De Professionelle Hjemløse - SundhedsTeam

viljesvaghed. De besidder et stigma som er afvigende, og med udgangspunkt i den antagelse
begrænser vi deres udfoldelsesmuligheder ved at opstille en stigmateori for at forklare deres
afvigelse og deres trussel mod ’normaliteten’(s.46). Man kan sige at stigmatiserede besidder
en afvigende identitet, en identitet der ses som modsætningen til det normale. Forestillingen
om det anderledes er altså direkte afhængig af normalitetsbegrebet og omvendt – det normale
vises ved at man udpeger det unormale.
Normalitetsbegrebet er i det moderne samfund defineret af eksperternes viden og magt –
’sandheden’ er defineret af dem der har magten (Foucault 1983, s.208) Et centralt emne for
Foucault i forbindelse med normalsamfundet er begrebet ’Den gode borger’. Han beskriver
’Den gode borger’ som en borger der gennem magtprocesser tilpasses normen i samfundet ’En
sådan form for magt må forsøge at kvalificere, måle, vurdere, hierarkisere (..) den forsøger ikke
at trække skillelinje mellem de lydige undersåtter og suveræne fjender, den fremkalder
inddelinger hvis midtlinje er normen’ (Foucault 1976, s.149) Han kalder denne magt for
’biomagt’, og der er tale om en magt der varetager livet, regulerer og korrigerer befolkningen,
så den tilpasses normen. Magt og viden hænger som nævnt sammen, fordi sandheden er
defineret af dem der har magten – og vice verca: Viden giver magt fordi den hævder at sidde
inde med sandheden (Järvinen 2005, s.12) Som tidligere nævnt er den eksisterende forskning
omkring hjemløshed, den forskning og viden beslutningstagerne benytter sig af, primært
problemfokuserende og betegner den hjemløse som marginaliseret og udstødt. Det kan ses
som et eksempel på at viden og magt er med til at udpege ’det unormale’.
Metode
To describe life as lived
Min opgave vil være metodisk forankret i den fænomenologiske forskningsretning som ifølge
Jackson har følgende ambition ’to describe life as lived…, the focus is on what phenomenologists
call the lifeworld – that domain of everyday, immediate social excistence and practical
activity’(1996, s.7) – i dette tilfælde er målet at lade de hjemløse tale for sig selv, lytte til dem
uden at tilføre overflødige teorier, tage udgangspunkt i deres erfaringer og i en beskrivelse af
deres livs verden som en konkret virkelighed. Bousfield underbygger nødvendigheden af at
lytte til dem som rent faktisk lever det liv vi ønsker at beskrive, for dermed at ’learn and
construct the meaning of human experience’ dette opnår vi ’through intensive dialogue with
12