Fremtidens krop - Samlet html - Gert balling

Fremtidens krop - Samlet html
har resulteret i. Først da er der liv. Én celle har særlige egenskaber i den retning; er uovertruffen til på den mest ekvilibristiske
måde at læse DNA: ægcellen.
Lad befrugtningen illustrere dette: Hvis man betragter sædcellen under elektronmikroskopet, står det klart, at den er designet med
én ting for øje: At bringe sin kostbare last af DNA ind i ægcellen ved hjælp af en kraftfuld hale monteret på et aquadynamisk
hoved. Forrest i hovedet ligger en sprængladning af enzymer, som opløser den hinde, ægcellen er omgivet af, så befrugtningen
kan fuldbyrdes. Men det er ægcellen, som står tilbage med den opgave at tage både sin egen og sædcellens arvemasse i brug til
at danne det unikke individ, arvemassen besidder koderne til. Og netop dette er ægcellens særlige force. Den er i stand til efter et
nøje fastlagt program at tænde for generne, således at der opbygges et foster. Den har en iboende kraft til at grundlægge næste
generation. Set i det lange perspektiv er kønscellerne, sædceller og altså i særdeleshed ægceller, de væsentligste byggestene i
livets videreførsel. De fører DNA fra én generation til den næste; i det lys er kroppen blot det nødvendige hylster, som pakker dem
ind undervejs. Hylsterets herlighedsværdi kan imidlertid være afgørende for, hvor meget afkom, der dannes.
Netop ægcellens utrolige evne til at tage DNA i brug og give det liv er grundlaget for kloningen af pattedyr. Med fødslen af det
klonede får Dolly stod det klart, at ægcellen havde rammet en pæl gennem et af udviklingsbiologiens dogmer: At specialiserede
celler i kroppen er låst i deres speciale, hvilket vil sige at de ikke kan "omskoles" til andre celletyper. Vi ved nu, at ægcellen kan
omskole specialiserede kropsceller, og efter Dolly er der født en række dyr såsom mus, kvæg og senest svin klonet fra forskellige
kropsceller.
Kloningens biologi går populært sagt ud på, at i stedet for at befrugtes med en sædcelle og tage dens DNA i brug, "befrugtes"
ægcellen kunstigt med en kropscelle og tager i stedet dens arvemasse i brug. Ægcellens eget DNA er der ikke brug for, så det
fjernes ved et kirurgisk indgreb i ægcellen, inden den "befrugtes" med kropscellen. Det klonede æg begynder herefter i bedste fald
at udvikle sig efter samme mønster som et normalt befrugtet æg. Men så let lader naturen sig ikke snyde! I mange klonede æg
lykkes processen ikke: æggene går til grunde, de udvikler sig til fostre, som aborteres, eller de udvikles til afkom, som ikke er
levedygtigt.
Har de så haft nogen betydning disse klonede dyr Ja, teknikken har vist sig meget brugbar til fremstilling af gensplejsede dyr,
såkaldte transgene dyr. Det gøres ved at gensplejse kropscellerne, før de er blevet anvendt til kloning. Forud for kloningen dyrkes
kropscellerne i dyrkningsmedier, og her er det muligt at indsætte nye gener i dem. Når sådanne gensplejsede kropsceller benyttes
til kloning, vil de indsatte gener bringes med ind i de klonede æg og komme til udtryk i det klonede afkom. På den måde er der
fremstillet bl.a. får og kvæg, som er gensplejset til at producere proteiner til lægemidler til mennesker i deres mælkekirtler. Sådan
medicin fra gensplejsede dyr vil i løbet af få år være på markedet! De gensplejsede dyr har også været diskuteret i forbindelse med
produktion af organer til transplantation til mennesker. Normalt ville organer fra f.eks. grise, som transplanteres til mennesker,
afstødes øjeblikkeligt. Meget tyder dog på, at det inden for en kortere årrække vil blive muligt at fremstille transgene svin, som kan
donere organer som f.eks. hjerter og nyrer til mennesker. Der findes i svinets arvemasse nogle virusgener, som frygtes at kunne
aktiveres, hvis de overføres til menneskeceller. Dette og andre sikkerhedsmæssige spørgsmål må afklares inden svineorganerne
kan benyttes.
»Vi kommer ikke til at se tusindvis af
klonede køer på markerne«
http://etiskraad.dk/upload/publikationer/optimering-af-mennesket/fremtidens-krop/ren.htm[08-07-2013 14:26:29]