Taxametersystemet - Handelsskolernes Lærerforening

indbygget betragtelige incitamenter til fejlstyring, idet de studerendes behov
slet ikke behøver at falde i tråd med aftagernes 63 .
Man kan formode, at det på den anden side er i institutionernes egne, velforstående
og økonomiske interesse at uddanne elever, der er samfundsmæssig
efterspørgsel efter. Men efterspørgsel efter kandidater omsætter
sig ikke automatisk i efterspørgsel fra potentielle elever, og for nogle uddannelsestyper
er det måske svært overhovedet at finde et egentligt ”marked”.
I et normalt markedssystem ville en prismekanisme koble udbud og
efterspørgsel, men den mekanisme er slået fra i et system, hvor det er det
offentlige og ikke aftagerne, der betaler for uddannelsen.
Overopfyldning? Det er i det hele taget et spørgsmål, hvor man med udbytte kan anvende
”markedslignende” mekanismer. I 1998-rapporten blev der fx argumenteret
med, at det i sygehusvæsnet er problematisk generelt at indføre frit
valg og behandlingsgarantier, fordi der ikke i sygehusvæsnet er et mætningspunkt
i behandling af patienten. Der er således et institutionelt incitament
til at behandle så meget som muligt (UVM 1998, kap. 6 p. 5). Det
bliver ikke diskuteret, men kan kunne argumentere for, at det også i uddannelsessystemet
kan være vanskeligt at finde et mætningspunkt fra institutionernes
synspunkt, som således har en interesse i at uddanne elever
og befolkningen generelt så meget som muligt. Det er først for nylig, at
der har lydt ryster om generel overuddannelse i den offentlige debat. Under
alle forhold er der i taxametersystemet et klart incitament til at uddanne
så mange så meget som muligt, hvorved det adskiller sig stærkt fra et
traditionelt bevillingssystem, hvor det snarere er omvendt.
1.13.2 Frit valg og konkurrence?
Frit valg Der er ikke meget markedsmekanisme uden frit valg hos forbrugeren og
dermed konkurrence mellem udbyderne. Dette frie valg var også centralt
ved indførelsen af taxametersystemet. Og det er denne konkurrence, der
dels skaber incitamenter til en række positive ting, dels gør det på en måde,
så der ikke er behov for ekstern styring: ”Hvis konkurrencesituationen
udnyttes positivt til større engagement blandt de ansatte, produktudvikling
og brugerservice, kan fri adgang og frit skolevalg blive en vigtig selvregulerende
mekanisme i styringen” (UVM 1988:72). Konkurrence omtales
stadig af fx perspektivgruppen: Pengene følger brugerne, og derfor kan
man tale om ”elevernes og de studerendes rolle som agenter på markedslignende
vilkår” (UVM 2001:42).
Valg af andre hensyn
Men der indrømmes i stigende grad problemer mht. konkurrencen. Det
påpeges første gang af Finansministeriet i 1996: ”Det kan … være vanskeligt
for de studerende at overskue uddannelsessystemet og kvaliteten i
skolernes udbud. Især for de yngre elever/studerende sker valg af skole ud
63 Denne kritik er flere gange fremført af DI. Fx har forskningschef Charlotte
Rønhof udtalt, at der er ”et incitament til at udbyde flere studiepladser på de mest
populære studier uden hensyn til, om der er efterspørgsel efter kandidaterne, når
de er færdige” (Jyllands-Posten 10.09.2000)
89