Uledsagede mindreårige flygtninge - Ankestyrelsen

KAPITEL 5 SKOLE- OG UDDANNELSESTILBUD 51
Sunita gik i en modtagelsesklasse i ca. et år, da hun kom til kommunen. I dag går hun i femte
klasse i en folkeskole. Her trives hun:
”Jeg er glad for at gå i skole, og jeg har mange venner i min klasse. Matematik er mit
yndlingsfag, men jeg synes, at det et svært at lære dansk. Jeg får ekstra timer i
danskundervisning én gang om ugen. Det har hjulpet mig til at blive bedre til at tale dansk –
især det sidste halve år” (Sunita).
Hussein er meget begejstret for at gå i skole. Han er tilfreds med undervisningen og synes, at
han gør fremskridt – især i forhold til at lære dansk. Undervisningen sætter også fokus på
uddannelses- og jobmuligheder. Det får Hussein til at tænke på, hvad han vil i fremtiden:
”Jeg har ikke gået i en rigtig skole før, så det er første gang her i Danmark. Jeg synes, at
undervisningen fungerer rigtigt godt. Det foregår i to lokaler. I ét lokale får vi undervisning,
og i et andet lokale praktiserer vi det, som vi har lært. Det gælder også danskundervisningen.
Vi bliver undervist både i at tale og skrive, og så er der afsat nogle timer til at snakke og bruge
det, som vi har lært. Jeg synes ikke, at jeg mangler noget – det går fint med at lære dansk. Vi
snakker også om fremtiden og om praktikforløb. Det synes jeg er godt, fordi det hjælper mig
til at finde ud af, hvilke fag jeg skal læse, og hvad jeg skal opnå i forhold til at få et arbejde.
Hvis jeg for eksempel gerne vil være håndværker, så får jeg nogle idéer til hvilken uddannelse,
jeg skal vælge. Jeg har aftalt med en studievejleder og en tolk, at vi skal snakke sammen om
hvilke uddannelsesmuligheder, der er for mig. Men i første omgang skal jeg vælge en
praktikplads. Her i skolen har jeg en del afghanske venner. Jeg går faktisk i skole med dem,
som jeg bor med. Det er rart. Men det betyder også, at vi taler vores eget sprog, når vi er
sammen. Det kunne være en god idé med ekstra danskundervisning, så jeg hurtigere kan lære
dansk” (Hussein).
Almir er meget ivrig for at lære dansk. Han forbinder det med at få en identitet – at blive til
noget. Han savner dog en person, som han kan tale dansk med. Det må gerne være en person,
som han kan være fortrolig med – måske en slags mentor eller ven:
”Ved at gå i skole, så lærer jeg noget, og jeg kan mere dansk – både tale, skrive og forstå. Men
det må gerne gå hurtigere med at lære dansk. Jeg er træt af at være ingenting, fordi jeg ikke
kan tale dansk! Jeg vil gerne have en uddannelse, så jeg hurtigt kan få et mere normalt liv
ligesom alle andre. Jeg er træt af at føle mig som en analfabet! Hver dag laver jeg lektier. Det
kan jeg godt lide. Men jeg kunne godt bruge lidt ekstra hjælp med lektierne, og det kunne
være rart, at have nogen at tale dansk med. Måske ikke ’bare’ tale dansk, men en person, som
kan hjælpe mig med at tænke mere positivt, så jeg kan komme videre i livet. Måske en
vejleder eller ven, som jeg også kan tale dansk med. Det kan være en voksen eller en på min
egen alder, så længe det er afslappet” (Almir).