temp nr. 4 2012 - temp – tidsskrift for historie

JEPPE BÜCHERT NETTERSTRØM
SOLDATER OG CIVILE
I DANSKE KRIGSARTIKLER
FRA 1500- OG 1600-TALLET
Så godt som alle kendte samfund i historien har skelnet mellem krigere og ikkekrigere,
ligesom de har opereret med normer og regler om forholdet mellem disse
to grupper i krigstid. Det synes at være et tværkulturelt fællestræk, at samfund
opstiller normer og regler for, hvornår krigere må dræbe og øve vold mod ikkekrigere
og hvornår de ikke må. I mange fortidige samfund udforsket af historikere,
såvel som ”primitive” kulturer analyseret af antropologer, skal kvinder og
børn skånes for krigens rædsler. Det samme gælder ofte en større eller mindre
gruppe af mandlige ikke-krigere, f.eks. præster og alderstegne mænd. Men disse
regler er ikke universelle. Dels kan grænserne mellem krigere og ikke-krigere
fastlægges på stærkt varierende måder, ligesom grænserne ofte er porøse og
fleksible. Dels er det ikke noget almengyldigt ideal, at alle ikke-krigere til enhver
tid skal beskyttes mod krigernes hærgen.
Denne artikel handler om udviklingen i regler om soldaters behandling af civile
i 1500- og 1600-tallets Danmark. I hele Europa var perioden præget af stadig
flere og større krige, en rivende militær udvikling og en dermed sammenhængende
udvikling af moderne stater, som til sammen bevirkede, at middelalderens
normer om krigeres fremfærd overfor ikke-krigere blev udfordret og med tiden
afgørende forandret. Forskningen har hovedsagelig studeret disse forhold ud fra
tidens lærde værker om retfærdig krig (bellum iustum), som imidlertid beskæftigede
sig mere med statens ret til at påbegynde en krig (ius ad bello) end med soldaternes
adfærd i krig (ius in bello). I det omfang, de lærde værker overhovedet
indeholdt konkrete forskrifter og forbud til soldaten, er det højst tvivlsomt, om de
var kendt i en bredere off entlighed eller havde nogen stor direkte betydning for
den militære praksis. Denne artikel retter i stedet opmærksomheden mod tidens
militære straff elovgivning, som indeholdt konkrete og præcise forbud mod specifikke
former for vold mod bestemte civile personer under bestemte omstændigheder.
Den militære straff elovgivning manifesteredes i 1500- og 1600-tallet i bl.a.
Tyskland, Nederlandene, Sverige, England og Danmark i en stor mængde såkaldte
”krigsartikler” eller ”artikelbreve”, som de enkelte stater eller fyrster udstedte,