Side 71-84 - Mariehjemmene

Fra uniformer til mennesker
Interview med Mie Juul, tidl. forstander på Dorthe Mariehjemmet
I Mie Juuls tid som forstander
på Dorthe Marehjemmet blev
opdelingen mellem beboere og
medarbejdere mere utydelig.
Alle blev fælles om at gøre
dagen god for begge parter.
I 1980, da sygeplejerske Mie Juul
blev ansat på Dorthe Mariehjemmet,
var det kun ægtepar, der
boede på samme stue. Der var 74
beboere til 68 boliger. Tidligere
havde nogle af beboerne boet to
på samme stue, selv om de ikke
havde familiære eller venskabelige
bånd. Således kunne ældre ansatte
huske to frøkener på 2. sal, som
boede sammen, og som ikke kunne
fordrage hinanden i en grad, så det
71
havde været nødvendigt at slå en
kridtstreg gennem rummet på det
grønne gulvtæppe. Så var stuen
opdelt, og hver vidste, hvor de havde
at opholde sig.
I Mie Juuls tid bestod stuerne af en
lille entré med en smal dør til højre,
hvor der var toilet og en smal dør til
venstre, hvor der var badekar. Desuden
en god og rummelig stue.
”Det var meget vanskeligt for medarbejderne
at hjælpe beboerne på
toilettet og i bad, fordi pladsen var
så trang”, fortæller Mie Juul, som
blev forstander for Dorthe Mariehjemmet
i 1985. Hun søgte Københavns
Kommune om midler til at
bygge stort fælles bad og toilet på

hver etage. Og sådan blev det. Der
var 34 beboere på hver etage, og
hver enkelt havde en fast badedag
en gang om ugen, men badet blev
aflyst, hvis der blot manglede én
af de 11 medarbejdere, der var på
arbejde.
Morgenmaden blev serveret på de
enkelte stuer. Først kom en pige
med morgenbakken. Derefter kom
en sygeplejerske med piller og
medicin. Så kom der en, som skulle
Spisesal 1982
72
slå hovedgærdet op, og til sidst en,
der skulle made. På det tidspunkt
var maden som regel blevet kold.
Når beboeren havde spist, kom
pigen og tog bakken, og en anden
medarbejder kom og slog hovedgærdet
ned.
”Der var et rend af mennesker
på stuen, og det var uværdigt for
beboeren”, siger Mie Juul, som fik
indført morgenbord til grupper på
16 beboere. Morgenmaden var fri-

villig, og de enkelte beboere kunne
sove, så længe de ville. Morgenbordet
blev først ryddet op ad formiddagen.
Til frokost kom alle beboerne ned
i en stor, fælles kantine, hvor de
sad 4-6 personer omkring hvert
bord. Medarbejderne serverede den
varme mad og satte sig derefter
for sig selv og røg. Det fik Mie Juul
ændret, således, at medarbejderne
spiste sammen med beboerne.
Spisestue 2009
73
”Hvad kunne du tænke dig?”
”I midten af 1980erne opstod nye
plejehjemsprincipper. Vi gik fra ro,
renlighed og regelmæssighed til
medbestemmelse, medansvar og
medindflydelse. Vi afskaffede bl.a.
uniformerne. Godt nok var vi professionelle,
men vi var også mennesker,
og vi skulle ikke gemme
os bag vores professionalisme. Vi
begyndte at spørge beboerne, hvad
de kunne tænke sig at spise, og
vi oprettede en mobil kantine, så

eboerne selv kunne vælge, hvad
de ville have på deres tallerken.
Til aftensmad kunne man vælge
pålæg, og desuden bestemme, om
man ville spise i kantinen eller på
sin stue. Endelig indførte vi en kontaktperson
for hver beboer, så de
pårørende vidste, hvem de skulle
henvende sig til”, siger Mie Juul og
tilføjer, at den slags nye initiativer
tager tre år at indarbejde og fem år
at få til at fungere.
Med hensyn til morskab var det
1982: Orange gardiner, grønt gulvtæppe. Basta!
74
så som så i 1980. Mie Juul husker
terapien med syv ansatte. Nogle
af beboerne blev fulgt til terapi og
siden hentet igen. Men der blev
ikke brugt ret meget af materialerne.
En gymnastikkyndig og en
fysioterapeut lavede særlige øvelser
til både beboere og personale,
og ellers kom der lidt adspredelse i
form af den årlige familiefest, forårsfest
og høstfest. ”Vi havde også
udflugter, f.eks. til Dyrehavsbakken,
og jeg arbejdede på, at grupperne

kunne arrangere deres egne ture, så
man kunne tage af sted med f.eks.
4-5 beboere. Desuden fik jeg indført,
at familiemedlemmer kunne deltage
i udflugterne, hvilket var en stor fornøjelse
for beboeren og en stor hjælp
for de ansatte”, siger Mie Juul.
I 1988 var Mie Juul og Dorthe
Mariehjemmet med i et forsøg med
pensionsudbetaling til beboerne.
Tidligere forsvandt folkepensionen,
når en borger kom på plejehjem.
2009: Mangfoldighed.
75
Den gik til kost og logi, medicin og
tandlæge samt et lille beløb i lommepenge
til beboeren. ”Lommepengene
var så små, at en beboer ikke
kunne eksempelvis ryge, holde avis
og drikke en øl om dagen. Og slet
ikke købe gaver til børn og børnebørn.
Det var simpelthen ikke værdigt”,
siger Mie Juul.
Hun slog på, at beboerne skulle
sidestilles med pensionisterne ude
i samfundet, der selv betalte husleje,
tandlæge osv. Og da forsøgs-

Støttefunktioner for plejen: rengøring,
service, køkken og administration.
76
ordningen havde kørt i to år, blev
den til lov. Den udvikling betegner
Mie Juul som en af sine største
sejre. En anden sejr handler om
den demenspulje, som Københavns
Kommune oprettede, og som Dorthe
Mariehjemmet i 1990 fik del i
på baggrund af en projektbeskrivelse
af et demensafsnit på 11 boliger,
hvor livet foregik omkring køkkenalrum
under meget små fysiske
rammer.
Endelig betegner Mie Juul personalets
håndtering af ombygningen
som en stor sejr. ”Ombygningen
stod på gennem mange år, og
denne sidste store om- og tilbygning
tog fire år. Man skulle genhuse
beboerne under denne ombygning,
og personalet håndterede byggerod
og støv på en fabelagtig måde.
Dorthe Mariehjemmet har et usædvanlig
dygtigt personale, som trives
med deres arbejde”, siger Mie Juul.

Som Fugl Fønix
Af Flemming Høj Jermiin, forstander på Dorthe Mariehjemmet
Sagnet fortæller os om fuglen Fønix.
Den er et fabeldyr fra persisk mytologi
og et symbol på genfødslen.
Den forekommer også hos de gamle
grækere, romerne og ægypterne.
I senere tolkninger er fuglen blevet
symbol på genopstandelse, udødelighed
og liv efter døden. Kun et
enkelt eksemplar af fuglen levede
ad gangen, og den blev genfødt
med mange hundrede års mellemrum.
Man sagde om fuglen, at den
brændte sig selv i sin rede. På et
tidspunkt herefter genopstod den af
sin egen aske og rejste sig højt på
himlen. Dorthe Mariehjemmet har
rejst sig af sin egen aske og er genopstået
i nye klæder. Der gik ikke
79
mange hundrede år, selvom vi indimellem
følte det sådan...!
En smuk solfyldt sommermorgen
rejser sig et prægtigt og tidssvarende
hus, som passer fint ind i
bybilledet, dér, hvor det ligger.
Grillmad og samvær. Familie og venner.

Det udstråler nutidighed og om ikke
udødelighed, så dog soliditet og liv.
Derved danner det en god og redelig
ramme om det, som er husets
mening:
Vi er her for at støtte det
enkelte menneske med en
værdig tilværelse i de sidste
leveår. Dorthe Mariehjemmet
er et sted, hvor det er godt at
leve og dø.
Det er medarbejdere og ledelse,
der har ansvaret for, at denne vores
mission sker fyldest hver dag. Det
nye hus sætter en fin ramme for
vores virke. Men som Fønix står vi
ikke forudsætningsløse i forhold til
den opgave. Vores arv, vores aske
er Dorthe Mariehjemmets værdigrundlag,
som er udødeligt, og som
ustandseligt kan genopstå i nutidige
klæder og være levende og vedkommende,
hvis vi sammen med de
mennesker, som lever og bor her,
bestræber os på det.
80
Dorthe Mariehjemmet og dets
personale møder hverdagen med
udgangspunkt i vores værdier, som
aldrig må tabe deres mening:
• Vi vil også i de nye klæder kendes
på respekt, samarbejde, omsorg,
ligeværdighed, tillid, humor og
åbenhed.
• Vi bekender os til en organisationsform,
som er båret af viljen og
strukturen til løbende forbedringer.
• Vi står på skuldrene af den viden
og erfaring, der er til stede i øjeblikket,
men med fokus på at
genopstå af asken i det nye øjeblik
i en bedre udgave.
Dorthe Mariehjemmets vision for de
næste 5 år lyder sådan:
Vi vil i 2015 fungere som rollemodel
i et levende hus med
mangfoldige tilbud.
Vi vil udvikle nye initiativer og
beskrive og formidle dem til
gavn for ældre.

Beboer og jazztrompetist Erik Timm på vocal i Hot Spots Jazzband
foran Café Palermo der ligger i underetagens butiksarkade.
81

Samfundsudviklingen i disse år
viser, at der føjes år til levetiden:
flere og flere borgere bliver meget
gamle. Vi vil tage afsæt i vores
vision og med den som udgangspunkt
føje liv til årene. Der fødes og
genfødes kun én Fønix ad gangen.
Det er noget, der forpligter.
På den nu afdøde Bundeskansler
Willy Brandts gravsted har han selv
sørget for, at der kom til at stå:
Man hat sich bemüht. (Jeg gjorde
mig umage).
Opslagstavlens mange forskellige tilbud.
82
Det skal være Dorthe Mariehjemmets
motto og bestræbelse. Dorthe
Mariehjemmets ledestjerne er vores
vision. Den bæres af vore værdier.
De fleste tror, man må opgive de
fleste af sine aktiviteter, når man
bliver gammel. Men man kan også
blive gammel af at opgive sine
aktiviteter.