Assistens Kirkegård - Skoletjenesten

More documents

Recommendations

Info

DØDEN I EUROPÆISK KULTUR- HISTORIE Indledning. Døden og forestillingen om døden er og har altid været en balance mellem det rationelle og det irrationelle. Vi ved det ikke præcist. "Det", vi som mennesker ikke ved præcist, er mystisk og ubehageligt, og alt, hvad der er mystisk og EGENDØDEN Hovedparten af Europas befolkning var bønder, og det var mest almindeligt med flere generationer samlet i et hushold. Gennemsnitslevealderen var lav og børnedødeligheden meget stor. Afslutningen på livet var derfor ikke et fremmed syn for nogen mennesker, men derimod en naturlig begivenhed, man ofte var vidne til. Som døende var man derfor fortrolig med det, der nu 4 ubehageligt, er et smitsomt anliggende, man i vor tid gemmer af vejen. Ovenstående er i korte træk essensen af dødshistorikeren Philippe Aries’ konkluderende betragtninger om vor egen tid, og de er næppe en enestående nyhed for nogen. Vi ved godt, at vi er fortrængningseksperter med hensyn til døden – på det nærmeste dødsfornægtende – og vi er også vel vidende om, at fortrængninger generelt er en besværlig psykisk størrelse, der appellerer til skyld. Vi får det med andre ord rigtig dårligt, når der er kendsgerninger, vi ikke vil tænke på eller tale om. engang skulle ske, og man overlod sin skæbne i kirkernes sikre varetægt. Man ved en del om menneskers tro og forestilling om døden på dette tidlige tidspunkt. Man havde den forestilling, at man som kristent menneske var sikret et glorværdigt liv i Himmerige efter en lang ventetid i søvnen. Man ventede på Dommedag, altså den dag hvor Vor Herre kollektivt aflagde regnskab med alle afdøde på én gang. Døden er afgjort bedst på film! Mennesker har imidlertid ikke altid haft så svært ved at acceptere døden, som vi har nu. Der har været epoker, hvor menneskeheden var fuldstændig fortrolig med døden, og epoker, hvor døden nærmest blev opfattet som vidunderlig. Vi vil nu vende blikket mod tidlig Middelalder, omkring Korstogenes tid i 1200- tallet. Fra dette tidspunkt har dødshistorikerne en ret stor viden om, hvorledes mennesker har forestillet sig døden, og hvordan denne forestilling langsomt forandrer sig i løbet af middelalderen. Forestillingen om den lange søvn indtil Dommedag ændrede sig ganske langsomt i løbet af de næste par hundrede år af middelalderen. Dommedag rykkede simpelt hen nærmere dødsøjeblikket og fortrængte hermed forestillingen om kollektiv opstandelse. Man blev mere og mere bevidst om egen død og eget regnskab. Døden blev ens egen. Man havde naturligvis – ligesom nu – etiske forestillinger og moralske regelsæt for, hvad man anså
for rigtig og forkert levevis, men moralske tilstande var – ligesom nu – en fleksibel størrelse. Det var svært altid at være et korrekt menneske, og advarslerne mod det afskyelige kunne derfor ikke fortælles grundigt nok. Man formidlede budskabet ved hjælp af billedfortællinger i kirkerne. Det var i kirkerne, mennesker kom, det var her, man var social. Alle kirker havde disse billedfortællinger – i form af kalkmalerier – med en motivverden, der var i fuld overensstemmelse med datidens virkelighedsopfattelse. Man forstod budskabet. I vore dage forekommer kalkmalerierne både besynderlige og absurde og for enkelte motivers vedkommende ligefrem pornografiske. Mange kendte kalkmalerier i Europa blev fjernet efter reformationen, men i Danmark var man mere sparsommelig, man kalkede dem over. Billederne er nu tilgængelige igen i mange af landets middelalderkirker, til glæde og forundring for nutiden. Døden fra Lübeck eksisterer ikke mere i bogstavelig forstand, men vi ligner “ham” stadig en gang imellem i overført betydning. Hvornår er det i grunden, at vi gør det? Mennesket var – høj som lav – forgængeligt, og enhver stod for tur. Ingen havde lyst til at danse med Døden fra Lübeck. Forestillingen om Døden fra Lübeck var absolut ikke en vittighed, men derimod en cementeret overbevisning. Har man adgang til internet, kan en del malerier iagttages på www. Kalkmalerier.dk – her iblandt den lille fyr med rumpen i vejret. I løbet af middelalderen tog man som nævnt højde for de betænkeligheder, man måtte have haft i forbindelse med Vor Herres regnskab, og lod derfor kirkerne varetage alt vedrørende død og skæbne. Man stolede på kirkens folk – andre kunne være upålidelige – og man lod dem foretage begravelserne, der fandt sted i selve kirkegulvet eller umiddelbart uden for kirkerne. I den tidligste epoke – ca. 12- 1300- tallet – hvor alle sov til Dommedag, benyttede man hverken gravsten eller inskriptioner, men i takt med, at døden fik en 5
Page 1 and 2: DØDEN I EUROPÆISK KULTURHISTORIE
Page 3: FORORD Dette undervisningsmateriale
Page 7 and 8: DEN ANDENS DØD Menneskers holdning
Page 9 and 10: levet sin egen moralske vogter, og
Page 11 and 12: moralen bliver i øvrigt også mods
Page 13 and 14: gravsteder, der i al sin enkelhed b
Page 15 and 16: de. Atter andre nævner på traditi

Assistens Kirkegård - Skoletjenesten

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?