Referenceprogram for behandling af knæartrose - Sundhedsstyrelsen

Dette bekræftes af the MOVE consensus (231), som endda går videre og anbefaler,
at konditionstræning og styrketræning kombineres – vel vidende, at der ikke er
evidens herfor.
Der er ikke noget, der tyder på, at én træningstype er bedre end en anden træningstype,
hverken med hensyn til typen af muskelkontraktion/ledbevægelse, eller med
hensyn til om der trænes i en lukket kæde (fod i kontakt med underlaget) eller i en
åben kæde (fod ikke i kontakt med underlaget) (101;123;125;152;161;268;276).
To studier har undersøgt, om træningsdosis har betydning for effekten af træning.
Det ene studie fandt, at der ikke var forskel mellem høj og lav intensitet ved træning
på kondicykel, men der var et frafald på 28%, hvilket behæfter resultatet med
stor usikkerhed (175). Det andet studie fandt bedre effekt af et hjemmeprogram
med moderat vægtbelastning end af et hjemmeprogram uden vægtbelastning (214).
I et Cochrane-review (40) har man på basis af ovenstående konkluderet, at træning
med hhv. høj og lav intensitet er lige effektive.
A Der er ikke i dag dokumentation for at vælge en bestemt type træning til patienter
med knæartrose (Ia).
Der er ingen viden om sammenhængen mellem valg af træningstype og patientens
faktiske OA-status, for eksempel tilstedeværelsen af fejlstillinger. Når man hertil
lægger den manglende viden om sammenhængen mellem træningsdosis (varighed,
intensitet og frekvens) og effekten af træningen, bliver det meget vanskeligt at opstille
entydige kliniske anbefalinger for anvendelsen af træning for patienter med
knæartrose.
I mangel af bedre viden er det arbejdsgruppens vurdering, at træningen ved
knæartrose bør lægges tæt op ad de programmer, der er beskrevet i interventionsstudier
(37;80;90;101;125;203;233;268). Det er arbejdsgruppens erfaring, at særligt
ved patellofemoral OA kan smerter vanskeliggøre eller umuliggøre træning.
Der er et stort behov for flere studier, som undersøger, om træningsdosis har betydning
for effekt og bivirkninger, samt om træningsdosis skal tilpasses knæartrosens
sværhedsgrad (klinisk og/eller radiologisk).
3.1.3 Tilrettelæggelse af træning
Intuitivt ville man forvente en god effekt af holdtræning, idet patienter i samme situation
kunne udveksle erfaringer og støtte hinanden. Imidlertid kunne man modsat
også forestille sig, at en individuel tilrettelæggelse af træningen ville betyde, at den
blev langt mere specifik og dermed mere effektiv.
Flere studier har undersøgt, om tilrettelæggelsen af træningen har betydning for
træningseffekten.
Et velgennemført studie med 126 personer fandt, at der ikke var forskel mellem effekten
af individuel fysioterapi og effekten af holdtræning (90). Dette er blevet bekræftet
i en Cochrane-metaanalyse (91) og af the MOVE consensus (231).
A Holdtræning og individuel fysioterapi er lige effektive midler til at opnå smertelindring
og funktionsforbedring (Ia).
Et centralt element i al træning er dog at tilpasse træningen til den enkelte patient
med hensyntagen til for eksempel alder, komorbiditet og mobilitet generelt (231).
Referenceprogram for behandling af knæartrose – september 2007 24