kiropraktoren nr. 4 2007 - Dansk Kiropraktor Forening

More documents

Recommendations

Info

Søren O’Neill Uddannet kiropraktor på AECC i 1996. Er ansat på Rygcenter Ringe, Sygehus Fyn, og som klinisk lektor på SDU. Skriver ph.d.-afhandling om smertesensibilisering/hyperalgesi i kroniske rygpatienter ved Center for Sansemotorisk Interaktion, Aalborg Universitet. KIROPRAKTORER i hospitalsvæsenet af Ledende kiropraktor, klinisk lektor Søren O’Neill, Rygcenter Fyn. Hospitalerne tilbyder fagligt udfordrende, tværfaglige arbejdsmiljøer, hvor kiropraktorer har flere instrumenter at spille på, men sjældent spiller hele melodien selv. Søren O’Neill: ”Der er et udtalt behov i sekundærsektoren for kvalificeret fagligt personale til at løfte opgaver af den slags, kiropraktorer er uddannede til.” Kiropraktorerne fylder kun ganske lidt i hospitalssektoren – og samtidig er hospitalsansatte kiropraktorer en minoritet i professionen. Det skyldes vel til dels, at det endnu kun er 15 år siden, autorisationsloven faldt på plads, og at der mange steder i sekundærsektoren fortsat ikke er tradition for at ansætte kiropraktorer, selvom det er oplagt i en række sammenhænge. Men det skyldes nok i tiltagende grad kiropraktorernes egen selvforståelse og identitet – i hvert fald kan det konstateres, at der er rekrutteringsproblemer, og at et antal kiropraktorstillinger i sekundærsektoren har været svære eller helt umulige at besætte. Vi er med andre ord i den paradoksale situation, efter i årevis at have argumenteret for en naturlig indplacering og integration i sundhedssystemet i både primær- og sekundærsektoren, at vi bliver inviteret indenfor, men ikke har tid til at deltage i festen. Og det er i grunden en skam. Der er ingen tvivl om, at privat praksis virker tiltrækkende på de kommende kolleger på kandidatuddannelsen; det helt selvstændige ansvar for patientens udredning og behandling, forankringen i lokalsamfundet, muligheden for selv at følge patienterne ‘helt til dørs’ og det næsten personligt venskabelige forhold nogle udvikler med patienterne. Privat praksis kan fagligt være meget tilfredsstillende og tilbyder gode arbejdsforhold, og lønnen er heller ikke at kimse af. Til gengæld indebærer privat praksis en højere risiko for isolation, faglig stagnation og ensformighed. Tværfaglighed Arbejdet i sekundærsektoren er på nogle punkter meget anderledes; det selvstændige kliniske ansvar er på ingen måde forlagt, men man arbejder på en helt anden og meget direkte måde sammen med andre fagpersoner – andre kiropraktorer, medicinske og kirurgiske læger, fysioterapeuter, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere m.m. Og det bliver ikke blot ved de gode intentioner og periodevise telefonsamtaler, men består i et meget konkret og umiddelbart, dagligt samarbejde ansigt-til-ansigt omkring den enkelte patient. Den slags tværfagligt samarbejde stiller på mange måder store krav til kiropraktorens selvstændighed og udfordrer hans/hendes faglighed – samtidig giver det næsten konstant nye vinkler på det kliniske arbejde og en ‘gratis’ personlig udvikling og læring. Det kræver › » Regionernes sygehuse har […] et behov for, at der etableres en formel, kompetencegivende, på sigt autorisationsgivende, efteruddannelse for kiropraktorer, der virker i sekundærsektoren, i samme stil og af samme kvalitet og omfang som det kendes fra de lægelige specialeuddannelser. En sådan efteruddannelse vil dels kunne afhjælpe rekrutterings- og fastholdelsesproblemerne i forhold til kiropraktorerne, dels opkvalificere kiropraktorerne til at varetage nye funktioner som ellers påvirkes af speciallægemanglen « Cheflæge Peder Jest, Sygehus Fyn. 004 KIROPRAKTOREN NO.4 2007
» Kiropraktorernes tilgang til rygbehandlingen i Rygcenter Fyn giver patientforløbene en væsentlig ekstra dimension i den vifte af muligheder, vi har til denne patientgruppe i den sekundære sektor. Med lidt innovativ tænkning kunne kiropraktorerne bidrage til en kvalificeret opgaveløsning indenfor mange andre specialer end lige rygbehandlingen i sekundærsektoren « Afdelingsygeplejerske Ida Bhanderi, Rygcenter Fyn Foto: Colourbox selvfølgelig også, at man giver plads og accepterer, at tingene kan gøres på mere end én måde, men den faglige udfordring og udvikling ligger helt integreret i det daglige virke og ikke kun i kursusaktiviteter udenfor normal arbejdstid. Den faglige udvikling styrkes også af, at man i det daglige sidder tæt på forskningsmiljøer, løbende informeres om forskningsresultater og lignende, hvilket er stimulerende for ens kliniske arbejde. Opgaver Grundelementerne i patienthåndteringen er de samme i hospitalssektoren som i privat praksis; anamneseoptagelse, klinisk og paraklinisk undersøgelse, differential diagnostik, behandling/forebyggelse/henvisning, etc – men der er alligevel forskelle. Billedligt talt, kan man sige, at den hospitalsansatte kiropraktor har langt flere instrumenter at spille på, men sjældent kommer til at spille hele melodien selv. Er der behov for samtaleterapi, holdtræning, medicinregulering, operation eller manuel behandling? Skal der rekvireres en almindelig røntgenundersøgelse, en MR-skanning eller en knogleskintigrafi? Kan en social problemstilling løses med en samtale og en statusattest, eller skal der en rundbordssamtale med sagsbehandler og jobkonsulent til? Som hospitalsansat kiropraktor skal man iværksætte og forholde sig til resultater af den slags aktiviteter dagligt – nogle opgaver løses selvstændigt, nogle overleveres til kollegaen længere nede ad gangen, de fleste løses i tæt tværfagligt samspil. Med Steven Coveys ord, er man mere ’inter-dependent’ end ’independent’, og i praksis betyder det, at man som kiropraktor i sekundærsektoren skal kunne spille på mange instrumenter, men også spille sammen med resten af orkestret. Patienterne Da patienterne i sekundærsektoren er henvist fra primærsektoren, er det i sagens natur et selekteret patientgrundlag, der ses – patienter med lidelser, som responderer hurtigt og adækvat på behandling i primærsektoren, filtrerer ikke igennem til hospitalsafdelingerne. De problemstillinger, man stilles overfor i sekundærsektoren, er derfor også generelt af en anden karakter; de er ofte kroniske og behandlingsresistente, der er en høj forekomst af tilstande med specifik patologi, og der er ikke sjældent en betydelig psykisk eller social komponent. Patienter med reumatoide tilstande, malignitets-suspekt klinik, operationskrævende tilstande, sociale problemstillinger og lignende fylder betragteligt mere end i primærsektoren, og det fordrer, at man indstiller sine personlige succeskriterier derefter. De ‘glatte’ forløb med f.eks. lændepatienten, der undersøges om mandagen, behandles om tirsdagen og afsluttes smertefri om onsdagen, er der langt imellem i sekundærsektoren. Som hospitalsansat oplever man ofte, at kolleger fra primærsektoren, lidt forundrede, spørger, om man ‘ikke savner det’. Det kan kræve lidt omstilling, at man oftest ikke kan løse patientens problemer med et snuptag, men omvendt kan › KIROPRAKTOREN NR.4 2007 05
Page 1 and 2: Tidsskrift for medlemmer af Dansk K
Page 3: Indhold 02 Leder: Behov for kiropra
Page 7 and 8: Enestående mulighed for at gøre e
Page 9 and 10: virksomhed. Det giver sig selv, at
Page 11 and 12: DSkKb’s generalforsamling Årsber
Page 13 and 14: NY PENSIONSORDNING FÅ MERE UD AF D
Page 15 and 16: idrætskiropraktik Idrætskiroprakt
Page 17 and 18: »Gennem sundhedsordningerne når m
Page 19 and 20: KORT NYT Internationalt ph.d.-forsv
Page 21 and 22: MARKEDSPLADSEN Ledige stillinger /
Page 23 and 24: Lændestøtte God almen støtte til

kiropraktoren nr. 4 2007 - Dansk Kiropraktor Forening

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?