Her kan du læse et udvalg af elevernes tekster

Kidnapningen
Det eneste jeg ville var bare at komme væk her fra. Hvordan jeg var endt her, og hvad
der var sket, vidste jeg ikke. Stanken af jord stak i næsen. Der var mørkt. Benene var
blodige, og det føltes som skarpe negle, der skar i mig. Det eneste, jeg hørte, var vinden,
som hylede ind af en lille sprække i væggen, der lød som skrig fra små børn.
Men pludselig kunne jeg høre nogen råbe ”hvad gør vi med hende?” Det var det eneste,
jeg hørte, derefter hviskede de. Så åbnede døren sig, lyset skar i øjnene.
Derefter råbte de. Deres stemmer var mørke. Pludselig mærkede jeg noget koldt mod
min tinding, derefter lagde en af dem hånden over min mund, den stank og var hel fugtig,
de tog en pose over mit hoved så jeg ikke kunne se noget, jeg kunne næsten ikke få
vejret, og gispede. De snakkede ikke.
De satte mig på en stol og bandt reb om mine arme, de var stramme. De tog posen af
mit hoved, og jeg trak vejret dybt ind og pustede ud. Mit hjerte hamrede med 120 i
minuttet, foran mig stod to store mænd med tatoveringer op og ned af armene. Jeg fik
et glimt af rummet, der var en lille sprække, hvor jeg fik et glimt af himlen, den var grå
og overskyet. Uden at have sagt noget gik de to mænd ud af døren, da de havde lukket
døren, blev der mørkt.
Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne for at komme fri, men rebene skar i min hud som flere
tusind knive. Til sidst fik jeg revet et af rebene op, der holdt mine arme fast. ”Yes endelig”
Nu skulle jeg bare få den anden arm fri fra rebet, Jeg vred min arm, og til sidst fik
jeg hævet min hånd fri fra rebet. Det føltes så befriende, men hvordan kunne jeg komme
ud herfra.
Jeg sad og tænkte længe, indtil det slog mig. ”Selvfølgelig.” Det føltes som flere timer.
Jeg ventede og ventede. Endelig kom de igen, jeg mærkede en stor klump i halsen. Jeg
sank. Men de vidste ikke, at jeg havde begge mine hænder frie. Så da de rev mig op,
sparkede jeg og slog af alle mine kræfter, jeg kunne tydeligt mærke at jeg
ramte noget.
Derefter løb jeg ud af rummet igennem en masse lange gange, jeg kunne ikke lade være
med at smile. Men jeg var alligevel også ved at græde. Jeg hørte fodtrinene blev højere,
og de kom tættere på, jeg fik et sug i kroppen. Men jeg blev ved med at løbe så hurtigt,
jeg kunne.
Jeg var endelig ude af huset og løb ud på gaden. Var jeg heldig.? Foran mig stod flere
politibetjente med pistoler, de råbte mit navn jeg blev forvirret men jeg løb derover. De
to mænd kom løbende rundt om hjørnet, de kiggede på mig også på politimændene. De
stod et øjeblik og kiggede,så sagde jeg ”det er dem.”
Politimændene løb efter dem, og fangede dem.
”Amalie”
”jaaa mor, hvad er det?”
”vi spiser nu. Pizza”
”vi er lige i gang med at fortælle gysere”
”nåh piger, skal vi gå ind og spise?”
Mia 6d