Digt af Dan Turéll

files.zite3.com

Digt af Dan Turéll

- mit uheld

Martin er 21 år, da han

kører galt. Han bliver

lam fra navlen og ned.

Han skal have hjælp

til at tisse, han prøver

at bo på plejehjem og

han er bundet til en kørestol.

Alligevel er han

optimistisk og bevarer

troen på et godt liv.

Op til mit uheld boede jeg på lufthavnen i

Roskilde, hvor jeg læste til pilot. Jeg var 21

år og havde lige mødt en sød pige tre uger

forinden, så jeg var nyforelsket og havde

slet ikke lyst til at tage til Jylland. Men det

skulle jeg. Min søster havde fødselsdag, så

jeg måtte derover i weekenden. Om lørdagen

havde jeg været nordpå og var på vej

hjem på motorvejen fra Aalborg. Der havde

været snestorm i løbet af ugen, men

vejen så fin ud. Da min far ringer og siger,

at jeg skal passe på, fordi der er glat, svarer

jeg: ”Termometeret viser fire grader far, her

er ikke glat”. 20 minutter efter kører jeg

galt.

Kidnapning

Jeg husker ikke selv samtalen med min far.

De sidste 30 minutter op til ulykken er væk,

og det næste jeg husker, er da jeg vågner

op på sygehuset en uge senere. Jeg drømmer,

at jeg er blevet kidnappet. Sygeplejersken

siger til mig, at jeg er på sygehuset,

fordi jeg er kørt galt. Hun spørger, om jeg

kan huske, min far har været der,

Jeg forsøger straks at forklare hende, at det

ikke er min far, men en af kidnapperne, der

er kommet efter mig. Det er bare svært

ikke at kunne tale, fordi man ligger med

respiratorslanger ned i halsen. De giver

NR. 2 . 2006 2. ÅRGANG

LÆS OGSÅ: MORGENBUSSEN - SIDE 8 • JULEGAVERÆS - BAGSIDEN • HORN OF PLENTY - SIDE 11

mig i stedet et stykke papir og en grøn

tusch. Jeg har stadig papiret og det eneste

man kan læse er Mor, Far & McDonald´s.

Læs mere på side 7

DAN TURÉLL

UDDANNELSE

OPLEV VERDEN

VIRKELIGE VERDEN


2 • NR. 2 2006

Redaktion:

Ansvarshavende:

Pia Glud Munksgaard

Linda Kristiansen, forebyggelseskonsulent,

Vestsjællands Amts Misbrugscenter.

Redaktionschef:

Flemming Licht

SKRIBENTER:


Sats og lay-out:

www.burchardt.as

Annoncer:

Burchardt Reklamebureau,

Møllevangen 12,

4220 Korsør, 58 37 05 50

Administration:

Linda Kristiansen, forebyggelseskonsulent

Vestsjællands Amts Misbrugscenter

Michelle

Christensen

SLAGELSE

Mette

Serup

ROSKILDE

Lærke

Andersen

ST. MERLØSE

Nicoline

Lehrskov

FREDERIKSBERG

Jon

Jessen

SLAGELSE

Christian

French

Heidi

Jensen

SLAGELSE

Martin

Støvring

ÅRHUS

Udgiver:

Forebyggelsesafdelingen, Vestsjællands Amts

Misbrugscenter, Ingemannsvej 22, 4200 Slagelse.

Tryk: Sjællandske Avistryk.

Trykoplag: 30.000

Tim

Lund

KØBENHAVN

Vibeke Lund

Skovshoved

MEDIEGRAFIKER

Burchardt, Korsør

Distribution:

Up2you udsendes gratis til alle unge under uddannelse i Vestsjællands

Amt via gymnasier, erhvervsskoler og andre ungdomsuddannelsesinstitutioner.

Indlæg i denne avis udtrykker kun ophavsmændenes egne meninger og kan ikke

tillægges Vestsjællands Amts Misbrugscenter. Spalterne er åbne for alle unge, der

går på en ungdomsuddannelse, og som har noget på hjerte. Indlæg, der beskriver

unges problemer, valgsituationer, glæder og sorger optages i det omfang, der er

plads. Avisen har ikke noget bestemt politisk ståsted og har kun den holdning, at

rusmidler bør omgås med omtanke.

Ungdomsliv – hvad nu?

Hvad betyder det at være ung i forhold til voksne,

kærester, selvtillid, venner, drømme, medier, familie

og rus?

Eleverne på 10. klassecentret i Slagelse er blevet inviteret på konference og

jeg er taget med. Vi er mange voksne, der til daglig beskæftiger os med

unge og deres livsstil. Vi skal være gode eksempler. Vi skal være dem, der

ved bedst. Vi skal være fornuftige rådgivere – men kan vi det? Ved vi i virkeligheden,

hvad der rører sig hos de unge? ’Ja’, siger mange, ’vi har jo selv

været der’. Men ting ændrer sig. Ungdommen ændrer sig, og familiemønstre,

holdninger og forbrug ændrer sig. Derfor har to mænd, der hver dag

beskæftiger sig med unge, besluttet sig for at fi nde ud af, hvad det vil sige

at være ung.

På konferencen skal 160 eksperter (eleverne) diskutere forskellige elementer

i deres liv, fremlægge dem for de andre og debattere dem. Emnerne

spænder bredt – alt fra medier til rus.

Måske skal jeg starte med mine egne fordomme, inden jeg præsenterer

resultaterne. Til daglig møder vi mange unge mennesker, men kun dem

som har et eller andet problem. Derfor er vi nok lidt ´miljøskadede´ og anser

unge som nogle, der er lettere forstyrrede. Vi ser ikke fl ertallet, der fungerer

og ikke har større problemer, end de selv kan klare. Dem møder vi til

gengæld på konferencen, hvor vi har en genial mulighed for at få fordomme

fejet af vejen (eller bekræftet).

Hvad siger de unge så? De siger, at voksne er vigtige og at regler er vigtige.

De siger, at de er forkælede og at uddannelse er vejen frem. De siger alt det ,

vi virkelig gerne vil høre. Som debatten udvikler sig, fi nder vi ud af, at regler

ikke er vigtige for at vide, ”hertil og ikke længere”. For de har ingen problemer

med at bryde reglerne. Nej, reglerne er vigtige, fordi de giver et signal

om, at vi voksne er tilstede. Vi er der til at hive dem op, hvis de er faldet i. Vi

bekymrer os om dem.

Som forfatter af en klumme har jeg opdaget,

at man har en ubehagelig forpligtelse til hele

tiden at være morsom. Læsere af klummer har

som regel en forventning om, at det, de skal til

at læse, er ufattelig morsomt.

Af Christian French

Jamen kære læsere, sådan er det bare ikke altid. I denne klumme vil jeg beskæftige

mig med ting, som er kedelige. Rigtig kedelige. Tag nu for eksempel

bladselleri. Uinspirerende, intetsigende og med en smag, som kunne få en

elefant til at brække sig. Man kan selvfølgelig skære den i små stykker, koge -,

stege -, fl ambere - og lægge den i lage. Men den vil stadig have den der smag

af BVDR! Mit råd: Forbyd denne Apium graveolens og lad den blive i middelhavsområdet.

Latinsk vrøvl

Middelhavsområdet leder mig videre til en anden, ufattelig kedelig ting; Latin.

Jeg blev (da jeg startede i 1.g.) velsignet med dette fag. Vores lærer var en lille,

skæv mand med pukkel på ryggen – en komplet opfyldelse af alle fordomme,

jeg måtte have haft om lærere inden for pågældende fag. Samtidig med at

han underviste i latin, var han også en spøjs og underholdende type.

Respekt og tryghed er også ord, der bliver nævnt fl ere gange. Hvordan får

man alt det til at hænge sammen? Det kommer de unge selv med svaret

på. Hvis de viser respekt for forældrene og anerkender, at vi voksne laver

regler og grænser for de unges skyld, bliver det også nemmere at få lov til

at påvirke disse regler og deltage i udviklingen af dem. Hvis de unge viser

at de er modne nok til at forstå behovet for, at de voksne blander sig, så kan

den voksne også se, at den unge er moden nok til at være medansvarlig for

reglerne. Derved får reglerne nyt indhold, for den unge har selv været med

til at lave rammerne.

Konklusionen er, at de unge er fornuftige, ansvarlige og modne. I hvert fald

nogle af dem. At vi voksne ikke skal være så nervøse, men tro på at de unge

kommer, når der er behov. Så det er enormt vigtigt, at vi er der. Ikke bare

med den løftede pegefi ngrer og ”hvad sagde jeg”, men at vi lytter og respekterer,

at vi ikke ved 100%, hvad der sker i deres liv – selvom vi nok nogen

gange gerne ville vide det.

Linda

Som da han noterede noget vigtig grammatik på tavlen og fyrede sin næve

ind i samme med ordene: ”Dét, karle og piger, skal I huske!”. Min interesse for

faget illustreres vist rimelig godt, da jeg ikke aner, hvad det var, han skrev på

tavlen. Det var også denne lærde mand, der en dag siger til os, at ”alle de mennesker,

som havde latin som modersmål, er døde”. Bingo, smarte! Netop derfor

skal du holde op med at undervise i det – Omgående! (Det har regeringen

så også sørget for med den nye gymnasiereform. 1-0 til de undertrykte gymnasieelever).

Siden hen fi k vi en anden latinlærer, som også underviste os i

tysk. Hun sagde at; for at forstå tysk grammatik, skulle vi kunne latinsk grammatik.

Aha! Det vil så sige, at når jeg ikke kunne et hak latinsk grammatik ved

udgangen af 1.g., var det en fejl, at jeg fi k topkarakter i tysk i 2.g?

River Cola

Noget ganske andet og endnu mere kedeligt er lavprisforretninger. Tag nu for

eksempel Aldi. Man skulle tro, at butikskæden var et levn fra Sovjetunionen.

Det er den ikke. Men derimod et førsteklasses kapitalistisk projekt. Der forefi ndes

godt nok de typiske supermarkedsfaciliteter, såsom kølediske og den

slags. Men de røde klinker på gulvet henleder ikke tankerne på et supermarked

– nok nærmere entréen i et typehus fra 1980’erne. Når man kommer til

kassen, får man øje på kassedamen; Kedelig i udseendet, kedelig i tøjet og

kedeligt stemmeleje. Derefter kan man forlade Aldi og drikke sin halve liter

River Cola, som smager - ja, kære læser, du ved besked. Vi boykottede Frankrig,

fordi de sprang atombomber i Stillehavet. Kan vi ikke også boykotte Aldi

– de har da for længst sprængt kedsomhedsskalaen?


3.g – og hvad så?

Snart er målet nået. Studentereksamen kommer i hus efter tre års knoklen. Mulighederne

for os nyudklækkede studenter er talrige og verden ligger for vores fødder. Vi kan

vælge og vrage, næsten som vi vil. Men hvordan skal vi egentlig gribe al den frihed an?

Af: Lærke Andersen

Som 3.g’er er det ikke

kun studenterhuen der

rykker tættere på, som

dagene går. Beslutningen

om, hvad man vil

bagefter, skal træffes.

Det kan virke skræmmende.

Hvad skal

man dog blive? Læge,

journalist, lærer eller

noget helt fjerde. Mulighederne

er mange,

ja næsten for mange.

Tanken om friheden

efter 3.g kan virke helt

uoverskuelig.

Frihedens frustrationer

Forleden sad jeg og kiggede i

’Fremtidshæftet’. Hæftets formål er

at hjælpe unge med at vælge uddannelse

og job. Mit håb var, at

det ville hjælpe mig til at blive

mere afklaret omkring min fremtid.

Som så mange andre gange var

jeg blevet grebet af rædsel over

ikke at vide, hvad jeg egentlig vil.

Jeg slog straks op under ’Min

Fremtid’ , overbevist om at det ville

hjælpe. Men nej. Der står, at jeg bør

kunne se mit job eller uddannelse

fem eller fl ere år frem i tiden. Oven

i hatten får jeg at vide, at konkurrencen

er stor og at jeg skal gøre

alt for at sikre, at jeg kan få et job

senere hen. Her begynder frustrationen

virkelig at vokse – for ærlig

talt, så ved jeg ikke, hvilken uddannelse

eller job jeg er interesseret i

– og slet ikke om fem år! Det er ikke

fordi, jeg ikke er målrettet, og jeg er

sikker på, at jeg skal have en uddannelse,

men hvilken? Skal næste

stop være universitetet, en elevplads

eller noget helt tredje? Jeg vil

gerne have en uddannelse, hvor

jeg glæder mig til hver dag, er tilfreds

og får en rimelig løn. Men det

er åbenbart ikke noget, man lige

får. Det skal planlægges og så afhænger

det af en hel del af dine

resultater fra gymnasiet.

Studievalg Sjælland som

redning?

Jeg lader mig dog ikke slå ud så

hurtigt. I stedet ser jeg frem til, at

Studievalg Sjælland kommer på

gymnasiet. De ved helt sikkert,

hvordan jeg skal tackle min usikkerhed.

Vejlederen fra Studievalg

Sjælland kommer også med en

masse gode råd til klassen. Vi kan

regne med en masse konkurrence

på markedet. Gennemsnit og Afag

vil betyde rigtig meget, og

kvote 2 bliver kraftigt reduceret.

Det er nogle af de guldkorn, der

bliver leveret. Jeg kan forstå, at det

betyder rigtig meget for regeringen

at få os hurtigt igennem ud-

dannelsessystemet. Det virker

skræmmende pludselig at skulle

tage stilling til alle de ting velvidende

om, at det vil få konsekvenser

for resten af mit liv. Den tryghed,

gymnasiet har givet, vil være et

overstået kapitel.

Et stensikkert valg!

For mig er ét dog sikkert. Jeg vil

tage et sabbatår. Jeg skal opleve

verden – dét er det eneste, jeg er

afklaret omkring. Verden kan opleves

på mange måder – fra kassen i

Netto, bag kameraet i Afrika eller

på interrail i Europa. Mit mål med

at tage et ekstra år skal være at opleve

nogle andre kulturer end den

danske. Det vil samtidig være rigtig

spændende og udfordrende,

hvis jeg kommer til at lære nogle

nye mennesker at kende.

Oplevelserne og erfaringerne håber

jeg vil bringe mig tættere på,

hvilken uddannelse jeg vil trives

med. En del af året skal også bruges

på at arbejde og tjene penge.

Lidt erfaring om arbejdsmarkedet

skader ikke, og turen skal jo fi nansieres.

Jeg hælder mest til en rejse i

forbindelse med et højskoleophold.

Her vil jeg både opleve en

anden kultur samtidig med, at jeg

lærer en masse nye mennesker at

kende. Bare tanken giver mig sus i

maven. Men man kunne jo også

tage på interrail – hvis altså man

fandt den rigtige rejsemakker.

Ny tid i vente

Mulighederne er talrige, og jeg er

sikker på, at man efter sådan et år

vil være kommet bare en lille smule

nærmere, hvad man vil fortsætte

med. Penge til turen skal komme

fra det job, jeg tager den resterende

del af sabbatåret. Efter at have

siddet på skolebænken siden jeg

var seks, bliver det helt sikkert anderledes.

Hver dag på gymnasiet

har stået på lektielæsning, men

også det fantastiske i at se sine

venner hver dag. Begge dele vil

blive ændret. Nu vil jeg mødes

med mine venner på en anden

måde og sikkert også få en masse

nye. Det jeg især ser frem til at opleve,

er en hverdag uden lektier.

Det er faktisk dumt at sidde og

være bekymret, selvom det hele

virker noget frustrerende. Jeg giver

mig selv lov til at nyde, at jeg trods

alt er nået så langt. Huen venter

lige om hjørnet, og med den følger

der en masse muligheder. Imens

kan regeringens ’Fremtidshæftet’

og mine bedrevidende bekendte

være glade over, at de ved, hvad de

vil. Jeg har nemlig lavet min egen

reviderede udgave af ’Fremtidshæftet’.

Her er næste mål at få sat

styr på det hele. Jeg starter med at

få en tid hos min egen studievejleder.

Her vil jeg høre lidt om hvilke

muligheder der reelt er, og hvordan

jeg egentlig griber det an.

NR. 2 2006 • 3

UDDANNELSE


4 • NR. 2 2006

UDDANNELSE

Jeg vil leve på de skrå brædder

”Det er en følelse, som ikke er til at beskrive. Den følelse man har, når man bare ved, at det her er det rigtige”, fortæller skuespillerelev

Julie Agnete om sin passion. At stå på de skrå brædder.

Af : Nicoline Lehrskov

Statens Teaterskole er

en af de hårdeste uddannelser

i Danmark.

Her skal både kendskab

til branchen, teaterhistorien,

teknikken, psyken

og fysikken være i

top, før man efter fire

år kan kalde sig udlært

skuespiller. Julie Agnete

var en af de 8 heldige,

der kom ind på skolen

for to år siden. Dengang

var hun kun 19 år,

men hun vidste, hvad

hun ville.

Vejen til stjernerne

Hun brugte sit talent og spillede

sig ind igennem nåleøjet: ”Når jeg

ser tilbage, er jeg overrasket over,

at jeg var så afslappet og realistisk.

Måske fordi jeg overhovedet ikke

anede, hvad jeg gik ind til. Jeg havde

bare en drivkraft i mig, som jeg

ikke kan forklare”, siger hun om

den dag, hun var til optagelsesprøve

på Statens Teaterskole. Dengang

var hun alligevel overbevist

om, at hun ikke ville komme ind i

første forsøg. ”Jeg vidste, at jeg var

meget ung og ufattelig grøn endnu.

Og da jeg vidste, at jeg havde

mange år endnu til at søge i, blev

forløbet ikke nær så anspændt for

mig. Selvfølgelig var der nerver og

sommerfugle i maven, og for hver

gang jeg gik videre til næste led i

optagelsesforløbet, blev forhåbningerne

større. Noget tid efter at

prøverne sluttede, fik jeg et brev...”.

Julie Agnete havde forberedt sig så

meget på ikke at komme ind, at

hun i første omgang læste brevet

som et afslag. ”Men efter hundredvis

af gennemlæsninger indså jeg,

at jeg var blevet optaget. Det var

meget surrealistisk. Jeg har siden

fået fortalt af min familie, at jeg var

i chok de første par dage, da jeg

stort set var tavs...hvilket jeg aldrig

er!” griner Julie. I dag er hun igennem

halvdelen af den uddannelsen,

der i sidste ende skal give

hende det liv, hun ønsker – som

anerkendt skuespiller på de store

scener.

Der skal være en nedtur

før en optur

Statens Teaterskole er hård, og

selvom Julie lyser af livsglæde denne

solskinsdag, har det langt fra

været nemt at opnå drømmen. Der

kan nemlig både være opture og

nedture på teaterskolen. De fleste

gennemgår kriser undervejs. Det

er næsten uundgåelige som skuespillerelev,

da hvert individs mentale

og fysiske styrke bliver evalueret

igen og igen, indtil alle eleverne

er formet til at være klar til den

hårde skuespillerverden: ”Det første

år var meget hårdt for mig, mest

fordi jeg gennemgik en stor men-

tal forandring. Selvfølgelig er det

krævende at starte et nyt sted med

mange nye mennesker, men det

var i højere grad svært for mig at

lære mig selv at kende. Det krævede

mange nedture. Jeg havde i

kraft af min unge alder naturligvis

ikke meget med i rygsækken, og

det gjorde det nemt for mig på det

tidspunkt at få et sammenbrud.

Jeg brugte det meste af året på at

lære mig selv at kende, udfordre

mine grænser og lægge gamle og

dårlige vaner fra mig. Fagligt handler

første år i høj grad om det basale

kendskab til skuespillerfaget.

Man arbejder med at blive bevidst

om sig selv, både fagligt og personligt”.

Da Julie kom tilbage efter

sommerferien sidste år, fandt hun

da også hurtigt ud af, at det første

udfordrende år havde båret frugt.

”Mit andet år var præget af mit nye

overskud. Jeg oplevede en ro og

en selvsikkerhed. Det gjorde, at jeg

rent fagligt kunne udvikle mig hurtigt

og effektivt. Da det nye hold af

1.-årselever startede, var det rart at

opleve, at jeg rent faktisk kendte

miljøet, kendte lærerne og kendte

hverdagen. Selvfølgelig var der de

små og store kampe, som alle har

på denne uddannelse, men jeg

havde ligesom fået en masse redskaber

til bedre at kunne håndtere

de hindringer, som måtte opstå”,

siger hun.

Julies møde med Det

Kongelige Teater

Julie Agnete har netop afsluttet sit

andet år på Statens Teaterskole og

fik lige før sommerferien praktikplads

på Det Kongelige Teater, hvor

hun startede i oktober. Her skal

hun vise, hvad hun kan. Både det

medfødte skuespillertalent og den

skuespillerkunst, som skolen intensivt

har lært hende de sidste to år,

skal nu bevises i stykket ’Faust’ af

Goethe. ”Det er jo en rigtig klassiker,

så det bliver meget spændende.

Jeg glæder mig utrolig meget

til selve forløbet. Jeg har længe higet

efter at komme ud og opleve

den ægte vare og anvende alle de

redskaber, jeg har erhvervet mig

på skolen de seneste to år, forhåbentlig.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde,

at jeg ikke har nerver på. Men

det er heldigvis de gode af dem,”

smiler Julie Agnete.

Et ægte skuespillerbarn

Julie Agnete har altid elsket skuespil,

og allerede som helt lille elskede

hun at lave opvisninger for

familien. ”Mine forældre har fortalt

mig, at jeg allerede som helt lille

gik rundt og fortalte, at jeg ville

være skuespiller”, fortæller Julie

Agnete, som også husker de mange

hjemmelavede film, som hun

lavede sammen med sin storebror

og kusine. ”Vi havde det rigtig sjovt

og improviserede meget, selvom

vi havde aftalt, hvad der skulle ske.

Filmene bliver stadig taget frem

som underholdning engang imellem,

når der er familiekomsammen”,

smiler Julie Agnete. Hun fortæller,

at der er stor forskel fra

barndomsårenes impulsive teater-

teknik og den hårde – og nogle

gange ubarmhjertige – teaterverden,

hun i dag lever i.

Skuespil er som farve på

en palet

Det er ikke bare det rene sjov og

spas, men hårdt arbejde, der ligger

bag fagets så ellers glamourøse facade.

”Først og fremmest ser jeg

skuespillerfaget som et håndværk.

Jeg mener ikke, det er nok, at man

har et talent. Teknikken er for mig

mindst lige så vigtig. For at mestre

skuespillerfaget er det nødvendigt

at være alsidig og bevidst om, hvad

man kan og ikke kan og så udvikle

det. Det er i princippet ganske enkelt.

Ligesom for alle andre fag

gælder det om at få så mange farver

på paletten som muligt,” forklarer

Julie Agnete. Hun fik en smagsprøve

på en ’ægte’ forestilling, da

hun før sommerferien spillede den

gæve, men også farverige Magdelone

i stykket ’Henrik og Pernille’ af

Holberg. I slutningen af andet år

skal skuespillereleverne spille en

gæsteforestilling på Grønnegårdsteatret

i København. ”Det er et stort

privilegium, mener jeg, at vi får mulighed

for at spille for et rigtigt

publikum, hver dag i en længere

periode i så smukke omgivelser.

Det var og bliver en rigtig god oplevelse.

Udover at vi var heldige

med vejret, havde vi en meget

dygtig instruktør, som i samarbejde

med holdet formåede at skabe

et fælles sprog. Der var mange elementer,

som gjorde helheden rigtig

god. Det var som et lille kick

hver dag, når jeg havde været på.

Man kan aldrig vide, hvordan publikum

vil reagere, og derfor var det

vigtigt for mig at stå ved mit materiale

og tro på, at det holdt. Det var

også fantastisk at få lov til at opleve

min figur udvikle sig – selvfølgelig

inden for rammen”, fortæller Julie

Agnete.

Drømmen om et hårdt liv

Der har været opture og nedture

for Julie Agnete, men begge dele

har kun gjort hendes tro på, at den

fremtid hun vælger, er den rigtige.

Hun er ikke sikker på, hvilke roller

man vil se hende i i fremtiden. ”Det

er meget svært at sige, jeg vil jo ønske,

at jeg får lov til at prøve så meget

forskelligt som muligt. Åh nej,

hvor er det svært... det vil tage mig

timer at svare på... og så vil jeg sikkert

skifte mening. Men jeg må da

indrømme, at teatret altid har draget

mig. At opleve kunsten blive

skabt lige nu og her”, siger Julie.

Hun ved godt, at skuespillerne er

mange og rollerne få. ”Det er jo en

svær branche med arbejdsløshed

og ikke særlig høj løn, men jeg kan

ikke gøre andet end at arbejde

sindssygt hårdt og tro på, at det

kan lade sig gøre. Jeg glæder mig i

hvert fald til at komme ud i den

store uudforskede verden...” afslutter

Julie, inden hun skynder sig videre

til prøve på Det Kongelige Teater.


Af: Lærke Andersen

Bogen rummer mere end 1000 uddannelser,

men den er overskuelig

opbygget. Du får svar på, hvilke uddannelser

der findes, hvilke optagelseskrav

de enkelte uddannelser har

og hvor lang tid, de tager. En bog,

der inspirerer, og som du nemt kan

guide sig igennem.

Studievejledning

Der er placeret syv Studievalg-Centre

i Danmark. Deres vejledere tilbyder

individuel vejledning på

gymnasierne. Det er også muligt at

kontakte vejlederne på mobil og

mail. Studievalg-Centrene arrangerer

samtidig studie- og erhvervstræf

og Uddannelseskaravanen. Hjælpen

er ikke kun møntet på uddannelse,

men også hvis du vil planlægge

sabbat. På www.studievalg.

dk kan du læse mere om mulighederne

og de forskellige arrangementer.

NR. 2 2006 • 5

UDDANNELSE

Hvis du ikke lige helt ved, hvad du vil efter gymnasiet, skal

du ikke fortvivle. Du kan få inspiration flere steder fra.

Up2you foreslår, at du kigger nærmere på: Hvad kan jeg

blive 2006

Uddannelsesguiden

www.ug.dk er en guide til mere

end 2000 uddannelser og jobs i

Danmark. Siden er som skabt både

til dem, som ved hvad de vil, dem

som ikke gør, og dem som tror de

gør. Du finder præcis de uddannelser,

der kan matche dig ud fra dine

interesser og baggrund. Hvis du allerede

ved, at du vil tage et sabbatår,

kan du få inspiration her:

Højskoleophold

På www.hoejskolerne.dk kan du

finde links til højskolerne i Danmark.

Du kan også finde oplysninger

om ophold i udlandet. Alt vedrørende

højskoler er samlet på én

side, og det er ret genialt samtidig

med, at det er sjovt og spændende.

Interrail.

Vil du opleve verden, kan du tage

på interrail. På www.interrail.dk kan

du selv planlægge din rejse, se priser

og få svar på spørgsmål.


6 • NR. 2 2006

UDDANNELSE

På jagt efter passionen

Jeg tænker tit: Hvad er min passion? Hvad er det, JEG drømmer om at lave? Hvad er det som jeg skal vågne op til hver morgen

og GLÆDE mig til? Det jeg skal arbejde med hele dagen, og som, jeg føler, giver mig energi og overskud? Hvad er det, jeg virkelig

brænder for? Hvad er det, jeg vil lave de næste mange år af mit liv?

Af: Heidi Jensen

Julen og de mørke tider nærmer

sig. Det minder mig om, at nu skal

jeg virkelig til at tage mig sammen.

Der er et halvt år til, at jeg bliver student.

Et halvt år til at alle forventer

et selvsikkert og ambitiøst svar på

det skræmmende spørgsmål:

”Hvad skal du lave efter sommerferien?”.

Men jeg ved det ikke. Jeg er

18 år gammel, jeg er lige blevet

’voksen’, og jeg har brugt stort set

hele mit liv på at gå i skole. Der har

hele mit liv været retningslinier for,

hvad jeg skulle. Andre har planlagt

det meste for én, og det er sjældent,

at man har skulle træffe selv-

stændige beslutninger.

De gange det har været på tale, har

der været forholdsvist få valgmuligheder

– som f.eks. valget mellem

10. klasse eller en ungdomsuddannelse,

da man havde færdiggjort

folkeskolen. Jeg tog 10. klasse, derefter

skulle jeg videre på en ungdomsuddannelse,

og her valgte

jeg gymnasiet. Nu er jeg snart færdig

med gymnasiet, og så er der

ikke fl ere studievejledere, der har

lagt retningslinier for mig mere. De

siger alle, at jeg skal have en uddannelse,

men hvordan skal jeg i

en alder af 18 år vide, hvad jeg vil

de næste mange år af mit liv?

København vs. Aalborg

Flere spørgsmål vælter ind. Hvor

skal man studere? Aalborg, Odense,

København eller et helt andet

sted? Jeg vil i hvert fald gerne til en

storby. Men er det ikke snart ved at

være en kliche at rejse til København

for at studere? Jeg har tænkt

over Aalborg! Så spørger folk, hvad

det er, der trækker en sjællænder til

Jydeland? Jeg kan nævne fl ere

ting: Jomfru Ane Gade, det at jyderne

er et meget venligt og imødekommende

folkefærd og udfordringen

i at bo så langt fra det, som

man er vant til. Men måske er det

også for langt væk? Det er jo en

stor omvæltning at fl ytte så langt

væk, er jeg klar til det?

Nyd det så længe det varer

Lige nu nyder jeg bare den sidste

tid, jeg har på gymnasiet. Nyder

den sidste tid jeg kan tilbringe

sammen med min klasse. Nyder

den stemning, der fylder gymnasiet

– de mange forskellige mennesker.

Jeg ser frem til at blive student.

Det man har kæmpet for siden første

skoledag i 0. klasse. Jeg kan huske,

hvordan stemningen var sidste

år, da afgangseleverne begyndte

at få huer på, og skolen blev fyldt af

smil, glæde og glade familier, der

fejrede de nyudklækkede studenter.

Man sad med en klump i halsen,

nød de glade øjeblikke og

tænkte, ”næste år er det mig, der

står der med hue og en stolt familie

omkring mig”. Nu er denne følelse

erstattet af nervøsitet og lidt sorg.

Jeg glæder mig selvfølgelig til at

blive færdig, men det betyder også,

“ Hvordan skal

jeg i en alder

af 18 år vide,

hvad jeg vil

de næste mange

år af mit liv? “

at jeg skal skilles fra min klasse. Jeg

skal væk fra det gymnasium, jeg

har brugt de sidste mange år på.

Jeg skal sige farvel til de lærere,

som jeg er kommet til at bryde mig

rigtig godt om. Får jeg nogensinde

sådan en god klasse med så dygtige

lærere igen? Man kan kun gisne

om, hvad fremtiden vil bringe. Jeg

vil bare nyde den sidste tid og så

tage udfordringerne, når de kommer.

Leve i nuet og få det bedste

ud af livet. Det skal jo heller ikke gå

op i skole det hele.


Fortsat fra forsiden

Læs resten af Martins skæbnesvangre historie.

Selvom man er bundet til en kørestol,

kan man stadig være morsom og

fuld af livsmod. Vibeke Lund har givet sin

ven frit spil og det er blevet til en gribende

beretning.

Af: Martin Støvring

Fra navlen og ned

Jeg bliver egentlig meget lettet, da

det går op for mig, at jeg slet ikke er

kidnappet. Da min far, to af mine

venner fra pilotskolen og Heidi

kommer ind til mig, bliver jeg bare

så ubeskrivelig glad. Vennerne er

taget helt fra Sjælland. Det skulle

de da ikke have gjort, tænker jeg,

og jeg havde slet ikke forventet at

se Heidi. Jeg havde kun fortalt

mine forældre kort om hende, dagen

inden jeg kørte galt. Jeg kunne

slet ikke forstå, hvordan hun havde

fundet ud af det, og at hun overhovedet

gad at se mig. Så dér ligger

jeg og er meget glad, selvom jeg er

lam fra navlen og ned.

Hjælpeløs

Jeg fi k at vide, at kroppen kan være

i spinalchok op til otte uger efter

ulykken. Det vil sige, at jeg faktisk

pludselig ville kunne få førligheden

tilbage. Det er svært at forklare,

hvordan det er, men jeg kunne

bare mærke, hvor ’dødt’ der var fra

navlen og ned. Jeg troede ikke selv

på, at det bare pludselig ville komme

tilbage, men selvfølgelig håbede

jeg da. Min skepsis var nok også

lidt for at forberede mig på mit nye

liv, og fordi jeg ikke rigtig turde

håbe på, at det ville komme igen.

Når man tænker sådan, har man

intet at tabe, men alt at vinde. Jeg

kunne ikke en pind selv i starten.

Sygeplejerskerne kom og tissede

for mig (med kateter), og hver 3.

time kom to store fyre og vendte

mig i sengen, for at jeg ikke skulle

få liggesår. Jeg fi k så næsten altid

selv lov at bestemme hvordan jeg

ville ligge – på højre side, venstre

side eller på ryggen... Jeg kan huske,

at jeg bare glædede mig til at

««« «

komme ud fra sygehuset og køre

rundt i en kørestol – at klare mig

selv.

Genoptræning

Omkring en måned efter ulykken

kom jeg til paraplegifunktionen i

Viborg, som er et genoptræningscenter

for rygmarvsskadede. Jeg

havde slet ingen tegn på fremgang,

så der var ikke noget at genoptræne,

da jeg stadig var total

lam under bruddet. Jeg var der for

at lære at klare dagligdagen fra en

kørestol. Jeg skulle lære at tage

bad, tage tøj på og selvfølgelig at

klare toiletbesøg selv. Ikke nok

med at det skulle foregå med kateter

nu, nej, det skulle også gøres på

klokkeslæt, for jeg kunne ikke

mærke, hvornår jeg skulle på toilettet.

Det var jeg super god til at

glemme i starten, men så fi k jeg jo

bare lidt mere øvelse i at gå i bad

og skifte tøj... Jeg var i Viborg i tre

måneder.

På plejehjem

Da jeg var færdig i Viborg, blev jeg

udskrevet til Roskilde, da det var

dér, jeg havde bopæl på ulykketidspunktet.

Roskilde Kommune

havde ikke nået at fi nde en egnet

bolig til mig, så jeg kom på plejehjem

i Vor Frue, indtil de fandt en

bolig. Jeg havde heldigvis erhvervet

mig en handicapbil, som kunne

køres med hænderne, så jeg var så

lidt som muligt på plejehjemmet.

Heidi havde fl yttet i lejlighed på 3.

sal en uge efter, jeg kørte galt. Den

mente hun bare, at jeg skulle se, så

hun hev mig op på 3. et par gange.

Det var nu meget dejligt at komme

ud fra sygehuset. Efter en måned

på plejehjemmet fi k jeg en bolig i

Roskilde og nu skulle jeg prøve at

klare mig selv. I starten tog det så

lang tid bare at gøre mig klar om

morgenen og handle ind, at der

faktisk ikke rigtig var tid til andet.

Der var selvfølgelig en masse ting,

der skulle ordnes med kommunen,

nu når jeg skulle til at have hjælp af

samfundet, så når der var købt ind,

og jeg havde snakket i telefon med

kommunen, orkede jeg bare ikke

mere samme dag.

Ren rutine

Det hele blev dog meget hurtigt

rutine og hverdag for mig, så jeg

prøvede et par forskellige uddannelser

i Roskilde, dog ikke nogle

som var noget for mig, da det kom

til stykket. Der gik ikke ret lang tid,

før jeg ikke rigtig tænkte på, at jeg

sad i kørestol. Nogle gange kunne

jeg endda tænke: ”Hvordan var det

nu, jeg gjorde det før?”. Dermed

ikke sagt at det er super fedt at

sidde i kørestol, og selvfølgelig går

det op og ned – kørestol eller ej.

I byen på hjul

Jeg har altid været den meget generte

type. Når jeg tog i byen, ville

jeg helst gå rundt på diskotekerne

uden at blive lagt mærke til, og sådan

har jeg det stadig. Er jeg ude i

byen om dagen, kan folk da godt

kigge lidt, men det har jeg vænnet

mig til, så det går mig slet ikke på

mere. Det er værre, når jeg skal i

byen om aftenen nu. For det første

er det svært at tage på diskotek,

uden at folk kigger. Jeg ved godt, at

det ikke er for at være negative, at

de gør det, men jeg bryder mig

bare ikke om det. For det andet er

det svært at fi nde et sted, hvor der

ikke er trapper, så jeg kan komme

rundt. Og hvis der endelig er et

sted uden trapper, er det sjældent,

at der er et handicap-wc. Og vi ved

jo alle, at jo mere man hælder ned,

jo oftere skal man på wc... Hvis der

endelig er et sted uden trapper og

NR. 2 2006 • 7

VIRKELIGE VERDEN

med handicap-wc, er det alligevel

svært at komme rundt, når der er

proppet med mennesker. Det er

ikke altid let at lave en 65 cm. bred

gang mellem fulde mennesker, når

man skal rundt, og jeg er da vist

også kommet til at køre nogle over

tæerne. Ikke fordi folk bliver sure

over det, det er bare ikke så sjovt.

Tit siger de faktisk selv undskyld,

fordi jeg kørte dem over tæerne.

Jeg tror, det kan tælles på to hænder,

hvor mange gange jeg har været

i byen de sidste fem år. Da jeg

endelig fi k taget mod til mig og

kom i byen sidste gang, var det

bare sådan en succesoplevelse. Jeg

synes, det var mega sjovt, selvom

det næsten var umulig at komme

fra vores bord til baren eller wc’et.

Folk er nu altid så fl inke i byen.

Rygmarvsoperation

Jeg er siden Roskilde fl yttet til Århus.

Jeg er jo oprindeligt jyde og

har hele min familie og næsten alle

mine venner i Jylland. I juli 2006 var

jeg i Portugal for at blive opereret i

min rygmarv. Jeg fi k taget voksne

stamceller fra min næse og opereret

dem ind i min rygmarv. Det er

stadig på forsøgsbasis, men næsten

alle af de tidligere patienter

har haft en eller anden form for

fremskridt. Ingen er kommet til at

gå normalt af det, men bare et lille

fremskridt ville også være godt,

især hvis jeg fi k min blærefunktion

tilbage. Det er nu ikke fordi, man

ikke kan have et godt liv i en kørestol,

men hvis chancen er der for at

kunne gøre det hele lidt lettere

igen på den ene eller anden måde,

så ville det være dumt ikke at tage

den. Det er i dag 3 1⁄2 måned siden,

og jeg har allerede fået en lille

smule følelse igen. Jeg er så småt

begyndt at kunne kravle – og man

skal jo som bekendt kravle, før man

kan gå, bogstaveligt talt...


8 • NR. 2 2006

Af: Jon Jessen

VIRKELIGE VERDEN

Når hulemanden, kinøjseren

og pladsnasserne er en fast

del af morgenturen

Jeg låser cyklen, så den er klar til

dagens hærværk. Tøffer over til

vores to nye busskure. Lidt efter

ser jeg to lygter med en hvid

stribe i panden for enden af

bakken. Jeg finder min Mag-Lite,

kaster et par blink i retningen af

lyset, og bussen standser.

Onklen

Lirens Onkel kommer ind i bussen

cirka et minut og 25 sekunder senere.

Med sit ”morgen, morgen” og et blik

på den smukke unge blonde nonne,

der sover, sætter han fingeren til næsen

med et slaskende snøft.

Hulemanden

Hulemanden kommer ind i bussen

50 meter længere oppe ad vejen.

Brun læderjakke, brune sko, brune

bukser, en guldring med brun

knogle i, et gråt skæg under næsen

der er brunt og en grøn fiskerhat.

Hulemanden har, siden jeg startede

på ruten, taget den almindelige

bus, der kører 15 minutter efter

’min’ pendlerbus. Det betyder, at

han kommer til at vente 20 minutter

ekstra på toget til København.

For nylig startede han i pendlerbussen.

Han bruger kun klippekort

og har en skinger stemme.

Kinøjseren

På stationen stiller jeg mig i den

hårde pendlerflok, det er gemmer

sig bag kontrollørbygningen. Det

er der, hvor pøblen ikke tror, at dø-

rene åbner. Den stride strøm, hundekonen

og stenen står der. De taler

om hunde. Faresignalerne

kommer efter fem minutters ventetid

– Kinøjseren kommer. Kinøjseren

er en ligbleg kineser med

røde læber. Hun måler 180 og kan

altid skaffe sig en plads. NU skal der

handles hurtigt, der satses! Hvor

ender døren? Hvor langt væk er

Kinøjseren? Dørene åbner, flokken

pakker sig tæt sammen, kontrolløren

bliver mast tilbage i toget og

ind i sin hule.

Pladsnasserne

Arg, der er de! De satans pladsnassere

fra den anden dør, der tror, at

de kan få en plads i stillekupéen,

møver sig ind! Alle prøver at blokere

vejen for dem. Kinøjseren sidder

der allerede. Hun bruger jo ikke

døre. Hun har smækket sine bare,

rynkede fødder op på sædet over

for det sæde, jeg har udset mig!

Lugten af mug breder sig omkring

hende. Hun tager en tår vand af sin

kaffepulverdåse. Jeg sætter mig

uden min vinduesplads.

5 kilo kød og 24 timer

Jeg siger godmorgen til Anne

Sofies far. Vi udveksler et par ord.

Han har kørt ruten i 15 år. Han er

benhård, en rigtig pendler. Om

onsdagen har han 5 kilo kød med

hjem fra fabrikken til hunden. Vi

får 24timer af uddeleren Krølle og

jeg venter på bussen.

Tommetykke briller

Vildmanden Otto står her også af

og til. Otto er to meter høj og vejer

120 kilo. Han bærer en lille flødefarvet

trøje, der en gang var hvid.

Tilbud til unge fra 13 år som oplever

- gener i forbindelse med brug af rusmidler?

Hvis du er/har:

Træt og uoplagt om morgen

Svært ved at styre dit temperament

Føler dig modløs og deprimeret

Søvnproblemer

Svært ved at koncentrere dig

Humørsvingninger

Ser eller hører ting, som du ved ikke er virkelige

Problemer med skole eller arbejde

Kriminel

En tur med bussen om morgenen kan være

helt speciel – tag bussen med Jon Jessen.

Man kan se hans navle på grund af

den åbne cowboyjakke, og de røde

bukser ender lidt over sokkerne

med Simpsons. Otto smiler altid

vildt og voldsomt. Hans karamelfarvede

tænder står ud til alle sider

og hilser velkommen til en ny dag.

Hans tommetykke briller forstørrer

hans enorme øjenbryn, hvilket giver

en skrammende effekt fra den

rigtige vinkel. Han lugter han lidt af

hest.

Virginia-kebab

Bussen kører op ad vejen. Den

kommer forbi ”Virginia-kebab”, der

har et flot foto af en dürumrulle.

Jeg står af uden for en folkeskole. I

busskuret sidder et ret så modbydeligt

væsen, der råber sleske tyske

ord. Væsenet har fedtet gråt tøj, der

er købt i Bilka anno 1992. Det har

en lille sort mavetaske hængende

Kontakt ungeteamet i Slagelse som kan tilbyde:

Individuelle samtaler og samtaleforløb - 13-18 år

Perron 3, et forandringsprojekt over 8 -12 uger - 13-24år

Kixet, ung til ung kontakt 13-24 år

www.netstof.dk

www.drugbuster.dk

under maven. Og så ryger han cigar.

Cigaren er så tyk som en lygtepæl

og så lang som et babyben.

Den er konstant rødglødende, og

han ånder aldrig frisk luft ind i sine

lunger. Vub vub vub, lyder det og

selv 20 meter nede af gaden er

stanken uudholdelig. Jeg sms’er

straks mit morgenhumør ind til

P3... Nul. Jeg drejer ind på min lærerplads

sætter mit kort op til døren

– ”klik”, siger det. Jeg åbner og

hører stemmer. De siger godmorgen

og lader en bemærkning om,

at jeg skal huske frugtkurvene i

dag, falde. Jeg smiler igen. Det skal

jeg nok.


Onkel Danny ville i år være fyldt 60. Up2you stiller skarpt på forfatteren Dan Turéll.

Af: Nicoline Lehrskov

I dag elsker de unge storbylivet

med alt, hvad det indebærer. Hvis

man er født ude på landet, søger

man ind til byen i weekenderne for

at feste, og når tiden kommer til

studierne, vinker mange farvel til

det trygge barndomshjem og åbner

i stedet flyttekasserne op på

kollegier og små lejligheder rundt

omkring i de større byer. Den samme

længsel efter storbyen havde

Dan Turéll, da han som ung boede

i arbejderkvarteret i Vangede, en

forstad til København. Han elskede

det pulserende liv inde i midtbyen,

hvor han senere flyttede til og bosatte

sig på Istedgade på Vesterbro.

Et perfekt kvarter for Dan Turéll.

Han elskede at følge livet i de små

mørke gader i de sene nattetimer.

Han skrev om alt det, der skete omkring

ham, som alle andre ikke ville

se. Han skrev om virkeligheden,

om larmen, forfaldet og alle de

skæve eksistenser, der hver dag og

nat udspillede de historier, som

han skildrede i sine digte. Han

skrev om luderne, narkomanerne,

de hjemløse, drankerne og de hvileløse.

Han skrev om alting og ingenting.

Anders And og sorte negle

Dan Turéll lyttede til jazz, afprøvede

det syrede liv på stoffer og levede

som buddhist. Hans yndlingssted

var værtshuset ’Frederik d. 6’. Her

tilbragte han det meste af sin tid,

når han ikke vandrede rundt i gadebilledet

eller skrev digte. Dette

sted var også en del af det image,

som medierne hjalp ham med at

skabe. Han blev en myte blandt andet

på grund af sine sortlakerede

negle, lange sorte frakke og den

storskyggede sorte hat.

Hans store idol var Anders And –

og så er stilen ligesom lagt

Dan Turéll var mystisk og anderledes.

Det samme var hans digte. Der

var ingen direkte personlige følelser,

men alligevel var de fyldt af

dem. Han skildrede ikke sit privatliv

i sine digte eller i medierne og for-

blev derved en legende fyldt med

mystik, da han døde i 1993.

En plads til Turéll

I folkeskolen og gymnasiet bliver

elev efter elev præsenteret for de

fantastiske digte om hverdagens

glemte realiteter. Men også andre

steder i København bliver mindet

om den karismatiske poet holdt i

live. I år, hvor Dan Turéll ville have

fyldt 60 år, hædres han i en bragende

teatermusical med Lars Bom i

hovedrollen som digteren. Dermed

er Dan Turéll foreviget i litteraturhistorien

og teaterhistorien.

Men han er også en del af byen.

Søndag den 19. marts 2006 blev

han en del af København, da en del

af Halmtorvet på Vesterbro tog

navneforandring til Onkel Dannys

Plads. Digteren er ikke glemt og

det bør en poet med forkærlighed

NR. 2 2006 • 9

DAN TURÉLL

Dan Turéll – digteren med de sorte negle

En digter født i 1946. Det lyder umiddelbart alt for kedeligt og gammeldags til nutidens unge, pulserende og flygtige

generation. Men Dan Turéll er ikke et overstået kapitel eller en glemt gammeldags lyriker. Hans poesi er ikke kedelig

og gammeldags, men kunne snildt have været skrevet den dag i dag. Det gør Dan Turélls digte værd at læse for alle.

Digt af Dan Turéll:

Mest af alt holder jeg af hverdagen

Jeg holder af hverdagen

Mest af alt holder jeg af hverdagen

Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt

der alligevel ikke er helt så kendt

Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed

fremmede ansigter

Morgenkyssene

Postens smæld i entréen

Kaffelugten

Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter

mælk, cigaretter, aviser -

Jeg holder af hverdagen

Selv gennem alle dens irritationer

Bussen der skramler udenfor på gaden

Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste,

blankeste stillestående ingenting i mit akvarium

Fuglene der pipper fra deres bur

Den gamle nabo der ser forbi

Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man

er kommet i gang

Den konstante indkøbsliste i jakkelommen med sine

faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks

Den lille hurtige på den lokale når vil alle sammen mødes

med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -

for storbyens skygger, sorte negle

og gennemtænkte realistiske digte

heller ikke.

Jeg holder af hverdagen

Dagsordenen

Også den biologiske

De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet

Den obligatoriske barbermaskine

De breve der skal skrives

Huslejeopkrævningen

Afstemningen af checkheftet

Opvasken

Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -

Jeg holder af hverdagen

Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera

Det skal til med alle sine efterladte slagger

Så meget usagt og tilnærmelsesvist vævende og

hængende i luften bagefter

Som en art psykiske tømmermænd

Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -

Fint nok med fester! Al plads for euforien!

Lad de tusinde perler boble!

Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig i hvilens og

hverdagens seng til den kendte og alligevel ikke så

kendte samme udsigt

Jeg holder af hverdagen

Jeg er vild med den

Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen

Jeg holder stinkende meget af hverdagen


10 • NR. 1 2006

DAN TURÉLL Dan Turélls liv i store træk:

1946: Dan Turéll kommer til verden den 19. marts.

1963: Som 17-årig starter han med at skrive artikler for Gentofte-Bladet.

1965: Han gifter sig med Kirsten Brandt.

1966: Han debuterer som 20-årig med digtsamlingen ’Vibrationer’. ’Vibrationer’ bliver dog senere slettet fra værklisten.

1968: Han er med i studenteroprøret, men er ikke engageret i den politiske del.

1970 erne: Han indleder et samarbejde med P3 og danner bandet Sølvstjernerne.

1973: Dan Turéll og Kirsten Brandt bliver skilt.

1974: Karma Cowboy’, som siges at være hans hovedværk, udkommer.

1975: Forholdet til Inge Margrete Svendsen, bedre kendt som Chili, starter. Han får sit folkelige gennembrud med ’ Vangede

Billeder’, som oprindeligt var en digtsamling, men som blev skrevet om til kortprosa.

1977: Dan Turéll bliver hædret med Café Dan Turéll i Store Regnegade, København.

1979: Datteren Lotus Maria bliver født.

1980 erne: Dan Turéll afprøver nye territorier og skriver de 12 krimier,’ Mord i’. Den første, ’Mord i Mørket’, blev senere filmatiseret.

1982: Dan Turéll gifter sig med Chili.

1990 erne: Dan Turéll udgiver to cd’er sammen med musikeren og produceren Halfdan E. Et af numrene, ’Jeg skulle have været

taxachauffør’, blev et stort hit.

1993: Dan Turéll dør af kræft den 15. oktober.

MODERNE SVIMLENDE

TEATERMUSICAL OM

DAN TURÉLL

Teater-musicalen Onkel Danny er en fantastisk skildring af poetens syrede liv. New Yorker-bandet Black

Sounds og sangerinden Kendra Lohmann understreger med bragende smuk musik den fantastiske skildring

af Dan Turélls liv. Man føres gennem hans unge år, det vilde ungdoms- og voksenliv, venskab, syretrip

og kærligheden til byen, Chili og ordene. Med dans, musik og rytme fremføres nogle af Dan Turélls bedste

digte. Det er Lars Bom, der spiller Dan Turéll for fuld udblæsning. Dertil kommer et eksperimenterende smukt

danse-skuespil fremført af seks unge dansere. En fantastisk oplevelse for både de ældre generationer, som

husker Dan Turéll og for unge som gerne vil have en vild oplevelse både musikalsk, poetisk og skuespilmæssigt.

Alt i alt en fantastisk og anbefalelsesværdig oplevelse.

KLIK IND PÅ : www.onkeldanny.dk.

Onkel Danny bliver spillet i Docken, (tæt ved Nordhavn Station) indtil den 26. november 2006. onsdag – søndag. Grupperabat på billetter og rabat på billetter til unge under 25 år.


Af Tim Lund

The Horn of Plenty er et band, som

ikke er bange for at skille sig ud fra

mængden. De har siden deres begyndelse

i 2002 lavet musik, som

man normalt ikke vil kunne høre

på P3 eller se på MTV. Genren er

punk’abilly i den hårde stil. Hård

rock med masser af attitude.

Punk’abilly eller psychobilly, som

genren læner sig op ad, er opstået

ved at blande 1950’ernes rock’abilly

med moderne punk. Det kan

give et billede af folk, som danser

twist’n’shout i jakkesæt med hanekam,

piercinger og store tatoveringer.

Det lyder måske kontrastfyldt,

men det er dog ikke en helt forkert

antagelse. Målgruppen er nemlig

folk, der ønsker eksperimenterende

musik. The Horn of Plenty laver

musik for kendere og ikke for folk,

som forventer radiovenligt pop-

musik. Deres unikke karakteristik

ses tydeligt, når man kigger på forsangerens

store kontrabas samt

den tilhørende jazzguitar, der er

med til at præge deres specielle

lyd. Brugen af jazzinstrumenter er

vigtig for genren, og The Horn of

Plenty er her ingen undtagelse. Det

er en vild oplevelse, når de kaster

sig selv og deres instrumenter

rundt på scenen for fuld udblæsning.

Stemningen er vild, men samtidig

overraskende god.

Mødet

En kold fredag aften i oktober finder

jeg stedet, hvor vi skal mødes.

Det er i deres øvelokale, som ligger

i en skummel kælder i Holbæks

gamle nedlagte kaserne. Allerede

på vej ned ad trappen hører jeg lyden

af deres karakteristiske musik.

Da jeg kommer ned i øvelokalet, er

det som om, at de slet ikke ser mig.

De fortsætter ufortrødent, indtil

nummeret er færdigt. Straks efter

bliver jeg budt på en øl fra en kasse,

som allerede er halvtom. Forsangeren,

Kasper, fortæller mig om sin

elskede kontrabas. ”Den er stor og

klodset, men giver en helt unik lyd

fra sig. Og så kan man stå oven på

den og spille samtidig, hvis man

altså er dygtig nok”, siger han. De to

øvrige medlemmer af bandet hedder

Allan og Micky. Allan spiller

trommer, og Micky spiller guitar.

Stemningen er god i øvelokalet.

Hvordan opstod The

Horn of Plenty?

”Oprindeligt er mig og Kasper udbrydere

fra et andet band, der hed

Wrecking Dead. Vi startede med en

anden guitarist, men han kunne

ikke stå distancen”, siger Allan. ”Men

så var det godt, at vi løb ind Micky.

Udover at være en god guitarist

forstår han også, hvordan man fyrer

den af på scenen”, siger Kasper.

Micky er født i Italien, men har boet

en stor del af sit liv i Afrika. Hans

mormor bor lidt uden for Holbæk,

hvilket er grunden til, at han flyttede

til Danmark.

Micky, har din blandede

kulturelle opvækst haft

indflydelse på den musik,

du hører og laver i dag?

”Hvad fanden er det for et lortespørgsmål?

Det har det sikkert.

Jeg hører og laver det, jeg kan lide.

Men jeg tvivler på, at jeg ville høre

lortemusik, hvis jeg havde haft

en anden opvækst.”Nu er jeres

musik jo ikke ligefrem poppet. Har

I aldrig overvejet at lave musik i en

mere lyttervenlig genre for at få

flere til at høre det?

”Hvorfor fanden skulle vi det? Vi laver

ikke musik for at få folk til at

høre det. Vi laver musik, som vi kan

lide det”, svarer Micky. ”Det er jo

ikke fedt at lave musik, som man ligeså

godt kunne høre et andet

sted. Der er jo heller ingen, der gider

at høre noget, som de har hørt

før”, tilføjer Kasper

.

Hvad nu hvis I kunne få en

pladekontrakt ud af det?

”Pladekontrakt eller ej. Det gør ingen

forskel. Hvis man laver musik

udelukkende for at få succes, kunne

man ligeså godt hedde Nik og

Jay eller Aqua”, siger Kasper. ”At lefle

for pladeindustrien som en flok

kommercielle tabere er ikke lige

vores stil”, afslutter Micky.

Enestående musik

Meget kan man sige om medlem-

NR. 1 2006 • 11

THE HORN OF PLENTY

The Horn of Plenty: Punk’abilly fra hjertet

Midt i en tid, hvor en moderne popkultur er vokset frem med blandt andet hip hop og R’n’B, findes der mange mindre anerkendte

genrer, som endnu ikke har fået fodfæste hos den brede befolkning. Up2you’s Tim Lund har mødt et band, som laver musik i en

meget speciel genre – punk’abilly.

merne i The Horn of Plenty, men

kommercielle er de ikke. De laver

musik, som de vil have det og for

deres egen kunstneriske udfoldelse.

At lave punk’abilly er deres personlige

stil, og det vil der nok aldrig

blive lavet om på. Det kunstneriske

ligger netop i, at musikken er deres

egen, og at ingen laver noget, der

ligner. Det er nok derfor, at de har

sådan en unik ustråling, når de er

på scenen. Det kan i hvert fald anbefales

at lytte nærmere til The

Horn of Plenty. Her er nemlig en

gruppe, der laver deres musik, som

man ikke finder andre steder.

Hvis du vil vide mere om The Horn

of Plenty skal du klikke ind på myspace.com

eller thehornofplenty.

dk.

Tim Lund har udarbejdet artikeln

på baggrund af Vibeke Lunds

kendskab til ham og bandet.


12 • NR. 2 2006

Af Lærke Andersen

OPLEV VERDEN

Prag tur/retur

Med sine 1,23 millioner indbyggere har Tjekkiets hovedstad,

Prag, en meget varieret befolkningsgruppe. Måske er det en af

grundene til, at mentaliteten er så anderledes end i Danmark.

Byen byder på et væld af smukke gamle bygninger, overdådige

bygningsværker og ikke mindst Det Gule Marked.

Up2you’s Lærke tilbragte fem dage

af sin efterårsferie i Prag. Konklusionen

er klar: Byen er absolut et besøg

værd. Prag er spændende,

utrolig fl ot og byder på bygningsværker,

som man ikke oplever i

Danmark. Er man til festlige byture,

sightseeing eller shopping – Prag

byder på det hele – og så er alt virkelig

billigt. Befolkningen er generelt

imødekommende, men mange

taler hverken engelsk eller tysk, og

det kan få dem til at virke afvisende.

Selv ved de mest besøgte turistområder

taler kioskejerne ikke

engelsk. Om de virkelig ikke kan, eller

om de i virkeligheden bare ikke

vil, er ikke til at sige. De ældre herrer

er dog meget hjælpsomme til at

guide med mimik og fagter, hvis

man er faret vild.

Ordnet trafi kkaos

Sporvognene i Prag er en oplevelse

i sig selv. De kører parallelt med

den kollektive trafi k mellem to vejbaner.

Når man først har luret systemet,

er det nemt at bruge. Man

kan nemt orientere sig, og man

kan bare springe af og på, som

man vil. Er man i bil, er det tilsyneladende

nogle helt andre regler end

i Danmark, der gælder. Kan man

ikke lige fi nde en parkeringsplads,

sætter man bare havariblinket i

gang og stiger ud af bilen. Uanset

om det er på fortovet, i et fodgængerfelt

eller på vejbanen. Og har

man problemer med parallelparkering,

skal man ikke have skrupler

i Prag. Man skal bare mase sin bil

ind mellem to parkerede biler –

også selvom det betyder, at man

kører ind i dem. Om disse regler er

lovlige at praktisere er uvist, men

det fungerer trods alt fi nt.

John Lennon

Prags overdådige bygningsværker

må man simpelthen ikke gå glip af.

Karlsbroen, Pragsborg og Skt. Nikolajkirken

er bare et udpluk af de

mest berømte. En tur gennem Josefov,

det jødiske kvarter, er også et

must. Disse seværdigheder er udprægede

turistattraktioner, og derfor

kan man også genkende det

meste fra billeder og rejsebøger.

Mindemuren til ære for John Lennon

er derimod mindre besøgt,

men ikke af den grund mindre interessant.

Den er overfyldt med

graffi ti, maling og ’peace and love’tegn,

der sender tankerne tilbage i

tiden.

Glasspilleren

Prag er levende om natten. Hele

byen pulserer og selv i krogene er

der liv. Er man ved Karlsbroen, vil

man højst sandsynligt møde en

gammel mand. Med sit pjuskede

lange hår og en fi n hue, minder

han om en lille trold. Men det skal

man ikke tage fejl af. Bag hans pjuskede

ydre gemmer der sig nemlig

en sand kunstner – en glasspiller.

Han sætter 50 krystalglas op, og

stemmer dem ét efter ét. Herefter

spiller han symfonier af Bach, mens

publikum kaster penge i hans opsatte

pengespand. I de små gader

møder man liv overalt på de små

pubber, i cafeerne og på spisestederne.

På nogle steder spiller man

international musik – et sikkert

mødested for byens unge. Andre

steder bliver der fyret op for tjekkiske

melodier og her er det den ældre

generation, der mødes over et

par fadbamser. Det er her, man kan

opleve den helt specielle stemning,

der fi ndes blandt tjekkerne. Tjekkisk

mad og stemning til tjekkiske

priser er værd at opleve og så er

det bestemt meget billigt.

Det Gule Marked

På Det Gule Marked kan man få alt

fra grøntsager til falske Louis Vuitton-tasker.

Markedet er bygget op

omkring nogle gamle slagtehaller,

der samtidig huser hovedparten af

Prags vietnamesiske indbyggere.

Her kan man få alt. De fl este kopivarer

er ulovlige, og derfor er de for

det meste gemt væk, men udviser

man interesse, bliver man straks

trukket ind bag et forhæng, der

skjuler en lille container. På Det

Gule Marked kan man få næsten

alt. Det er kutyme, at man prutter

om priserne, og er man god, kan

man komme ned på næsten halvdelen

af deres pris, uden at sælgerne

mister på det.


Af Michelle Christensen

Jeg sidder i subwayen i den grønne

linie på min vej mod den nordlige

del af Manhatten. Vognen er fuld af

reklamer for plastiskkirurger, abortklinikker

og Jamaica-rom. Her er

halvt fyldt op. Rundt omkring mig

sidder folk i deres egen verden.

Nogle japanere med kamera om

halsen står og kigger forvirret på

kortet over subwayen. En gruppe

højrøstede sorte fyre sidder i et

hjørne. Overfor sidder en mexicansk

småbørnsfamilie. Toget begynder

at svinge gnistrende skarpt

mod højre. Det standser ved 42.

Street. Times Square. Jeg tænker

på tidligere i dag. Mit første møde

med avisen The Times blinkende

nyhedstavle. Et sandt neon-mekka

og samlingsstedet for byens største

nytårsfest. Menneskemylder og

neon. Det var indbegrebet af min

forestilling af New York. Det var

dog ikke lige min kop te.

Turistens tilfl ugtssted

Der var for mange mennesker på

en gang, og trangen til at komme

ud af turisternes tilfl ugtssted

trængte sig hurtigt på. For en halv

snes år siden var stedet utåleligt

med kriminalitet og narkomaner,

der begik røverier på åben gade.

Nu er her renset ud, så selv Disney

og børnefamilier holder til. På trods

af min modstand mod trængslen

og det kommercielle, er der ingen

tvivl om, at Times Square giver dig

følelsen af, at New York er ’the city

that never sleeps’.

The Bronx

Da toget igen begynder at køre, er

tre fyre steget på vognen. De stiller

sig op i midtergangen med en omvendt

hat i hånden og begynder at

synge, mens de langsomt bevæger

sig ned gennem toget. Det lyder

bestemt ikke dårligt, men min nærighed

kommer op i mig, da de

passerer mig. Så jeg lukker øjnene i

håb om, at de ikke vil lægge mærke

til mig. Jeg åbner dem først igen,

da vi så småt sniger os væk fra

downtown Manhattan. Til røde

murstenshuse med fl erkulturelle

befolkninger. Til solnedgangen

over Hudsonfl oden. Til venstreorienterede

litterære caféer. Til Woody

Allens New York. Eksotisk for os.

Hverdag i New York. Toget ruller

ind i bydelen The Bronx, som er

den eneste af de fem ’boroughs’ i

New York, som har et ’The’ foran sig.

Det er også den eneste, som ikke er

en ø. The Bronx. Jeg stiger op ad

trappen fra subwayen på 138. Street

i Syd-bronx. Med en vis spænding

i kroppen. Det første jeg ser,

da jeg kommer op på gadeniveau,

er en issælger. Jeg køber en vanil-

lieis til en dollar (hurra for one-dollar-køb!)

og begynder at se mig

rundt.

I love NY

Jeg står udenfor ’B.J.’s Videobox’,

som har fi lmen ’Rumble in the

Bronx’ i udstillingsvinduet. I et konditori

ved siden af sælger de

cremekager, og fra en mexicansk

restaurant på den anden siden af

gaden kommer der en mæt mand

ud og klapper sig veltilfreds på maven.

En gruppe unge strejfer forbi.

De råber til hinanden på en blanding

af engelsk og spansk. De fl este

er mexicanere eller sorte. Jeg

prøver ikke at se for turistagtig ud.

NR. 2 2006 • 13

OPLEV VERDEN

I New York kan du feste hele natten og glemme alt omkring dig. New York får dig til at føle kampgejst og oprørstrang. Alle kender ’I

love NY’-trøjen, men ingen ved, hvad det egentlig drejer sig om, før man selv har plantet sine fødder in the heart of the big apple.

Men det virker som om, at ingen

lægger mærke til mig. Det ville

være forkert at sige, at Syd-Bronx i

dag er blevet en blomstrende idyl.

Selvom hyppigheden af mord og

andre forbrydelser er gået ned, er

der fortsat fl ere problemer her, end

i andre dele af New York City. Men

på trods af kriminaliteten og forbrydelserne

er alle folk, jeg passerer,

utrolig venlige og smilende. Jeg

tager et dybt åndedrag og snuser

luften ind, som prøver jeg at få alle

mine sanseindtryk ind på en gang.

Jeg puster ud og smiler igen til de

forbipasserende. Kun en tanke fl yver

gennem mig: I love NY.


14 • NR. 2 2006

OPLEV VERDEN

De hvide løgne er sjældent særlig velsete, men inden man får set sig om, kravler de ind over tungen og springer dernæst ud

fra overlæben – “ Hov, sagde jeg det? ” Umiddelbart indrømmer man jo hverken over for sig selv eller andre, at det er en regulær

løgn – nej, blot en fordrejning af sandheden. Alligevel sker det hyppigt både for mænd og kvinder, børn, unge og gamle

Af : Mette Serup

Problemet med hvide løgne er, at

de bliver ret grumsede, når man

lufter for mange af dem. En hyppig

løgn for kvinder, heriblandt mig, er

at benægte småspiseri: ”Jeg bryder

mig faktisk ikke så meget om chokolade”,

kan man finde på at udbryde,

selvom man lige har gennemsnasket

det meste af en Toms

guldbarre med støsrte fornøjelse.

Mænd derimod lægger gerne en,

to, tre meter til deres overarmsomkreds.

Det der med sandheden er

bare ikke altid lige så nemt, som

man umiddelbart kunne tro. Min

bedstemors formanende ord om,

at man gør sig selv en bjørnetjeneste

ved at smålyve, virker simpelthen

bare ikke helt overbevisende.

Specielt ikke når jeg virkelig burde

fortælle min storesøster, at det er

min skyld at hælen på hendes yndlingsstiletter

er knækket. Det er

nemmere, at komme til at sige, at

man faktisk aldrig har lånt de sko.

Er min røv for stor?

Jeg vil faktisk gerne argumentere

ER STOFFERNE, HASHEN ELLER ALKOHOLEN

BLEVET LIDT FOR DOMINERENDE I DIT LIV?

ANONYM RÅDGIVNING VIA HJEMMESIDEN DRUGBUSTER.DK OG VIA TELEFON

EN AFKLARENDE PERSONLIG SAMTALE - MULIGHED FOR AT VÆRE ANONYM I BEGYNDEL-

SEN

PERSONLIGE SAMTALEFORLØB

12 - UGERS KURSER FOR DIG, DER GERNE VIL STOPPE MED AT RYGE HASH

UNG TIL UNG

for, at det i visse situationer er helt

uacceptabelt ikke at lyve. Man kan

betegne det som en af samfundets

uskrevne pligter. Der er ikke tale

om en løgn for ens egen skyld –

men for andres. For eksempel når

børnehaveveninden med store

spørgende, brune øjne spurgte: ”Er

min tegning ikke også grim?” og

man svarede med den mest overbevisende

stemme, man kunne

finde: ”Neej, den er da smadderflot,

den der kanin/hest-ting er da helt

vildt sej”. Selv om det i virkeligheden

mere lignede en papegøje...

En anden situation, der kræver en

hvid løgn er, når ens veninde – der

måske lige har en tand for brede

hofter – spørger, om hun får en for

stor numse i sine ultra-smalle-slimfit-jeg-får-knapt-nok-blod-til-fødderne-comboybukser.

I en sådan

situation burde man sige sandheden,

men i langt de fleste tilfælde

er det bare nemmest at lufte en lille

hvid løgn.

Fødder

Er der en ting, hvor mænd og kvinder

er fælles om at lyve, er når det

kommer til pladerne, fusserne eller

fødderne. Både kvinder og mænd

har et helt specielt og ømfindtligt

forhold til deres fødder. Hvor

mænd ønsker deres fødder både

større og bredere, presser kvinder

gerne en klumpfodet størrelse 41

ned i en 38. ”Gud, hvor ser dine fødder

små ud i det sko”, kan man ofte

høre en pige sige, mens hendes

veninde står og smiler og forsøger

ikke at tænke på den smerte, som

er foranlediget af de vabler, hun

har på fødderne efter alt for små

sko. Noget andet, de to køn har til

fælles, er de hvide løgne om det

andet køn. Jeg kender til en del

fyre, som hellere end gerne ganger

og plusser lidt til deres scoringsliste.

Hvorimod kvinder gør brug af

helt andre matematiske træk, når

det kommer til scoringer. De bruger

i stedet minusser for ligesom at

virke mere jomfruelige, end de i

virkeligheden er.

Fisens ejermand

Der er også dem, som har stået

med hovedet dinglende mellem

benene for at fremprovokere snøftelyde,

mens man har sin arbejdsgiver

i telefonrøret: ”Jeg er blevet

åh så syg. Jeg er virkelig ærgerlig,

for jeg havde sådan glædet mig til

at komme på arbejde i aften”. (Som

om den kære chef ikke udmærket

ved, at man nok ikke er SÅ syg). Og

så er der de ting, der aldrig har en

ejermand. Hvem slog fisen? Det er i

hvert fald ikke en selv! – Næh nej,

fisens ejermand er altid ens sidemand.

Og hvem vedkender sig de

bussemænd, der er tørret fast til

æselørerne i kemibøgerne?

24 toast og en flad torsk

Det kan jo blive en hel hobby at

lyve – en dårlig vane – om man vil.

Jeg mødte en gang en dreng, som

glad og gerne fortalte historier om

et måske lidt for livligt liv. Der var

historien om de 24 toasts, som han

bar i sin kuffert på vej til skole for at

fortære hver og én blandt

morgensure buspassagerer.

Der var den lille anekdote

om den specialfremstillede

bøjle, som

eftersigende skulle være

blevet bestilt af hans lærer

for at få ham til at

klappe kaje. Og så

var der det lille

T : 58501033

W : www.drugbuster.dk Ungeteamet v. Vestsjællands Amts Misbrugscenter

opspind om hans kusine på

sankthansbålet... Men der

er også min fars skolekammerat,

der med amager og

halshug-fagter,

havde lovet

sin mor at

k o m m e

hjem med

en fladfisk.

Og da han fangede

en småfed

torsk, måtte han

køre den stakkels

torsk gennem en

rulle for at kunne servere

en flad fisk!

Findes der røde

løgne?

Som bekendt

repræsen-

terer englen og djævlen

vores samvittighed,

og jeg tvivler ikke på,

at englen på den

højre skulder sommetider

ser i gennem

fingrene med

de hvide løgne. Det

krydser jeg i hvert

fald fingre for. Men

mon det også kaldes

hvide løgne, når

man lyver for sig

selv? Og findes der

løgne i andre farver?

Måske er der er et

helt farvespektrum

af løgne,

som vi stadig

ikke har udforsket

– hvem

ved?


Af Mia Madsen & Kamilla Rye Sia Petersen

Hashen påvirker mange ting i hverdagen. Blandt andet får du sværere ved at koncentrere dig, og det betyder,

at du får svært ved at fungere i skolen eller på arbejdet. Et andet problem er hukommelsen, som

bliver dårligere, når du ryger hash. Du får svært ved at huske aftaler, lektier, ting, du har lavet og ting, du skal

nå. Generelt vil du glemme ting, du får af vide, hurtigere.

Energi og lyst

Når du ryger hash, mister du en masse energi og lyst til at lave ting. Du vil hellere sidde derhjemme og

ryge en joint, end at bruge tid med andre mennesker, som ikke ryger. Det eneste du har i tankerne er at

ryge din hjerne væk og hygge dig med andre hashmisbrugere. Du kan gemme dig i en anden verden, når

du er skæv. Du har ikke så meget lyst til at snakke med andre på gaden, når du er skæv, og du gemmer dig

sikkert lidt bag en hue eller en kasket med høj musik i ørene.

Forandring

Hashen forandrer dig som person. De fl este bliver ligeglade med ALT. Har du det skidt, ryger du det bare

væk og kommer ind i den der verden, hvor du bare er kold. Du vil sikkert bare hygge med vennerne og

ryge noget mere for at glemme problemer eller noget dårligt, du har oplevet. Alt forsvinder i tågen.

Som hashmisbruger

Når du er afhængig af hash, tænker du stort set kun på hash: Hvornår du kan komme til at ryge igen? Du

føler, at alt forsvinder i tågen. Hvor skal du få fat i det henne? Har du råd til noget mere?

Hvad kan hjælpe dig?

NR. 2 2006 • 15

OPLEV VERDEN

Har du et hashproblem? Det største problem er ofte at anerkende sit misbrug. Hvis man ikke kan indse, at man har et

hashmisbrug, kan man ikke arbejde med det. Det første og største skridt er derfor at anerkende sit problem og derefter

at arbejde med det. Det kan ske på Perron 3, som ligger i Slagelse og som er et tilbud til alle unge mellem 13 og 24 år.

På Perron 3 har du mulighed for at lægge hashen på hylden, hvis du selv ønsker det. Du kan blandt andet

få akupunktur, som kan fjerne trangen til hash og få dig til at slappe af. Det foregår med små nåle i ørerne

og afslappet musik. Der er også sport, og hvis du får et træningskort, kan du gå ned og træne, når du har

lyst. Der er også hold, f.eks. boksetræning og spinning. Der er gruppesamtaler, hvor vi snakker sammen og

hele tiden ser fremad. Vi unge hjælper hinanden med at give gode råd og diskutere frem og tilbage omkring

forskellige ting. Du får også mulighed for at indspille en cd med andre. Du laver selv teksten, og

melodien spiller vi alle sammen. På Perron 3 tager man også engang imellem ud og laver andre ting, som

f.eks. bowling og biografture.

Få frihed til at gøre det, du har lyst til

Er du 18-28 år, kan du med Check-in-pakken bl.a. få Visa/dankort og Netbank

uden årsgebyr. Så har du frihed til at gøre, hvad du vil. Check-in-pakken sikrer dig

en lang række fordele, bl.a. en høj rente på din lønkonto, gratis oprettelse af en

kassekredit med lav rente og gratis Netbank. Du betaler heller ikke gebyr, når du

hæver penge i vores pengeautomater eller veksler valuta hos os.

Du kan tilmelde dig Check-in-pakken i filialen eller på vores hjemmeside.

Gør det muligt


16 • NR. 2 2006

BAGSIDEN

Af: Vibeke Lund Skovshoved

gaveidé til NØRDEN

gaveidé til KÆRESTEN

199.00

www.gadgets.dk

WWW.UP2YOU.DK - 2006/2007

4 8 5 1 6 9

3 1

6 1

7 5 8

8 9 1 2 3 7 5

2 9 6

9 3

7 4

7 4 8 1 3 6

USB-kaffekop-varmer

Intet er som en dejlig kop varm kaffe/the/kakao.,når du sidder og hamrer på tastaturet foran din

skærm. Men har du det også som så mange andre? Du bliver så bidt af det der sker på skærmen,

at du glemmer den varme kop. Når du så endelig får lyst til en tår, er den KOLD. Det problem er

løst. Med denne smarte dims kan du holde din kop varm time efter time. Stik USB- stikket i din PC,

så sørger PC’en for strøm og kaffekopvarmeren klarer resten. Du behøver ikke specielle kopper/

krus. Du bruger bare hvad du har. Mht. varmepladen skal du ikke frygte for brændvabler og lign.

Pladen bliver “kun” 40-50 grader varm. Denne nye version er samtidig en 4 ports HUB, der giver

dig mulighed for at tilslutte endnu flere kaffekopvarmere. Så kan du jo holde hele kontoret med

varm kaffe.

99.00

www.gadgets.dk

LØGNdetektor

Nu er det slut med at give den

lidt for meget gas til julefrokosten.

Kæresten finder ud af

det med denne dims. Hun/

han venter pænt i døren, inden

du får lov at gå omkuld i

den æske-lamme brandert og

duft af grannåle.

99.00

www.gadgets.dk

Nytårsfortsæt

Denne gave er genial til den, der har

trang til søde sager og lange fingre,

specielt i juletiden. Denne krukke

har timer og kan kun åbnes, når

denne timer har talt ned. Ideen er

god til både hankøn og hunkøn.

59.00

www.gadgets.dk

Toilet-alarm

Den er ikke til manden, men kvinden.

Kvinder brokker sig tit over

mænd, der aldrig slår brædtet ned

,eller at mændene tisser lidt skævt.

Det er der råd for med denne alam

,som placeres under sædet og registrerer,

når brædtet bliver slået op.

Når manden slår brædtet op, siger

en blid kvindestemme:

” Excuse me sir!. Please try to urinate

IN the toilet - NOT on the floor, and

put the seat down when you are finished!


Ihh, den gode juletid. Juleklokkerne ringer og lommeulden skriger efter

guld. Det er der råd for med denne guide til en billigere julegave.

( nederst på siden)

Jahh, som barn var folk glade, bare de fik en lille ækel tegning af et hus og

noget, der skulle forestille ens familie. Men næææh nej, som om det er

glemt. Fødselsdage og jul er slået sammen. Så at sige at gaverne er en del

dyrere end fødselsdagsgaverne. Hmm, hvem er det lige, vi fejrer juleaften?

Var der en, der sagde Jesus ?

Næææh nej, stor fejl. Det er vores store grådighed, vi fejrer. Jo større og

dyere gaver, jo bedre. Men for hvem? Ikke den der har købt den, men

minsanten modtageren. Man sidder der med en bitter smag af vandgrøden

man skal leve for resten af måneden fordi man har købt sig fattig for

at glæde andre. Man kan jo ligeså godt vænne sig til tanken og smagen af

vandgrød. Når man glædeligt tror, julen er ovre, så kommer den grimme

overraskelse. Nytår. Endnu en start på en måned, man ved byder, på vandgrød

endnu engang, da man lige skal have den hat, den kjole, de sko og

det krudt.

Så bliver det endelig fødselsdag, men der er frustrationen over perfektion

og filøjerlighed ikke det samme. Specielt ikke jo ældre man bliver. Glæder

løber ligesom af. Igen for at komme tilbage til det at være barn. Jahh, de

tider var sku´ gode og de indbyrdes konkurrencer om, hvem der høstede

flest julegaver. Jeg husker specielt den fedeste juleaften, da min lillebror

var godt og vel 1 år eller i kravlealderen ihvertfald. AK AK, de gode juleminder

og familiehygge. Vi sidder og pakker gaver op - Jeg pakker min store

gave op fra julemanden og til min skuffelse var det slet ikke noget, jeg

ønskede mig, så jeg så nok lidt underlig ud. Så jeg var bare optaget af at se

skuffet ud. I min forundren undrer det mig, at alle de ” voksne ” går og leder

efter min lillebror. Men hva, jeg havde ligesom noget meget mere alvorligt

at drøfte med julemanden, end at finde min lillebror.

Ud af øjenkrogen, skuer jeg det store flotte juletræ, der pænt er skåret af i

toppen, da det ikke kunne være i stuen og til dels en meget skæv julestjerne,

der nærmest var groet til loftet. Lysene på træet var tændt og

blændede mine små bambi-øjne. ( haha det skal man jo skrive, når det er

om én selv) De voksne går stadig og leder efter min gnom af en lillebror

og jeg var helt glemt i favnen af gaver. Da jeg var alene tilbage, rumsterer

det vildt fra juletræet og troede100% på, at det var julemanden. Så jeg

sidder dér helt stiv af skræk. Langsomt i slowmotion vælter det afskårede,

maste juletræ lige ned ved siden af mig. Jeg var ved at gå i panik, da der jo

var lys i træet. Men sjovt nok tænkte jeg, at jeg ikke ville røre mig ud af

flækken, da jeg vidste, at jeg ville få skældud hvis jeg gjorde noget. Men så

så jeg en skikkelse stikke hovedet op fra træets mange stikkende grannåle.

Det var min lillebror og der kunne jeg ikke lade vær ´ med at rulle rundt

med tårevældet latter på gulvet , helt UDEN at tænke over konsekvenserne

af at være storesøster. Latteren stoppede brat! De voksne nærmest

blæser ind og få sekunder efter står jeg og får en skidebalde på min lillebrors

vegne. Sådan er det jo at være den store. HMFFFFF. Det levede min

lillebror satme godt af.

For helvede ikke nu igen. endnu en gang en skidebalde for min lillebror.

Hold kæft han skylder mig efterhånden. Men jeg kan huske de fede sneboldskampe.

De snebolde jeg havde gemt i fryseren så min mor ikke

kunne se dem og så senere på dagen kunne jeg kaste snebolde efter min

lillebror. Haha man var vel led, men det var en god finte.

P.s : Afslutningsvis skal det nævnes at lysene på juletræt, blev slukket i tide.

83.00

www.pixmania.com

iPod Nano-armbånd

Den er fed til løbeturene efter al

den juleand og flæskesteg.

More magazines by this user
Similar magazines