Modermærkekræft med spredning til hjernen (pdf) - Kræftens ...

hvordan han har det, svarer han ”fint”; men jeg bryder ind og forklarer,
om hans anfald 14 dage før. Overlægen konstaterer også, at min
mand ikke virker til at have det så godt, og fortæller, at
skanningsresultaterne underbygger dette. Metastaserne er vokset, og
en ny er kommet til, så forsøget bliver derfor afsluttet nu. Til gengæld
er ”den gode nyhed”, at han vil skrive en erklæring, så min mand kan
få gratis medicin, og jeg kan tage plejeorlov, man skal være lidt
specielt indstillet for at anse en terminalbevilling som en god nyhed, og
selvom jeg var forberedt, er det en hård besked, og for min mand især,
som stadig fortrænger, at han er meget syg. En second opinion, får vi
at vide, har man selvfølgelig ret til; men det frarådes, da det nu vil
være formålsløst. Jeg spørger om, hvor vi så nu hører til, og får at vide
at det er hos egen læge, eller evt. neurologisk afd. på sygehuset, eller
plastik kirurgisk afd. på hospitalet; men ikke Universitetshospitalet
mere – det er afsluttet. Ellers er der ikke mere at sige.
Så siger vi farvel, denne gang er der ingen blodprøvetagning, og ej
heller ventetid på at få udleveret medicinen. Så vi kan vende snuden
hjemad straks. Efter at vi er trådt ud fra Universitetshospitalet er min
mand meget forvirret, han mener, at vi har haft en hel kortege af biler
med, med børn, svigerbørn og børnebørn og vil ikke køre, før vi har
fået dem med. Vi ringer til børnene, for at han kan høre, at de er et
andet sted end på Universitetshospitalets enormt overfyldte
parkeringsplads, og så kører vi hjem. Efter dette besøg er min mands
tilstand meget klart forværret. Efterfølgende har jeg tænkt over om,
han flygtede ind i psykosen for den ubærlige kendsgerning, at nu var
det snart slut, eller om hans hjerne bare blev påvirket af metastaserne,
så der blev mere og mere rod. Det får jeg næppe nogensinde klarhed
på, men det er i hvert fald helt klart, at han herefter udviser stigende
psykotiske træk. Det eneste, der er positivt i dette, er at han
tilsyneladende ikke er bange eller ked af det. Heller ikke, når han ser
syner, der for de fleste ville være ret skræmmende. Det er som om
hans virkelighed er som en drøm, realiteterne blander sig med fri
fantasi, og tiden er ikke en enhed; men fortid og nutid – og måske
endda fremtid – blandes i en stor suppe. Ind imellem er det som om
han har fået en sjælden sjettesans og meget fornemmer, hvad vi andre
føler.
Et eksempel er en aften, hvor jeg laver mad, og han sidder i den
hjørnestol, der er blevet hans hyggeplads de sidste uger. Han sidder
og kigger ud på vores terrasse, og siger så: nej hvor smart, du har
hængt dig derude, det var da en god idé at bruge den bjælke til det. Da
han samtidig er i et fint humør spørger jeg lige en gang; hvad mener
du med hængt? Ja, i et reb om halsen.
Og skal jeg være ærlig, synes jeg netop også, at livet var så svært og
vanskeligt, at jeg næsten kunne have fundet på at hænge mig, og jeg
forestiller mig, at min mand på en eller anden måde har fornemmet
denne følelse hos mig. Der var mange tilsvarende oplevelser i den tid.
Det er ikke kun hans mentale tilstand, der hurtigt forværres. Også
fysisk går det nu hurtigt ned af bakke, armen bliver dårligere, han bliver
17
Personlige erfaringer med kræft