Modermærkekræft med spredning til hjernen (pdf) - Kræftens ...

Men denne mail har de ikke læst på neurologisk afdeling, og der er
ikke indhentet oplysninger udover dem, som de selv har i forvejen. Så
det er ikke en givende samtale. Godt nok kigger overlægen på os
denne gang (han må have afsluttet sit kursus i den vanskelige samtale)
og han virker også venlig og heller ikke fortravlet. Men han har intet
andet at foreslå, end at vi kontakter Kræftens bekæmpelse for at
snakke med en psykolog, og at vi skal huske ikke kun at tænke i
sygdom. Det sidste tror jeg, at alle i vores omgivelser vil medgive mig,
at vi aldrig under hele dette forløb har gjort eller gør. Samtalen slutter
med, at han giver os et tilbud, han vil gerne tilbyde endnu en samtale,
selvom det egentlig ikke er den afdeling, der nu har ”ansvaret” for
sygdommen. Dette tilbud tager vi imod, og vi får hos sekretæren den
første ledige tid – det er d. 20. oktober – 4½ måned efter. Da jeg
desværre kun alt for godt kender middel-overlevelsestiden for patienter
med min mands diagnose, virker dette helt grotesk, hvis ikke et af de
omtalte mirakler skulle ske, er det helt uden for statistikken, hvis han
lever til den tid.
Men vi venter så stadig på nyt fra plastikkirurgiske afd. Den 20. juni er
vi begge blevet meget utålmodige for dog at få en besked af en slags.
Så utålmodige, at vi henfalder til nepotisme og beder min søster om at
forhøre sig, hvordan sagen står, for det er umuligt for os som en
almindelig patient at komme igennem til afd. eller den ansvarlige læge.
Så sker der lidt i sagen. Man har fundet en protokol, hvor min mand
muligvis kan indgå. Det er et Fase II forsøg på et Universitetshospital
(Fase II, ved vi ikke selv på det tidspunkt hvad er, men det er første
forsøg på ganske få patienter, der har sygdommen). Lidt senere
samme dag får vi besked om, at min mand kan indgå i forsøget, og at
vi vil blive kontaktet af Universitetshospitalet for det videre forløb. En
uge efter får vi brev om, at vi skal komme til en samtale d. 12. juli. Så
sker der da noget, vi er af mange grunde spændt på det videre forløb.
Vi har oprindeligt planlagt ferie til vores hus i Frankrig sammen med
vores venner og medejere i midten af juli. Denne ferie vil vi selvfølgelig
nødigt aflyse, netop i sådan en livsfase er det vigtigt at have gode
stunder – og der er ferie en af måderne.
Jeg finder via min bedste – og desværre nærmest eneste –
informationskilde, nettet, frem til et nyhedsbrev, udgivet af- og for
Dansk Melanom selskab. Der står en lille notits om et nyt forsøg, der
køres fra Universitetshospitalet, efter alt at dømme, er det det, som
Min mand skal deltage i. Og det viser sig at være rigtigt.
Vi tager til Universitetshospitalet, det bliver det første af mange besøg.
Afdelingen virker venlig, og vi får en god orientering af den
behandlende overlæge, han resumerer med få, men klare ord,
situationen og min mand forstår nu også, at der er en sygdom i hans
hjerne, og at forløbet er hvad man normalt kan forvente. Behandlingen
et jo stadig et fase II forsøg, altså første gang, det afprøves på en
mindre gruppe af mennesker, der har den pågældende sygdom.
Konkret går forsøget ud på at Thalidomid kombineres med en cellegift,
der hedder Temozolomid, der har vist sig at kunne påvirke kræft i
10
Personlige erfaringer med kræft