Mit ophold på et katolsk børnehjem i Slagelse i 1950

files.zite3.com

Mit ophold på et katolsk børnehjem i Slagelse i 1950

Mit ophold et katolsk børnehjem

i Slagelse i 1950

Eva D. Rønsbro

Da jeg var omkring 5-6 år gammel blev min mor indlagt et sanatorium

i Haslev p .g .a . en konstateret tuberkulose . Hun var indlagt

i ca . 1½ år og far og jeg ( jeg er enebarn ) besøgte min mor hver

weekend .

Far og jeg gik hver lørdag og søndag til Slagelse station og tog

toget til Haslev, og derfra gik vi til sanatoriet . Jeg kan endnu mærke

min hånd i min fars varme og stærke hånd, og jo nærmere vi kom

sanatoriet, des kraftigere holdt vi hinanden i hånden for: Var mor nu

oppegående, eller lå hun i sengen . Det betød så forfærdelig meget

for far og mig, at mor var i bedring . Var hun oppegående vidste jeg,

at hjemturen ville blive god, men var hun sengeliggende, ville den

blive trist .

Så snart jeg fik øje sanatoriet, som forekom enormt stort, løb

jeg så hurtigt mine ben kunne bære mig, for var mor oppe, ville hun

stå ved vinduet eller nede ved døren og gensynsglæden (fra begges

side) kan slet ikke beskrives . Jeg havde et fast tag i min mor hele den

dag . Kunne hun klare at gå en tur i parken, var det lykken .

Stod hun ikke i vinduet eller i døren, blev benene ret tunge

vej mod hendes sygestue eller liggehallen . Af to onder var liggehallen

dog den bedste, for der var vi udendørs og fri for den tunge og

karakteristiske lugt af hospital og medikamenter .

katolsk børnehjem

Det har selvfølgelig været meget hårdt for min far at skulle passe hus,

have, arbejde og et barn og så hver weekend tage sygebesøg, og

58


et tidspunkt må det bare have været for meget, for i hvert fald kom

jeg ”aflastning ” i en måned et katolsk børnehjem i Slagelse .

Resten af vores meget lille familie var bosiddende i Jylland og kunne

ikke bare træde hjælpende til .

Jeg kan ikke erindre hvilken måde, mine forældre fortalte mig,

at jeg skulle være det børnehjem og hvor længe, men jeg kan

huske min ankomst, som var en lørdag i det tidlige efterår .

Far havde i den ene hånd min lille kuffert og i den anden min hånd,

og da vi trådte ind ad lågen og bevægede os over imod den store

brune bygning, blev jeg meget beklemt og nægtede at flytte mine

ben . Min far måtte bruge alle sine overtalelsesevner for at få mig

til at gå videre . Vi blev modtaget af forstanderinden og derefter vist

rundt børnehjemmet for til sidst at ende den sovestue, hvor jeg

skulle bo den næste måned . Sovestuen bestod af tre køjesenge, og

jeg blev tildelt en underkøje . Min far havde orienteret børnehjemmet

om, at det var meget vigtigt, at jeg blev vækket kl .3 .00 om natten og

fulgt toilettet, da jeg ellers ville gøre sengen våd . Blev vækningen

overholdt, var der ingen problemer med nattevæderi .

Det var virkelig noget af en omvæltning at komme fra et varmt, trygt

og omsorgsfuldt hjem til det kolde og upersonlige ”hjem”, der var

ledet af nonner iklædt lange sorte kjoler og sort/hvid hovedbeklædning

. Jeg husker måltiderne ved det lange bord, hvor vi børn skulle

være helt stille og dårligt turde kigge hinanden . Formastede vi

os til at grine, mærkede vi straks et fast greb i nakken af en hård

hånd . Disciplin var nøgleordet og ro, renlighed og regelmæssighed

var meget vigtigt . Natten til søndag efter min ankomst, blev jeg ikke

vækket og vågnede derfor ved 5- tiden, fordi jeg havde gjort sengen

våd . Jeg blev helt panikslagen og skyndte mig at hive det våde sengetøj

af og gemte det i et skab . Jeg fandt noget rent sengetøj, som jeg

nødtørftigt fik lagt , og jeg ventede så bare , at klokken skulle

blive 6 .30 og de skæld ud, jeg vidste ville komme .

Ved morgenbordet kunne jeg ikke få en bid ned, for hvornår kom

de skæld ud? Ikke én af nonnerne sagde noget, og da vi nåede middag

var jeg ( naivt ) helt overbevist om, at ingen havde opdaget, at min

seng var våd . Om eftermiddagen (søndag) stod vi alle ude i gården

59


en lang række, spændte og forventningsfulde, for søndag var det

tradition, at der blev uddelt et æble, pære eller appelsin . Vi stod der

og skulle holde ud i vores små forklæder, så en nonne kunne lade

et stykke frugt falde ned i forklædet, og så var det med at finde et

rigtig godt sted, hvor frugten kunne nydes . Da turen kom til mig, gik

nonnen forbi, kiggede end ikke mig, men lod et æble falde ned i

min sidemands forklæde . Jeg troede, det var en fejl og ventede ,

hun skulle komme tilbage . Hun kom tilbage – for at fortælle mig,

at da jeg havde gjort sengen våd om natten, kunne jeg selvfølgelig

ikke tilkomme noget frugt .

Der stod jeg, dybt ulykkelig og grædende . Jeg styrtede ind min

sovestue og gemte mig i et hjørne, og der fandt de mig, da vi skulle

spise til aften . Jeg ville meget hellere have haft en lussing, for det

andet gjorde så forfærdelig ondt i sjælen . Den måned, jeg opholdt

mig børnehjemmet, blev den længste måned i mit liv .

Den episode kom til at fylde alt for meget, så meget at jeg ikke

husker de søde og venlige nonner (de må da have været der) . Først

mange år senere fortalte jeg mine forældre om episoden (tror at jeg

ubevist har villet skåne dem) og de reagerede da også prompte ved

at sige: ”Havde vi vist det, var du blevet hentet hjem lige med det

samme”.

60

More magazines by this user
Similar magazines