London! - ALS Gruppen Vestjylland

Bo var allerede kommet og vi så snart Mathilde, Bo's tredje hjælper, som også var med i Wien
sidste år. Der var problemer med betalingen af mine to værelser, hverken Visa kortet eller
Mastercardet gik igennem. Jeg troede selvfølgelig at hjælperne havde tastet koden forkert, men vi
checkede det flere gange. Det endte med at jeg kun kunne betale for værelserne i tre dage, selvom
der var masser af penge på min konto. Jeg er vant til at få mine betalingskort lukket på hver eneste
rejse, så vi skulle bare ringe til min bank mandag....
Vi tog straks op på værelserne og pakkede det mest nødvendige ud, elevatorerne kunne lige
nøjagtigt rumme vores store kørestole. Det var et meget fint og dyrt hotel og den ene hjælper blev
helt dårlig over at værelset til hjælperne var så fint. Jeg måtte berolige hende med at sige at det
betød ingenting og Bo og jeg har masser af penge! Vistnok? Bo skulle endda have tre værelser, som
sædvanligt. Næste tekniske problem, var at de to adaptere, som jeg havde medbragt hjemmefra til
de skæve engelske stikkontakter (tænk at et stort land, som England - et tidligere imperium, ikke
engang kan finde ud af at lave stikkontakter?), ikke virkede! Så vi måtte låne først to og senere tre
adaptere i receptionen.
Det var blevet sent på eftermiddagen, så vi spiste frokost i hotellets bar/cafe, hvor der var iskoldt
pga aircondition, og bagefter mødtes vi med Bo og hans tre hjælpere. Vi ville se noget i London i
dag, selvom det var blevet sent, og ikke bare spise på hotellet. Så vi gik en lang omvej ned til
Themsen, forbi udvalgte restauranter og ned til London Eye, kæmpe pariserhjulet der kører
konstant, og hvorfra der skulle være en fantastisk udsigt over London fra 135 meters højde, når man
er højst oppe. Man kan, som kørestolsbruger, sagtens komme derop; Jacob havde været vores
stuntman sidste år, men vi havde ikke tid i aften. Jeg ville meget gerne derop en dag, men med tre
hjælpere der lider af højdeskræk, bliver det næppe på denne London tur?
Vi gik lidt langs Themsen; der var mange optrædende, musikere og skuespillere, og vi nød den
flotte udsigt til Parlamentet og Big Ben på den nordlige bred. Jeg bemærkede straks at der er sket
meget i London, i forhold til sidst jeg var her for 15 år siden. Ude østpå i London var der skudt
mange skyskrabere op, de var der slet ikke dengang. Vi gik tilbage mod hotellet, til en indisk
restaurant, vi havde udset os på vejen ned til London Eye. Det var svært at komme derind med
kørestolene og svært at finde et bord, hvor vi kunne sidde med kørestolene. En af de store
fornøjelser ved at rejse, er at se al den lækre mad, som hjælperne spiser for deres hårde arbejde.
Denne rejse skulle vise sig at byde på mere hårdt arbejde, end nogensinde før! Mens hjælperne fik
lækker indisk mad, fik jeg min sondemad og en indisk Cobra øl, mens Bo vist fik hvidvin.
Da vi skulle ud fra restauranten, måtte min kørestol lænes helt frem så kroppen nærmest hang
fremover og fødderne smertede, for at vi kunne komme rundt om hjørnet og ud. Alligevel kørte
hjælperen på dørkarmen et par gange, så kørestolen blev overbelastet og der sprang en sikring og al
strøm forsvandt! Vi sad lige midt i døren og altså uden strøm, så ingen kunne komme hverken ind
eller ud. Malthe hjalp med at slå min kørestol over på manuel styring, og så måtte mine tre
kvindelige hjælpere skiftes til at skubbe kørestolen og mig halvanden kilometer hjem til hotellet,
mens jeg havde forfærdelige smerter i fødderne. Jeg spørger mig selv, hvorfor sådanne tekniske
uheld altid sker for mig på vores rejser? Kunne de ikke snart ske for Bo....
Jeg sov ikke meget den nat; dels var jeg bekymret for om kørestolen kunne repareres, eller om jeg
måtte ligge resten af ugen i sengen, for jeg kunne umuligt sidde i kørestolen i den position og dels
havde jeg uforklarlige vejrtrækningsproblemer midt om natten, så jeg var bange for at dø og
hjælperen måtte ventilere mig med Rubens ballonen længe. Det gik dog over igen, men en følelse