Modermærkekræft med spredning til hjernen (pdf) - Kræftens ...

Vores ældste datter kommer om eftermiddagen og er hos sin far, mens
jeg er hos lægen. Oprindeligt skulle min mand have været med, men
jeg synes ikke at det tjener noget formål nu. Det er en god snak med
lægen, for første gang i hele dette sidste år føler jeg at nogen i
sundhedsvæsenet påtager sig et ægte ansvar for at hjælpe mig.
Følelsen går lige ind, han hører og forstår min besked om, at jeg har
brug for hjælp nu. Vi bliver enige om at få hjemmeplejen på banen, og
at lægen skal komme hjem til os om onsdagen (den dag, hvor han har
mulighed for det) for at snakke med min mand og mig, så vi kan finde
ud af, hvordan vi bedst tackler den næste tid. Det, jeg siger er, at jeg
ved, at min mand snart vil dø, og at det eneste jeg ønsker er, at han
ikke får smerter eller angst, og at det må gå hurtigt, for som nu er det
ikke et værdigt liv for den mand, han var.
Det lykkes om fredagen at få aftalt med kommunen, at jeg bevilliges
plejeorlov, og det lykkes også – efter store praktiske vanskeligheder –
at få snakket med én fra hjemmeplejen. Men trods vanskelighederne
med at komme i kontakt, er det en meget positiv snak. Jeg er nærmest
ved at bryde sammen over at møde en forståelse, som jeg ikke har
mødt tidligere i dette forløb. Fredag er vores datter igen babysitter for
sin far, hun har fået lavet en flot aftale med sin arbejdsplads, for at
kunne være til støtte. Min mand er mange i dagens løb i gang med at
pakke sin toilettaske, fordi han skal tilbage på hospitalet i nabobyen –
hvor han aldrig har været – men hvor der alligevel er den
tankevækkende sandhed i det, at jeg har overvejet, om det trods alt
var bedre at få ham på hospice, hvor de måske kan tage bedre vare på
ham end jeg som amatør kan. Der er dog samtidig ingen tvivl om at nu,
hvor han har accepteret, at der måske kommer en sygeplejerske og
hjælper ham, er det helt klart at han skal blive her hjemme, hvor han er
tryg og vi begge kan leve mest normalt i de rammer, hvor vi har haft de
sidste 21 rigtigt gode år.
Den fredag, som er d. 20. januar, er der nytårsbal i hallen. Vi er, som i
alle de foregående år, hvor dette arrangement har fundet sted, meldt til
sammen med det store flertal af min mands madhold. Dem, der
hedder ”de finere mænd”, og som han har været en slags formand for
– selvom der ikke findes formænd for 12 forskellige mænd, der hver
har deres helt rigtige mening. Men min mand, har været den, der
sørger for alt det praktiske, som han har gjort i så mange andre
forbindelser – og som han i øvrigt kan lide at gøre.
Ved madholdets sidste øvelse (som finder sted hver 2. onsdag i
skolens skolekøkken), havde min mand meldt ud, at vi selvfølgelig
deltog i Les Lanciers (vi er jo bare gode til det der! og det har vi faktisk
været siden gymnasietiden), men til den traditionelle øve-søndagformiddag
umiddelbart før, gik alting for min mand så langsomt, at vi
ikke kom ud af døren tidsnok, og da vi joinede lancierøvelsen, havde
de andre dannet kvadriller og var i fuld gang, så vi nåede ikke at være
med. Men det var jo i virkeligheden også så uladesig-gørligt som noget,
min mand kunne nu ikke løfte sine ben eller fødder og hukommelsen
var som en tesi; men det gode var, at han ville og mente at han kunne.
20
Personlige erfaringer med kræft