Indledning 1 Praktiske bemærkninger 2 Bondekrigerens værnepligt ...

Vikingetidens Bondekriger. Tema 1-opgave, Forhistorisk
Arkæologi. Ole Thirup Kastholm Hansen, 2001
virkeligheden er der vel bare tale om to helt forskellige typer grave. At de har øksen
tilfælles, behøver ikke være paradoksalt. Øksen må være et af de mest udbredte redskaber
både geografisk og tidsmæssigt. Derudover findes den i utallige afskygninger, med
utallige anvendelsesmuligheder. At den så forekommer i både fattige og rige grave, og i
både fattige eksemplarer og sølvornamenterede eksemplarer, burde ikke vække
overraskelse.
I det fremlagte våbengravsmateriale tilhører langt størstedelen af økserne Jan
Petersens typer K og H. Det er da også disse to øksetyper der er mest udbredt i det danske
område (Iversen et. al. 1991:45). Selv om de hér optræder i jævne grave, så er disse typer
ikke de rene fattigmandsøkser. I det norske gravmateriale findes de blandt andet også i
grave med pragtsværd af type S (Petersen 1919:41ff og s142f). Aslak Liestøl regner type K
for at være en udpræget våbenøkse mens type H er en universaløkse. Den rene våbenøkse
kan kendes på at bladets sideflader er konkave så tykkelsen øger ujævnt fra æg mod
skafthul. Arbejds- eller universaløksen kendetegnes ved lige sideflader (Liestøl 1976,
spalte 651f). Våbenøksen bliver således let i vægt, men ville med sine konkave sideflader
nemt kile sig fast ved træarbejder.
Det er især økserne af type K Johannes Brøndsted omtaler som små og primi-
tive. Ligeledes mærker man hos Else Roesdahl en vis modvilje mod at regne den lille økse
fra grav 24 på Fyrkatgravpladsen for en reel våbenøkse. Her er dog ikke tale om type K,
men snarere en lille udgave af den sene type M med de stærkt udsvungne over- og under-
kanter og meget tynde økseblade. Også de mindste af økserne fra Hingelbjerg regner
Roesdahl for alt for små til at være våben (Roesdahl 1977:142). Men at øksehovederne er
små, er ikke ensbetydende med at der er tale om amulet- eller legetøjsøkser. Jan Petersen
sætter en vejledende grænseværdi på 10 cm. længde mellem miniature- og anvendelige
økser, men fastslår samtidig at der altid er tale om en skønssag (Petersen 1951:38ff). Det er
en misforståelse at økser skal være store, for at man kan slå ihjel med dem. Også fra
middelalderen kendes flere meget små øksehoveder (jf. Liebgott 1976:18ff). Der kan være
to grunde til at man har valgt at anvende små øksehoveder som våben: 1) af våben-
tekniske årsager; en enhåndsøkse bør være relativt let så den kan anvendes smidigt - at
vikingerne i den folkelige bevidsthed muligvis dyrkes som store muskelbundter der