At navigere i kaos

Uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsen modul 3 

Kirsten Cilieborg studienummer UEV050814 

At navigere i kaos 

Vores tid 

Kært barn har mange navne. Siden 1960’erne har man beskrevet den tid vi lever i med 

mange navne: ”postmoderne”, ”modernitet”, ”opbrudssamfund”, ”videnssamfund”, ”det 

multikulturelle samfund” og nogle nyere begreber er Ziehes ”den kulturelle frisættelse” og 

Giddens ”det refleksivt moderne” 1 . 

Der går en livlig diskussion om, hvilket begreb, der nu virkelig indfanger og beskriver vores 

tid, vores samfund og levemåde. 

Indenfor filosofien kan vi med en linje op gennem historien se Platon og Aristoteles i 

oldtidens Grækenland som eksponenter for et virkelighedssyn, der er baseret på 

fastforankrede værdier. Det Godes Idé og Dyderne (Arethé) er rettesnore og metafysiske 

ankre for vores bevidsthed om os selv. Gør vi ikke det gode, så er det fordi, vi endnu ikke 

har erkendt det Gode i sig selv. Vi må gå vejen op mod det højeste for at nå erkendelse, 

eller middelvejen mellem de to modsatrettede begreber. Der er ingen tvivl om, hvilken vej 

vi skal gå. 

I Oplysningstiden ser vi Immanuel Kants etik, som forklarer, at vi alle har en fornuft og den 

har til opgave at frembringe den gode vilje. Har den først gjort det, så handler vi efter vore 

indbyggede morallov, maksimer. Vi skal kunne ville, at vores handling gøres til en almen 

lov. Vi har en tro på os selv som fornuftsvæsener. 

Når vi kommer sidst i 1800 tallet med en begyndende industrialisering og urbanisering 

opstår eksistentialismen. Man har altid bedrevet en eksistensfilosofi og overvejet, hvad det 

vil sige at være menneske, men med eksistentialismen får disse overvejelser en særlig 

drejning. Menneskets udsatte position og sårbarhed træder for alvor frem. ”Eksistensen 

går forud for essensen”, siger eksistentialisterne, som tæller store navne som Nietzsche. 

Kierkegaard, Sartre, Marcel og Camus, og lægger sig direkte ud med fortidens store 

mestre udi filosofien. Hvor forskelligt end eksistentialisterne tænker, så har de dog dette til 

fælles. Vi er ikke sat i verden med en indbygget essens, et formål eller en bestemt natur. 

Du er dig selv og dit liv er dit. Du skal skabe dig selv gennem dine handlinger. Du står selv 

helt alene til ansvar. Du er dømt til frihed, som Sartre siger. Usikkerhed og angst bliver en 

1 Per Schultz Jørgensen 2 side 17 

1



del af menneskets grundvilkår. Står du ikke ved dit liv og vælger selv, så forfejler du dit liv. 

Det er store krav til et lille og sårbart menneske. 

Videre op i 1900 tallet begynder postmoderniteten at røre på sig. Det endelige opgør med 

den metafysiske forankring står bl. a. Derrida for. Den metafysiske forankring afløses af 

tekstens forskellige flader og referencer til hinanden. De fast begrebspar, som Platon og 

Aristoteles opererer med afvises og dekonstrueres. Vores sprog bliver det centrale 

sammen med den mening subjektet giver det. 

Dekonstruktion, afmontering, disintegrering, flydende betegnere, fortolkning og forhandling 

er hovedbegreber 2 . 

Hvor der tidligere var afstukne og faste rammer for livet er vi i dag dømt til ”at navigere i 

kaos” 3 . Den enkelte er altid i centrum af sit liv. Individet er et projekt, som markedsføres 

aggressivt, og det drejer sig om at det skal lykkes, så alle kan se det. Der er bare ikke 

nogen opskrift denne succes. 

Opgaven som vejleder for voksne som unge er blevet et vigtigt erhverv. Som vejleder er 

man med til gøre den enkelte i stand til at navigere i kaos. Det kræver af vejlederen, at 

man selv prøver at tage livtag med dette kaos og uddrage mening af det. Vejlederen har 

dog ikke patent på en objektiv beskrivelse. Som vejleder må jeg være klar over, at mine 

vilkår også er subjektive. Mit syn på verden er et perspektiv. Jeg støtter den anden i at 

danne sit eget perspektiv. 

Min Case 

Anders er elev i 1.g. 

Han har gået på skolen i 4 uger. 

Han bor hos sin far, der er skilt fra moderen. 

Han kommer til vejlederen (V.), står i døren og siger: 

”Er der noget med, at man kan få en tid hos en psykolog. Det vil jeg gerne.” 

V. viser ham indenfor og ønsker, at han skal forklare sig nærmere. 

2 Carsten René Jørgensen side 132-133 

3 Per Schultz Jørgensen 1 side 18 

2



Anders forklarer, at det hele er ved at stige ham over hovedet. Han er lige ved at gå ud af 

skolen. Han siger til og fra hele tiden. Han vil helst bare slippe det hele. 

V. spørger til skolen og fagene. Det er ikke her Anders ser problemet. ”Det er ligesom alt 

det andet.” V. spørger til, hvad han laver udenfor skoletid. Han arbejder 15 timer om ugen 

på MC Donalds (plus de gange, hvor han afløser andre), er spejderleder og så skal han 

også besøge sine forældre, som er skilt. 

V. påpeger overfor Anders, at hans skolegang er et fuldtidsarbejde, og at han må forsøge 

at prioritere sine aktiviteter. 

Det kan han ikke. Han siger ”Det må du gøre”, og slår ud med armene. 

”Jeg siger til og fra hele tiden. Jeg vil gerne stoppe med spejderleder i et år, men så 

kommer de lige, og så kan jeg jo ikke sige nej. Og jeg har jo været der næsten hele mit liv. 

Jeg kan jo ikke forestille mig at være uden.” 

V. og Anders taler videre om, hvilke aktiviteter Anders vil skære ned på. Han holder også 

meget af sit arbejde, selv om det er stressende, og han kan slet ikke undvære pengene. 

Han er vant til at købe store ting til sig selv indimellem. Det er også vigtigt for ham, at han 

får en god anbefaling fra MC Donalds. 

V. gør igen opmærksom på, at hans uddannelse er fuldtid. Hans studentereksamen er den 

anbefaling, han skal arbejde på nu. Han skal forsøge at prioritere. 

Det kan han ikke, siger han igen. ”Og min mor bebrejder mig også hele tiden. Eller det gør 

hun ikke. Det føler jeg bare. Jeg ved det ikke…. Jeg skal jo også have tid til hende, men 

når jeg er der, så siger det mig egentlig ikke noget, og så går jeg igen.” 

V. og Anders taler til slut om hans forhold til forældrene. Han har det godt med sin far, men 

ved ikke, hvor han har sin mor. 

Der var for resten også et program til matematikundervisningen, som han ikke kunne finde 

ud af…. 

V. giver Anders den opgave til næste samtale, at han skal indskrive i et skema, hvad han 

foretager sig i løbet af en uge. Anders sender skemaet udfyldt tilbage næste dag. Han har 

skrevet, hvad han har lavet i løbet af den foregående uge. 

Efter 2 dage får V. en invitation til chat midt i en undervisningstime, og V. skriver tilbage, at 

Anders skal passe sin undervisning. 

Han svarer, at han ikke kan overskue det mere. V. går ned og henter Anders fra klassen. 

3



Han har allerede givet besked, om at han ikke længere kan være spejderleder, og han har 

lavet aftale med MC Donalds om, at han kun kan tage weekendarbejde. Det får han ros 

for, og vi gennemgår hans ugeskema. V. spørger til, hvordan det kan være, at han sover 

så lidt. Anders indrømmer, at han går i seng, men ikke kan falde i søvn, fordi han tænker 

på sin familie. Især på sin mor. V. siger nu, at hun vil henvise ham til psykologen, som 

han ønsker det. Anders fortæller, at han har været til en børnepsykolog tidligere, men at 

han ikke ville tale om, det, som Anders gerne ville tale om. Psykologen spurgte ham om, 

hvem han legede med. ”Men jeg gik altså i 9. klasse dengang! Jeg legede jo ikke!”, siger 

Anders. V. forsikrer Anders, at skolepsykologen vil tale med ham om det, som han selv 

synes er vigtigt, men at psykologen også vil stille ham nogle personlige spørgsmål. Anders 

vil ikke ret gerne tale om personlige spørgsmål, men V. fastholder, at han bliver nødt til 

det, hvis han have styr på de tanker om familien, som forstyrrer ham. Anders tager imod 

tiden hos psykologen. 

Anders har imidlertid også opdaget, at han er kommet 60 sider bagud i historie, fordi han 

havde siddet og bøvlet med matematikprogrammet. V. og Anders taler om, at han må 

læse det op i mindre portioner. Anders beder om et skema med halvtimes intervaller over 

ugen, hvor han kan skrive sine lektier og aktiviteter. Det får han, og aftalen bliver, at 

Anders skal komme et par dage senere og vise, at han er gået i gang med at planlægge 

og evt. få hjælp til resten. 

Tysklæreren klager over, at Anders sover i timerne. Hun har spurgt ham, om han ikke har 

lyst til at gå på skolen. ”Jo!”, havde han svaret. ”Så må du sandelig til at at vågne op”, 

svarede tysklæreren. 

V. er selv inde i hans klasse og undervise i studieteknik og lægger ligeledes mærke til, at 

han sidder og hænger, kigger på computerskærmen og ikke deltager ret meget i det 

faglige. 

Anders melder afbud den dag, han skal komme til samtale om hans lektieplanlægning. 

Jeg lægger mærke til i min case, at jeg ved det første møde med Anders er skeptisk 

overfor ham. Han taler usammenhængende. Lidt her, lidt der. Som om hans liv består af 

sekvenser på et par minutter. Gør ikke sætninger og forløb færdige. 

4



Han vil det hele, men kan ikke holde til det, og så forventer han, at psykologen kan kurere 

ham for det. Han kan ikke overskue sin tilværelse. Han vil ikke selv vælge til og fra. Han vil 

ikke sortere i vigtigt og mindre vigtigt. 

Jeg tænker først ved mig selv: ”Forkælede unge! Han vil det hele og psykologen kan så 

ordne hans stress.” 

Jeg taler med Anders i længere tid og over flere omgange. Han kommer først selv til 

vejlederkontoret. Derefter henvender han sig et par gange over chat i timen og beder mig 

hente ham. Han er tydeligt forvirret og desperat og vil bare væk fra situationen. Jeg bliver 

mere overbevist om, at han slet ikke er i stand til at skabe sammenhæng, færdiggøre, 

overskue, vælge og sortere. Han har ikke en forkælet attitude, man snarere en søgende, 

klamrende og taknemmelig måde at være på. Da han udebliver fra en aftale skriver han en 

undskyldning over mail, hvilket bestyrker mig i, at han ikke kan snarere end at han ikke vil. 

Jeg søger nu at finde et perspektiv på Anders, som kan give mig en helhedsforståelse af 

hans væremåde og personlighed. Anders er ikke et særtilfælde i gymnasiets 

studievejledning. Mange elever har svært ved at magte deres skolehverdag på samme 

måde som han. Anders er dog et ret udpræget eksempel, da han direkte siger, at han ikke 

er i stand til at vælge til og fra. Jeg bruger Anders som eksempel på måske det største og 

sværeste problem for nutidens unge: At navigere i kaos. 

At navigere i kaos 

For at bruge et relevant billede kan man sige, at Anders er fortvivlet og magtesløs på sit 

eget skib i et oprørt hav. Helt alene. Han skubbes rundt tilfældigt af bølgerne og trues af 

snarligt forlis. Anders har brug for at lære kunsten at navigere. Han skal blive kaptajn i sit 

eget liv, som Kierkegaard påpeger i samme terminologi. 

Mit udgangspunkt er, at den enkelte er centrum i sit liv. Hver enkelt må skabe sig selv. Det 

er vores vilkår. Når det er sagt, så vil jeg påpege, at det ikke er en proces man er alene 

om. Som sociologen Bateson siger: ” Man kan ikke ikke kommunikere”. 

Læringsteoretikeren Vygotski påpeger, at mennesket er født socialt. Socialkonstruktivisten 

Per Schultz Jørgensen siger, at vi er selvstændige personer, der står for noget – i forhold 

til de andre. 

5



Ethvert menneske skal skabe sin egen identitet. 

Der findes et utal af teorier omkring identitet og dannelsen af identitet, og jeg har valgt 

nogle ud, der understøtter hinanden. 

Den klassiske teori om identitet er udarbejdet den tysk-amerikanske psykoanalytiker Erik 

Erikson. Erikson er repræsentant for livsalderpsykologien, der beskæftiger sig med 

mennesket generelt set, og deler menneskelivet ind i faser. Erikson bygger på Freud, men 

udvider så at sige Freuds teori, og gør sig fri af det seksuelle aspekt som determinerende 

for mennesket. I stedet for at fokusere på det psyko-seksuelle som Freud gjorde, lægger 

Erikson vægt på det psykosociale. Han er en af de første psykologer, der ser nærmere på 

identitetsbegrebet og beskæftiger sig med den bevidste del af vores personlighed og ikke 

med den ubevidste. 

Erikson deler menneskelivet op i 8 faser eller psykosociale kriser. I hver fase har 

mennesket en særlig opgave eller krise at overvinde, og det er af afgørende betydning, at 

man kommer godt igennem fasen og mestrer opgaven. Faserne har et bestemt livstema, 

og Erikson opstiller dem i modsætningspar. I puberteten, som vi her beskæftiger os særligt 

med, er det begrebsparret identitet overfor rolleforvirring, der er fasens tema. Hvordan en 

fases opgave løses har betydning for hvordan personligheden udvikler sig. Og for hvordan 

opgaven i næste fase løses. Faserne ligger ikke helt fast men kan forskubbes, og man 

forlader ikke helt et livstema, selv om man går ind i næste fase med et nyt tema. Man 

bærer det og dets forløb med sig hele livet. Erikson ser altså vores udvikling som præget 

af kriser, og særligt når vi taler om unge mennesker, kan jeg tilslutte mig Erikson 4 . 

Ordet identitet kommer af det latinske ”Idem”, som betyder ”den samme” og identitet er 

netop dette at opleve sig selv som den samme, og at blive oplevet som den samme af 

andre. 

Vi er på samme tid individuelle, unikke skabninger, vi er biologiske liv og vi er sociale 

samfundsvæsener. 

Identitet er altså både et ”indefra”-begreb, der betegner vores oplevelse af os selv med 

vores medfødte dispositioner og vores gjorte erfaringer. Det er vores biografiske identitet, 

4 Den nye psykologihåndbog side 168-169 

6



som giver os oplevelsen af et sammenhængende livsforløb. Vi kan placere os i tid og 

forskellige historier. 

Samtidig er identitet også et ”udefra”- begreb, hvor vi betragtes udefra af andre. Vi har et 

navn, og vi ser ud på en bestemt måde og opfører os gerne efter et mønster. Vi er 

samfundsvæsener med en position i et socialt fællesskab 5 . 

Per Schultz Jørgensen påpeger, at man ikke kan adskille indefra og udefra perspektivet 

omkring identitet. Han taler om, at identitet ofte opfattes som et udefra- begreb. Identitet 

bliver noget ydre. Mediernes fokusering på det perfekte liv og den ideale identitet kommer 

let til at virke overfladisk og ydre. Som en besiddelse. Som et konsumprodukt. 

Den kan dog ikke adskilles fra det indre perspektiv. Det er altid vores opfattelse af os selv, 

der kommer i spil med andres opfattelse af os. 

Jørgensen taler om, at vi konstruerer vores identitet. Vi skaber os selv i et tæt samspil 

med de sociale og kulturelle omgivelser. Der er konstant vekselvirkning mellem person og 

omgivelser. Der er både konstante elementer, som når vi siger: ”Det er lige mig”, ”jeg gør 

altid sådan”, ”jeg er sådan”, og så kan vi også være forskellige i forskellige grupper eller 

arenaer, som Jørgensen kalder dem. Sammen med bedsteforældrene viser man nogle 

sider af sig selv, og i selskab med veninderne viser man andre, og i sportsklubben helt 

tredje sider af sig selv. Også eksperimenteren, selviscenesættelse og rollespil hører med 

til at danne vores identitet, og vi ser tydeligt, at dette begreb om identitet ikke er en fast 

størrelse, men i høj grad en konstruktiv proces. Man er ikke bare den eller den. Man 

konstruerer sig også bevidst og har ønsker om at blive en bestemt person. Vi kan plukke 

fra andre ønskelige identiteter og tilføje dem til os selv, og nedtone andre elementer af os 

selv. Vi kan skrue op og ned for de mange sider af vores identitet, alt efter hvilken arena vi 

befinder os i. Det hele lyder jo meget som et maskebal og meget sorgløst og ubekymret. 

Det kan det også være, og det er den dejlige side af det at være ung. Man er endnu ikke 

en færdig identitet, og når man f.eks. skifter skole, en ny arena, kan man endnu nå at 

virkeliggøre en ny og forbedret udgave af sig selv. 

5 Frit efter Knud Illeris m. fl. Side 45 og Per Schultz Jørgensen 2 side 230 ff. 

7



For at vende tilbage til Erikson, vil jeg fremdrage hans livsfaser. I ungdomsårene ligger 

den livsopgave at skabe sig en identitet. Man har behov for at prøve sig selv af i forskellige 

roller, og får man en positiv og konstruktiv respons tilbage, så er der stor sandsynlighed for 

at opgaven lykkes og man kan danne hvad Erikson kalder ”positiv identitet”. Han påpeger 

selv krisekarakteren i faserne, og jeg vil selv tilslutte mig, at det er en hård livsopgave at 

danne sig en identitet i en periode, hvor der sker mange nye ting omkring en som f. eks. 

uddannelse og samtidig udvikler ens krop sig i rivende hast. Hormoner farer rundt i 

kroppen, og forældrene ser nærmest skiltet lyse i panden på deres unge mennesker 

”Lukket p.g.a. ombygning!” 

Lykkes identitetsdannelsen ikke hensættes vi i rolleforvirring, siger Erikson. Hvis man står 

uden støtte, får konstant kritik og nedgøres, så er der sandsynlighed for at, at man ikke 

kan danne en positiv identitet – en stabil og afklaret identitet, men ender i stedet i 

identitetsforvirring uden at fast billede af sig selv. Denne tilstand er en meget voldsom 

krise, der spænder fra usikkerhed og en fornemmelse af at blive hevet i fra alle sider, til en 

total fremmedhed over for sig selv 6 . 

Netop det at ”lykkes” er så utrolig vigtigt i vores samfund i dag. De moderne forældre 

betegnes som ”Curling”-forældre, der med al deres engagement fejer banen ren foran 

deres børn. Der skal ikke stå forhindringer i vejen for deres poder. Børn og familie er et 

åbenlyst, ambitiøst projekt, som man måles efter. Pædagoger og lærere ser, at forældrene 

i stigende grad sætter krav om, hvordan netop deres barn skal befordres videre, så det er 

en fortsat succes. 

At de unge mennesker skal håndtere forventninger og idealer er ikke noget nyt, siger 

Carsten René Jørgensen. Det, der er kendetegnende for vores tid er den kulturelle 

frisættelse, som ikke er så positiv, som begrebet kan lyde. Han tager her Ziehes centrale 

benævner , og gør opmærksom på, at problemet ikke så meget er det, at den unge skal 

leve op til idealer, som det er, at der ikke nogen blivende idealer, og der er ikke ét ideal 

men myriader. Der er ingen opskrift på det gode liv. Ingen urokkelige orienteringspunkter. 

Det er det, der gør identitetsdannelsen til en omtumlet sejlads i et ukontrollerbart skib, 

sådan som Anders beskrives. 

6 Preben Berthelsen side 52ff 

8



Som Kierkegaard forklarer det, så består mennesket af en syntese af nødvendighed og 

mulighed. Begrænsning og frihed. I vores moderne tilværelse løber vi efter de uendelige 

muligheder, den tilsyneladende uendelige frihed, men den bliver til fortvivlelse og angst, 

fordi vi ikke kan forvalte den. Den forvalter os. Vi vælter i muligheder og kan ikke vælge 

hverken til eller fra. Vi er ikke fri, men slaver af den tilsyneladende frihed. Vi bliver til 

nutidens æstetikere. 

Først når vi er i stand til at vælge med hele vores engagement, vælge før andre faktorer 

vælger for os, så er vi egentlig fri i positiv forstand. Så vælger vi os selv og modtager os 

selv. Vi bliver os selv. Vi bliver først rigtig fri, når vi har begrænset os, mener Kierkegaard. 

Vi bliver kaptajn på vores eget skib. 

At skabe sig selv 

Det jeg ser i min case om Anders er ung mand, der i den grad er forvirret. Han er en af de 

mange, der ikke magter den livsopgave, som Erikson taler om. Identitetsdannelsen lykkes 

ikke og han er hensat i identitetsforvirring. 

Der er flere signaler, der tyder i retning af identitetsforvirring: 

• Han taler meget usammenhængende, og gør ikke sætninger og hændelsesforløb 

færdige. Han roder undt og tager mange forskellige tråde op. Lige pludselig 

indskyder han bemærkninger. 

• Han vil bare slippe det hele. Helst bare gå ud af skolen og komme ud af den 

pinefulde situation. 

• Han kan ikke prioritere sine aktiviteter og ikke se, hvad der vigtigt. En udtalelse fra 

MC Donalds er ligestillet med studentereksamen. 

• Han siger til og fra. Han er totalt ubeslutsom og tør ikke markere sig overfor nogen 

ved at sige nej. Han vil gerne være venlig og hjælpsom, men det er på bekostning 

af ham selv. Han kan ikke sætte grænser. 

• Han er ikke villig til at tale om personlige ting med en psykolog. Sammen med den 

manglende evne til at skabe en sammenhæng i det, han fortæller, så ser det ud til, 

at han gerne vil undgå dybde i samtalen, fordi han naturligvis er meget sårbar. 

9



Per Schultz Jørgensen taler om, at unge er i fare for at marginaliseret. Man kan blive 

udstødt af sociale arenaer, og man kan komme i situationer, hvor man mangler stabile 

arenaer. Ofte er der tale om kammeratkontakter, der svækkes. Det er nu ikke tilfældet for 

Anders, som netop har et rigt udbygget netværk til kammerater i skolen, på arbejde og i 

foreninger. Der mangler dog noget afgørende, og det er familiearenaen, vi her taler om. 

Han mangler den støttende og korrigerende og trygge familiearena. Han har et udmærket 

forhold til faderen, som dog arbejder meget, også om natten. Af og til er Anders med 

faderen på nattevagt for at være sammen med ham. Det tyder på, at han virkelig mangler 

faderens nærvær. Jeg gætter også på, at han mangler faderen som korrigerende 

samtalepartner og rollemodel i alle de svære situationer, som drengen befinder sig i. 

Han nævner først ikke moderen, men det går op for mig, at han tænker på hende hele 

tiden. Han har for lidt tid til at besøge hende og deres forhold er ligesom ikke rigtig noget. 

Jeg forestiller mig, at han også overfor moderen har svært ved at tale om personlige ting. 

Sikkert svært ved at sætte ord på selv almindelige ting. Han fornemmer bebrejdelser fra 

hendes side, uden de dog er helt klare. Han er ikke i stand til at knytte den nære kontakt 

med hende, som han nok egentlig gerne ville. Han er på ingen måde afklaret overfor 

hende, og sidder med en følelse af ikke at gøre det godt nok. Tankerne om moderen står i 

vejen for at han kan sove om natten og deltage i skolen om dagen. De tager al energi fra 

ham, som han ellers skulle bruge konstruktivt til identitetsdannelse og læring. 

At afdække forholdet til hans forældre og rette det op gennem terapi er helt klart 

skolepsykologens opgave. Her går man målrettet efter at afdække problematiske 

relationer og ændre tankemønstrene omkring disse. Det har karakter af behandling. Her er 

jeg klar over, at min rolle som vejleder slutter, og skolens psykolog overtager dette felt. 

I samarbejde med skolepsykologerne Netop-nu er vi dog nået frem til, at vejlederne kan 

overtage en vigtig rolle, også imens et behandlingsforløb står på. Det er nu engang 

vilkårene, at skolepsykologerne i Sønderjyllands Amt og også landsdækkende er stærkt 

overbelastede. Der går i reglen en måned mellem samtalerne af en times varighed, og det 

er simpelt hen for lang tid. Ofte har de unge brug for at ”få taget trykket af ventilen”. De har 

brug for at tale med en stabil person. Selv Anders, som ikke er glad for at tale om 

personlige ting, viser jo et behov ved at tage kontakt til mig jævnligt. Studievejlederen er 

10



ikke terapeut og må ikke gå ind i en behandlingssammenhæng, men i samarbejde med 

psykologerne er vi enige om at udnytte de ressourcer, der ligger i narrativ vejledning. 

Narrativ vejledning som instrument 

Narrativitet er fortælling. Menneskets verden har fra tidernes morgen været forankret i 

fortælling. Myter og de såkaldt ”store fortællinger”, er historier, der bærer vigtige koder til 

vores kultur og giver forståelse og en forankret værdi og mening. 

Vi taler om i dag, at de store fortællinger er borte eller har mistet deres evne til at forankre 

en kultur, fordi der simpelt hen ikke en kultur, men mange sidestillede. Der er ikke en tekst, 

der forankrer alle andre og giver dem en bestemt mening. Alle er sidestillede som et 

netværk. Måske kan vi i dag snarere tale om, at vi selv er tekster, der står i forbindelse til 

hinanden. Vi er nemlig selv en fortælling. 

Marianne Horsdal 7 er en dansk repræsentant for biografiforskningen. Når vi fortæller om 

os selv til andre, så fortæller i også til os selv. Vi konstruerer vores selv og vores identitet, 

når vi fortæller om os selv. Vi forholder os til vores fortid, nutid og fremtid i fortællingen. 

Kierkegaard siger, at vi består af fortid, nutid og fremtid. Vi finder nye veje i vores 

fortælling. Uddyber noget og bagatelliserer noget andet. Vi husker pludselig noget nyt, 

som indtil nu var glemt. Vi ændrer vores opfattelse af noget som tidligere skete, fordi vi har 

gjort nye erfaringer og refleksioner. 

Vores fortælling er hele vores liv igennem levende, og det enkelte menneskes fortælling 

afspejler i høj grad personens selvopfattelse, personens identitet, selvet. En fortælling har 

ikke som kriterium at være sand, for den er jo helt subjektiv. Alligevel forholder den sig til 

sandheden ved at være troværdig eller utroværdig. Pålidelig eller upålidelig. 

Overbevisende eller ikke. Usikker eller sikker. Måden der fortælles på har meget at sige i 

denne sammenhæng og indgår i tilhørerens fortolkning. 

Vi fortæller os selv, når vi fortæller om os selv. En fortælling, der er springende, 

usammenhængende og hele tiden afbrydes, indikerer at den person, der fortæller også 

har en fragmentarisk identitet. Det er selvfølgelig Anders jeg taler om. 

7 Marianne Horsdal side 159 ff 

11



Anders vægrer sig ved at fortælle om sig selv. Han har svært ved at sætte ord på forhold 

til andre, og vil slet ikke tale om noget personligt. Jeg tror slet ikke, han er vant til det. Han 

sidder og knuger hænderne og kigger ofte væk. Han springer fra den ene ansats til den 

anden. Hele tiden får han kun gjort en ansats til et forløb. Hans måde at fortælle på 

afspejler et forvirret menneske, der ikke har klar opfattelse af sig selv i tid. Ikke ser på sig 

selv som et samlet hele med fortid, nutid og fremtid, men som ser sig selv i glimt, der 

kommer og forsvinder igen. Der mangler en kontinuitet, der gør personen til et hele. Det 

virker som om Anders ikke er i stand til at sætte ord på sig selv. Det kan nemt hænge 

sådan sammen, at der ganske enkelt endnu ikke er noget at sætte ord på. Der er endnu 

ikke en identitet. Der er et desperat forsøg på at danne en identitet, som ikke er lykkedes. 

Der er en masse erindringer og refleksioner, men de er helt uordnede. De er ikke trukket 

på snor, sådan som man gør, når man fortæller en sammenhæng. Disse sammenhænge 

kan dannes på kryds og tværs, og det gør vi i den narrative vejledning. 

Narrativ vejledning er en vejledningsform, der først og fremmest tager tid. Hvis man skal 

se realistisk på det, bruger jeg den kun når der er tale om en mere vægtig sag. Når jeg 

fornemmer, at den unge har et tungt problem. Her kan den til gengæld bruges i utrolig 

mange sammenhænge. Den unge befinder sig altid i identitetsdannelsen, uanset om man 

taler om studieskift, faderens sygdom eller kærestesorg. 

Det er ikke nødvendigt at fortælle sit liv fra den ene ende til den anden for at danne en 

positiv identitet. Man kan fortælle efter flere principper. Enten efter det kronologiske eller 

efter det meningsmæssige. Det kan være, at man fortæller efter en sammenhæng, som 

giver mening for fortælleren. Forskellige sammenhænge kan kalde på forskellige strukturer 

i fortællingen. Fortælleren sorterer fortællingen. 

Det kan være, at Anders kan begynde at fortælle små episoder, som han husker særlig 

godt. Måske bliver to positive episoder kædet sammen eller to negative. Måske opstår der 

en række af mindre fortællinger, som lidt efter lidt kan kædes sammen. Det er påstanden i 

”Fortællingen i vejledningen” 8 , at man uanset struktur eller manglende struktur får styrket 

sin opfattelse af sig selv og sin fortid, nutid og fremtid ved at fortælle. 

8 Fortællingen i vejledningen, Undervisningsministeriet 2004 

12



Når man bruger narrativitet i vejledningen, så drejer det sig ikke bare om at lade den 

vejledningssøgende fortælle løs. Der er en mening med det. 

Hvis Anders skulle gå ind i et narrativt forløb med mig som vejleder, så ville jeg allerførst 

gøre mig klart, at Anders skal have tid til at fortælle. Jeg er der for at være opmærksomt 

lyttende og spejlende. Når han går i stå, kan jeg godt gentage det, han netop sagde, for at 

lede ham på vejen igen. Jeg er der for at vise forståelse for hans fortælling, men jeg er 

også opmærksom på, hvilke historier, der tynde og hvilke der er tykke. Hvilke historier, der 

dominerer og hvilke, der undertrykte. Anders befinder sig i en situation, hvor nærmest alle 

hans fortællinger er tynde. Der er slet ikke sat ord på dem. Det at sætte ord på hans liv er i 

sig selv blevet undertrykt. De er heller ikke sorteret. 

Min opgave er at hjælpe Anders til at gøre hans fortællinger tykkere. De skal fylde noget i 

hans bevidsthed. Når man befinder sig i en krise, så er det ofte en eller flere negative 

fortællinger, der er de tykke, de dominerende fortællinger. De fylder hele ens bevidsthed, 

og de skaber en negativ identitet. Jeg består af negative fortællinger. Jeg kan ikke klare 

skolen og min mor bebrejder mig hele tiden. 

Som vejleder er min opgave at være nysgerrig. Når der nævnes en stump af noget 

positivt, noget dejligt, noget meningsfyldt, så skal jeg straks spørge videre til det. En lille 

succes kan udbygges ved at fortælle om den, og mine spørgsmål kan give anledning til 

nye refleksioner over denne fortælling. Den kan fremhæves og få en ny og styrket mening. 

Den bliver tykkere. Den fylder mere i Anders bevidsthed om sig selv. Det kan sagtens 

være en episode fra hans spejderkarriere, der kan danne en tyk historie. Her har han 

været forbillede for de små, og måske har han slet ikke tænkt over det. Han er faktisk i 

stand til at være forbillede for andre! 

Det drejer sig om at spørge ind på en sådan måde, at man nærer de positive fortællinger. 

Man nærer dem ved at fortælle dem og udbygge dem. Sætte dem i sammenhæng med 

andre fortællinger. Det drejer sig også om at udsulte de negative historier, ved at bygge 

mere og mere på de positive. Jeg kan sågar opstille små modhistorier, der kan provokere 

en fastlåst opfattelse. ”Hvem siger, at din mor bebrejder dig? Det kan da være, at hun er 

stresset og kort for hovedet. Det kan være, at hun også går og tænker, at du ser så 

bebrejdende ud.” 

13



Når Anders begynder at sætte ord på sit liv, vil jeg opmuntre ham til at fortælle længere og 

længere. Spørge efter mere af den samme fortælling. Jeg venter gerne lidt og er ikke 

bange for stilhed. Det er meget svært for ham i starten, men så snart der er en lille samling 

af fortællinger, så går sammenkoblingen med andre fortællinger lettere. Man kan vende til 

bage og fortælle videre på sammen fortælling. Når Anders ser tilbage på sit liv og sine 

erfaringer, så rekonstruerer han sin fortælling. Han forsøger at genkalde sig, hvordan det 

nu var. Han vil gerne fortælle det, som det virkelig var. Han tilstræber en sand fortælling. 

Han opbygger sig selv som en person med en fortid, som har betydning for ham. 

Samtidig med at Anders rekonstruerer sin fortælling, så konstruerer han også sin 

fortælling, for en fortælling er altid subjektiv. Den er hans egen konstruktion. I 

rekonstruktionen tilstræber han sandhed, men den er uopnåelig i en fortælling. Han 

konstruerer sig selv og sin identitet ved at se tilbage, og han bliver i stand til at forestille sig 

selv i en fremtid, når han bliver bevidst om sig selv i fortiden. Det at han som spejderleder 

er forbillede for børnene, kan han tage med ind i andre arenaer i hans liv og med ind i 

fremtidige arenaer og derigennem nære en positiv fortælling og i sidste ende en positiv 

identitet. Hvis denne fortælling kan blive dominerende, så kan Anders måske indtage en 

anden rolle i klassen end ham, der altid sidder og sover. Han kan få tro på sig selv og eget 

initiativ. 

14

At navigere i kaos

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?