At navigere i kaos

Uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsen modul 3
Kirsten Cilieborg studienummer UEV050814
Anders vægrer sig ved at fortælle om sig selv. Han har svært ved at sætte ord på forhold
til andre, og vil slet ikke tale om noget personligt. Jeg tror slet ikke, han er vant til det. Han
sidder og knuger hænderne og kigger ofte væk. Han springer fra den ene ansats til den
anden. Hele tiden får han kun gjort en ansats til et forløb. Hans måde at fortælle på
afspejler et forvirret menneske, der ikke har klar opfattelse af sig selv i tid. Ikke ser på sig
selv som et samlet hele med fortid, nutid og fremtid, men som ser sig selv i glimt, der
kommer og forsvinder igen. Der mangler en kontinuitet, der gør personen til et hele. Det
virker som om Anders ikke er i stand til at sætte ord på sig selv. Det kan nemt hænge
sådan sammen, at der ganske enkelt endnu ikke er noget at sætte ord på. Der er endnu
ikke en identitet. Der er et desperat forsøg på at danne en identitet, som ikke er lykkedes.
Der er en masse erindringer og refleksioner, men de er helt uordnede. De er ikke trukket
på snor, sådan som man gør, når man fortæller en sammenhæng. Disse sammenhænge
kan dannes på kryds og tværs, og det gør vi i den narrative vejledning.
Narrativ vejledning er en vejledningsform, der først og fremmest tager tid. Hvis man skal
se realistisk på det, bruger jeg den kun når der er tale om en mere vægtig sag. Når jeg
fornemmer, at den unge har et tungt problem. Her kan den til gengæld bruges i utrolig
mange sammenhænge. Den unge befinder sig altid i identitetsdannelsen, uanset om man
taler om studieskift, faderens sygdom eller kærestesorg.
Det er ikke nødvendigt at fortælle sit liv fra den ene ende til den anden for at danne en
positiv identitet. Man kan fortælle efter flere principper. Enten efter det kronologiske eller
efter det meningsmæssige. Det kan være, at man fortæller efter en sammenhæng, som
giver mening for fortælleren. Forskellige sammenhænge kan kalde på forskellige strukturer
i fortællingen. Fortælleren sorterer fortællingen.
Det kan være, at Anders kan begynde at fortælle små episoder, som han husker særlig
godt. Måske bliver to positive episoder kædet sammen eller to negative. Måske opstår der
en række af mindre fortællinger, som lidt efter lidt kan kædes sammen. Det er påstanden i
”Fortællingen i vejledningen” 8 , at man uanset struktur eller manglende struktur får styrket
sin opfattelse af sig selv og sin fortid, nutid og fremtid ved at fortælle.
8 Fortællingen i vejledningen, Undervisningsministeriet 2004
12