Juni 2009 pdf-fil - Lokalnytten

Det er såmænd Jens Vejmand
Det store dumme svin
Han sidder der bag skærmen
Og gør sig selv til grin
Nej, vores Jens Vejmand sad ikke bag en skærm han kørte bare rundt på en
gammel cykel med en skovl bundet til stangen og ledte efter huller i vejen.
Præstegården
Når man kommer ind i selve Tønning er den første bygning, man rigtig lægger
mærke til uden tvivl præstegården, selv om den ligger halv skjult mellem store
træer. Det er en stor rødstensbygning med gårdspladsen foran og forpagtergården
ved siden af, der fra gammel tid hører til præste embedet.
Præsten er jo landsbyens fornemste beboer med en lang universitetsuddannelse
bag sig og udsigt til en velbetalt, højtstående embedsmandsstilling resten
af livet. Man ser nu ikke meget til ham, men det skyldes jo nok at sognets
beboere ikke er de flittigste kirkegængere. Vi børn lærte præsten at kende, når
vi begyndte at gå til konfirmations forberedelse. Det kaldtes i daglig tale ”at
gå til præst”, men hvad det var man gik efter var det nok kun de færreste der
fandt ud af.
Vi var kun et lille hold, en seks-syv stykker, så vi sad inde i præstens rummelige
studere kammer hvor der var høje reoler fyldt med tykke bøger. En ting vi nok
alle husker fra undervisningen var at vi skulle lære en hel salme udenad hver
uge. For mange var det en ugentlig rædsel at skulle hakke sig igennem en lang
salme, mens præsten sad og ventede utålmodigt. Der var dog også de mere
fornøjelige stunder at mindes fra den tid, som når præsten demonstrerede at
hans to små hunde kunne synge, selv om det ganske vist ikke lød som salmer.
Fortsættes i næste nummer
9