Hvordan sikres rettigheden til kommunikation?

ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
forventninger fra ledelse og kommune til at fokusere på kommunikation. Med andre ord forventning
om en vis grad af top-down indsats.
På Anders og Camillas botilbud er forventningerne mellem botilbud og kommune uafklarede.
Selvom lederen er bevidst om botilbuddets eget ansvar for personalets faglighed, efterlyser både
personalet og lederen en opsøgende kommune, der kan rådgive specifikt omkring kommunikation.
Kommunen forventer i udtalt grad, at viden og ansvar for kommunikationstiltag ligger hos
fagpersonale på botilbuddet. At forventningerne ikke er afstemte viser sig i Camillas tilfælde, hvor
kommunen valgte ikke at handle på henvendelsen om den defekte talecomputer, og personalet slog
sig til tåls med dette svar. I interviewet med den pågældende kommune blev teamlederen
præsenteret for eksemplet og svarede: ”Det ville jeg som fagperson ikke finde mig i”. Her kan vi se,
at selv om et medansvar erkendes for at involvere sig i en løsning, kan manglende viden om, hvem
der bestemmer, og hvad der kan gøres, skabe en barriere for handling.
Ansvaret for borgerens tilbud ligger hos botilbuddet, på samme vis som læreren i specialskolen har
metodefrihed til at forvalte sit ansvar for elevernes læring. Men kommunerne svigter fagpersonerne
ved ikke at have opmærksomhed på eller krav om, at de er rustet med viden til at forvalte deres
vigtige ansvar for at brugerne uden talesprog får opfyldt deres kommunikationsrettigheder. I
kontrast til dette findes både videnskrav og vejledninger at henholde sig til, når børn der kan tale
skal lære at læse, skrive og udtrykke sig.
Kommunerne – skabes der sammenhæng mellem ideologi og praksis?
Kommunerne skal have anerkendelse for deres store indsats for at udarbejde handicappolitikker, der
lægger sig op ad den nye FN konvention. Men hvordan når intentionerne ud til dem, de omhandler?
Fx har lederen på et dagtilbud deltaget i udarbejdelsen af kommunens handicappolitik, men har ikke
igangsat drøftelser på dagtilbuddet i den anledning. Dette fortæller noget om, hvor svært det er at
forbinde ideologi med praksis, selv gennem en enkeltperson som har et ben begge steder samtidig,
og der er da heller ikke fra de to kommuners side afklaring på, hvordan kommunen kan hjælpe
implementering af handicappolitikkens indhold i gang ude på tilbuddene.
Kommune 2 forventer, at brugernes netværk på bo- og dagtilbud kontakter sagsbehandlere/
tilsynsførende, hvis der er særlige indsatsområder og behov omkring den enkelte bruger eller
botilbuddet som helhed, som man behøver bistand til. Enten via de individuelle handleplansmøder,
via udviklingskontrakter, resultatkontrakter eller fx de månedlige møder mellem kommunen og
botilbuddet. Fagligheden skal komme nedefra, mener kommunen, så her er et eksempel på en
bottom up strategi. Spørgsmålet bliver så, hvordan fagligheden skal finde vejen, når der mangler
viden, tid og kompetencer om kommunikation og ASK. Hvordan kan personalet og brugerne
36