Her kan du læse et udvalg af elevernes tekster

More documents

Recommendations

Info

DØDEN ”Sofia! Sofia!” råbte en stemme. Hun åbnede øjnene, og hendes mor kom til syne. ”Åh Sofia, du er okay! Gudskelov!” hendes mor blev lettet igen. ”Hvor er jeg, og hvad er der sket?” hviskede Sofia. Hun syntes, der var meget hvidt og tåget. ”Du er på hospitalet. Og ingen ved, hvad der er sket. Vi håbede på, du vidste, hvad der var sket, men siden du nu spørger mig…” Hendes mor sukkede. ”Hvad med Far? Hvor er han?”. Hun følte ellers sådan, at hun lige havde set ham, men hvor? Det eneste, hun huskede, var en utydelig grå mand. ”Far, ligger på en stue længere nede af gangen.” En tåre løb ned af moderens kind. Sofia var hurtigt oppe af sengen og løb ned af gangen, indtil hun faldt foran faderens værelse. Hendes hænder rystede og var helt hvide. Var det bandage, hun havde på? Hun vidste det ikke. Det sidste, hun nåede at se, var et skilt, hvor der stod: ”Lighuset”! Senere, da Sofia var kommet til sig selv, tænkte hun konstant på den grå mand. Hun huskede ham som en speciel person, men hun kunne ikke huske hvem. Da hun skulle til at rejse sig fra sengen, kom en yngre sygeplejerske ind. ”Forstyrrer jeg? Du var måske på vej ud?” sagde sygeplejersken. ”Ja, jeg ville lige gå en tur rundt på hospitalet, hvis jeg må?” Hun havde sådan brug for noget luft. Hun havde aldrig rigtig brudt sig om hospitaler. Hun syntes altid, der var så trist. ”Ja, men det skal være kort. Du har brug for at hvile dig”. Sofia gik langsomt ned af gangen. Nu begyndte hun langsomt af huske det! Hun huskede varmen og flammerne. Hun huskede branden. Og hun huskede også den grå mand. Den grå mand var hendes far! Og han ville hjælpe hende. Hun stoppede op ved et skilt, hvor der stod: ”Kræftpatienter”. Inde på stuen så hun, at den grå mand stod ovre ved en ældre dames seng. Den tågede mand havde kjole på, nej vent, det var ikke en mand. Det var en dame! Hun vinkede langsomt til Sofia, derefter forsvandt hun. ”Biiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiib” kom det fra damens seng. En masse læger kom løbende ind i værelset. Damens øjne stirrede over på Sofia. Lægerne prøvede at få liv i hende, mens øjnene stadig kiggede på Sofia. En af lægerne gik over til Sofia. ”Hun klarede den ikke, det er jeg ked af. Kendte du hende godt?” sagde lægen. Sofia stod mundlam og stirrede ud i luften. Nu forstod hun det. Hun kunne se døden. Fiona
Go’ morgen Franz. Klokken var 7:30, det var stadig meget mørkt og koldt. Mor begyndte at råbe på Franz. ”SÅ STÅR VI OP, FRANZ! Klokken er mange.” Franz begyndte langsomt (meget langsomt!) at åbne øjnene. Han kiggede lidt irriteret over på sit vækkeur og blev MEGET træt, da han så hvad klokken var. Han begyndte at jamre og klage sig, og hvor var tøjet nu henne? Han lagde altid det tøj frem, han skulle have på næste dag, men nu kunne han ikke finde det nogen steder. ”Moooor, hvor er mit tøj? Har du lagt det til vask?” Der gik noget tid, så sagde moren: ”Hvad?” Franz begyndte seriøst at overveje, om mor havde spist det. ”Hold nu op med det pjat og se at komme i gang,” råbte mor. Franz blev nu så sur, at han stædigt hoppede tilbage i sengen og trak dynen op over hovedet. Hva’ fanden skulle man også med den skole. Når man alligevel bare bliver stresset og sur, inden man overhovedet er kommet derhen. Havde han det ikke også lidt skidt? Det havde han måske ikke, men det kunne mor jo ikke vide. ”Mor jeg har det dårligt,” sagde han og prøvede at lyde hæs. ”Må jeg ikke bare blive hjemme sammen med dig, hva?” Mor kom ind på værelset og så en smule bekymret ud. Franz følte han var til en form for eksamen i pjækkesyge. Han begyndte at svede på panden, men det var nu ikke den dårligste effekt, når man nu var til den slags eksamen. ”Hvad snakker du om. Jeg skal på arbejde, til møde, til skolehjemsamtaler, så det kan der slet ikke blive tale om,” sagde mor og så med et meget langt blik hen over Franz. Hvis du virkelig er syg, må du blive hjemme, men du skal hjem til far i dag uanset hvad. Mor mærkede ham på den svedige pande og så overrasket ud, fordi panden ikke var varm. Franz begyndte at hoste voldsomt og lod som om, han havde mavekramper. ”Jeg tror det er hestesyge.” hviskede Franz ynkeligt og anstrengte sig for at se bleg ud. ”Hvad er det?” spurgte mor og lignede en, der var på vej til at blive overbevist ”Har du ikke hørt det!” nærmest råbte Franz lidt for højt til at være syg, Så han skyndte sig at lave bræklyde for at dække over fejlen. Han lød som lå han på sit dødsleje. ”Der er hestekød i den lasagne, vi plejer at spise om fredagen, og så kan man altså få hestesyge”. Franz var helt stolt over sine hidtil skjulte skuespillerevner, da mor sagde: ”Nåå okay, så bliv bare hjemme.” Frode Troelsø
Page 1 and 2: Ulykken ”kan du huske mig?” spu
Page 3: Efter ca. 2 minutter rejste jeg mig
Page 7 and 8: Som en følelsesløs dukke Den fras
Page 9 and 10: Hviskeren ”Gør det, gør det nu!
Page 11: Kidnapningen Det eneste jeg ville v

Her kan du læse et udvalg af elevernes tekster

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?