[pdf] Nu er jeg da kommet så langt - Ergoterapeutforeningen

at støtte borgeren i aktivitetsdeltagelse og dermed motivation for overføring. Omvendt kan en
hæmmende faktor være, når de pårørende eller andre sociale relationer overtager de aktiviteter, som
borgernes genoptræning er rettet imod, hvilket kan forringe motivationen for overføring hos
borgerne. Derudover kan erfaringsudveksling mellem borgerne til holdtræning vedrørende
aktivitetsproblematikker og håndtering af disse, være en fremmende faktor for overføringsværdien.
Forandret forforståelse
Vi havde inden analysen af det empiriske materiale en forventning om, at borgerne havde
vanskeligt ved at overføre det de lærer til holdtræningen til brug i hverdagslivet. Vi er nu bevidste
om, at borgerne i en vis grad formår, at overføre træningen til aktiviteter i hverdagslivet. Efter vores
opfattelse er der dog stadig et udviklingsperspektiv i at gøre træningen mere aktivitetsorienteret. Vi
har fortsat en formodning om, at den fysiskorienterede kontekst for genoptræningen har indvirkning
på borgernes evne til at overføre træningen til hverdagen, og at terapeuterne der arbejder i denne
kontekst ikke har optimale vilkår for at udøve ergoterapeutisk intervention.
6. Anvendelsesaspekt og formidling
I det følgende beskrives formidlingen af arbejdsprocessen for projektet til praksis samt den
efterfølgende dialog om anvendelsesaspektet og udviklingspotentialet for praksis.
Med praksisforskning og kritisk psykologi som teoretisk metodisk tilgang er det ikke hensigten, at
vurdere hvorvidt ergoterapeuterne håndterer deres praksis mere eller mindre tilfredsstillende, men
derimod at se på muligheder og begrænsninger for deltagelse i denne praksis (Højholdt, 2005:43).
6.1 Kontakt til praksis
Under den empiriske udforskning har vi løbende haft kontakt til praksis både telefonisk, via
emailkorrespondance og møder for at følge udviklingsprocessen blandt ergoterapeuterne (bilag 12).
Ergoterapeuterne beskrev undervejs i forløbet, at de som en del af udviklingen har taget initiativ til
at afholde monofaglige møder for alle de trænende ergoterapeuter i Odense kommune. Intentionen
var, at disse møder under alle omstændigheder skulle implementeres, men processen blev
fremskyndet grundet deltagelse i nærværende projekt. Ergoterapeuterne beskriver, at formålet med
de monofaglige møder er faglig sparring, fokus på rehabiliteringsindsats i træningen både på hold
og i hjemmetræningen, øget viden om rehabilitering samt drøftelse af vanskelige interventionssager.
38