Kot – en overlevende beklædningsgenstand i den Færøske kultur.

Den første skaftevæv, man kender til på Færøerne, tilhørte Marie Rønning, en Norsk
kvinde, som kom til Færøerne i 1768, hun lærte siden nogle unge kvinder at væve, men
det varede endnu nogen tid inden skaftevæven blev almindelig i brug. (Jørgen Landt:
Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne og Hans M. Debes: Søgur úr gomlum døgum.)
Efter vævningen skulle stoffet valkes, dette blev gjort “under fod”, og siden skæres og
syes. Opskrifter bilag 3.
Illustrationen nedenfor viser blandt andet valkning og spinding på skotrok 9 .
Illustration: udsnit af en af C. L. U. von Borns tegninger på et kort over Færøerne fra 1795 (Det Kgl. Danske
Søkortarkiv).
Der har altid været sat en ære i at få så godt materiale som muligt til kot, man valgte den
bedste uld, og den blev både nappet så godt som muligt og spundet så fint som muligt.
At det har været eftertragtet kan ses af følgende annonce i Føringatíðindi juni 1890:
“Meget kotavadmal kan sælges i Havn til god pris, om det er velgjort. Dårligt vadmal vil
ingen købe. Vadmal til voksen kot skal være 5 alen langt og 1 alen bredt. “
Og et hjertesuk i juli 1892:
“Kotavadmal er nu ikke til at få i Havn, hverken for gode ord eller betaling. Det vadmal som
har været i handelen har ikke været til at se på, både af dårlig uld og dårligt valket.”
8 islæt: tværgående tråde i væven
6