Modermærkekræft med spredning til hjernen (pdf) - Kræftens ...

formodentlig er langt nede i hierarkiet. Og bortset fra en OK empatisk
behandling på Radioterapeutisk afd. på hospitalet, har det været
utroligt ubehageligt alle andre steder i systemet, at måtte konstatere, at
man ikke blev betragtet som et menneske med en sygdom, men som
en sygdom med omkringliggende og besværligt menneske – som man
følte det synligt belastende at tale med.
Det danske melanom selskab har i marts 2006 udgivet sit sidste
nyhedsbrev. Der er omtalt det forsøg, min man var med i, og der
står: ”STATUS: Der er indtil nu inkluderet i alt 5 patienter, der alle er
on-study. Behandlingen tåles generelt godt” - for mit vedkommende
håber jeg, at de er stoppet med at studere min mand. Her et par
måneder efter, at han er død og kremeret, er der nok ikke så meget at
blive klogere af der. Jeg har også mine forbehold overfor hvor godt han
tålte behandlingen.
Men positivt var det, da vi til sidst blev taget ind under vores eget
lokale sundhedssystems vinger. Hjemmepleje, egen læge. Endelig
havde man en fornemmelse af, at der var nogen, der udviste en ægte
omsorg for os. Men det var sent i dette sygdomsforløb, vi fik den
oplevelse. Hjemmeplejen hjalp os i 1 uge, vores egen læge kom hjem
til os 6 dage før min mand døde. Men både Min mand og jeg har også
altid sat en ære i at klare os selv, og det har vi såmænd også haft
succes med – vi har også opfattet os selv som nogle relativt
ressourcestærke personer, der kan læse, høre og forstå også
vanskeligt tilgængelige oplysninger. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvor
fortabt, man må føle sig i systemet, hvis man ikke har den følelse.
30. april 2006
26
Personlige erfaringer med kræft