PDF format her. - Odense Sejlklub

56
Odense Sejlklub 100 år
Sejlerkone i Odense Sejlklub
Af Birgit Østergaard
Indledningsvis skal jeg fastslå,
at selv om man er
”bondefødt” kan man godt
blive sejler.
Efter at have bladret i min
erindringslogbog har jeg fundet det efterfølgende
relevant til emnet, - nemlig:
At være sejlerkone/-pige
Indgår man ægteskab med en sejler læres det
hurtigt, at man ikke er alene om sin mages kærlighed.
Afhængig af årstidernes skiften må man
tit se sig distanceret af båden. Tag f.eks. forårsklargøringen.
Dette har i O.S. igennem mange år været et job
som mændene tog sig af og pigerne kunne så få
lov til at komme med madpakken og efterfølgende,
når båden var i kommet i vandet, så kunne de
komme og rengøre i kahyt m.m.
Der var meget få piger, der hjalp til med forårsklargøringen,
- men i slutningen af 80’erne kom
flere og flere af pigerne og hjalp til med slibning,
polering m.v. Det var lidt af en oplevelse for
mændene, når pigerne f.eks. vandsleb bunden og
lignede ”lille fregnede Louise”. Tonen på pladsen
var hyggelig og det gav et godt sammenhold
mænd og piger imellem med bl.a. frokosthygge på
pladsen. Indimellem var der sågar én af pigerne
der bagte pandekager.
Arbejdet med båden gav en bedre forståelse for,
at det koster en del penge til vedligeholdelse og
fornyelser. Den forståelse har der nok ikke altid
været hos pigerne.
At være en del af klubben
Som sejlerkone må man deltage i alt forefaldende
, - f.eks. rengøring af klubhus før standerhejsning.
Et sådant job synes måske lidt surt; men,
værdien af det sammenhold, der opstår ved denne
fælles opgave, overstiger meget det sure slid.
Samtidig er det med til at styrke sammenholdet
på ”spindesiden”. Fra netop den side er der kommet
mange gode initiativer, - f.eks. syning af sig-
nalflag, som blev gennemført på hold over flere
vintre. Det var hyggelige aftener. Resultatet ses
tydeligt på de flagsmykkede både ved standerhejsningen.
Uden sejlerkoner er der heller ikke ret meget ved
nogen fester, fællesspisning og foredrag i klubben,
- siges der.
I 1980’erne blev én af pigerne optimistleder og i
begyndelsen af 90’erne blev en anden juniorleder
og i 2005 blev en tredje sekretær, - en sand revolution
i den gamle traditionsbundne klub.
At få duelighedsbevis
I 1993 blev en del af pigerne enige om at arrangere
træningssejlads i klubbens 3 folkebåde med
mandlige instruktører.
Dette blev forelagt bestyrelsen og kravet herfra
var, at navigationsundervisning til duelighedsbevis
burde indgå. Derudover skulle betales 25 kr.
pr. gang. Dette var der meget utilfredshed med, -
men der startede 15 piger.
Da bådene kom på land i efteråret så startede
undervisningen om aftenen. Underviserne var fra
klubben, hvor Inge (Loni) tog sig af søvejsregler
og Finn Vinther (FV) tog sig af navigation, tovværkslære,
lanterneforståelse, farvandsafmærkning
m.m.
Da halvåret 1993/94 var gået syntes underviserne,
at man skulle gå op til eksamen. Det var der 7
af pigerne der ville. Nu var det alvor og der blev
undervist på fuld tryk med opgaveløsning af opgaver
som FV selv havde lavet. Efter meget besvær
lærte man at lægge kurs med hensyntagen
til vind, strøm, misvisning og deviation.