø, bør ellebevoksningen nord for borgen helt
eller delvis fjernes. De seneste års arkæologiske
undersøgelser omkring Gurre slotsruin har
vist, at det samlede anlæg er væsentligt større
end tidligere antaget. Bl.a. fandt man en 48 m
lang bygning med en 10 m lang tilbygning, som
Området ved Gurre Slotruin.
Den røde linie viser, hvor volden og stalden lå .
i dag er markeret i terrænet med græstørvsvolde.
Desuden har man fundet en mur eller et kampestensgærde,
der markerer slotsanlæggets ydre
afgrænsning på ca. 230 x 180 m. Uden for muren
har der ligget en smedje. For, at man bedre kan
formidle anlæggets størrelse og kompleksitet,
bør man også markere den ydre mur og smedjen
med græstørv. Ved ruinen af den romanske
kirkebygning fra 1200-tallet, som antageligt var
det Sankt Jacobskapel, som i 1361 under Valdemar
Atterdag fik status af slotskapel, bør man
opsætte informationsskilte.
7. Teglovnskrogen: På Gurre Sø’s sydvestlige
bred har der siden 1300-årene været teglbrænding
til Gurre Slot. Den ene af de to kendte
teglovne, som blev udgravet af Helsingør Bymuseum,
kan ses i skrænten og skovbunden. De
færdige tegl blev fragtet over til slotsholmen, og
på søens bund ligger mængder af munkestensbrokker.
Der bør opsættes et informationsskilt
på stedet, der fortæller om teglovnene.
127

8. Krogerup - Humlebæk: Området er rigt på
kulturhistorie, natur og moderne kunst. Af hensyn
til oplevelsen af kulturmiljøet bør Gammel
Strandvej lukkes for uvedkommende trafik. Parken
ved Louisiana Museum for Moderne Kunst
forbinder arkitektur og kunst med Øresundskysten
og skoven. Gennem information, f.eks.
i museets restaurant, og et samarbejde med
Krogerup højskole kunne kulturlandskabet ved
Krogerup og Humlebæk formidles til de mange
tusinde mennesker, der hvert år besøger Louisiana.
Beskyttelse, fredninger og udpegninger
• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er beskyttet
i medhold af museumsloven, kapitel 8a, og
der må ikke ske ændringer eller tilplantning. Der må
ikke dyrkes nærmere end 2 m fra foden af et fortidsminde.
• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af museumsloven,
kapitel 8a.
• Kirker i området (anlæggelses år): Sankt Olai (1200),
Sankt Mariæ (1430), Kronbrog slots kirke (1582),
Vestervang (1966), Tikøb (1200), Gurre (1917),
Hornbæk (1737), Hellebæk (1920), Egebæksvang
(1896), Mørdrup (1976), Humlebæk (1868). Bygningerne
og inventaret er beskyttet af den kirkelige
lovgivning, ”Loven om kirker og kirkegårde” fra
1992 (revideret 2001). Hertil kommer Exner-fredningerne
fra 1950’erne af arealerne omkring middelalderkirkerne.
• I korridoren indgår fredningerne (frednings nr. og
navn) : 217-101 (Egebæksvang kirke), 217-102
(Egebæksvang), 217-103 (Egebækken), 217-104
(Espergærde strand), 217-107 (Kystkilen ved Rørtang),
217-108 (Kystkilen ved Kelleris), 217-201
(Hellebæk kirke), 217-202 (Ålsgårde/Ellekilde,
Skræntarealer), 217-203 (Odinshøj), 217-204
(Ålsgårde, sten), 217-205 (Ålsgårde), 217-208 (Hellebækgård)
, 217-209 (Hellebæk strand, udsigt), 217-
210 (Hellebæk, udsigt) , 217-301 (Gl. Hellebækvej,
stengærde), 217-302 (Marienlyst, allétræer), 208-
305 (Bergmandsdal), 217-407 (Horneby Ås), 217-
409 (Hyrdehøj), 217-606 (Gurre Å), 217-607 (Gurre
kirke).
• I korridoren er udarbejdet plejeplan for Tinkerup
Mose, Tikøb Langesø, Kobækken og Strandvejen.
• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer
(Sb.nr. og navn): 010412-73 (Gurre), 010408- 80
(Hornbæk Plantage).
128
• Dele af området er udpeget som særlig værdifuldt
kulturlandskab (nr. og navn): 20 (Saunte ejerlav), 90
(Gurre), 95 (Krogerup og Humlebæk), 103 (Borsholm
ejerlav), 144 (Kronborg).
Tilgængeligheden
Forslag til passagemuligheder i korridoren:
• Frederiksborg Slot - Endrup - Endrup Hegn -
Danstrup Hegn - Nyrup - Kvistgård - Krogerup -
Gammel Humlebæk
• Nyrup - Nyrup Hegn - Gurre - Gurre Sø – Tikøb
- Horserød Hegn - Havreholm - Klosterris Hegn -
Borsholm - Saunte - Hornbæk Plantage -
Villingebæk
• Egebæks Vang - Flynderupgård - Nyrup Hegn -
Teglstrup Hegn - Kronborg - Helsingør - Teglstrup
Hegn - Hellebæk - Ålsgårde - Hornbæk Plantage
Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre
befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til
færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også
cykle eller køre i bil.
Kortet på side 131 viser de eksisterende stier og veje
markeret med rødt, mens stier, som foreslås etableret, er
markeret med blåt.

Hornbæk Kirke fra 1737. Foto: Liv Appel 2004.
129

130
Kort over de statsejede arealer i Kronborg-Gurre-Krogerup korridoren.

Kort med forslag til passagemuligheder i Kronborg-Gurre-Krogerup korridoren. Eksisterende veje (rød linie), forslag til nye veje (blå linie), korridorens
afgrænsning (grågrøn linie). Numrene henviser til afsnittet ”De vigtigste kulturmiljøer omfattet af korridoren” på side 124 - 126.
131

6. Forslag og anbefalinger
Den foreliggende rapport omtaler kulturminder,
kulturmiljøer og kulturlandskaber, som gennem
kulturhistoriske projekter kan sikres for eftertiden
og vises frem for offentligheden.
Når nationalparken er etableret, kan de udvalgte kulturhistoriske
projekter gennemføres og formidles til
glæde for publikum. For at sikre iværksættelse af
nye initiativer og opfølgningen af dem, bør der nedsættes
en styregruppe eller et sekretariat for Nationalpark
Kongernes Nordsjælland med bred faglig
kompetence inden for natur, kultur og friluftsliv.
Uden en målrettet indsats, der kan sikre og bevare
de kulturhistoriske værdier i nationalparken for eftertiden,
vil der med vore dages hastige omformning
af samfundet næppe være mange kulturhistoriske
værdier at vise frem om få år (Meldgaard 2003:79).
Derfor må samarbejdet mellem museerne, statsskovdistriktet
og de nye kommuner i nationalparkområdet
styrkes.
For de vigtigste kulturmiljøer i nationalparken bør
der udarbejdes plejeplaner, som derefter kan indar-
132
bejdes i statsskovdistriktets driftsplaner og de nye
kommuners kommune- og lokalplaner (Skov- og
Naturstyrelsen 2001 og 2003). Fra 2007 vil det være
kommunerne, som skal bære størstedelen af ansvaret
for sikringen af kulturminderne i byerne og i det
åbne land bl.a. gennem plan- og byggesagsbehandlingen.
Sikringen vil kun i begrænset omfang medføre
nye restriktioner i forhold til brugen af landskabet,
da den hovedsagelig bør ske gennem pleje
af kulturminderne og ved øget tilsyn, hvor de gældende
love og regler håndhæves. Samtidig bør man
systematisk gennemgå de gamle landskabsfredninger
med henblik på en præcisering af fredningsbestemmelserne,
som vedrører kulturværdierne.
For de kulturhistoriske museer vil medvirken i projektet
betyde, at deres arbejdsbyrde øges, idet der
skal opbygges lokale informationscentre på museerne
og udarbejdes kulturhistoriske oplæg til formidlere
og turguider. Samtidig skal der bruges flere
kræfter på samarbejdet med kommunerne og statsskovdistriktet
i sikringen, plejen og tilsynet med
kulturminderne. Dette bør der tages højde for ved
budgetlægningen af Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
”Denne kommune er en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland”. Kommunerne i nationalparkområdet kan få
mulighed for at opsætte informationsskilte om nationalparken ved parkerings- og rastepladser. Med denne satsning på
kultur, natur og friluftsliv kan kommunen markere sin grønne profil.

6.1 Forvaltning af kulturmiljøer i
nationalparken
Kulturminderne i landskabet fortæller Nordsjællands
historie. I landskabet kan man opleve historien
på det sted, hvor begivenhederne engang udspillede
sig, og dette kan på en gang gøre historien nærværende
og meningsfuld. På trods af fredninger og
andre beskyttelsesforanstaltninger oplever vi i disse
år, at kulturminder og kulturlandskaber gradvist forsvinder
(Meldgaard 2003). Derfor må bevaringen af
kulturmiljøerne og det omgivende landskab være et
vigtigt element i projektet for Nationalpark Kongernes
Nordsjælland.
Væsentlige udfordringer ligger i beskyttelsen af de
nationale monumenter, de kongelige slotte og deres
omgivelser, mod uheldig byudvikling, vejanlæg
mm. Hertil kommer beskyttelsen af kulturmiljøer
i historiske bydele, i det åbne land og i kystzonen,
hvor der kan være modstridende interesser og ønsker
om arealernes udnyttelse.
Sommerhusene ligger i dag som et bælte langs kysten,
kun afbrudt af de grønne kiler. Det fortsatte
udbygningspres betyder, at bebyggelsen fortættes,
og dette kan på længere sigt påvirke kystzonens rekreative
og turistmæssige værdi i negativ retning.
Det er derfor vigtigt, at de grønne kiler fastholdes
som rekreative områder, men dette skal ske i et samspil
med de kulturhistoriske bevaringsinteresser.
I det åbne land er fortidsminderne truet af det moderne
landbrug. Der pløjes ofte tættere på gravhøjene
end de to meter, som loven foreskriver, og hver
gang pløjedybden øges, nedhøvles oldtidsgrave og
bopladsernes kulturlag. Trods love og regler, der
skal beskytte kulturværdierne i landskabet, medfører
manglende tilsyn og pleje, at oldtidsminder og
kulturminder fra middelalder og nyere tid forsvinder,
og karakteristiske kulturlandskaber ændres til
uigenkendelighed. Mange skader på fortidsminder
sker på grund af uvidenhed, og der bør derfor lægges
særlig vægt på oplysningskampagner om, hvordan
man beskytter fortidsminder og jord- og stendiger
i nationalparkområdet.
En ukoordineret lovgivning har medført, at mange
af landskabsfredningerne i Nordsjælland, som også
inddrager det kulturhistoriske aspekt, ikke har regulerende
indflydelse på landbrugsdriften. Ofte findes
der ikke en oversigt over kulturminderne i det fredede
område, som muliggør en beskyttelse af dem.
Inden for nationalparkområdet må bestemmelserne
i de eksisterende landskabsfredninger derfor præciseres,
og der bør foretages en ny registrering af
fortidsminder og nyere tids kulturminder i disse
områder.
Dræning, dybdepløjning, tilplantning, grusgravning,
byudvikling, oprensning af vandløb og vandhuller
kan true fortidsminderne i det åbne land
(Hovedstadsrådet, udateret arbejdsdokument). Inden
for det område, hvor nationalparken skal ligge,
plantes der i disse år kilometervis af læhegn, og
gennem skovrejsning søges landbrugsarealet reduceret.
Utilsigtede negative konsekvenser ved dette
er bl.a., at kulturlandskabets åbne karakter ændres.
Landskabet gror til, og den sammenhæng mellem
oldtidens bosætning og naturgrundlaget, som før
var let forståelig, udviskes. Samtidig skjules sten-
og jorddiger i krat, og fortidsminder ødelægges ved
dybdepløjning.
Der bør derfor udarbejdes plejeplaner for udvalgte
kulturmiljøer i de enkelte landskabskorridorer med
henblik på en differentieret landbrugsdrift og kulturhistoriske
formidling (Fredningsstyrelsen 1984).
For at man kan fastholde kulturlandskabets karakter
og understøtte dets udvikling, er det vigtigt, at kommunerne
inden for nationalparkområdet inddrager
det lokale kulturhistoriske museum i planarbejdet.
Samtidig må kommunerne i arbejdet med bl.a. kommuneplaner,
lokalplaner og byggesager sørge for at
tage hensyn til de værdifulde kulturmiljøer, som
amtet har udpeget.
Kulturmiljøerne kan tilføre planlægningen en fortællende
dimension om stedets kulturhistorie og
tradition, som kan perspektivere og inspirere den
fremtidige udvikling. Således kan kulturlandskabets
oprindelige karakter bevares, den lokale byggeskik
kan påvirke udformningen af nyt byggeri,
og der kan blive adgang til de grønne områder ad
historiske markskel eller stisystemer. Kommunerne
bør opfordres til, at de udarbejder bevarende lokalplaner
for de vigtige landsbyer og bymiljøer i nationalparkområdet
(Skov- og Naturstyrelsen 2001 og
2003).
Mekaniseringen af skovbruget er i dag en alvorlig
trussel mod de fortidsminder, som i århundreder
har ligget beskyttet i skoven. Mange fortidsminder
er yderst sårbare. Ved registrering i Gribskov i
1980’erne vurderede man således, at mange af de
133

højryggede agre kunne være væk efter næste bestandsforyngelse.
Særlig kan perioder med hektisk
aktivitet efter stormfald medføre utilsigtede ødelæggelser.
Det er derfor vigtigt, at der gennemføres
grundige registreringer af fortidsminder i alle statsskovene
i nationalparkområdet, således at skovvæsenet
kan udarbejde detaljerede driftsplaner.
Når man udarbejder driftsplaner, bør man sørge for,
at vegetationen i fortidsmindeområderne reguleres.
Hvis de ligger skjult i krat, bliver de let overset og
ødelagt. I løbet af 1990’erne er 1200 hektar eller ca.
20 % af Gribskov udlagt efter Skov- og Naturstyrelsens
naturskovsstrategi. Med naturskov, mener man
en selvgroet bevoksning af naturligt indvandrede
træarter.
I Gribskov skal undgå at områder med højryggede agre
udlægges til ”urørt skov” efter naturskovsstrategien.
Urørt skov (rød), græsningsskov (grøn), højryggede
agre (vandrette sorte linier).
134
Naturskoven kan imidlertid være kulturpåvirket i
forskelligt grad, f.eks. som græsningsskov og stævningsskov.
Hvis en naturskov henligger urørt gennem
lang tid, opstår der en såkaldt ”urskovsagtig
naturskov”, hvor sporene af skovbruget bliver svage,
og hvor alders- og artsdiversiteten bliver stor.
Man har ønsket, at Gribskov skal fremstå ”som
selvgroet og efterkommer af den oprindelige naturskov”.
Hvis man ikke ved udvælgelsen af områder
til ”urørt skov” tager hensyn til fortidsminderne vil
vigtige områder med fortidsminder ligge utilgængelige
i tæt skov. Derfor anbefales det, at man i områder
med fortidsminder fremover satser på såkaldte
”Bøgesøjle-haller”, hvor den korte bundvegetationen
gør det muligt at se fortidsminderne.
6.2 Formidling af kulturhistorien i nationalparken
Formidlingen af kulturhistorien i Nationalpark
Kongernes Nordsjælland kan bl.a. ske gennem
udstillinger, foredrag, ekskursioner, TV, radio,
presse og internettet.
Udgangspunktet for formidlingen er de kulturhistoriske
museers og de lokalhistoriske arkivers,
samlinger, registre, historiske landkort og
detaljerede kendskab til lokalområderne. Dette
materiale udnyttes allerede i dag, når de kulturhistoriske
museer efter museumsloven samarbejder
med kommunerne om plansager, og når
museerne tilrettelægger guidede ture i kulturlandskabet.
Formidlingen af kulturmiljøerne i
nationalparken vil naturligt ligge i forlængelse
af dette arbejde.
Udstillingerne på de kulturhistoriske museer giver
i dag gennem præsentationer af genstande,
billeder og kort i tematiske eller kronologiske
forløb værdifuld information om kulturlandskabets
opståen og udvikling. Traditionelt har publikum
først besøgt museet og dernæst bevæget
sig ud i landskabet, men det omvendte forløb
kan være lige så hensigtsmæssigt. På samme
måde forestiller vi os, at udstillingerne på de
kongelige slotte og kunstmuseerne i nationalområdet
kan suppleres, således at de i højere
grad lægger op til, at museumsbesøg kan kombineres
med en tur i landskabet eller byerne.

Forslag til en formidlingsmodel for Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Modellen illustrerer samspillet mellem et formidlingscenter på Esrum Kloster og Møllegård og
de kulturhistoriske museer, kunstmuseerne samt de kongelige slotte i nationalparkområdet. Af Liv Appel.
Formidlingen af kulturværdierne i nationalparken
vil kræve medvirken af guider, som kan stå til rådighed
for grupper, der ønsker rundvisning i nationalparken.
Men først må materialet, som skal ligge
til grund for den kulturhistoriske formidling, produceres
i et samarbejde mellem formidlere og museer.
Hjemstedet for disse aktiviteter bør være formidlingscentret
på Esrum Møllegård, der allerede har
naturfaglig ekspertise inden for zoologi, botanik og
biologi i området Gribskov-Esrum Sø. Dette fagområde
omfatter også viden om de økologiske forhold,
der siden stenalderen har betinget den erhvervskulturelle
udvikling i området. Esrum Møllegård vil
derfor i forbindelse med nationalparken med fordel
kunne tilføres kulturhistorisk kompetence og udvikles
til et kulturhistorisk og naturvidenskabeligt
formidlingscenter.
På de kulturhistoriske museer, de kongelige slotte
og kunstmuseerne i nationalparkområdet bør der
indrettes en informationsstand, hvor der fortælles
om nationalparken generelt og specifikt om de aktuelle
tilbud om aktiviteter og guidede ture i lokalområdet.
På denne måde opstår der en værdifuld vek-
selvirkning mellem formidlingscentret på Esrum
Møllegård og de lokale centre på museerne.
Som det fremgår af rapporten, er de danske kongers
samling af gods til en vildtbane i Nordsjælland
forudsætningen for, at man i dag kan etablere en
nationalpark. Det ville derfor være naturligt, at der
f.eks. i staldlængen på Esrum Kloster etableres en
udstilling, der fortæller om dette særlige kapitel af
landsdelens historie. Udstillingen bør etableres i et
samarbejde mellem flere kulturhistoriske museer og
Nationalmuseet.
Vi forestiller os, at udstillingen kan tage udgangspunkt
i de middelalderlige klostre ved Esrum og
Æbelholt samt de middelalderlige borganlæg ved
Dronningholm, Søborg, Gurre og Krogen, der fortæller
rigshistorie og er vigtige for forståelsen af
kirkens og kongernes særlige interesse for Nordsjælland
i middelalderen. På de kongelige slotte
Kronborg og Frederiksborg kunne man tænke sig,
at udstillingerne suppleredes med udstillinger om
den senere udvikling.
135

7. Litteratur
Andersen, Ingrid Falkentoft 1994. Vejviser til Danmarks
oldtid. Århus.
Andersen, Jørgen (red.) 1969. Bogen om Frederiksborg
Amt. Hillerød.
Andersen, Lis Strunge 1991a. Dronnigholm ruin –
bevaringsarbejdet 1983-86. Danmarks ruiner 2. Skov-
og Naturstyrelsen. København.
Andersen, Lis Strunge 1991b. Gurre borgruin –
bevaringsarbejdet 1986-88. Danmarks ruiner 4. Skov-
og Naturstyrelsen. København.
Andersen, Lis Strunge 1992. Fantasiens Ø – Bevaringsarbejdet
1987-1991. Danmarks Ruiner 9. Skov- og
Naturstyrelsen. København
Andersen, Lis Strunge 1993. Asserbo ruin – bevaringsarbejdet
1990-92. Danmarks ruiner 12. Skov- og Naturstyrelsen.
København.
Andersen, Svend T. 1993. Det tidlige landbrug. I: Hvass,
S. og Storgaard, B. (red). Da klinger i Muld. 25 års arkæologi
i Danmark. Århus.
Aner, Ekkehard og Kersten, Karl 1973. Die Funde der
älteren Bronzezeit des Nordischen Kreises, Schleswig-
Holstein und Niedersachsen. Band 1. Frederiksborg und
Københavns Amt. Neumünster.
Appel, Liv Kristine (red.) 2003. Esrum - Søborg delområdeplan.
Vestlige del. Forundersøgelse af kulturhistoriske
forhold. Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre.
Appel, Liv Kristine 2004a. Bronzealderguld fra Stokkerup
Mark ved Græsted. Holbo Herreds Kulturhistoriske
Centre. Årbog 2004, s. 123-141.
Appel, Liv Kristine 2004b. Lå Sjællands første glashytte
i Gribskov? Kanalen nr. 13. Nyt fra Gilleleje og Omegns
Museumsforening.
136
Esrum Klosters ekslibris i håndskrift fra slutningen af 1100-tallet.
Appel, Liv Kristine og Carstensen, Carsten 2003. Kong
Cristian V’s jagt ved Esrum og den første danske guldbrakteat.
Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre. Årbog
2003, s. 63-86.
Appel, Liv Kristine og Jørgensen, Jannie 2002. Bronzelurerne
fra Smidstrup i Blistrup sogn – de ældste musikinstrumenter
fra Holbo herred. Holbo Herreds Kulturhistoriske
Centre. Årbog 2002
Aaby, Bent 1994. Skovhistorie. Bol og By. Landbohistorisk
Tidsskrift 1994, nr. 1.
Aaby, Bent 1996. Trees as antothropogenic indicators in
regional pollen diagrams from eastern Denmark.
I: K.-E. Behre (red). Anthropogenic Indicators in Pollen
Diagrams, s. 73-93. Rotterdam.
Bang, Carsten Henrik 1994. Guide til danske fortidsminder.
Miljøministeriet, Skov og Naturstyrelsen.
København.
Becker, C.J. 1972. Mosepotter fra Danmarks jernalder.
Problemer omkring mosefundne lerkar og deres tolkning.
Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie
1971, s. 5-61.
Bernichow, Steen 2003. Sandflugten. Røhls kamp for
Tisvilde Hegn. Vejby.
Berthelsen, Jørgen G. 1992. ..da kand mand køre fra
Kiøbenhaffn henat Chroneborgh ringere end i fire timer.
Christian IV’s kongevej fra Hørsholm til Nyrup. På vej.
Frederiksborg Amts Historiske Samfund. Årbog 1992.
Beyer, Flemming m.fl. 1989. Historiske huse i Gilleleje
fiskerleje. Gilleleje Museum og Nationalmuseet.
Beyer, Flemming og Jarrum, Erik A. 1991. Stenholt
Mølle. En kulturhistorisk redegørelse. Nordsjællandsk
Folkemuseum. Hillerød.

Beyer, Flemming og Jarrum, Erik A. 1995. Faurholm.
En kulturhistorisk undersøgelse. Udarbejdet af
Sophienborg, Nordsjællandsk Folkemuseum for Frederiksborg
Amt. Hillerød.
Bjørn, Claus 1994. Et lidet fattigt land? Guldalderens
Danmark. I: Scavenius (red.). Guldalderhistorier 20 nærbilleder
af perioden 1800-1850.
Bodilsen, Inge 1993. Kregme i vikingetiden. En undersøgelse
ved Museumsgården ”Birkely”. Arkæologi i
Frederiksborg Amt 1983-1993. Frederiksborg Amts Museumsråd,
s. 115-140.
Boye, Vilhelm 1882. Fund af Gjenstande fra Oldtiden og
Middelalderen i og ved Søborg Sø. København 1882.
Burchardt, Lonnie 2004. Jagten på fyrmester Christian
Fabers Have. Kanalen nr. 13. Nyt fra Gilleleje og Omegns
Museumsforening, s. 8-13.
Busch, Ebba 1963. Nordvestsjælland og Odsherred. I:
Thorvildsen, Elise og Kehler, Stephan. Med arkæologen
Danmark rundt. Politikens Forlag. København.
Broholm, H.C. 1943. Danmarks Bronzealder. Bd. 1.
Samlede Fund fra den ældre Bronzealder. København.
Broby-Johansen, R. 1948. Den Danske Billedbibel i
Kalkmalerier. Gentofte.
Baagøe, Jette 1998a. Det står med brede bøge. Krydsfelt.
I: Bencard, M. (red.). Ånd og natur i Guldalderen,
s. 201-221.
Baagøe, Jette 1998b. Det står med brede bøge. Særudstilling
i anledning af Guldalderfestival 1998. Dansk
Jagt- og Skovbrugsmuseum 5.9-30.11.1998. Katalog.
Hørsholm.
Carstensen, Carsten 2003. Fortidsminder på Frederiksborg
Statsskovdistrikt. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen.
Christensen, Bent m.fl. 2002. Esrum Klosters Brevbog
bd. I (oversættelse) og bd. II (kommentar). København.
Christiansen, Dorthe 1999. En 1000-årig vikingeskat fra
Ramløse. Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre. Årbog
1999, s. 29-37.
Christensen, Carl 1926. Frederiksværk. En dansk fabriksbys
historie. København.
Dahl, Bjørn Westerbeek 2003. 1600-tallets parforcejagtveje
i Nordsjælland. Fra Frederiksborg Amt. Årbog
2003.
Dehn-Nielsen, Henning 1999. Fortidsminder i Danmark.
Ebbesen, Klaus 1980. Et offerkar fra Bronzealderen. Fra
Frederiksborg Amt. Årbog 1980, s. 41-44.
Engberg, Niels og Frandsen, Søren 1989. Senmiddelalderens
sæsonfiskere og den første helårsbebyggelse på
Sjællands nordkyst, s. 71 ff.
Etting, Vivian m.fl. 2003. Gurre slot. Kongeborg og
sagnskat. København.
Fabricius, Richard 1952. Dobbeltjættestuen Ølshøj i
Smidstrup, Blidstrup Sogn. Fra det gamle Gilleleje 1952,
s. 68-77.
Faye, Jan m.fl. (red.) 1988. Marienlyst Slot. Det kongelige
lystanlæg ved Helsingør.
Fischer, Christian 1993. De første vandmøller. Møllebygninger
i Danmark, s. 37ff. København
Fonnesbech-Sandberg, Eliza 1992. Problemer i Østsjællandsk
bopladsarkæologi. I Sjællands Jernalder. Beretning
fra et symposium 24. Bind IV. 1990 i København
1992.
137

Frandsen, Søren 1987. Nordsjællands fiskerlejer. Bygd
18. årgang, nr. 1. 1987.
Frandsen, Søren og Jarrum, Erik A. 1987. Kulsvierbønderne
i Gribskov. I: Westergaard, Poul (red.). Kulsvierbønderne
i Gribskov. Kulsvierlandet. Kulsvierprojektet.
Skoletjenesten, s. 40 - 56.
Frandsen, Søren 1989. Projekt Gribskov. Gilleleje Museum.
Årbog 1989, s. 46.
Frandsen, Søren og Jarrum, Erik A. 1992. Sæsonfiskelejer,
åresild og helårsfiskerlejer ved Sjællands nordkyst.
Gilleleje Museum. Bd. 29. 1992, s. 105 ff.
Frandsen, Søren 1991a. En Raagelejefisker ca. år 1700.
Vejby-Tibirke Selskabets Årbog 1991.
Frandsen, Søren 1991b. Rågeleje i begyndelsen af 1900tallet.
Vejby-Tibirke Selskabets Årbog 1991
Frandsen, Søren og Jarrum, Erik A. 1993. Villingebæk
Fiskerleje. Gilleleje Museum, bd. 30. Årbog 1993.
Frandsen, Søren 1997. Toget der blev stærkt forsinket.
Gilleleje Museum Årbog 1997, s. 17-33.
Frandsen, Karl-Erik 2002. Esrum Klosters ejendomshistorie.
Esrum Klosters Brevbog II. København.
Frederiksborg Amt 1992. Landskabsbeskrivelse. Frederiksborg
Amt. Hillerød.
Frederiksborg Amt 1997. Nivå Delområdeplan. Integrerede
natur- og miljøprojekter. Hillerød.
Frederiksborg Amt 1999. Havelse delområdeplan. Integrerede
natur- og miljøprojekter. Hillerød.
Frederiksborg Amt 2003. Fredningsstrategi. Hvad vil vi
med fredningerne. Nye fredninger. Eksisterende fredninger.
Information og dialog. Teknik og Miljø. Hillerød.
Fritzbøger, Bo 2001 (1994). Kulturskoven. Dansk skovbrug
fra oldtid til nutid. København.
Jarrum, Erik A. 2003. Eskilds borganlæg i Søborg.
Holbo Kulturhistoriske Centre. Årbog 2003, s. 105-121.
Fredningsstyrelsen 1984. Plejebogen - En håndbog i
pleje af naturområder og kulturlandskaber. København.
Fritzbøger, Bo 2004. Erhvervsfiskeri i de ferske vande
siden middelalderen. I: Hofmeister (red.): De ferske
vandes kulturhistorie i Danmark. Silkeborg.
138
Grønnegaard, Tim 2002. Kildegård. Arkæologiske udgravninger
i Danmark 2001. Kulturarvsstyrelsen. København.
Hage, Jørgen 2001. Ringovnen ved Nive Å. Kvistgård.
Hansen, Povl 1986. Esrums Kanals tilblivelse. Folk og
minder fra Nordsjælland 1986.
Hansen, Ulla Lund 1972. A mesolithic Grave from Melby
in Zealand, Denmark. Acta Archaeologica vol. XLIII.
København.
Hildebrandt-Eriksen, Jess P. m.fl. 1998. Bevaringsregistrant
Frederiksværk. Bevaringsværdige byer og bygninger.
Hofmeister, Erik 2004. Fiskeproduktionen ved de ferske
vande – fra karper til regnbueørreder. I: Hofmeister
(red.). De ferske vandes kulturhistorie i Danmark. Silkeborg.
Hovedstadsrådet (udateret). Kulturhistorie i hovedstadsregionen.
Arbejdsdokument. Valby.
Hjortlund, Marianne m.fl. 1992. Esrum Kloster. Frederiksborg
Amt.
Hvass, Lone 1999. ”Ørved og Ævred” – brudstykker af
Nordsjællands oldtidsbebyggelser. Helsingør Kommunes
Museer. Årbog 1998, s. 4-28.
Hvass, Lone 2003. Hovedgården i Asserbo. Folk og minder
fra Nordsjælland. Julen 2003, s.18-33.
Hvass, Lone 2004. Gurre. Skalk nr. 6. December 2004.
Århus.
Høy, Thorkild og Dahl, Jørgen 1996. Søerne i Frederiksborg
Amt. Vedbæk.
Iversen, J. 1941. Landnam i Danmarks Stenalder. En
pollenanalytisk Undersøgelse over det første Landbrugs
Indvirkning paa Vegetationsudviklingen. Danmarks Geologiske
undersøgelser II Rk. 66. København.
Jarrum, Erik A. 1989. Forsvundne gårde og landsbyer i
Gribskov. Gilleleje Museum, bd. 28. Årbog 1989,
s. 29 -46.
Jarrum, Erik A. 1991. Råge Mølle og Rågeleje. Vejby-
Tibirke Selskabets Årbog 1991.
Jarrum, Erik A. 2003. Eskils borganlæg i Søborg. Holbo
Herreds Kulturhistoriske Centre. Årbog 2003,
s. 105-121.
Jensen, C. Axel 1926. Helene grav i Tisvilde. Årbøger
for Nordisk oldkyndighed og historie. København.

Jensen, Flemming og Tortzen, Christian Gorm 1991.
Skovbønderne. Skovene i Frederiksborg Amt fra vikingetid
til enevælde. Frederiksborg Amt. Undervisnings-
og kulturforvaltningen. Hillerød.
Jensen, Jørgen 1998. De forsvundne bronzelurer. Om
kongelige gaver og arkæologisk diplomati. Nationalmuseets
Arbejdsmark 1998, s. 27-40.
Jensen, Jørgen 2001. Danmarks Oldtid. Bind 1. Stenalder
13.000-2.000 f.Kr. København.
Jensen, Jørgen 2002. Danmarks Oldtid. Bind 2. Bronzealder
2.000-500 f.Kr. København.
Jensen, I. Jørgen 1994. En indre sitren. Balancen mellem
det klassiske og det romantiske. I: Scavenius (red). Guldalderhistorier
20 nærbilleder af perioden 1800-1850.
Jensen, L. Andkjær 1946. Fantasiøen. En Omtale af Fantasiøen
i præstevang ved Hillerød.
Jensen, Ole Lass 1997. Lyngebæksgård III. Arkæologiske
udgravninger i Danmark 1996. København.
Jensen Ole Lass 1998. En stenalderboplads i Nivåfjorden.
Udgravningen af bopladsen Nivå 10 fra yngre Kongemose-
og ældre Ertebøllekultur. Hørsholm Egns Museum.
Årbog 1997, s. 7-24. Hørsholm.
Jensen, Ole Lass 2003. Stenalderdrengens ansigt rekonstruktionen
af et 7500 år gammelt barnehoved. Hørsholm
Egns Museum. Årbog 2003, s. 7-17.
Jensen, Ole Lass og Hansen, Kjeld Møller 1999. Barnegraven
fra Nivågård. Hørsholm Egns Museum. Årbog
1998, s. 7-21. Hørsholm.
Jensen, Ole Lass m.fl. (red) 2001. Danmarks jægerstenalder
– status og perspektiver. Hørsholm 2001.
Jønsson, Jens Henrik 2002. Kulturhistorisk oversigt.
Middelalder 1050-1536. Københavns Amt.
Jørgensen, Jack Overgaard 1989. Esrum Klosters godsdrift
fra klostrets grundlæggelse til o. 1400. Årbog for
Frederiksborg Amts Historiske Samfund 1989.
Jørgensen, Lars og Pedersen, Lisbeth 1996. Vikinger ved
Tissø. Gamle og nye fund fra et handels- og håndværkscenter.
Nationalmuseets Arbejdsmark 1996.
Jørgensen, E. Laumann og Nielsen, F. Chr. 1964. Nordsjællands
skove gennem 200 år.
Jørgensen, Steffen Elmer 2001. Fra chausseé til motorvej.
Det overordnede danske vejnets udvikling fra 1761.
København.
Kapel, Holger 1969. En boplads fra tidlig-atlantisk tid
ved Villingebæk. Nationalmuseets Arbejdsmark 1969.
Kierkegaard, Søren 1849. Stadier på Livets vej.
Kaul, Flemming 2001. En sjælden kultøkse fra bronzealderen.
Nationalmuseets Arbejdsmark 2001, s. 50-65.
København.
Koch, Eva 1998. Neolithic Bog Pots from Zealand, Møn,
Lolland and Falster. Nordiske Fortidsminder, ser. B, vol.
16. København.
Kunwald, G. 1944. En oldtidsvej ved Tibirke Bakker.
Fra Nationalmuseets Arbejdesmark 1944, s. 79-88.
Kramer, Finn Erik 1996. Udgravningerne i Attemose
1996. Nomus nr. 3. Nordsjællandsk Museumsforening.
Hillerød.
Kramer, Finn E. 1999. Æbelholt klosters jordbesiddelser
i middelalderen. Nomus nr. 4. Nordsjællandsk Museumsforening.
Hillerød.
Kramer, Finn Erik 2001a. En mesolitisk indlandsboplads
i Salpetermosen, Nordsjælland – en foreløbig meddelelse.
I: Jensen m.fl. (red.). Danmarks Jægerstenalder – status
og perspektiver. Hørsholm 2001.
Kramer, Finn Erik 2001b. På overgangen mellem oldtid
og historisk tid i Lille Lyngby sogn – nye brikker til det
store puslespil. Nomus nr. 4. Nordsjællandsk Museumsforening.
Hillerød.
Kramer, Finn Erik 2003. Jæger, skovbonde og fæstebonde.
Fra stenalderen til enevælde i egnen ved Esrum Sø,
Nordøstsjælland. Kulturhistoriske småskrifter fra Folkemuseet
nr. 2. Hillerød.
Kramer, Finn Erik 2005. Grønholt Voldsted – en ny tolkning.
Nomus nr. 1. Nordsjællandsk Museumsforening.
Hillerød.
La Cour, Vilhelm 1951. Grønholt Voldsted. Fra Frederiksborg
Amt. Aarbog 1951.
La Cour, Vilhelm 1952. Flynderborg. Fra Frederiksborg
Amt. Aarbog 1952, s. 3-24.
Larsen, Anne Christine 1993. Nye undersøgelser af
teglovne i Nordsjælland. Arkæologi i Frederiksborg Amt
1983-1993, s.141-154.
139

Lemdahl, G. 1988. Palaeoclimatic and palaeoecological
studies based on subfossil insects from late Weichselian
sediments in southern Sweden. Lundqua Thesis 22, s. 1-
11. Lund.
Liebgott, Niels-Knud 1989. Dansk middelalder arkæologi.
København.
Linde-Laursen, Anders 1989. Danske skvatmøller – ”Fup
eller Fakta?”. Fortid og Nutid XXXVI. København.
Lund, Julie 2004. Våben i vand. Om deponeringer i vikingetiden.
Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab. Kuml
2004, s. 197-220. Århus.
Madsen, Lars Bjørn 1996. Den romantiske have ved Marienlyst.
Rundt i det gamle Helsingør 11. Helsingør.
Madsen, Lars Bjørn 1997. En beskrivelse af Tikøb Sogn
i året 1681. Helsingør Kommunes Museer.
Madsen, Lars Bjørn 2003. Nordkysten fra Helsingør til
Munkerup. Mennesker og Huse. København.
Matthiesen, Hans Ole 1999. Ture i middelalderens Danmark.
København.
Meldgaard, Kirsten 2003. Generelle indikatorer for kulturmiljøers
og enkeltmonumenters tilstand. Park- og
landskabsserien nr. 36. Skov og landskab. Hørsholm.
Meyer, T.J. 1984. Prehistoric field boundaries in eastern
Denmark. Journal of Danish Archeaology 3, s. 135-163.
København.
Mikkelsen, Birger 1977. Kronborg. Helsingør.
Mikkelsen, Birger 1982. Konge til Danmark. En biografi
af Frederik VII. Helsingør.
Møller-Christensen, Vilhelm m.fl. 1960. Æbelholt klostermuseum.
Nationalmuseets blå bøger. København.
Møller-Christensen, Vilhelm 1982. Æbelholt Kloster.
Nationalmuseet. København.
Nielsen, P. Christian 1975. Den nordsjællandske vildtbane.
Årbog for Historisk-topografisk Selskab for Gladsaxe
kommune.
Norling-Christensen, Hans 1940. Gilbjerghoved-fundet.
Fra det gamle Gilleleje 8.
Olsen, Gunnar 1961. Kronborg Vestre Birk. Holbo herred
fra oldtiden til vore dage. København.
Olrik, Hans 1907. En folkevise om en adelsmands kvinderov
og henrettelse. Fra Frederiksborg Amt 1907.
140
Olsen, Karina og Wulff, Mogens 1995. Sommergæster
på Nordkysten. I Gilleleje Museum, bd. 32. Årbog 1995,
s. 3-28.
Palm, Mette 2004. Formidlingsprojektet Usserød-Nivå.
Hørsholm Egns Museum og Frederiksborg Amt. Hillerød.
Paludan-Müller, Carsten og Vestergaard, Poul 1987.
Kulsvidning i Oldtiden. I: Vestergaard (red.). Kulsvierlandet.
Kulsvierprojektet. Skoletjenesten, s. 30-33.
Petersen, Gunvor (red.) 1986. Historiske huse i Frederiksværk.
Frederiksværkegnens Museum og Nationalmuseet.
København.
Pedersen, Kenno og Madsen, Lars Bjørn 1992. Marienlyst
Slot. Særtryk af Helsingør kommunes Museers årbog
1991.
Pedersen, Jens-Aage 1991. Rågeleje-egnen i oldtiden.
Vejby-Tibirke selskabets Årbog 1991, s. 5-21.
Pedersen, Jens-Aage 1993. Græsted-stenen. En ny helleristning
fra Gilleleje Museums arbejdsmark. Gilleleje
Museum, bd. 30. Årbog 1993.
Petersen, Birthe Skovholm 1987. Kulsvidning 1763-
1813. I: Vestergaard (red.). Kulsvierlandet. Kulsvierprojektet.
Skoletjenesten, s. 56-67.
Petersen, Erik Brinch og Petersen, Peter Vang 1978.
Bergmansdal for 7000 år siden. Helsingør Bymuseum.
Årbog 1978. Helsingør.
Petersen, Flemming R. og Meyhoff, Gerda 1986. Søborg
Sø – gennem sump til agerland. Søborg.
Petersen, Peter Vang 1984. Chronological and Regional
Variation in the Late Mesolithic of Eastern Denmark.
Journal of Danish Archaeology, vol. 3. Odense.
Rasmussen, Peter m.fl. 1998. Kulturlandskabets udvikling
i et langtidsperspektiv. To sjællandske områder gennem
de sidste 6000 år. Nationalmuseets Arbejdsmark
1998, s.101-114. København.
Rensbro og Christiansen 2001. Hovgårds Eng. Arkæologiske
udgravninger i Danmark 2000, s. 125.
Richter-Friis, Niels 1981. Pramfarten på Esrum Kanal.
Folk og minder fra Nordsjælland 1980.
Rosted, H.C. 1965. Galejhavnen i Nivå. Fra Frederiksborg
Amt 1965, s. 19-34.

Scavenius, Bente 1994. Guldaldersvenden - et vindue
mod virkeligheden. I: Scavenius (red.). Guldalderhistorier
20 nærbilleder af perioden 1800-1850.
Schjøtt-Olsen, Claus 1987a. Karlebo Overdrev. Kulsvidningen
1800-1880. I: Vestergaard (red.). Kulsvierlandet.
Kulsvierprojektet. Skoletjenesten, s. 80-87.
Schjøtt-Olsen, Claus 1987b. Familien Henriksen. I: Vestergaard
(red.). Kulsvierlandet. Kulsvierprojektet. Skoletjenesten,
s. 98-109.
Smidt, C.M. 1930. Søborg. Fra Nationalmuseets arbejdsmark
1930, s. 5-18.
Skadhauge, Kund 1981. Sletten og Humlebæk. I: Bramsen,
Bo (red.). Strandvejen før og nu. Bd. 2. Vedbæk til
Helsingør, s. 222-288.
Skov- og Naturstyrelsen 2000. Helsingør kommuneatlas.
Byer og bygninger 2000.
Skov- og Naturstyrelsen 2001. Inspiration til det fremtidige
arbejde med kulturmiljøer i planlægningen.
Skov- og Naturstyrelsen 2003. Kulturmiljøet i kommunernes
planlægning - til inspiration. Landsplanafdelingen.
København.
Steenberg, Niels Kristian 1992. Kongens skove. Skovene
i Frederiksborg amt. Fra 1500 tallet til moderne tid og
Det kongelige Frederikborgske Stutteri. Hillerød
Suhm, P.F. 1786. Æbelholt Klosters Brevbog. I: Scriptores
rerum Danicarum medii ævi VI.
Thorvildsen, Elise og Kehler, Stephan 1963. Med arkæologen
Danmark rundt. Politikens håndbøger nr. 251.
København.
Topsøe-Jensen, Torben 1977. Vejenes udvikling i Frederiksborg
Amt.
Trap, J.P. 1953. Frederiksborg Amt.
Ulriksen, Jens 1998. Anløbspladser. Besejling og bebyggelse
i Danmark mellem 200 og 1100 e.Kr. Et studie af
søfartens pladser på baggrund af undersøgelser i Roskilde
Fjord.
Vestergaard, Kim 2001. Da Gribskov blev krongods. Fra
Frederiksborg Amt. Årbog 2001.
Vestergaard, Poul (red.) 1987. Kulsvierlandet. Skoletjenesten.
Kulsvierprojektet, museumsdelen. Brønshøj.
Voss, Knud. 1976. Guldaldermalerne.
Wegener, C. F. 1851. Om udgravningen af Asserbo og
Søborgs ruiner. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og
Historie 1851.
Westengaard, Erik 2001. Tankefulde haver. En vandring
i tre havers frimureriske symbolverden. København.
Westengaard, Erik 2003. Badstuen ved Frederiksborg
Slot – stuk og frimurersymboler. I: Acta Masonica Scandinavica.
Nr. 6, s. 87-100.
Wilcke, Birger 1980. Gribskovbanen 1880-1980. Dansk
Jernbane-Klub 43.
Wittendorff, Alex 1973. Alvej og kongevej. Studier i
samfærdselsforhold og vejenes topografi i det 16. og 17.
århundrede. København.
141

142

143