London! - ALS Gruppen Vestjylland

estilte en ambulance, der skulle køre mig til Esbjerg Sygehus, når færgen kom ind. Bo's hjælpere
hjalp mig også om natten og om morgenen; både Malthe og Mathilde er medicin studerende.
Mathilde fik fx fremskaffet en hjertestarter, da hjælperne ikke kunne komme i kontakt med mig, og
de var bange for at jeg ville dø!
Om morgenen viste det sig at færgen kom meget tidligere ind pga stærkt medvind, selvom det var
blikstille vejr udenfor, så min søsters tidligere mand fremskyndede ambulancen. Ved afgangen fra
færgen, skældte kaptajnen os ud for at være stærkt handicappede og for at det var uforsvarligt at
rejse når man er så handicappet, og hjælperne måtte forsvare os, ved at fortælle at vi jo havde bestilt
handicap kahytter! Jeg føler mig helt uskyldig i denne sag; jeg har rejst mange gange før og uden
problemer, men enhver kan få et ildebefindende! Jeg blev kørt på sygehuset med fuld udrykning, på
grund af lungebetændelse. I ambulancen forsøgte de at måle mit blodsukker, da jeg lugtede stærkt
af acetone, hvilket er et tydeligt tegn på at man har højt blodsukker, og dermed diabetes. Men mit
blodsukker var så højt at de simpelthen ikke kunne måle det. Ligesom min intelligens kvotient, i
øvrigt....
På Esbjerg Sygehus stod der mindst ti læger, sygeplejersker osv klar til at hjælpe mig; desuden var
min far og min søster på sygehuset. Jeg var i koma, da jeg blev indlagt; det var reelt kun
respiratoren og min livsgnist, der holdt mig i live! Overlægen spurgte om der var noget livskvalitet
tilbage, jeg havde jo fremskreden ALS og respirator, om der var noget at redde? Og min søster og
min hjælper, Cecilie, forklarede at jeg havde masser at leve for, og teamet på sygehuset lovede så at
gøre det yderste for at jeg ville overleve. På sygehuset målte de også mit virkelige blodsukker, og
det var et højt tal! Så de på Esbjerg Sygehus, aldrig havde fået en person ind i koma, som havde
overlevet med så højt blodsukker! Men jeg vil ikke sige her, hvad mit blodsukker var, for i diabetes
kredse er der så meget blodsukkerpral....
På sygehuset i Esbjerg, blev jeg sat i behandling for diabetes og i bagklogskabens klare lys, skyldes
mine natlige vejrtrækningsproblemer i London selvfølgelig diabetes! Men hverken mine hjælpere
eller jeg kunne have forudset at jeg lige skulle udvikle diabetes i præcis den uge, hvor jeg var i
London; jeg havde, som nævnt, ingen natlige vejrtrækningsproblemer inden London turen. Men det
har nok ikke ligefrem hjulpet på min diabetes, at jeg hver dag i London fik 400 milliliter sød
proteindrik med hindbærsmag....
I Esbjerg fik jeg desuden masser af drops, da jeg havde mistet meget væske og energi det sidste
døgn; jeg havde bogstaveligt talt tisset det hele ud. Lungebetændelsen var til gengæld en bagatel og
var hurtigt overstået, men jeg sendte en venlig tanke til Sir Alexander Fleming, hvis grav jeg for
nylig så i krypten under Saint Pauls Cathedral, da jeg vågnede op. Mandag eftermiddag eller aften
blev jeg overført til Odense Universitetshospital (OUH), vistnok i en ambulance. En af mine
hjælpere kørte min bil til Odense. Jeg var bevidstløs hele tiden og så vidt jeg ved, har jeg aldrig
været indlagt på sygehuset i Esbjerg....
Jeg vågnede, som sagt, op tirsdag morgen og det stod snart klart for mig, at jeg var indlagt på
sygehuset. Først var jeg dog i en drømmeverden, hvor jeg troede at min hjælper, sygeplejersker og
læger var døde mennesker, som ville mig et eller andet? Det hele var sløret for mig i starten, da jeg
havde voldsomme synsforstyrrelser, på grund af alt for meget sukker i øjnene. Det er sjovt, efter
nogle dage fandt jeg ud af at mit syn var blevet langt skarpere: Mine normale briller, som har styrke
minus ti på begge glas, kunne jeg slet ikke bruge, men mine gamle briller med kun styrke minus syv
på begge glas, så jeg nu perfekt med; dog havde jeg svært ved at læse. Synsforstyrrelserne varede i