PDF format her. - Odense Sejlklub

Odense Sejlklub 100 år
Nord for Fyn gik det med vinden agten ind, og et
fantastisk syn var det med alle de farvestrålende
spilere.
Da natten kom så vi forude en endeløs række af
hvide agterlanterner, og bagud, et hav af røde og
grønne sidelanterner.
Tænk, at så mange havde den samme interesse
som mig, - og de sejlede lige nu, - og jeg var en del
af det!
Vi var tilbage i Korshavn lørdag nat lige ved midnatstid.
Vi havde en fin tur rundt, i den store båd
med syv mands besætning, og jeg kunne næsten
ikke få armene ned. Sejladsmæssigt og naturmæssigt
en kæmpeoplevelse.
Så snart vi var i havn, var det med skipper i land,
så op på bureauet for at melde os. Med tilbage
havde skipper en kasse og en foreløbig resultatliste.
I kassen var der glas, Fyn Rundt glas! Et styk
til hver mand. Det var stort.
Vi fik ikke nogen placering, som kunne udløse en
præmie, men et bevis på deltagelse, til alle som
kom rundt, var dette glas. –sådan! Jeg har det
vist endnu.
Efter en vis reducering af bådens besætning, var
vi to tilbage, og sejlede nu tilbage til Faaborg. Det
blev natsejlads igen, selv om det meste af turen
nu var for motor, blev turen tilbage også en naturoplevelse,
nu for mig, tilsat navigationsudfordringer.
Jeg deltog i de følgende femten års Fyn Rundt
sejladser, som gast på forskellige både med forskellige
sejlerkammerater.
Odense Sejlklub 1987.
Lystbådehavnen Stige Ø, blev der ”Soffy” ankom
til i 1987. Sådan hed vores båd dengang, 19 fod
Stanley sejlbåd bygget i krydsfinèr.
Standeren kendte jeg jo, så jeg sejlede direkte til
havnen, uden først at have henvendt mig i forvejen.
”Silver Birds” skipper Hans Mygh anviste
mig plads. Senere blev vi forhalet til en, af havnefoged
Marinus Nielsen, anvist plads.
Af ham blev jeg også meget vel modtaget, med
klubbens stander og girokort, og senere et reglement
for Odense Sejlklub og jubilæumshæfte, for
det nyligt afholdte 75 års jubilæum, tilsendt af
Ella Jensen.
Godt begyndt, men med meget arbejde på mit
job, blev det ikke til det store vi sejlede den sommer.
Et par ture til Korshavn, som så aldeles anderledes
ud i al sin skønhed uden campingvogne
og telte, blev det til, og flinke folk var der, men
det sociale i klubben havde vi til gode. Det skulle
ændre sig.
Første ophaling.
Først og fremmest, da båden skulle på land. Via
”Klubnyt” var ens båd sat på hold. Med kammeraters
hjælpsomhed med mastenedtagning og
anden information, skulle man møde tidligt med
madpakke og i arbejdstøj på den rette dag, så
skulle ens båd nok komme på land. Det var da et
kollektiv der ville noget, og der var arbejde nok,
skal jeg love for.
Efter en plan, som formanden for holdet havde i
sit hoved, blev nummerrækken af optagningen af
ens båd sat i system. Og så var det bare at lægge
skinner, så vognen med båden kunne komme op
på pladsen, for aflæsning på den tildelte vinteropbevaringsplads.
Men først skulle båden på vognen nede i beddingen,
som var det svære, og jo mere omhyggelig jo
nemmere senere.
Så efter flere råb og fagter, satte spilmanden så
spillet i gang, og stille og roligt gik det op af vandet.
Vel oppe på drejeskiven, blev den svære wire
så frakoblet, vogn med båd drejet til det udlagte
spor, og så var det bare om at skubbe. Alle mand
forstås, opad bakken til den udvalgte plads.
Så var der aflæsning med donkraft, kiler og
klodslag. Klar med bukke og så demontering af
vogn, så denne kunne komme ud for at hente næste
båd.
Der var to forskellige vogne, en stropvogn og en
fastvogn. Den ene, hvor båden kunne hænge i,
bedst til finnekøls både, og den anden bedst til
langkølede både, hvor båden ligesom stod på vognen.
Formanden for holdet, som var ham med størst
erfaring, valgte den rigtige for hver båd, både for
lethed og for sikkerhed, for optagningen. Jeg var
39