Da KrøbbelJohanne blev brændt - Bysamlingen

Gregers får ordet
En søforklaring tager form
Efter Anders Siims lange forklaring var
det nu endelig tid til at høre historien set
Fra Gregers' side. Eller rettere den historie,
han nu forsøgte at brygge sammen.
Mærkværdigvis var det ikke ord fra hans
enen mund, man fik at høre, men derimod
en skriftelig redegørelse, dateret
den 29. april 1647, der blev læst op i retlen.
Ulykken
Det var selvfølgelig Johanne, der var
skyld i det hele. For kort efter Gregers'
>Ulykke« med Niels Joensens barn, var
hun troppet op i deres hjem under det
påskud, at hun ville købe fisk af dem. På
vej ud af døren fortalte hun, at det ikke
var for fiskens skyld, hun var kommet.
Næh, hun havde hørt ude i byen, at der
var stor sorg i deres hjem efter affæren.
Var barnet dræbt af ulykken, ville Greners
have fået lagt al skylden på sig, og
ville være nødt til at flygte ud af landet.
Lisbet i Hjarup
Nu spurgte Gregers' kone, om Johanne
da havde mistanke til nogen, som kunne
være skyld i ulykken. Næh, havde hun
svaret, men det var sikkert nogen, de ikke
ville regne med, ville kunne finde på
noget sådant. Herefter spurgte konen,
om der ikke var nogen, der kunne hjæl­
pe dem i deres nød. Johanne havde peget
på Lisbet Knudsdatter fra Hjarup,
som ovenikøbet skulle være født i Sverige
og være af adelig familie. Det borgede
åbenbart for kvaliteten af hendes arbejde.
Hun besøgte ofte byen og var
ovenikøbet billig. Det eneste, hun forlangte
af sit arbejde, var lidt god mad.
Johanne bad nu, og fik, en lille erkendtlighed
for det gode råd.
Forbandelsen
Da Gregers kom hjem, og fik sagens
rette sammenhæng forelagt, straffede
han konen for at have lyttet til Johanne.
Hun var efter Gregers' mening en løgnagtig
kælling, og fulgte man hendes ord,
fik man det aldrig godt med folk i byen.
Gregers bad Johanne gentage historien.
Da hun stod ved den, slog han hende i
hovedet. Da vendte hun sig om og forbandede
ham: »Kunne jeg leve den dag,
at Gregers skolemester kunne få en
ulykke, da var jeg tilfreds, hvad jeg skulle
lide«.
Og forbandelsen var efter Gregers'
mening tilfulde gået i opfyldelse. Hun
havde via sine skammelige løgnehistorier
startet det hele. Sået splid mellem
ham og Anders Siim. Og ingen i byen
ville have noget med dem at gøre efter
denne affære!
Anden halvleg
Sedlen
Næste retsmøde fandt sted på rådhuset
den 11. juni 1647. Nu var det sedlen,
der var i centrum. Sedlen med navne på
borgere i Kolding.
Her måtte Gregers gå til bekendelse.
Han indrømmede, at han selv havde
skrevet den, men det var »efter den onde
ånds angivelse som nu sidder i Rådhuskælderen
ved navn Johanne Krøbelkvinde«.
Men Gregers kunne berolige retten.
Såvidt han vidste, var ingen af de
personer, der var på sedlen, involveret i
nogen form for trolddom.
Johanne arresteres
Så var det Johannes tur til at møde for
retten. Det fremgår af sagens akter, at
hun stak af fra Kolding, »rømte byen«
som der står i protokollen. Da sagen udviklede
sig, fik hun kolde fødder og tog
hjem til Grønninghoved. Men selv dengang
var lovens arm åbenbart lang nok.
I alt fald blev hun arresteret og senere
sat i rådhuskælderen, som fungerede
som Koldings fængsel. Så vidste man,
hvor hun var.
Først ville man vide, hvorfor hun var
stukket af. Jo, svarede hun, hun ville ikke
være med til at bagvaske godtfolk.
Derfor forlod hun byen. Det var iøvrigt
et råd, hun havde fået af Maren Degnekone
i Vonsild. Så var der historien om
de to poser. Hvor havde Gregers dem
fra? Johanne indrømmede, at dem hav­
de han faktisk fået af hende. Til gengæld
havde hun fået dem af Lisbet i Hjarup.
Herefter fortalte Johanne sin version
af sagen. Om hvordan Gregers havde
lokket hende hjem til sig, drukket hende
fuld o.s.v.
Gregers lægger pres på
Tilbage til sedlen. Havde Gregers fået
navnene af hende? Det benægtede Johanne.
Det var Gregers, der selv havde
skrevet og oplæst dem for hende. Og af
bar angst for ham havde hun snakket
ham efter munden. Faktisk havde hun
hele tiden prøvet at tale Gregers fra det
hele. Han skulle hellere tro på Gud end
på hende. Men hendes indvending blev
bare fejet af bordet: »Jeg har så længe
troet på Gud, men nu vil jeg tro på
Djævelen,« sagde Gregers.
Her brød Anders Siim ind i afhøringen.
Han havde faktisk hørt Gregers sige
nøjagtigt det samme, engang hvor
han havde været beruset. Det benægtede
Gregers selvfølgelig i retten og svor
»ved højeste helligånds ed«. Ikke særligt
overbevisende. Og det var Gregers sikkert
selv klar over.
Så for at få det hele på det rene,
spurgte han nu Johanne direkte, om hun
nogensinde havde lært ham eller hans
hustru nogen form for trolddomskunster,
eller bedt om at få det lært? Til
hans formodentlig store lettelse svarede
Johanne kort: Nej, ikke andet end det
31