PDF format her. - Odense Sejlklub

40
Odense Sejlklub 100 år
bare så forundret og imponeret, at jeg bare så og
så, og gik til hånde så godt jeg kunne.
Når sidste båd var kommet på land, altså fra holdet,
var der frokost. Vi havde dog været i klubhuset
for formiddagskaffe, men jeg var godt nok
brugt. Og en stor tilfredshed over veloverstået
arbejde kom over os, ligesom smilene og de gode
og velmenende kommentarer kom frem, efter
dagens arbejde.
Denne første af en hel række af ophalerdage over
årene, er for mig indbegrebet af nødvendigt kollektiv
og et rigtig godt kammeratskab.
Og så kom historierne fra sejlersæsonen, og de
blev bedre og bedre, i takt med snapsene og øllernes
indtagelse. Godt jeg havde en aftale med min
Ulla, - også denne dag, for venlig afhentning pr.
bil.
En senere iagttagelse stod for, at man måtte give
en halv flaske snaps til frokosten, hvis man kom
for sent denne lørdag eller søndag morgen.
Der var derfor et mindre træf ved pumpestationen,
af især cyklende holddeltagerer, som så
”kom til” at møde for sent. Især formanden, skulle
have bemærket forsinkelsen, så han kunne varsko
ved frokosten at: ”denne halve flaske er fra
den”, og nu, ”denne halve flaske er fra den”, - og
så fremdeles!
Hu-ha, det var godt bådene stod sikkert på land
nu.
”Nina Swell”.
Så i sommeren 1988, så jeg min drømmebåd til
salg. En augustdag dette år, sejlede jeg vores
Swell båd for første gang ind i havnen på Stige Ø.
Pavestolt var jeg, at jeg overhovedet havde mulighed
for at erhverve mig en sådan båd. En drengedrøm
var gået i opfyldelse.
Nu var jeg for alvor blevet træbådsejer og det blev
selvfølgelig også denne gruppe bådejere, som jeg
især holdt mig til.
Gode råd er som bekendt dyre, så jeg sugede til
mig af viden af alle slags, der havde med vedligeholdelse
og godt sømandskab at gøre. Og heldigvis
har jeg aldrig gået forgæves for et råd, lige me-
Hans Bach og ”Nina Swell”.
get hvor håbløst et spørgsmål jeg har måttet stillet.
Vi var jo mange, som havde træbåd dengang.
Og der var mange måder at have træbåd på. Ja,
det kunne jeg se, og bare den måde man behandlede
ting på, var forskellige, - og jeg sugede til
mig. Jeg følte virkelig jeg var havnet i en vidensbank
uden lige.
Respekten for konstruktøren, bådebyggeren og
sejlmageren. Kærligheden til havet, solen og vinden
som var, og er, det der giver mening og sammenhold,
for det at have en båd og kunne sejle.
Det gennemsyrede hele stemningen på pladsen.
Træbådsejer med tilhørende arbejde.
For der var vinterdage med slibning på pladsen.
Også det var helt nyt for mig. Klargøring af bund
og fribord, slibning indvendig, små og store forbedringer,
kunne vi sagtens gøre nu. For tiden
kunne blive knap til foråret, når der skulle lakeres
og smøres.
Og så var der jo pauserne i klubhuset med madpakkerne.
Og det var her det skete!