Kot – en overlevende beklædningsgenstand i den Færøske kultur.

Design og produktkultur.
PD studiet.
Kot – en overlevende beklædningsgenstand i den
s. 1. Indholdsfortegnelse:
s. 2. Indledning
s. 3. Kildematerialet
s. 4. Kulturbeskrivelse
s. 5. Brugsområde
s. 5. Fremstillingsprocesser
s. 7. Fremstilling af produktet
s. 7. Konklusion
s. 8. Eksamensgodkendelsesark
s. 9. Kildeliste
s. 11. Bilag
Færøske kultur.
Forsideillustrationer: Foto af Cornelius Reinert, Kaldbak (1844 – 1934) og udsnit af en af C. L. U. von Borns tegninger på et kort over
Færøerne fra 1795 (Det Kgl. Danske Søkortarkiv).
1

Indledning.
Stillet overfor et emne som Design og produktkultur går man i gang med at tænke over
hvilket produkt, hvilken kultur, hvilket design. For mig var det mest nærliggende at
beskæftige mig med den færøske kultur, da jeg er færing og har lyst til at forske i mit eget
lands muligheder.
Den overlevende beklædningsgenstand virkede som en interessant indfaldsvinkel. Mange
af de traditionelle beklædningsgenstande, som er særlige for det færøske samfund, har
været i brug langt tilbage i tiden og er det stadig.
Den traditionelle jakke “kot”, er et stykke vævet og valket overtøj, som har været brugt
mindst siden 1700 tallet (Svabo, 1781-82), og er det stadig, nu med nye varianter.
Tidligere har det kun været brugt af mænd, men nu bliver det også brugt af kvinder.
Den beklædningsgenstand som jeg har interesseret mig for i opgaven, er hverdagstøj. Et
“kot”, bliver brugt som overtøj til nationaldragten, men også som jakke over almindeligt tøj.
Det er måske derfor det ikke har fået så megen opmærksomhed, hvor nationaldragten har
været mere fremme i rampelyset (denne er også stadig i brug, men kun ved festlige
lejligheder).
Kot er stadig en af de mystiske ting, som det kræver viden og indsigt at fremstille. Der er
nogen som forstår at væve og valke stoffet. Der er nogen som har et grundmønster og en
viden om tilskæring og tilretning, og en mening om hvordan det skal være. Der findes ikke
nogen endegyldig opskrift, som er vedtaget at være “den rette”.
Jeg har ved at studere kildemateriale og ved samtaler med erfarne væversker forsøgt at
finde ud af hvor langt tilbage kot kan stadfæstes, om det til stadighed har været i brug,
samt hvilke egenskaber ved netop denne beklædningsgenstand har gjort, at den har
overlevet.
2

Kildemateriale.
Der findes ikke meget kildemateriale om Færøerne, før det 17. århundrede.
En undtagelse er “Seyðabrævið” en gammel lov fra 1298 (findes som afskrift fra år 1600)
om fårehold på Færøerne, her nævnes kot ikke, men der er en tegning af en mand der
røgter får, og hans jakke minder meget om et Kot.
Hvorfra ordet “kot” stammer er ikke let at
afklare, men det er muligvis et engelsk
lånord, (Tórður Johansson, Ensk lánorð í
føroyska málinum).
Lucas Debes: “ Færøernes Beskrivelse” fra
1673 er det ældste udgivne materiale jeg har
haft adgang til. Han nævner en “kort vid
kjortel”, men nævner ikke ordet kot.
Senere har vi Svabo i 1781 – 82, han skriver
om en kort jakke kaldet “Koot”.
Jørgen Landt (Forsøg til en Beskrivelse over
Færøerne. Kiøbenhavn 1800).
nævner “jakke, kjortel eller sjóstúka. Han
omtaler ikke kot, men hans beskrivelse af
sjóstúka minder mere om det, der ellers
kaldes kot.
Illustration: Udsnit af p.25 i Seyðabravið,
© Foroya Fróðskaparfelag 1971
Hans M. Debes har i sin beskrivelse “Føroyski búnin” (Søgur úr gomlum døgum, 1977),
ikke nævnt kot, men i en anden artikel i samme bog fortæller han i en anekdote, at en
kogekone ved et bryllup tog et kot over sig, da hun gik hen for at se på brudedansen. Hun
blev så optaget af dansen, at hun gik med i kæden, stadig iført kot, og der blev digtet en
vise (táttur) hvor det er nævnt i omkvædet. Denne historie er fra ca. 1795.
Dette siger os at det var usædvanligt for kvinder at gå med kot, samt at det for H.M. Debes
har været et så almindeligt klædningsstykke, at han ikke har tænkt på at nævne det i den
artikel, der handler om nationaldragten. Han var iøvrigt skrædder, og har haft indgående
kendskab til klædedragten.
3

Johanna Maria Skylv Hansen (Gamlar gøtur 1) fortæller hvor meget materiale der blev
beregnet til forskellige beklædningsgenstande, deriblandt kot 1 , hun nævner også
variationer i syningen, samt i vævning.
Siden fotografiet blev en mulighed, er dokumentationen ubrudt og overbevisende.
(Forsidefoto af Cornelius Reinert 1844-1934)
Kulturbeskrivelse.
Den kultur vi har med at gøre, er en bondekultur, den strækker sig fra før de nævnte kilder,
og egentlig indtil fiskeriet omkring år 1900 begyndte at have virkelig indflydelse på folkets
levevilkår.
Befolkningen var delt op i bønder, dels odelsbønder, som ejede sin jord, dels
fæstebønder, som havde jorden i fæste fra kongen (før reformationen tilhørte meget af
fæstejorden kirken). Desuden jordløse folk og tjenestefolk.
Så var der også en overklasse, som bestod af embedsmænd, fogeden, handelsforvalteren
og præsterne. Disse embedsmænd var hovedsagelig danske.
Folk levede et simpelt liv, årstidernes vekslen styrede arbejdet ude og inde, og arbejde var
der nok af. Man passede jorden, røgtede fårene, fangede fugle og tog æg, sejlede ud for
at fiske med robåde, man benyttede sig af havets rigdom med sæler og grindehval.
Kvinderne passede hus og børn og hvad der ellers var. Og en ting som alle tog på sig var
at arbejde med ulden fra fårene. Man sagde dengang at “Ull er Føroya Gull” – ulden er
færøernes guld. Dengang var strikkede varer så at sige den eneste export man havde.
Alle spandt og strikkede. Der strikkedes især hoser, som skulle have bestemte mål, der
strikkedes også trøjer af forskellig kvalitet.
1 “Til kot blev regnet 5 alen” (en alen er ca 64 cm).
4

Brugsområde.
Mænd har før som nu brugt kot som overtøj. Det er varmt og vandafvisende og det kan
ånde, derfor velegnet både til brug i fjeldet, når man røgter får, og på havet, når man fisker
fra åben båd.
Vejret er jo det samme – fugtigt og ikke særlig varmt, men heller ikke særlig koldt.
Temperaturen ligger meget tit mellem 3 og 12 grader celsius, kan komme både over og
under, men det er nok det mest almindelige. Derfor er de ovennævnte egenskaber, (varmt,
vandafvisende, kan ånde) der har gjort kot velegnet tidligere, stadig lige relevante.
Desuden har folk på Færøerne en stor modvilje mod regntøj. Det går man ikke med. Dette
kan skyldes at den store luftfugtighed gør, at det tætte regntøj bliver lige så vådt indvendig
som udvendig, hvorimod de egenskaber der gjorde kot så velegnet før, stadig er vigtige for
overtøj i dette klima.
Spinderierne 2 har gjort forsøg på at fremstille nye varianter af kot, både vævede og
strikkede, hvor man har beholdt navnet og en del af designet, men meget er forandret.
Hvorvidt det stadig kan kaldes kot, kan diskuteres, det bliver det også. Det nutidige kot
bliver delvis også brugt af kvinder.
Fremstillingsprocesser.
Fremstillingen af et stykke vadmel til at sy et kot af, har været et stort arbejde. Først måtte
ulden nappes 3 , siden kartes 4 og spindes 5 , til to forskellige slags garn, dels et hårdtspundet
garn, spundet på håndten 6 til trenden 7 , dels et løsere spundet garn til islæt 8 . Dernæst
skulle væven sættes op. Stoffet, vadmal, blev vævet “trýskeftað”, det er ligesidet 2/2 kipper
(se opskrift bilag 4).
I lang tid, ja endda i 1800, hvor Jørgen Landt beskriver Færøerne, blev dette gjort på
Klíggjavev, den gamle opretstående væv, som har sin oprindelse helt tilbage til
vikingetiden (Hoffman: The Warp-weighted loom).
2
“Tøtingarvirkið” í Gøtu, “Snældan” á Strondum og “Sirri” í Suðuroy
3
nappe: dele uld i fin og grov uld
4
karte: rede ulden før den spindes
5
spinde: fremstille garn
6
håndten: ældgammelt redskab til spinding, bestående af en pind (ten) med en rund vægt
7
trend: langsgående tråde i væven
5

Den første skaftevæv, man kender til på Færøerne, tilhørte Marie Rønning, en Norsk
kvinde, som kom til Færøerne i 1768, hun lærte siden nogle unge kvinder at væve, men
det varede endnu nogen tid inden skaftevæven blev almindelig i brug. (Jørgen Landt:
Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne og Hans M. Debes: Søgur úr gomlum døgum.)
Efter vævningen skulle stoffet valkes, dette blev gjort “under fod”, og siden skæres og
syes. Opskrifter bilag 3.
Illustrationen nedenfor viser blandt andet valkning og spinding på skotrok 9 .
Illustration: udsnit af en af C. L. U. von Borns tegninger på et kort over Færøerne fra 1795 (Det Kgl. Danske
Søkortarkiv).
Der har altid været sat en ære i at få så godt materiale som muligt til kot, man valgte den
bedste uld, og den blev både nappet så godt som muligt og spundet så fint som muligt.
At det har været eftertragtet kan ses af følgende annonce i Føringatíðindi juni 1890:
“Meget kotavadmal kan sælges i Havn til god pris, om det er velgjort. Dårligt vadmal vil
ingen købe. Vadmal til voksen kot skal være 5 alen langt og 1 alen bredt. “
Og et hjertesuk i juli 1892:
“Kotavadmal er nu ikke til at få i Havn, hverken for gode ord eller betaling. Det vadmal som
har været i handelen har ikke været til at se på, både af dårlig uld og dårligt valket.”
8 islæt: tværgående tråde i væven
6

Fremstilling af produktet.
Selv at spinde garnet til et kot, dels på håndten og dels på skotrok, bedømmer jeg til at
være for stort et arbejde til den tid, jeg har til projektet. Derfor bliver jeg nødt til at købe
garn til formålet. Det er så heldigt at der bliver spundet garn specielt til kotavadmal. Det er
lidt finere og hårdere tvundet end det almindelige totrådede garn.
Opskrifterne er ikke ens, nogle væver med 10 tråde/cm, nogle med 9 tr/cm, og til islæt kan
enten bruges samme garn som til trenden, eller entrådet garn. Der sættes prøver op, så
jeg kan afprøve de forskellige kombinationer. Stoffet skal være fast sammenslået, det skal
væves i balance (så kippergraden er 45 grader). Det skal være let og bevægeligt, men
samtidig ikke give sig. Det er også nødvendigt at afprøve valkningen. En af reglerne er at
det skal valkes “so vondin ikki sæst”, det er så man ikke ser hvordan det er vævet!
(samtale med Nicolina Jensen Beder, bilag 1)
Hvad syningen angår, så vil jeg prøve at undersøge hvordan tilskæringen var før, med
sidestykker, denne skæring er ikke længere almindelig, måske især fordi man nu væver
stoffet bredere, og det derfor ikke er nødvendigt.
Konklusion.
Den første direkte omtale af kot er altså i J. Kr. Svabos Indberetning fra 1781-82. Hvor
længe det har været i brug før den tid kan man kun gætte på. Siden den tid kan man vist
rolig sige at det har været brugt hele tiden.
Dets betydning har været som almindeligt overtøj for almindelige mennesker, og det er
også i dag et godt og brugbart klædningsstykke, som er eftertragtet af forbrugerne –
mennesker som gerne vil holde varmen i et koldt og fugtigt klima.
9 skotrok: færøsk rok, hvor hjulet drejes med den ene hånd, mens tråden dannes med den anden
7

Eksamensgodkendelsesark
Design og produktkultur.
PD studiet.
Godkendelse af eksamensemne for eksamen i Design og produktkultur januar 2004.
Navn: Noomi í Dali Telefonnr.:
Adresse: Fag: Design og produktkultur
Vejleder: Bent Illum Eksamenstermin: Januar 2004
Studienummer: Sted: Dansk sløjdlærerskole
Titel: Kot – en overlevende beklædningsgenstand i den Færøske kultur.
Begrundelse for det valgte emne:
På Færøerne har man bevaret flere beklædningsgenstande i daglig brug, som har deres
oprindelse langt tilbage i tiden. Jeg finder det interessant at undersøge hvor langt tilbage
“kot” kan stadfæstes, hvad er bevaret af den oprindelige form, og hvilke ændringer der er
sket.
Problemformulering:
Hvilken betydning har den Færøske Mands overtøj “kot” haft gennem tiden – såvel i
historisk tid som i nutiden.
Metode:
Ved at undersøge ældre kildemateriale, og ved samtaler med folk på Færøerne forsøges
fastslået hvordan Kot har været vævet og syet tidligere, i forhold til dagens form.
Desuden forsøges fastslået hvilken betydning det har haft, og hvorfor det har overlevet.
Et “kot” produceres.
8

Kilder:
Fælles læst stof:
Bøger
Engholm Ida og Michelsen Anders: Designmaskinen
Aubry og Vavik: Produktdesign
Holdt Ivar: Design. Borgens forlag 1995.
Hastrup Kirsten og Ovesen Jan: Etnografisk Grundbog. Gyldendal 1980
Udleverede artikler
Hastrup Kirsten: Kultur som analytisk begreb
Poulsen Pernille: Antropo...hvaffor noget
Fjord Jensen Johan: Det dobbelte kulturbegreb – den dobbelte bevidsthed.
Kragelund Minna: Det gode håndværk som modernitetens lærerum.
Hastrup Kirsten: Indledning.
Westman Bror: Manden, kvinden, hjemmet.
Mikkelsen Aksel: Sløjden og dens betydning som skolefag.
Peltonen Juhani: Sløjdkultur och Sløjdpedagogik.
Egne kilder:
Debes, Lucas: Færøernes Beskrivelse 1673. Udgivet i facsimile, Munksgaard København
1963.
Svabo, Jens Kristian: Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781 og 1782. Udgivet
København 1959 af N. Djurhuus.
Landt, Jørgen: Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne. Kiøbenhavn 1800.
Debes, Hans M.: Søgur úr gomlum døgum. Udgivet Tórshavn 1977.
Hansen, Johanna Maria Skylv: Gamlar gøtur 1. 1968 Tórshavn
Hoffmann, Martha: The Warp-weighted Loom. Studia Norvegia 1964.
Føringatíðindi 1890 –1906, samlet udgave Tórshavn 1969
Almikið Kotavadmal, nr.5 mai 1892
Kotavadmal, nr 7 juli 1892
9

Djurhuus, Petra:: Klædedragt s. 338 – 359 i Færøerne 1., Artikelsamling. København
1958.
Beder, Nicolina Jensen: Føroysk klæðir, søguligt yvirlit. Fróðskaparrit 36.-37. bók.
Tórshavn 1988-1989.
Thorsteinsson, Arne og Joensen, Jóan Pauli: Myndirnar hjá Born. Mondul, Tórshavn 1977.
Johansson Tórður, Ensk lánorð í føroyskum. Forlagið Fannir, Tórshavn 1998.
Samtale med Nicolina Jensen Beder. Bilag 1.
Samtale med Poulina Joensen. Bilag 2.
Forskellige opskrifter til vævning af “Kotavadmal”. Bilag 3.
Opskrift anvendt til produktet. Bilag 4.
Besøg på Føroya Fornminnissavn.
Illustrationer:
1. Fra “Seyðabrævið”. Fróðskaparsetur Føroya 1971. Udgave med affotografing af
håndskrifter, samt renskrevet og oversat til færøsk og engelsk. S. 3.
2. Udsnit af en af C. L. U. von Borns tegninger på et kort over Færøerne fra 1795 (Det Kgl.
Danske Søkortarkiv, udlånt af Føroya Fornminnissavn). Forside og s. 6.
3. Cornelius Reinert, Kaldbak. 1844 – 1934 (udlånt af Julia Reinert Hansen). Forside.
4. Bindingstegning til 2/2 kipper. S. 13.
Illustrationerne er redigeret og tilpasset af Birita í Dali
10

Bilag 1.
Samtale med Nicolina Jensen Beder:
Jeg besøgte Nicolina i hendes hjem. Hun er uddannet håndarbejdslærer (Haslev
Seminarium), og har i mange år beskæftiget sig med de specielt færøske arbejdsmetoder
med uld, har for 22 år siden lært mig at spinde på skotrok og håndten. Hun har desuden
skrevet artikelen,” Føroysk klæðir, søguligt yvirlit”, se kildeoversigten.
Spurgt om hvordan kot blev vævet og syet, gav hun mig flere forskellige opskrifter (bilag),
blandt andet fra Olevina Joensen, som var væverske, og i mange år underviste på
aftenskole, desuden fra Frederikke Olsen, Toftir.
Nicolina lånte mig også et kot, som har tilhørt hendes afdøde mand. Dette kot har Bina á
Hellum vævet og syet, hun levede fra xx til xx. dette er syet uden sidestykke, med
dobbeltsømsærme, paspolerede lommer isat lodret. Det er foret med sort lasting 10 i bulen,
men ærmerne foret med lyst stribet skjortestof. Kinaflip med seks stikninger.
Nicolina sagde, at dengang man brugte liðageira (sidestykke) kunne man få det ud af det
stykke der blev klippet bort for at ærmet skulle skråne nedad.
Om valkningen sagde hun at det skal valkes under fod, til vondin ikki sæst (det er til man
ikke ser vævningen). Når kotet så er slidt så meget at vævningen igen ses, siger man det
er bervandað, altså man ser igen vævningen.
Bilag 2
Samtale med Poulina Jensen.
Hun er uddannet håndarbejdslærer (Kerteminde Håndarbejdsseminarium), og har i mange
år vævet især specielle færøske stoffer, og underviser desuden på aftenskole. Er nu
vævelærer for blinde og svagsynede på “Føroya Blindastovnur”.
Poulina væver blandt andet kotavadmal til salg. Hun sætter enten 10 tr/cm eller 9tr/cm, alt
efter hvor fint garnet er. Hun plejer at have samme garn til trend og islæt. Det skal slås så
tæt man kan, bedst hvis det er slået i balance.
Om syningen sagde hun, at hun var med til at lave kostumer da “Barbara” blev filmet, og
da samlede de kot ind fra hele landet, og fik over 60 ind. De var syet på mange forskellige
måder. Nogen med liðageira, og nogen uden, nogen forede og andre ikke.
10 Lasting: tyndt satinvævet foerstof, nu oftest af bomuld.
11

Desværre blev der ikke målt op og tegnet mønstre, og de er for længst sendt tilbage til
ejermændene, så der er ikke mulighed for at finde ud af noget her.
Hun sagde at mange af de gamle kot var simpelthen for små til mændene i dag. De var tit
meget korte og vide. De kot som bliver syet nu ligner mere jakker i faconen, men beholder
kraven, kotakragi (ret opstående krave, ca 4 cm. bred, med stikninger), lommerne og
knapperne ( 6 knaphuller i venstre side, 5 knapper, men et knaphul øverst i højre side, i de
to øverste knaphuller sættes en stimaknapp 11 ).
Bilag 3.
Opskrifter.
Nicolina skriver:
Talte med Olevina (Olevina Joensen, væverske, 1919 – 1997 12 ),i dag 12.01.1996.
Fået denne opskrift: 50/10 – 1 i søl – 2 i rit. Dette i forhold til tykkelsen af trendgarnet.
Ellers har hun tit brugt 9 tr/cm.
Olevina sagde fra Tita Winther (væverske) at hun har brugt 8 tr/cm, det valkes bedre.
Gammel opskrift til vadmal (også fra Olevina)
Til kot 5 mrk garn (1375 gr.) både til rendegarn og islæt.
Læg op 6 alen (1 alen = ca. 63 cm), 5 alen til mindre mand.
Kam 16/20 til alen (10 tråde/cm)
Bredde 5 kvart (80 cm)
Trådtal = 800
Fået fra Anna Jacobina Ellingsgaard, Eiði 15-01-1996.
Opskrift til kotavadmal efter Frederikke Olsen, Toftanes:
Kam 45/10 – 1 i søl – 2 i rit = 9 tr/cm
Bredde 80 cm
Trådtal = 720
Garnlængde: 11,5 m til tre kot.
11 stimaknappur: to sølvknapper ca. 19 mm i diameter, som er hæftet sammen med en ca. 6 cm lang sølvkæde.
12 Olevina lærte at væve 18 år gammel af Anna Winther Lutzen, som var uddannet i Sverige. Olevina ville gerne have
lært videre, men på grund af krigen kunne dette ikke lade sig gøre. Underviste i mange år i vævning på aftenskole, og
havde maskinvæv, som hun lærte at bruge på Teknologisk Institut, Danmark.
12

Bilag 4.
Opskrift brugt til det vævede produkt.
Trend: 2 trådet kotagarn fra Snældan.
Islæt: 1 trådet uldgarn fra Snældan
Kam: 50/10 – 1 i søl – 2 i rit = 10 tråde/cm
Stofbredde: 90 cm
Trådtal: 90 x 10 = 900 tråde
Vævetæthed: I balance = samme som kam = 10 indslag/cm
Opbinding: 2/2 kipper, se bindingstegning nedenfor.
13