Modermærkekræft med spredning til hjernen (pdf) - Kræftens ...

Så denne øvedag forlod vi kort efter at vi var kommet, at vi var kommet
og gik hjem og lod de andre danse. Men vi skulle med til nytårsballet –
vores datter havde som sagt passet farmand, han havde været i bad
og de havde fundet smokingen frem, lidt problemer med skjorten - og
med butterflyen. Hvor fandtes udstyret? Men fin så han ud, selvom
stadigvæk kun en skygge af sig selv, skæv og tynd, og det lykkedes til
sidst at finde den prikkede butterfly – men det blev kjoleskjorten, noget
han i tidligere tider ville have forbandet som virkeligt useriøst.
Dette nytårsbal, hvor så mange lokale deltager, var svært. Men jeg tror
ikke for min mand, for han registrerede ikke så meget af, hvad der
skete. Vi spiste en god middag, og sad sammen med venner og
bekendte. Nogle lagde mærke til, at min mand ikke havde det så godt,
andre ikke. Men for mig var det afgjort et farvel. Vejret var samtidig helt
vildt vintervejr, nærmende sig snestorm. Vi brød op før restens af
vores selskab. Jeg gik ud for at hente vores overtøj, og bad ham blive
stående hvor han var. Da jeg kom tilbage – efter ½ minut – var han
væk, og så gik den vilde jagt, på herretoilettet, i hallen, udenfor. Væk
var han. Så dukkede han pludseligt op fra et omklædningsrum. Han
havde en blå damefrakke med krave på og en sort damehat – han
lignede en sjov klovn, det var dybt tragisk, men det eneste jeg kunne
gøre var at grine – min mand, der ville have kontrol med alt, klædt ud i
fjollet dametøj, og uden selv at være bevidst om det. En af vores
venner, der tilfældigvis også ude på det tidspunkt, indså først da hvor
syg min mand egentlig var. Damens frakke og hat blev afleveret i
garderoben, og jeg overbeviste ham om, at det var bedst at jeg kørte
bilen, selvom han mente, at han burde gøre det, og vi kom hjem.
Hjemmeplejen håbede at kunne komme dagen efter for at snakke med
os, men det nåede de ikke – og vi aftalte, at de så skulle komme
mandag, så vi kunne aftale en model for hvordan de kunne hjælpe os.
Senere på lørdagen tog vi sammen med nogle venner til deres
sommerhus for at være der til søndag, og det var godt og rart, selvom
min mands tilstand så hurtigt gik ned ad bakke nu; men det betød
meget for mig, på det tidspunkt, at have nogen at dele dette sorgfulde
liv med, og kunne snakke lidt med, for selvom han kunne svare mig,
kunne vi ikke snakke sammen så der var mening i det. Men i løbet af
denne weekend gik det også meget hurtigt endnu mere ned-ad-bakke.
Min mand elskede stadig søde sager, chokolade og deslige, og der røg
ikke så få marcipanbrød og flødeboller ned; men han kunne dårligere
og dårligere drikke – hvad han altid har været glimrende til i sin gode
tid, i forhold til hans højde og drøjde, kunne han tømme glas i en vis
hastighed. Men nu kunne han simpelthen ikke sluge væsken. Sad med
det i munden i uendelig lang tid, ”Slug det nu, skat!” Han rystede bare
på hovedet og lukkede munden om den væske, der kørte rundt i
mundhulen. Det var pinefuldt at se på, og alverdens forsøg med at
bearbejde hans strube eller demonstrere hvordan man skulle, virkede
ikke.
21
Personlige erfaringer med kræft