London! - ALS Gruppen Vestjylland

1801), men Lord Nelson døde faktisk under slaget ved Trafalger, selvom han vandt slaget over de
dumme franskmænd i 1805! Det er sjovt, ved alle fodgængerfelter i London stod der "Kig til
Venstre" eller "Kig til Højre", så englænderne ved udmærket godt at de kører i den forkerte side. På
Trafalger Square var der desuden nu et stort ur, der talte ned (dage, timer, minutter og sekunder) til
de Olympiske Lege i London næste år, men det var også stillet helt forkert....
Nakkestøtten var stadig pilskæv og den forblev pilskæv under resten af London turen, så mit hoved
sad lige så pilskævt, som den første aften på færgen. Vi prøvede lejlighedsvist at skrue på den, men
det hjalp kun kortvarigt. Hjælperne forsøgte derefter at binde nakkestøtten op, så mit hoved sad
nogenlunde lige, med gaffa-tape eller med affaldsposer, men det virkede også kun kortvarigt og så
skred nakkestøtten igen til den ene side og lige sådan med mit hoved.
Et af de ønsker jeg havde hjemmefra, var at se Chinatown i London, som jeg ikke har set før. Fra
Trafalger Square ringede vi til Bo og han foreslog netop at vi spiste aftensmad i Chinatown. Vi gik
bagom Trafalger Square, hvor både bydelen Soho og Chinatown ligger. Vi gik lidt rundt i
Chinatown på må og få, mellem kinesiske, thailandske og andre asiatiske restauranter, ringede igen
til Bo og de havde nu fundet en kinesisk restaurant, som så interessant ud. Der mødte vi også Bo's
tre børn, Kåre, Gry og Lea, to af dem med kærester, som alle var i London samtidig med os.
På restauranten kunne vi sidde omkring et stort rundt bord, rigtigt hyggeligt, og vi snakkede og
grinede hele aftenen. Bo bestemte menuen, lækker traditionel kinesisk mad, fra dengang vi begge
kunne spise og nyde maden. Bo har garanteret været her før! Vi fortalte om dagens oplevelser hos
kørestols mekanikerne i forstaden af London og jeg påstod at vi sikkert havde oplevet meget mere
end Bo og hans hjælpere. Bo spilder jo den halve dag på hotelværelset, med at blive klar, og han
spilder resten af dagen på at lede efter et diskret sted, hvor han kan få kolben....
Jeg havde igen uforklarlige vejrtrækningsproblemer natten til tirsdag, så min hjælper måtte
håndventilere mig med Rubens ballonen, for anden nat i træk. Det hjalp dog straks, på uforklarlig
vis, at jeg fik en ekstra hovedpude under mit hoved. Tirsdag morgen fortalte jeg mine hjælpere, at
jeg ikke kunne gøre for at jeg havde vejrtrækningsproblemer om natten, men hjælperne ville have
klare svar og jeg anede ikke hvad de skyldtes! Og vi klarede, som sædvanlig, morgen rutinen på et
par timer. Men vi valgte at vente på Bo, for nu skulle vi følges ad i dag, planen var at gå op til
Buckingham Palace, kongeslottet.
Bo var klar ved tolv tiden! Vi gik samme vej, som i går eftermiddags: Ned til Themsen, over broen,
hen forbi Parlamentet, over til Westminster Abbey osv. Jeg gik konstant et par hundrede meter
foran Bo, for Bo vil hele tiden snakke med sine hjælpere, fortælle dem noget osv. Det ville mine
hjælpere aldrig acceptere; de ville simpelthen ignorere mig, hvis jeg hele tiden ville fortælle dem
noget: Vi skal fremad, vi skal se noget!
Da vi kom til Westminster Abbey, så jeg at kirken var åben og jeg besluttede at jeg ville ind. Den
var Bo helt med på; der var lang kø foran kirken, men vi kom selvfølgelig foran i køen, eskorteret af
en fin herre i meget fint tøj. Det er en utrolig smuk kirke, som faktisk går tilbage til vikingetiden
(den påbegyndtes i 1050!), med fantastiske glasmosaikker overalt. Vi kunne komme rundt i hele
kirken, med vores store kørestole, en utrolig oplevelse! Det var sjovt, Westminster Abbey var fyldt
med mennesker og de fleste gik rundt med høre telefoner på, lyttende til fortællingen om kirken, så
de så sig ikke for og jeg var ved at få mange af dem på skødet. Man måtte ikke fotografere, så
bagefter gik jeg i souvenirshoppen for at købe postkort. Imens kom der et mindre regnskyl; ja, i går