Hvordan sikres rettigheden til kommunikation?

ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
forbedringer i forhold til deres kommunikationsmuligheder. Nærpersoner og ledelser på deres
botilbud, kommunale repræsentanter, samt særlige videnshavere har suppleret med synspunkter og
erfaringer, der bekræfter, at behovet for øget fokus og indsats er særdeles nødvendigt.
Det vi i denne opgave særligt har erfaret er:
1) Der mangler i bekymrende høj grad viden på alle niveauer om fokusgruppens behov, vilkår og
muligheder for at få deres kommunikationsrettigheder opfyldt. Dvs. manglende viden hos
fagpersonerne som dagligt varetager ansvaret, hos lederne som er ansvarlige for personalets
faglighed og for indholdet af tilbuddet, hos kommunerne som udstikker de økonomiske og
overordnede indholdsmæssige rammer for tilbuddet, hos embedsmændene der er generalister
som udarbejder de overordnede rettighedsmæssige rammer og retningslinjer.
2) Viden på kommunikationsområdet for mennesker med behov for ASK er primært personbåren,
båret af ildsjæle. Der er brug for udvikling hen imod mere systembåren viden, som sikrer
kontinuitet i kommunikationsmuligheder i hverdagens og livets miljøskift og overgange.
3) Der er enighed om, at kommunikation er grundlæggende i ethvert menneskes liv, men der
mangler på alle niveauer erkendelse af den etiske fordring om at gøre retten og adgangen til
kommunikationsmuligheder og ASK til noget overordnet og grundlæggende, hævet op over at
være en aktivitet på lige fod med andre aktiviteter.
4) Brugerperspektivet og brugerinddragelsen (Serviceloven §16) er vigtig, når
kommunikationsrettighederne skal efterleves efter den enkeltes behov og ønsker. Men der
mangler udviklede metoder til at inddrage brugerne ud fra deres forudsætninger og muligheder.
De metoder, som findes, er ikke udbredte.
5) En bottom-up strategi, der tager udgangspunkt i erfaringen, er det stærkeste kort til at
iværksætte indsatser, der får effekt, fordi fagligheden kommer nede fra. Men det står klart, at
erfaringen ikke kan varetages og udvikles af fagpersoner, der ikke er klædt på til at løfte det
store ansvar, det er at varetage kommunikationsrettighederne for fokusgruppen. Der må
suppleres med en top-down strategi, som ruster fagpersoner med nødvendig viden og tid,
nødvendige rammer og retningslinjer.
6) Der kan imellem både personale og ledere, og imellem sociale tilbud og kommunen være
uafstemte forventninger, dels om hvor fagligheden skal komme fra, dels om ansvarsfordelingen.
Dette kan skabe en væsentlig barriere for handling.
7) I nogle kommuner er vigtigheden af kommunikation og ASK for mennesker i fokusgruppen
underlagt en markedsøkonomisk tilgang, der gør det til et spørgsmål om udbud og efterspørgsel
47