temp nr. 4 2012 - temp – tidsskrift for historie

72
etableret, at der retligt set var tale om voldtægt. 38 Der blev også gjort meget ud
af at forklare, at tjenestepigen var ude i sin husbonds ærinde og altså var en ærbar
pige, som ikke strejfede rundt i gaderne om aftenen som en skøge. Noget lignende
ses i Ystads råds brev fra 1569, hvor et af ofrene blev karakteriseret som en
kvinde, der “all sinn dage haff uir hollditt sig erligenn och well och weritt wberøgtidtt”,
mens en anden kaldes en “dannekvinde”. 39 Denne understregning af kvindernes
ærbarhed var måske endnu et forsøg på at fastslå, at samkvemmet ikke
var sket med kvindernes samtykke. Men det er også meget muligt, at den afspejler
en opfattelse i byerne af, at alvorligheden i voldtægtssager afhang af kvindens
livsførelse og moral. En sådan sondring fandtes ikke i gældende lov i 1569, men
blev indført med ægteskabsordinansen af 1582, blot 13 år senere, vel netop fordi
det i de år var den almindeligt udbredte opfattelse. 40 Under alle omstændigheder
repræsenterede voldtægterne i datidens samfund et særligt groft norm- (og
lov-)brud, for ud over de fysiske og psykiske implikationer krænkede de også den
pågældende kvindes (og families) ære, som netop i høj grad handlede om hendes
seksuelle moral og integritet. 41
Klagebrevenes beskrivelser viser, at brevskriverne så lejesoldaternes seksuelle
adfærd som anderledes og usædvanligt voldsom. Ystads råd skrev således
om et af de seksuelle overgreb, at soldaterne havde “handlitt saa wblueligenn och
wchresteligen mett hinde etc., ydermere enn wy till nogenn god mand schriff ue
torff ue”. 42 De blev altså forbundet med en særdeles aggressiv seksualitet, og med
38 Jacobsen: Kvinder, køn og købstadslovgivning, s. 130, og Helle Møller Sigh: “Seksuelle forbrydelser
og skyld. Kanonisk rets indflydelse på konstruktionen af det kvindelige og det mandlige
i de danske landskabslove”, Historisk Tidsskrift 111 (2), 2010, s. 289-336 (tak til Nina
Koefoed for diskussion af dette). Roskilde råds beskrivelse af, at pigen var blevet slået “blaa
og blodigh”, Danske Magazin 4:6, s. 319, minder om bestemmelserne i gårdsretterne, som
fastslog, at kvinden skulle have spor, “blåt kød”, af volden, se Erik af Pommerns gårdsret, §
12 i L.A. Kolderup-Rosenvinge (red): Samling af gamle danske Love, 5 bind, København: Gyldendal
1821-1827, bind 5, s. 31, og Frederik II’s gårdsret af 1562, § 15 Corpus constitutionem,
bind 1, s. 189, og foregriber de krav, der formuleredes i Christian 5.s Danske Lov af 1683.
39 Se Danske Magazin 4:6, s. 317, l. 10 og l. 34.
40 Ægteskabsordinansen af 1582, § IV:6, Corpus constitutionem, bind 2, s. 285.
41 Hans Henrik Appel: Tinget, magten og æren. Studier i sociale processer og magtrelationer i
et jysk bondesamfund i 1600-tallet, Odense: Odense Universitetsforlag 1999, s. 160. Om ære
som henholdsvis retsligt og socialt begreb i det danske samfund i 1500-tallet, se Sandmo:
“Æren”, og Chr. L.E. Stemann: Den danske retshistorie indtil Christian V.’s Lov, København:
Gyldendalske Boghandel 1871, s. 686-692. For en diskussion og applikation heraf, se Pernille
Ulla Knudsen: “Sørg for at bevare dit gode rygte. Studier i Helsingørs tingbøger 1549-
88”, Siden Saxo 13 (2), 1996, s. 2-11, og, for en senere periode, Appel: Tinget, magten og æren,
s. 499-532, samt Tyge Krogh: “Bødlens og natmandens uærlighed”, Historisk tidsskrift 94 (1)
1994, s. 30-57. En oversigt over den righoldige internationale litteratur om dette fås f.eks. i
Elizabeth S. Cohen: “Honor and Gender in the Streets of Early Modern Rome”, Journal of Interdisciplinary
History 22 (4), 1992, s. 597-625.
42 Danske Magazin 4:6, s. 317, l. 12-13.