TemA - <strong>Angst</strong> <strong>og</strong> <strong>arbejde</strong> 6 cheferne var de allerfarligste En personlig beretning om at kaste sig ud på arbejdsmarkedet med angsten i rygsækken Jeg skælvede som altid, da jeg lagde endnu en ansøgning i kuvert vel vidende, hvilket mareridt der ventede forude, hvis jeg skulle blive indkaldt til samtale… Hvordan skulle jeg kunne holde styr på mig selv <strong>og</strong> undgå at ryste over hele kroppen? De ville alle sammen kunne se, hvor nervøs <strong>og</strong> underlig jeg var. Hvad skulle jeg gøre, når jeg blev budt n<strong>og</strong>et at drikke? Hvordan skulle jeg få løftet koppen op til munden? Og hvad, hvis jeg ”svarede forkert” på alt det, de ville spørge om? For jeg ville jo gerne have jobbet, selv om jeg ikke ville have det… Den dag i dag fatter jeg ikke, hvordan jeg ikke bare én, men hele TO gange kunne møde til samtale samme sted <strong>og</strong> ikke alene gennemleve dette rædselsscenarium, men <strong>og</strong>så efterfølgende blive ansat. Når jeg klarede mig igennem, var det udelukkende takket være en god dosis beroligende medicin skyllet ned med adskillige centiliter vodka – begge gange. Utroligt, at halspastillerne kunne kamuflere lugten, <strong>og</strong> at jeg selv kunne styre min brandert så godt, at jeg rent faktisk blev ansat. Efter de indledende mareridts var ansættelsen som sagt i hus – <strong>og</strong> kæresten <strong>og</strong> jeg fejrede den ”glade” nyhed med en middag i byen, mens nye rædsler ventede forude. Introduktionsrunden, hvor jeg skulle hilse på de øvrige med<strong>arbejde</strong>re, gik ok. Men det var kun, fordi jeg igen tyede til selvmedicinering i form af alkohol <strong>og</strong> piller, at jeg klarede mig igennem de første dage på det nye <strong>arbejde</strong>. Det er vel overflødigt at nævne, at jeg var totalt udmattet i denne tid – både pga. de nye indtryk <strong>og</strong> mine bestræbelser på at klare arbejdsopgaverne tilfredsstillende samtidig med, at jeg som sagt var påvirket af alkohol <strong>og</strong> piller <strong>og</strong> stadig måtte kæmpe med angsten. Kort tid efter jeg var startet, blev jeg sendt på IT-kursus. Selvfølgelig inkluderede kurset mad <strong>og</strong> drikke, hvilket forårsagede, at jeg <strong>og</strong>så her var nødt til at dope mig selv med det resultat, at jeg ikke fik meget ud af kurset. N<strong>og</strong>et af det mest pinagtige var den dag jeg delt<strong>og</strong> i mit første direktionsmøde. Til min rædsel var der stillet små glas frem, så alle kunne få en Gammel Dansk for at byde mig velkommen. Der blev grinet forlegent rundt om bordet, da jeg – som jo var centrum for denne gestus – takkede nej <strong>og</strong> sagde, at jeg ville nøjes med min te. Teen var mere uforpligtende <strong>og</strong> kunne skylles ned i stjålne øjeblikke, hvor jeg havde sikret mig, at ingen kiggede på mig <strong>og</strong> kunne se, hvor svært det var at koordinere bevægelserne mellem en hånd, der rystede, <strong>og</strong> en nakke, der var spændt som en flitsbue. (I øvrigt udviklede jeg i min tid som socialfobiker en særlig drikketeknik. Den gik ud på, at når jeg endelig så mit snit til at få et glas eller en kop op til munden, var det bare med at få taget en ordentlig slurk. Det foregik ved, at jeg sugede væsken op ind i munden. På den måde slap jeg for at skulle styre nakken så langt tilbage <strong>og</strong> kunne samtidig få suget en ordentlig tår ind på en gang. Så var det hurtigere overstået, <strong>og</strong> virkningen – hvis det var vin eller alkohol – indtraf hastigere). Som dagene gik på mit nye <strong>arbejde</strong>, vænnede jeg mig til menneskene omkring mig <strong>og</strong> følte efterhånden, at der var en vis forudsigelighed i, hvad jeg kunne blive udsat for. Det bevirkede, at jeg kunne stoppe min selvmedicinering. Dette gjalt d<strong>og</strong> ikke, når der var afdelingsmøder – her måtte jeg igen dope mig selv. Alligevel følte jeg absolut ikke, at jeg havde mod på at sige n<strong>og</strong>et som helst til disse møder. Mit hjerte hamrede voldsommere <strong>og</strong> voldsommere i brystet, mens jeg sad <strong>og</strong> ventede på, at det blev min tur. Når det endelig blev min tur, havde jeg aldrig n<strong>og</strong>et nyt at fortælle - i hvert fald ikke n<strong>og</strong>et, der var vigtigt nok, til at jeg ville risikere, at stemmen skulle ryste <strong>og</strong> nakkemusklerne spændes, så hovedet ikke var til at styre. Det var slemt nok, at få fremstammet, at jeg ikke havde n<strong>og</strong>et at sige. En anden rædsel var frokosterne. Vi spiste på faste tider i en kantine, hvor der var fælles buffet. Her var det kunsten at komme til at sidde det rigtige sted. Dvs. sammen med n<strong>og</strong>le af dem, der var mindst farlige. De farlige skulle for enhver pris undgås. Det var dem, der kiggede på en med undersøgende røntgenblikke, så man følte sig spiddet til stolen uden at kunne flygte. Cheferne var de allerfarligste. De kunne uden tvivl se ALT, <strong>og</strong> i deres nærvær skrumpede selvtilliden ind til størrelsen på en tørret ært på en tallerkenkant. Men det hele var et spørgsmål om timing. Først måtte jeg sørge for at komme op i kantinen på et tidspunkt, hvor der var plads ved et af de borde, hvor de ”mindre farlige” sad. Herefter gjalt det om at udnytte alle de øjeblikke, det kan du gøre som arbejdsgiver • Skaf information om angstlidelser, så ledel sen ved, hvad det drejer sig om. • Indfør et afsnit i personalehåndb<strong>og</strong>en om kriser <strong>og</strong> psykiske lidelser – angst, stress, depression – <strong>og</strong> angiv, hvordan firmaet tackler sådanne situationer. Hvilken hjælp kan med<strong>arbejde</strong>ren forvente, <strong>og</strong> hvem i firmaet kan han/hun henvende sig til, hvis der er brug for en snak. • Sørg generelt for åbenhed på arbejdspladsen. Læg fx <strong>Angst</strong>Avisen eller andet materiale om angst frem sammen med øvrige tidsskrifter <strong>og</strong> blade. • Arranger et foredrag om angst <strong>og</strong> behand ling for alle med<strong>arbejde</strong>re. • Vær opmærksom på den stille med<strong>arbejde</strong>r, som undgår møder, aldrig tager ordet i forsamlinger, foretrækker at <strong>arbejde</strong> alene ofte på skæve tider af døgnet eller indtager sin frokost alene foran pc’en. • Opdager du en med<strong>arbejde</strong>r med angst, så spørg, hvad vedkommende har brug for. • Støt med<strong>arbejde</strong>ren i at være åben omkring sin angst. Hvis kollegerne ved, hvordan det forholder sig, er den angste allerede godt hjulpet. At slippe for presset med at skulle skjule angsten vil i sig selv bevirke, at den ikke optræder lige så hyppigt <strong>og</strong> voldsomt. Sygefravær vil dermed <strong>og</strong>så kunne begrænses. • Støt med<strong>arbejde</strong>ren i at søge professionel behandling. (N<strong>og</strong>le firmaer har allerede en psykol<strong>og</strong>ordning, men vær opmærksom på, at der i givet fald bør være adgang til en psykol<strong>og</strong> med en efteruddannelse inden for k<strong>og</strong>nitiv adfærdsterapi.) • Har firmaet ikke selv en psykol<strong>og</strong>ordning, så vær opmærksom på, hvis du taler med med<strong>arbejde</strong>ren om at gå til lægen, at ikke alle læger ved lige meget om diagnosticering <strong>og</strong> behandlingsmuligheder, når det drejer sig om angst. Foreslå evt. med<strong>arbejde</strong>ren at henvende sig til <strong>Angst</strong>foreningens rådgivning for at blive ”klædt på” til et lægebesøg. (Du er selvfølgelig <strong>og</strong>så selv velkommen til at kontakte os). “Jeg skælvede som altid, da jeg lagde endnu en ansøgning i kuvert vel vidende, hvilket mareridt der ventede forude, hvis jeg skulle blive indkaldt til samtale… ” hvor der ikke lige var n<strong>og</strong>en, der talte til eller kiggede på mig. Så kunne jeg skynde mig at føre en bid op til munden <strong>og</strong> hurtigt få gaflen ned igen, før det blev afsløret, at jeg rystede på hånden… Jeg delte kontor med en ældre kvindelig med<strong>arbejde</strong>r, <strong>og</strong> det havde jeg det godt med. Hun var sød <strong>og</strong> moderlig, <strong>og</strong> vi havde det ret hyggeligt, men jeg fortalte hende aldrig om min socialfobi. En overgang havde jeg <strong>og</strong>så delt kontor med en af mine chefer – <strong>og</strong> det var bestemt ikke rart. Selv om chefen ganske vidst var et behageligt menneske, følte jeg mig hele tiden overvåget <strong>og</strong> kunne ikke rigtigt slappe af. Gjorde jeg nu mit <strong>arbejde</strong> godt nok? Var jeg hurtig nok? Klarede jeg telefonsamtalerne godt nok, eller sagde jeg n<strong>og</strong>et dumt? høje krav til kvaliteten Når jeg kigger tilbage, tror jeg såmænd, at jeg var udmærket til mit <strong>arbejde</strong>. Jeg var pligtopfyldende <strong>og</strong> stillede høje krav til kvaliteten. Men jeg satte en skæppe over mit eget lys ved hele tiden at gemme mig selv <strong>og</strong> dermed mine præstationer <strong>og</strong> idéer, som jeg ikke turde præsentere. I stedet blev jeg muligvis opfattet som en måske nok samvittighedsfuld, men lidt tilbageholdende <strong>og</strong> vag med<strong>arbejde</strong>r. Hvis mine kolleger havde vidst, forstået <strong>og</strong> accepteret, hvad der var galt med mig, kunne den kæmpemæssige energi, som jeg brugte på at skjule angsten <strong>og</strong> planlægge undgåelsesstrategier, i stedet være brugt på mit <strong>arbejde</strong>. Men det var utænkeligt på det tidspunkt, hvor vi ikke engang kendte diagnosen socialfobi her i Danmark. Det var faktisk først n<strong>og</strong>le år efter omtalte ansættelsesforhold, at jeg stødte på en tekst om angst i et ugeblad <strong>og</strong> selv ændrede min diagnose fra angstneurose til socialfobi. Det var en utrolig lettelse. Jeg var ikke alene, <strong>og</strong> ydermere var diagnosen enkel <strong>og</strong> præcis <strong>og</strong> ikke nær så ”sygeliggørende” som angstneurose. I dag er vi lidt længere på vej mod accept af angstlidelser, men der er formodentlig stadig lang, lang vej tilbage, før arbejdspladserne bliver så åbne <strong>og</strong> gode til at forstå <strong>og</strong> tackle angst, at ovennævnte rædselsscenarier slipper for at udspille sig. Forfatteren, hvis navn er kendt af redaktionen, har ønsket at være anonym. Men vi kan oplyse, at vedkommende i dag er så godt som helbredt for sin socialfobi <strong>og</strong> <strong>arbejde</strong>r i et spændende <strong>og</strong> meget udadvendt job. Det er systematisk <strong>arbejde</strong> med tanker <strong>og</strong> adfærd (k<strong>og</strong>nitiv adfærdsterapi) samt en arbejdsplads med åbenhed omkring psykiske lidelser, der har været med til at gøre forskellen. 7