Fremtidens krop - Samlet html - Gert balling

Fremtidens krop - Samlet html
menneskelige hjerne fungerede.
»Derfor er myten om den tænkende
computer også noget sludder«
Denne sammenstilling af menneske og maskine føres videre efter anden verdenskrig i teorien om kontrol og kommunikation,
bedre kendt som "cybernetics", eller kybernetik. Her sidestilles computeren med den menneskelige hjerne, idet de begge kan
beskrives udfra deres informationsstruktur. Ikke at de er lige komplekse, men de fungerer indenfor samme system. Måske er det
derfor, vi har et billede af, at den forbedrede maskine haler ind på os. Det oplevede vi meget direkte, da IBMs Deep Blue-computer
slog verdens bedste skakspiller Gary Kasparov.
Var Deep Blue mennesket overlegent, når nu computeren netop var modelleret over hjernens neurale netværk Nej, for hjernen
og vores forståelse af hjernen, er ikke det samme. Når man efterligner hjernen, sker det på baggrund af vores tekniske horisont.
Derfor er Kunstig Intelligens et meget godt billede på, hvad vi kan, men ikke på hvad vi er. Vi bygger kort sagt det, vi teknisk
forstår.
»Vi har aldrig kunnet hamle op med
maskinen på maskinens præmisser«
Vi vil gradvist blive klogere på hjernens funktion, fordi vi kan se hvornår det kunstige system ikke står mål med virkeligheden. Vi
vil derfor til stadighed nærme os en forståelse af hjernen, fordi vi kan justere på det kunstige system, men vi kommer aldrig til at
forstå hjernen helt, idet vi kun kan aflæse den med det sprog, vi allerede har til rådighed – det var dét, Bohr mente med, at vores
udgangspunkt er det velkendte system. Derfor er myten om den tænkende computer også noget sludder. Deep Blue kan ikke
tænke selv. Til gengæld blev den russiske stormester Kasparov kritiseret for at have spillet som en maskine, altså uden den
såkaldte menneskelige kreativitet og intuition. Og det er måske her, hunden ligger begravet, nemlig i at teknikken i dagligdagen
næsten umærkeligt får os til at handle på en særlig måde – at vi retter os ind efter teknologien snarere end omvendt.
Den ydre sammensmeltning med teknologien kender vi fra skolen, kontoret og hjemmet. Der mærker man i ryg, håndled og
hoved, at kroppen ikke er kompatibel med maskinen – at kroppen er i vejen for vores optimale kommunikation mellem hjerne og
cyberspace. Men gennem maskinen bliver kroppen sat fri og får større rækkevidde: Derfor kan mange af vores gøremål nu ordnes
over nettet; aftaler, møder, banken, supermarkedet, brevskrivning, bog-, hus-, musik-, tøjkøb etc.
Den indre sammensmeltning med teknikken fik sit gennembrud med det klonede får Dolly og har siden affødt diskussioner om
kloning og gensplejsning af både mennesker og dyr. I lyset af den globale økonomiske og teknologiske udvikling har
genteknologiens brug på menneskekroppen typisk affødt to typer af scenarier: På den ene side det skrækscenarie, de fleste af os
vel frygter, med hjernedøde tvillingekroppe man har liggende i tilfælde af organsvigt, eller masseproduktion af identiske kopier af
mennesker. På den anden side et mere acceptabelt scenarie, der åbner for muligheden af at skifte de kropsdele ud, der ikke
fungerer optimalt... eller måske blot at få nogle bedre end dem man nu engang har fået. Selv om de to typer af billeder er meget
forskellige, peger de på den samme udviklingslinie i forståelsen af menneskekroppen. For på baggrund af bl.a. kloningens
muligheder og organtransplantationsforskningens bedrifter, er det nu muligt at anskue mennesket som en samling af
kropsreservedele – en vare, som på markedet er blevet en efterspurgt ressource. Vi er blevet kompatible med teknologien, fordi vi
kan beskrives som informationsstrukturer. Det kan man direkte aflæse i sproget, hvor f.eks. gener beskrives som programmører,
immun- og nervesystemet forarbejder informationer, arveegenskaber ligger i den genetiske kode, skæbnen der afgøres af livets
program etc. Når disse såkaldte koder kan isoleres udenfor mennesket, betyder det, at den genetisk modificerede krop kan
patenteres – altså mønsterbeskyttes lige som alle andre varer. Det skete allerede i 1987, da Harvard University tog patent på liv i
form af en genmodificeret mus, og genlyder i Det Etiske Råds advarsler mod implementeringen af et EUdirektiv om genpatentering.
Men menneskemaskinen, eller cyborgen, som den også kaldes, er ikke kun en fremtidsvision. Vi kender vel alle nogen i
omgangskredsen, der har fået indopereret mekaniske, elektroniske eller kunstige organiske dele i kroppen som hofter, knæ,
blodkarproteser, høreproteser, pacemaker, kranieplader, øreknogler, korsbånd, kunstige hudkulturer osv. Gennem tekniske indgreb i
den naturlige krop er vi blevet modstandsdygtige over for naturens luner og har dermed forlænget livet og udskudt døden – men på
bekostning af hvad Var Kasparovs nederlag et udtryk for, at mennesket har underlagt sig teknologien og nu ikke længere kan
hamle op med maskinen
Nej, vi har aldrig kunnet hamle op med maskinen på maskinens præmisser: vi skal motiveres, vi kan distraheres, vi husker dårligt,
vi formidler og opfanger stærkt subjektivt osv. Men det åbner for et andet interessant spørgsmål, nemlig, hvorfor et skakspil er det
ultimative instrument til måling af menneskelig intuition eller kreativ åndfuldhed. Maskinen ville stå anderledes på bar bund, hvis vi
mødte den i poetiske dyster, hvor disciplinerne hed kærlighedssange, dagdrømme eller musik. Men indrømmet, sådan et forslag vil
http://etiskraad.dk/upload/publikationer/optimering-af-mennesket/fremtidens-krop/ren.htm[08-07-2013 14:26:29]