Fokus 2007 nr 3.

i 2000 fik jeg en hjerneskade, der betyder, at jeg ikke husker
så godt. Som følge deraf kan det være svært at lære noget nyt.
Derfor var det godt, at Bjergsnæs Efterskole i Viborg havde plads
og mod til at have en elev med de vanskeligheder, jeg har.
Af SØrEN ESTrUP OG
lENE DAUGAArD,
lÆrEr OG NEUrOPÆDAGOG.
1 www.vfhj.dk/default.
asp?PageiD=535
6
TilBUD Til BØrN & UNGE
To uforglemmelige år på
i sommerferien efter 6. klasse pådrog jeg mig en skade
i hjernen. Efter at have været på Viborg Sygehus i ca.
et halvt år kom jeg til at gå på Søndre Skoles specialafdeling
i Viborg. i starten var det o.k., men efterhånden
blev det for kedeligt. jeg ønskede at komme tilbage
til min gamle klasse, og det kom jeg i starten af 8.
klasse. Det var godt at se alle kammeraterne igen,
for de havde jo også bekymret sig om mig. Det var
ind i mellem svært at få nye venner, de gamle venner
havde jeg ligesom mistet, mens jeg var syg.
Det tidlige forløb efter min skade skrev mine forældre
om i fOKUS maj 2002. 9. årgang, nr. 2 1) .
De to bedste år i mit liv
i 10. klasse kom jeg på Bjergsnæs Efterskole, det har
været de bedste år i mit liv.
Skolen var parat til at tage imod mig, og det var
vigtigt. De kendte til mine problemer og forstod at
hjælpe mig. lærerne havde først snakket med mine
forældre, læst mange papirer og været på kursus hos
neuropsykolog Aase Tromborg og neuropædagog
lene Daugaard.
De andre elever fik fortalt, hvad jeg havde været
ude for. Og dem, jeg skulle bo sammen med, fik
af lene og mig fortalt, hvad jeg havde været udsat
for, hvad jeg var god til, og hvad jeg gerne ville have
hjælp til.
De hjalp mig rigtig meget, for de kunne jo godt
se, at jeg havde lidt problemer med nogle ting. Mine
værelseskammerater kom jeg til at snakke rigtig meget
med.
Det bedste ved at gå på en god efterskole er, at
der er mange venner, man falder i med. Skolen gør
meget for venskab og sammenhold.
De fedeste oplevelser var gymnastikken og festerne.
Min balance har set bedre dage, derfor var
det i starten svært for mig at lave gymnastik, serier
og spring. Skolen havde ansat en fysioterapeut, som
trænede med mig. Det hjalp en hel del, så jeg blev
bedre til at deltage i de forskellige aktiviteter.
festerne havde altid et tema, eksempelvis “Bad
Taste Party”, “farmerfest” og “Gallafest”. Til alle
festerne lærte vi forskellige danse, som vi kunne
bruge om aftenen – så var alle sikre på at komme ud
at danse. Desuden arbejdede vi med temaet op til
festen. Her var alle nødvendige, for at festen skulle
blive god. Vi havde også idrætsdage, cykelture og
skitur, hvor der var et super fællesskab.
Det, at vi hele tiden var sammen og kunne grine
sammen af sjove ting, gjorde, at det blev to super
sjove og lærerige år, hvor jeg har fået mange gode
venner. Det kan være svært at få nye venner, men når
man er sammen hele tiden, får jeg også tid til at vise
de andre, hvad jeg kan.
Undervisningen
Bjergsnæs Efterskole er en meget boglig skole med
niveaudeling, men også en skole, hvor der er plads
til alle slags mennesker. jeg havde nogle støttetimer,
hvor jeg havde eneundervisning. Det fik jeg meget
ud af, da læreren hele tiden kunne se på mig, om
jeg havde forstået det. Ellers kunne han forklare det
på en anden måde, indtil jeg forstod det. Når jeg var
alene, kunne læreren også fortælle tingene igen og
igen, til jeg kunne huske det, og det var vigtigt for mig.
Klasseundervisningen var også super god, og jeg nød
specielt fællesskabet. Tit var der også kammerater,
der var gode til at forklare mig tingene. fagligt set
udviklede jeg mig meget gennem de to år, og jeg
synes, jeg generelt blev bedre til det hele.
Svært ved at huske
i starten var det svært at lære skema, lokaler og navne
at kende. Specielt var det svært med de skiftende
skemaer. Der fik jeg hjælp af mine kammerater og
et skema, som lene havde lavet. Der var mange farver
på, der viste mig, hvad jeg skulle. Nogle gange
kunne jeg gå forkert eller glemme en time, så hjalp
mine værelseskammerater eller min støtteperson
mig. Alle lærerne på skolen vidste også, at jeg en
gang i mellem kunne have brug for lidt hjælp, og det
gav de mig så.
Min støtteperson lavede en internetside, hvor jeg
skrev og lagde billeder ind omkring alle mine oplevelser.
Her kunne mine forældre også følge med i, hvad