You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Ved parakrin og autokrin signalering afgiver en celle et signalmolekyle,<br />
som kun kan påvirke de nærmeste celler – der er<br />
tale om en afstand på under 1 mm. Signalmolekylerne bliver<br />
også kaldt lokalhormoner. Lokalhormoner kommer ikke i kontakt<br />
med blodbanen, men bliver derimod afgivet til det rum,<br />
som er mellem cellerne og kaldes det ekstracellullære rum.<br />
På den måde adskiller lokalhormoner sig fra normale hormoner,<br />
som bruges ved endokrin signalering. Normale hormoner<br />
bliver lavet i kirtler og bagefter afgivet til blodbanen,<br />
hvor hormonerne rejser rundt og påvirker mange celler, som<br />
er fordelt i hele kroppen. Fokus i meget af denne bog vil<br />
være på den enkelte celle og dens nære miljø. Vi vil derfor<br />
fokusere på virkningen af lokalhormoner frem for hormoner,<br />
der påvirker cellerne via den endokrine signalering.<br />
Lokalhormoner er ikke ét bestemt signalmolekyle, som<br />
har én funktion. De er mange forskellige molekyler, som<br />
påvirker deres målceller på vidt forskellige måder. De lokalhormoner,<br />
som får deres målcelle til at dele sig, kaldes<br />
vækstfaktorer. Omvendt vil vi kalde de lokalhormoner, som<br />
bremser en celles deling, for antivækstfaktorer.<br />
Fra vækstfaktor til celledeling<br />
Nu forestiller vi os, at en celle har modtaget mange vækstfaktorer<br />
fra nabocellerne. Vækstfaktorerne binder sig til særlige<br />
receptorer på overfladen af cellen. Receptorer (latin: en<br />
som optager noget) er antennelignende proteiner, som ud over<br />
at have en ydre del, som genkender vækstfaktorerne uden for<br />
30 Bogen om kræft<br />
cellen, også har en indre del, som munder ud i cellens cytoplasma<br />
(græsk: kytos = hulrum, plasma = det formede). Receptorerne<br />
har altså en indre og en ydre del, som er forbundet<br />
med et stykke, der går gennem cellemembranen.<br />
Når vækstfaktorerne bindes til receptorerne, videresender<br />
receptorerne signalerne til andre proteiner i cytoplasmaet.<br />
De proteiner, som ligger tæt på den del af receptorerne, som<br />
er inde i cellen, sender signalerne videre til andre proteiner,<br />
som ligger dybere inde i cellen, og sådan fortsætter det i en<br />
kæde af signaler, som ender i cellens centrum, cellekernen.<br />
Inde i cellekernen svarer en type af proteiner, kaldet transkriptionsfaktorer,<br />
på det in<strong>dk</strong>omne vækstsignal ved at aktivere<br />
en gruppe af gener. Aktiveringen af generne fører til<br />
nydannede proteiner, som sørger for at føre cellen gennem<br />
sin deling.<br />
Proteinerne danner en signalkæde<br />
Proteinerne, som videresender et signal fra receptoren og<br />
ind til cellens kerne, kaldes en signalkæde (figur 4.2). Proteinerne<br />
i signalkæden er i stand til at modtage et signal fra et<br />
protein og sende det videre til et andet. Billedligt kunne det<br />
svare til en lang række af mennesker (proteiner), som i gamle<br />
dage slukkede brande ved at lade en spand fyldt med vand<br />
(signal) gå fra hånd til hånd fra brønden (receptor) til branden<br />
(cellekernen). Signalkæden findes i alle kroppens celler,<br />
men aktiveres kun, når receptorerne modtager vækstfaktorer<br />
fra en anden celle.<br />
Figur 4.2. En signalkæde, som fører til en celles deling. Vækstfaktorer afgivet fra naboceller binder sig til receptorer på målcellens overflade og starter et signal.<br />
Signalet bliver overført fra det ene protein til det andet (en signalkæde) og ender i cellekernen, hvor transkriptionsfaktorer sørger for, at de proteiner,<br />
som skal føre cellen gennem sin deling, bliver dannet.
Change language