Mit ophold på et katolsk børnehjem i Slagelse i 1950

Mit ophold på et katolsk børnehjem
i Slagelse i 1950
Eva D. Rønsbro
Da jeg var omkring 5-6 år gammel blev min mor indlagt på et sanatorium
i Haslev p .g .a . en konstateret tuberkulose . Hun var indlagt
i ca . 1½ år og far og jeg ( jeg er enebarn ) besøgte min mor hver
weekend .
Far og jeg gik hver lørdag og søndag til Slagelse station og tog
toget til Haslev, og derfra gik vi til sanatoriet . Jeg kan endnu mærke
min hånd i min fars varme og stærke hånd, og jo nærmere vi kom
sanatoriet, des kraftigere holdt vi hinanden i hånden for: Var mor nu
oppegående, eller lå hun i sengen . Det betød så forfærdelig meget
for far og mig, at mor var i bedring . Var hun oppegående vidste jeg,
at hjemturen ville blive god, men var hun sengeliggende, ville den
blive trist .
Så snart jeg fik øje på sanatoriet, som forekom enormt stort, løb
jeg så hurtigt mine ben kunne bære mig, for var mor oppe, ville hun
stå ved vinduet eller nede ved døren og gensynsglæden (fra begges
side) kan slet ikke beskrives . Jeg havde et fast tag i min mor hele den
dag . Kunne hun klare at gå en tur i parken, var det lykken .
Stod hun ikke i vinduet eller i døren, blev benene ret tunge på
vej mod hendes sygestue eller liggehallen . Af to onder var liggehallen
dog den bedste, for der var vi udendørs og fri for den tunge og
karakteristiske lugt af hospital og medikamenter .
På katolsk børnehjem
Det har selvfølgelig været meget hårdt for min far at skulle passe hus,
have, arbejde og et barn og så hver weekend tage på sygebesøg, og
58

på et tidspunkt må det bare have været for meget, for i hvert fald kom
jeg på ”aflastning ” i en måned på et katolsk børnehjem i Slagelse .
Resten af vores meget lille familie var bosiddende i Jylland og kunne
ikke bare træde hjælpende til .
Jeg kan ikke erindre på hvilken måde, mine forældre fortalte mig,
at jeg skulle være på det børnehjem og hvor længe, men jeg kan
huske min ankomst, som var en lørdag i det tidlige efterår .
Far havde i den ene hånd min lille kuffert og i den anden min hånd,
og da vi trådte ind ad lågen og bevægede os over imod den store
brune bygning, blev jeg meget beklemt og nægtede at flytte mine
ben . Min far måtte bruge alle sine overtalelsesevner for at få mig
til at gå videre . Vi blev modtaget af forstanderinden og derefter vist
rundt på børnehjemmet for til sidst at ende på den sovestue, hvor jeg
skulle bo den næste måned . Sovestuen bestod af tre køjesenge, og
jeg blev tildelt en underkøje . Min far havde orienteret børnehjemmet
om, at det var meget vigtigt, at jeg blev vækket kl .3 .00 om natten og
fulgt på toilettet, da jeg ellers ville gøre sengen våd . Blev vækningen
overholdt, var der ingen problemer med nattevæderi .
Det var virkelig noget af en omvæltning at komme fra et varmt, trygt
og omsorgsfuldt hjem til det kolde og upersonlige ”hjem”, der var
ledet af nonner iklædt lange sorte kjoler og sort/hvid hovedbeklædning
. Jeg husker måltiderne ved det lange bord, hvor vi børn skulle
være helt stille og dårligt turde kigge på hinanden . Formastede vi
os til at grine, mærkede vi straks et fast greb i nakken af en hård
hånd . Disciplin var nøgleordet og ro, renlighed og regelmæssighed
var meget vigtigt . Natten til søndag efter min ankomst, blev jeg ikke
vækket og vågnede derfor ved 5- tiden, fordi jeg havde gjort sengen
våd . Jeg blev helt panikslagen og skyndte mig at hive det våde sengetøj
af og gemte det i et skab . Jeg fandt noget rent sengetøj, som jeg
nødtørftigt fik lagt på, og jeg ventede så bare på, at klokken skulle
blive 6 .30 og de skæld ud, jeg vidste ville komme .
Ved morgenbordet kunne jeg ikke få en bid ned, for hvornår kom
de skæld ud? Ikke én af nonnerne sagde noget, og da vi nåede middag
var jeg ( naivt ) helt overbevist om, at ingen havde opdaget, at min
seng var våd . Om eftermiddagen (søndag) stod vi alle ude i gården
59

på en lang række, spændte og forventningsfulde, for søndag var det
tradition, at der blev uddelt et æble, pære eller appelsin . Vi stod der
og skulle holde ud i vores små forklæder, så en nonne kunne lade
et stykke frugt falde ned i forklædet, og så var det med at finde et
rigtig godt sted, hvor frugten kunne nydes . Da turen kom til mig, gik
nonnen forbi, kiggede end ikke på mig, men lod et æble falde ned i
min sidemands forklæde . Jeg troede, det var en fejl og ventede på,
hun skulle komme tilbage . Hun kom tilbage – for at fortælle mig,
at da jeg havde gjort sengen våd om natten, kunne jeg selvfølgelig
ikke tilkomme noget frugt .
Der stod jeg, dybt ulykkelig og grædende . Jeg styrtede ind på min
sovestue og gemte mig i et hjørne, og der fandt de mig, da vi skulle
spise til aften . Jeg ville meget hellere have haft en lussing, for det
andet gjorde så forfærdelig ondt i sjælen . Den måned, jeg opholdt
mig på børnehjemmet, blev den længste måned i mit liv .
Den episode kom til at fylde alt for meget, så meget at jeg ikke
husker de søde og venlige nonner (de må da have været der) . Først
mange år senere fortalte jeg mine forældre om episoden (tror at jeg
ubevist har villet skåne dem) og de reagerede da også prompte ved
at sige: ”Havde vi vist det, var du blevet hentet hjem lige med det
samme”.
60