Assistens Kirkegård - Skoletjenesten

mere individuel karakter, blev
synlige navne og årstal betydningsfulde.
Man tog med andre
ord ingen chancer mere med hensyn
til, hvem man var, og hvor
man lå.
Bekymringen for egen skæbne
kulminerede i slutningen af middelalderen
med en form for "makabre"
gravsten, der i udformning
ikke blot angav afdødes data, men
tillige et udtryk for en indre forestilling.
Det blev almindeligt med
gravsten, som viste billeder af
kranier og knogler på en måde,
der ligesom kalkmalerierne fremstod
som Memento Mori, altså en
påmindelse om egen død og
skæbne.
Afslutningen af Middelalderen bliver
en forandringstid med hensyn
til, hvorledes mennesker forestiller
sig døden, og vi taler her om
en diametral ændring – et paradigmeskift.
Dels bryder det nordlige Europa
med katolicismen – hvilket er et
emne helt for sig selv – men der
er mange andre faktorer, som i
lige så høj grad som teologien
medvirker til det ændrede syn på
døden.
Dette nye syn vil vi vende tilbage
6
til efter en afrunding af den sidste
del af middelalderen på vore egne
hjemlige breddegrader.
Vi befinder os nu helt præcist i
begyndelsen af 1700- tallets
gamle København, hvor man
åbenlyst begynder at have behov
for en ændret begravelsespraksis.
København var på det tidspunkt
en klassisk middelalderby, der lå
beskyttet bag mure og volde.
Indbyggertallet var stærkt stigende,
og tilstedeværelsen af så
mange mennesker på dette relativt
lille areal betød, at leveforholdene
blev mere og mere kaotiske.
Vand fik man fra brønde, kloakker
fandtes ikke, og man brugte
gaderne til affald. Det var et slaraffenland
for bakterier og epidemisygdomme.
Pestepidemien, der florerede i
København i 1711, var eksempelvis
af en sådan voldsomhed, at
den forårsagede, at en tredjedel af
byens indbyggere døde.
De døde skulle naturligvis begraves,
og Regensianerne – studerende
som boede på Regensen – fik
status som autoriserede ligbærere
med "fri" uniform, hvilket vil sige
eget tøj.
Begravelserne fandt stadig sted
indenfor i kirkernes gulvareal og
på små tilstødende assistance-kirkegårde
– hvoraf der var seks –
som alle var overbelagt til det
ubeskrivelige!
Datidens lægevidenskab var
udmærket klar over, at tilstanden
var uholdbar. Det var mere end
uhygiejnisk med "lig i lag" i
nærheden af byens drikkevand,
men folketroen var svær at hamle
op med.
Man begyndte imidlertid at tale
om at anlægge en assistance-kirkegård
– altså en hjælpekirkegård
– langt uden for byen. Man talte i
meget lang tid om anlæggelsen,
faktisk talte man om ideen i ikke
mindre end 50 år, før Magistraten,
kirkerne og videnskaben blev
nogenlunde enige, og Assistens
Kirkegård blev en realitet.
I 1760 blev første del af kirkegården
indviet. Hver kirke fra den
indre by fik deres lille del, som de
selv skulle administrere, men succesen
var i begyndelsen til at overskue.
Det blev primært de fattige,
der inden for de næste 30 år lod
sig begrave på Assistens
Kirkegård. De, der havde råd til
det, foretrak stadig en plads i kirkegulvet
trods kraftige prisstigninger.