Havmøllepark ved Rødsand VVM-redegørelse Baggrundsraport nr ...

6.1 Den historiske jagt på sæler ved Rødsand
Efter at fiskeriorganisationernerne blev dannet omkring 1860, blev konflikten mellem fiskeriet og sælerne
mere udtalt. På forespørgsel fra Dansk Fiskeriforening i 1908 blev der indsendt en beretning om sælernes
skader på fiskeriet (Bøving-Petersen 1909 citeret i Søndergaard et al. 1976)
Først fra 1850 begynder oplysningerne om sæljagten at blive mere detaljeret. Fra 1889 til 1927 finansierede
den Danske Stat en skydepræmieordning til at holde sælernes antal nede. For yderligere at fremme
kampagnen indgik Dansk Fiskeriforening en aftale med Krigsministeriet om at ministeriet stillede rifler og
ammunition til rådighed for fiskerne til at nedlægge sæler (Søndergaard et al. 1976). Sælerne ved Rødsand
var gennem hele skydepræmieordningens forløb genstand for en betydelig jagt, som lå på ca. 22% for
spættet sæl og for gråsælernes vedkommende på 66% af hele landets jagt. Fra 1889-1902 var den samlede
årlige fangst på 250 sæler pr. år og i 1903-12 lå gennemsnittet på ialt 340 sæler pr. år. Disse fangster var dog
ikke så store som omkring 1800, hvor der i f.eks. 1802 på en dag blev nedlagt 911 sæler på Rødsand (Kørvel
2000). Efter 1913 skete der et fald i jagtudbyttet, og fra 1913-1927 blev der i gennemsnit skudt 90 sæler pr. år
(Søndergaard et al. 1976). Skydepræmieordningen betød en kraftig reduktion i den danske sælbestand, hvor
der under denne periode blev betalt skydepræmie for over 37.000 sæler.
Sæljagten var så værdsat ved Rødsand, at man forbød brug af skydevåben for ikke at skræmme sælerne. I
stedet blev en del sæler primært unger nedlagt ved køller og hakker, men også jernkroge og net blev brugt.
Ved Rødsand blev der fra midten af 1800-tallet også benyttet sælruser, og fra 1900-tallet blev denne drevet
af brødrene Landt fra Nysted, som fik tilskud af Staten til rusens drift, også efter at den øvrige
sælpræmiering var ophørt (Søndergaard et al. 1976, Kørvel 2000). Denne ruse-fangst blev drevet af familien
Landt helt op til omkring 1960 (se Fig. 2).
Figur 2. Tegning af familien Landts sælruse. Tegning af Johannes Bojesen fra Kørvel (2000).
I 1941-42 blev den officielle vildtudbyttestatistik indført, hvilket gav en mere detaljeret beskrivelse af jagtens
forekomst og fordeling (Søndergaard et al. 1976). Udbyttet ved Rødsand varierede fra 30-150 sæler pr. år
med et årligt gennemsnit på 50-60 sæler, men fangsten var jævnt faldende. Der blev fra begyndelsen af
1950’erne rejst kritik af sælfangsten, og der blev rejst sag mod udøverne, som dog endte med frifindelse
(Søndergaard et al. 1976). Fra 1958 til 1970 lå det årlige udbytte på mellem 20 og 35 sæler på Rødsand. Efter
den delvise fredningen i 1967 faldt fangsten til meget få dyr ved Rødsand (Søndergaard et al. 1976).
På Læsø blev der allerede i 1960 indført en sommerfredning (juni-august) af sæler, mens der i alle andre
dele af landet var tilladt at jage alle sælarter året rundt indtil 1. august 1967 (Søndergaard et al. 1976). I 1967
blev jagten på spættet sæl begrænset til perioden 1. september til 31. maj, mens der indførtes et totalforbud
mod jagt af andre sælarter, herunder gråsæler. Med jagtloven blev rusefangsten også forbudt ligesom
9