Digt af Dan Turéll

More documents

Recommendations

Info

6 • NR. 2 2006 UDDANNELSE På jagt efter passionen Jeg tænker tit: Hvad er min passion? Hvad er det, JEG drømmer om at lave? Hvad er det som jeg skal vågne op til hver morgen og GLÆDE mig til? Det jeg skal arbejde med hele dagen, og som, jeg føler, giver mig energi og overskud? Hvad er det, jeg virkelig brænder for? Hvad er det, jeg vil lave de næste mange år af mit liv? Af: Heidi Jensen Julen og de mørke tider nærmer sig. Det minder mig om, at nu skal jeg virkelig til at tage mig sammen. Der er et halvt år til, at jeg bliver student. Et halvt år til at alle forventer et selvsikkert og ambitiøst svar på det skræmmende spørgsmål: ”Hvad skal du lave efter sommerferien?”. Men jeg ved det ikke. Jeg er 18 år gammel, jeg er lige blevet ’voksen’, og jeg har brugt stort set hele mit liv på at gå i skole. Der har hele mit liv været retningslinier for, hvad jeg skulle. Andre har planlagt det meste for én, og det er sjældent, at man har skulle træffe selv- stændige beslutninger. De gange det har været på tale, har der været forholdsvist få valgmuligheder – som f.eks. valget mellem 10. klasse eller en ungdomsuddannelse, da man havde færdiggjort folkeskolen. Jeg tog 10. klasse, derefter skulle jeg videre på en ungdomsuddannelse, og her valgte jeg gymnasiet. Nu er jeg snart færdig med gymnasiet, og så er der ikke fl ere studievejledere, der har lagt retningslinier for mig mere. De siger alle, at jeg skal have en uddannelse, men hvordan skal jeg i en alder af 18 år vide, hvad jeg vil de næste mange år af mit liv? København vs. Aalborg Flere spørgsmål vælter ind. Hvor skal man studere? Aalborg, Odense, København eller et helt andet sted? Jeg vil i hvert fald gerne til en storby. Men er det ikke snart ved at være en kliche at rejse til København for at studere? Jeg har tænkt over Aalborg! Så spørger folk, hvad det er, der trækker en sjællænder til Jydeland? Jeg kan nævne fl ere ting: Jomfru Ane Gade, det at jyderne er et meget venligt og imødekommende folkefærd og udfordringen i at bo så langt fra det, som man er vant til. Men måske er det også for langt væk? Det er jo en stor omvæltning at fl ytte så langt væk, er jeg klar til det? Nyd det så længe det varer Lige nu nyder jeg bare den sidste tid, jeg har på gymnasiet. Nyder den sidste tid jeg kan tilbringe sammen med min klasse. Nyder den stemning, der fylder gymnasiet – de mange forskellige mennesker. Jeg ser frem til at blive student. Det man har kæmpet for siden første skoledag i 0. klasse. Jeg kan huske, hvordan stemningen var sidste år, da afgangseleverne begyndte at få huer på, og skolen blev fyldt af smil, glæde og glade familier, der fejrede de nyudklækkede studenter. Man sad med en klump i halsen, nød de glade øjeblikke og tænkte, ”næste år er det mig, der står der med hue og en stolt familie omkring mig”. Nu er denne følelse erstattet af nervøsitet og lidt sorg. Jeg glæder mig selvfølgelig til at blive færdig, men det betyder også, “ Hvordan skal jeg i en alder af 18 år vide, hvad jeg vil de næste mange år af mit liv? “ at jeg skal skilles fra min klasse. Jeg skal væk fra det gymnasium, jeg har brugt de sidste mange år på. Jeg skal sige farvel til de lærere, som jeg er kommet til at bryde mig rigtig godt om. Får jeg nogensinde sådan en god klasse med så dygtige lærere igen? Man kan kun gisne om, hvad fremtiden vil bringe. Jeg vil bare nyde den sidste tid og så tage udfordringerne, når de kommer. Leve i nuet og få det bedste ud af livet. Det skal jo heller ikke gå op i skole det hele.
Fortsat fra forsiden Læs resten af Martins skæbnesvangre historie. Selvom man er bundet til en kørestol, kan man stadig være morsom og fuld af livsmod. Vibeke Lund har givet sin ven frit spil og det er blevet til en gribende beretning. Af: Martin Støvring Fra navlen og ned Jeg bliver egentlig meget lettet, da det går op for mig, at jeg slet ikke er kidnappet. Da min far, to af mine venner fra pilotskolen og Heidi kommer ind til mig, bliver jeg bare så ubeskrivelig glad. Vennerne er taget helt fra Sjælland. Det skulle de da ikke have gjort, tænker jeg, og jeg havde slet ikke forventet at se Heidi. Jeg havde kun fortalt mine forældre kort om hende, dagen inden jeg kørte galt. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan hun havde fundet ud af det, og at hun overhovedet gad at se mig. Så dér ligger jeg og er meget glad, selvom jeg er lam fra navlen og ned. Hjælpeløs Jeg fi k at vide, at kroppen kan være i spinalchok op til otte uger efter ulykken. Det vil sige, at jeg faktisk pludselig ville kunne få førligheden tilbage. Det er svært at forklare, hvordan det er, men jeg kunne bare mærke, hvor ’dødt’ der var fra navlen og ned. Jeg troede ikke selv på, at det bare pludselig ville komme tilbage, men selvfølgelig håbede jeg da. Min skepsis var nok også lidt for at forberede mig på mit nye liv, og fordi jeg ikke rigtig turde håbe på, at det ville komme igen. Når man tænker sådan, har man intet at tabe, men alt at vinde. Jeg kunne ikke en pind selv i starten. Sygeplejerskerne kom og tissede for mig (med kateter), og hver 3. time kom to store fyre og vendte mig i sengen, for at jeg ikke skulle få liggesår. Jeg fi k så næsten altid selv lov at bestemme hvordan jeg ville ligge – på højre side, venstre side eller på ryggen... Jeg kan huske, at jeg bare glædede mig til at ««« « komme ud fra sygehuset og køre rundt i en kørestol – at klare mig selv. Genoptræning Omkring en måned efter ulykken kom jeg til paraplegifunktionen i Viborg, som er et genoptræningscenter for rygmarvsskadede. Jeg havde slet ingen tegn på fremgang, så der var ikke noget at genoptræne, da jeg stadig var total lam under bruddet. Jeg var der for at lære at klare dagligdagen fra en kørestol. Jeg skulle lære at tage bad, tage tøj på og selvfølgelig at klare toiletbesøg selv. Ikke nok med at det skulle foregå med kateter nu, nej, det skulle også gøres på klokkeslæt, for jeg kunne ikke mærke, hvornår jeg skulle på toilettet. Det var jeg super god til at glemme i starten, men så fi k jeg jo bare lidt mere øvelse i at gå i bad og skifte tøj... Jeg var i Viborg i tre måneder. På plejehjem Da jeg var færdig i Viborg, blev jeg udskrevet til Roskilde, da det var dér, jeg havde bopæl på ulykketidspunktet. Roskilde Kommune havde ikke nået at fi nde en egnet bolig til mig, så jeg kom på plejehjem i Vor Frue, indtil de fandt en bolig. Jeg havde heldigvis erhvervet mig en handicapbil, som kunne køres med hænderne, så jeg var så lidt som muligt på plejehjemmet. Heidi havde fl yttet i lejlighed på 3. sal en uge efter, jeg kørte galt. Den mente hun bare, at jeg skulle se, så hun hev mig op på 3. et par gange. Det var nu meget dejligt at komme ud fra sygehuset. Efter en måned på plejehjemmet fi k jeg en bolig i Roskilde og nu skulle jeg prøve at klare mig selv. I starten tog det så lang tid bare at gøre mig klar om morgenen og handle ind, at der faktisk ikke rigtig var tid til andet. Der var selvfølgelig en masse ting, der skulle ordnes med kommunen, nu når jeg skulle til at have hjælp af samfundet, så når der var købt ind, og jeg havde snakket i telefon med kommunen, orkede jeg bare ikke mere samme dag. Ren rutine Det hele blev dog meget hurtigt rutine og hverdag for mig, så jeg prøvede et par forskellige uddannelser i Roskilde, dog ikke nogle som var noget for mig, da det kom til stykket. Der gik ikke ret lang tid, før jeg ikke rigtig tænkte på, at jeg sad i kørestol. Nogle gange kunne jeg endda tænke: ”Hvordan var det nu, jeg gjorde det før?”. Dermed ikke sagt at det er super fedt at sidde i kørestol, og selvfølgelig går det op og ned – kørestol eller ej. I byen på hjul Jeg har altid været den meget generte type. Når jeg tog i byen, ville jeg helst gå rundt på diskotekerne uden at blive lagt mærke til, og sådan har jeg det stadig. Er jeg ude i byen om dagen, kan folk da godt kigge lidt, men det har jeg vænnet mig til, så det går mig slet ikke på mere. Det er værre, når jeg skal i byen om aftenen nu. For det første er det svært at tage på diskotek, uden at folk kigger. Jeg ved godt, at det ikke er for at være negative, at de gør det, men jeg bryder mig bare ikke om det. For det andet er det svært at fi nde et sted, hvor der ikke er trapper, så jeg kan komme rundt. Og hvis der endelig er et sted uden trapper, er det sjældent, at der er et handicap-wc. Og vi ved jo alle, at jo mere man hælder ned, jo oftere skal man på wc... Hvis der endelig er et sted uden trapper og NR. 2 2006 • 7 VIRKELIGE VERDEN med handicap-wc, er det alligevel svært at komme rundt, når der er proppet med mennesker. Det er ikke altid let at lave en 65 cm. bred gang mellem fulde mennesker, når man skal rundt, og jeg er da vist også kommet til at køre nogle over tæerne. Ikke fordi folk bliver sure over det, det er bare ikke så sjovt. Tit siger de faktisk selv undskyld, fordi jeg kørte dem over tæerne. Jeg tror, det kan tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har været i byen de sidste fem år. Da jeg endelig fi k taget mod til mig og kom i byen sidste gang, var det bare sådan en succesoplevelse. Jeg synes, det var mega sjovt, selvom det næsten var umulig at komme fra vores bord til baren eller wc’et. Folk er nu altid så fl inke i byen. Rygmarvsoperation Jeg er siden Roskilde fl yttet til Århus. Jeg er jo oprindeligt jyde og har hele min familie og næsten alle mine venner i Jylland. I juli 2006 var jeg i Portugal for at blive opereret i min rygmarv. Jeg fi k taget voksne stamceller fra min næse og opereret dem ind i min rygmarv. Det er stadig på forsøgsbasis, men næsten alle af de tidligere patienter har haft en eller anden form for fremskridt. Ingen er kommet til at gå normalt af det, men bare et lille fremskridt ville også være godt, især hvis jeg fi k min blærefunktion tilbage. Det er nu ikke fordi, man ikke kan have et godt liv i en kørestol, men hvis chancen er der for at kunne gøre det hele lidt lettere igen på den ene eller anden måde, så ville det være dumt ikke at tage den. Det er i dag 3 1⁄2 måned siden, og jeg har allerede fået en lille smule følelse igen. Jeg er så småt begyndt at kunne kravle – og man skal jo som bekendt kravle, før man kan gå, bogstaveligt talt...
Page 1 and 2: - mit uheld Martin er 21 år, da ha
Page 3 and 4: 3.g - og hvad så? Snart er målet
Page 5: Af: Lærke Andersen Bogen rummer me
Page 9 and 10: Onkel Danny ville i år være fyldt
Page 11 and 12: Af Tim Lund The Horn of Plenty er e
Page 13 and 14: Af Michelle Christensen Jeg sidder
Page 15 and 16: Af Mia Madsen & Kamilla Rye Sia Pet

Digt af Dan Turéll

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?