Basunen som pdf

More documents

Recommendations

Info

Bas med meget mere Af Jørgen Nielsen Han har kørt gaffeltruck, renset sild, tømt postkasser, fuget mursten og arbejdet som montør. Han er cand. phil. i dansk og arbejder som journalist og fotograf. Ikke desto mindre er det meste af Jørgen Nielsens arbejdsliv gået med at spille bas. Siden 1974 har han været medlem af DMF, og i marts 2011 fyldte han 60 45 års erindringer på to A 4 ark? Nej vel? Allerhøjst nogle overvejelser over de mange valg og endnu flere tilfældigheder, der styrer ens karriere. Jeg vil tilegne dem min livsledsagerske gennem 37 år. Hun har allerede erklæret, at hun ikke agter at læse dette egocentrerede navlepilleri! Kan man dø af at spille musik? Tja, man kan i hvert fald ikke leve af det, vil mange hævde. I mange år havde vi gode dagpengeregler, og havde man flere heste at spille på, kunne man godt tillade sig at kalde sig professionel musiker med personlig kulturstøtte i ryggen. I dag tror jeg man skal være både risikovillig, velforberedt og nøjsom, hvis man udelukkende vil spille det man brænder for og satse 100 % på musikken. Mine år i musikken har lært mig, at man spiller, fordi man ikke kan lade være, og fordi det i perioder er verdens bedste job. Men spar på hjerteblodet. Hvis du virkelig vil det så meget, at du ikke ser andre værdier i tilværelsen, risikerer du at præstationsangstens gummiarm blokerer for kreativiteten, og det gør dig ikke nødvendigvis til en lykkeligere eller bedre musiker. Har man en dårlig aften, kan man berolige sig selv med at der er andre ting i livet end musik. Og alene tanken er som regel nok til at det pludselig swinger igen! 2010 var det første år i mit arbejdsliv, hvor et andet job overhalede musikken som hovedindtægtskilde. I begyndelsen af 2008 reagerede jeg rutinemæssigt på en jobannonce, hvori man søgte en freelance fotojournalist. Uden illusioner, og dermed 28 basunen • juni 2011 uden nerver mødte jeg op til mit livs første jobsamtale. Og fik jobbet. Jeg var i den sidste fase af 2 ½ års arbejde med bogen ”Rock i Århus”, og havde Jørgen Nielsen - Fatter Eskil 2010 afsluttet min projektansættelse på Det Jyske Musikkonservatorium, så hvorfor ikke kigge fremad? Da jeg spurgte mine kommende arbejdsgivere, begge omkring de 30, om ikke min alder på 57 var et problem, lød svaret fra: ”Ork nej, vi er vant til at have med ældre menneske at gøre!” I årene derefter er jeg blevet kastet ud i noget der ligner fuldtidsarbejde med at producere tekst og billeder til profilmagasiner, primært indenfor uddannelse. Men jeg vil godt lige vende tilbage til det dér med bassen. To akkorder Tressernes landsbyliv i Hals bød ikke på megen musikalsk inspiration udover radioprogrammerne ”Ti vi ka ´li´” og ”Efter skoletid”. Der var dog nogle seje gutter, der øvede pigtråd henne på elværket, og somme tider fik lov at spille i ungdomsklubben, som lå i kælderen under Hals Borger - og Realskole. Jeg var stadig mere tændt på at tryne de andre drenge i bop, være søspejder og stå ved høvlebænken. På et tidspunkt fik jeg den idé at bygge en guitar. Den skulle ligne én, jeg havde set i ”Børge”, tidens hotte ungdomsblad, og kun baseret på et indkøbt gribebræt af rosentræ opstod et underligt instrument. Det blev aldrig helt spilleklart, og efter realeksamen ventede Nørresundby Gymnasium, hvor skæbnen ville, at to ud af seks drenge i min sproglige klasse var rigtig gode guitarister. Jeg kunne ikke mere end to akkorder. Men det er ifølge visse onde tunger også alt hvad man behøver for at spille bas. Pladesamlingen var mere avanceret. ”Sgt. Pepper”, B.B. King´s ”Lucille”, ”Man at the Moon” med den svenske orgel/trommeduo Hansson og Karlsson, og ikke mindst ”In the Court of the Crimson King” med King Crimson. Ejerskabet af disse klenodier skabte respekt i kredsen, og ud af tidens røgskyer voksede idéen om at lave et band. Det var et faktum, at mine fingre var for store og talentet for lille til guitar, men en rigtig japansk Teiscobasguitar fra Alfred Christensen beseglede min skæbne. Under én af vores mange syrede sessions sagde vores ven, den lokale keramiker Ib, som lagde urtete, madrasser og tjald til: ” I er skide gode, men hvad ville I være uden Jørgen?” Det var første gang, det dæmrede for mig, at der måske var noget med mig og den bas. Bandet Holger Danske nåede aldrig at spille offentligt, men jeg havde fundet et instrument, der passede til mit temperament - og med plads til mine fingre. Efter en ikke særlig imponerende sproglig studentereksamen i 1971, var det tid til det obligatoriske sabbatår. Jeg prøvede alt det beskidte, underbetalte arbejde, der kunne
” Basunen har bedt Jørgen fortælle opdrives i Nordjylland, og fik en masse dyrekøbt livserfaring, samt et truckførerbevis. I løbet af det år nåede jeg også at debutere med min nye Fender Telecaster Bass i bandet med det prætentiøse navn Mainroad Surface Underground som support for bl.a. Gnags ved en koncert på Aalborgs friluftsscene Skovdalen. Jeg fik ikke længere blodige vabler når jeg spillede, og verden lå åben! England og Århus I august 1972 drog jeg helt solo til England på cykeltur for at bl.a. opleve Reading Festival of Rock. I begyndelsen af september skulle jeg begynde et nyt kapitel som danskstuderende på Århus Universitet, og med mig hjem på bagagebæreren havde jeg den nyeste europæiske rock og bluesmusik, som den blev spillet af Genesis, Focus og Ten Years After. På de tolv kvadratmeter i Graven nr. 16, 8000 C sloges mit skrivebord og madrassen om pladsen med et gigantisk basanlæg og en cremefarvet basguitar. Jeg forsøgte at dele sol og vind lige. Oppe i Universitetsparken gik dagene med forelæsninger og gruppearbejde, og aftenerne kogte væk på Trinbrædtet i Vestergade 58, på Box 72 i Frederiksgade, på Huset, Vester Allé, på Jazzhus Tagskægget, og ikke mindst på Cabana i Klosterport. Viljen til det akademiske liv stredes med fristelserne fra et eksploderende, superkreativt og legende miljø, der stod som en skarp kontrast til det munkemarxistiske universitetsmiljø, hvor musik kun blev tolereret hvis teksterne talte arbejderklassens sag. Jeg kendte arbejderklassen godt nok allerede til at vide, at de sange gad den ikke synge med på! Den sociale bevidsthed slog dog igennem i de nye, driftige musikmiljøer i byen. Fællesskab og kontrol med produktionsmidlerne var kodeordene, da en idealistisk flok musikere i 1973 overtog det skrantende Trinbrædtet i Vestergade 58 og skabte Musikernes Hus og bookingbureauet Musikernes Kontakt. Århus Orkesterforening støtte, på den betingelse at alle meldte sig om et liv med bas - med mere. ind, og DMF har været det naturlige, faglige omdrejningspunkt for mig lige siden. I dette miljø traf jeg pianisten Kim Nedergaard, tidligere militærnægter og journa- Jørgen Nielsen - Malmøfestivalen 2006 liststuderende, og vi klikkede på en eller anden måde, således at vi her, næsten fyrre år senere stadig har et solidt venskab og et telepatisk musikalsk makkerskab. Kim og jeg delte allerede dengang en inderlig kærlighed for blues, en uhelbredelig tilstand, jeg var blevet hensat i af B.B. King hjemme på værelset i Hals. Gradvis drejede mit fokus væk fra den pompøse rockmusik, og jeg opdagede at den sorte blues havde nogle lækre halvsøstre, der hed Soul og Jazz. Sammen blev Kim og jeg lukket ind i husorkestret Suppe, Steg og Is, der – i det mindste for de andres vedkommende - bestod af byens bedste jazz- og rockmu- sikere, og hver tirsdag i Musikernes Hus serverede fuldfed blues og soul med Henning Stærk i front. Ikke noget flip her, men med en veldefineret rolle at udfylde for en meget grøn bassist. Den første plade På det anarkistisk/sofistikerede spillested Cabana var konventionerne i opbrud, og programmet domineredes af den eksperimenterende jazz-rock, som også havde fodfæste i Århus. Bl. a. repræsenteret af dygtige og visionære musikere som saxofonisten Ole Kühl og pianisten Ole Nordenhof, begge medlemmer af Blue Sun, Danmarks første fusionsband. De havde ambitioner om at skabe ny musik, og hvem ville ikke være beæret over at blive inviteret ind i maskinrummet sammen med sådanne kapaciteter? Ole Kühl ville gå sine egne veje efter Blue Sun, og inviterede i maj 1975 mig og en række andre musikere med til indspilningen af LP´en ”Natdamperen”, som kom til at give navn til et band, der med forskellige besætninger indspillede yderligere to dristige pladeprojekter, som jeg stadig er glad for at have deltaget i. Det kan være godt at memorere på, når man står i Sdr. Omme og spiller til guldbryllup! Dengang kostede det boksen at lave en LP, så der var langt mellem danske udgivelser. Heldigvis var der super Fakta: Født i Gram 1951. Autodidakt på basguitar og kontrabas, bortset fra diverse kurser. Har spillet /spiller bl.a. i: Kims Bacon, Bourbon Street Jazzband, River Jazz and Blues Band, Frimer Band, HP Lange & Delta Connection, Latin Session, LP´s Blues Band, Jensen Band, Blues Pickin´, Natdamperen, Painted Black, The Club, Phønix Blues Band, The White Boys, Mainroad m. fl. basunen • juni 2011 29 >
Page 1 and 2: asunen • juni 2011 1
Page 3 and 4: AASO - Udvidet orkester 2017 ? Gene
Page 5 and 6: GENERALFORSAMLING I AARHUS Af Thork
Page 7 and 8: Familiekoncerter. Aarhus Symfoniork
Page 9 and 10: lig i Lissabon. Da der kun var halv
Page 11 and 12: ket meget om at indrette kontorplad
Page 13 and 14: TEMAAFTEN FOR selskabsmusikere Jona
Page 15 and 16: Poul Krebs: Magnolia Tales Poul Kre
Page 17 and 18: mødes tidligere prisvindere for at
Page 19 and 20: Han er lidt af en samler og har gea
Page 21 and 22: Af Lars Knudsen Gearkassen Denne ga
Page 23 and 24: Deltagende bands: Jazz con Fusion/
Page 25 and 26: 5 fede bands LIVE - Torsdag d. 19.
Page 27: En bog i to overordnede dele Uden a
Page 31 and 32: Jazz på nye eventyr Af Lars Kiehn
Page 33 and 34: Nye krav om besparelser på Aarhus
Page 35 and 36: asunen • juni 2011 35

Basunen som pdf

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?