Digt af Dan Turéll

- mit uheld 

Martin er 21 år, da han 

kører galt. Han bliver 

lam fra navlen og ned. 

Han skal have hjælp 

til at tisse, han prøver 

at bo på plejehjem og 

han er bundet til en kørestol. 

Alligevel er han 

optimistisk og bevarer 

troen på et godt liv. 

Op til mit uheld boede jeg på lufthavnen i 

Roskilde, hvor jeg læste til pilot. Jeg var 21 

år og havde lige mødt en sød pige tre uger 

forinden, så jeg var nyforelsket og havde 

slet ikke lyst til at tage til Jylland. Men det 

skulle jeg. Min søster havde fødselsdag, så 

jeg måtte derover i weekenden. Om lørdagen 

havde jeg været nordpå og var på vej 

hjem på motorvejen fra Aalborg. Der havde 

været snestorm i løbet af ugen, men 

vejen så fin ud. Da min far ringer og siger, 

at jeg skal passe på, fordi der er glat, svarer 

jeg: ”Termometeret viser fire grader far, her 

er ikke glat”. 20 minutter efter kører jeg 

galt. 

Kidnapning 

Jeg husker ikke selv samtalen med min far. 

De sidste 30 minutter op til ulykken er væk, 

og det næste jeg husker, er da jeg vågner 

op på sygehuset en uge senere. Jeg drømmer, 

at jeg er blevet kidnappet. Sygeplejersken 

siger til mig, at jeg er på sygehuset, 

fordi jeg er kørt galt. Hun spørger, om jeg 

kan huske, min far har været der, 

Jeg forsøger straks at forklare hende, at det 

ikke er min far, men en af kidnapperne, der 

er kommet efter mig. Det er bare svært 

ikke at kunne tale, fordi man ligger med 

respiratorslanger ned i halsen. De giver 

NR. 2 . 2006 2. ÅRGANG 

LÆS OGSÅ: MORGENBUSSEN - SIDE 8 • JULEGAVERÆS - BAGSIDEN • HORN OF PLENTY - SIDE 11 

mig i stedet et stykke papir og en grøn 

tusch. Jeg har stadig papiret og det eneste 

man kan læse er Mor, Far & McDonald´s. 

Læs mere på side 7 

DAN TURÉLL 

UDDANNELSE 

OPLEV VERDEN 

VIRKELIGE VERDEN

2 • NR. 2 2006 

Redaktion: 

Ansvarshavende: 

Pia Glud Munksgaard 

Linda Kristiansen, forebyggelseskonsulent, 

Vestsjællands Amts Misbrugscenter. 

Redaktionschef: 

Flemming Licht 

SKRIBENTER: 

 

Sats og lay-out: 

www.burchardt.as 

Annoncer: 

Burchardt Reklamebureau, 

Møllevangen 12, 

4220 Korsør, 58 37 05 50 

Administration: 

Linda Kristiansen, forebyggelseskonsulent 

Vestsjællands Amts Misbrugscenter 

Michelle 

Christensen 

SLAGELSE 

Mette 

Serup 

ROSKILDE 

Lærke 

Andersen 

ST. MERLØSE 

Nicoline 

Lehrskov 

FREDERIKSBERG 

Jon 

Jessen 

SLAGELSE 

Christian 

French 

Heidi 

Jensen 

SLAGELSE 

Martin 

Støvring 

ÅRHUS 

Udgiver: 

Forebyggelsesafdelingen, Vestsjællands Amts 

Misbrugscenter, Ingemannsvej 22, 4200 Slagelse. 

Tryk: Sjællandske Avistryk. 

Trykoplag: 30.000 

Tim 

Lund 

KØBENHAVN 

Vibeke Lund 

Skovshoved 

MEDIEGRAFIKER 

Burchardt, Korsør 

Distribution: 

Up2you udsendes gratis til alle unge under uddannelse i Vestsjællands 

Amt via gymnasier, erhvervsskoler og andre ungdomsuddannelsesinstitutioner. 

Indlæg i denne avis udtrykker kun ophavsmændenes egne meninger og kan ikke 

tillægges Vestsjællands Amts Misbrugscenter. Spalterne er åbne for alle unge, der 

går på en ungdomsuddannelse, og som har noget på hjerte. Indlæg, der beskriver 

unges problemer, valgsituationer, glæder og sorger optages i det omfang, der er 

plads. Avisen har ikke noget bestemt politisk ståsted og har kun den holdning, at 

rusmidler bør omgås med omtanke. 

Ungdomsliv – hvad nu? 

Hvad betyder det at være ung i forhold til voksne, 

kærester, selvtillid, venner, drømme, medier, familie 

og rus? 

Eleverne på 10. klassecentret i Slagelse er blevet inviteret på konference og 

jeg er taget med. Vi er mange voksne, der til daglig beskæftiger os med 

unge og deres livsstil. Vi skal være gode eksempler. Vi skal være dem, der 

ved bedst. Vi skal være fornuftige rådgivere – men kan vi det? Ved vi i virkeligheden, 

hvad der rører sig hos de unge? ’Ja’, siger mange, ’vi har jo selv 

været der’. Men ting ændrer sig. Ungdommen ændrer sig, og familiemønstre, 

holdninger og forbrug ændrer sig. Derfor har to mænd, der hver dag 

beskæftiger sig med unge, besluttet sig for at fi nde ud af, hvad det vil sige 

at være ung. 

På konferencen skal 160 eksperter (eleverne) diskutere forskellige elementer 

i deres liv, fremlægge dem for de andre og debattere dem. Emnerne 

spænder bredt – alt fra medier til rus. 

Måske skal jeg starte med mine egne fordomme, inden jeg præsenterer 

resultaterne. Til daglig møder vi mange unge mennesker, men kun dem 

som har et eller andet problem. Derfor er vi nok lidt ´miljøskadede´ og anser 

unge som nogle, der er lettere forstyrrede. Vi ser ikke fl ertallet, der fungerer 

og ikke har større problemer, end de selv kan klare. Dem møder vi til 

gengæld på konferencen, hvor vi har en genial mulighed for at få fordomme 

fejet af vejen (eller bekræftet). 

Hvad siger de unge så? De siger, at voksne er vigtige og at regler er vigtige. 

De siger, at de er forkælede og at uddannelse er vejen frem. De siger alt det , 

vi virkelig gerne vil høre. Som debatten udvikler sig, fi nder vi ud af, at regler 

ikke er vigtige for at vide, ”hertil og ikke længere”. For de har ingen problemer 

med at bryde reglerne. Nej, reglerne er vigtige, fordi de giver et signal 

om, at vi voksne er tilstede. Vi er der til at hive dem op, hvis de er faldet i. Vi 

bekymrer os om dem. 

Som forfatter af en klumme har jeg opdaget, 

at man har en ubehagelig forpligtelse til hele 

tiden at være morsom. Læsere af klummer har 

som regel en forventning om, at det, de skal til 

at læse, er ufattelig morsomt. 

Af Christian French 

Jamen kære læsere, sådan er det bare ikke altid. I denne klumme vil jeg beskæftige 

mig med ting, som er kedelige. Rigtig kedelige. Tag nu for eksempel 

bladselleri. Uinspirerende, intetsigende og med en smag, som kunne få en 

elefant til at brække sig. Man kan selvfølgelig skære den i små stykker, koge -, 

stege -, fl ambere - og lægge den i lage. Men den vil stadig have den der smag 

af BVDR! Mit råd: Forbyd denne Apium graveolens og lad den blive i middelhavsområdet. 

Latinsk vrøvl 

Middelhavsområdet leder mig videre til en anden, ufattelig kedelig ting; Latin. 

Jeg blev (da jeg startede i 1.g.) velsignet med dette fag. Vores lærer var en lille, 

skæv mand med pukkel på ryggen – en komplet opfyldelse af alle fordomme, 

jeg måtte have haft om lærere inden for pågældende fag. Samtidig med at 

han underviste i latin, var han også en spøjs og underholdende type. 

Respekt og tryghed er også ord, der bliver nævnt fl ere gange. Hvordan får 

man alt det til at hænge sammen? Det kommer de unge selv med svaret 

på. Hvis de viser respekt for forældrene og anerkender, at vi voksne laver 

regler og grænser for de unges skyld, bliver det også nemmere at få lov til 

at påvirke disse regler og deltage i udviklingen af dem. Hvis de unge viser 

at de er modne nok til at forstå behovet for, at de voksne blander sig, så kan 

den voksne også se, at den unge er moden nok til at være medansvarlig for 

reglerne. Derved får reglerne nyt indhold, for den unge har selv været med 

til at lave rammerne. 

Konklusionen er, at de unge er fornuftige, ansvarlige og modne. I hvert fald 

nogle af dem. At vi voksne ikke skal være så nervøse, men tro på at de unge 

kommer, når der er behov. Så det er enormt vigtigt, at vi er der. Ikke bare 

med den løftede pegefi ngrer og ”hvad sagde jeg”, men at vi lytter og respekterer, 

at vi ikke ved 100%, hvad der sker i deres liv – selvom vi nok nogen 

gange gerne ville vide det. 

Linda 

Som da han noterede noget vigtig grammatik på tavlen og fyrede sin næve 

ind i samme med ordene: ”Dét, karle og piger, skal I huske!”. Min interesse for 

faget illustreres vist rimelig godt, da jeg ikke aner, hvad det var, han skrev på 

tavlen. Det var også denne lærde mand, der en dag siger til os, at ”alle de mennesker, 

som havde latin som modersmål, er døde”. Bingo, smarte! Netop derfor 

skal du holde op med at undervise i det – Omgående! (Det har regeringen 

så også sørget for med den nye gymnasiereform. 1-0 til de undertrykte gymnasieelever). 

Siden hen fi k vi en anden latinlærer, som også underviste os i 

tysk. Hun sagde at; for at forstå tysk grammatik, skulle vi kunne latinsk grammatik. 

Aha! Det vil så sige, at når jeg ikke kunne et hak latinsk grammatik ved 

udgangen af 1.g., var det en fejl, at jeg fi k topkarakter i tysk i 2.g? 

River Cola 

Noget ganske andet og endnu mere kedeligt er lavprisforretninger. Tag nu for 

eksempel Aldi. Man skulle tro, at butikskæden var et levn fra Sovjetunionen. 

Det er den ikke. Men derimod et førsteklasses kapitalistisk projekt. Der forefi ndes 

godt nok de typiske supermarkedsfaciliteter, såsom kølediske og den 

slags. Men de røde klinker på gulvet henleder ikke tankerne på et supermarked 

– nok nærmere entréen i et typehus fra 1980’erne. Når man kommer til 

kassen, får man øje på kassedamen; Kedelig i udseendet, kedelig i tøjet og 

kedeligt stemmeleje. Derefter kan man forlade Aldi og drikke sin halve liter 

River Cola, som smager - ja, kære læser, du ved besked. Vi boykottede Frankrig, 

fordi de sprang atombomber i Stillehavet. Kan vi ikke også boykotte Aldi 

– de har da for længst sprængt kedsomhedsskalaen?

3.g – og hvad så? 

Snart er målet nået. Studentereksamen kommer i hus efter tre års knoklen. Mulighederne 

for os nyudklækkede studenter er talrige og verden ligger for vores fødder. Vi kan 

vælge og vrage, næsten som vi vil. Men hvordan skal vi egentlig gribe al den frihed an? 

Af: Lærke Andersen 

Som 3.g’er er det ikke 

kun studenterhuen der 

rykker tættere på, som 

dagene går. Beslutningen 

om, hvad man vil 

bagefter, skal træffes. 

Det kan virke skræmmende. 

Hvad skal 

man dog blive? Læge, 

journalist, lærer eller 

noget helt fjerde. Mulighederne 

er mange, 

ja næsten for mange. 

Tanken om friheden 

efter 3.g kan virke helt 

uoverskuelig. 

Frihedens frustrationer 

Forleden sad jeg og kiggede i 

’Fremtidshæftet’. Hæftets formål er 

at hjælpe unge med at vælge uddannelse 

og job. Mit håb var, at 

det ville hjælpe mig til at blive 

mere afklaret omkring min fremtid. 

Som så mange andre gange var 

jeg blevet grebet af rædsel over 

ikke at vide, hvad jeg egentlig vil. 

Jeg slog straks op under ’Min 

Fremtid’ , overbevist om at det ville 

hjælpe. Men nej. Der står, at jeg bør 

kunne se mit job eller uddannelse 

fem eller fl ere år frem i tiden. Oven 

i hatten får jeg at vide, at konkurrencen 

er stor og at jeg skal gøre 

alt for at sikre, at jeg kan få et job 

senere hen. Her begynder frustrationen 

virkelig at vokse – for ærlig 

talt, så ved jeg ikke, hvilken uddannelse 

eller job jeg er interesseret i 

– og slet ikke om fem år! Det er ikke 

fordi, jeg ikke er målrettet, og jeg er 

sikker på, at jeg skal have en uddannelse, 

men hvilken? Skal næste 

stop være universitetet, en elevplads 

eller noget helt tredje? Jeg vil 

gerne have en uddannelse, hvor 

jeg glæder mig til hver dag, er tilfreds 

og får en rimelig løn. Men det 

er åbenbart ikke noget, man lige 

får. Det skal planlægges og så afhænger 

det af en hel del af dine 

resultater fra gymnasiet. 

Studievalg Sjælland som 

redning? 

Jeg lader mig dog ikke slå ud så 

hurtigt. I stedet ser jeg frem til, at 

Studievalg Sjælland kommer på 

gymnasiet. De ved helt sikkert, 

hvordan jeg skal tackle min usikkerhed. 

Vejlederen fra Studievalg 

Sjælland kommer også med en 

masse gode råd til klassen. Vi kan 

regne med en masse konkurrence 

på markedet. Gennemsnit og Afag 

vil betyde rigtig meget, og 

kvote 2 bliver kraftigt reduceret. 

Det er nogle af de guldkorn, der 

bliver leveret. Jeg kan forstå, at det 

betyder rigtig meget for regeringen 

at få os hurtigt igennem ud- 

dannelsessystemet. Det virker 

skræmmende pludselig at skulle 

tage stilling til alle de ting velvidende 

om, at det vil få konsekvenser 

for resten af mit liv. Den tryghed, 

gymnasiet har givet, vil være et 

overstået kapitel. 

Et stensikkert valg! 

For mig er ét dog sikkert. Jeg vil 

tage et sabbatår. Jeg skal opleve 

verden – dét er det eneste, jeg er 

afklaret omkring. Verden kan opleves 

på mange måder – fra kassen i 

Netto, bag kameraet i Afrika eller 

på interrail i Europa. Mit mål med 

at tage et ekstra år skal være at opleve 

nogle andre kulturer end den 

danske. Det vil samtidig være rigtig 

spændende og udfordrende, 

hvis jeg kommer til at lære nogle 

nye mennesker at kende. 

Oplevelserne og erfaringerne håber 

jeg vil bringe mig tættere på, 

hvilken uddannelse jeg vil trives 

med. En del af året skal også bruges 

på at arbejde og tjene penge. 

Lidt erfaring om arbejdsmarkedet 

skader ikke, og turen skal jo fi nansieres. 

Jeg hælder mest til en rejse i 

forbindelse med et højskoleophold. 

Her vil jeg både opleve en 

anden kultur samtidig med, at jeg 

lærer en masse nye mennesker at 

kende. Bare tanken giver mig sus i 

maven. Men man kunne jo også 

tage på interrail – hvis altså man 

fandt den rigtige rejsemakker. 

Ny tid i vente 

Mulighederne er talrige, og jeg er 

sikker på, at man efter sådan et år 

vil være kommet bare en lille smule 

nærmere, hvad man vil fortsætte 

med. Penge til turen skal komme 

fra det job, jeg tager den resterende 

del af sabbatåret. Efter at have 

siddet på skolebænken siden jeg 

var seks, bliver det helt sikkert anderledes. 

Hver dag på gymnasiet 

har stået på lektielæsning, men 

også det fantastiske i at se sine 

venner hver dag. Begge dele vil 

blive ændret. Nu vil jeg mødes 

med mine venner på en anden 

måde og sikkert også få en masse 

nye. Det jeg især ser frem til at opleve, 

er en hverdag uden lektier. 

Det er faktisk dumt at sidde og 

være bekymret, selvom det hele 

virker noget frustrerende. Jeg giver 

mig selv lov til at nyde, at jeg trods 

alt er nået så langt. Huen venter 

lige om hjørnet, og med den følger 

der en masse muligheder. Imens 

kan regeringens ’Fremtidshæftet’ 

og mine bedrevidende bekendte 

være glade over, at de ved, hvad de 

vil. Jeg har nemlig lavet min egen 

reviderede udgave af ’Fremtidshæftet’. 

Her er næste mål at få sat 

styr på det hele. Jeg starter med at 

få en tid hos min egen studievejleder. 

Her vil jeg høre lidt om hvilke 

muligheder der reelt er, og hvordan 

jeg egentlig griber det an. 

NR. 2 2006 • 3 

UDDANNELSE

4 • NR. 2 2006 

UDDANNELSE 

Jeg vil leve på de skrå brædder 

”Det er en følelse, som ikke er til at beskrive. Den følelse man har, når man bare ved, at det her er det rigtige”, fortæller skuespillerelev 

Julie Agnete om sin passion. At stå på de skrå brædder. 

Af : Nicoline Lehrskov 

Statens Teaterskole er 

en af de hårdeste uddannelser 

i Danmark. 

Her skal både kendskab 

til branchen, teaterhistorien, 

teknikken, psyken 

og fysikken være i 

top, før man efter fire 

år kan kalde sig udlært 

skuespiller. Julie Agnete 

var en af de 8 heldige, 

der kom ind på skolen 

for to år siden. Dengang 

var hun kun 19 år, 

men hun vidste, hvad 

hun ville. 

Vejen til stjernerne 

Hun brugte sit talent og spillede 

sig ind igennem nåleøjet: ”Når jeg 

ser tilbage, er jeg overrasket over, 

at jeg var så afslappet og realistisk. 

Måske fordi jeg overhovedet ikke 

anede, hvad jeg gik ind til. Jeg havde 

bare en drivkraft i mig, som jeg 

ikke kan forklare”, siger hun om 

den dag, hun var til optagelsesprøve 

på Statens Teaterskole. Dengang 

var hun alligevel overbevist 

om, at hun ikke ville komme ind i 

første forsøg. ”Jeg vidste, at jeg var 

meget ung og ufattelig grøn endnu. 

Og da jeg vidste, at jeg havde 

mange år endnu til at søge i, blev 

forløbet ikke nær så anspændt for 

mig. Selvfølgelig var der nerver og 

sommerfugle i maven, og for hver 

gang jeg gik videre til næste led i 

optagelsesforløbet, blev forhåbningerne 

større. Noget tid efter at 

prøverne sluttede, fik jeg et brev...”. 

Julie Agnete havde forberedt sig så 

meget på ikke at komme ind, at 

hun i første omgang læste brevet 

som et afslag. ”Men efter hundredvis 

af gennemlæsninger indså jeg, 

at jeg var blevet optaget. Det var 

meget surrealistisk. Jeg har siden 

fået fortalt af min familie, at jeg var 

i chok de første par dage, da jeg 

stort set var tavs...hvilket jeg aldrig 

er!” griner Julie. I dag er hun igennem 

halvdelen af den uddannelsen, 

der i sidste ende skal give 

hende det liv, hun ønsker – som 

anerkendt skuespiller på de store 

scener. 

Der skal være en nedtur 

før en optur 

Statens Teaterskole er hård, og 

selvom Julie lyser af livsglæde denne 

solskinsdag, har det langt fra 

været nemt at opnå drømmen. Der 

kan nemlig både være opture og 

nedture på teaterskolen. De fleste 

gennemgår kriser undervejs. Det 

er næsten uundgåelige som skuespillerelev, 

da hvert individs mentale 

og fysiske styrke bliver evalueret 

igen og igen, indtil alle eleverne 

er formet til at være klar til den 

hårde skuespillerverden: ”Det første 

år var meget hårdt for mig, mest 

fordi jeg gennemgik en stor men- 

tal forandring. Selvfølgelig er det 

krævende at starte et nyt sted med 

mange nye mennesker, men det 

var i højere grad svært for mig at 

lære mig selv at kende. Det krævede 

mange nedture. Jeg havde i 

kraft af min unge alder naturligvis 

ikke meget med i rygsækken, og 

det gjorde det nemt for mig på det 

tidspunkt at få et sammenbrud. 

Jeg brugte det meste af året på at 

lære mig selv at kende, udfordre 

mine grænser og lægge gamle og 

dårlige vaner fra mig. Fagligt handler 

første år i høj grad om det basale 

kendskab til skuespillerfaget. 

Man arbejder med at blive bevidst 

om sig selv, både fagligt og personligt”. 

Da Julie kom tilbage efter 

sommerferien sidste år, fandt hun 

da også hurtigt ud af, at det første 

udfordrende år havde båret frugt. 

”Mit andet år var præget af mit nye 

overskud. Jeg oplevede en ro og 

en selvsikkerhed. Det gjorde, at jeg 

rent fagligt kunne udvikle mig hurtigt 

og effektivt. Da det nye hold af 

1.-årselever startede, var det rart at 

opleve, at jeg rent faktisk kendte 

miljøet, kendte lærerne og kendte 

hverdagen. Selvfølgelig var der de 

små og store kampe, som alle har 

på denne uddannelse, men jeg 

havde ligesom fået en masse redskaber 

til bedre at kunne håndtere 

de hindringer, som måtte opstå”, 

siger hun. 

Julies møde med Det 

Kongelige Teater 

Julie Agnete har netop afsluttet sit 

andet år på Statens Teaterskole og 

fik lige før sommerferien praktikplads 

på Det Kongelige Teater, hvor 

hun startede i oktober. Her skal 

hun vise, hvad hun kan. Både det 

medfødte skuespillertalent og den 

skuespillerkunst, som skolen intensivt 

har lært hende de sidste to år, 

skal nu bevises i stykket ’Faust’ af 

Goethe. ”Det er jo en rigtig klassiker, 

så det bliver meget spændende. 

Jeg glæder mig utrolig meget 

til selve forløbet. Jeg har længe higet 

efter at komme ud og opleve 

den ægte vare og anvende alle de 

redskaber, jeg har erhvervet mig 

på skolen de seneste to år, forhåbentlig. 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, 

at jeg ikke har nerver på. Men 

det er heldigvis de gode af dem,” 

smiler Julie Agnete. 

Et ægte skuespillerbarn 

Julie Agnete har altid elsket skuespil, 

og allerede som helt lille elskede 

hun at lave opvisninger for 

familien. ”Mine forældre har fortalt 

mig, at jeg allerede som helt lille 

gik rundt og fortalte, at jeg ville 

være skuespiller”, fortæller Julie 

Agnete, som også husker de mange 

hjemmelavede film, som hun 

lavede sammen med sin storebror 

og kusine. ”Vi havde det rigtig sjovt 

og improviserede meget, selvom 

vi havde aftalt, hvad der skulle ske. 

Filmene bliver stadig taget frem 

som underholdning engang imellem, 

når der er familiekomsammen”, 

smiler Julie Agnete. Hun fortæller, 

at der er stor forskel fra 

barndomsårenes impulsive teater- 

teknik og den hårde – og nogle 

gange ubarmhjertige – teaterverden, 

hun i dag lever i. 

Skuespil er som farve på 

en palet 

Det er ikke bare det rene sjov og 

spas, men hårdt arbejde, der ligger 

bag fagets så ellers glamourøse facade. 

”Først og fremmest ser jeg 

skuespillerfaget som et håndværk. 

Jeg mener ikke, det er nok, at man 

har et talent. Teknikken er for mig 

mindst lige så vigtig. For at mestre 

skuespillerfaget er det nødvendigt 

at være alsidig og bevidst om, hvad 

man kan og ikke kan og så udvikle 

det. Det er i princippet ganske enkelt. 

Ligesom for alle andre fag 

gælder det om at få så mange farver 

på paletten som muligt,” forklarer 

Julie Agnete. Hun fik en smagsprøve 

på en ’ægte’ forestilling, da 

hun før sommerferien spillede den 

gæve, men også farverige Magdelone 

i stykket ’Henrik og Pernille’ af 

Holberg. I slutningen af andet år 

skal skuespillereleverne spille en 

gæsteforestilling på Grønnegårdsteatret 

i København. ”Det er et stort 

privilegium, mener jeg, at vi får mulighed 

for at spille for et rigtigt 

publikum, hver dag i en længere 

periode i så smukke omgivelser. 

Det var og bliver en rigtig god oplevelse. 

Udover at vi var heldige 

med vejret, havde vi en meget 

dygtig instruktør, som i samarbejde 

med holdet formåede at skabe 

et fælles sprog. Der var mange elementer, 

som gjorde helheden rigtig 

god. Det var som et lille kick 

hver dag, når jeg havde været på. 

Man kan aldrig vide, hvordan publikum 

vil reagere, og derfor var det 

vigtigt for mig at stå ved mit materiale 

og tro på, at det holdt. Det var 

også fantastisk at få lov til at opleve 

min figur udvikle sig – selvfølgelig 

inden for rammen”, fortæller Julie 

Agnete. 

Drømmen om et hårdt liv 

Der har været opture og nedture 

for Julie Agnete, men begge dele 

har kun gjort hendes tro på, at den 

fremtid hun vælger, er den rigtige. 

Hun er ikke sikker på, hvilke roller 

man vil se hende i i fremtiden. ”Det 

er meget svært at sige, jeg vil jo ønske, 

at jeg får lov til at prøve så meget 

forskelligt som muligt. Åh nej, 

hvor er det svært... det vil tage mig 

timer at svare på... og så vil jeg sikkert 

skifte mening. Men jeg må da 

indrømme, at teatret altid har draget 

mig. At opleve kunsten blive 

skabt lige nu og her”, siger Julie. 

Hun ved godt, at skuespillerne er 

mange og rollerne få. ”Det er jo en 

svær branche med arbejdsløshed 

og ikke særlig høj løn, men jeg kan 

ikke gøre andet end at arbejde 

sindssygt hårdt og tro på, at det 

kan lade sig gøre. Jeg glæder mig i 

hvert fald til at komme ud i den 

store uudforskede verden...” afslutter 

Julie, inden hun skynder sig videre 

til prøve på Det Kongelige Teater.

Af: Lærke Andersen 

Bogen rummer mere end 1000 uddannelser, 

men den er overskuelig 

opbygget. Du får svar på, hvilke uddannelser 

der findes, hvilke optagelseskrav 

de enkelte uddannelser har 

og hvor lang tid, de tager. En bog, 

der inspirerer, og som du nemt kan 

guide sig igennem. 

Studievejledning 

Der er placeret syv Studievalg-Centre 

i Danmark. Deres vejledere tilbyder 

individuel vejledning på 

gymnasierne. Det er også muligt at 

kontakte vejlederne på mobil og 

mail. Studievalg-Centrene arrangerer 

samtidig studie- og erhvervstræf 

og Uddannelseskaravanen. Hjælpen 

er ikke kun møntet på uddannelse, 

men også hvis du vil planlægge 

sabbat. På www.studievalg. 

dk kan du læse mere om mulighederne 

og de forskellige arrangementer. 

NR. 2 2006 • 5 

UDDANNELSE 

Hvis du ikke lige helt ved, hvad du vil efter gymnasiet, skal 

du ikke fortvivle. Du kan få inspiration flere steder fra. 

Up2you foreslår, at du kigger nærmere på: Hvad kan jeg 

blive 2006 

Uddannelsesguiden 

www.ug.dk er en guide til mere 

end 2000 uddannelser og jobs i 

Danmark. Siden er som skabt både 

til dem, som ved hvad de vil, dem 

som ikke gør, og dem som tror de 

gør. Du finder præcis de uddannelser, 

der kan matche dig ud fra dine 

interesser og baggrund. Hvis du allerede 

ved, at du vil tage et sabbatår, 

kan du få inspiration her: 

Højskoleophold 

På www.hoejskolerne.dk kan du 

finde links til højskolerne i Danmark. 

Du kan også finde oplysninger 

om ophold i udlandet. Alt vedrørende 

højskoler er samlet på én 

side, og det er ret genialt samtidig 

med, at det er sjovt og spændende. 

Interrail. 

Vil du opleve verden, kan du tage 

på interrail. På www.interrail.dk kan 

du selv planlægge din rejse, se priser 

og få svar på spørgsmål.

6 • NR. 2 2006 

UDDANNELSE 

På jagt efter passionen 

Jeg tænker tit: Hvad er min passion? Hvad er det, JEG drømmer om at lave? Hvad er det som jeg skal vågne op til hver morgen 

og GLÆDE mig til? Det jeg skal arbejde med hele dagen, og som, jeg føler, giver mig energi og overskud? Hvad er det, jeg virkelig 

brænder for? Hvad er det, jeg vil lave de næste mange år af mit liv? 

Af: Heidi Jensen 

Julen og de mørke tider nærmer 

sig. Det minder mig om, at nu skal 

jeg virkelig til at tage mig sammen. 

Der er et halvt år til, at jeg bliver student. 

Et halvt år til at alle forventer 

et selvsikkert og ambitiøst svar på 

det skræmmende spørgsmål: 

”Hvad skal du lave efter sommerferien?”. 

Men jeg ved det ikke. Jeg er 

18 år gammel, jeg er lige blevet 

’voksen’, og jeg har brugt stort set 

hele mit liv på at gå i skole. Der har 

hele mit liv været retningslinier for, 

hvad jeg skulle. Andre har planlagt 

det meste for én, og det er sjældent, 

at man har skulle træffe selv- 

stændige beslutninger. 

De gange det har været på tale, har 

der været forholdsvist få valgmuligheder 

– som f.eks. valget mellem 

10. klasse eller en ungdomsuddannelse, 

da man havde færdiggjort 

folkeskolen. Jeg tog 10. klasse, derefter 

skulle jeg videre på en ungdomsuddannelse, 

og her valgte 

jeg gymnasiet. Nu er jeg snart færdig 

med gymnasiet, og så er der 

ikke fl ere studievejledere, der har 

lagt retningslinier for mig mere. De 

siger alle, at jeg skal have en uddannelse, 

men hvordan skal jeg i 

en alder af 18 år vide, hvad jeg vil 

de næste mange år af mit liv? 

København vs. Aalborg 

Flere spørgsmål vælter ind. Hvor 

skal man studere? Aalborg, Odense, 

København eller et helt andet 

sted? Jeg vil i hvert fald gerne til en 

storby. Men er det ikke snart ved at 

være en kliche at rejse til København 

for at studere? Jeg har tænkt 

over Aalborg! Så spørger folk, hvad 

det er, der trækker en sjællænder til 

Jydeland? Jeg kan nævne fl ere 

ting: Jomfru Ane Gade, det at jyderne 

er et meget venligt og imødekommende 

folkefærd og udfordringen 

i at bo så langt fra det, som 

man er vant til. Men måske er det 

også for langt væk? Det er jo en 

stor omvæltning at fl ytte så langt 

væk, er jeg klar til det? 

Nyd det så længe det varer 

Lige nu nyder jeg bare den sidste 

tid, jeg har på gymnasiet. Nyder 

den sidste tid jeg kan tilbringe 

sammen med min klasse. Nyder 

den stemning, der fylder gymnasiet 

– de mange forskellige mennesker. 

Jeg ser frem til at blive student. 

Det man har kæmpet for siden første 

skoledag i 0. klasse. Jeg kan huske, 

hvordan stemningen var sidste 

år, da afgangseleverne begyndte 

at få huer på, og skolen blev fyldt af 

smil, glæde og glade familier, der 

fejrede de nyudklækkede studenter. 

Man sad med en klump i halsen, 

nød de glade øjeblikke og 

tænkte, ”næste år er det mig, der 

står der med hue og en stolt familie 

omkring mig”. Nu er denne følelse 

erstattet af nervøsitet og lidt sorg. 

Jeg glæder mig selvfølgelig til at 

blive færdig, men det betyder også, 

“ Hvordan skal 

jeg i en alder 

af 18 år vide, 

hvad jeg vil 

de næste mange 

år af mit liv? “ 

at jeg skal skilles fra min klasse. Jeg 

skal væk fra det gymnasium, jeg 

har brugt de sidste mange år på. 

Jeg skal sige farvel til de lærere, 

som jeg er kommet til at bryde mig 

rigtig godt om. Får jeg nogensinde 

sådan en god klasse med så dygtige 

lærere igen? Man kan kun gisne 

om, hvad fremtiden vil bringe. Jeg 

vil bare nyde den sidste tid og så 

tage udfordringerne, når de kommer. 

Leve i nuet og få det bedste 

ud af livet. Det skal jo heller ikke gå 

op i skole det hele.

Fortsat fra forsiden 

Læs resten af Martins skæbnesvangre historie. 

Selvom man er bundet til en kørestol, 

kan man stadig være morsom og 

fuld af livsmod. Vibeke Lund har givet sin 

ven frit spil og det er blevet til en gribende 

beretning. 

Af: Martin Støvring 

Fra navlen og ned 

Jeg bliver egentlig meget lettet, da 

det går op for mig, at jeg slet ikke er 

kidnappet. Da min far, to af mine 

venner fra pilotskolen og Heidi 

kommer ind til mig, bliver jeg bare 

så ubeskrivelig glad. Vennerne er 

taget helt fra Sjælland. Det skulle 

de da ikke have gjort, tænker jeg, 

og jeg havde slet ikke forventet at 

se Heidi. Jeg havde kun fortalt 

mine forældre kort om hende, dagen 

inden jeg kørte galt. Jeg kunne 

slet ikke forstå, hvordan hun havde 

fundet ud af det, og at hun overhovedet 

gad at se mig. Så dér ligger 

jeg og er meget glad, selvom jeg er 

lam fra navlen og ned. 

Hjælpeløs 

Jeg fi k at vide, at kroppen kan være 

i spinalchok op til otte uger efter 

ulykken. Det vil sige, at jeg faktisk 

pludselig ville kunne få førligheden 

tilbage. Det er svært at forklare, 

hvordan det er, men jeg kunne 

bare mærke, hvor ’dødt’ der var fra 

navlen og ned. Jeg troede ikke selv 

på, at det bare pludselig ville komme 

tilbage, men selvfølgelig håbede 

jeg da. Min skepsis var nok også 

lidt for at forberede mig på mit nye 

liv, og fordi jeg ikke rigtig turde 

håbe på, at det ville komme igen. 

Når man tænker sådan, har man 

intet at tabe, men alt at vinde. Jeg 

kunne ikke en pind selv i starten. 

Sygeplejerskerne kom og tissede 

for mig (med kateter), og hver 3. 

time kom to store fyre og vendte 

mig i sengen, for at jeg ikke skulle 

få liggesår. Jeg fi k så næsten altid 

selv lov at bestemme hvordan jeg 

ville ligge – på højre side, venstre 

side eller på ryggen... Jeg kan huske, 

at jeg bare glædede mig til at 

««« « 

komme ud fra sygehuset og køre 

rundt i en kørestol – at klare mig 

selv. 

Genoptræning 

Omkring en måned efter ulykken 

kom jeg til paraplegifunktionen i 

Viborg, som er et genoptræningscenter 

for rygmarvsskadede. Jeg 

havde slet ingen tegn på fremgang, 

så der var ikke noget at genoptræne, 

da jeg stadig var total 

lam under bruddet. Jeg var der for 

at lære at klare dagligdagen fra en 

kørestol. Jeg skulle lære at tage 

bad, tage tøj på og selvfølgelig at 

klare toiletbesøg selv. Ikke nok 

med at det skulle foregå med kateter 

nu, nej, det skulle også gøres på 

klokkeslæt, for jeg kunne ikke 

mærke, hvornår jeg skulle på toilettet. 

Det var jeg super god til at 

glemme i starten, men så fi k jeg jo 

bare lidt mere øvelse i at gå i bad 

og skifte tøj... Jeg var i Viborg i tre 

måneder. 

På plejehjem 

Da jeg var færdig i Viborg, blev jeg 

udskrevet til Roskilde, da det var 

dér, jeg havde bopæl på ulykketidspunktet. 

Roskilde Kommune 

havde ikke nået at fi nde en egnet 

bolig til mig, så jeg kom på plejehjem 

i Vor Frue, indtil de fandt en 

bolig. Jeg havde heldigvis erhvervet 

mig en handicapbil, som kunne 

køres med hænderne, så jeg var så 

lidt som muligt på plejehjemmet. 

Heidi havde fl yttet i lejlighed på 3. 

sal en uge efter, jeg kørte galt. Den 

mente hun bare, at jeg skulle se, så 

hun hev mig op på 3. et par gange. 

Det var nu meget dejligt at komme 

ud fra sygehuset. Efter en måned 

på plejehjemmet fi k jeg en bolig i 

Roskilde og nu skulle jeg prøve at 

klare mig selv. I starten tog det så 

lang tid bare at gøre mig klar om 

morgenen og handle ind, at der 

faktisk ikke rigtig var tid til andet. 

Der var selvfølgelig en masse ting, 

der skulle ordnes med kommunen, 

nu når jeg skulle til at have hjælp af 

samfundet, så når der var købt ind, 

og jeg havde snakket i telefon med 

kommunen, orkede jeg bare ikke 

mere samme dag. 

Ren rutine 

Det hele blev dog meget hurtigt 

rutine og hverdag for mig, så jeg 

prøvede et par forskellige uddannelser 

i Roskilde, dog ikke nogle 

som var noget for mig, da det kom 

til stykket. Der gik ikke ret lang tid, 

før jeg ikke rigtig tænkte på, at jeg 

sad i kørestol. Nogle gange kunne 

jeg endda tænke: ”Hvordan var det 

nu, jeg gjorde det før?”. Dermed 

ikke sagt at det er super fedt at 

sidde i kørestol, og selvfølgelig går 

det op og ned – kørestol eller ej. 

I byen på hjul 

Jeg har altid været den meget generte 

type. Når jeg tog i byen, ville 

jeg helst gå rundt på diskotekerne 

uden at blive lagt mærke til, og sådan 

har jeg det stadig. Er jeg ude i 

byen om dagen, kan folk da godt 

kigge lidt, men det har jeg vænnet 

mig til, så det går mig slet ikke på 

mere. Det er værre, når jeg skal i 

byen om aftenen nu. For det første 

er det svært at tage på diskotek, 

uden at folk kigger. Jeg ved godt, at 

det ikke er for at være negative, at 

de gør det, men jeg bryder mig 

bare ikke om det. For det andet er 

det svært at fi nde et sted, hvor der 

ikke er trapper, så jeg kan komme 

rundt. Og hvis der endelig er et 

sted uden trapper, er det sjældent, 

at der er et handicap-wc. Og vi ved 

jo alle, at jo mere man hælder ned, 

jo oftere skal man på wc... Hvis der 

endelig er et sted uden trapper og 

NR. 2 2006 • 7 

VIRKELIGE VERDEN 

med handicap-wc, er det alligevel 

svært at komme rundt, når der er 

proppet med mennesker. Det er 

ikke altid let at lave en 65 cm. bred 

gang mellem fulde mennesker, når 

man skal rundt, og jeg er da vist 

også kommet til at køre nogle over 

tæerne. Ikke fordi folk bliver sure 

over det, det er bare ikke så sjovt. 

Tit siger de faktisk selv undskyld, 

fordi jeg kørte dem over tæerne. 

Jeg tror, det kan tælles på to hænder, 

hvor mange gange jeg har været 

i byen de sidste fem år. Da jeg 

endelig fi k taget mod til mig og 

kom i byen sidste gang, var det 

bare sådan en succesoplevelse. Jeg 

synes, det var mega sjovt, selvom 

det næsten var umulig at komme 

fra vores bord til baren eller wc’et. 

Folk er nu altid så fl inke i byen. 

Rygmarvsoperation 

Jeg er siden Roskilde fl yttet til Århus. 

Jeg er jo oprindeligt jyde og 

har hele min familie og næsten alle 

mine venner i Jylland. I juli 2006 var 

jeg i Portugal for at blive opereret i 

min rygmarv. Jeg fi k taget voksne 

stamceller fra min næse og opereret 

dem ind i min rygmarv. Det er 

stadig på forsøgsbasis, men næsten 

alle af de tidligere patienter 

har haft en eller anden form for 

fremskridt. Ingen er kommet til at 

gå normalt af det, men bare et lille 

fremskridt ville også være godt, 

især hvis jeg fi k min blærefunktion 

tilbage. Det er nu ikke fordi, man 

ikke kan have et godt liv i en kørestol, 

men hvis chancen er der for at 

kunne gøre det hele lidt lettere 

igen på den ene eller anden måde, 

så ville det være dumt ikke at tage 

den. Det er i dag 3 1⁄2 måned siden, 

og jeg har allerede fået en lille 

smule følelse igen. Jeg er så småt 

begyndt at kunne kravle – og man 

skal jo som bekendt kravle, før man 

kan gå, bogstaveligt talt...

8 • NR. 2 2006 

Af: Jon Jessen 

VIRKELIGE VERDEN 

Når hulemanden, kinøjseren 

og pladsnasserne er en fast 

del af morgenturen 

Jeg låser cyklen, så den er klar til 

dagens hærværk. Tøffer over til 

vores to nye busskure. Lidt efter 

ser jeg to lygter med en hvid 

stribe i panden for enden af 

bakken. Jeg finder min Mag-Lite, 

kaster et par blink i retningen af 

lyset, og bussen standser. 

Onklen 

Lirens Onkel kommer ind i bussen 

cirka et minut og 25 sekunder senere. 

Med sit ”morgen, morgen” og et blik 

på den smukke unge blonde nonne, 

der sover, sætter han fingeren til næsen 

med et slaskende snøft. 

Hulemanden 

Hulemanden kommer ind i bussen 

50 meter længere oppe ad vejen. 

Brun læderjakke, brune sko, brune 

bukser, en guldring med brun 

knogle i, et gråt skæg under næsen 

der er brunt og en grøn fiskerhat. 

Hulemanden har, siden jeg startede 

på ruten, taget den almindelige 

bus, der kører 15 minutter efter 

’min’ pendlerbus. Det betyder, at 

han kommer til at vente 20 minutter 

ekstra på toget til København. 

For nylig startede han i pendlerbussen. 

Han bruger kun klippekort 

og har en skinger stemme. 

Kinøjseren 

På stationen stiller jeg mig i den 

hårde pendlerflok, det er gemmer 

sig bag kontrollørbygningen. Det 

er der, hvor pøblen ikke tror, at dø- 

rene åbner. Den stride strøm, hundekonen 

og stenen står der. De taler 

om hunde. Faresignalerne 

kommer efter fem minutters ventetid 

– Kinøjseren kommer. Kinøjseren 

er en ligbleg kineser med 

røde læber. Hun måler 180 og kan 

altid skaffe sig en plads. NU skal der 

handles hurtigt, der satses! Hvor 

ender døren? Hvor langt væk er 

Kinøjseren? Dørene åbner, flokken 

pakker sig tæt sammen, kontrolløren 

bliver mast tilbage i toget og 

ind i sin hule. 

Pladsnasserne 

Arg, der er de! De satans pladsnassere 

fra den anden dør, der tror, at 

de kan få en plads i stillekupéen, 

møver sig ind! Alle prøver at blokere 

vejen for dem. Kinøjseren sidder 

der allerede. Hun bruger jo ikke 

døre. Hun har smækket sine bare, 

rynkede fødder op på sædet over 

for det sæde, jeg har udset mig! 

Lugten af mug breder sig omkring 

hende. Hun tager en tår vand af sin 

kaffepulverdåse. Jeg sætter mig 

uden min vinduesplads. 

5 kilo kød og 24 timer 

Jeg siger godmorgen til Anne 

Sofies far. Vi udveksler et par ord. 

Han har kørt ruten i 15 år. Han er 

benhård, en rigtig pendler. Om 

onsdagen har han 5 kilo kød med 

hjem fra fabrikken til hunden. Vi 

får 24timer af uddeleren Krølle og 

jeg venter på bussen. 

Tommetykke briller 

Vildmanden Otto står her også af 

og til. Otto er to meter høj og vejer 

120 kilo. Han bærer en lille flødefarvet 

trøje, der en gang var hvid. 

Tilbud til unge fra 13 år som oplever 

- gener i forbindelse med brug af rusmidler? 

Hvis du er/har: 

Træt og uoplagt om morgen 

Svært ved at styre dit temperament 

Føler dig modløs og deprimeret 

Søvnproblemer 

Svært ved at koncentrere dig 

Humørsvingninger 

Ser eller hører ting, som du ved ikke er virkelige 

Problemer med skole eller arbejde 

Kriminel 

En tur med bussen om morgenen kan være 

helt speciel – tag bussen med Jon Jessen. 

Man kan se hans navle på grund af 

den åbne cowboyjakke, og de røde 

bukser ender lidt over sokkerne 

med Simpsons. Otto smiler altid 

vildt og voldsomt. Hans karamelfarvede 

tænder står ud til alle sider 

og hilser velkommen til en ny dag. 

Hans tommetykke briller forstørrer 

hans enorme øjenbryn, hvilket giver 

en skrammende effekt fra den 

rigtige vinkel. Han lugter han lidt af 

hest. 

Virginia-kebab 

Bussen kører op ad vejen. Den 

kommer forbi ”Virginia-kebab”, der 

har et flot foto af en dürumrulle. 

Jeg står af uden for en folkeskole. I 

busskuret sidder et ret så modbydeligt 

væsen, der råber sleske tyske 

ord. Væsenet har fedtet gråt tøj, der 

er købt i Bilka anno 1992. Det har 

en lille sort mavetaske hængende 

Kontakt ungeteamet i Slagelse som kan tilbyde: 

Individuelle samtaler og samtaleforløb - 13-18 år 

Perron 3, et forandringsprojekt over 8 -12 uger - 13-24år 

Kixet, ung til ung kontakt 13-24 år 

www.netstof.dk 

www.drugbuster.dk 

under maven. Og så ryger han cigar. 

Cigaren er så tyk som en lygtepæl 

og så lang som et babyben. 

Den er konstant rødglødende, og 

han ånder aldrig frisk luft ind i sine 

lunger. Vub vub vub, lyder det og 

selv 20 meter nede af gaden er 

stanken uudholdelig. Jeg sms’er 

straks mit morgenhumør ind til 

P3... Nul. Jeg drejer ind på min lærerplads 

sætter mit kort op til døren 

– ”klik”, siger det. Jeg åbner og 

hører stemmer. De siger godmorgen 

og lader en bemærkning om, 

at jeg skal huske frugtkurvene i 

dag, falde. Jeg smiler igen. Det skal 

jeg nok.

Onkel Danny ville i år være fyldt 60. Up2you stiller skarpt på forfatteren Dan Turéll. 

Af: Nicoline Lehrskov 

I dag elsker de unge storbylivet 

med alt, hvad det indebærer. Hvis 

man er født ude på landet, søger 

man ind til byen i weekenderne for 

at feste, og når tiden kommer til 

studierne, vinker mange farvel til 

det trygge barndomshjem og åbner 

i stedet flyttekasserne op på 

kollegier og små lejligheder rundt 

omkring i de større byer. Den samme 

længsel efter storbyen havde 

Dan Turéll, da han som ung boede 

i arbejderkvarteret i Vangede, en 

forstad til København. Han elskede 

det pulserende liv inde i midtbyen, 

hvor han senere flyttede til og bosatte 

sig på Istedgade på Vesterbro. 

Et perfekt kvarter for Dan Turéll. 

Han elskede at følge livet i de små 

mørke gader i de sene nattetimer. 

Han skrev om alt det, der skete omkring 

ham, som alle andre ikke ville 

se. Han skrev om virkeligheden, 

om larmen, forfaldet og alle de 

skæve eksistenser, der hver dag og 

nat udspillede de historier, som 

han skildrede i sine digte. Han 

skrev om luderne, narkomanerne, 

de hjemløse, drankerne og de hvileløse. 

Han skrev om alting og ingenting. 

Anders And og sorte negle 

Dan Turéll lyttede til jazz, afprøvede 

det syrede liv på stoffer og levede 

som buddhist. Hans yndlingssted 

var værtshuset ’Frederik d. 6’. Her 

tilbragte han det meste af sin tid, 

når han ikke vandrede rundt i gadebilledet 

eller skrev digte. Dette 

sted var også en del af det image, 

som medierne hjalp ham med at 

skabe. Han blev en myte blandt andet 

på grund af sine sortlakerede 

negle, lange sorte frakke og den 

storskyggede sorte hat. 

Hans store idol var Anders And – 

og så er stilen ligesom lagt 

Dan Turéll var mystisk og anderledes. 

Det samme var hans digte. Der 

var ingen direkte personlige følelser, 

men alligevel var de fyldt af 

dem. Han skildrede ikke sit privatliv 

i sine digte eller i medierne og for- 

blev derved en legende fyldt med 

mystik, da han døde i 1993. 

En plads til Turéll 

I folkeskolen og gymnasiet bliver 

elev efter elev præsenteret for de 

fantastiske digte om hverdagens 

glemte realiteter. Men også andre 

steder i København bliver mindet 

om den karismatiske poet holdt i 

live. I år, hvor Dan Turéll ville have 

fyldt 60 år, hædres han i en bragende 

teatermusical med Lars Bom i 

hovedrollen som digteren. Dermed 

er Dan Turéll foreviget i litteraturhistorien 

og teaterhistorien. 

Men han er også en del af byen. 

Søndag den 19. marts 2006 blev 

han en del af København, da en del 

af Halmtorvet på Vesterbro tog 

navneforandring til Onkel Dannys 

Plads. Digteren er ikke glemt og 

det bør en poet med forkærlighed 

NR. 2 2006 • 9 

DAN TURÉLL 

Dan Turéll – digteren med de sorte negle 

En digter født i 1946. Det lyder umiddelbart alt for kedeligt og gammeldags til nutidens unge, pulserende og flygtige 

generation. Men Dan Turéll er ikke et overstået kapitel eller en glemt gammeldags lyriker. Hans poesi er ikke kedelig 

og gammeldags, men kunne snildt have været skrevet den dag i dag. Det gør Dan Turélls digte værd at læse for alle. 

Digt af Dan Turéll: 

Mest af alt holder jeg af hverdagen 

Jeg holder af hverdagen 

Mest af alt holder jeg af hverdagen 

Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt 

der alligevel ikke er helt så kendt 

Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed 

fremmede ansigter 

Morgenkyssene 

Postens smæld i entréen 

Kaffelugten 

Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter 

mælk, cigaretter, aviser - 


Selv gennem alle dens irritationer 

Bussen der skramler udenfor på gaden 

Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, 

blankeste stillestående ingenting i mit akvarium 

Fuglene der pipper fra deres bur 

Den gamle nabo der ser forbi 

Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man 

er kommet i gang 

Den konstante indkøbsliste i jakkelommen med sine 

faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks 

Den lille hurtige på den lokale når vil alle sammen mødes 

med indkøbsposer og tørrer sved af panderne - 

for storbyens skygger, sorte negle 

og gennemtænkte realistiske digte 

heller ikke. 


Dagsordenen 

Også den biologiske 

De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet 

Den obligatoriske barbermaskine 

De breve der skal skrives 

Huslejeopkrævningen 

Afstemningen af checkheftet 

Opvasken 

Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape - 


Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera 

Det skal til med alle sine efterladte slagger 

Så meget usagt og tilnærmelsesvist vævende og 

hængende i luften bagefter 

Som en art psykiske tømmermænd 

Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere - 

Fint nok med fester! Al plads for euforien! 

Lad de tusinde perler boble! 

Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig i hvilens og 

hverdagens seng til den kendte og alligevel ikke så 

kendte samme udsigt 


Jeg er vild med den 

Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen 

Jeg holder stinkende meget af hverdagen

10 • NR. 1 2006 

DAN TURÉLL Dan Turélls liv i store træk: 

1946: Dan Turéll kommer til verden den 19. marts. 

1963: Som 17-årig starter han med at skrive artikler for Gentofte-Bladet. 

1965: Han gifter sig med Kirsten Brandt. 

1966: Han debuterer som 20-årig med digtsamlingen ’Vibrationer’. ’Vibrationer’ bliver dog senere slettet fra værklisten. 

1968: Han er med i studenteroprøret, men er ikke engageret i den politiske del. 

1970 erne: Han indleder et samarbejde med P3 og danner bandet Sølvstjernerne. 

1973: Dan Turéll og Kirsten Brandt bliver skilt. 

1974: Karma Cowboy’, som siges at være hans hovedværk, udkommer. 

1975: Forholdet til Inge Margrete Svendsen, bedre kendt som Chili, starter. Han får sit folkelige gennembrud med ’ Vangede 

Billeder’, som oprindeligt var en digtsamling, men som blev skrevet om til kortprosa. 

1977: Dan Turéll bliver hædret med Café Dan Turéll i Store Regnegade, København. 

1979: Datteren Lotus Maria bliver født. 

1980 erne: Dan Turéll afprøver nye territorier og skriver de 12 krimier,’ Mord i’. Den første, ’Mord i Mørket’, blev senere filmatiseret. 

1982: Dan Turéll gifter sig med Chili. 

1990 erne: Dan Turéll udgiver to cd’er sammen med musikeren og produceren Halfdan E. Et af numrene, ’Jeg skulle have været 

taxachauffør’, blev et stort hit. 

1993: Dan Turéll dør af kræft den 15. oktober. 

MODERNE SVIMLENDE 

TEATERMUSICAL OM 

DAN TURÉLL 

Teater-musicalen Onkel Danny er en fantastisk skildring af poetens syrede liv. New Yorker-bandet Black 

Sounds og sangerinden Kendra Lohmann understreger med bragende smuk musik den fantastiske skildring 

af Dan Turélls liv. Man føres gennem hans unge år, det vilde ungdoms- og voksenliv, venskab, syretrip 

og kærligheden til byen, Chili og ordene. Med dans, musik og rytme fremføres nogle af Dan Turélls bedste 

digte. Det er Lars Bom, der spiller Dan Turéll for fuld udblæsning. Dertil kommer et eksperimenterende smukt 

danse-skuespil fremført af seks unge dansere. En fantastisk oplevelse for både de ældre generationer, som 

husker Dan Turéll og for unge som gerne vil have en vild oplevelse både musikalsk, poetisk og skuespilmæssigt. 

Alt i alt en fantastisk og anbefalelsesværdig oplevelse. 

KLIK IND PÅ : www.onkeldanny.dk. 

Onkel Danny bliver spillet i Docken, (tæt ved Nordhavn Station) indtil den 26. november 2006. onsdag – søndag. Grupperabat på billetter og rabat på billetter til unge under 25 år.

Af Tim Lund 

The Horn of Plenty er et band, som 

ikke er bange for at skille sig ud fra 

mængden. De har siden deres begyndelse 

i 2002 lavet musik, som 

man normalt ikke vil kunne høre 

på P3 eller se på MTV. Genren er 

punk’abilly i den hårde stil. Hård 

rock med masser af attitude. 

Punk’abilly eller psychobilly, som 

genren læner sig op ad, er opstået 

ved at blande 1950’ernes rock’abilly 

med moderne punk. Det kan 

give et billede af folk, som danser 

twist’n’shout i jakkesæt med hanekam, 

piercinger og store tatoveringer. 

Det lyder måske kontrastfyldt, 

men det er dog ikke en helt forkert 

antagelse. Målgruppen er nemlig 

folk, der ønsker eksperimenterende 

musik. The Horn of Plenty laver 

musik for kendere og ikke for folk, 

som forventer radiovenligt pop- 

musik. Deres unikke karakteristik 

ses tydeligt, når man kigger på forsangerens 

store kontrabas samt 

den tilhørende jazzguitar, der er 

med til at præge deres specielle 

lyd. Brugen af jazzinstrumenter er 

vigtig for genren, og The Horn of 

Plenty er her ingen undtagelse. Det 

er en vild oplevelse, når de kaster 

sig selv og deres instrumenter 

rundt på scenen for fuld udblæsning. 

Stemningen er vild, men samtidig 

overraskende god. 

Mødet 

En kold fredag aften i oktober finder 

jeg stedet, hvor vi skal mødes. 

Det er i deres øvelokale, som ligger 

i en skummel kælder i Holbæks 

gamle nedlagte kaserne. Allerede 

på vej ned ad trappen hører jeg lyden 

af deres karakteristiske musik. 

Da jeg kommer ned i øvelokalet, er 

det som om, at de slet ikke ser mig. 

De fortsætter ufortrødent, indtil 

nummeret er færdigt. Straks efter 

bliver jeg budt på en øl fra en kasse, 

som allerede er halvtom. Forsangeren, 

Kasper, fortæller mig om sin 

elskede kontrabas. ”Den er stor og 

klodset, men giver en helt unik lyd 

fra sig. Og så kan man stå oven på 

den og spille samtidig, hvis man 

altså er dygtig nok”, siger han. De to 

øvrige medlemmer af bandet hedder 

Allan og Micky. Allan spiller 

trommer, og Micky spiller guitar. 

Stemningen er god i øvelokalet. 

Hvordan opstod The 

Horn of Plenty? 

”Oprindeligt er mig og Kasper udbrydere 

fra et andet band, der hed 

Wrecking Dead. Vi startede med en 

anden guitarist, men han kunne 

ikke stå distancen”, siger Allan. ”Men 

så var det godt, at vi løb ind Micky. 

Udover at være en god guitarist 

forstår han også, hvordan man fyrer 

den af på scenen”, siger Kasper. 

Micky er født i Italien, men har boet 

en stor del af sit liv i Afrika. Hans 

mormor bor lidt uden for Holbæk, 

hvilket er grunden til, at han flyttede 

til Danmark. 

Micky, har din blandede 

kulturelle opvækst haft 

indflydelse på den musik, 

du hører og laver i dag? 

”Hvad fanden er det for et lortespørgsmål? 

Det har det sikkert. 

Jeg hører og laver det, jeg kan lide. 

Men jeg tvivler på, at jeg ville høre 

lortemusik, hvis jeg havde haft 

en anden opvækst.”Nu er jeres 

musik jo ikke ligefrem poppet. Har 

I aldrig overvejet at lave musik i en 

mere lyttervenlig genre for at få 

flere til at høre det? 

”Hvorfor fanden skulle vi det? Vi laver 

ikke musik for at få folk til at 

høre det. Vi laver musik, som vi kan 

lide det”, svarer Micky. ”Det er jo 

ikke fedt at lave musik, som man ligeså 

godt kunne høre et andet 

sted. Der er jo heller ingen, der gider 

at høre noget, som de har hørt 

før”, tilføjer Kasper 

. 

Hvad nu hvis I kunne få en 

pladekontrakt ud af det? 

”Pladekontrakt eller ej. Det gør ingen 

forskel. Hvis man laver musik 

udelukkende for at få succes, kunne 

man ligeså godt hedde Nik og 

Jay eller Aqua”, siger Kasper. ”At lefle 

for pladeindustrien som en flok 

kommercielle tabere er ikke lige 

vores stil”, afslutter Micky. 

Enestående musik 

Meget kan man sige om medlem- 

NR. 1 2006 • 11 

THE HORN OF PLENTY 

The Horn of Plenty: Punk’abilly fra hjertet 

Midt i en tid, hvor en moderne popkultur er vokset frem med blandt andet hip hop og R’n’B, findes der mange mindre anerkendte 

genrer, som endnu ikke har fået fodfæste hos den brede befolkning. Up2you’s Tim Lund har mødt et band, som laver musik i en 

meget speciel genre – punk’abilly. 

merne i The Horn of Plenty, men 

kommercielle er de ikke. De laver 

musik, som de vil have det og for 

deres egen kunstneriske udfoldelse. 

At lave punk’abilly er deres personlige 

stil, og det vil der nok aldrig 

blive lavet om på. Det kunstneriske 

ligger netop i, at musikken er deres 

egen, og at ingen laver noget, der 

ligner. Det er nok derfor, at de har 

sådan en unik ustråling, når de er 

på scenen. Det kan i hvert fald anbefales 

at lytte nærmere til The 

Horn of Plenty. Her er nemlig en 

gruppe, der laver deres musik, som 

man ikke finder andre steder. 

Hvis du vil vide mere om The Horn 

of Plenty skal du klikke ind på myspace.com 

eller thehornofplenty. 

dk. 

Tim Lund har udarbejdet artikeln 

på baggrund af Vibeke Lunds 

kendskab til ham og bandet.

12 • NR. 2 2006 

Af Lærke Andersen 

OPLEV VERDEN 

Prag tur/retur 

Med sine 1,23 millioner indbyggere har Tjekkiets hovedstad, 

Prag, en meget varieret befolkningsgruppe. Måske er det en af 

grundene til, at mentaliteten er så anderledes end i Danmark. 

Byen byder på et væld af smukke gamle bygninger, overdådige 

bygningsværker og ikke mindst Det Gule Marked. 

Up2you’s Lærke tilbragte fem dage 

af sin efterårsferie i Prag. Konklusionen 

er klar: Byen er absolut et besøg 

værd. Prag er spændende, 

utrolig fl ot og byder på bygningsværker, 

som man ikke oplever i 

Danmark. Er man til festlige byture, 

sightseeing eller shopping – Prag 

byder på det hele – og så er alt virkelig 

billigt. Befolkningen er generelt 

imødekommende, men mange 

taler hverken engelsk eller tysk, og 

det kan få dem til at virke afvisende. 

Selv ved de mest besøgte turistområder 

taler kioskejerne ikke 

engelsk. Om de virkelig ikke kan, eller 

om de i virkeligheden bare ikke 

vil, er ikke til at sige. De ældre herrer 

er dog meget hjælpsomme til at 

guide med mimik og fagter, hvis 

man er faret vild. 

Ordnet trafi kkaos 

Sporvognene i Prag er en oplevelse 

i sig selv. De kører parallelt med 

den kollektive trafi k mellem to vejbaner. 

Når man først har luret systemet, 

er det nemt at bruge. Man 

kan nemt orientere sig, og man 

kan bare springe af og på, som 

man vil. Er man i bil, er det tilsyneladende 

nogle helt andre regler end 

i Danmark, der gælder. Kan man 

ikke lige fi nde en parkeringsplads, 

sætter man bare havariblinket i 

gang og stiger ud af bilen. Uanset 

om det er på fortovet, i et fodgængerfelt 

eller på vejbanen. Og har 

man problemer med parallelparkering, 

skal man ikke have skrupler 

i Prag. Man skal bare mase sin bil 

ind mellem to parkerede biler – 

også selvom det betyder, at man 

kører ind i dem. Om disse regler er 

lovlige at praktisere er uvist, men 

det fungerer trods alt fi nt. 

John Lennon 

Prags overdådige bygningsværker 

må man simpelthen ikke gå glip af. 

Karlsbroen, Pragsborg og Skt. Nikolajkirken 

er bare et udpluk af de 

mest berømte. En tur gennem Josefov, 

det jødiske kvarter, er også et 

must. Disse seværdigheder er udprægede 

turistattraktioner, og derfor 

kan man også genkende det 

meste fra billeder og rejsebøger. 

Mindemuren til ære for John Lennon 

er derimod mindre besøgt, 

men ikke af den grund mindre interessant. 

Den er overfyldt med 

graffi ti, maling og ’peace and love’tegn, 

der sender tankerne tilbage i 

tiden. 

Glasspilleren 

Prag er levende om natten. Hele 

byen pulserer og selv i krogene er 

der liv. Er man ved Karlsbroen, vil 

man højst sandsynligt møde en 

gammel mand. Med sit pjuskede 

lange hår og en fi n hue, minder 

han om en lille trold. Men det skal 

man ikke tage fejl af. Bag hans pjuskede 

ydre gemmer der sig nemlig 

en sand kunstner – en glasspiller. 

Han sætter 50 krystalglas op, og 

stemmer dem ét efter ét. Herefter 

spiller han symfonier af Bach, mens 

publikum kaster penge i hans opsatte 

pengespand. I de små gader 

møder man liv overalt på de små 

pubber, i cafeerne og på spisestederne. 

På nogle steder spiller man 

international musik – et sikkert 

mødested for byens unge. Andre 

steder bliver der fyret op for tjekkiske 

melodier og her er det den ældre 

generation, der mødes over et 

par fadbamser. Det er her, man kan 

opleve den helt specielle stemning, 

der fi ndes blandt tjekkerne. Tjekkisk 

mad og stemning til tjekkiske 

priser er værd at opleve og så er 

det bestemt meget billigt. 

Det Gule Marked 

På Det Gule Marked kan man få alt 

fra grøntsager til falske Louis Vuitton-tasker. 

Markedet er bygget op 

omkring nogle gamle slagtehaller, 

der samtidig huser hovedparten af 

Prags vietnamesiske indbyggere. 

Her kan man få alt. De fl este kopivarer 

er ulovlige, og derfor er de for 

det meste gemt væk, men udviser 

man interesse, bliver man straks 

trukket ind bag et forhæng, der 

skjuler en lille container. På Det 

Gule Marked kan man få næsten 

alt. Det er kutyme, at man prutter 

om priserne, og er man god, kan 

man komme ned på næsten halvdelen 

af deres pris, uden at sælgerne 

mister på det.

Af Michelle Christensen 

Jeg sidder i subwayen i den grønne 

linie på min vej mod den nordlige 

del af Manhatten. Vognen er fuld af 

reklamer for plastiskkirurger, abortklinikker 

og Jamaica-rom. Her er 

halvt fyldt op. Rundt omkring mig 

sidder folk i deres egen verden. 

Nogle japanere med kamera om 

halsen står og kigger forvirret på 

kortet over subwayen. En gruppe 

højrøstede sorte fyre sidder i et 

hjørne. Overfor sidder en mexicansk 

småbørnsfamilie. Toget begynder 

at svinge gnistrende skarpt 

mod højre. Det standser ved 42. 

Street. Times Square. Jeg tænker 

på tidligere i dag. Mit første møde 

med avisen The Times blinkende 

nyhedstavle. Et sandt neon-mekka 

og samlingsstedet for byens største 

nytårsfest. Menneskemylder og 

neon. Det var indbegrebet af min 

forestilling af New York. Det var 

dog ikke lige min kop te. 

Turistens tilfl ugtssted 

Der var for mange mennesker på 

en gang, og trangen til at komme 

ud af turisternes tilfl ugtssted 

trængte sig hurtigt på. For en halv 

snes år siden var stedet utåleligt 

med kriminalitet og narkomaner, 

der begik røverier på åben gade. 

Nu er her renset ud, så selv Disney 

og børnefamilier holder til. På trods 

af min modstand mod trængslen 

og det kommercielle, er der ingen 

tvivl om, at Times Square giver dig 

følelsen af, at New York er ’the city 

that never sleeps’. 

The Bronx 

Da toget igen begynder at køre, er 

tre fyre steget på vognen. De stiller 

sig op i midtergangen med en omvendt 

hat i hånden og begynder at 

synge, mens de langsomt bevæger 

sig ned gennem toget. Det lyder 

bestemt ikke dårligt, men min nærighed 

kommer op i mig, da de 

passerer mig. Så jeg lukker øjnene i 

håb om, at de ikke vil lægge mærke 

til mig. Jeg åbner dem først igen, 

da vi så småt sniger os væk fra 

downtown Manhattan. Til røde 

murstenshuse med fl erkulturelle 

befolkninger. Til solnedgangen 

over Hudsonfl oden. Til venstreorienterede 

litterære caféer. Til Woody 

Allens New York. Eksotisk for os. 

Hverdag i New York. Toget ruller 

ind i bydelen The Bronx, som er 

den eneste af de fem ’boroughs’ i 

New York, som har et ’The’ foran sig. 

Det er også den eneste, som ikke er 

en ø. The Bronx. Jeg stiger op ad 

trappen fra subwayen på 138. Street 

i Syd-bronx. Med en vis spænding 

i kroppen. Det første jeg ser, 

da jeg kommer op på gadeniveau, 

er en issælger. Jeg køber en vanil- 

lieis til en dollar (hurra for one-dollar-køb!) 

og begynder at se mig 

rundt. 

I love NY 

Jeg står udenfor ’B.J.’s Videobox’, 

som har fi lmen ’Rumble in the 

Bronx’ i udstillingsvinduet. I et konditori 

ved siden af sælger de 

cremekager, og fra en mexicansk 

restaurant på den anden siden af 

gaden kommer der en mæt mand 

ud og klapper sig veltilfreds på maven. 

En gruppe unge strejfer forbi. 

De råber til hinanden på en blanding 

af engelsk og spansk. De fl este 

er mexicanere eller sorte. Jeg 

prøver ikke at se for turistagtig ud. 

NR. 2 2006 • 13 

OPLEV VERDEN 

I New York kan du feste hele natten og glemme alt omkring dig. New York får dig til at føle kampgejst og oprørstrang. Alle kender ’I 

love NY’-trøjen, men ingen ved, hvad det egentlig drejer sig om, før man selv har plantet sine fødder in the heart of the big apple. 

Men det virker som om, at ingen 

lægger mærke til mig. Det ville 

være forkert at sige, at Syd-Bronx i 

dag er blevet en blomstrende idyl. 

Selvom hyppigheden af mord og 

andre forbrydelser er gået ned, er 

der fortsat fl ere problemer her, end 

i andre dele af New York City. Men 

på trods af kriminaliteten og forbrydelserne 

er alle folk, jeg passerer, 

utrolig venlige og smilende. Jeg 

tager et dybt åndedrag og snuser 

luften ind, som prøver jeg at få alle 

mine sanseindtryk ind på en gang. 

Jeg puster ud og smiler igen til de 

forbipasserende. Kun en tanke fl yver 

gennem mig: I love NY.

14 • NR. 2 2006 

OPLEV VERDEN 

De hvide løgne er sjældent særlig velsete, men inden man får set sig om, kravler de ind over tungen og springer dernæst ud 

fra overlæben – “ Hov, sagde jeg det? ” Umiddelbart indrømmer man jo hverken over for sig selv eller andre, at det er en regulær 

løgn – nej, blot en fordrejning af sandheden. Alligevel sker det hyppigt både for mænd og kvinder, børn, unge og gamle 

Af : Mette Serup 

Problemet med hvide løgne er, at 

de bliver ret grumsede, når man 

lufter for mange af dem. En hyppig 

løgn for kvinder, heriblandt mig, er 

at benægte småspiseri: ”Jeg bryder 

mig faktisk ikke så meget om chokolade”, 

kan man finde på at udbryde, 

selvom man lige har gennemsnasket 

det meste af en Toms 

guldbarre med støsrte fornøjelse. 

Mænd derimod lægger gerne en, 

to, tre meter til deres overarmsomkreds. 

Det der med sandheden er 

bare ikke altid lige så nemt, som 

man umiddelbart kunne tro. Min 

bedstemors formanende ord om, 

at man gør sig selv en bjørnetjeneste 

ved at smålyve, virker simpelthen 

bare ikke helt overbevisende. 

Specielt ikke når jeg virkelig burde 

fortælle min storesøster, at det er 

min skyld at hælen på hendes yndlingsstiletter 

er knækket. Det er 

nemmere, at komme til at sige, at 

man faktisk aldrig har lånt de sko. 

Er min røv for stor? 

Jeg vil faktisk gerne argumentere 

ER STOFFERNE, HASHEN ELLER ALKOHOLEN 

BLEVET LIDT FOR DOMINERENDE I DIT LIV? 

ANONYM RÅDGIVNING VIA HJEMMESIDEN DRUGBUSTER.DK OG VIA TELEFON 

EN AFKLARENDE PERSONLIG SAMTALE - MULIGHED FOR AT VÆRE ANONYM I BEGYNDEL- 

SEN 

PERSONLIGE SAMTALEFORLØB 

12 - UGERS KURSER FOR DIG, DER GERNE VIL STOPPE MED AT RYGE HASH 

UNG TIL UNG 

for, at det i visse situationer er helt 

uacceptabelt ikke at lyve. Man kan 

betegne det som en af samfundets 

uskrevne pligter. Der er ikke tale 

om en løgn for ens egen skyld – 

men for andres. For eksempel når 

børnehaveveninden med store 

spørgende, brune øjne spurgte: ”Er 

min tegning ikke også grim?” og 

man svarede med den mest overbevisende 

stemme, man kunne 

finde: ”Neej, den er da smadderflot, 

den der kanin/hest-ting er da helt 

vildt sej”. Selv om det i virkeligheden 

mere lignede en papegøje... 

En anden situation, der kræver en 

hvid løgn er, når ens veninde – der 

måske lige har en tand for brede 

hofter – spørger, om hun får en for 

stor numse i sine ultra-smalle-slimfit-jeg-får-knapt-nok-blod-til-fødderne-comboybukser. 

I en sådan 

situation burde man sige sandheden, 

men i langt de fleste tilfælde 

er det bare nemmest at lufte en lille 

hvid løgn. 

Fødder 

Er der en ting, hvor mænd og kvinder 

er fælles om at lyve, er når det 

kommer til pladerne, fusserne eller 

fødderne. Både kvinder og mænd 

har et helt specielt og ømfindtligt 

forhold til deres fødder. Hvor 

mænd ønsker deres fødder både 

større og bredere, presser kvinder 

gerne en klumpfodet størrelse 41 

ned i en 38. ”Gud, hvor ser dine fødder 

små ud i det sko”, kan man ofte 

høre en pige sige, mens hendes 

veninde står og smiler og forsøger 

ikke at tænke på den smerte, som 

er foranlediget af de vabler, hun 

har på fødderne efter alt for små 

sko. Noget andet, de to køn har til 

fælles, er de hvide løgne om det 

andet køn. Jeg kender til en del 

fyre, som hellere end gerne ganger 

og plusser lidt til deres scoringsliste. 

Hvorimod kvinder gør brug af 

helt andre matematiske træk, når 

det kommer til scoringer. De bruger 

i stedet minusser for ligesom at 

virke mere jomfruelige, end de i 

virkeligheden er. 

Fisens ejermand 

Der er også dem, som har stået 

med hovedet dinglende mellem 

benene for at fremprovokere snøftelyde, 

mens man har sin arbejdsgiver 

i telefonrøret: ”Jeg er blevet 

åh så syg. Jeg er virkelig ærgerlig, 

for jeg havde sådan glædet mig til 

at komme på arbejde i aften”. (Som 

om den kære chef ikke udmærket 

ved, at man nok ikke er SÅ syg). Og 

så er der de ting, der aldrig har en 

ejermand. Hvem slog fisen? Det er i 

hvert fald ikke en selv! – Næh nej, 

fisens ejermand er altid ens sidemand. 

Og hvem vedkender sig de 

bussemænd, der er tørret fast til 

æselørerne i kemibøgerne? 

24 toast og en flad torsk 

Det kan jo blive en hel hobby at 

lyve – en dårlig vane – om man vil. 

Jeg mødte en gang en dreng, som 

glad og gerne fortalte historier om 

et måske lidt for livligt liv. Der var 

historien om de 24 toasts, som han 

bar i sin kuffert på vej til skole for at 

fortære hver og én blandt 

morgensure buspassagerer. 

Der var den lille anekdote 

om den specialfremstillede 

bøjle, som 

eftersigende skulle være 

blevet bestilt af hans lærer 

for at få ham til at 

klappe kaje. Og så 

var der det lille 

T : 58501033 

W : www.drugbuster.dk Ungeteamet v. Vestsjællands Amts Misbrugscenter 

opspind om hans kusine på 

sankthansbålet... Men der 

er også min fars skolekammerat, 

der med amager og 

halshug-fagter, 

havde lovet 

sin mor at 

k o m m e 

hjem med 

en fladfisk. 

Og da han fangede 

en småfed 

torsk, måtte han 

køre den stakkels 

torsk gennem en 

rulle for at kunne servere 

en flad fisk! 

Findes der røde 

løgne? 

Som bekendt 

repræsen- 

terer englen og djævlen 

vores samvittighed, 

og jeg tvivler ikke på, 

at englen på den 

højre skulder sommetider 

ser i gennem 

fingrene med 

de hvide løgne. Det 

krydser jeg i hvert 

fald fingre for. Men 

mon det også kaldes 

hvide løgne, når 

man lyver for sig 

selv? Og findes der 

løgne i andre farver? 

Måske er der er et 

helt farvespektrum 

af løgne, 

som vi stadig 

ikke har udforsket 

– hvem 

ved?

Af Mia Madsen & Kamilla Rye Sia Petersen 

Hashen påvirker mange ting i hverdagen. Blandt andet får du sværere ved at koncentrere dig, og det betyder, 

at du får svært ved at fungere i skolen eller på arbejdet. Et andet problem er hukommelsen, som 

bliver dårligere, når du ryger hash. Du får svært ved at huske aftaler, lektier, ting, du har lavet og ting, du skal 

nå. Generelt vil du glemme ting, du får af vide, hurtigere. 

Energi og lyst 

Når du ryger hash, mister du en masse energi og lyst til at lave ting. Du vil hellere sidde derhjemme og 

ryge en joint, end at bruge tid med andre mennesker, som ikke ryger. Det eneste du har i tankerne er at 

ryge din hjerne væk og hygge dig med andre hashmisbrugere. Du kan gemme dig i en anden verden, når 

du er skæv. Du har ikke så meget lyst til at snakke med andre på gaden, når du er skæv, og du gemmer dig 

sikkert lidt bag en hue eller en kasket med høj musik i ørene. 

Forandring 

Hashen forandrer dig som person. De fl este bliver ligeglade med ALT. Har du det skidt, ryger du det bare 

væk og kommer ind i den der verden, hvor du bare er kold. Du vil sikkert bare hygge med vennerne og 

ryge noget mere for at glemme problemer eller noget dårligt, du har oplevet. Alt forsvinder i tågen. 

Som hashmisbruger 

Når du er afhængig af hash, tænker du stort set kun på hash: Hvornår du kan komme til at ryge igen? Du 

føler, at alt forsvinder i tågen. Hvor skal du få fat i det henne? Har du råd til noget mere? 

Hvad kan hjælpe dig? 

NR. 2 2006 • 15 

OPLEV VERDEN 

Har du et hashproblem? Det største problem er ofte at anerkende sit misbrug. Hvis man ikke kan indse, at man har et 

hashmisbrug, kan man ikke arbejde med det. Det første og største skridt er derfor at anerkende sit problem og derefter 

at arbejde med det. Det kan ske på Perron 3, som ligger i Slagelse og som er et tilbud til alle unge mellem 13 og 24 år. 

På Perron 3 har du mulighed for at lægge hashen på hylden, hvis du selv ønsker det. Du kan blandt andet 

få akupunktur, som kan fjerne trangen til hash og få dig til at slappe af. Det foregår med små nåle i ørerne 

og afslappet musik. Der er også sport, og hvis du får et træningskort, kan du gå ned og træne, når du har 

lyst. Der er også hold, f.eks. boksetræning og spinning. Der er gruppesamtaler, hvor vi snakker sammen og 

hele tiden ser fremad. Vi unge hjælper hinanden med at give gode råd og diskutere frem og tilbage omkring 

forskellige ting. Du får også mulighed for at indspille en cd med andre. Du laver selv teksten, og 

melodien spiller vi alle sammen. På Perron 3 tager man også engang imellem ud og laver andre ting, som 

f.eks. bowling og biografture. 

Få frihed til at gøre det, du har lyst til 

Er du 18-28 år, kan du med Check-in-pakken bl.a. få Visa/dankort og Netbank 

uden årsgebyr. Så har du frihed til at gøre, hvad du vil. Check-in-pakken sikrer dig 

en lang række fordele, bl.a. en høj rente på din lønkonto, gratis oprettelse af en 

kassekredit med lav rente og gratis Netbank. Du betaler heller ikke gebyr, når du 

hæver penge i vores pengeautomater eller veksler valuta hos os. 

Du kan tilmelde dig Check-in-pakken i filialen eller på vores hjemmeside. 

Gør det muligt

16 • NR. 2 2006 

BAGSIDEN 

Af: Vibeke Lund Skovshoved 

gaveidé til NØRDEN 

gaveidé til KÆRESTEN 

199.00 

www.gadgets.dk 

WWW.UP2YOU.DK - 2006/2007 

4 8 5 1 6 9 

3 1 

6 1 

7 5 8 

8 9 1 2 3 7 5 

2 9 6 

9 3 

7 4 

7 4 8 1 3 6 

USB-kaffekop-varmer 

Intet er som en dejlig kop varm kaffe/the/kakao.,når du sidder og hamrer på tastaturet foran din 

skærm. Men har du det også som så mange andre? Du bliver så bidt af det der sker på skærmen, 

at du glemmer den varme kop. Når du så endelig får lyst til en tår, er den KOLD. Det problem er 

løst. Med denne smarte dims kan du holde din kop varm time efter time. Stik USB- stikket i din PC, 

så sørger PC’en for strøm og kaffekopvarmeren klarer resten. Du behøver ikke specielle kopper/ 

krus. Du bruger bare hvad du har. Mht. varmepladen skal du ikke frygte for brændvabler og lign. 

Pladen bliver “kun” 40-50 grader varm. Denne nye version er samtidig en 4 ports HUB, der giver 

dig mulighed for at tilslutte endnu flere kaffekopvarmere. Så kan du jo holde hele kontoret med 

varm kaffe. 

99.00 


LØGNdetektor 

Nu er det slut med at give den 

lidt for meget gas til julefrokosten. 

Kæresten finder ud af 

det med denne dims. Hun/ 

han venter pænt i døren, inden 

du får lov at gå omkuld i 

den æske-lamme brandert og 

duft af grannåle. 

99.00 


Nytårsfortsæt 

Denne gave er genial til den, der har 

trang til søde sager og lange fingre, 

specielt i juletiden. Denne krukke 

har timer og kan kun åbnes, når 

denne timer har talt ned. Ideen er 

god til både hankøn og hunkøn. 

59.00 


Toilet-alarm 

Den er ikke til manden, men kvinden. 

Kvinder brokker sig tit over 

mænd, der aldrig slår brædtet ned 

,eller at mændene tisser lidt skævt. 

Det er der råd for med denne alam 

,som placeres under sædet og registrerer, 

når brædtet bliver slået op. 

Når manden slår brædtet op, siger 

en blid kvindestemme: 

” Excuse me sir!. Please try to urinate 

IN the toilet - NOT on the floor, and 

put the seat down when you are finished! 

” 

Ihh, den gode juletid. Juleklokkerne ringer og lommeulden skriger efter 

guld. Det er der råd for med denne guide til en billigere julegave. 

( nederst på siden) 

Jahh, som barn var folk glade, bare de fik en lille ækel tegning af et hus og 

noget, der skulle forestille ens familie. Men næææh nej, som om det er 

glemt. Fødselsdage og jul er slået sammen. Så at sige at gaverne er en del 

dyrere end fødselsdagsgaverne. Hmm, hvem er det lige, vi fejrer juleaften? 

Var der en, der sagde Jesus ? 

Næææh nej, stor fejl. Det er vores store grådighed, vi fejrer. Jo større og 

dyere gaver, jo bedre. Men for hvem? Ikke den der har købt den, men 

minsanten modtageren. Man sidder der med en bitter smag af vandgrøden 

man skal leve for resten af måneden fordi man har købt sig fattig for 

at glæde andre. Man kan jo ligeså godt vænne sig til tanken og smagen af 

vandgrød. Når man glædeligt tror, julen er ovre, så kommer den grimme 

overraskelse. Nytår. Endnu en start på en måned, man ved byder, på vandgrød 

endnu engang, da man lige skal have den hat, den kjole, de sko og 

det krudt. 

Så bliver det endelig fødselsdag, men der er frustrationen over perfektion 

og filøjerlighed ikke det samme. Specielt ikke jo ældre man bliver. Glæder 

løber ligesom af. Igen for at komme tilbage til det at være barn. Jahh, de 

tider var sku´ gode og de indbyrdes konkurrencer om, hvem der høstede 

flest julegaver. Jeg husker specielt den fedeste juleaften, da min lillebror 

var godt og vel 1 år eller i kravlealderen ihvertfald. AK AK, de gode juleminder 

og familiehygge. Vi sidder og pakker gaver op - Jeg pakker min store 

gave op fra julemanden og til min skuffelse var det slet ikke noget, jeg 

ønskede mig, så jeg så nok lidt underlig ud. Så jeg var bare optaget af at se 

skuffet ud. I min forundren undrer det mig, at alle de ” voksne ” går og leder 

efter min lillebror. Men hva, jeg havde ligesom noget meget mere alvorligt 

at drøfte med julemanden, end at finde min lillebror. 

Ud af øjenkrogen, skuer jeg det store flotte juletræ, der pænt er skåret af i 

toppen, da det ikke kunne være i stuen og til dels en meget skæv julestjerne, 

der nærmest var groet til loftet. Lysene på træet var tændt og 

blændede mine små bambi-øjne. ( haha det skal man jo skrive, når det er 

om én selv) De voksne går stadig og leder efter min gnom af en lillebror 

og jeg var helt glemt i favnen af gaver. Da jeg var alene tilbage, rumsterer 

det vildt fra juletræet og troede100% på, at det var julemanden. Så jeg 

sidder dér helt stiv af skræk. Langsomt i slowmotion vælter det afskårede, 

maste juletræ lige ned ved siden af mig. Jeg var ved at gå i panik, da der jo 

var lys i træet. Men sjovt nok tænkte jeg, at jeg ikke ville røre mig ud af 

flækken, da jeg vidste, at jeg ville få skældud hvis jeg gjorde noget. Men så 

så jeg en skikkelse stikke hovedet op fra træets mange stikkende grannåle. 

Det var min lillebror og der kunne jeg ikke lade vær ´ med at rulle rundt 

med tårevældet latter på gulvet , helt UDEN at tænke over konsekvenserne 

af at være storesøster. Latteren stoppede brat! De voksne nærmest 

blæser ind og få sekunder efter står jeg og får en skidebalde på min lillebrors 

vegne. Sådan er det jo at være den store. HMFFFFF. Det levede min 

lillebror satme godt af. 

For helvede ikke nu igen. endnu en gang en skidebalde for min lillebror. 

Hold kæft han skylder mig efterhånden. Men jeg kan huske de fede sneboldskampe. 

De snebolde jeg havde gemt i fryseren så min mor ikke 

kunne se dem og så senere på dagen kunne jeg kaste snebolde efter min 

lillebror. Haha man var vel led, men det var en god finte. 

P.s : Afslutningsvis skal det nævnes at lysene på juletræt, blev slukket i tide. 

83.00 

www.pixmania.com 

iPod Nano-armbånd 

Den er fed til løbeturene efter al 

den juleand og flæskesteg.

Digt af Dan Turéll

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?