Arkitektur og Fotografi. Et studium af forholdet mellem præsentation ...

Arkitektur og Fotografi. Et studium af forholdet mellem præsentation og
repræsentation
Resumé
Afhandlingens problemstilling og konstruktion
Kan den arkitektoniske oplevelse overhovedet indfanges, oversættes og formidles via
repræsentationer? Hvordan fotograferer man arkitektur? Hvordan er det blevet gjort
gennem tiden, og hvad er det for (re)konstruktioner, som finder sted, når man fotograferer
eller siden hen aflæser fotografi af arkitektur? Det er nogle af de spørgsmål, som danner
udgangspunkt for min Ph.D.-afhandling med titlen: Arkitektur og Fotografi. Et studium af
forholdet mellem præsentation og repræsentation.
Det er en almindelig opfattelse, at den arkitektoniske oplevelse er knyttet til det
arkitektoniske værk og den direkte konfrontation med dette. Oplevelsen er så at sige
bundet til subjektets omgang med værket – dets her og nu – og kan af samme årsag
hverken kopieres eller reproduceres. På trods af denne opfattelse baserer vi ofte hele vores
forståelse af og kendskab til arkitektoniske værker alene på læsningen af repræsentationer.
I det 20 århundrede bliver fotografiet mere end nogen anden repræsentationsteknik en
afgørende faktor for vores omgang med og forståelse af arkitektur. Arkitekter har til alle
tider betjent sig af repræsentationen, hvor den har indgået både som udviklende redskab i
selve designprocessen og som kommunikerende redskab i en efterfølgende
formidlingssammenhæng. Fremkomsten af nye repræsentationsteknikker gennem historien
har af samme årsag haft afgørende indflydelse på arkitektens arbejde og dermed også
udformningen af de færdige værker. Samtidig har formidlingen og udbredelsen af
arkitektur via repræsentationer haft betydning for udviklingen af arkitekturbegrebet og den
arkitektoniske diskurs. Afhandlingen perspektiverer arkitekturfotografiets mange
forskellige anvendelser. Det sker gennem materiale fra og med fotografiets fremkomst.
Afhandlingen belyser (også) en fotografisk genre og et diskursivt felt, som der stort set
hidtil ikke er blevet teoretiseret over. Selvom der er arkitekturteoretikere, der har
beskæftiget sig med arkitekturfotografiets betydning for udviklingen af (vores forestilling
om) arkitekturen og den arkitektoniske diskurs, har der hidtil manglet et studium og en

fremlægning af arkitekturfotografiet (per se) – dets ontologi, dets udvikling, dets skiftende
roller, funktioner, virkemidler, påvirkninger og strategier, dets koder og konnotationer,
dets afsender- og modtagerforhold, m.m. Der har manglet en kritisk undersøgelse af
arkitekturfotografiets historiografi og konstruktion som litterært begreb. Og der har
manglet en kritisk undersøgelse af arkitekturfotografen og dennes forhold til henholdsvis
arkitekturen og fotografiet. Det er dette materiale, som afhandlingen tager i betragtning og
behandler.
Afhandlingen, som foretager læsninger, der går på tværs af den traditionelle
arkitekturfotografihistorie, kan forstås som en kritisk kommentar til den eksisterende
arkitekturfotografihistorieskrivning. Ligeledes kan den læses som en indirekte kritik af den
såkaldt traditionelle arkitekturhistorieskrivning, hvor overvejelser om forskellige
formidlingsaspekters betydning for arkitekturen og arkitekturbegrebet stort set aldrig
forekommer. Dermed lægger afhandlingen sig i forlængelse af rækken af ”modhistorier”,
der primært er skrevet fra og med 1980erne. Ud fra en forståelse af, at historier af denne art
ikke er stabile, men tværtimod ændrer sig og derfor bestandigt må genlæses, kan
afhandlingen gælde som et supplement til de allerede eksisterende
arkitekturfotografihistorier (eller tilløb hertil) og arkitekturteoretiske bøger om arkitektur
og fotografi.
Afhandlingen består af en række historiske og tematiske nedslag, hvor jeg ud fra
forskellige synsvinkler fremstiller forholdet mellem arkitektur og fotografi.
Fremstillingerne anskuer således både arkitekturen, fotografiet og arkitekturfotografiet i et
forskudt perspektiv (i forhold til en lineær fremstilling), der giver anledning til en række
genlæsninger af centrale værker, begreber, modeller eller figurer indenfor
fotografihistorieskrivningen og/eller arkitekturhistorieskrivningen. I den forstand står
afhandlingens fremstillinger i et diskuterende forhold til den eksisterende diskurs. Det er
en af afhandlingens centrale pointer eller teser – og et ledemotiv gennem hele teksten – at
der eksisterer en dynamisk relation mellem arkitekturen og fotografiet, og at de to medier
kan perspektivere og ”italesætte” hinanden på en unik måde. Fotografiet, der ”mimer”
arkitekturens udpegning og indramning, ligesom arkitekturen ”mimer” fotografiets
udpegning og indramning er det mediespecifikke tema, som knytter afsnit og kapitler
sammen på trods af forskelle i perspektiv og historisk fokus. I den forstand er fotografiet et
selvrefleksivt læseredskab – en optik – der rettes mod arkitekturen, ligesom arkitekturen er
et selvrefleksivt læseredskab, der rettes mod fotografiet. Afhandlingen argumenterer for, at
fotografi kan ”tale” om arkitektur og, at arkitektur kan ”tale” om fotografi på forskudte
måder, der kan føre til nye erkendelser om begge medier, deres historiografi og det fælles

tredje som arkitekturfotografiet også er eller fremtræder som. Afhandlingens formål er
således også at udpege og tematisere dette forhold.
Afhandlingens disposition
Afhandlingen falder i tre dele. I den første og indledende del opridses afhandlingens
problemstilling. Samtidig byder teksten på en litteraturgennemgang og et kapitel, der
belyser nogle af de overordnede mekanismer, der synes at organisere massemedierne og
deres billedpraksis. I Del 1 undersøges, hvordan arkitekturfotografiet har fungeret
traditionelt for på den baggrund (i Del 2 - 3) at kunne belyse de brud, som blandt andet
aktuelt finder sted. Del 2 og Del 3 er forbeholdt læsningerne af arkitekturfotografiet,
arkitekturfotografiets forvaltning af arkitekturen og den særlige dynamiske relation, der
tilsyneladende eksisterer mellem arkitektur og fotografi. Med afsæt i diskursens - eller
diskursernes - betydningskonstituerende koncepter, koder og konventioner foretages der i
Del 2 og Del 3 en form for retroaktiv læsning af arkitekturfotografiets historie(r) og
arkitekturfotografiets forskellige fotoæstetiske strategier og virkemåder. Læsningen - eller
læsningerne – der som sagt foretager et historisk snit fra det tidlige til det aktuelle
arkitekturfotografi, forankres i analyser af konkrete cases, der fungerer som eksempler i
forbindelse med tekstens fremstillinger. Med begrebet case menes helt konkret, at jeg
fokuserer på et bestemt fotografisk forfatterskab, projekt, fotografi (værk) eller en bestemt
fotoserie, m.m. Afhandlingen behandler et omfattende billedmateriale. Mange af billederne
er fotograferet og signeret af berømte fotografer, hvis navne er indskrevet i den
fotografiske og/eller arkitektoniske diskurs. Andre er taget af ukendte, hvis navne er og
bliver anonyme. Fælles for billederne er dog, at de alle - i en eller anden forstand - er
berømte eller kendte. Alle billederne er med andre ord billeder, der gentagende gange har
været publiceret i massemedierne, og som derfor har været med til at præge vores
forestilling om, hvad arkitektur og arkitekturfotografi er eller kan være.
Afhandlingens kapitler
I kapitel 1, Cybervisualitet og turisme – der er tænkt som afhandlingens ”åbningsscene” og
i den forstand en første introduktion til afhandlingens problemstilling - præsenteres læseren
for en aktuel eksemplifikation af arkitekturens billedliggørelse. Mange arkitekturoplevelser
omfatter i dag deres egen simulation. Kapitlet postulerer, at den virtuelle dimension og

arkitekturens massive massemediering har ændret vores forestilling om og forventning til
arkitektur og perceptionen af arkitektur.
Kapitel 2, Synlighed eller usynlighed i medierne. Konstruktionen af et arkitekturbegreb og
en arkitektonisk diskurs belyser nogle af de omstændigheder, der kan have afgørende
betydning for, om et arkitekturfotografi overhovedet bliver eksponeret i medierne eller ej.
Kapitlet belyser mediernes magt og udvælgelseskriterier. Det hævder, at sandsynligheden
for, at et arkitektonisk projekt og dets ophavsmand hurtig bliver glemt i den offentlige
bevidsthed er stor, hvis ikke det arkitektoniske projekt fotograferes og publiceres i de
visuelle massemedier.
Kapitel 3, Arkitekturfotografi. En overset genre i den traditionelle fotohistorieskrivning
(En litteraturgennemgang) fokuserer på arkitekturfotografiets litterære begrebsliggørelse
og eksisterende historiografi. Kapitlet belyser konstruktionen og dekonstruktionen af nogle
af de myter, der både indenfor – og udenfor diskursen – eksisterer eller har eksisteret om
fotografi og fotografering. Kapitlet konkluderer, at arkitekturfotografiet er en udgrænset
genre i den traditionelle arkitekturfotografihistorieskrivning, og at arkitekturfotografiet
som regel kategoriseres som såkaldt ”dokumentarfotografi”.
Kapitel 4, De-kontekstualisering og cross-overs. OMA og Prada omhandler det aktuelle
arkitekturfotografi, der ofte optræder i sammenhænge, som arkitekturfotografiet ikke
tidligere blev associeret med. Kapitlet argumenterer for, at fremkomsten af nye medier og
diskurser, hvori arkitekturfotografiet indgår, har været med til at sprænge den kontekstuelle
ramme, der traditionelt bidrog til at konstituere og afgrænse arkitekturfotografiet som
fotografisk genre. Kapitlet spørger til, hvorvidt arkitekturfotografiets nye
anvendelsesmåder og funktionssammenhænge har været medvirkende til en udvidelse –
eller udvanding - af arkitekturfotografiets genrebegreb, med konsekvenser for
arkitekturbegrebet og den arkitektoniske diskurs.
Kapitel 5, Dokumentarfotografiet som strategi. Et eksempel: Candida Höfer tager
udgangspunkt i en fremstilling af det konstruerede modsætningsforhold mellem
”dokumentarfotografi” og ”kunstfotografi”, der er en kontekst, som arkitekturfotografiet
fra første færd (1830erne) tolkes ind i. Kapitlet spørger til arkitekturfotografiets diskursive
tilhørsforhold, og det lægger sig ud med den eksisterende historieskrivning, der traditionelt
har kategoriseret arkitekturfotografiet som en fotografisk genre under den overordnede
kategori ”dokumentarfotografi”. Kapitlet identificerer fotografiet som konstruktion, og

kapitlet viser, hvorledes ”dokumentarfotografi” kan være (en camouflerende) strategi for
”kunstfotografi”.
I kapitel 6, Rumkonstruktioner. Diorama og fotografi fremstilles fotografiets potentielle
affinitet til dioramaet. Kapitlet argumenterer for, at fotografiet muligvis udspringer af en
arkitektonisk model, der selv er en afgørende institution i den omfattende modernisering
og demokratisering af synet, der kulminerede i begyndelsen af det 19. århundrede.
I kapitel 7, Det ”optisk ubevidste” – et moderne blik. En fremmedgørende instans kredser
fremstillingerne om fotografiets og arkitekturens forskellige sandhedsdiskurser. Kapitlet
foretager et tematisk nedslag på det ”optisk ubevidste”, der er et centralt begreb indenfor
fotografi. Kapitlet peger på surrealismen som en diskursiv kontekst for det ”optisk
ubevidste”, og det spørger i forlængelse heraf til surrealismens mulige interaktion med
arkitekturen og arkitekturfotografiet. Kapitlet argumenterer for surrealismens indflydelse
på den modernistiske arkitektur og dennes selviscenesættelse som fotografi. Kapitlet
lægger sig ud med den højmodernistiske arkitekturhistorie, der udgrænser surrealismen.
I kapitel 8, Souvenirs. Günter Förg og Barcelona Pavillonen føres fremstillingerne fra Det
”optisk ubevidste” – et moderne blik. En fremmedgørende instans videre. I kapitel 8
foregår det dog i et forskudt perspektiv, der fører til nye og flere (gen)læsninger. Kapitlet
tematiserer arkitekturen som altid allerede medieret: et tegn i cirkulation, og kapitlet
argumenterer for, at fotografiet er en fetich, der dækker over en fraværende referent.
Kapitlerne 9 og 10 - Vindue til verden. Eugène Atget og Pariser passager. Billedet uden
egenskaber - byder på et fotografisk tilbageblik, der retter opmærksomheden mod det
såkaldte moderne fotografis genese. Fremstillingerne i kapitlerne fokuserer på fotografiets
og arkitekturens sandhedsdiskurser og på begreberne dis-placement og dekontekstualisering.
Kapitlerne argumenterer for, at arkitekturfotografiet er en variabel, et
labilt begreb og tegn, der afhængig af sin kontekst og funktionssammenhæng, kan skifte
både kategori og genre.
I kapitlerne 11 og 12 - Fra uskyld til forførelse. Det iscenesatte arkitekturfotografi og
Mytologier. Julius Shulman og Case Study House # 22 - omhandler fremstillingerne
efterkrigstidens internationale arkitekturfotografi, der både finder inspiration i film, kunst
og reklamekultur, m.m. Kapitlerne spørger til arkitekturfotografiets diskursive
tilhørsforhold og dets forskellige sandhedsdiskurser. Ligesom i kapitel 5,
Dokumentarfotografiet som strategi. Et eksempel: Candida Höfer kiler fremstillingerne i

disse kapitler sig ind i den traditionelle arkitekturfotografihistorieskrivnings konstruerede
modsætningsforhold mellem det såkaldte ”dokumentarfotografi” og det såkaldte
”kunstfotografi”. Kapitlerne konstaterer, at efterkrigstidens arkitekturfotografi i
allerhøjeste grad var iscenesat.
Afhandlingens afsluttende kapitler - kapitlerne 13 og 14 - Tegn i cirkulation. OMA’s
billedpolitik og Hectic Pictures. Hans Werlemann og Villa Dall’ Ava tegner et billede af
det aktuelle arkitekturfotografi og dets mange differentierede men heterogene anvendelser
og betydninger. Fremstillingerne fokuserer på arkitekturens og fotografiets
territorialisering, og kapitlerne argumenterer for fotografiet som strategi og (til tider)
udgangspunkt for læsningen og produktionen af arkitektur.
Som sagt er et af afhandlingens mest centrale temaer det mimetiske spejlingsforhold
mellem arkitektur og fotografi eller: fotografiet, der ”mimer” arkitekturens udpegning og
indramning, ligesom arkitekturen ”mimer” fotografiets udpegning og indramning.
Arkitekturens eksistensvilkår synes grundlæggende at stå i kontrast til fotografiets. Og dog
– eller måske netop derfor kan fotografi og arkitektur perspektivere hinanden. Ofte antyder
arkitekturfotografiet en række signifikante ligheder og sammenfald mellem de to medier.
Begge medier er rum-organiserende. Og arkitekturen skildres blandt andet som en
mekanisme, der selv producerer billeder. Arkitekturen er både præsentation og
repræsentation, og i nogle arkitekturfotografier tegner medieringen af medieringen eller
repræsentationen af repræsentationen sig derfor som motiv.
(Afhandlingens bilagsmateriale omfatter interviews med Alberto Pérez-Gómez, Phyllis
Lambert, Patrick Whitney, Greg Lynn, Form og Ole Scheeren, OMA.)
Anne Elisabeth Toft