Da KrøbbelJohanne blev brændt - Bysamlingen

Recommendations

Info

GREGERS PÅ ANKLAGEBÆNKEN GREGERS PÅ ANKLAGEBÆNKEN trykkede ham. Gregers fik hele historien forelagt. I første omgang prøvede Gregers Nielsen at berolige Anders med, at det hele var en løgnehistorie, brygget sammen af Johanne Hanskone. For at bevise, hvor led en kælling hun var, fortalte Gregers, at Johanne for nylig havde været inde i hans hus og »fastgjort ham«. Hvorefter hun benyttede lejligheden til at franarre ham en masse madvarer. Da hun lidt efter var dukket op igen, formodentlig for at lave flere kunster med ham, slog han hendes næse og mund til blods*. Da Anders Siim stadig ikke så ud til at være overbevist, begyndte han at sværge: «Se her, Anders Siim, hvor mange sands korn her ligger på jorden. Gud give så mange onde ånder fare i mig har jeg løjet for eder.« Dagen efter mødte Anders Gregers' hustru Inger Jacobsdatter, som lo af ham. Anders ville vide, hvad det var, som var så morsomt. Det var begivenheden dagen før, hvor Anders åbenbart må have gjort et komisk indtryk. Men han var dog mand for at give hende et hvast svar:« Den dag skal komme, (hvor) I kan græde for det, I ler ved mig.« Den sad. Bemærkningen har sikkert ætset sig ind i Inger. Og gjort hende bange. For hvad betød den? Så bange blev hun, at hun dukkede op på Anders Siims bopæl bare to timer senere med de to »lykkeposer«. Hun gav ham poserne med den bemærkning, at Anders nu for Guds skyld måtte stille sig tilfreds, nu skulle han nok genvinde sit helbred. Hvad var det for poser, og hvad skulle de bruges til, ville Anders vide. Jo, forklarede Inger,'poserne havde de fået af Johanne Hanskone. Af ren nysgerrighed havde hun skåret lærredsposen op. Den indeholdt rugkorn, hvidløg og salt. Den ånden, som var af læder, var Gregers' - og indeholdt en vokskalv! Resolut tog Anders begge poser i sin varetægt, selv om Inger tiggede og bad om at få lov til at beholde læderposen og kalven. Men nej. Anders var urokkelig. Denne uhyrlige historie skulle bringes videre. Både til præsten og byfogeden. Herefter forklarede Anders, hvordan Gregers havde skabt sig 4 præstens hus o.s.v. 29
Gregers får ordet En søforklaring tager form Efter Anders Siims lange forklaring var det nu endelig tid til at høre historien set Fra Gregers' side. Eller rettere den historie, han nu forsøgte at brygge sammen. Mærkværdigvis var det ikke ord fra hans enen mund, man fik at høre, men derimod en skriftelig redegørelse, dateret den 29. april 1647, der blev læst op i retlen. Ulykken Det var selvfølgelig Johanne, der var skyld i det hele. For kort efter Gregers' >Ulykke« med Niels Joensens barn, var hun troppet op i deres hjem under det påskud, at hun ville købe fisk af dem. På vej ud af døren fortalte hun, at det ikke var for fiskens skyld, hun var kommet. Næh, hun havde hørt ude i byen, at der var stor sorg i deres hjem efter affæren. Var barnet dræbt af ulykken, ville Greners have fået lagt al skylden på sig, og ville være nødt til at flygte ud af landet. Lisbet i Hjarup Nu spurgte Gregers' kone, om Johanne da havde mistanke til nogen, som kunne være skyld i ulykken. Næh, havde hun svaret, men det var sikkert nogen, de ikke ville regne med, ville kunne finde på noget sådant. Herefter spurgte konen, om der ikke var nogen, der kunne hjæl pe dem i deres nød. Johanne havde peget på Lisbet Knudsdatter fra Hjarup, som ovenikøbet skulle være født i Sverige og være af adelig familie. Det borgede åbenbart for kvaliteten af hendes arbejde. Hun besøgte ofte byen og var ovenikøbet billig. Det eneste, hun forlangte af sit arbejde, var lidt god mad. Johanne bad nu, og fik, en lille erkendtlighed for det gode råd. Forbandelsen Da Gregers kom hjem, og fik sagens rette sammenhæng forelagt, straffede han konen for at have lyttet til Johanne. Hun var efter Gregers' mening en løgnagtig kælling, og fulgte man hendes ord, fik man det aldrig godt med folk i byen. Gregers bad Johanne gentage historien. Da hun stod ved den, slog han hende i hovedet. Da vendte hun sig om og forbandede ham: »Kunne jeg leve den dag, at Gregers skolemester kunne få en ulykke, da var jeg tilfreds, hvad jeg skulle lide«. Og forbandelsen var efter Gregers' mening tilfulde gået i opfyldelse. Hun havde via sine skammelige løgnehistorier startet det hele. Sået splid mellem ham og Anders Siim. Og ingen i byen ville have noget med dem at gøre efter denne affære! Anden halvleg Sedlen Næste retsmøde fandt sted på rådhuset den 11. juni 1647. Nu var det sedlen, der var i centrum. Sedlen med navne på borgere i Kolding. Her måtte Gregers gå til bekendelse. Han indrømmede, at han selv havde skrevet den, men det var »efter den onde ånds angivelse som nu sidder i Rådhuskælderen ved navn Johanne Krøbelkvinde«. Men Gregers kunne berolige retten. Såvidt han vidste, var ingen af de personer, der var på sedlen, involveret i nogen form for trolddom. Johanne arresteres Så var det Johannes tur til at møde for retten. Det fremgår af sagens akter, at hun stak af fra Kolding, »rømte byen« som der står i protokollen. Da sagen udviklede sig, fik hun kolde fødder og tog hjem til Grønninghoved. Men selv dengang var lovens arm åbenbart lang nok. I alt fald blev hun arresteret og senere sat i rådhuskælderen, som fungerede som Koldings fængsel. Så vidste man, hvor hun var. Først ville man vide, hvorfor hun var stukket af. Jo, svarede hun, hun ville ikke være med til at bagvaske godtfolk. Derfor forlod hun byen. Det var iøvrigt et råd, hun havde fået af Maren Degnekone i Vonsild. Så var der historien om de to poser. Hvor havde Gregers dem fra? Johanne indrømmede, at dem hav de han faktisk fået af hende. Til gengæld havde hun fået dem af Lisbet i Hjarup. Herefter fortalte Johanne sin version af sagen. Om hvordan Gregers havde lokket hende hjem til sig, drukket hende fuld o.s.v. Gregers lægger pres på Tilbage til sedlen. Havde Gregers fået navnene af hende? Det benægtede Johanne. Det var Gregers, der selv havde skrevet og oplæst dem for hende. Og af bar angst for ham havde hun snakket ham efter munden. Faktisk havde hun hele tiden prøvet at tale Gregers fra det hele. Han skulle hellere tro på Gud end på hende. Men hendes indvending blev bare fejet af bordet: »Jeg har så længe troet på Gud, men nu vil jeg tro på Djævelen,« sagde Gregers. Her brød Anders Siim ind i afhøringen. Han havde faktisk hørt Gregers sige nøjagtigt det samme, engang hvor han havde været beruset. Det benægtede Gregers selvfølgelig i retten og svor »ved højeste helligånds ed«. Ikke særligt overbevisende. Og det var Gregers sikkert selv klar over. Så for at få det hele på det rene, spurgte han nu Johanne direkte, om hun nogensinde havde lært ham eller hans hustru nogen form for trolddomskunster, eller bedt om at få det lært? Til hans formodentlig store lettelse svarede Johanne kort: Nej, ikke andet end det 31
Page 4 and 5: Indledning Hekseprocesser i Kolding
Page 6 and 7: krævede det. Kun hvis det blev då
Page 8 and 9: den heller ikke har fundet sted. Va
Page 10 and 11: En hekseproces Begyndelsen En hekse
Page 12 and 13: Dramaets hovedpersoner Gregers dukk
Page 14 and 15: Hævnen Et fjendskab begynder Det v
Page 18 and 19: med de to poser, som de havde fået
Page 20 and 21: at overvære alle retsmøderne. En
Page 22 and 23: Forbindelsen til Haderslev For at m
Page 24 and 25: Hvad angik de to poser til Gregers,
Page 26 and 27: Familien kommer op af stolene Det f
Page 28 and 29: ar. Efter at have været enkemand f
Page 30: Anvendte kilder

Da KrøbbelJohanne blev brændt - Bysamlingen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?